Matadora/3/1
TREDIE DEL
I. KAPITEL.
iels Castella var taget hjem over Berlin, hvor han vilde blive et Par Dage.
Det var ikke tilfældig, at han havde valgt denne Rute. For det første vilde han gerne se den tyske Rigshovedstad, som han havde forsømt at gøre Bekendtskab med paa Udturen, for det andet skulde han dér efter Aftale træffe sammen med Billedhuggeren Jens Thomsen, med hvem han vilde slaa Følge til København.
Jens Thomsen var en Type, der var godt kendt i Kunstnerkredse. Han var lille, jovial og gemytlig, og han gik blandt Kammeraterne under det for en hjemvendende Spaniensfarer ligefrem tiltalende Navn: Sancho-Pansa.
Sancho-Pansa havde altid været meget populær i sin Kreds lige fra Akademi-Dagene.
Han var lun og opfindsom, altid parat til en harmløs Spøg og altid fuld af Idéer.
Som Festarrangør havde han derfor stedse været selvskreven, saa ofte der var Tale om en lille Sammenkomst i „Attende November“ eller om et stort Karneval. Hans trinde, joviale Skikkelse med det faste, udformede Hoved struttede formelig af Velvære og Opfindsomhed, saasnart der var Fest i Luften.
Jens Thomsen var den tredie af de fire Kunstnere, der den Aargang havde modtaget det Anckerske Legat. Han sværmede imidlertid for Tyskland, og han havde straks erklæret, at derhen og kun derhen vilde hans Rejse gaa. Forgæves havde Hugo Hjorth forestillet ham, at den tyske Skulptur jo intet betød i Øjeblikket, og at det var i Frankrig, han burde drive sine Studier.
— Det er af Tyskland, Danmark skal lære paa alle Omraader, havde Jens Thomsen svaret. Det er med Tyskerne, at vi er aandsbeslægtede og ikke med Romanerne. Der er altfor meget Pariseri baade i vor Kunst og i vor Literatur.
Og saa var Jens Thomsen da taget til Tyskland og havde besøgt München, Dresden og Berlin.
Her var han nu, og her mødtes han med Niels Castella for at stille sit Kendskab til Rigshovedstaden til sin Vens Disposition.
I to Dage turede de rundt, og hvor begejstret Komponisten end var for Syden, saa maatte han efter den første Dags Razzia indrømme, at Berlin var betydelig bedre end sit danske Rygte, og at det var en Storstad, som man ikke havde Lov til saadan uden videre at lade ligge udyrket paa sin Vej.
Anden Dags Aften var de to Venner faldet ned i det nye, med overdaadig Pragt udstyrede Kæmpelokale „Alt Bayern“.
De sad gemytligt og passiarede ved deres Krus mørke Øl, da Komponisten pludselig spurgte:
— Hvad har Du nu egentlig kunstnerisk faaet ud af din Rejse?
— Det skal jeg sige Dig ganske ærligt. Jeg har faaet det ud af den, at jeg har opdaget, at Kunst er unyttig, for ikke at sige skadelig og samfundsødelæggende, naar man ikke har tilstrækkeligt Talent til at udøve den.
Det var et sørgeligt Resultat.
— Tvertimod! Jeg synes, det er et ganske fortræffeligt Resultat, der fuldt ud er en Rejse værd. Hvorfor skal vi allesammen gaa og være Kunstnere. Først og fremmest skal vi se at være nyttige Borgere. Et lille Talent skaber kun middelmaadig Kunst, og Middelmaadigheden i Kunsten er værre end Middelmaadigheden paa et hvilketsomhelst andet Omraade i Livet. I Kunsten skal der kun ydes det ypperste.
— Men hvor mange af os har det store Talent, og det, vi har, bør vi dog udnytte efter bedste Evne.
— Selvfølgelig! Netop efter bedste Evne. Men naar vi forløfter os paa en stor Opgave, hvis Løsning hverken tilfredsstiller os selv eller andre, saa udnytter vi ikke vort Talent efter bedste Evne.
— Det forstaar jeg ikke. Hvad skal vi da bruge det til?
— Til at pynte med paa praktiske Omraader, hvor den kunstneriske Sands tidligere har manglet.
Jeg fik Rejsestipendium for en kæmpemæssig Gruppe af „Adam og Eva“. Gud skal vide, at der er Adam'er og Eva'er nok i Verden foruden mit Menneskepar, der absolut var kvalificeret til at drives ud af Kunstens Paradis med Kritikens Svøbe.
Det indser jeg godt selv nu, og jeg vil aldrig mere ofre min bedste Arbejdsevne, mine surt erhvervede Skillinger og mine Medmenneskers Taalmodighed paa at stable et Arbejde paa Benene, der enten en Dag falder fra hinanden paa et Materialloft eller i bedste Fald samler Spindelvæv i et Provinsmuseum.
— Men hvad vil Du da? spurgte Komponisten, forskrækket over denne kunstneriske Blasfemi. Du vil da vel ikke være Skomager?
— Det var saamænd ikke det værste. Folk kunde godt trænge til at faa ordentlig Form paa deres Fodtøj, ikke mindst hjemme i Danmark. Men Skomager vil jeg dog alligevel ikke være. Jeg vil anlægge en keramisk Fabrik.
— Forretningsmand?
— Om Du vil! Hvis Du ved Forretningsmand forstaar, at jeg vil prøve paa at faa Folk til at købe Varer, der bringer Kunsten ind i Hjemmene i et Omfang, som jeg magter, og som de kan fordøje. Og jeg vil ikke blot selv arbejde paa den Maade. Hvis jeg faar Hem med mig til at bringe de Modeller, som jeg har fundet paa min Vej, og som jeg under Studiet har faaet Idéen til, frem til at blive rentable Salgsvarer, vil jeg ogsaa se at faa unge Kunstnere til at blive mine Medarbejdere.
— Og til at forsage Kunsten!
— Til at være dens paalidelige Tempeltjenere i Stedet for at være dens udygtige Præster, thi daarlige Præster er selv den ypperste Religions værste Fjender.
Man skal ikke lære Kunst gennem Sult men gennem Arbejde fra de laveste Trin opefter saa langt som Livet viser os, at vore Evner rækker.
— Det er dog en forfærdelig Filistermoral! svarede Niels Castella og rystede misbilligende paa Hovedet. Om Aftenen, da han kom hjem, skrev han paa et Prospektkort af „Ruhmeshalle“ til Hugo Hjorth:
„Jeg har truffet Jens Thomsen her i Berlin og skal hilse fra ham.
Det gør mig hjertelig ondt, at det forekommer mig, som om Kunstneren i ham er gaaet tabt.
Forhaabentlig vil det rette sig, naar han kommer hjem.“