Menneskeløget Kzradock/6

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Menneskeløget Kzradock.djvu Menneskeløget Kzradock.djvu/9 82-94

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

VI

Sjælens Hav. — Fastnaglet. — Med Haanden paa Aftrækkeren. — Hav Tillid! — De vilde Fugle. — Den øde Pampas. — Pumaungen. — Lady Florence. — Dødsdansen.

Jeg skyndte mig hen til Kzradock og bøjede mig over ham.

Han laa med vidt aabne Øjne, som det svage Lys fra Vinduet berørte pinligt, ti Pupillerne aabnede og lukkede sig krampagtigt uden Harmoni eller Takt.

Jeg iik straks et mærkeligt Indtryk, da mit Blik mødte de bevægelige Pupiller:

Indtrykket af Havet, hvori noget sank. hvori noget gled til Bunds … ja, et Ansigt, et Ansigt, jeg syntes at skulle kende … Bevarede Kzradocks Øjne endnu Billedet af den, der var flygtet? Eller hvad var dette? En Ungdomserindring jog gennem mit Sind. medens jeg stirrede ned i dette Sjælens Hav. der syntes at ligge bag Kzradocks Øjne. Mit Blik faldt gennem hans Pupiller som gennem to Kikkertaabninger.

Der var en sugende og dragende Kraft i disse Øjne, hvis Focus uafbrudt skiftede. ligesom pumpende mit Blik i sig. Men der var mere! Jeg havde en uklar men bestemt Fornemmelse af, at Kzradocks Sjæl i dette Øjeblik stod i direkte Forbindelse med Omverdenen, paavirkede den og lod sig paavirke af den. Jeg følte ligesom en Strøm af Kraft, der isnende kold og ozonagtig ætsende gled mig forbi. Og pludselig mærkede jeg, at jeg var lammet, jeg kunde ikke røre mig, ikke flytte mine Hænder, ikke flytte mit Blik. Jeg stod som fastnaglet bøjet over Kzradock i en besværlig Stilling med min ene Haand paa mit Knæ og den anden støttet til Sofakanten.

En frygtelig Rædsel gennemfor mit Sind. Det var som om mine Tanker fløj forskrækkede op og uden mere at kunne finde noget Hvilepunkt svirrede rundt i Rummet. Jeg husker, at jeg følte Undren over, at ingen kom mig til Hjælp. Jeg erindrede jo tydeligt, at her i Værelset stod Monsieur Carbonel og Brandofficeren …

Hvorfor ilede de ikke til? Hvorfor kom de mig ikke til Undsætning? I Cellen var der den dybeste Stilhed, og jeg forstod i min Afmagt, at ogsaa de andre maatte være lammede … at henne ved Vinduet stod Brandofficeren endnu med Haanden hævet og ved Døren Monsieur Carbonel med Fingeren paa Aftrækkeren til den Revolver, som jeg havde set ham tage frem.

Da min første Forskrækkelse havde lagt sig, fyldtes mit Sind af en dyb Fred. Det var kun mit Legeme, der var blevet lammet; min Hjerne, syntes det mig, fungerede normalt. Hermed mener jeg, at jeg tænkte logisk, som jeg plejer.

Derimod var det, jeg saa, ganske usædvanligt og mærkeligt.

Der var aabenbart ved at indtræde en saa intim Forbindelse mellem min og Kzradocks Sjæl, at jeg for mit indre Blik saa, hvad han følte. Jeg læste hans Tanker, jeg saa hans Syner, og hvad der var endnu mere forunderligt, jeg kunde tale til ham med min Sjæl uden at bevæge Læberne.

Og han svarede paa mine stumme Spørgsmaal!

Han svarede paa mine Spørgsmaal og, som det forekom mig, ikke sygeligt og drømmende som tidligere, men klart og aabent.

Det var hans inderste Jeg som svarede mit inderste Jeg. Længe havde vi søgt mod hinanden. Nu kaldte vi paa hinanden som Borebillerne, der hver fra sit Hul svarer hinanden med en sagte Banken. Saaledes sansede jeg det. Tid og Rum forsvandt, vi var alene, Kzradock og jeg, i Nuets Mangel paa Uendelighed og Form.

— Bryd dig ikke om, hvad du faar at se, hviskede Kzradocks Sjæl til min. Tro mig! Tro mig! Hav Tillid til mig. Alt er Syner, men hav Tillid til mig!

— Hvad vil du? … spurgte min Sjæl.

— Jeg vil udefra betragte min syge Hjerne, svarede Kzradocks dybe indre Stemme. Sig mig Broder, hvad ser du? —

— Jeg ser Havet, svarede jeg. Jer ser Havet. Der sank et Ansigt deri. Hvem var det?

— Ulysse hed han, den ulykkelige, svarede Kzradock. Han lever i mig som en Skygge. Snart dukker han op af Bølgerne, snart gaar han til Bunds i Dybet. Ulysse Vanil, den vanillesøgende Ulysse, den vidtomflakkende, efter det duftende Krydderi søgende Ulysse. Ulysse Vanil lever i min Sjæls Hav … men hvad ser du mere?

— Over Havet i Oprør ser jeg de vilde Fugle komme flyvende; og medens Stormen hyler, søger de ind mod Land. Ved Kysten gaar en Kvinde i lange sorte Klæder, og Fuglene flyver kredsende over hendes Hoved i nærmere og nærmere Buer. Nu flyver de to og to. De næbbes og samler den stride Marehalm til Rede. Men hvorfor græder den sortklædte Kvinde? Se Bølgerne har lagt sig, og alt aander Ro!

— Saadan var min Kærlighed, svarede Kzradock. Fuglene finder Rugepladser ved det yderste Hav og klækker deres Æg, glemsomme for Stormen; men min Kærlighed var en sortklædt Kvinde, der vandrede langs den yderste Strand … sig mig Broder, hvad ser du fremdeles?

— Nu ser jeg en øde Pampas.

— Men Broder, den sortklædte Kvinde, hvor blev hun af?

— Ak, Billedet skiftede … jeg ser den øde Pampas … Der løber en Puma med sine Unger, og Jægeren ligger i Baghold, og en af Ungerne fanges i en Grav … Jeg følger den til en stor By … Der bliver den indskibet, saa sejler vi over Havet … Og atter kommer Fuglene flyvende. Nu har de Ungerne med …

… Pumaunge, det vilde Dyr, løber tæmmet paa Dækket. Der sidder ogsaa den sortklædte Kvinde Og en af Matroserne nærmer sig og gør hende et formasteligt Tilbud. Da befaler hun ham, at han skal springe i Havet. Aa se … det gør han … og nu ser jeg, at hun tager Pumaen i sine Arme og kysser den store Kat og begraver sine Negle i dens Haar. Hendes Øjne staar fulde af Taarer, men om hendes Mund kruser sig et hovmodigt Smil, aabenbart næret af mange Aars Lidelser.

— Lady Florence … hviskede Kzradock … Og lidt efter igen: — Lady Florence …

Det gav et Stød i mig ved dette Navn. Det var som om jeg i et Løb var snublet over en Sten, og nu forpustet maatte standse. Et Glimt af Selvhævdelse gled gennem mig. Jeg forstod dunkelt, at Kzradock benyttede mig til at udforske Syner, som en Anden havde forbudt ham at se.

Kzradock selv var i Lady Florences Magt. Hun havde med syv Segl lukket hans Mund, at han ikke skulde røbe hendes Hemmelighed, og nu vilde han benytte mig til at sprænge hendes Magt. Hvad han ikke selv turde se, indgav han mig for at jeg skulde genfortælle det og derved skaffe Klarhed i den dunkle Verden af Billeder, han levede i. Selv bunden som Medium, benyttede han noget af den Kraft, jeg kunde udløse, til at bryde ud af sit Fængsel.

Da fik jeg en usalig Trang til ikke at lade mig benytte. Havde jeg ikke faaet den, havde alt maaske været anderledes nu. Men jeg søgte at stemme min Vilje mod hans. Fysisk lammet af hans Øjnes Magt, stillede jeg mig i en aandelig Angrebsstilling. Netop i det Øjeblik, hvor jeg kunde have løst hans Gaade, blev jeg bange! Ja, det var Rædsel, der fik mig til at vige: Sæt, at det kunde lykkes ham at lægge hele sin Sjæls Byrde over paa mine skuldre, saa det for Fremtiden blev mig, der maatte bære Lady Florences Forbandelse.

Som fra en Strømleder, der et Øjeblik halvt afbrydes, sprang disse Tankegnister gennem min svage Bevidsthed.

Igen spurgte Kzradock:

— Hvad ser du Broder?

Da fik jeg en pludselig Indskydelse og svarede klart og bestemt:

— Jeg ser mig selv i dine Øjne!

— Ser du dig selv? spurgte Kzradock klynkende. Er det sandt? Ser du dig selv? Se dybt, forsk …! Ser du ikke andet end dig selv?

— Nej, hviskede jeg anspændt, jeg ser kun mig selv i dine Pupiller. Der er intet andet.

— Saa kan du ikke frelse mig, lød Kzradocks Røst … fattig, saa fattig.

Jeg rystede over hele Legemet …

Dybt inde i Kzradocks Øjne saa jeg en Kvinde, der stod bøjet over en sovende Mand. Hun kyssede ham, hun glattede hans Haar, hun vuggede ham i sine Arme. Saa tog hun en lille Flaske frem fra sit Bryst — og hældte dens Indhold i hans Øren. Og hun saa paa ham og kyssede ham igen. Hun klappede hans Haar saa inderligt og varmt og spejdede efter Udtrykket i hans Ansigt. Og da han pludselig syntes at faa Krampe, vendte hun sig bort, og jeg fik hendes Ansigt at se forfra. Hun var skøn og bleg, med Ansigtsovalen indrammet i et Haar, sort som Natten. Men hun var ikke helt ung. Dog saa det ud som om Alderdommen i Tide ved Hjælp af Skønhedsmidler var bleven opereret bort fra hendes Træk. Pludselig tog hun et Lys. Hun bøjede sig ned mod Sengen … Og se, se … hun sætter Lyset til Sengetæppet, det brænder, hele Sengen staar i Flammer …

— Hvad ser du …? jamrede Kzradock.

Jeg svarede rædselsslagen:

— Kzradock, jeg ser intet!

— Du har Ret, lød det dybt nede fra Kzradock, her begynder Tomheden … her dør min Sjæl. Jeg føler Arret brænde paa min Pande … Hvad skete der … saa du det ikke? Hvorledes skete det? Var det nødvendigt? Maatte det ske? Hvor blev hun af? Og hvorfor lod hun mig ligge? Forsk dybt i mig! Forsk! Søg der ind, hvor min Tanke har skjult sig. Forfærdeligt at være afhængig af en Tanke, man ikke kan finde! Vær som en Jæger, Renard de Montpensier, tag alle Forholdsregler: tag din Riffel i Haanden, din Jagtkniv, tag alt hvad du behøver … Jag i min Sjæl efter den Tanke, der er flygtet bort. Søg den op i Tykningerne og Tjørnekrattet derinde, hvor den maa holde sig gemt … og om det skulde være nødvendigt, saa dræb den! Men fang den helst levende, og lad mig se den … som den ser ud … Bor dine Øjne i mig … forsk og søg og jag!

Jeg stirrede hjemfalden og betaget i Kzradocks Blik. Først saa jeg røde Flammer derinde … det brændte og gnistrede i rødt og gult. Men saa pludselig saa jeg noget, noget saa forfærdeligt … at jeg saa godt som øjeblikkelig glemte det. Det var som min Sjæls Øjne lukkede sig for Synet, som om min Tanke vægrede sig ved at modtage det. Endnu grunder jeg over, hvad jeg har set. Men jeg kan ikke komme paa det.

Maaske skyldtes min Glemsomhed ogsaa det, at Kzradock i samme Nu fik et kataleptisk-hysterisk Anfald. Hans Legeme blev grebet af Krampen, løftede sig som en Bro, saa kun Nakken og Fodballerne rørte Sofaen. Og i det samme raabte han af sine Lungers fulde Kraft:

— Ejer jeg ikke andet, saa ejer jeg Magt! Nu spiller jeg op til Dans for alle de Gale …

Og med et Sæt sprang han ned fra Sofaen og stod midt paa Gulvet. I et nyt Spring var han ude paa Gangen. Hurtig som en Kat løb han ned ad Smertens Korridor …

Og vi andre fulgte ham, alle som vækkede af en vanvittig Drøm … Brandofficeren gned Øjnene idet han løb, og Monsieur Carbonel rømmede sig, som var han hæs. Vort Løb var vaklende, og vi kunde ikke indhente Kzradock.

Men ved Vinduet, hvor vi før havde staaet, var han standset.

En klar og dyb Fløjtetone trængte frem fra hans Bryst, næsten en Cellotone, saa tung og inderlig var den. Kun denne ene Tone lød tre Gange efter hinanden, aftagende i Styrke. Det lød kaldende, klagende, bedende … som en Fugls Lok'.

Vi havde naaet ham, og jeg greb om hans Skulder.

— Kzradock, hviskede jeg.

Men han rev sig med Magt løs, og stod nu helt foran det aabne Vindue.

Alle de blege og fortabte Ansigter dernede i Haven havde drejet sig mod os, som ventede de en Kommando.

Fakkelskæret lyste ned over dem. Det saa ud, som de frøs. Brandmændene og Politiet, der utaalmodigt ventede paa en Ordre til at føre dem til deres Celler, havde ikke mere noget Besvær med at holde dem samlede.

Pludselig slog Kzradock ud med Haanden, som slog han Takt. Først langsomt, saa hurtigere og hurtigere begyndte han at dirigere. Fra hans Læber hørtes ingen Lyd. Ogsaa i Haven var der bleven dødsstille.

… Og saa begyndte denne stumme og vanvittige Menuet, som jeg aldrig skal glemme. Som om de Sindssyge hørte fjerne Toner — Tonerne fra Livets Fest — begyndte de at kredse om hinanden. Uden pludselig Uro kom der efterhaanden Bevægelse i den hele Masse. Ledet af Kzradock, der slog Takt fra sit Vindue, dansedes der paa den store Plæne i det uhyggelige Fakkelskær. Og ligesom vi andre stod lammede heroppe i Korridoren, saaledes stod dernede Brandmændene og Politibetjentene som hypnotiserede omkring de dansende Patienter.

Dansen blev vildere og vildere, Takten voksede i Hurtighed. Det lignede en danse macabre, en Dans af Aander … det var jo ogsaa en Dans af Genfærd: de atter til Livet vækkede Bevidstheders Menuet gjorde Mørket dernede levende …