Matadora/3/16
XVI. KAPITEL.
er var sket det vidunderlige: Skatten fra Spanien var kommen!
Og den var ikke kommen i Form af gamle Dokumenter til Castella, den var kommen som en Sagførermeddelelse af ny Dato om, at Carmens Tante, den gamle, kære Donna Isabella, var død. Hun havde ofte i tidligere Dage hjulpet sin Niece og Guddatter i en snever Vending. Nu havde hun testamenteret hende sin opsparede Formue paa et Par tusind Pesetas foruden et lille Hus og noget Indbo.
Med sit bløde Gemyt græd Carmen først en halv Dags Tid, dels af Sorg over Dødsbudskabet, dels af Rørelse over, at den rare Tante Isabella ikke havde glemt sin Guddatter, skønt hun boede saa langt borte.
Da Graaden ud paa Aftenen havde sat sig, og da Fernando havde trøstet sin lille Kone med mange gode Grunde foruden den, at Tante Isabella go var meget gammel og sikkert havde været mæt af Dage, saa opstod pludselig hos begge den Tanke: Er det ikke bedst, vi selv tager ned og ordner Sagerne?
Det var ikke Forretningssans, der fødte den iøvrigt meget fornuftige Idé, det var en skjult, længe tilbagetrængt Længsel hos begge efter at opleve, hvad de aldrig havde drømt om skulde blive realiseret: Gensynet med de kære Steder ved den biscayske Bugt efter Aars Forløb.
Da Tanken først var født, lod den sig ikke længere standse, og det kan ikke nægtes, at hvor brave Fernando og Carmen end var i deres Hjerters Dyb, saa var det, som om gamle Tante Isabellas Død langtfra at formørke deres Ansigter gjorde dem mere og mere straalende, alt som Opbrudets Time nærmede sig.
Hvis Tante Isabella har kunnet se det i sin Himmel, har hun dog næppe taget det fortrydeligt op!
Carmens eneste Bekymring var, at hun skulde skilles fra sin lille toaarige Sebastian, hvis to smaa, spillende Rosinøjne tidligere havde rummet hele hendes Moderhjertes Fryd.
Men den ellers saa ængstelige Fader var denne Gang ualmindelig kæk og sagde:
— Knægten klarer sig s'gu nok, til vi kommer hjem.
Saa blev det da aftalt, at Sebastian skulde i Pleje hos sin Tante Francisca, der boede nede i Roskilde, og som var henrykt og benauet paa én Gang over det Ansvar, der blev lagt paa hendes gamle Jomfru-Skuldre.
Dagen før Afrejsen, om hvilken Organisten i et langt Brev havde underrettet Hugo Hjorth, modtog han fra denne en Kopi af hans Yndlingsbillede af „Matadora“, dansende frem med Kastagnetter i Haanden. Maleren bad sin Ven, om han vilde give Marquis de Plane Portrætet til Erindring og med Hilsen.
Saa rejste Fernando og Carmen lige i Foraarets skønneste Tid og naaede til San Sebastian, medens Akasiernes Løv endnu var saa lyst som Græs.
Strax den første Dag søgte de op i „Den blaa Drue“. Den var bleven betydelig moderniseret med store Spejlglasruder og Malerier med Optrin fra Torospladsen.
Paa Væggen i Spisestuen, der var luftig og rummelig, var anbragt et legemsstort Maleri af Bombatini i Matadorens Galladragt.
Don Fernando var imponeret, skønt han nu alligevel syntes, at „Den blaa Drue“ havde været hyggeligere i gamle Dage, og han spurgte Tjeneren, om det var gaaet saadan fremad med Lopez.
Lopez! Nej, han var død for længe siden.
Hvem der da nu var Vært?
Det var Bombatinis tidligere Tjener Joseph.
Samtalen var vistnok bleven hørt inde bag Disken, thi nu dukkede Joseph frem i egen Person.
Jovist kunde han huske Don Fernando og Donna Carmen — en god Vært kan altid huske sine Gæster, naar de spørger ham derom — og Joseph, der havde bevaret sit indsmigrende, forslagne Væsen, var sikkert en god Vært.
Han satte sig ned for at slaa en Passiar af. Og alt, som Samtalen gik, blev Joseph selv interesseret i den. Han mærkede, at det virkelig var Folk, der havde mange Minder og Erindringer sammen med ham.
Da Castella fortalte om Tordalkado, blev Joseph formelig Fyr og Flamme:
— Det var den Slyngel, der var Skyld i min Herre og Mesters Død!
Joseph blev saa oprømt ved at høre, hvor elendigt det var gaaet Hypnotisøren, at han bød paa en gammel Flaske fin Xeres.
Saa gik Samtalen først rigtig.
— Hvad er der blevet af den lille Juan, der var hos Lopez?
Lille Juan er en stor Mand! svarede Joseph ikke uden en vis Beundring. Han var et Handelsgeni. Tænk den Knægt var den eneste, der forstod, at der var god og ærlig Forretning at gøre med Tordalkados Moskusrotter.
Fanden maa vide, hvordan han bar sig ad, men han oprettede et helt Rottestutteri og saa lavede han noget, som han kaldte: „Antitorin“. Det bruger de nu paa alle Torospladserne i Staldene. Naar Karlene har vasket Hænderne idet, kan de gaa lige til enhver Tyr, selv om den er aldrig saa uvan.
Efter at han havde tjent de første Penge, kom han ind i en stor Sæbefabrik, og der spiller han nok allerede Chef, skønt hele Fyren ikke er mere som sytten Aar.
— Og hvordan gaar det Matadora?
Da Don Fernando nævnede dette Navn, gik der en Skygge over Joseps glade Gavtyvefjæs.
— Hun er en dejlig Kvinde nu som før, men jeg har aldrig ret kunnet tilgive hende, at hun sveg min kære Herre og Mester for denne Marquis, som hun nu er gift med.
— Tror De ikke, de er lykkelige?
— Jo—o! Det er de vist. Han er en ren Helvedshund, og selv efter at han er bleven gift bliver han mere og mere dumdristig. Han har indrettet en lille privat Torosplads. Paa den optræder baade han selv og hans Hustru og mange fine Adelsmænd fra Frankrig, hvor Tyrefægtningen jo er forbudt.
Men de er Amatører. De er bleven for fine til at omgaas Professionals; og de kommer aldrig mere her.
Nu fortælles der i Bladene, at Marquien forbereder en stor ny Overraskelse.
Hvad det er for en, det véd jeg ikke, men Herskabet vil nok selv faa det at vide, hvis De bliver nogle Dage i San Sebastian.
Med denne hemmelighedsfulde Antydning forsvandt den høflige Joseph med et Buk, da hans Nærværelse paakrævedes andetsteds af Hensyn til nye Gæster.