Med den brede Pensel/1
FØRSTE AFSNIT.
I.
Ferie-Fantasier. Ord-Ord-Ord!
Det var mod Slutningen af Ferien. Avgustsolen brendte ned paa den lille By bag store, optaarnede Skyer. Ingen Vind vilde feje Skyerne bort og bringe Luftning gennem den uddøde Gade, hvor Plankeverkerne svedede Blærer og Rendestenen duftede. Det nytter ikke at gøre saadan en lille By bedre end den er. Naar Feriegæsterne havde Skoven og »Plantagen« og alle Udsigterne langs Fjorden til deres Raadighed hele Dagen, og Musik om Aftenen i Klubhaven, hvad vilde de saa forlange mere?
Med saa sparsom en Skygge efter sig, som man kan have den henad et smalt Fortov i Middagsstunden, kom en Mand af Middelhøjde, bredskuldret, hverken særlig omhyggelig eller sjusket klædt, gaaende ned gennem den øde Hovedgade, hvor man saa’ nysgerrige Øjne i Vinduesspejlene og videbegærlige Næser bag Ruderne. Manden saa’ for Resten hverken det ene eller det andet; han førte, eller kunde have ført, følgende Enetale med sig selv:
Omtrent de fire Uger gaaet. Ligget paa Gæstgivergaarden her, spist ved Værtens Bord sammen med de andre Feriegæster, hørt paa den samme Snak hver Dag, set paa de kønne Damer, ikke truffet et eneste fornuftigt Menneske, ikke haft for en Skilling Gavn af det Hele, og ikke gjort for en Øre godt imod nogen. Og dette gentager sig Aar efter Aar; bestandig paa et nyt Sted, bestandig med samme Resultat. Og til denne ene Maaned gaar man og glæder sig hele Aaret! Ivar Feldmann Christensen, nom de guerre; Tegne-Christensen, du er en uforbederlig Æsel, og, hvad værre, du er snart en gammel Æsel! ...
Naa, saa det kalder du at »aadre«, din Æsel! Jeg skal hjælpe dig! —
Den Gaaende standsede lidt overrasket og saa’ op ad et Hus med en Række aabentstaaende Vinduer, hvorfra en stærk Malerlugt i Forbindelse med en klaskende Lyd af drøje Ørefigen trængte ud paa Gaden.
Lyden forstærkedes, ledsaget af Graad. Den Fremmede sprang op ad en Stentrappe, skubbede et Bræt til Side, hvorpaa med Kridt stod skrevet: malet! og traadte ind i en tom Stuelejlighed, hvor en plump, sværlemmet Mand i den bekendte tilsmurte Professionskittel bearbejdede et ungt Menneske, ligeledes i Kittel, paa det eftertrykkeligste i Ansigtet med to fede Labber, saa fyldige som to smaa Lammestege.
Slip ham! raabte Manden fra Gaden.
Den Fede saa’ sig forbavset tilbage. Han vendte et blegt, oppustet Ansigt med stort purret Haar om imod den Indtrædende. Hans Hoved ludede frem efter, han havde et dvask og paa samme Tid lurende Udtryk i Øjnene:
Hva’ — hvem er De? —
Det skal jeg sige Dem, naar De svarer mig paa, hvorfor De mishandler det Menneske dér!
Menneske — he! Det er min Læredreng. Lad De bare enhver skøtte sit! —
Der var en drillende Uforskammethed i den drævende Maade, hvorpaa Ordene kom frem. Manden fra Gaden blev rød i Ansigtet:
Ingen har Lov til at mishandle sin Læredreng, og dette er en Mishandling! —
Saa — aa? man Skulde maaske lade sig spille paa Næsen? Man skulde maaske lade saadan en Lømmel gaa og drive over en Dør en hel Uge? Man skulde maaske ikke turde se paa saadan en Laban, som man har i sit Brød hva’? Se De bare til, at De forlader dette Lokale, Højstærede. Her har De vistnok ikke noget at gøre! —
Den Fremmede bed sig i Læben og begyndte allerede at trække sig tilbage under den stadig tiltagende Ordstrøm. Han var her paa fremmed Grund, og hvad Ret havde han vel til at blande sig i andres Sager? Brutalitet oprørte ham rigtignok stedse. Men hvorfor skulde de dumme Hjærte løbe af med ham? Havde har ikke ofte faaet Utak?
Hans Blik faldt i det samme paa den unge Fyr, som søgte at fjærne Sporene af Slagene og Graaden fra Ansigtet. Et Par store, lyseblaa troskyldige Øjne saa’ i Vejret med et saa bedende forpint, fortvivlet Udtryk, at det gav et Sæt i den Fremmede.
Han standsede paa Tærsklen og vuggede den Stok, som han bar i Haanden, frem og tilbage, idet hans Bryn sænkede sig, og hans graa Øjne blev hvasse og brændende: De er formodentlig Malermester her i Byen? spurgte han den Fede i en Tone, som bragte denne til at studse.
Den Fremmede havde før været hidsig, og hans Stemme havde skælvet. Der var nu en kold, ringeagtende Haan i hans Ord; og den anden tav. Der er én Slags Betoning, som virker paa raa Mennesker; — de fleste Bødler er feige.
Naa, hvorfor svarer De ikke? Er De maaske kun Svend? ...
Den Fedes Bleghed gik over i Gult. Han dukkede Hovedet som en Tyr, der vil til at stange. Han saa’ op igen og mødte det samme kolde, ringeagtende Blik. Han var tæmmet. Jeg — jeg er Malermester. Maa jeg spørge Dem ...?
Det er mig, som spørger Dem. Har Deres Dreng Forældre? Har Du noget Hjem, min Dreng? —
Den Adspurgte rystede paa Hovedet uden at svare, men det Øjekast, som strejfede den Fremmede paa Farten forbi Mestren, syntes at ville sige: For Guds Skyld, irritér ham ikke!
Han har saamænd ingen Forældre, nej! tog Mesteren Ordet. Han har saamænd haft alt hos mig, Kost og Opholdet og ...
Pryglene? tilføjede den Fremmede tørt. Jeg forstaar det Hele. Nu kan De spare Dem Ulejligheden for Fremtiden! —
Hva’ behager? ...
Jeg tager mig af Drengen! —
Gør De? —
Ja. Jeg gaar til Borgmesteren. Han kan vel nok ordne den Sag imellem os! —
Ja, men De maa betale ...!
Jeg betaler, hvad jeg skal betale. Farvel, min Dreng! —
Den Fremmede var igen ude paa Trappen: Som om han erindrede noget, vendte han om og stod atter i Døren.
Han kunde næppe bare sig for at smile. Der stod de to, Mester og Lærling, og saa’ lige forbavsede paa hinanden og hen ad Gulvet og op ad den Dør, som ikke var bleven grundig nok »aadret«.
Om Forladelse; det faldt mig ind, Hr. Malermester, at De dog maaske kunde tage denne Sag i Spøg, og at Deres gode Humør saa kunde gaa ud over min ny Protegé. Maa jeg derfor gøre Dem opmærksom paa, at saa snart jeg har talt med Borgmesteren, staar dette unge Menneske under juridisk Beskyttelse. Forstaar De! —
Og saa var han ude paa Gaden, hvor Solen skinnede og Rendestenen duftede.
Hvor den Slyngel dog var nem at kujonere! Borgmester — juridisk Beskyttelse! Han lo ved sig selv og svingede Stokken. Saa blev hans Ansigt alvorligt. Hvad er nu det for Dumheder? Hvad vil jeg gøre med Drengen? og — har jeg Raad dertil ...? Han tabte sig i en Række ikke videre opmuntrende Betragtninger. Saa dukkede ud af Rækken, som et Holdepunkt for hans gode Forsæt, hint Blik fra Drengen op til ham, som han selv stod der i Døren og udførte Forsynets Rolle med Spanskrørstok i Haanden.
Han bankede paa hos Borgmesteren. Han kendte den store Mand fra en Aften i Klubhaven, hvor han havde holdt en blomstrende Tale for Fædrelandet under Blaalys.
Den store Mand sad ved sit Arbejdsbord og hørte paa den Fremmedes Indledningsspørgsmaal med Hovedet lidt paa Held, dampende af Piben, med deltagende Miner og Folder i Panden. Han havde en egen hastig Maade at tage Piben ud af Munden paa; saa truttede han Læberne frem, smaskede og bankede sig med Pibespidsen mod Tænderne.
Hm, ja ... Ja, Forældrene døde; Smaafolk dør saa nemt ... Faderen; aa jeg vil ikke sige, at han var drikfældig ... et Skrog, et Skrog ... Moderen sled og slæbte lige til det sidste ... Vi vidste virkelig ikke, hvad vi skulde stille an med Drengen ... Kommunen er bebyrdet ... saa var der denne Maler ... naa ja, vi hørte jo nok nogle Klager over ham ... men man klager altid; man klager altid i denne By!
De talte om Sagen. Den store Mand mente, at Drengen nok kunde løses fra sit Kontraktforhold imod en lille Opofrelse. Da den Fremmede lod sig forlyde med, at det netop var i den Hensigt, han var kommen, saa trykkede Borgmesteren den ædle Mands Haand og fulgte den Fremmede til Døren. Saa vendte han tilbage og satte sig med et Skuldertræk i sin Stol: Der gives besynderlige Mennesker; egenlig talt Fantaster? mumlede han. Men hvis nu denne Dreng var bleven hos Maleren, og Maleren var død, eller Drengen var rendt bort og kommen tilbage som et Subjekt, saa vilde det være Kommunen, som skulde tage ham. Og Kommunen er bebyrdet nok i Forvejen| ...
Den samme Eftermiddag blev den Fremmede atter meldt. Borgmesteren havde sat sig til at blunde i den store Armstol, med et Lommetørklæde over Ansigtet for Fluerne, og Berlingske over Knæerne. Han saa’ fortrædelig i Vejret, og da han fik Øje paa den Fremmede, saa’ han endnu mere fortrædelig ud: Saa, — tænkte han — der har vi Menneskevennen. Han fortryder naturligvis; det plejer Menneskevennerne gerne!
Men han fortrød ikke. Han saa’ ikke ud til det. Han stod og vuggede sin Stok i Haanden og berettede med den ham egne Blanding af Ironi og indædt Forbitrelse, at hans Protegé allerede havde indkvarteret sig hos ham, og at han (den Fremmede) ikke kunde fortænke Drengen deri: Jeg skal sige Dem, Hr. Borgmester, hvad jeg vil. Jeg vil enten beholde Fyren nu med det samme, for at beskytte ham imod Prygl, eller ogsaa vil jeg slet ikke have ham. I sidste Tilfælde vil jeg, førend jeg rejser herfra, gaa hen til Malermesteren og banke ham med denne Stok her. Det er en udmærket Stok, som har staaet sin Prøve. Den ophæver enhver mulig Forskel i Legemsstyrke mellem mig og den Person, som er mig ubehagelig. Jeg véd ikke, om jeg har udtrykt mig tydelig nok? —
Borgmesteren gned sine Øjne og tændte sin Pibe. Man snakkede lidt frem og tilbage, og da den Fremmede havde taget sin Tegnebog frem og deponeret nogle Sedler i den store Mands Forvaring, saa skiltes man atter med gensidigt Haandtryk, hvorefter Borgmesteren under et lille Befrielsens Suk sank tilbage i sin Stol med Lommetørklædet over Ansigtet og Avisen over Knæerne.
Da Tegnelærer Christensen kom tilbage til sit Værelse paa Hotellet, forefandt han det unge Menneske i Færd med at lade en stor Portion Kalvesteg forsvinde fra den Tallerken, som Opvarteren havde bragt. Saasnart Døren aabnedes, rejste den Siddende sig. Han stod dér, høj og spinkel, kejtet og forlegen i sin Holdning, med Øjnene fæstede ængstelig spørgende paa den besynderlige Mand.
Du hedder jø Karsten? spurgte denne paa sin barske Maade.
Jo! svarede den Unge ganske tonløst.
Alt er i Orden. Du bliver hos mig! —
Karsten vaklede frem fra Bordet. Han vidste ikke, hvor han skulde gøre af sine Hænder, om han skulde tage begge Lærerens, om han skulde falde ham om Halsen, eller hvad han i det hele skulde gøre. Saa fik han Taarer i Øjnene og førte Hænderne op i den Retning.
Naa, naa! sagde Læreren. Man skal ikke gøre sig til Hund for et Ben. Er du mæt? —
Ja—jo Tak! —
Det er godt. Har du noget Tøj hos din noble Mester? —
Ja—a. Det er ikke meget! —
Det kan jeg tænke. Opvarteren kan hente det siden. Kom nu her! —
Han forsynede det unge Menneske med Linned af sin Kuffert: en Skjorte, en Flip, der gabede lidt i Halsen, men blev strammet ind med et sort Silketørklæde; ligeledes fik Karsten et Par velblankede Sko og en rundpullet Hat, der begge Dele fra første Færd af havde klemt Læreren henholdsvis over hans høje Vrist og hans brede Pande. Og medens Forvandlingen foregik, talte Læreren saaledes, stadig i en Mellemtone af tør Ironi og en vis dirrende Alvor:
Leveregler, min Dreng! Der gives en Hob af dem; de bruges med Virkning som Citater i Bøger og daglig Omgangstale. De, der overtræder dem mest, skriver bedst om dem; og de, der aldrig agter at overholde dem, fører dem altid i Munden. En Leveregel har en Englænder givet mig; den har vist sig at være probat: Hav bestandig et Par blanke Sko paa dine Fødder og en velbørstet Hat paa dit Hoved, og Du vil komme igennem Verden som en Gentleman, uansét din øvrige Klædedragt! —
Men den stakkels unge Fyr stod dér, betuttet og forlegen. Han saa’ paa sine Fødder og han saa’ paa Hatten, som han drejede mellem sine røde Hænder. Han syntes, at Menneskene var saa besynderlige. Derhjemme var der en Mester, som gav ham Prygl — og her var der en ny Mester, som gjorde Nar! Atter kom der Taarer i hans Øjne, og atter sagde den Fremmede:
Naa, naa; du har let til Vandet! Den Kilde vil ogsaa en Gang tørre ind, og saa vil du blive en Abekat, som alle vi andre. Thi Aberne græder ikke — forstaar du. De skærer kun Ansigter!
Men saa skete det Underlige, at Hr. Christensen tog den unge Fyrs Hoved mellem begge sine hvide, faste Hænder, derpaa klappede ham paa den høje, aabne Drengepande, saa’ ham ind i de usikre, forknytte Øjne, og sagde:
Det er det, der slog mig! Saadan er det, vi begynder; skikkelige, troskyldige Bælam, hvad enten vi staar over for raa Mishandling eller dumme Vittigheder. Det er Menneskenes Hjælpeløshed, som anraaber Menneskets Sjæl om Bistand! —
Og han skubbede den unge Fyr læmpelig fra sig og fortsatte: Jeg gaar mig en Tur. I Aften rejser vi tilbage til Hovedstaden. Er der slet ikke nogen her i Byen, som du kan have Lyst at sige Farvel til? Naa — du skal ikke staa Skrifte — jeg mener blot, at hvis der er nogen, som har været en lille Smule god imod dig, saa bør du gaa hen til denne »nogen« og sige, at nu pakker du sammen. Har du forstaaet? Du bliver rød — for Pokker, væn dig af med det! Klokken fem Minuter før ni er du ved Jærnbanestationen. Ingen Vindbeutelstreger med at komme bagefter. Der er tre Ting, som et ungt Menneske bør omgaas varsomt med: Tid, Penge og Viskelæder! Farvel saa længe!
Den lille By laa ved Fjorden. Der havde den ligget i umindelige Tider som en hæderlig lille Købstad. I umindelige Tider havde der været Sejlads paa Fjorden og Anløbssted her ved Havnens Bolværk for Smaafartøjer. Og ud mod Havnen mundede den eneste standsmæssige Gade af dem fra gammel Dato. Ud mod Havnen vendte de solide gamle Købmandshuses Façader; de mindre Gyder og de smaa Huse fulgte ogsaa denne Retning; og i det hele taget havde Byen Fald og Retning ned efter mod Fjorden. Det gjaldt ogsaa Oplagspladser og Smaahaver; allesammen skulde de forsøge at komme saa nær Fjorden som muligt. Man kunde da gaa ad den Sti, der fra Havnen førte langs selve Strandkanten, og kigge Byen efter i Sømmene; — rigtignok paa Vrangsiden, ind i Gaarde og Smaahaver; men Ret og Vrang har nu ikke saa stort at sige i en lille Kjøbstad; og særlig denne Købstad satte en Ære i at holde sine Udenomsbekvemmeligheder i saa pyntelig Stand som muligt.
Der var kommen denne ny Tid, som jo skal splitte Alt. Den ny Tid havde lagt sin Jærnbanelinje og Station oppe ved Bakkerne bag om Byen. Og nu var der begyndt en latterlig Konkurrence mellem den »vestre« og den »østre«, den ny og den gamle, den øvre og den nedre Del af Byen. Her oppe var naturligvis anlagt et Jærnbanehotel, moderne, grimt, med Cementpuds og andre forlorne Yndigheder, og omkring Hotellet havde der begyndt at rejse sig et Bygningskvarter: magre Spekulationskaserner, med hovedstadsagtige Tilbøjeligheder til at stille Godtkøbs Spejlglasruder til Skue. Jærnbanelinjen havde ødelagt Fragtfarten paa Fjorden, havde gjort Havnepladsen øde, havde begyndt at suge Livet til sig nede fra opefter. Jærnbanen skulde nu ogsaa til at demoralisere den Smule gammeldags Arkitektur, som Byen havde besiddet og instinktmæssig følt sig glad over. Blot nogle faa Aar endnu — og Byens Hyggelighed var forsvunden! Hvad der vil komme i Stedet, ja derom véd vi alle saa temmelig god Besked. Er ikke hele vort Land at ligne ved en lille Provinsby, som har faaet Jærnbane? Og alle hjælper vi, bevidst eller ubevidst, med til at lade Jærnbanen demoralisere os, suge »Livet« til sig, og spy os det ud i Øjnene igen under Form af idéforladt Stilløshed, gold Spekulationssvindel, magre Linjer, triste Farver, kæmpemæssige Annoncer, hvorhen Øjet bedende søger om Hvile ... Hu ha! en Overgangstid, denne!
Tegnelærer Christensen plejede at gaa den samme Tur hver Eftermiddag og anstille de samme Betragtninger. Fra den gamle Gæstgivergaard nede ved Havnen skridtede han op igennem Byen til det »ny« Hotel, Jærnbanehotellet, derfra hen til Jærnbanestationen, ud paa Perronen, hvor han besaa’ det ankommende eller afgaaende Tog, Lokomotiverne, den trøstesløse, parallele Skinnelinje o. s. fr. Han nedbad over det altsammen en ret inderlig Himlens Velsignelse — med sammenbidte Tænder og dirrende Næsefløje. Og naar saa Lokomotivet havde skingret ham sit arrige: Varsko! ind i Ørene, saa spyttede han langsomt, ud paa Skinnerne, drejede sig rundt paa Hælen og gik Markvejen op til »Plantagen«.
Plantningen var Ungskov med anlagte Stier i Bugter op til et Lysthus, der laa højt med Fjærnsigt over By, Fjord, de nære Herresæders Skove, Jærnbanelinjen, de endeløse Marker og de velgørende Smaalunde og Pilegærder. Her plejede Tegnelæreren at sidde til Sol gik ned. Naar der kom Feriegæster eller Bybefolkning op til Lysthuset, veg han dem straks Pladsen. I modsat Fald kunde han sidde endnu længe dvælende, indtil det dybe Mørke faldt paa. Han skræmmedes da i Reglen op af en løsladt Dampsky og den hæse eller skingrende Fløjten fra et Lokomotiv hist ovre ved Stationen. Saa gik han ikke samme Vej tilbage, men balancerede fra Plantagen paa Rygningen af et Markskel ned til Stien, der fører langs Strandkanten forbi Byens Udbygninger og Smaahaver til Havnepladsen og Gæstgivergaarden.
Dette havde han nu omtrent gjort i fire Uger hver Dag, og i tre Uger havde Klubben hver Aften brugt det til Samtaleæmne.
Denne Eftermiddag var der endnu flere Øjne i Reflexionsspejlene og endnu flere Næser end sædvanlig bag Ruderne langs Gaden, da Tegnelæreren passerede op til Jærnbanekvarteret. Thi »det« med Malerlærlingen havde selvfølgelig sat Sindene i Bevægelse.
Hr. Ivar Feldmann Christensen følte ligesom en Smule Nervøsitet over sig paa sin Vej igennem Byen. Derfor var han maaske særlig velstemt mod Station, Perron, Lokomotiv og Skinner. Han gik ind igennem denne Station, ud paa denne Perron, saa’ paa dette Lokomotiv, spyttede hen over disse Skinner — alt med et Udtryk af tilbagedæmmet Lidenskabelighed, der vil tage Revanche.
Og han drev op ad Markvejen til Plantagen, medens de optaarnede Skyer fra om Middagen nu blev formelige Kæmper, Alpekæmper, Giganter, der ragede med de trodsige Pander lige ind i Himlens Zenith, som om de vilde rage og støde og stange Gudeborgen omkuld med alt, hvad der oppe befandt sig: Guder og Gudinder, Nektar og Ambrosia, Drikkeskaaler og alle Gudegækkeriets kostbare Attributer.
Saa kom den første svage Torden, rullende langt borte fra ud over Fjord og fjærne Vidder, med denne egne dybtstemte Ur-Verdens Lyd. En ugengivelig Lyd; saadan en, som om ti Millioner Røster sang en Salme — saadan en Salme som
Af Højheden oprunden er ...
eller en anden Salme; en meget bedre Salme; en, som endnu ikke er af Pen skreven — aldrig bliver skreven, aldrig tænkt af Mennesketanke, men som dog, vaandende sig efter en Form, har dæmret i Beethovens øg Michelangelos Prometheushjærner.
Aa, Gud hjælpe mig! at jeg ikke en Gang kan skrige og brøle her ud over Markerne, hvad det er, jeg tænker mig ved en Torden!
Og Christensen, som raabte dette højt, arbejdede sig i den lumre Eftermiddag sveddrivende op ad Markvejen til Plantagen.
Han standsede; han følte, at han muligvis havde gjort en Dumhed i Dag, at han dog ikke fortrød det, men at det menneskelig talt var uberegneligt, hvad han havde indladt sig paa, og at han derfor, menneskelig talt, maatte skaffe sig nogen Oprejsning ved at skælde sin gamle Fjende, det sidste halve Sekulum af det nittende Aarhundrede, grundig ud.
Han gjorde det. Han løftede Armen, med den faste hvide Haand udstrakt knyttet imod et indbildt Lokomotiv, der trak et indbildt Tog. Han saa’ — ligesaa tydelig som om det var virkeligt — Lokomotivfører, Fyrbøder, Konduktører, Togfører, Passagerer. Han raabte, skreg og raabte:
Kør ad H— til; Hvad vil I mig? Min Vej er ikke jeres! Har jeg end ikke haft Kræfter til at standse Jer, saa har jeg dog Kræfter til at fornægte mit Slægtskab med Jer. Og har I, da jeg var ung og umyndig, slæbt mig med et Stykke Vej, saa vil I dog ikke benægte, at jeg forlængst er sprunget af Toget. Aa, jeg kender Jer! Nu holder I ved en Station. En By, et Distrikt skal lyksaliggøres med jert Besøg. Farten er næppe standset, før I mylrer geskæftig ud af Kupeerne, hvad I saa er, og hvad I saa hedder. Alle vimser I ud, med jeres politiske, literære, æsthetiske og filosofiske Brochurer, Bøger, Taler, Foredrag under Armen. Hej, Flyveskrifter! og ud over By og Distrikt flagrer al denne trykte Middelmaadighed, Opkoget paa de store Aander, der har levet, alle disse Fraser, dette Had, denne Haan, dette undergravende Grin, al denne lasede Analyse, disse Bunker af latterlig Alvors-Opblæsthed, disse Skvadronader om Dogmer, som skal befri den Verden, I selv forkludrer.
Thi hvad har I at byde paa? — Tro? — I tør ikke se en ærlig Hedning stift i Øjnene og bekende jer Tro. Ingen af Jer vil lade saa meget som den lille Finger radbrække for jer Overbevisning. Saasnart en af Lauget lider den mindste personlige Overlast paa sin Agitationsrejse, saa skraaler hele Banden op, som om Inkvisitionen rykkede frem! I kunde jo lade Godtfolk beholde deres Tro, saa var der ikke en Hund, der gøede ad Jer.
Naa; hvad har I at byde paa? — Kunst? O ve! Dersom man ikke vidste bedre, saa skulde man tænke, at I opførte en Farce. Intet mindre: I kommer dér anstigende saa eddikesurt-alvorlige, eller saa bedemandsagtigt-vigtige, som var I Udsendinge for et Assurance- eller Begravelsesselskab. — Kunst? — I? — Det er jo enten Iskulde, I spreder omkring Jer, eller den fadeste Dagligstueparfume. Kunst bliver enten født stilfærdig af Naivitetens Skød, inderlig god, elskværdig, lysøjet, forhaabningsfuld — eller den staar der imellem os som en Kæmpe, undfanget og smærtefuldt født af den vældige Natur, knugende Armene sammen over Brystet, for at mestre Hjærtets Hulken, Sjælens evige Vaadesang over Evnens Afmagt.
Nej; indrøm for Jer selv, at I ikke har Tid til nogen Ting og derfor heller ikke til Kunst. I skal høre altfor meget paa hinandens Sniksnak. Denne skal have sig en »Kreds« flikket sammen. En skal have alle Aviser læst, førend han kan arbejde, en anden skal have alle Foredrag hørt, førend han kan tænke. At fortrøste sig til Følelsen ... Aa, hvilket Sludder! Vi er dog ingen Gammeljomfruer! — At gøre sig lydhør over for Hjærtets Stemme ... Abracadabra! han gaar i Barndom! — At staa alene midt i al dette Herrejemeni-Vrøvl ... ho ho! han spekulerer i det Originale! — At tage sig de store gamle Forbilleder for Øje ... gaa væk, Epigon! — Ikke at ville være med i Toget mod det »ny« Kanaan ... kør ham over, Lokomotivfører! — At ville vige Jer allesammen Pladsen og tjene sit Brød som en ærlig Tegnelærer ... Hej, af Sted! Klokken ringer, Piben lyder; lad ham blive tilbage paa Grøftekanten! — Kør F— ivold!
Christensen gik op til Plantagen.
Lige i Udkanten, hvor der mellem Krattet ragede enkelte højstammede Birke og Ege op, Levninger af en tidligere Skov, slængte han sig med Ryggen støttet mod Grøftevolden. Han hørte endnu Lyden af sin Dommedagspræken. Han smilte; han lo. Men der var intet befriende i denne Latter. Han var tynget under Vægten af de svære Ord, og — det var jo kun Ord. Hvad havde han at sætte imod? Han havde Ord — Udfordringer, lidenskabelige Udbrud. Ak, de forslaar ikke meget! Stærk var denne Mand der, i sin kraftigste Alder, mellem de fyrre og halvtreds. Han kunde vel — om det skulde være kommet an derpaa — have væltet Sten ud af Volden. Men standse hint Tog, som han var saa vred paa? … Han havde jo end ikke forsøgt det. Han var veget af Vejen. Nu sad han her. Derfor denne Latter, som intet befriende havde i sig!
Han puffede og skubbede og skaffede sig Plads helt ind i Gærdet. Nu laa han næsten udstrakt paa Ryggen, med Øjnene søgende op i det kraftige Egeløv og det mildt svajende Birkehæng.
Han holdt meget af at tænke tilbage, denne Mand. At tænke frem, det havde han allerede for nogen Tid siden stillet i Bero.
Han tænkte paa en Dag i Rom, Afrejsens Dag. Om Morgenen var han gaaet ud til Vatikanet med sin sidste Permesso (Indgangskortet) i Lommen.
Dørvogteren kendte ham godt nok, denne faamælte Fremmede med den fastlukkede Mund, det store buskede Haar og det tætklippede Skæg. Han maatte allermindst være Direktør ved en Kunstanstalt, over mange kongelige Samlinger, altsaa Excellence. Og Tegnelæreren smilede netop denne Dag over det dybe Buk, der ikke stod i absolut Forhold til Drikkepengene.
Ivar Christensen smilte, som en gammel Adelsmand smiler, hverken nedladende eller overmodig, blot stolt, sikker paa sin Adel — Tankens Slægtskab med det Store.
Og Kustoden bukkede, med Haanden paa den lille Tapetdør ind til det store sixtinske Kapel. Det var lidt for tidlig endnu; men »Excellencen« fik Lov til at gaa ind.
Dette mærkelige Kapel, lige saa højt som det er langt, af en fornem Tomhed: Præsterne har ikke faaet Lov til at stille deres Rokkoko-Dikkedarius’er op derinde. Blot en Forhøjning med en simpel Baldakin — til Hs. Hellighed Pius eller Leo; og nogle polerede Stolestader — Bænkene til Romerkirkens Dignitarier. Det er nok snarere en Konciliums Sal end en Bedestue. Her holdes Foredrag, her. Se op i Loftet! Michelangelo taler.
Der var ikke et Menneske derinde. Ivar Christensen satte sig paa den forreste Bænk, støttet mod Ryglænet. Snart efter laa han udstrakt paa Bænken, med den ene Arm under Nakken, Øjnene fæstet op mod Loftet.
Michelangelo taler saa vældig — og saa kærlig; saa mandigstolt — uden at gøre sig Umage derfor; saa utrolig overlegent. Tegnelæreren krympede sig under »Dommedag« dér lige over for, paa den uhyre Vægflade. Dér var Michelangelo ham maaske for meget den »stærke« Mand, der ikke helt véd, hvad han skal gøre af alle sine Muskler. Hvem faar fat i Dommedagen, uden at maatte jage med Øjnene frem og tilbage, gøre Trapezkunster med Hjærnen for at evne det Umulige: samle den gigantiske Uro til den gigantiske Helhed?
Men Genesis deroppe i Loftet! Adam, der vaagner og føler sig skøn og god og stærk. Guddommen, der farer igennem Universet, som om Jordaande, Havaande, Luft og Ild mødtes under en eneste Kæmpeaands Form og sagde til Mennesket: Du er mit Værk; jeg er tilfreds med dig; se at blive mig lig!
Og hin Sibylle! Michelangelos egen Musa. Alvoren i Sorgens Klædebon; Sorgen over Tankens og Haandens Magtesløshed til at forme det, som ligger ud over Tankes og Haands Rækkevidde. Hvilket Blik — op fra Fantasiens dybeste Dybde! Hvor har denne Kunstner set Modellen til denne Kvinde, der hverken er ung eller gammel, hverken skøn eller hæslig — saaledes som det Evige hverken er det ene eller det andet?
Ah, bah! »Model«. Pak Jer hjem til jeres Ateliers og Malerskoler, I moderne Almisse- lemmer, der trygler jeres Modeller om det daglige Brød …!
Her rejste Tegnelærer Christensen sit Hoved. Det var jo i Udkanten af Plantagen, han laa, stirrende op i den store Egs kraftigformede Løvværk. Kunde han da aldrig have en smuk Hyrdetime med Erindringen, uden bestandig at lade sig forstyrre af paatrængende Nutidsmalere, Naturalister, Realister, eller hvad Fanden de nu kalder sig …! Han satte Tænderne i Læben, beskæmmet, vred paa sig selv. Han lukkede Øjnene. Han var atter i det sixtinske Kapel.
Men her blev han ogsaa forstyrret. Den lille Dør henne i Væggen tilhøjre for »Dommedag« gik op. Ind kom — ja naturligvis — en engelsk Familie, Papa, Mama, Søn, Døtre og et Pigebarn, en stakkels Guvernante, et ungt Blod, der, imod et Vederlag af saa og saa mange Guinee’s om Aaret, sælger sine fejreste Aar og sine sammenpløkkede Kundskaber, for at være til Underholdning og Belæring paa Manchester-Familiens Kontinentrejse.
Hr. Christensen behagede at blive liggende, hvor han laa. Englænderne tager det selv ikke saa nøje — naar de er paa Fastlandet. Heller ikke saa’ nogen hen til ham, undtagen det unge Pigebarn, Guvernanten. Det var et hastigt Blik. Hun troede maaske i sin Enfoldighed, at han virkelig sov. Det morede ham. Han underkastede hende et flygtigt Syn. Hun var ikke høj, men velbygget; ganske frisk, for en saadan Skabning at være; askeblond Haar, tarvelig men klædelig Dragt, noget i de fine Træk, der røbede Albions Datter, og noget andet, der modsagde dette. Naa; hvad kom det ham ved? Og nu begyndte hun da — hu ha! — op af sin »Guide« at ramse … Gud fri og bevares! Det gik som Kæp i Hjul. Og imidlertid maabede Fader og Søn opad Vægge, op mod Loft, medens Damerne travede omkring for at finde den rette Afstand, den lov- og anbefalede Synsvinkel.
Mama var den mest praktiske og den eneste ærlige. Hun undersøgte det purpurrøde Fløjl paa Baldakinen.
Christensen rejste sig med en godt efterlignet Gaben fra sit Stolestade. Han mumlede en Grovhed mellem Tænderne, heldigvis ganske uhørlig. Da sagde Pigebarnet, den unge Guvernante, idet han stod bag ved hende, paa godt, bredt Dansk:
Nej; disse Mennesker er dog nogle Idioter!
Det gav et lille Sæt i ham. Saa uvilkaarlig kom dette Udbrud fra den unge Pige, saa pudsig stod Kraftudtrykket i Modsætning til hendes nette, tækkelige Væsen! Han fik en øjeblikkelig Lyst til at le og en lige saa øjeblikkelig Medfølelse med denne beskedne Existens, der trods god Opdragelse og dannede Sædvaner, kunde bryde Skrankerne for de Hensyn, hun skyldte sit Køn — og sin Løn.
Han betvang sig; han gav ikke med et Blik til Kende, at han var Landsmand. Han gik ud af det sixtinske Kapel. Det var dog nu ødelagt for ham — baade paa den ene og den anden Maade.
Han gik over til Rafaels »Loggier«. I denne, den mærkeligste Korridor i Verden, vilde han tage Afsked med Rom, med Vatikanet, med Skønheden, med Mestren — ak, den uopnaaelige, og dog den, man kunde nærme sig til, ligesom paa en mere fortrolig Fod, end til den »Gamle« derinde i Kapellet.
Her var han alene. Her har Rafaels Elever efter Mestrens egne Udkast, maaske delvis ogsaa Mestrens egen Haand, fortalt Menneskehedens skønneste Myther — paa en Maade — paa en Maade … aa, dumme Fraser om, paa hvad Maade! Det er gjort; det bliver aldrig gjort bedre, kan aldrig gøres om igen. Og dog, hvad kunde man ikke lære her? Frem for alt lære noget om, at nu er Kunsten gaaet i Vinterkvarter, nu sidder den og sveder i gas-opvarmede Skolelokaler over Grammatik og Syntax, nu tager den Examen, nu »kan« den en gruelig Hoben Ting; den bliver filosofisk, arkæologisk, biologisk Professor … Den bliver en Vissenpind, bliver den; en stakkels sølle Olding! Se her; for tusind Djævle! Se, hvilken Sikkerhed i Karakteriseringen — og hvilken Naivitet tillige! Hvilken Frodighed, hvilken Glæde, hvilken Varme — og hvor simple Midler! I disse Fresker, henaandede som et lyrisk Digt, skrider Fortællingen frem i rask Handling fra Loftbue til Loftbue. Gud, Mennesker, Dyr, Planter, Landskaber og Interiører — alt taget direkte ud af det synlige Liv rundt omkring: og saa dykket med i et Fantasiens Væld — som et sundt, højtbegavet Barn kan lege med sine luftige Skikkelser.
Kød og Blod! og dog saa megen Aand! Klar Tanke, godt Hoved, let Haand, udmærkede Kundskaber, alt ordnet, afvejet, beregnet .… og dog en Leg, en Spøg, en Æventyrfortælling det Hele. Men hvilken Leg, og hvilken Spøg! Aa, I …!
Atter kom den lille Djævel og fristede ham til et Indhug. Og saa traadte Pigebarnet frem i Korridorens ene Ende. Hun var alene. Hun havde vel set sit Snit til at slippe ubemærket . bort for et Øjeblik. Vilde hun da virkelig nyde Rafael? Det syntes saa. Hun havde ladet den rædsomme »Guide« blive tilbage.
Hun gik stille, opmærksom, andægtig fra Vindueslysning forbi Pille og Pilaster til den næste Lysning. Hun syntes ikke at ane den Fremmedes Nærværelse. Hun saa’ kun, hvad her var at se.
Han fulgte hende med Blikket. Han havde været længe nok i Rom, til at kende Maaden, hvorpaa Damer tager Gallerier og Musæer i Øjesyn. Han blev næsten rørt — og lidt stolt paa Landsmandskabets Vegne — over den Andagt, som hendes Blik og Miner fremviste.
Saa gik han rask hen til hende, lettede ved sin Hat og sagde paa Dansk:
Ja, Frøken. Det er den elskværdigste illustrerede Bibelhistorie, der findes i Verden. God Fornøjelse! —
Hun stirrede paa ham; han bukkede og gik.
Et Par Timer efter kørte han fra Rom.
Og nu laa han her. Der var gaaet en Del Aar siden da. Hvor faldt netop dette ham ind nu? Ja, hvordan falder Tingene os ind. Ved at stirre paa en Skarnbasses blaatanløbne Vingedækkes Rustning, kan vi komme til at tænke paa — Shakspeares Macbeth i Panser og Plade. Hvorfor da ikke komme til at tænke paa Rafaels Loggier ved at stirre op i et mildtsvajende Birkehæng?
Saa rejste han sig, rystede Mos, Løv og Jord af sig, svingede sin Stok, og gik rask hen over Rygningen af Markskellet, der fører til Stien forbi Udbygninger og Smaahaver.
Han maatte dog standse og se sig om. Landskabet var saa stort i denne Belysning. Tordenen holdtes endnu borte i det Fjærne. De høje Skykæmper stod der, paa den anden Side af Fjorden, mørkviolette med guldglødende Hjælmkamme. Og Reflexerne drev som smæltet Bronce, mattere og mattere i Tonen, ned over Fjordens Staalspejl. Højnende Bakker, fjærne Skove, og Byen dernede begyndte at svømme ud i en enkelt, gennemgaaende fløjelsblød Farvemasse. Smaahavernes grønne Trær, Tegltage, gule Gavle, lyse Udmure, alt gik lydigt op i det hele Stemningsvæld, som dominerede Solnedgangslandskabet. Der var en Højhed, en Alvor, dette »Guddommelige« over Egnen, som vilde tvinge os i Knæ af Undren — hvis vi ikke saa’ det saa ofte. Nu saa’ Tegnelæreren det. Og han løftede sin faste, hvide Haand; og det var, som Fingrene fik fat som et Penselskaft, en stor, bred Pensel: Saadan! — han gjorde et Par energiske Strøg — saa! … her; aha! … ja, jeg skal dog gribe dig, du Satan af en Stemning! Gud af en Stemning! mener jeg …. saa! — saadan! dér! —
Han slap den indbildte Pensel, fór sig med Haanden over Øjnene, slog Smæld med Pege imod Langfingren. Vis vas! De Narrestreger er forbil …
Saa gik han langsomt frem ad Stien, henimod den første af de smaa Haver, saa’ tilfældigvis ind over Rækværket — og blev staaende ved en Hyldebusk.
Knap ti Skridt fra ham sad — i et nyt anlagt Lindelysthus — hans ny Protegé, Karsten. Ja, og ved Siden af ham sad paa Bænken — — nej, red overskrævs — et Pigebarn paa en tretten, fjorten Aar. Hun havde travlt med at faa Flip, Halslinning og Tørklæde til at tage sig manerlig ud paa den unge Lærling.
Han sagde: Saa; nu er det saamænd godt. Nu maa jeg af Sted. For din Fader kunde kom .…. Passiar! afbrød hun, og gav ham et kortfattet Tjat over de Fingre, han søgte at bringe op til Kraven: Ordentlig maa du se ud, naar du skal i din ny Kondition! —
Jamen er det ogsaa en Kondition? spurgte han lidt usikker.
Og det véd du ikke Besked om? Gud, hvor du er dum, Karsten! —
Vil du give mig et Kys, Kirstine? . .
Aha! mumlede Tegnelæreren. Her er altsaa, den »nogen,« som har været god imod min ny Fostersøn! I Grunden tager han sig ud i den Stilling … Laban, som allerede skal have Kys! —
Og Tegnelæreren saa’ paa de to Børn, over hvis Hoveder Aftenskæret gled fra de høje, gyldent glødende Skykamme. Han saa’ ogsaa paa Udhusets Mur: der stod Malermestrens Navn at læse i Forbindelse med »Værksted« og »Lakerer«. Paa Bænken blev der udvekslet et Kys, meget barnligt og meget kort, hvorefter Pigebarnet tog den unge Fyr i Ørelappen og sagde:
Nu er du min Kæreste. Husk det! —
Saa dukkede pludselig Malermestrens Skikkelse frem i Baggrunden. Det var nok ikke for at give sin Velsignelse, han kom.
Karsten fik først Øje paa ham; og han fo’r op og hen til Rækværket ud imod Stien. Men Pigen gik tilbage gennem Haven, rask henimod Faderens truende Gestalt, lige som en modig lille Hund, der gaar løs paa en Elefant. Og det større Dyr syntes virkelig at holdes i Ave af den lille Uforfærdede.
Den ellers saa kejtede, opløbne Malerlærling havde svunget sig med en Gymnastikers Lethed over Rækværket. Hr. Christensens Haand hvilede paa hans Skulder:
Hej du …? —
Lidt flov, lidt ynkelig pegede Karsten ind mod Parret, der tilsammen gik over Gaarden og forsvandt i en Portaabnings dybe Mørke:
Det er Mesters Datter … hun har altid lagt et godt Ord ind for mig. Hun kan regere Mester! —
Meget smukt af hende! sagde Tegnelæreren tørt. Men beskylde dig for Ridderlighed — det vil jeg ikke. Kom! af Sted! —