Med den brede Pensel/6
VI.
Og saa videre.
I de tre til fire Aar, hvori han var knyttet til dette Hus som »fast«, foregik der følgende i ham, med ham og omkring ham:
Der blev skrabet en Skal af ham — en saadan, som maaske skal skrabes af os, forudsat at Omgivelserne har Ret, og vi, de enkelte, har Uret.
Men hvor nu Retten eller hvor Magten ligger, saa kommer der en Lejlighed, hvor Samfundet tager Eneboeren i Kardusen, rusker ham — ligesom vi rusker en Plante op af Jorden — befrier ham for nogle overflødige Rodtrevler, sætter ham i et Bed eller paa en Væksthylde, og siger til ham: Du var en Frilandsplante! se nu, at du kan skikke dig vel som Sirblomst blandt Brødre og Søstre!
Han blev planlet ind og overgivet til Kulturens forædlende Paavirkning. Vil vi gaa i Rette med denne Kultur? Det være langt fra os. Vi mindes endnu med Respekt hin Bankiers berømte Ytring i en Kreds af Kunstnere og Kunstforstandige:
Naturen er skøn, mine Herrer! men den er ikke korrekt!
Altsaa blev han plantet ind.
Han havde — særlig det første Aar — disse Revolter, disse Ydmygelser. Saa kom Vanen. Saa kom Sofisteriet, i Følge hvilket han blev sin egen Advokat og vandt Processen, som han havde, anlagt imod sig selv. Endelig kom en Opvaagnen. Han »gnikkede« sine Øjne — han brød med sit Herskab, og trak atter Trøjen paa som fri Mand.
Dette er en Roman for sig selv. Den kunde inddeles i Afsnit og Kapitler, den kunde give Anledning til megen Dybsindighed og Aandrighed … Frygt ikke, kære Læser! Du skal faa den i en stærkt kondenseret Form. Og hvis Du endda frygter, saa kan Du blot springe over til næste Kapitel!
Han gjorde adskillige Iagttagelser i disse Aar. Først med Hensyn til Omgivelserne — dermed begynder vi jo i Reglen, førend vi begynder med os selv.
Han færdedes i en Kreds af Mennesker, der absolut var anlagt mere for »Livet« end han selv, og hvis Jargon han ikke bragte det til at tale, hvor meget han end gjorde sig Umage derfor. En har nu mere Sprogtalent end en Anden.
Det var begyndt med dette lille Ord »Duff«, — men det var nu det mindste derved. Disse Mennesker, Herrer og Damer, syntes ham at have enten overordenlig megen god Tid, eller ikke Tid nok. De haandterede allehaande Kunster og Videnskaber med den Færdighed, som stadig Øvelse giver .., og de kom sjældent i Forlegenhed. I Grunden maatte han tilstaa sig selv, at deres Humør virkede smittende. De spiste godt, de drak med Maade, de sov sandsynligvis godt allesammen, de dansede udmærket, de fortalte morsomme Anekdoter, nogle af dem læste godt op, de fleste spillede godt paa Klaver, nogle sang fortræffeligt, andre sang gærne men ikke fuldt saa godt. Man spiste meget ofte til Middag sammen, man drak The, man saaes i Theatret, man fulgte »hjem med« fra Koncerter; man levede sammen paa Baller, ved Skøjteløben, ved store solenne Anledninger og ved mindre, improviserte Fester — Sommerudflugter, Sommerlandliggen, Vinteradspredelser — Fester hele Aaret rundt.
En Ting maatte han absolut beundre: den legemlige Sundhed saa vel som den Aandens Spænstighed, der kunde præstere alt dette!
Og ud af alt dette formede sig denne Omgangstone, dette Sprog — som han aldrig lærte at tilegne sig.
Blandt saa meget andet lærte han et nyt Lag af Kunstnere at kende.
Ubetinget habile Folk. Tyskerne har her det forløsende Ord: »die Mache«. Disse Folk vidste at »gøre« et Billed, en Buste, en Føljeton, en lille Komposition. Han kunde ikke nægte for sig selv, at naar han saa' et saadant Billed, en saadan Buste eller Figur, — saa »gjorde det sig«. Og vilde han efter gammel Vane til at ærgre sig herover, saa var der atter dette smittende gode Humør over disse Mennesker — og der faldt Skygge over hans egen Vrangvilje. Han maatte erkende, at det var kønne Folk, som struttede af Munterhed, af en retskaffen god Samvittighed over at have anvendt Dagen vel — hvorfor skulde de da nu ikke anvende Aftenen paa samme Maade? Gennemgaaende havde disse Folk regelmæssige, livlige Træk — en hel Række »smukke« Mænd, saadan henved eller omkring Fyrrerne — og enhver af dem »kunde« et eller andet Selskabeligt. Og kom her den gamle Nissebuk frem i ham, og vilde han til at undersøge, lodde Dybderne .…. ja, saa havde Atmosfæren, hvori han levede, allerede indvirket saa meget paa ham, at han med et Skuldertræk sagde sig selv: Pak dig hjem, indtil du kan optræde med Myndighed! ……
Hjem — pakke sig hjem? — grave sig ned paa den gamle Maade i Selvplageri, Selvarbejde — maaske Selvbedrag? Nej! Han var meget, meget »ude« i disse Aar blandt disse Mennesker. Og de kom ham efterhaanden alle saa hjærtelig, virkelig saa tillidsfuldt i Møde, disse Mennesker. Deres Søgen var ikke hans; deres Tørst kunde læskes — og de læskede sig. Det »Gemytlige«, det var Ordet; og var det ham fra Begyndelsen en skurrende Lyd i hans Øre — nu vel, hvad kan man ikke vænne sig til? Vi vænner os utrolig hurtig til det, der egenlig kalder os bort fra os selv!
Thi dette er ingen Aandrighed: forudsat at ethiske og æsthetiske Reformatorers Drømme om Menneskets »Naturtilstand« som en Guldalder, virkelig er mere end Drøm og blaa Dunst — forudsat at denne Guldalder endnu f. Ex. paa en fjærn Ø samler glade eller alvorlige Menneskebørn om Naturens simple Bord — saa behøver kun en Skare »gemytlige« Koffardifarere at lande paa Kysten, opføre deres Danse, drikke deres Bægre ud, og lege med Spejle og Knive i Solens Skin … det vil ikke vare længe, førend Naturbørnene kommer frem af deres Skov, afleverer deres »Guld«, modtager til Gengæld et Speil, hvori de kan se deres egne Grimacer — og synes, at Grimacerne under den tillærte Reel klæder dem allerkærest!
Eller er dette alligevel en Aandrighed? Saa maa Ivar Christensen bære Skylden derfor. Hans er dette Paafund .….
Smuk var hun. Det var især Nakkens Linje, nedover til Halsen og henover Skuldrene; — og saa var der noget i Gangen, og endnu mere noget under Dansen, der drog ham til og holdt ham fast — som Kunstner.
Lad os søge i vor Hukommelse, og vi skal maaske allesammen finde den »Linje«, der fik os til at vende os om paa Gaden, fik os maaske til at stige ud paa en Jærnbanestation, hvor vi strængt taget intet havde at bestille, fik os til at gøre en Dumhed, fik os gjort moden.
Som Kunstner blev han fastholdt, Han kunde ligge derhjemme og drømme Billeder, mythologiske, allegoriske, som han vilde male — og alle sammen havde de en kvindelig Hovedfigur med Linjen igennem sig. Ja, hvad siger vore Nutidsdamer, de stræbende, stridende, paa Kønnets Vegne strængt fordrende Kvinder, der læser Edgren og Elliot (for slet ikke at tale om Mill og Spencer) — hvad siger en saadan med Skrift og Tale omgjordet Kvindelighedens Forkæmperinde (quem honoris causa nomino) — hvad siger hun hertil?
At vælge efter en »Linje!«
Unægtelig; dersom vi, der nedskriver efter Evne disse Bidrag til en moderne Kunstnerroman, dersom vi selv var en Kvinde, saa vilde vi muligvis ogsaa forarges over dette Valg efter Linje. Men der er Dybder — eller skal vi kalde dem flade Steder — i en mandlig Kunstners Sjæl, hvor ingen Kvinde, os bekendt, naa’r hen i sine Undersøgelser. Hun staar over for det Gaadefulde — ligesom vi stakkels Mænd saa tidt bliver staaende over for en Gaade i det »evigt Kvindelige«.
Han var Kunstner — han var Mand — og han havde længe været Eneboer.
Som en Mand med sund Sanselighed, uden Attraa, der var hidset ved forfinede Sædvaner og pirrende Læsning — med sin Skønhedstilbedelse og sine Skønhedsbegreber hentet fra den »store« Kunst igennem Afbildninger og Idéforbindelser — kom han ind i denne Kreds.
Han var kantet og kejtet; det maatte han tilstaa sig selv. Men netop med den Kantedes Tilbøjelighed til Selvfølelse paa de Punkter, hvor han var hjemme, traadte han frem foran denne smukke Kvinde og forlangte hverken Aandrighed eller aandelig Overlegenhed. Han selv vidste jo saa meget; han havde slidt sig det til, han havde betalt for at naa’ saa vidt i sine Domme om Kunst, Historie og Menneskeliv. Hvad kunde hun fortælle ham af noget Nyt her?
Men »se ud«, det kunde hun!
Der var … aa jo, der var endogsaa meget, som stødte ham. Men saa var der saa meget pudsigt, uberegneligt, barnagtigt, blandet med saa meget selv-sikkert Dominerende, — som aldrig var forefaldet i Eneboerens Praxis. Og inden han ret vidste det, saa var hun bleven ham en Nødvendighed — ligesom hans Bøger, hans Raderinger, hans hastige Domme, hans ensomme Spadsereture før havde været ham.
Da han derpaa skulde til at forklare sig, hvorfor — saa gav han sig ikke af med at søge Forklaring. Han havde imidlertid længe, uden at gøre sig Rede derfor, baaret paa denne Trang til at omsætte sine Abstraktioner — lige fra sine elementære anatomiske Kundskaber helt op til rafaelske Madonnaer — i Kød og Blod.
Og her var Kød og Blod. Her var denne Profil, der var lige ved at være afsnuppet — men dog indeholdt en guddommelig Søster-Lighed med et græsk Hoved. Og denne Hals — som hos enhver anden vilde have været for lang, men som her dannede en fastsvævende Forbindelse mellem Buste og Hoved — en Forbindelse, som han undertiden kunde kæde sammen med Prinsesse Lamballe, Marie Antoinette, Maria Stuart, Jane Gray … alle de stolte langhalsede Skønheder, som Døden havde sat sit Rødkridts-Mærke ved, for at gøre deres Navne saa meget mere uforglemmelige i Livet.
Den blev nødvendig for ham, denne næsten daglige Skønhedsdyrkelse, fordi han derigennem saa’ allermindst hundrede færdige Billeder med historiske og tragiske — eller med fint-erotiske Motiver for sine Øjne. Og Et endnu — hvad der lidt efter lidt truede med at komme Sandheden nærmest: Han vænnede sig til denne personlige Skønhedsdyrkelse af den levende Form, for derigennem at søge et Paaskud for sin Ulyst til at arbejde, en Retfærdiggørelse for sin nye Maxime: der er intet Kunstværk uden Vorherres Kunstværk, den levende, aandende, spisende, dansende, talende Skønhed!
Thi han var bleven doven … lad os nævne
Tingen med dens rette Navn … men danse,
det havde han lært sig.
Man dyrkede i denne Kreds den aktive Dovenskab. Ingen laa paa Sofaen og røg Pibe eller sad paa Konditorierne — mere end tre Timer om Dagen — men man kørte rigtignok heller ikke, aandelig talt, med fire Heste for sin Vogn. Man havde en solid Arbejdsvogn, og den spændte man hver Formiddag to gode, jævne Heste for — eller man jollede gemytlig af Sted i en Enspænder. Ikke at løbe Vejret af sig, men dog at faa Arbejdet gjort! det var Sagen. Thi hvad naaes der ved det overmennelige Opbud af Kræfter og Vilje? Vorherre havde en Gang i Tidernes Morgen taget saadan titanisk fat — og han vilde muligvis en Gang henimod Slutningen slaa et Dommedagsslag. Ham om det! Vi stakkels Mennesker har nu vore Grænser … og det ligger i den danske Natur, at man ikke skal »affektere« at være et Kraftgeni.
Dette Skræmmeord, Affektation, fik Bugt med ham. I Løbet af disse gyldne Aar overvandt han Gang efter Gang sin gamle Opblussen af vild eller stædig Energi. Han begyndte at male et Billed — til »denne Plads paa Væggen«. Han gjorde det med den Rutine, han i det hele taget havde; med jævn Flid Dag efter Dag; med Pavser, naar Modellen havde andet at tage vare; med Pavser, naar han selv skulde anvendes i en eller anden selskabelig Sags Tjeneste. Men færdigt blev det omsider. Hans Omgangsvenner, baade Kolleger, Mæcener og andre, fandt det godt — «godt gjort«. Og med et Smil fandt han det selv omsider ligeledes.
Det kom paa Udstillingen. Det var ikke langt fra at blive »Billedet« paa dette Aars Kunstskue. De toneangivende Blade sagde en Del kønne Ting derom. Vi er saa lykkelige endnu at være i Besiddelse af en saadan Anmældelse: »Nr. 127 I.F. Christensen: »Udenfor Gudemagerens Bod!« Titlen er lidt vildledende. I det gamle Athen — Billedet er holdt i græsk Stil — havde Terrakottafabrikanterne, Pottemagerne, saadanne Udsalgssteder, der tillige var Ateliers, hvor mindre og større Gudeskikkelser i brændt Ler forhandledes. Men derfor bør vel ikke Kunstneren kalde den støvede, i en grov Kappe indhyllede Mand, der sidder i sin Dør, for en Guddomsmager. Det skulde da være, at Hr. Christensen vilde lægge en klassisk Vits ind heri, ved at give Pottemageren nogle af den gamle Vismand Sokrates’s velkendte Træk. Dette er ikke smagfuldt.
Naar vi ikke har villet tilbageholde denne Bemærkning, saa er det, fordi vi overfor selve Billedets Fortrin kan gaa saa meget mere anerkendende til Værks. Paa en vis Maade er det en Debut — idet Hr. Christensen vel nyder et agtet Navn indenfor sine Fællers snævrere Kreds, men i en Række af Aar ikke er traadt det større Publikum i Møde. Som saadan Debut betragtet maa da dette stilfuldt holdte, af en ædel, diskret Farvegivning prægede historiske Genrebillede fuldtud siges at retfærdiggøre Dommen fra den snævrere Kreds. Over for det store Publikum vil vi her foreløbig referere Sujettets Handling, den Kunstværket iboende Fortælling. En ung, skøn Dame, ude over den jomfruelige Alder, muligvis en fremragende Mands Hustru, har, iført de ædle athenæiske Kvinders paa en Gang plastiske og kyske Dragt, været inde i dette Udsalg for at købe — ja, hvad var det? en lille Husgud til Arnestedet? eller var det en skøn Adonis til hine »Begrædelsens Haver«, som blev vandet under Taarer og besunget under elegiske Hymner? Har det været en Elskovsgud, eller en Hjemmet beskyttende Gudinde, saasom Hera eller Athene? Svaret maa blive Kunstnerens, Thi dér foran den Skønnes Fod ligger Gudebilledet knust i det hvide Støv. Damen sætter den ene Fod frem under den folderige Klædnings nederste Søm; hun vender Hovedet, som til et Udraab, halvt bort fra Beskueren og hen imod den flegmatiske Gamle, der med Ryggen op ad Dørposten halvt ironisk, halvt medlidende betragter hendes Tab. Ved denne Drejning med Overkroppen viser den skønne Dame os en fuldendt plastisk græsk Nakke, og saa meget af Profilen, som er tilstrækkeligt til at lade ane Ansigtets ikke mindre plastiske og græske Linjer og Forhold.
Hvad den maleriske Virkning angaar, da maa det vel siges, at Kunstneren har været heldigere i den stilfulde Tegning end i den egenlige Farvegivning. Saaledes er Karnationen i den venstre Overarm maaske lidt tør, ligesom man muligvis kunde spørge Kunstneren, hvad Tid det er paa Dagen, og hvor det berømte attiske Solskin er blevet af?
Muligvis har den støvede Vej og Arkitekturens gennemgaaende graa Flader fristet Maleren ind paa en vel nedstemt Lokalfarve, der virker til Skade for den kvindelige Figurs i øvrigt noble, man kunde sige fornemt-utvungne Holdning. Vi har dog hørt den Bemærkning fremsætte, at man paa Grund af den vel meget blottede Hals, og et ligesom »pandemisk« fremtrædende Element i den lidt yppige Nakke, kunde være i Vilderede med, hvad Kategori denne Skønne i Virkeligheden skulde henregnes under. Ikke desto mindre betoner vi vor første Opfattelse af denne Dames absolut baade velbyrdige og sædelige Karakter, og vi yder den interessante og taktfulde Fremstilling af græsk Liv, rimeligvis i den perikleiske Tidsalder, vor Tribut, samtidig med at vi opfordrer den begavede Kunstner til ret snart igen at vise sig — maaske dog med et lidt mere taknemligt Æmne for dem, der ikke gør Fordring paa at tilhøre de helt Udvalgte, men som dog ogsaa vil regnes med iblandt dem, der ser paa Livet og paa Kunsten med et aabent Øje for det Sande og det Skønne, osv. osv. …«
En saa lang og saa velvillig Anmældelse i et af de mest toneangivende Blade — ved saa godt som en Debut!
Han søgte at bevare forskellige af disse mest »stilfulde« Perioder i sin Hukommelse. Alle Tænder havde de dog ikke faaet trukket ham ud af Munden; han kunde endnu, naar han smilede, vise nogle ret kraftige hvide nogle. Og i dette Øjeblik smilte han just, da han efter Udstillingens Slutning stod foran sit Billed, foran dets »Plads paa Væggen« i Grossererens Dagligstue.
En af de sidste Majdages livlige Sollys faldt ind over Billedet. Han selv og Fruen stod og betragtede det.
Han lo: Jeg maa give Anmælderen Ret, ham, der spurgte: »hvad Tid det egenlig var paa Dagen, og hvor det berømte attiske Solskin var blevet af?« Der ude har vi et rigtig godt dansk Solskin — men her paa Billedet har vi et rigtigt Atelierlys. Det var ogsaa Deres Skyld, fordi De aldrig vilde staa ude i Haven for mig! Og, du gode Gud, hvor dette er daarlig malet — hverken Saft eller Kraft! — man skulde tro, det var gjort ud af Hovedet! Og hvilken sølle, tynd lille Fortælling i det Hele. Det er ogsaa Deres Skyld, fordi De ikke vilde lade Dem male efter min første Ide ….!
Som græsk Hetære, der bekranser en Hermesstøtte! Tak skal De ellers ha’. Det kan være brillant dumt nok, at alle vore Bekendte skal spørge om, hvad det er for en Krukke, jeg her har slaaet itu …?
Naturligvis: den Krukke, der gik saa længe til Vands, at den …!
Tag Dem i Agt, De fæle Christensen! eller jeg skal martre Dem ved at vende Nakken til bestandig! Nu synes jeg for Resten, at De har sagt mig Artigheder nok om den Nakke. Kunde De ikke finde andet paa mig at beundre — vel at mærke, uden bestandig at stirre paa mig ….?
Det kunde maaske være! — svarede han.
Naa, saa sig frem! Eller skal De maaske atter have en halv Dags Betænkningstid, for at gruble over det? Jeg holder af det, der gaar raskt, véd Du; og af de ligefremme Mennesker! —
De var bleven »Du’s.« Det var sket en Aften, da de — tres faciunt collegium — sammen med Grossereren efter et lille Selskab havde moret sig med at lade Gæsterne løbe Spidsrod. Og Christensen havde været den kvikkeste, den mest opfindsomme ved den Lejlighed.
Ikke desto mindre; det gik meget trevent med dette »Du«. — Det er ogsaa i sig selv en meget vanskelig Sag. — Man er fortrolig, men man er dog ikke fortrolig.
Nu sagde han:
Kender De Prinsessen af Borghese? — eller var det maaske en anden? — jeg tror, det var Borghese — hende, som Canova fremstillede i Marmor, i kølig hvidt Marmor, rolig, halvt skødesløst hvilende paa en Divan, med et Drapperi over Bæltestedet! —
Er De gal? afbrød hun.
Lad mig tale ud! Enten er Vorherre og Naturen uskyldig — og vi er skyldige, vi, som tager Klæder paa og derved mener at skjule os for os selv indbyrdes! Eller ... nej der er intet eller. Thi jeg mener, hvad jeg altid har ment, at hvis vort Klima var et andet, saa var vi ogsaa anderledes. Nu har en Dame — Du f. Ex. — i Følge sin Gemal og i Følge Moden Lov til at klæde sig halvt nøgen paa et Bal, og valse sig ør og svimmel til en satanisk Musik med en Række Fremmede eller halve Bekendte. Godt! Hvis jeg nu siger til Dem: jeg tilbeder Dem saa ærbødig, som Mand kan tilbede Kvinde. Jeg beundrer Deres Skønhed; jeg henrives, vækkes til Kunstnerdrift og Ærgerrighed igennem det, som jeg allerede ser, og med Længsel efter at fremstille det, som min Sans for Form og Forhold overtyder mig om er til Stede bag dette hæslige Snørliv. Det har været mig umuligt at faa en Model, som jeg baade respekterede og beundrede. Sligt maa til — begge Dele — og hvis Du vilde yde mig denne Hjælp, saa véd jeg, at jeg vilde kunne fremstille det, der endnu ikke er fremstillet herhjemme, og som dog er ligesaa berettiget, ligesaa adlet gennem Skønhedens Lov, som at hugge én Venus i Marmor eller modellere en sovende forladt Ariadne med Drapperi over Bæltestedet. Ser De: jeg har tidt tænkt mig Dem som Ariadne. Jeg har gode Klippestudier fra Kullen i Forfjor. Ariadne ligger paa Klippen; Havet i Baggrunden; Haaret er gaaet op og ligger under den ene Skulder; det ene Ben er hævet lidt, det andet hænger ned — strængt tegnet, blødt, rundt, fast malet; man føler Blodet bag den hvide Hud, og denne uendelig nuancerede Hvidhed imod den rødliggraa, kolde Klippe! En fin, milesisk Uldkappe, i ædle, simple Folder, dækker hende halvt. De smiler i Søvne … men Trækkene tager vi fra en Anden … og der højt oppe, ud fra Olivenskoven kommer en lille Figur: Dionysos, som véd, at Ariadnes Ven har forladt hende; han vil nu selv række hende Bægret med Forglemmelsens og den nyopstandne Kærligheds Drik! Hvad siger De hertil …? —
Hun vendte sig, lo, søgte med Hænderne til Midien, som for at overbevise sig om, at Snørlivet virkelig var paa sin Plads og indtog sin Stilling som Harnisk mod alle Anfægtelser. Saa svarede hun:
Jeg har tidt spekuleret paa, om det er dum, De er — eller De muligvis er fræk? Jeg holder dog paa det første. Hvor kan De nu komme til en anstændig Kone med noget saadant Vaas? Eller er det en Spøg — saa gaar den noget uden for den Grænse, som vi ogsaa i dette Hus holder. Ganske vist, man siger, at Tonen er lidt fri hos os. Det er maaske kun Skinsyge hos de andre, som ogsaa vilde more sig. Og naar min Mand og jeg er enige derom, saa lad dem snakke! Friheder af den Art tillader jeg ikke … De kunde bare prøve paa at komme med de Spørgsmaal, naar min Mand var til Stede! Men jeg skal nu alligevel ikke være vred paa Dig — paa Dem — thi jeg véd jo, at De ikke mener det saaledes. Det er bare saadan noget, der staar i Hovedet — lige som Gigt, eller Tømmermænd. Se at faa det ud! Og hvad Model angaar — saa siger da de andre Kunstnere, at man nok kan skaffe sig dem — med lidt Anstrængelse. Hvor faar de andre deres fra? Naa, ræk Pote! jeg er jo ikke vred …
Han holdt sin Haand tilbage:
Jeg elsker Dig! sagde han, ganske stille.
Hun lo: Ha ha!
Jeg siger Dem: De har fortryllet mig — jeg er besat — jeg maa se dig hver Dag. Jeg kunde blive en stor Kunstner, hvis …
Vaas! —
Er der da ikke Alvor i Dem — er der ikke …?
Hun afbrød ham:
Skal jeg tale Alvor? Naa! Gi’er jeg Dem ikke Lov til at komme her saa tidt De vil? Maa jeg ikke høre mange Stikpiller fra de andre, fordi jeg foretrækker Dem! Herregud, Menneske, hvad vil De? Vær som de andre! Vær som jeg selv! Mor Dem … eller søg en af de unge Piger op, som kommer her — Frederikke, Kathinka, Thora … ja hun er oven i Købet eneste Arving, og saa har hun Figur … ha ha! Nej, det er dog det allermest uhyrlige, at jeg skal spille Giftekniv for at skaffe Dem Model! O, du dumme, dumme, søde, rare Ivar Feldmann … her tager jeg dig ved din Øreflip — og prikker dig paa din Hagetip — og kysser dig paa din Mundelip …!
Tilbage! raabte han vred og holdt hende i Arms Længde fra sig. De hører, til disse Væsner, der hverken er skabt onde eller gode — og som derfor afstedkommer det Allerværste: vi Mænd bliver til Viskelær — Knaldviskelær under jeres Hænder. I ælter os — puster ind i os — det bare, bare tomme Vejr, intet andet. Saa kommer der en lille skinnende Boble frem — og I klemmer til: Pang! Det var saa morsomt — om igen! Og denne Leg driver Du med mig — med de andre — med din Mand … lige meget og lige lidt mener De dermed. De er uden Ansvar — thi De er uden Lidenskab. Men jeg bærer Ansvar … ja, se bare fornærmet paa mig! jeg har en udødelig Sjæl at svare til — jeg har Evner — jeg havde Evner, Kræfter, Forhaabninger, Selvagtelse. Futsch! væk hele Klatten! Jeg er bleven Abekat, Dromedar, Dovendyr — og dog stadigvæk virksom og paa Færde — bare for at adsprede Dem! Forstaar De: »adsprede«. Her er jo ikke Tale om Lidenskab, der møder Lidenskab — noget, der finder en Afgørelse — der leder til Skridt — der stempler mig som Mand, dig som Kvinde — hvad enten det saa gaar rabundus, eller vi flyver sammen til Skyerne. Aa nej; her er jo kun …
De taber Vejret! sagde hun, afbrydende ham med rolig Ligegyldigheg. Og hun gik hen imod Døren.
Har Du aldrig elsket nogen? raabte han efter hende.
Hun lukkede Døren op, lyttede efter, om der nogen skulde have hørt dem i Entréen, i Gangen ind til Adelaides Værelse, ude i Køkkenet … og saa sagde hun langsomt, med en lille Hovedpinefold i den smukke Pande:
Man skulde virkelig tro, at vi var gifte: — saadan en Scene laver De dér!
Saa gik hun ind i sin Datters Værelse.
Men han stod alene tilbage; seende efter hende, som en gal Mand ser efter den legemliggjorte fixe Idé, der netop tilfældigvis har gjort ham … drrrrrrrr!
Og saa dunkede han sig med den knyttede Haand i Panden, greb sin Hat, og styrtede — nej gik, gik husvant, med tvungent rolige Skridt igennem Entréen ud paa Trappen — gik de første ti Trin langsomt ned — susede saa som en Stormvind videre ud paa Gaden, hvor han nær havde løbet Landskabsmaleren over Ende.
Hejda Christensen! Jeg vilde netop søgt dig. Du tager vel med …?
Hvorhen? — Til Verdens Ende? —
Sludder! Foreningen skal i Skoven. Om en Time kører vi fra Ravelinen. Gaa hjem og hent din Paletot!
Og de kørte i Skoven. De legede Røvere, alle de store, glade, fornøjede eller misfornøjede Kunstnerbørn. Og der var rigtig meget lyst Grønt derude — »Godt for Øjnene!« sagde Landskabsmaleren. Og de talte om brændt Kremserhvidt og om almindeligt Kremserhvidt. Og de spiste paa Fortunen og drak i Skodsborg. Og kun én havde faaet for meget, da de kørte hjem. Og denne ene var Ivar Feldmann Christensen — første, sidste og eneste Gang i hans Liv.
Men Landskabsmaleren erklærede ogsaa, at Punschen dette Aar havde været ganske særlig, ligefrem uanstændig slet!
Det er snart sagt — og det, at det er en Trivialitet, forringer ikke Sætningens Værdi — at ofte har latterlige eller trivielle Hændelser en stor Rækkevidde. Det var hændet Christensen, at han blev »overkørt«. Og netop fordi det aldrig var hændet ham før, vaagnede han med saa meget stærkere Hovedpine.
Denne Hovedpine er vor moralske Prædikant; det véd vi. Paa Christensen aabnede den Øjnene ved at vise ham frem i et … ja det er drøjt at faa Pillen ned … i et komisk Lys!
I ærlige, ufortrødne, aarvaagne, sunde Tømmermænd, I, som altid bliver bandet og udskældt, I er dog de virkelige, sande Demokrater. I skærer alle. over én Kam, hører ikke paa Sniksnak eller Undskyldninger, men banker væk — banker væk … indtil Fornuften, Æresfølelsen, Hjærtets Adel, Mennesket helt og holdent rejser sig og siger: Nej; jeg vil ikke længer tjene Daarskaben — thi det kunde dog lede mig i Fordærvelse!
Eller man siger: Jeg er muligvis allerede i Fordærvelsen — men man kan gøre omkring!
Eller man hvisker ganske stille:
Vorherre haaner mig ikke, som mine Kammmerater, der ved en anden Lejlighed ikke er bedre end jeg! Vorherre er saa mange tusind Gange større, visere og kærligere end selv min egen gode Fader — der visseligen ikke havde haanet mig. Han hører min sagte Bøn: Led mig ikke ud i Fristelse, men frels mig fra det Onde!
Og Christensen havde netop været ude i den store Fristelse: at løbe fra sig selv — for at løbe i Armene paa … paa Modellen!
Ah bah! Der var jo Intet sket ….! Fy, Sofist! Det var jo ikke din Skyld, at hun hørte til dette Lands Kvinder, som ikke lader det komme til noget — men som lader det komme til noget meget værre — som forkludrer, forvisker, forjasker en Menneskesjæl, en Menneskelidenskab — ligesom man kan forviske, »fordrive« en Luft, en kækt og kraftig anlagt Luft paa et Lærred, saaledes at man faar Katzenjammer af at se derpaa — uden at have drukket Forenings-Punsch om Aftenen.
Saa fulgte Uger, hvor han havde disse Anfald af Tilbøjeligheder til at gaa derop — og atter overvandt dem.
Dernæst kom den store Sløvhed, hvor Lidenskaben synker sammen under sin egen Vægt — ligesom en Lerstatue kan staa og synke sammen under de tørrede Klude.
Han blev ækel af sig selv, og derfor ækel af alle de andre. Han laa længe i Sengen om Morgenen, og kom sent hjem om Aftnerne — uden at han egenlig ret vidste, hvor han havde været henne — ude paa Amagerfælled — ude i Dragør — eller i Brøndshøj — eller Ølstykke — rundt omkring, hvor man ellers aldrig kommer — og hvor han aldrig kom senere.
Og saa kom en Morgen Hørkræmmeren op til ham, og satte sig uden for hans Seng, og talte en hel Del om hans salig Fa’r, og om at han selv, Sønnen, var saa respektabel — stedse havde været det — men der kan jo komme Tider, hvor …. nok sagt, man kan have Skuffelser — og det er ikke saa lige at komme over — det vidste han selv, Hørkræmmeren lidt Besked om … Og saa gik han i Staa.
Hvad vil De i Grunden? spurgte Christensen.
Rent ud sagt: kunde De ikke have Lyst til at komme ud og rejse — for Deres Kunst? —
Aa jo! men paa min Kunst kan jeg ikke rejse — ergo blir jeg hjemme! —
Hørkræmmeren, som i det hele var en resolut Mand — sagde nu resolut:
Lad mig forstrække Dem med Pengene! De gør nok rigtig Lykke, naar De kommer hjem igen. Det hele, jeg kan risikere, det er at De dør i Udlandet. Men for Liv og Døds Skyld — som man siger — kan vi jo ordne det saadan imellem os med Papirerne, at jeg er første Prioritetshaver, der saa køber Huset. Slaa De bare til! — og lad os komme ud over det Lapperi, som to gode Venner …. skøndt jeg næsten kunde være Deres Fa’r! —
Christensen trykkede hans Haand og bad om en Dags Betænkning.
To Dage efter rejste han — med et Dampskib til Skotland.