Matadora/3/18
XVIII. KAPITEL.
an var travlt optaget paa Væddeløbsbanen i San Sebastian, hvor den sensationelle Opstigning skulde finde Sted.
Marquis de Plane havde i det sidste halve Aar experimenteret med sit nye, styrbare Luftskib, med et saadant Held, at man stillede store Forventninger til den første offentlige Præsentation.
Gennem Bladene var der allerede gaaet mange reklamerende Smaameddelelser, der spaaede, at Opfinderen vilde faa Held tit at vinde den store Præmie, der var udsat af Fyrsten af Monaco.
Hvor stor Interessen var for det forestaaende Forsøg, sporede man da ogsaa tydeligt paa det Publikum, der efter Indbydelse havde samlet sig paa Saddelpladsen.
Fra Paris var mødt en Række af de mest interesserede Medlemmer af „Aëronautklubben“ med selve Santos Dumont i Spidsen.
Men ogsaa mange Englændere var kommen til Stede og blandt dem den unge Hertug af Connaught, der var bekendt som en udmærket Tekniker paa Maskinomraadet. Han havde under et Ophold i Ægypten været Amatør-Lokomotivfører for ingen ringere end den unge Khediv og havde selv en Privatbane paa sit Gods i England.
Ogsaa Amerika var rigelig repræsenteret, og ikke mindst Opmærksomhed vakte den lille Baronesse Jenny født Patterson og gift med den adlede Tyrefægter, i hvis Væsen og Optræden der nu ikke mere var det fjerneste Træk, som mindede om „Kusken fra Coimbra“.
Nu kom man bærende med Luftskibet. Det var et mægtigt, cigarformet Apparat med en vældig Skrue og to nedhængende Stilladser. Hvori Konstruktionens Hemmelighed egentlig bestod, vidste man ikke, men det fortaltes, at det dels var lykkedes Marquien at fremstille en Luftart, der var fjorten Gange lettere end Brint, dels at finde til Fremstilling af Maskinen en Metallegering, der slog Aluminiums-Rekorden.
Flyvemaskinen, der nu blev baaret ind paa en Snes Mands kraftige Skuldre, var ikke knyttet til nogen Ballon. Den overordentlig lette Gasart var ved lufttætte Skodder lukket inde i selve Apparatet. Hvis Experimentet idag faldt heldigt ud, skulde der førstkommende Søndag finde en populær Opstigning Sted, og hele Indtægten af denne skulde tilfalde Enken efter en ung Maskinist, der havde været den nye Opfindelses første Martyr, idet han var bleven dræbt under en Laboratorieexplosion.
Over Publikum var der en ophidset og nervøs Stemning. Hos alle sporede man Feberen, Spændingen, Frygten, den næsten vellystige Frygt, der ræddes for Faren og dog føler sig tiltrukket af den.
Kun Marquis de Plane var rolig, om det end maaske var en nervøs Ro. Han gav alle sine Ordrer med fast Stemme og besvarede uden Utaalmodighed de mange forskellige Spørgsmaal, der rettedes til ham. Iøvrigt saa han smuk og mandig ud, iført en Art Kaptajnsuniform med blaa Jakke, hvide Flonelsbenklæder og Kasket med „Aëronautklubben“s Emblem.
Ved Siden af ham stod Matadora. Det saa næsten ud, som om hun havde taget en Haand med i sin Mands Arbejde, thi hun havde idag ikke lagt nogensomhelst Vægt paa sit Kostume. Hun bar en Slags Sportskasket og en lang Pjekkert med Sidelommer, i hvilke hun begravede sine Hænder, medens hun stod med skrævende Ben og sagkyndigt stirrede op efter Vinden paa de drivende Smaaskyer. Alligevel undgik hun ikke at vække Opsigt, denne skønne, ejendommelige Kvinde, der i enhver ny Dragt fik en ny Charme. Og mange var de Øjne, der søgte at træffe hendes prægtige, sorte Blik, naar det af og til mønstrende gled hen over Forsamlingen.
Nu var alt i Orden.
Marquis de Plane rev Kasketten af Hovedet, traadte hurtig hen til sin Hustru og gav hende et Kys til Afsked.
Matadoras Kinder blev i det samme lidt blege, men hun røbede iøvrigt ingen Sindsbevægelse ud over den Spænding, der, blandet med Beundring, tegnede sig i hendes Træk, medens hun fulgte sin Mands Skikkelse i det Øjeblik, da han sprang op paa Stilladsbroen under Flyvemaskinen.
Endnu et Par Ordrer! Mændene, der holdt i Apparatet, havde nu faaet dette i fuld Ligevægt. Alt var klart.
— Giv los! lød Marquiens Stemme.
Alle slap i samme Nu, og Luftskibet steg smukt og let op mod Himlen. Vejret var mildt og varmt med en let Brise ud over Søen.
Hatte fløj tilvejrs, Hurraraab lød, og man viftede med Hænder og Tørklæder. Skibet deroppe saa' saa fint og nydeligt ud som et Stykke Legetøj, og paa Broen saas Marquis de Plane kæk og selvsikker, medens han slog ud med Haanden til Afsked.
Nede paa Saddelpladsen stod Matadora med Blikket fastnaglet til Luftskibet. Og medens hun omringedes af de lykønskende Venner, følte hun sig stolt over, at den dristige Luftskipper deroppe var hendes Mand, som hun skulde belønne med sin Kærligheds hele fyrige Varme, naar han kom tilbage for at hente sit Mods Løn.
Thi det vidste Matadora, at for hendes Skyld — og kun for hendes Skyld — var det, at Marquis de Plane satte Livet i Vove.