Matadora/2/19
XIX. KAPITEL.
os Lopez i „Den blaa Drue“ var der ualmindelig festligt. Den lille Have var behængt med kulørte Lamper, og for Enden af Loggiaen var Kusken fra Coimbras Navnetræk anbragt i en Dekoration af røde og gule Flag. En af Festarrangørerne havde først foreslaaet, at der ogsaa skulde indflettes et enkelt, bare ganske lille Stjernebanner, men dette Forslag var enstemmig bleven forkastet.
Hvor gerne man end vilde vise den ogsaa mellem Kammeraterne populære „Kusk“ al mulig Velvillie, saa blussede Stemningen dog stadig op paany mod „Amerikanerinden“, Repræsentanten for det Land, der havde skilt Spanien af med dets ældgamle, stolte Verdensherredømme.
Skøndt Jenny Patterson havde tigget og bedt sin Trolovede om at maatte være til Stede ved hans Afskedsgilde, havde Kusken fra Coimbra derfor med blødende Hjerte ment at maatte afslaa det.
— Men hvorfor kan Du dog være saa grusom?
— Kære lille Ven: Det er for din egen Skyld! Jeg sætter megen Pris paa mine gamle Kammerater, det sværger jeg ved den hellige Vigen del Carmen, men der er mange raa Karle imellem dem. Naar de faar noget at drikke — og der vil ikke blive sparet paa Drikkevarerne — saa er de ikke altid lige lette at styre, og jeg vil for alt i Verden ikke have, at mit Afskedsgilde skal ende med Ufred og Skandale.
— Men Lola Montero kommer jo dog med, indvendte Jenny Patterson spagfærdigt.
— Lola Montero, det er noget andet, svarede den forhenværende Matador. Hun betragtes som et Mandfolk og næsten som en af vore. Hun er ikke blot Kunstnerinde, men ogsaa den mest udprægede spanske Kvinde, jeg kender. For hende bøjer alle sig i Ærbødighed, og vé den, der blot krænkede hende med et Ord eller en Mine.
Jenny Patlerson sænkede sit lille Hoved, og der var Taarer i hendes Øjne, medens hun sagde:
— Du taler med en saadan Varme og Begejstring om Lola Montero, at jeg kunde blive helt jaloux paa hende. Jeg mærker nok, at jeg aldrig rigtig bliver en af Jeres.
Kusken fra Coimbra kyssede hende og beroligede hende, men sandt at sige fandt han ingen rigtig overbevisende Ord.
Medens Tyrefægterne og de øvrige Indbudne samledes i „Den blaa Drue“, sad Jenny Patterson da og græd hjemme i Villaen hos Tante Viktoria og erklærede, at hun var det ulykkeligste Menneske paa Jorden.
Trods al Smiger og Hyldest var Pedro Guerra heller ikke ret i sit Es.
Lola Montero, der var den eneste tilstedeværende Dame, straalede derimod af Livsmod og Overgivenhed. Hun havde iført sig en Art Tyrefægterkostume: Kort, blaa Klædestrøje med Silkestikninger, hvid Manchetskjorte med langt, rødt Slips, rød Faja om Livet og glat, stram, graa Nederdel med sølvbræmmet Bort. Paa Hovedet havde hun en stor graa Hat.
Selvfølgelig gjorde hun enorm Lykke og omsværmedes af Tyrefægterne, medens Marquis de Plane, der stadig holdt sig i hendes Nærhed, vogtede paa hende med skinsyge Blikke.
Der var et Øjeblik, da den unge Tyrefægter Reverti gjorde for stærk Kur og paa en overdreven galant Maade nærmede sig Lola Montero. Marquiens Øjne lynede, og der gik en Blodsky over hans Kinder. Men Lola Montero, der bemærkede det, lagde sin Haand paa hans Arm og sagde sagte:
— Marquis! Jeg vil paa det indstændigste anmode Dem om ikke at fremkalde nogen Art Scener for min Skyld. Skulde det ske, er vi To færdige for bestandig. Jeg viser Dem ved enhver Lejlighed det største Hensyn, men endnu har De intet at sige over mig, endnu er jeg fri og har ikke truffet noget Valg, og jeg vil have Lov til at dele min Gunst ligelig mellem alle mine Venner.
Og det gjorde Lola Montero, iaften næsten paa ostentativ Maade. Ogsaa Hugo Hjorth fik sin Andel. Lola Montero talte længe med ham og sagde skælmsk, medens de stod i et mørkt Hjørne af Loggiaen:
— De har næsten helt svigtet i den senere Tid. Og De véd dog, hvad jeg har sagt Dem, at jeg ogsaa sætter Pris paa lidt blond Hyldest.
— Jeg er saa optaget af mit store Billede.
— Det, som jeg er paa?
— Ja!
— Men saa skulde De vel netop studere mig.
— I Kunsten arbejder man bedst paa Minderne af stærke Indtryk.
— Og hvad er det for et Minde, De arbejder paa?
— Mindet om det Indvielsens Kys, De engang gav mig.
— Et saadant Minde bør vist af og til opfriskes, for ikke at blive for blegt, sagde Lola Montero, og rakte sin lille, hvide Haand op mod Kunstneren, der greb den og kyssede den gentagne Gange.
Saa forlod Lola Montero ham, idet hun ham med sin Vifte over Kinden og sagde:
— Fy! Jeg gav Dem kun Lov til at kysse den én Gang.
Hugo Hjorth blev staaende som i Drømme, medens Skuespillerinden havde taget et Glas og slog til Lyd. Man saa hendes Skikkelse paa en Stol for Enden af Bordet. Hun talte højt og med klar, tydelig Stemme:
— Kære Venner! Vi har i den sidste Tid lidt smertelige Ydmygelser og Tab. En Mand flygtede fejgt. Lad ham være glemt! Bombatini er gaaet derhen, hvorfra man aldrig vender tilbage, og vor brave Kusk har frivilligt nedlagt Ærens Vaaben.
Det er da nu Kvinden, der bør give Exemplet.
Jeg optager den Coleta, som Du har aflagt, Pedro Guerra.
Med disse Ord tog Lola Montero sin store, graa Hat af, og først nu opdagede man, at hun havde anlagt Tyrefægternes Frisure.
— Om tre Dage maa jeg forlade Jer! Tak for denne Gang som for alle tidligere. Naar I atter genser mig, bliver det paa Torospladsen med muleta'en og den blanke Klinge i Haanden.
Et Jubelskrig rejste sig, medens Tyrefægterne sluttede tæt sammen og bar Lola Montero i Guldstol paa deres senestærke Skuldre under idelig Gentagelse af Raabet:
— Leve Matadora!