Matadora/3/8
VIII. KAPITEL.
an var kommet et godt Stykke ud paa Sommeren. Den havde iaar været ualmindelig varm og pragtfuld, men lidt for tør, og overalt sukkede man efter Regn.
Folk flygtede bort fra København, hvis Gader om Eftermiddagen bagtes i Solen for om Aftenen at udsende en underlig hed Aande, der var ved at kvæle de døsige Mennesker, som prøvede paa at trække lidt frisk Luft paa Kaféernes Fortougspladser.
Der var ikke rart inde i Hovedstaden, og de af Varme gnavne Mennesker lod deres daarlige Humør gaa ud over alt. De skældte Byen ud for den smudsigste og mest indelukkede i hele Verden, de ærgrede sig højrøstet over de snavsede Husfaçader, som de paastod var de grimmeste, der existerede, men ganske særlig gik deres Raseri ud over Tivoli: Det var snart ikke andet end en stor Ølhave, som man ligesaa gerne kunde sløjfe idag som imorgen.
Midt i Gnavenheden fik man saa pludselig et Anfald af agrarisk Interesse, saa op mod Himlen og sagde:
— Landmanden trænger vist snart til Regn. For mig maa han gerne faa den, naar det blot vil regne af i Nat.
Ja, saadan sad man og smaasludrede, medens man af og til sendte en misundelig Tanke til dem, der i disse Dage kunde leve ude i Naturen.
Hvad vore tre Venner angaar, var de hver for sig meget tilfredse.
Mest den muntre, rastløse Billedhugger Jens Thomsen. Det var rigtig et Vejr for Sancho Pansa til Opførelsen af den nye keramiske Fabrik, til hvilken han havde fundet en billig Grund i Dragør.
Hver Dag tog han ud til det lille Fiskerleje, og hver Dag glædede hans Kunstnerøje sig over den maleriske Effekt, der er udbredt over Dragørs Sceneri, i hvilket man føler sig, som var man fjærnet mange, mange Mile fra Hovedstaden. Han undrede sig ofte over, hvorfor Folk ikke tog ud til denne friske, idylliske Plet i Stedet for at klumpe sig sammen paa den støvede Strandvej.
Og saa glædede han sig som sagt som Kunstner, thi Kunstner var han, og det vilde han vedblive at være i sit Syn og i sin Tanke. Derfor ærgrede det ham endnu stadig en Smule, naar han tænkte paa, hvorledes Niels Castella uden videre havde sat ham udenfor Kunstnernes Rækker, blot fordi Jens Thomsen vilde lade Kunsten træde i det nyttiges Tjeneste.
Men Ærgrelsen varede ikke længe ad Gangen, og med et gemytligt Smil paa det runde, solbrændte Ansigt, tog han atter fat paa Arbejdet med Fabrikens Indretning. Dens Varer skulde nok en Gang skaffe ham Navn og Anerkendelse.
Ogsaa Hugo Hjorth var optaget af Byggeri. Efter at han var slaaet igennem med „Matadora“, der var bleven erhvervet af Galleriet, havde han faaet flere større Bestillinger, og han var nu i Faerd med at opføre sit eget Atelier oppe paa Skagen.
Han talte allerede med i Kunstnerkolonien, og hans Selvportræt havde faaet en af Hæderspladserne i den Brøndumske Spisestues Portrætgalleri ved Siden af Krøyer og Michael Ancher.
Det var hans Mening at dele sin Tid ligelig mellem Skagen og Syden. Han levede mest for sig selv, optaget af Arbejde, og der var nogle af de gamle Akademikammerater, som beskyldte ham for at være bleven vigtig. Men de rigtige Venner mærkede ikke noget hertil, naar de af og til mødte ham. Derimod var de bange for, at han skulde isolere sig for stærkt, saa at han trods sine Rejser med Aarene vilde blive en ensom og paa Livserfaring fattig Mand.
Niels Castella byggede ikke. Tanken alene vilde have fyldt ham med Rædsel. Han rejste heller ikke, thi det var der ikke Raad til, da han skulde passe sine Informationer, der snart sagt var hans eneste Indtægtskilde.
Alligevel var han godt tilfreds i denne Sommer. Han havde for en meget billig Penge faaet overladt et lille Havehus ude ved Sortedams Dossering. Her boede han under gamle Træer med Udsigt til den blaa Stribe Vand med de pilende Smaabaade og de sejlende Svaner. Haven var gammel og forfalden, og Hovedbygningen var ubeboet i Sommer, da Ejeren laa paa Landet. Men netop den idylliske Ensomhed tiltalte ham i høj Grad, og han levede sit eget stille Liv som en Eremit, kun optaget af at spille og komponere.
Det kom ham da formelig overraskende, da et af Kioskernes Ilbud en Eftermiddag sveddryppende sprang af Cyklen og rev i den gamle Klokkestreng, saa at der lød en forskrækket, halsende Ringning.
Hvad kunde det være for en Besked, der kunde have en saadan Hast med at naa ham?
Hans Forbavselse steg, da han læste Brevets Indhold:
- Kære Herre!
Dette i Hast fra En, der mener Dem det vel, men som af visse Grunde ikke tør røbe sit Navn.
I den Stilling, jeg beklæder, er jeg kommet under Vejr med, at der er Folk, som uden Deres Vidende i Deres Navn har korresponderet med Firmaet Christobal Cordova & Co. i Barcelona og Madrid.
Jeg véd — jeg tør stadig ikke sige hvorledes, men de Ting jeg nævner, vil overbevise Dem om, at jeg er vel underrettet — at der idag til Morgen er kommet Brev fra Christobal Cordova & Co. I dette meddeles det, at man nu har fundet Papirer, der godtgør, at en Skat i Aaret 1808 er bleven nedgravet paa Fælleden ved København.
Denne Skat, der saa vidt mig bekendt rettelig tilhører Dem, vil kunne findes paa følgende Maade:
Opsøg ude ved Jagtvejen, ikke langt fra Vibenshus, den saakaldte Struensees Sten, der staar paa det Sted, hvor Henrettelsen fandt Sted. Tag et Kompas med og stil Dem med Ansigtet lige mod Vest. Gaa derefter Hundrede Skridt fremad. Derefter tyve Skridt tilhøjre i ret Vinkel og endelig ti Skridt mod Nord.
Saa vil De finde Skatten nedgravet i Jorden. Men skynd Dem, thi allerede iaften ved Mørkets Frembrud er der andre, der vil prøve paa at komme Dem i Forkøbet.
Brænd dette Brev.
Niels Castella blev siddende som lynslaaet med Brevet i Haanden.