Matadora/2/17
XVII. KAPITEL.
iss Jenny Pattersons Forelskelse i „Kusken fra Coimbra“ havde vist sig at være af alvorlig Art. Skønt den lille, amerikanske Dame var bleven mødt med Graad og Formaninger af sin fine, gamle Tante, der var hendes Ledsagerske, havde hun dog ikke villet høre Tale om at afstaa fra sit Forsæt.
Og da Jenny Patterson altid havde faaet sin Villie i alt lige fra sin Barndom, saa lykkedes det hende virkelig ogsaa tilsidst at faa Tante Viktoria over paa sit Parti. Den aldrende Pebermø gik endog ind paa at tillade, at „Kusken“ blev modtaget i Millionærfamiliens Villa, og hendes gamle Hjerte kom formelig til at banke stærkere, naar hun saa, hvor lykkelige lille Jenny og den smukke Tyrefægter befandt sig i hinandens Selskab.
Men sikken en Opstandelse der blev hjemme i New York, da der kom Meddelelse om, at Familien Pattersons Stolthed, den smukke lady-like Jenny, et af Amerikas bedste og fornemste Partier, havde forlovet sig, rigtig ringforlovet sig, med en Tyrefægter. Saa dog hellere en forarmet fransk Adelsmand med et klingende Navn.
Der blev strax sammenkaldt et Familieraad under Forsæde af den gamle, halvt apoplektiske John Patterson.
Familieoverhovedet sad i en Rullestol. Hans skarpe, graa Øjne syntes at sprudle Ild under de hvide, buskede Bryn ved Tanken om den Skændsel, der var overgaaet Slægten. Alle de tilstedeværende skælvede under dette Blik, der hvilede paa hver enkelt med et Udtryk, som vilde det gøre den paagældende medansvarlig for, hvad der var sket.
Alle var enige om, at der ikke kunde være Tale om et saadant Parti under nogensomhelst Betingelse, og der afsendtes et ide skarpeste Former affattet Kabeltelegram til den gamle Miss Patterson. Mod hende rettedes alle Bebrejdelserne. At lille Jenny ikke var klogere, det fik være sin Sag, og det var maaske tilgiveligt, men at gamle Tante Viktoria —! Nej, det var for galt. Hun maatte jo være begyndt at gaa i Barndommen.
Da Tante Viktoria modtog Telegrammet fra sin strenge og mægtige Broder John, var hun derfor lige ved at faa et Slagtilfælde.
Men Jenny kastede blot et Blik paa Telegrammet og sagde:
— Aah pyt! hvad bryder jeg mig om det.
Næste Dag var hun forsvundet til Tante Viktorias ubeskrivelige Forfærdelse. Men hun var ikke løbet bort med sin Tyrefægter. Den Slags Ting indlader en amerikansk Millionærdatter sig ikke paa. Hun var blot taget et lille Svip over Atlanterhavet.
Og uden saa meget som at blinke for Familiens Rædsel, den gamle Pengefyrste John Patterson, gik hun lige ind til ham og satte sig ved Siden af hans Rullestol. Hun var iført en stramtsiddende lysegraa Silkerobe med Krave og rødt Slips, en stor, graa Tyrefægterhat og Valmuer i Haar og Bryst. Hun bragte et Pust af Friskhed, Natur og Frejdighed ind ide beklumrede Værelser, og da hun havde siddet en halv Time ved Siden af Rullestolen, havde den gamle John Patterson overgivet sig. Jennys sidste Trumf havde slaaet Alt af Marken.
— Enten Tyrefægteren eller — hun vilde skyde sig selv en Kugle gennem Hovedet med denne lille blanke Revolver, som hun altid bar hos sig paa Rejse.
Men én Betingelse stillede den gamle John Patterson uvægerligt, „Kusken fra Coimbra“ skulde holde op med at være Tyrefægter og forlade Torospladsen for bestandig. Man kunde saa mulig senere købe en italiensk Barontitel til ham for at bøde lidt paa Mesalliancen, og saa kunde Parret foreløbig opholde sig nogle Aar i Paris, indtil der var groet Mos paa Skandalen.
Med denne Besked ilede den lille Miss Jenny, saa hastigt som Dampen over Atlanterhavet og modtoges med aabne Arme af den glædesgrædende Tante Victoria.
Men med „Kusken“ var det ikke saa let at komme til Rette.
Straks brusede han op, saa at den lille Jenny blev helt forfærdet: Han skulde opgive at være Matador! Han skulde opgive sit Livs skønneste Drøm, sin Berømmelse, sin Popularitet! Aldrig! Hun kunde ikke elske ham, naar hun bad ham at vanære sig selv og det Navn, hun skulde bære.
Men Jenny, der kun elskede ham endnu højere for hans noble Begejstring for hans Kunst — thi tauromaquia'en er en Kunst saa god som nogen, det vidste Jenny Patterson fuldt vel — hun besvor ham ide ømmeste Udtryk sin Kærlighed.
Og det var for denne Kærligheds Skyld, men ikke for de lurvede Millioner eller for Udsigten til den latterlige Barontitel, at „Kusken fra Coimbra“ tilsidst gav efter og indvilligede i at trække sig tilbage fra Torospladsen, hvor han endnu kunde have fejret saa mange Triumfer.
Og lille Jenny forstod, at det var Pedro, der havde bragt deres Kærlighed det største Offer.
Det var disse Begivenheder, der forklarede, at Hugo Hjorth og Niels Castella, ligesom alle de øvrige Aficionodos og Toros-Stamgæster en Morgen modtog følgende Invitation, trykt paa guldkantede Kort:
- Ædle Herre!
De indbydes herved til at overvære min „Begravelse“ og bagefter deltage i en lille Kollation i „Den blaa Drue“.
- Med udmærket Højagtelse
Pedro Guerra.
Det var en Indbydelse, der nok var værd at reflektere paa.