Matadora/3/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 191-195

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

IV. KAPITEL.

D
D

e to Venner havde haft deres første længere Samtale.

De fælles Rejseminder var blevne opfriskede, hver havde gjort Rede for sine smaa Oplevelser i Adskillelsens Tid, og Castella havde henrykt lyttet til den Lovtale, som Hugo Hjorth havde holdt over Senora Carmen.

Han havde sagt:

— Det er et prægtigt lille Menneske med et Hjerte af Guld. Saa ofte hun modtog Brev fra Dig, straalede hendes Øjne, og hun udbrød:

— Ja, gid jeg dog snart maatte se den kære Don Fernando igen.

Saa gik hun flere Dage stille omkring med et drømmende Udtryk i de sorte Barneøjne, og hun blev rød som Blod, naar jeg overraskede hende i at læse dit Brev for fjerde eller femte Gang.

— Komponisten, der var ved at røres til Taarer, spurgte:

— Og var hun ogsaa altid elskværdig mod Dig?

— Storartet! Hun vidste ikke, hvor godt hun skulde gøre det for mig, og da jeg blev angrebet af Malaria og maatte ligge til Sengs i nogen Tid, plejede hun mig med en Omhu, der ikke kunde have været større, om hun havde været en af de fromme Søstre fra „Vigen del Carmen“s Hospital.

Ganske stille, saa man næsten ikke hørte hendes Skridt, gled hun ind og ud af Sygeværelset, og jeg mærkede aldrig nogen Utaalmodighed hos hende, skønt jeg til Tider kunde være meget urimelig.

Den Mand, der giftede sig med hende, vilde ikke blive narret!

Komponisten, hvis Øjne ellers lyste af Henrykkelse, saa ofte hans Ven lovpriste den lille Senora Carmen, svarede mærkelig nok slet ikke paa dette Udbrud.

Han fik travlt med at tænde sin Pibe, der var gaaet ud, og sagde i en Tone; som om han ønskede at skifte Emne:

— Og saa maa Du rigtig udførligt fortælle mig, hvordan det gik med Matadora, efter at jeg var rejst fra San Sebastian.

Det lod ikke til, at Maleren havde noget imod at komme ind paa dette Tema, thi hans Kinder blev rødere og hans Tale hurtigere, medens han med mange Haandbevægelser, som endnu var bleven hængende ved ham fra Syden, fortalte følgende:

— Ja, Matadora har spillet en stor Rolle i mit Liv, Niels. Det var et lykkeligt Tilfælde, der lod mig møde hende, thi hun blev min Kunsts Muse.

Efter at hun havde forladt San Sebastian for at tage tilbage til Madrid, havde jeg i flere Dage en Fornemmelse, som om alt var blevet tomt omkring mig.

Jeg maatte se hende igen, jeg mærkede, at min tidligere saa sprudlende Arbejdsevne ellers atter vilde tørre ind.

Jeg rejste derfor til Madrid. Jeg var ganske godt beslaaet med Penge, thi mine Arbejder, og det Hensyn, som Lola Montero altid tog til mig, havde vakt en vis Opmærksomhed mellem de finere Badegæster. Jeg havde derfor solgt et Par Smaabilleder til rige Amerikanere, og jeg havde faaet Priser, som man herhjemme vilde kalde fabelagtige.

Lola Monteres Navn var et af de første, jeg traf paa, da jeg kom til Madrid. Specielt for hende var der skrevet et stort Udstyrsstykke, der hed „Kubanerinden“, og som havde taget sit Motiv fra den spansk-amerikanske Krig. Hun fremstilledes som en Slags Nationalheltinde, og da hun med egen Haand i det kritiske Øjeblik nedlagde to Amerikanere, der faldt for hendes sikre Skud, jublede Huset. Jeg opdagede jo desværre hurtigt, at hun ikke hørte til de fineste Kunstnerinder paa en Scene, men pragtfuld saa hun ud, ikke mindst i et malerisk spansk Soldaterkostume, og da hun i sidste Akt ved en Fest dansede en Fandango, var jeg saa betaget af hende som nogensinde.

Jeg sendte mit Kort ned og fik den elskværdigste Indbydelse til at hilse paa hende i hendes Garderobe. Hun sad i et pragtfuldt silkeudstyret Rum og lod sig kurtisere af kjoleklædte Herrer, der gik ind og ud, sagde de mest haarrejsende Komplimenter og ved enhver Lejlighed kyssede hendes fremstrakte Haand.

Efter at hun flygtigt havde underholdt sig med mig, medens hun ugenert fuldendte sin Omklædning til næste Akt, inviterede hun mig til at møde i hendes Salon.

Hun havde aabent Hus hver Onsdag efter Forestillingen.

Jeg brændte af Utaalmodighed efter at gøre min Entré. Jeg kom imidlertid kun én Gang. Det var ikke den Matadora, jeg var vant til at se færdes mellem Tyrefægterne: naturlig, sund og ugenert i alle sine Bevægelser. Der var over denne Matadora, der gav Kur i sin Salon, altfor meget koket, ja næsten kokotteagtigt, og jeg frygtede for, at den Inspiration, som hun hidtil havde fyldt mig med, skulde forflygte ved nærmere Bekendtskab med hende.

Jeg trak mig derfor helt tilbage. Skønt hun var omsværmet af Tilbedere med Marquis de Plane i Spidsen, lagde hun dog mere Mærke til en Beundrer, der udeblev, end til hundrede, der til Stadighed omkredsede hende, og en Eftermiddag, da hun i sin elegante Ekvipage kørte ned over El Pardo og fik Øje paa mig, lod hun sin Vogn standse og vinkede ad mig:

— Naar De stadig er i Madrid, saa er det ikke pænt af Dem, at De ikke besøger mig. Jeg er vred paa Dem, Don Hugo.

— Det maa De ikke være, Donna Lola, svarede jeg. Det er Kunstneren i mig, der er bange for at glemme Matadora for Lola Montero.

— Naa, Matadora holder De mest af! Ja, ja! De har maaske Ret. Men bliver De i San Sebastian til Paaske, saa skal De komme til at se — den rigtige Matadora.