Matadora/3/14
XIV. KAPITEL.
et blev nogle dejlige Dage paa Skagen. Efteraaret var saa skønt som en Midsommer. Vejret var højt og straalende, Luften frisk og saa fuld af Salt, at man formelig kunde smage det, naar man slikkede sig om Læberne.
Niels Castella og Carmen rejste hver Morgen, det vil sige: De bestemte sig til at rejse, men lod sig lige saa hyppigt af Hugo Hjorth overtale til at blive en Dag endnu for at nyde det dejlige Efteraar.
Og som det gik de Nygifte, gik det ogsaa Jens Thomsen, der boede ude paa „Strandhotellet“, hvor hans Friluftsnatur rigtig trivedes.
Man saa ham imidlertid kun sjeldent inde hos Vennerne paa Skagen. Hvad han foretog sig, var foreløbig en Gaade, indtil han saa pludselig en Dag mødte straalende af Glæde over hele Ansigtet.
Han var ikke alene. I Følge med ham var en Kvinde. Hendes Teint var saa brun og solbrændt, som kom hun fra selve Sahara, og denne frejdige Friskhed fremhævedes yderligere af det brogede Hovedtøj, som hun bar i Stedet for Hat. Figuren var stærk og kraftig, store, hvide Tænder lyste i det brunede Ansigt, Øjnene var klare, som havde de i Badesæsonen suget selve Vandets Farve til sig. Paa Fødderne bar hun Sandaler, saa at man saa et lille Stykke af de nøgne, stærkt solbrændte Ben.
— Det er min Kæreste, Dagmar Brun, sagde Jens Thomsen og lo over hele Ansigtet. Hun er mere sjælden end køn, men det skal I ikke bryde Jer om, for det Indvendige i hende er godt.
Dagmar Brun blev endnu mere rød i Hovedet, end hun var i Forvejen, over denne lidt drastiske Præsentation. Men ejendommeligt var det at iagttage, hvor umiddelbart tiltalende de to Kvinder virkede paa hinanden.
Den friske, kraftige, nordiske Type gjorde aabenbart et stærkt og sympatetisk Indtryk paa den lille Sydboerske, og dennes naive Barnlighed erobrede samtidig den mere robuste Kvindes Sympati. De omfavnede og kyssede strax hinanden med en Hjertelighed, der fik Castella og Jens Thomsen til at vexle Blik, medens Billedhuggeren sagde:
— Jeg tænkte s'gu nok, at Dagmar vilde gøre Lykke, for det er en dejlig Pige.
En Time senere syntes man allerede, at man var gamle Bekendte.
Og saa kom endelig Opbruddets Øjeblik for Alvor. Det lille Frederikshavnstog dampede afsted med Gæsterne gennem Sandklitterne. To lykkelige Par var ilet bort mod deres Fremtid, og de havde efterladt Hugo Hjorth i en endnu mere trist og tom Sindstilstand end den Aften, da han erfarede, at Matadora var bleven gift.
I de Dage, der i Mellemtiden var gaaet, var han bleven oplivet af sine Gæsters stadig fornyede Glæde over Skagens ejendommelige Natur, enten de laa og solede sig i de mægtige Sandgryder, eller de ude i Klitterne blot ved deres Stemmes Lyd fik Flokke af hvide, flagrende Fugle til at rejse sig.
Men nu havde Hugo Hjorth heller ikke mere denne Adspredelse for sine Tanker, og Matadoras Billede dukkede i stærkere og stærkere Farver frem for hans febrilsk arbejdende Fantasi, indtil han næsten syntes, at han havde hende for sig af Kød og Blod. Og dog vandrede han rundt i Klitterne ulykkelig som en Ixion, der stadig favner Skyens tomme Luft i Stedet for sin attraaede Junos Skikkelse.
Ud paa Aftenen, da Mørket begyndte at falde, havde Melankolien lagt sig knugende tæt over hans Sind.
Han tænkte et Øjeblik paa at adsprede sig ved at søge hen mellem de glade Badegæster, men han vidste af Erfaring, at dette altid senere forøgede hans Sinds Tunghed, thi denne kunde kun jages paa Flugt gennem Selvfordybelse i Ensomhed.
Saa vandrede han da, medens Maanen begyndte at lyse over det øde Landskab, der lignede en udtørret Havbund, sin vanlige Tur ud til Grenen. Idag var Naturen mere dyster end sidst. Store Bølger fra de to Have brød sig voldsomt i uafbrudt Tvekamp om Herredømmet over den smalle Sandtange, medens hundreder af hvide Strandfugle, der lignede vinget Skum, skrigende kredsede i Havstokkens Sprøjt som et flyvende Snevejr.
Derude foran Revlerne gik en hvid Lystyacht. Hugo Hjorth kunde ikke faa Blikket fra den, thi han kendte Fartøjet og vidste, hvad det havde ombord.
Det var Enkekejserinde Eugenie, der netop for Tiden aflagde et Besøg i de danske Farvande ombord paa sin Yacht „Thistle“. Et ejendommeligt Træf! Thi ofte, naar han havde beundret Matadoras stolte Skikkelse, havde den Tanke slaaet ham: Saadan har den unge, spanske Grandeætling, Datteren af Hertugen af Penaranda, Grevinden af Teba set ud, da hun første Gang bedaarede Napoleon ved Festerne i Elyseet.
Og for Hugo Hjorth flød efterhaanden Mindet om Matadora sammen med alt, hvad han havde læst og hørt om den Kvinde, der nu flakkede hvileløs rundt fra Sted til Sted.
Medens han gik hjem under det nye kæmpemæssige Fyrtaarns Straalesyn, fandt hans Tanke en Hvile i at udmale sig: Hvorledes vilde Matadoras Skæbne en Gang blive!