Mine Hændelser

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






[1]

Mine Hændelser




Qui fit, - - - ut nemo sua sorte contentus vivat?





København, 1786.


Trykt og faaes tilkiøbs hos Peder Horrebow,
boende i store Fiolstræde No. 204.

[2]

[3]

Forerindring.

Førend jeg begyndte at sammenskrive mine Hændelser, overveiede jeg nøie Alt, som baade kunne siges til mit Forsvar og min Fordømmelse. Jeg forestillede mig de bittre Domme jeg ville blive underkastet; jeg veiede dem med mit Forsæts Reenhed, og fik baade Styrke og Mod nok til mine Hensigters Iværksættelse.

Jeg skrev da - . Jeg lod Sandheden være min Veileder. Jeg sminkede ikke mine Feil, jeg tilstod dem med al mulig Aabenhiertighed. Jeg søgte ikke at

[4]

hæve mine Ufuldkommenheder, men med Anstændighed foredrog det Lidet, som kunne og burde siges til min Fordeel. Dog lige saa lidet, som jeg skaanede mig selv, saa meget mindre giorde jeg mig nogen Samvittighed over, at blotte dem, som have bibragt noget Betydeligt til, at jeg har feilet min Bestemmelse.

Mange vil sikkert opholde sig over, at jeg, i en Alder af 27 Aar, da jeg ikke beklæder nogen anseet Ærespost i Staten, allerede vil fortælle mine Hændelser; men jeg paastaaer, at just min Stand billiger allermeest mit Foretagende; thi nu kunne jeg alt have været en hædret Mand og havde vist anvendt mine Naturgaver meget bedre, baade til min egen og mine Medborgeres Nytte og Ære; hvis jeg ikke var falden i slette Velfærdsforvalteres Hænder og

[5]

derved bleven undertrykket. Men, desværre! dette maae jeg beklage til denne Dag -, og først min Dødsdag vil giøre Ende paa min Klage. Bittre Nag fortære dem, som have aarsaget mit Uheld!

Det bliver altsaa intet Under for den ædle og retskafne Mand, om jeg i disse faa Blade fører hentyssede Ting for Dagen; om ædel Forbittrelse over min Velfærds Tab bringer mig i Harnisk til at blotte min Anke med Sandheds Fyndighed. Det bliver intet Under, at jeg, mens jeg endnu er til, vil klare min Sag for Alle, at, naar jeg har udviklet min egen og mine Lederes Karakterer og Tænkemaader, fortalt vore fælles Feil, som de virkelig vare, og ligeledes vore fælles Ufuldkommenheder i det Gode, enhver da, uden stor Møie, skal kunne være Dommer imellem os.

[6]

Dette fornemmelig er Aarsagen til det Skridt, jeg her vover, og, som jeg haaber, en tilstrækkelig Undskyldning, dersom nogen Undskyldning skulle behøves.

Jeg er, hvad jeg altid har været.

Det fornuftige Publikums Ven,

København, den 1. November 1786.

Sigvard Lyche.

[7]

§. Jeg begyndte mine Dage i København den 22 September 1759. Paa Fæderneside nedstammer jeg af gammel præstelig Æt, og jeg veed ingen af mine hendøde Forfædre, i 200de Aar, som have været ganske uden for den geistlige Stand. Min Moder var en Borgerdotter her fra Byen.

Vidtløftig vil jeg ikke være i at opregne min Faderslægt; - kuns saa meget:

Lars Lyche blev omtrent i Aaret 1679 eller og 1680 kaldet til Præst paa Bornholm og givtede sig med en Sællandsk Præstedotter, navnlig Karen; med hende avlede han to Sønner: Lars og Sigvard, og døde efter 3 Aars Egteskab. Hans Enke, som til en Alder af henimod 90 Aar var bekiendt under det Navn

[8]

Karen Hr. Larses, saae sig nødt til at reise tilbage til Sælland med sine smaa Sønner, leed Skibbrud underveis, dog med største Livsfare naaede hertil, bosatte sig i Roeskilde, ernærede sig redelig, og opdrog sine Børn. Sønnerne holdt hun til Studeringer, begge bleve paa een Dag løsladte fra Roeskilde Skole, og siden begge paa een Dag i Aaret 1711 indviede til Præster: Sigvard til Ude og Oppesundsbye Meenigheder og Friderikssund: Larses Sogne laae nogle Mile derfra.

Præsten Hr. Sigvard indlod sig strax i Egteskab med sin Formands Dotter, Mette Marie Fritz a) og med hende avlede 13 Børn, hvoraf 3 endnu lever: nemlig Hr. Erik Willars Lyche, Formand for Helsingørs 16 Mænd; - Sostrata og Cæcilia. Af Hr. Sigvards hendøde Børn bør jeg nævne: Mag. Lars Lyche, tilsidst Rektor ved Københavns Latin-

a) Den Fritziske Familie var meget bekiendt paa den Tid, Skaane fadlt sidste Gang under Svenskens Herredømme; især af Oberst Isaach Fritz, der, beskyldt for Forræderi, længe sad fængslet her i Landet; men blev frikiendt.

[9]

ske Skole, døde den 20 Juli 1770, 54 Aar gammel, og min Fader Hans Lyche, Dansk Skoleholder her i Byen, døde den 11 Junii 1782, næsten 65 Aar. Præsten Hr. Lars Lyches Egteskab var ufrugtbart.

Tre af Præsten Hr. Sigvards Sønner givtede sig: Mag. Lars Lyche med Jfr. Marie Lange, men uden Afkom. Hr. Erik Willars med Mad. Margreta Bech, ligeledes uden Afkom. - Min Fader givtede sig første gang med Mad. Ellen Kirstine Boldt og med hende avlede tre Døttre, som alle døde i deres spæde Barndom. I sit andet Egteskab med Mad. Maren Wandel Torsagers Enke blev han Fader til mig allene. Altsaa er jeg den eneste ulykkelige Nedstamning af denne lychelige Slægt; men jeg er ogsaa den eeneste Udskejer; maaskee, da alle mine hendøde Forfædre have været Guds Tienere, - jeg da er bestemt til at tiene min Konge, som Soldat, og jeg maae skikke mig i min Skebne, om endog Lychenavnet skal uddøe tillige med mig selv.

[10]

§.

Jeg erindrer mig ikke den Tid, jeg først begyndte at lære og nemme; meget tidlig siger min Moder, at hun bibragte mig de første nødvendige Grunde, og at hun, førend jeg sikkert kunne sætte Fod paa Gulvet, lærte mig at skønne og skelne mellem forekommende Gienstandes Forskellighed. Nok er det, jeg var læresyg, og manglede ikke sand Underviisning. Da min Fader, som meldt, var Skolemester, er det let at begribe, at der stedste faldt endeel Papiirstumper af -, til disse havde jeg skaffet mig Hiemmelret; og ved slig Leilighed, skønt jeg begyndte, som man siger, med Ugler og Marrekatte, vænnede jeg mig dog tidlig til at bruge Pennen, og førend jeg fyldte mit 6te Aar skrev jeg en god læselig Haand. Skrivertøiet blev snart min eneste Vellyst, og alle mine Fritimer skrev og malede jeg op. Undertiden fik til Tilladelse at rode op i min Faders Pesier, som stod i en vældig Pakke Nytaars- Bryllups- og Begravelses Vers b). Jeg lærte endeel af

b) Min Fader var i sin Ungdom, efter de Tiders Smag, en temmelig heldig Leiligheds

[11]

disse udenad, - fik derved en stærk og sværmende poetisk Svimmel i min Hierne – og tillige en fast Kadence baade i travende, slæbende og hoppende Stavelsemaal. Intet ønskede jeg nu heller, end at blive Poet. Længe gik jeg frugtbar med et poetisk Forster; og endelig den 14 Jan. 1766 fik sammensmiddet fire Linier, der opvakte saadan Glæde hos mind Fader, at han strax forærede mig en blank Qvinti Krondaler til min Sparebøsse.

Dette satte baade Liv og Mod i mig. - Forhen anvendte jeg Søndags Eftermiddagene paa at prædike bibelske Historier for mine gudelskende Jfr. Fastre – der, i det visse Haab, at see mig engang som en lille Velærværdighed (hvilket jeg alt var bestemt til i Moders Liv) havde forsynet mig med en velindrettet Karduuspapirs Præstekrave, som ogsaa klædede ret net til min runde sorte Paryk, hvilke min Fader,

Poet. Hans Fader Hr. Sigvard Lyche var ogsaa Poet; han udgav nogle anndelige Sange under sit Navn; NB. trykt i dette Aar, saa ingen maae henregne den til min Tidsalder.

[12]

efterat jeg var kommen op af en dødelig Sygdom, havde seet sig nødt til at paatvinge mig for en Tid; - men nu giorde jeg hverken Hellige eller Søgne Dage i min Fritid – andet end granskede paa Vers, og sammenpinede ogsaa en Deel i kort Tid, som just ikke efter min Alder vare yderlig slette.

Een Dag kommer jeg , blandt endeel gamle Bøger, som min Fader skødesløs havde henslængt i en Krog paa Loftet, over Frans Rokkedrejers satiriske Bog om Poesiens Misbrug -, og en halv mølædt og ynkelig sønderreven Peer Paars. Jeg søgte den stilleste Eensomhed og læste disse med den udvalgteste Agtsomhed, - og nu saa jeg, at der var flere slags Vers til, end dem, jeg hidtil havde havt i Hænder. Aldrig, kan jeg forsikkre, har jeg nydt sødere Vellyst end ved disse Satirers Læsning. - Strax fik jeg Lyst til at prøve mine Evner i dette Fag. Længe ledte jeg ikke efter Materie – og da jeg begyndte at udarbeide den, blev min Aand ligesom løftet op i en Sphære, hvor den følte sig som bydende Herre over alle bekiendte Ord i vort Sprog; og Ordene vare saa tienstvillige, at de ordnede sig selv i slittede Geleder, saa

[13]

net (for en Lignelses Skyld) som veløvede Soldater, der lige saa lidt behøver at opstilles efter en Rangeerrolle, som en god Poet bruger at tælle Stavelser paa Fingerne -, og frelse Belse – Bub – for at faar Riim paa Else. Jeg haaber, de fleste forstaaer, hvad jeg mener hermed. Denne min første Satire var sammensmurt paa et heelt Ark Papiir i mindre end tre Timer, og Indholdet var meget opbyggeligt. Jeg skal fortælle det:

Mine Forældres Tienestepige havde engang silde ud paa Aftenen havt mig med i Kongens Have, - og givet mig en Makron for at sidde stille paa en Bænk, mens hun giorde en Afstikker med sin Kæreste, som var Smedesvend. Nogentid efter faldt den, mig uafvidende, i min Faders Hænder – og jeg fik dygtig Riis for min Umage -. - Burde jeg ikke allerede dengang af Erfarenhed hat indseet, at Lovtaler skaffer Venner og Fordeel; men Satiren mestendeels det Modsatte; og burde jeg ikke fra den Tid af allene beflittet mig paa at smigre og roesiflengisere?

[14]

Jeg burde, - rigtig nok; men det var alt bleven mig saa kildrende en Vellyst at satirisere, at inden kort Tid næsten enhver Gienstand forekom mig latterlig. Jeg øvede min smule Viid paa Adskillige; - især tiente en gammel Meelmandinde som boede lige for mine Forældre, meget ofte til mine Luners Pegasus. Hendes Karakteer var virkelig ogsaa saa ualmindelig, at hun fortiente at besynges af den hældigste Satirdigter. I mit 8de og 9de Aar digtede jeg henved 50 smaae Satirer; men giemte dem saa vel, at de aldrig ere komne min Fader for Øinene.

Forresten havde jeg levet denne Tid – af min Barndom i den sandeste Uskyldighed. Nogle gange hver Uge om Sommeren gik jeg i Markem med min Fader, og med det gladeste Sind kom hiem om Aftenne, som en seirende Majgreve. Ellers fik jeg ei Tilladelse at gaae ud af mine Forældres Huus uden ved en tro Veileders Haand. Dog var ogsaa mit Liv til denne Tid næsten en Kæde af haarde Sygdomme.

Disse Tugtelser gav mig Stadighed til mange Skrivters Læsning, og til mit 9de Aar

[15]

havde jeg læst endeel. Især bifaldt mig Mag. Eilschous philosophiske Breve, og intet, som man neppe skulle tænke, var mig afskyeligere, end Skandrups Poesier, og havde jeg tordet, havde jeg gierne brændt den gode Arrild Huitfeldt; - Saxo Grammaticus var min Livhistorikus, - og Holbergs muntre Skrivter gav mig mange Dages Lindring paa min Sygeseng, at jeg ikke følte Sygdommens Smerter. Vel kom jeg af og til i Sælskab tillige med mine Forældre; men min Opførsel var saare eenfoldig -, jeg vidste det selv; men hverken torde eller kunne jeg være anderledes, saa jeg hemmelig skammede mig ved mig selv, og ingen Tidende var mig ubehageligere, end at enten mine Forældre selv ville anrette Gæstebud, eller blev buden nogensteds hen -; thi da var hele min Fornøielse Tvang -; og at være utvungen har altid været mig kærest.

§.

Jeg var nu temmelig vel oplært i borgerlige Videnskaber, da min Længsel steeg Dag for Dag efter at komme i den latinske Skole. Endelig den 4 Sept. 1768 tillod min Farbro-

[16] der, Mag. og Rector Lars Lyche mig, at indtræde mellem Musernes sorte Sønner. Jeg kom nederst i anden Lektie, og virkelig, som Fux Scholæ giorde min Plads stor Ære; thi jeg havde dengang ikke lært en latinsk Glose, end sige mere.

Under Hr. Lars Schows Ledelse giorde jeg i mit første Skole-Aar temmelig god Fremgang; og næste Aar under Hr. Jacob Hansen ligesaa. Min Farbroder, der, som Rector, nøie kiendte Underlærerne i Skolen, havde besluttet, at jeg fra trede Klasse – skulle stegen i femte, og to Aar der læst privat unden den brave Alsing. Han ville skaanet mig for det, jeg dog maatte gaae i Møde -, at blive fordervet under Mag. Marcus Wøldike, som forestod fierde Klasse.

Den 19de Julii 1770 gik den aarlige Opflyttelse, efter fuldendt Examen, for sig; og jeg fik nysmeldte Wøldike til Lærer. Da min Farbroder, som følte Døden, der ogsaa indfandt sig Dagen efter, ikke kunne opfylde sine Hensigter.

[17]

Der laae vor Families Stytte – han tog, mod sin Villie, min Velfærd i Graven med sig. - Mine uheldige Dage begyndte hans Dødsdag. Forbandet den første Time, jeg kom under Wøldikes Ledelse – og forbandet være hvert Øieblik, jeg var hans Discipel. Vranten, egensindig, tyrannisk var han – han elskede mig ikke – han var min Dievel. Uomhyggeligere Lærer har jeg aldrig kiendt – Gid han maae være bleven anderledes, siden et større Antal Ynglinger uden for Hovedstaden er betroet ham. Gid han maae have indseet sine Daarligheder! - jeg tvivler ikke om, han jo baade har følt og seet dens ulykkelige Følger.

Jeg maar blotte hans Omgang med os: jeg maae fortælle hans Læremaade – og derved stille ham til Doms for alle Tænkende.

Han var virkelig en lærd Mand; men os til liden Baade. - Til langt ud paa Natten studerede han; - Formiddagen, den ordentlige Skoletid, sov han bort; - Middagen til hen imod 1 læste han for os – eller rettere sagt – skrantede og pryglede. - Neppe fik vi Tid at gaae hiem om Middagen til vore Forældre;

[18]

da han engang – hver Maanedsdag – begyndte om Eftermiddagen at læse fra den ordentlige Tid af; men ellers, ligemeget hvor eller blant hvilke Folk? hendrev Tiden til Klokken 3 henimod 4re, saa kom han, - og naar de andre Klasser gik bort, havde vi endnu god Tid til Klokken 7 – 8 – For magelig var han at tilsige os Style – For maatte den gode Muzelius være hans Kapellan. - Ikke det ganske Aar eftersaae han Stylene -. De sidste Dage for Examen gik det Hulder til Buldet, og da skulle et hundrede Blade af Kapellanen – oversættes paa Latin og reenskrives; det gik deiligt. - Vi var 12 à 16 Disciple, og hver tog sit Stykke, - oversatte det -; men Oversættelsen var mere polsk end Latin. Siden skrev vi reent, og alle Stilene vare da saa overeenstemmende, som vi kunne været Nedstamninger af de 70 Fortolkere. - Han undte os slet ingen Frihed, - endog nogle gange om Søndagen efter Aftensang maatte vi læse. - Under ham indfaldt den Tid, Ligene om Natten skulle begraves. - Jeg blev ogsaa heldigvis en af Natteravnene -; de fleste Nætter gik hen med Vaagen – og Wøldikes uordentlige Læsetimer aarsagede, - at vi ofte,

[19]

helst om Aftenen, - sov hen ved en slæbende og søvnig Oversættelse af den muntre Phædrus, eller ved en halvevig Portion Græsk Ordkløveri af de 3 første Capitler i Evangelisten Johannes.

Under slig en Spindelvævsregering – sukkede jeg, tilligemed adskillige flere i 2 Aar, og da jeg i Julii Maaned 1772 forlod fierde Lektie, - kunne jeg, saavelsom de fleste af mine Kamerater, ikke skrive en Latinsk Stil af 10 Linier uden næsten lige saa mange grammatikalske Feil.

Saaledes gik de to første af mine ulykkelige Aar efter min Farbroders Død, - under saa ubeqvem en Lærer -; da Skolens ny Rektor næsten, skiønt maaskee i gode Hensigter, fordervede det Hele. - Alt, hvad der lugtede af Pedanterie havde min Farbroder udrøddet -; han var alvorlig nogle faae Timer om Dagen; de øvrige gav han sine Disciple at anvende efter Behag -; han tvang ingen til overdreven Gudsfrygt, - som føder Skinhellighed; men han straffede Ugudelighed med skarpe Revselser; han var i daglig Omgang med sine Disciple ingen vasto

[20]

Polyphemus in antro, - ingen suurmuled Caronicus; men, uden at indprente Frygt i Utide, ved lang Erfarenhed havde lært, ved paa visse Tider at være anstændig, munter, at vinde Hierter, som han ikke ville byde over med despotisk Myndighed. - Denne Lovtale fortiener han, det veed jeg; ellers skulle jeg tie, og ikke engang have nævnt ham i denne Bog. Mange af hans forrige Disciple lever endnu, og af endeel, ja endog dem, som har lidt Tab ved den Kassemangel c) som fandtes efter ham, har jeg hørt hans Roes af de oprigtigste Hierter.

Det var at ønske, at det blev en Regel i Læreres Valg – at aldrig Eftermanden i Hensigt til Karakter og Tænkemaade, aldeles var

note) Aarsagen til denne Kassemangel er skiult, men Dagen før hans Død, var jeg tilstede i samme Stue, han laae syg. Jeg hørte, at han adskillige Gange forlangte Nøglerne til sine Giemmer, hvor Skolens Penge og Regnskaber var; men man nægtede ham dem. Et Par Timer derefter faldt han i Raseri.

[21]

den Modsatte af sin Formand -; thi al pludselig Endevending er farlig saavel i det Større, som i det Mindre. Det er mere, end et Sisyphisk Arbeid, at omstøbe et hundrede Gemytter – i en Haandevending -, og det ville Mag. Johannes Neuchs, saasnart han tiltraade det øverste Lærerembede i Københavns Skole.

Denne Mand var en overdreven hellig Jyde; han sukkede ved hvert trede Ord, endog naar han tolkede Horatius. - Ved første Indtrædelse paa Skolen, efter hans Indsættelse, havde han ladet opkalde alle Skolens Disciple i Mesterlektien -. Starblind var han, og med opløftede Pharisæerøine stillede sig, som en benovet Synder, uden for Cathedra, og efter 6, 7 Minuters Tavshed og et par Dusin Sukke begyndte han en meget barmhiertig Bøn, - som varede en god halv Time -. Derpaa catheciserede han fra øverst til nederst -. Det var ham ei nok, at Disciplene om Søndagen var tilstede ved alle tre Prækener; - thi baade for og efter hver Prædiken var Bøn paa Skolen, - og endnu efter Aftensang en sequipedalisk Prædiken af Hr. Rektorens eget Fabrik. Vist

[22]

maae Skolen have havt en meget ugunstig Skytsengel, som, man med Sandhed kan sige, tilligemede Magister Neuchs floribus austerum & liquidis immisit fontibus apros. Jeg har ofte i min modnere Alder gottet mig over hans Vaaben. - Da hans Fader skal have været Slagter, og han slev var bleven Lærer, - førte han i sit Skiold: - en Biekube, som stod paa en Slagterbænk. Virkelig – en nydelig Opfindelse; thi han opelskede sine Bier, saa slagterisk – og plompt, som de skulle opdrages til at blive Sykloper. Naar han saae et blegt Ansigt eller en hovedhængende Figur, blev han strax indtaget af den Fordom, at Gudsfrygt var Aarsagen. - Naar han saa en rød Kiole, blev han saa ubændig som en Tyr eller en Kalkunsk Hane. - Et latterligt Optog, til Beviis om hans gode Smag og Begreb om Forlystelser, kan jeg ikke fortie. Engang i det første Aar gav han, mod al Sædvane -, Skolen Lov -, leiede to Heste, for sig og sin Søstersøn: Mr. Kaj Staldknegt, og med den alvorligste Mine reed Fod for Fod ud paa Amalienborg, runderede nogle gange omkring Statuen, hvis Indskrivt Kaj ludelig for sin starblinde Morbroder maatte læse. - Det forstaaer sig, at de bleve geleidede

[23]

af endeel nysgierige Disciple -. Derpaa forføiede de sig i samme Trav den samme Vei tilbage. - Nogle Disciple, som stod paa Hiørnet af Skolen, raabte: Vivat Rector, da han reed dem forbi -, og dette skal have glædet ham meget inderligen. Han var gierrig -; han befalede engang Disciplene af øverste Klasse, at bringe Lys med, for at læse over Skoletiden. Hver bragte sit; men de glemte ei heller at forsyne sig med Krudt, Springglas etc. Han maatte da befale om igien, og købte nu en Blik-Lysekrone med fire Arme, som han hængte ved en Snor i Loftet over sit Bord -. Nu vare da alle Streger forpurrede -. En Aften befoel han en Discipel at snyde Lysene, hvilke denne meget behændig brækkede over -, saa Luerne af Lysene inden et par Minuter angreb Snoren, som snart brændte over, og Lysekronen faldt ned i Hovedet paa Rektor. Efter denne Hndelse læste han ikke i lang Tid ved Lys.

Jeg vil ikke tale mere om denne Grillefænger; men beklager, at ikke en fortient Mand, som enten Professor, den gang Magister og Rector i Helsingørs Skole, Jacob Baden, eller Hr. Professor og Magister, den gang, som

[24]

endnu, under tredie Rektor, - Conrektor Laur. Sahl, blev ham foretrukken. Jeg gaaer videre i mine egne Hændelser.

§.

Hvad jeg havde tabt under Wøldike indhentede jeg snart under den brave og fortreffelige Lærer, min uforglemmelige Alsing. Han var vist truffet ind i sin Bestemmelse, men i for liden en Virkekreds. Saa ofte jeg forbander den Tid, jeg spildte under Wøldike, saa ofte velsigner jeg ham. Under ham fik jeg Fasthed i Latinen -, og mere Begreb i een Dag om det Græske – end al den Tid – jeg var i fierde Lektie. - Jeg lærte Sallustii orationer og ved daglig Øvelse perorerede nogle af af dem med stort Held og almindelig Bifald ved den offentlige Examen. Til Bisyssel valgte jeg mig af afkopiere Landkort, og vandt ogsaa derved Berømmelse. - Jeg blev i dette Aar aflagt med Flittigheds Belønning; men, imod min Formodning og til fleres Forundring, blev jeg Opflytningsdagen tilbage i femte Klasse. Rektors Paaskud var min Ungdom -, og han var ei til at overtale, at give mig høiere Sted i Skolen -; uagtet Hr. Mag. og Conrektor,

[25]

nu Professor Sahl, og min Lærer Alsing, paa det ivrigste strede for min Ophøielse. - Jeg blev over denne Tilbageholdelse først nedslagen, siden yderst forbittret, og næsten rasende. - Alsing lod min Fader, som ogsaa var ganske utaalmodig herover, kalde til sig -. Han sagde ham med største Hæftighed, at, hvis han ville mit Vel, han da skulle gaae ind til Rektor, foreholde ham den Uret, jeg var skeet, og, hvis han ei ville beqvemme sig til at give mig det Sted i Skolen, jeg fortiente, da klage til Biskoppen; men Neuche strøg min Fader om Munden med Løvter, at jeg tidsnok blev Student, og, for ganske at formilde ham, tillagde mig Clarups Stipendium, som bestod af 16 Rd. aarlig; men ingen Ting stod til at formilde mig. Uagtet min Kierlighed til Alsing, sagde jeg min Fader, at jeg ikke giorde mere Godit i Københavns Skole, og bad ham indstændigen at tage mit Testimonium Vitæ og sætte mig i en anden Skole; men – forgieves -. Jeg veed Grunden, han kunne ikke afsee mig - ; jeg var hans eeneste Søn, hans Øiesteen, hans Alt. - - Vilde jeg ikke forlade Studeringer, maatte jeg da beqvemme mig til at blive hvor jeg var; - men – i en ulykkelig Tid

[26]

giorde jeg mig selv et ubesindigt Løvte, som jeg holdt, desverre, al for ubrødeligt - : Jeg svor, at jeg uden for Skolen aldrig ville anvendte et Øieblik paa, at opfylde mine Pligter, som Discipel.

Jeg var endnu den gang bevaret for alt fordærvende Selskab; men nu paa engang blev jeg hildet i adskillige Snarer, og ledtes Dag for Dag frem paa en Vei, som endelig maatte føre mig til Vandheld. Jeg begyndte at søge Verts- og Kegle-Huse – jeg satte min Ære i at smage Tobak og drikke Brændeviin; og for at vise Levemaade, lærte jeg mig til at slaae en frygtelig Eed af til hvert andet Ord -. Alsing d) bar over med min Krebsgang i mine

d) Jeg takker virkelig Hr. Schow og Hansen for de første Grunde; men Alsing skylder jeg frem for alle den største Taksigelse. Uagtet min Uopmærksomhed det sidste Aar under ham, mistede jeg dog ikke min Styrke i Latinen, og da jeg faa Aar derefter vaagnede op af min Dvale, indsaae min Daarlighed, og fik Lyst til at dyrke Mu-

[27]

Studeringer, saa længe han kunne, - i Betragtning af den Forurettelse, jeg havde lidt. Tilsidst nødtes han at blive alvorlig som Lærer. - Da min Fader mærkede mine Udsvævelser, kneb han Seilene, og jeg maatte af Frygt søge Hiemmet, strax naar jeg gik fra Skolen -. Hvad skulle jeg nu tage mig fore -? Intet vedre, end at digte Komedier - -.

Dette blev da min Syssel; den eneste Syssel i de Fritimer, som egentlig kun var et kort Laan, hvorfor alle Morgener skulle gøres nyt Regnskab; men jeg lod hver Dag sin Plage – og jeg var aldrig opmærksom i Skolen, uden naar vi tydede Terentz. - Jeg oversatte endeel af hans Heautontimorumenos i danske Vers – og var temmelig heldig dermed; ellers laae Originaldigteriet mig mest om Hiertet. - Jeg skrev da: Asmodæa i een Akt; den foragtede Vecta i fem; Motezuma, Tragedie i fem; og Bedrageri uden Falskhed i tre Akter, omtrent

serne igien – følte jeg endnu Alsings Aand om mig, og uden den var det bleven mig umuligt, at lede mig selv saavidt som jeg er kommen.

[28]

fra omtrent November 1773 til sidst i Junii 1774. - Den aarlige Examen kom, og jeg stod mig langt slettere, end forrige Aar; Rector Neuche saae nu Frugterne af sin mesterlige Undertrykkelse; dog kunne han ei andet, end lade mig komme paa Slæbetouget med, og jeg kom da i siette Lektie e).

Atter var jeg saa lykkelig, at faae Wøldike til Lærer -, og hvad det da ikke var galt for, blev det nu -. Hver kan forestille sig det: - Jeg afskyede denne Lærer af mit inderste Hierte, og nu skulle han igien være min Dievel -; dog maae jeg tilstaae, noget havde han forandret sig -. Han læste de ordentlige Skoletimer – og holdt op i rette Tid -; men dette er ogsaa det allereneste, hvorfor jeg kan rose ham.

Vi Disciple vare nu blevne et par Aar ældre, - og, skal jeg sige min Sandhed, vare vi temmelig haarde og opsætsige imod ham.

e) Rektor Neuche kan jeg ikke andet, end give det Vidnesbyrd, at han mestendeels var lige god med Mag. Wøldike, i Hensigt til min Velfærds Ruin.

[29]

Jeg blev ved at skrive Komedier – og digtede endeel smaa Stykker, af hvilke jeg var saa forvoven at indlevere Syngespillet: Giengangeren, til den da værende Theaterdirektion. I Aaret 1775 begyndte jeg at blive ganske theatralsk. - - Jeg spillede Komedie baade inden og uden Huse – og jeg var saa forgabet i Thalia, at jeg, til Ære for hendes Speil -, lod sætte en stor blank Speilknap paa min Hat. Hvilken utidig Daarlighed; dog gid den havde været den største! Rector Neuche var en afsagt Fiende af Skuespil. Da Hr. Kemp var antaget blant den Kongelige Aktortrup, sagde han offentlig paa Skolen: at han (nemlig Kemp) var kommen i æ Dævels Forstue. - Han fik at vide, vi havde opført Jeppe paa Bierget -, hvori jeg havde spillet Doktor. f) – Havde han

f) Dette var ikke mit første Komediespil – jeg havde eengang før jeg kom i Skolen spillet Doctor Luther i et ældgammelt Stykke, som kaldes Reformationen. - Den Mand, som uddeelte Rollerne, troede, at Luthers Karakteer var mig egen, men havde han levet nu, tvivler jeg ikke om, han jo havde sparet mig for Fyrbøderiet.

[30]

havt vovelig Myndighed, vare vi vist alle blevne satte i Band. - Siden skulle vi engang paa et meget gemeent Sted opføre Ulysses af Ithaca; men vi havde det Vanheld, at vores Venus, som og tillige skulle forestille Dronning Dido, Dagen for Generalprøven blev for sine Aarsagers Skyld afhentet af Politiet. Nogen tid derefter var Auction paa endeel gamle Theaterklæder -, og lykkelig traf denne just ind i Qvartalstiden; vi tilhandlede os da hos en Marchandiser nogen Flitterpynt – og opførte Den pandtsatte Bondedreng samt et af mine Stykker, som heed Sophronim; men siden efter brugte vi Klæderne til at spille Kavallerer (skiønt vi ved Lys saae ud som Helligtrekongerdrenge) om Aftenen, naar det var vel mørkt. Ved disse dumme Streger var jeg engang nær kommen i en slem Knibe. - Jeg skulle forestille en gammel Betler, og til den Ende havde faaet en forreven Overkiole paa, som naaede mig ned til Skoene. Jeg sværtede mig om Hagen, og fik en plomp Stok i Haanden; Kavallererne af vort Sælskab var dem, jeg skulle trygle -; de kom i Klædeboderne, og havde en Løber for sig med en vel udmajet Hue, han saae forresten i Mørket nogenledes ud til at

[31]

være det, han forestillede. - Vægteren kom, greb mig an – og ville taget mig paa Raadstuen; men ved en Haandfuld gamle Regnepenge, der næsten lignede Toskillinger, tilfredsstillede en af Direktørerne ham, og jeg tilligemed de andre skyndte os til vort Samlingssted.

Alting gik, som forhen, under Wøldike: forkeert og bagvendt. - Ikke havde jeg en eneste fornøielig Skoletime under ham. -. Først i Aaret 1775 begyndte det at gaae løs paa overordentlige Udsvævelser. - Den 11 Maji, som var den almindelige Bededags Aften, var en gal Dag. - Hele Skolen havde Lov og vi skulle læse, - det var ikke vel giort af vor Lærer. Klokken 3 om Eftermiddagen skulle vi besørge Bønnen i Frue Kirke; men deristeden besøgte vi en Vertshuuskielder bag Skolen, som kaldes Kransen -, og for en Kapital af 16 Mark, som var vores ganske Formue i een sammenslagen Summa, slog en køn smule Svir af. Efter halvanden Times Forløb gik vi op til Læsning igien; men for de fleste af os løb alleting i eet. - Desuagtet holdt han os dog til Klokken halvgaaen 7. Vi gik ned af Trapperne støjende og larmende, - og ved at sam-

[32]

menslaa Gradusadparasser, Nucleusser, Curtiusser &c. formerede en udvalgt Musik.

Pinsedag derefter den 4 Junii gik jeg tilligemed to af mine Meddisciple efter Froprædiken ud af Vesterport i den Tanke, at komme betids i Høimesse; men vi havde opholdt os noget for længe, saa vi fandt Porten lukket ved vor Tilbagekomst. - Vi gik da ud til den da vidt bekiendte saakaldte Povel i Hullet og spillede os et par Potter Kegler til hen ad Middag, da vi gik hiem til vore Forældre. - Denne Forsømmelse drog flere efter sig. - En utidig Frygt virkede at vi forsømte Aftensangen med den Dag, og næste Dag baade Fropræken og Høimesse. Nu kom Magisterens Oppasser hiem til vore Fædre, og lod dem vide vores Afstikker, med Løvte, at hvis vi om Eftermiddagen indfandt os i Kirken, vi da skulle være fri for al Tiltale og Straf. - De andre kom; men en vis privat Omstændighed forhindrede mig i at komme. Onsdagen derefter kom vi paa Skolen, - og Wøldike, som ikke var vant til at holde os sine Løvter, straffede de andre. - Han kom til mig, men jeg tog mine Bøger, og gik bort.

[33]

Onsdag Eftermiddag skulkede jeg. Efter Skoletiden kom Wøldikes Oppasser til min Fader, og forkyndte ham Alt. Min Fader bad Magisteren hilse, at han kuns næste Dag, da jeg sikkert skulle komme i Skolen, skulle indspærre mig paa sit Læsekammer, og tvinge mig til, at læse Trøien. [g)]

Næste Dag gik jeg, paa min Faders Overtalelser og Tillokkelser, op til Skolen. Mine Kamerater vare for tro til at tie med, hvad der forestod mig. - Jeg blev afskrækket fra at gaae ind – blev altsaa uden for, og hverved en Komplot af 4 – som ogsaa havde Straf at befrygte. - Vi besluttede at feie ud og giøre os usynlige. - Hen ad Eftermidda-

g) Løse Trøien, er at pidskes paa Ryggen med Riis; en Straf som skulde mere ansees for Skam, end Straf; da Skolelovene befalede, at ingen Discipel maatte gives mere end 9 Slag paa den høire Skulder; men det gik den Lov, som alle Love, naar de blive gamle. I min Skoletid var Trøieløsning det samme, som Hudflettelse.

[34]

gen fik vi fat paa en Jøde. Uhr og Sølvspender var vores Handelskab. - Jøden tog os ved Næsen; men vi var glade vi fik nogle Penge. - I fuld Fart ilede vi ud af Porten og alle fire paa en smal Kulsviervogn kiørte ud til Fortunen i Dyrehaugen.

Ved god Aftenspise og en Flaske Viin per Mand slog vi nu alle Bekymringer paa Flugten, og vi levede som Herrer, til vi for vore sidste 18 Skilling købte Piber, Tobak og Øl – og i den haardeste Pengetrang satte os ned om et Træ i Skoven – og holdt Raad, hvad der var at giøre ved vore Omstændigheder.

Endelig fandt vi en Kilde – vi skulle om Aftenen nærme os til Byen – og en af os, hvilket Lod traf paa mig, gaae ind til en Bekiendt paa Nørregade, som var Broder til en af os. - Jeg gik da ind i Byen, men faldt just min Fader i Hænderne paa lille Kiøbmagergade – og maatte følge hiem med ham. Hans Irettesættelser vare faderlige Formaninger, at vogte mig for saadanne Udsvævelser i Fremtiden, og paa det ømmeste forestillede han mig Følgerne.

[35]

To Dage derefter bleve mine Kammerater grebne, da de havde lagt sig til at sove under Pedellens Sengelad paa Studiigaarden.

Næste Uge kom de i Skolen igen mod en taalelig Straf; men jeg blev endnu tre Uger borte inden mine Sager bleve bragte i Rigtighed. - Jeg kom sa – og blev straffet med nogle og tredive Slag i Hænderne.

Fra denne Tid af og til Examen ville Wøldike ikke høre os vore Lektier – vi maatte tage til Takke med de nederste Pladser – og betiente os nu for Alvor af vor Frihed – vi spillede Kort under Bordet, indrettede Keglespil, og fandt paa tusende Ting til at ærgre ham. Examen kom – og vi blevne fordømte til at blive noke et Aar under vor Velfærdsfordærver.

Som det gik før, saa gik det nu; dog var Slutningen af 1775 mindre frugtbar paa Forsømmelse og Udsvævelser. Ved Nytaarstider 1776 udgav jeg i Sælskab med en anden Discipel Syngespillet: Tyrkinderne, hvilket jeg altid har udelukket fra mit Arbeide, som jeg

[36]

og i den Henseende troer at have Ret til, nemlig da jeg ikke allene har forfattet det. Dog saae jeg forleden i de nyeste Kiøbenhavnske Efterretninger om lærde Sager, at en af disse partiskhedstinkende Blades indbildtvise Kritiksmidde, forekastede Hr. Instruktør Schwartz, at han i sin sidste Lommebog for Skuespilyndere ikke blant mine Arbeider havde nævnt Tyrkinderne. Hvilken dum Ondskab! værdig for saadanne Uslinger, der, som jeg tilforn skiønt med andre Ord har sagt, nødvendig maae holde sammen, og skrige hverandres Vaas ud for Guddommeligt. Man saae det af en vis Undskyldning for nogen Tid siden, at deres Bevidsthed stod som en tetbeskienket Gilli. Midt i disse uordentlige Tidsrum lod det, ligesom jeg ville begynde at fatte Stadighed – Jeg begyndte igien at tegne Landkort, skrev vel Komedier; men dog meget ofte øvede mig i den latinske Poesie. Med nogle af mine, endnu uforførte Meddisciple indgik jeg Fortrolighed og skyede ganske mine forrige Medudsvæveres Sælskab. De hadede ogsaa mig, hvortil Grunden meest var at det troede, jeg ikke, som før sagt, blev optaget af min Fader paa Købmagergade, da vi søgte Byen efter vor Pilegrimsgang;

[37] men at jeg var gaaet hiem og giort Poenitense; hvilket havde været mig større Ære; end Skam; men det var desværre ikke saa; thi dertil var jeg vist for høihiertet. Otte eller ti ordentlige Discipler bleve tillige med mig enige om at skærpe vore Talegaver, og jeg fik, uden stor Overtalelse min Faders Minde, at vi maatte foretage vore Øvelser paa hans Skole.

Vi anskaffede os et Cathedra efter vores Pung og Leilighed, - Før og efter Talerne havde vi Vocalmusik; da nolge blandt os vare gode Sangere. - De fleste talede theologisk; men dertil var jeg ganske ubeqvem. - Dog i andre slags Afhandlinger ikke uheldig. Men denne gode Sysselsættelse varede kun kort; min ublide Skebne kunne ikke taale – at Mudderet sank i men engang oprørte Kilde. En mærkelig og ulykkelig Forandring forestod mig; og selv en af mine beste Venner virkede haardt imod sin Villie dertil, at jeg midt i May Maaned 1776 forlod Skolen.

Vi havde et Liig at synge til Graven paa Rundekirkegaard; vi gik og sladdrede sammen om et og andet. - Han fortalte mig ganske

[38]

par precol, at han havde læst i Adres-Avisen, at Skuespildirektionen ville antage nogle Elever. - Strax brusede alt mit theatralske Blod; blindt hen blev jeg fra Skolen – og søgte af al Magt at blive Skuespiller, men det bestemte Tal var alt antagen; saa alle mine Bestræbelser bleve omsont. Imidlertid og i det beste Haab om Antagelse havde jeg overtalt min Fader; at tage mit Testimonium vitæ – som Rektor udstædte den 9 Junii 1776.

§.

Hermed var min Skoletid forbi; og jeg ganske uden for Bestemmelse. - Noget skulle jeg vælge. Man foreslog mig at blive Kontorist; men jeg havde aldrig overtalt mig dertil, hvis det ikke havde været Justitzraad Lassen, som skulde være min Kontoirskef og som tillige med at være Secretær i Bygnings-Direktionen var Sekretær ved Skuepladsen. Jeg tænkte, maaskee en milld Skebne, vil føre mig denne Gienvei til destosnarere at naae mit Ønske. - Jeg smigrede mig med de sødeste Indbildninger, og i det gladeste Haab gik første

[39]

Gang, som Volontør, paa Kontoiret den 22 Julii 1776. h)

Naar jeg om Middagen og Aftenen kom hiem derfra – havde jeg intet som forhen at bestille – og kunne uden Frygt for Prygl gaae den anden Dag til mine Forretninger. Jeg havde da nu den ypperligste Leilighed til at digte Komedier – og nogentide efter min Ankomst paa Kontoiret indleverede til Bedømmelse: Slumpelykken i en og Hythino Hevn, eller Hevn uden Ævne, et Herodram i 2 Optoge. Men hvor forbauset blev jeg ikke en

h) I den Tid jeg søgte Antagelse ved Skuepladsen giorde jeg selv tredie min anden Pilegrimsgang. Atter for nogle Udfeielses Skillinger gik Reisen igen i en lukt Vogn til Fortunen. Om Aftenen reiste de andre til Byen, og lovede at komme den anden Formiddag med flere Penge. Jeg fortærede det lidet, jeg havde, til Frokost paa 8 Skilling nær, af hvilke jeg til en smuk Pige kiøbte for 4 Skilling Lillekonval – og gav de andre 4 Skilling til

[40]

Middag, da jeg fandt mig allene paa Kontoiret, og ved at spasere frem og tilbage fik Øie paa en overvættes Pakke Bøger. Min Nysgierrighed drev mig til at aabne den. - og det var da alle til Dom indsendte og forkastede Skuespil. Jeg kastede Øiet omkring i nogle af disse, og fandt dem langt bedre, end mine.

en Hyrde for at tænde min Pibe.Hiem torde jeg ikke komme. - Jeg gik til Helsingøer – derfra til Frederiksborg uden at eie det mindste til Vederqvægelse – saa Nødvendigheden drev mig her til Byen igien. Træt var jeg – jeg gik ned i Asminderød til en Bonde, tog mig en Kavalleer Mine, og leiede Vogn. Den var strax tilrede. Af mangel paa Smaapenge maatte Bonden betale Bompenge. Paa Veien optog vi en gammel Degn, som var ret moersom. Jeg kørte lige til mine Forældres Dør. Bonden blev betalt; og jeg fik en lille Irettesættelse af min Fader, som tvang sin Vrede for ikke at tirre mit uroelige Temparement, og derved opegge mig til nye Udsvævelser.

[41]

Ganske nedslagen kom jeg hiem – og besluttede, at samle nogle flere Kræfter, førend jeg vovede mig ud paa dette Farevand igien, og virkelig i en Tid af 6 til 7 Maaneder holdt jeg mit Løvte.

Imens maatte jeg have noget at Sysselsætte mig med, og nu faldt jeg til den ynkværdigste Daarlighed, og begyndte paa det urimeligste Foretagende. En Eftermiddag ved Theebordet discurrerede jeg med min Fader om et og andet; thi han fandt altid sin Fornøielse i at høre mine Meninger. Jeg havde just i den Tid læst noget i Egedes Beretninger om hans Grønlandske Aventurer; og iblant andet forunderet mig over hans Bestræbelser i Guldmageriet. - Dette kom vi paa tale om, og min Fader brugte net op det Udtryk: Guldmagere ere ligesaa store Narre, som Qvadratursøgere, - Grillefængere. Jeg spurgte ham, hvad Qvadratursøgere var, og han fortalte mig at det blev af alle holdt for Umulighed – at finde Rundingens Firkant eller Circulens Qvadratur – han gik hen blant sine Bøger, og viste mig Skibsbygger Eriksens Problem. Jeg blev opmærksom strax, da jeg saae deri, at

[42]

30000 Pd. Sterling var af det engelske Over-Parlament udsat til Belønning for Udfinderen.

Alle mine ledige Timer anvendte jeg nu paa at lære Mathematik; - ved hver Figur jeg udregnede, giorde jeg Forsøg i Cirkulens Qvadrat: men omendskiønt jeg aldrig kunne troe, det var Umulighed; indsaa jeg dog, at det gik over mine Kræfter.

I dette Aar begyndte jeg at føle meget for de Skiønne; jeg skaffede mig en Dulcinæa; men jeg var hende kuns lidet troe; thi ved hyppige Spaseregange i Kongens Have og Filosofgangen giorde jeg mange smaae Opvartninger – og var ofte lykkelig.

En Vinteraften giorde jeg Kuur hos en velpudset Mamselle, som seilede stolt ned af Vimmelskaftet. Jeg blev vel hørt og paa Begiering at giøre Selskab, takkede hun paa det venligste, tog mig under Armene, og vi spaserede ud ad Amalienborg til. Hun kom til sit Hiem, bød mig op med. Nu førte hun mig i øverste Etage, kom med Lys – skenkede mig et Glas Viin, og bad mig fordrive Tiden nogle

[43]

Øieblikke allene, da hun havde en lille Forretning; siden skulle vi nyde vores Rolighed. Jeg sad der en Klokketime, Tiden blev mig lang, og jeg ønskede mig vel nede paa Gaden igien; - da i det samme en lille Herre kom ind i en Liberieskiole – og spurgte hvem jeg ville tale med? jeg blev forbluffet – og svarede stammende, at jeg havde et Ærende til Jomfruen; men han, som jeg kunne mærke var Mand i Stuen, benyttede sig af sin Rettighed, gav mig, som var næsten stum af Forvirring, et Par vældige Kindheste, og hvordan det gik eller ikke kom jeg hovedkuls ned af den nærmeste Trappe.

Denne Hændelse giorde mig forsigtig; og jeg var temmelig vaerlig efter den Tid i at praje de Smukke. Fire gange min hele Livstid har jeg været paa Punsehuse – og tre gange, med min Kydskhed in salvo, kommen uheldig derfra. Saaledes blev mig den ene gang min hele Kapital, som var 7 Rdlr. frastiaalen af min venlige Punseskænkerske, og siden for Punsens Betaling min Kiole tagen fra mig af Verten, saa jeg maatte gaae hiem om Natten til min Fader med blotte Skiorteærmer. - En anden gang

[44]

kom jeg selvanden ind paa sligt et Sted – og Vertinden blev malicieux, da vi kun drak Aqvavit Sopkener – hun giorde tilsidst Larm, da vi blev forlenge, peeb i Fingeren, paa hvilket Signal de tienstfærdige Vægtere stillede sig uden for Gadedøren – og ved vores Udkomst huggede efter os med Morgenstiernerne, saa vi fandt os upasselige nogle Dage derefter. Den tredie gang havde jug og min Contubernal glemt vores Gadeddørsnøgle, men ikke vore Penge – vi kom i Selskab med nogle Krakilere, og da det endelig brød ud til Slagsmaal værgrede vi os tapperligen; jeg fik ingen Blessurer af min Modkæmpere; men en af Nymferne hængte sig fast i mit Nakkehaar, og Vertinden, en gammel udlevet Rufferske, kløvede min Underlæbe med Skaftet af en Støvekost. Sidste gang gik det best. Jeg kom med en Student i Selskab med to Jomfruer, som vare adelig pyntede. De vare meget tilbageholdende til vi kom til deres Dør, da den ene, som var lidt suurøiet bød os nærmere. Vi gik ind – man spurgte om vi befalede Puns eller Viin. - En Flaske Viin drak vi, og gik – Siden erfarede vi at Manden som bragte os Vinen var den saa-

[45]

kaldede hæderlige Sparknegt. Forresten har jeg altid skyet Punsehuse og Danseboder.

Den 27 Februarii 1777 maatte jeg gaae til Sengs, og faldt i en stærk hidsig Sygdom, og med denne overfaldt mig den heftigste Lyst paa ny at digte Komedier. Jeg begyndte trede Dagen, efter at jeg var gaaet til Sengs at digte Komedien Enkemanden (i 4 Akter paa Vers, og trykt hos Johan Rudolph Thie 1777 koster 1 Mk. I 14 Dage var jeg kommen til midt i 4de Akt.) Det var min Fader, som bedre saae, end jeg selv for Theaterskrupler følte min Svaghed, meget ubehageligt, at jeg endnu var saa forgabet i Verden. Han foreholdt mig, at jeg mere burde tænke paa Evigheden, og jeg maatte, for at føie ham, overtale mig til at lade mig berede til Døden af mine Forældres Skriftefader, som altid, og endnu i denne Time, er mig en modbydelig Mand. - Sandt er det, jeg tvang mig virkelig til at overdrive mine Kræfter; men jeg kunne ikke stanse min Lune. Bordet til Beredelsen var sat til Rette – en fin Serviet beklædte det, og Lysene stod alt – og ventede paa Præsten, da jeg endnu laae og skrev; og

[46]

just paa den Linie: Nu er vi samlede, nu fattes vi kun Manden. Da man, alle slagen af hellig Ærefrygt raabte: at Præsten kom. Jeg ville da i Hast gemme mit Skrivertøi; men blev saa uheldig ved dette Hastværk, at velte Blekhornet over Servietten. Fruentimmerne som vare tilstæde maatte da holde Præsten med Snak, til min Moder i største Iil og Forvirring fik lagt en reen Serviet paa Bordet. Præsten qvalte mig derpaa med en kold Bevægtale, forrettede sin Pligt, og til min største Glæde, gik bort. Strax fik jeg mine Skriversager frem igen, og skrev: Ei min Hr. Bedemand, det vil gaae ind i igien. Ikke mere; - thi strax derpaa overfaldt mig en Mathed, i hvis Lenker jeg maatte ligge Natten over til hen ad Dag – Man tvivlede ikke om, det jo var Døden; men til alle Mines Forundring fandt jeg mig op ad Dagen saa stærk, at, man ei kunne overtale mig til at blive i Sengen. - Et Par Timer ravlede jeg om paa Gulvet – ud i Gaarden, og tog saa megen frisk Luft – at jeg ganske forkiølet maatte sge Sengen igen – Alle havde overgivet Haabet om mit Liv, uden jeg selv. - Nogle Dage efter sluttede jeg min Komedie og 3 Uger

[47]

derefter var jeg i den Tilstand, at jeg uden Fare kunne spasere ud i Byen.

Strax efter min Udkomst overgav jeg Theaterdirektionen mit Stykke; med Ansøgning om at blive Skuespiller, thi Contoirlevnet var mig fortredeligt, (jeg har altid været ækel over at være andres Kopismører.) Man roste mit Arbeid, især for Poesiens Flydenhed; men Skuespillere kunde de ikke paa den Tid antage. Jeg blev det da ikke den gang, men fik en Rolle paa en større Skueplads, og traade frem, som Corporal.

§.

Virkelig, min Tilstand var yderst forvirret. - Jeg føelte nu Tabet af den Ungdoms Tid, jeg mestendels havde spildt i Skolen – Nu kom sildig Fortrydelse – og for øm var jeg til at bebreide – min Fader den Ligegyldighed, som jeg nu sporede hos ham, og hans forrige Ubevægelighed mod alle mine bønfulde Forestillinger, om at komme bort fra det ulykkelige København og i en anden Skole. Ja jeg forsikkrer at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle foretage

[48]


mig; og neppe hvad jeg foretog mig den Dag – jeg blev Soldat; - men hvo kan løb fra sin Bestemmelse?

Det havde alt været got endnu, havde jeg kuns faaet Offiserer, som nogenledes havde lempet sig efter min Karakteer og Ungdom, men først kom jeg under en Mand, som havde to Egenskaber tilfælles med Achilles, han var inexorabilis & acer, han kiendte virkelig en Soldats Pligter; men indskrænkede dem saa snevert inden for Pedanteriets Palisater, at de maatte blive latterlige for enhver, som havde mindste smule Vid og Tænkekraft. Efter at han ved første Samtale havde fortalt mig alle Straffe en Soldat ved Udskeielser var udsat for, lod han mig vide, at jeg maatte ansee ham for min Herr Gott. Jeg har siden tænkt ved dette formastelige Udtryk, at en Underoffiseer da i det ringeste maatte være Mellemting af Engel og af Fæ. - Thi om jeg endog tilstod ham en Engels Rang, hvor dybt maatte jeg da ikke see ned til mine Underhavendt; men om jeg skønt siden har fordret samme Lydighed og Ære af mine Undergivne, som jeg selv har viist mine Foresatte, troer jeg dog – jeg saalænge jeg

[49]

har tient min Konge, har opfyldt Mellmtingens Pligter mod enhver af dem, som har staaet under min knudrede Kommandostav.

Da jeg slap – min Herrgott, den 1ste September 1777 kom jeg under en Cato; men, som jeg maae tilstaae, virkelig formestedelen, nogle gange undtagen, opførte sig mod mig efter min sande Fortieneste; og under ham forblev jeg til den 26 Sept. 1778.

I dette Tidsrum har jeg truffet det enfoldrigste Menneske, som jeg troer kunne findes. - Han var i samme Stand, som jeg, og kom ofte til mig. - En Dag, da der var Brøndgravere i mine Forældres Gaard, havde de maattet sætte et Par Giæs og nogle Høns op paa Loftet, som var lige over mit Kammer. Han kom just til mig. - Efter nogen Samtale hørte han disse Kreature traple om oven paa. - Strax troede han, det var Fanden. - Min Fader gav mig skikkelige Lommepenge, saa jeg altid var ved Skillingen. Han yttrede da for mig, at han troede, jeg havde med den Onde at bestille, og at han selv havde Lyst at træde i Forbund med ham. - Jeg prøvede

[50]

hans Enfoldighed; - men det ville blive formasteligt at fortælle.

Den 26 Sept. 1778 altsaa – forlod jeg min Cato – da jeg paa Begiering havde faaet Tilladelse at prøve min Lykke ved det fynske Regiment, som den 1ste October blev oprettet, og skulle garnisonere i Slesvig. Jeg reiste da i Følge med en Officeer og over 40 Underofficerer derhen. I Colding mødte mig en besynderlig Hændelse; her er den:

En vis Razoux blev tilligemed mig indqvarteret hos en munter Skomager. - Der var just Marked Dagen efter vor Ankomst, hvortil endeel vare sammenkomne. - Ligefor vort Qvarteer var et Vertshuus, som vrimlede af Markedsgæster. Vi yttrede for Skomageren den Lyst vi havde at hverve – han skyndte til og laante mig en gammel af sine Sartouter. Min Undermundering beholdt jeg paa. - Mit Haar kæmmede jeg ud, og fik en Messing Krumkam deri – paa Hovedet en bred jydsk Hat – og paa Benene et Par plompe Støvler. - Nu var jeg da eqviperet som Markedsgæst – jeg gik over i Huset, Ra-

[51]

zoux og nok et Par andre af vore Kammerater kom – De vill skienke rundt; men ingen uden jeg, som stillede mig an beskiænket, drak med dem. Jeg lod mig hverve uden mange Omstændigheder – Nu blev endeel af de andre Markedsgæster bekymrede for at faae mig bort – fra Hververne – Pigerne kom om mig – og ville have mig ud af Stuen; men jeg ville ikke lade mig overtale. Jeg blev da revet saalænge omkring imellem dem til Sartouten gik op – og de fik min Soldater-Undermundering at see. - Nu blev Fanden løs – og Prygl regnede ned baade paa mig og de andre, hvorvel vi slog godt fra os – Jeg fik et Par blaae Øine. - Vi gik bort – jeg gik til Sengs; men de andre gik hen, og fik flere med sig. - Nu styrtede nogle og 20 Underofficerer ind blat Jyderne – som fik Legen betalt, og inden Midnat havde de to Rekruter, hvilke dog inden de vidste et Ord deraf – bleve usynlige.

Den 11 October kom jeg til Slesvig. Jeg har altid været en slet Oeconomus, saa det de 3 første Uger gik mig meget maadelig det, og, skønt alt andet bifaldt mig, ønskede jeg dog

[52]

saasnart jeg manglede Skillingen, at jeg sad bag min Moders Kakkelovn.

Ret tilpas fik jeg en lille Missive af 5 Rdlr. fra Kiøbenhavn, og det en Aften, jeg gik i dybe Tanker, og skrev Vers, for at forslaae mine Griller. - Det var til al Lykke et skyllende Regnveir, saa jeg ikke gad gaaet hen i mit Standqvarteer, som var et optrækkersk Spillehuus hvor jeg ellers hver 5te Dag offrede det meste af mine Tærepenge. Jeg gik da ned til min Vert, som 42 Aar havde tient Kongen, og nu ernærede sig ved Handelskab, og levede forresten godt og rolig paa sin Alderdom. - Jeg gav Penge til en menageerlig Punsch, og under Udømmelsen tingede mig for en meget billig Priis i Kost hos disse gamle Folk. Jeg fik siden maanedlig mit visse Tillæg fra mine Forældre – og levede den øvrige Tid, jeg opholdt mig her, baade ordentlig, sparsom og godt.

Mine Foresatte vare mine Venner, og havde jeg villet blive en kort Tid endnu ved Regimentet, havde jeg baade ypperlig Rekommendation og de paalideligste Løvter, at blive

[53]

pladseret, som Lieutnant ved Regimentet; men Lyst til at fortsætte mine Studeringer giorde dette til Intet. - Man kunne ikke overtale mig til at oppebie den visse Hæder. - Hans Durchlautighed Prinds Carl forudsagde mig selv min Skebne; men – jeg maatte, og skulle stil Kiøbenhavn for at blive ulykkelig paa ny; fik da Afskeed den 16 Martii 1780 efterat jeg havde tient, som Corporal og Foureer i 2 Aar og 9 Maaneder.

Min dramatiske Muse var mig ogsaa der i Hælene. Jeg digtede i Sommeren 1779 et herokomisk Stykke i Vers, som jeg kaldte Skorsteensfeieren, og siden i Anledning af Fanernes Indvielse: Dragens Fest, et høitideligt Syngespil, hvilket, uagtet det kun blev læst i Manuskript, skaffede mig stor Yndest.

Jeg kan ved denne Leilighed ikke undlade at fortælle Hans Høifyrstelige Durlautighed Prinds Carls fortreffelige Egenskaber til at vinde Soldaternes Hierte. Et Par Dage efter Fanernes Indvielse anrettede han en Fest; det var en almindelig Glædesdag – Det Markgrevelige Palais var bestemt hertil – Office-

[54]

rerne spiste til Middag ved Prinsens Taffel. For Underofficererne var indrømmet en Sal paa Palaiet, og for de Gemene var ingen anden Leilighed, end en stor Stald, hvor Krybberne vare borttagne. Disse fik god borgerlig Spise – Øl og Brendeviin, Piber og Tobak i Øverflød – og efter Spiisningen var det enhver tilladt at fornøie sig efter Behag. Paa den store Plads uden for Palaiet var Dans – og uden Persons Anseelse maatte de fornemste Ministre dandse med Soldatkonerne. Denne Scene endtes med almindelige Fryderaab – og da det mørknede gik hver hiem til Sit med det taknemmeligste og gladeste Hierte.

Dagen før denne Fest skulle 3 Desertører (hvilke jeg havde indbragt, og nød til Belønning 4 Rdlr.) gaae gennem Spidsrødderne. Prindsen selv kom til Executionen, han befoel, at de med blotte Rygge skulle gaae gennem Rækkerne; men at ingen maatte slaae – og det meest for at endog disse Forbrydere skulle tage Deel i den bestemte Glæde – Hvilken sand Høimodighed! - Var denne store Mand ikke skabt til at vinde Alles Tillid og Hierter?

[55]

Dagen efter min Afskeed – giorde jeg min sidste Opvartning hos min Compagnie Chef. Hr. Major, nu Oberst Lieutenant v. Hein, - der nødig mistede mig; og havde iort alt mueligt for at befordre mit sande Vel – og den 21 Martii om Morgenen Kl. 6 gik ombord paa et Skib, som just laae seilfærdigt til København, og denne min ulykkelige Fødebye saae jeg da igien den 31 Martii 1780 efter halvandet Aars Fraværelse.

§.

Nu var min faste Beslutning, at fortsætte mine Studeringer, og jeg føelte virkelig de sandeste Drivter dertil; men det gik mig nu, som altid, naar jeg begyndte at ville gaae frem paa en god Vei, skulle stedse en Forhindring lægges mig i Veien.

Henimod 14 Dage efter min Ankomst hertil Byen mødte mig paa en Spaseretour, en af min gamle Bekiendte, som havde nogen Indflydelse paa Theatret. Han vidste at jeg længe havde dyrket Skuespil-Videnskaben, og ved at rose Hr. Kammerherre Warnsteds Redelighed

[56]

og Indsigter raadede mig til at gaae til ham og forevise ham noget af mit Arbeid. Jeg tænkte maaskee det kan hielpe – maaskee jeg kan blive saa heldig, at faae et Stykke opført og ved den Leilighed faae mere Styrke til min Hensigts Opfyldelse.

Jeg skrev da strax Skorsteensfeieren og Dragens Fest paa Reent, meldte mig hos bemeldte Hr. Kammerherre den 17 April 1780; og blev venlig modtagen. Han lovede, at gennemlæse Stykkerne og bad mig, at komme igen om 14 Dage.

Men næste Dag lod han mig kalde og yttrede stor Fornøiesle over mit Arbeid. Da han fik at vide at jeg havde forladt Soldatstanden, og for værende Tid var uden Vei, spurgte han mig om jeg kunne spille noget Instrument, da han ville indsat mig i Orchestret; men da jeg var nødt til at svare nei, spurgte han om jeg selv havde Syngestemme? Jeg lod mig forlyde, at jeg smigrede mig med, den ikke var ganske ubeqvem for Theatret. Jeg blev Dagen derpaa prøvet af Hr. Syngemester Potenza, og min Stemme var efter mit Haab.

[57]

Hr. Kammerherren forsikkrede mig derpaa med Haand og Mund, at jeg kunne fæste fuldkommen Tillid til Theatret. Jeg forlod mig og ganske paa hans Forsikkringer, og af alle Kræfter arbeidede jeg paa ny Skuespil. I Junii og Julii digtede jeg Lystspillene: Den forsigtige Fusentast og Tossen fra Landet eller den plompe Ærlighed, i) begge paa Vers. Jeg leverede dem til Hr. Kammerherren. Min Prøverolle for Direktøren var Stryanges i Zarine. Fra 1ste Augusti 1780 blev jeg antagen, som debuterende Eleve og nød maanedlig af Theatret 10 Rdlr. Den 20 October begyndte jeg at gaae paa Syngeskolen; men blev kun ved i 3 Uger, da Syngemsteren og de ældre Sangere daglig vare overmaade sysselsatte med at oversynge Musiken til Operaen Armida, som til Kongens Fødselsfest 1781 skulle opføres. Den 8 December giorde jeg første gang Prøve med Trupen som Mag. Rosiflengius. Sidst i

note) Tossen fra Landet, Komedie i 3 Optoge, trykt 1780, sælges hos Bogtrykker Simmelkiær paa Adresse-Kontoiret for 16 Sk.

[58]

Aaret 1780 udgav jeg Freden til Fredensborg k) og til Kongens og Kronprinsens Fødselsfester 1781 digtede jeg og lod trykke 2 latinske Vers. I Vinteren 80 og 81 debaucherede jeg stærkt i Rødviin og Puns, svækkede mig meget selv ved Nattevaagen, saa jeg i Februarii 81 blev angrebet af Gigtsyge. Efter en Aareladning, fik jeg i 36 Timer 36 Camphorpulvere; som nær havde giort mig rasende. En Qvaksalver, som nogle gange havde været i Selskab med min Fader – blev derpaa antaget at helbrede mig – han paastod, at det ei var Gigt; men at jeg havde brukket et lille Been i Haandledet. I 6 Uger laae jeg under hans Kuur og blev Dag for Dag verre. Endelig blev jeg af en Mand, som forstod sin Kunst, fuldkommen reddet, og kom til min forrige Sundhed igen efter en 14 Dags Tid.

Nu skrev jeg Inqvistionen i Zaragoza, et rørende Skuespil i 5 Akter. Klokkeren fra Jylland, eller Manden som slaaer sig fra Verden, Lysspil i 5 Akter l) omarbeidede Skor-

k) Trykt og sælges hos Simmelkiær for 6 Sk. note) Klokkeren fra Jylland blev i Foraaret

[59]

steensfeieren til et komiske Syngespil, og Portneren uden Syn og Mæle som jeg siden giorde til en komisk Fortælling, og indsatte den i mine muntre Luner og komiske Fortællinger m).

Den 20 Junii 1781 viiste jeg mig første Gang paa Skuepladsen i det kongelige Herskabs Nærværelse, som Lictenau i Subordinationen, og den 15 October derefter debuterede jeg for Publikum, som Herren af Mazures i Landsbypoeten.

1782 opført af et privat Selskab, og vandt menigt Bifald (tilligemed Fægterne, Komedie i 1 Akt, skreven 1780) og blev trykt 1783, hos F. W. Thiel paa Amagertorv No. 4 hvor den sælges for 24 Sk.

m) Af muntre Luner og komiske Fortællinger, trykt 1782 er Oplaget udsolgt. Besyndeligt det første Hæfte af dette Skrift, tilligemed Skuespilleren bleve hævede ved Roes til Skyerne af Resensenterne, siden har de revet alle mine Skrivter ynkelig ned.

[60]

Ved denne min Debut kabaliserede nogle unge Menneske af et vist Selskab imod mig. Aarsagen, saavidt mig er bekiendt, og alle paa den Tid vare enige om, var, at jeg havde svaret en vis Z... af deres Anhang paa en grov Satire i Anledning af Evalds Død. - Jeg havde været temmelig haard imod ham, det nægte jeg ikke; men da han net op var kommen fra de norske Fielde og tittet ind i Dannemark, og alt torde vove at spotte en Digter, som i 16 Aar havde havt fælles danske Nationers Bifald, satte det mig i Iver, og jeg holdt for, at ingen Pennestraf kunne være haard nok til ham.

At Kabalen var mod mig og ikke mod mit Spil, viiste disse Fyre selv tydelig, da de begyndte at hysse forend de saae mig – og hvor opbragte de var mod mig, torde de dog ikke gaae videre, end vise Piberne. Jeg loe virkelig ved mig selv af saadanne Drengestreger. - Jeg havde kuns en Scene i 1ste Akt, og da jeg gik ud, klappede og bravoraabte Mængden af Parterristerne. Da Dækket var falden, kom alle Theatralisterne om mig. Nogle ville sætte Mod i mig, og Mod fattedes mig vist ikke – nogle

[61]

raadede mig, at jeg ei mere skulle træde frem. - Dem loe jeg af, og spurgte om Aarsagen. - Nogle ynkede mig, andre roste mit Spil overdreven. - Endelig kom Hr. Kammerherren ind paa Theatret, og spurgte, hvorledes jeg var tilmode? jeg svarede ham, at jeg var i samme Humør, som da jeg hentede mine første Debutpenge – og Mande, som virkelig ville mit Vel, gik tilfreds op i sin Loge igen.

I anden Akt vare de pibeforsynede Smaadrenge langt roligere – og i tredie Akt hørte man slet intet til dem. Da Stykket var til Ende forsikkrede Kammerherren mig i nogle Aktørers Nærværelse, at jeg havde spillet upaaklagelig; og jeg haaber, enhver, som saae mig debutere, skal tilstaae, at denne Cabal satte mig slet ikke ud af min Contenance; men at jeg var den samme efter at Stykket var forbi, som jeg var, førend det begyndte.

Jeg er i stor Uvished om hvad jeg skal dømme om Theatrets Opførsel imod mig efter denne Tid. Noget nær var jeg sværtet for Over-Tilsyns-Kommissionen; thi man lod mig kun træde frem i smaae og ubetydelige Roller. En-

[62]

delig fratog man mig Lictenaus Rolle i Subordinationen, og tildeelte mig den gamle Commandeersergeants. Hr. Gelstrup skulle spille Lictenau; da han som enhver Skuespilsøger er bekiendt, er heldigere i at spille gamle Mænds end ung eller midaldrende Kavaller Roler; og hvorvel jeg skilte mig ved den uden Trupens Skam, blev dette dog mit sidste Optrin paa Skuepladsen. Fiorten Dage derefter gav man mig min Afskeed; omtrent midt i Martii 1782.

Nu havde jeg da faaet min Lyst styret ved Theatret. Det var virkelig en giengieldende Betaling med Renters Renter for mit ubesindige Løvte, ved min Undertrykkelse i Skolen; Af Skade bliver man klog siger Ordsproget; men jeg blev ikke klog af min Skade denne gang, som man nærmere siden efter skal erfare.

I Vinteren 1781 og 82 freqventerede jeg Hr. Professor Badens Collegium over det danske Sprog – Hr. Professoren oplæste hver Aften den sidste Time Skrivter, som en eller anden af Kollegianterne indsendte. Jeg prøvede der ogsaa mit Held, og med eenstemmig Bifald

[63]

blev af mine Arbeider oplæst – Skuespilleren i K*** eller Dosmeres Fordomme n) Fastelavns Mandag eller Ridderspillet paa Amager 0) begge komiske Fortællinger, og det 1ste Optog af Sørgespillet don Nicolo.

Nu var jeg igen uden Vei, og dobbelt ilde faren – Jeg havde vovet mig for langt frem paa den store Skueplads, saa jeg nu ikke kunne overtale mig til, at giøre en mindre Figur, end forhen. Mine Skrivter betalede sig godt; men Indkomsterne var dog ikke klækkelige, og i den Tid, jeg stod paa ringe Gage ved Theatret, havde jeg, i Haab at kunne betale, naar mine Omstændigheder ved Gageformerelse, blev forbedrede, sat mig i henimod 300 Rdlr. Gield.

Den 11 Junii 1782 betalte min Fader Naturen sine Rentepenge; og mine Kreditorer troede vist, at jeg efter ham fik saamegen Arv, at jeg kunne betale min Gield. Jeg fik nogle

n) Trykt hos Horrebow 1782; men Oplaget udsolgt o) Indført i muntre Luner.

[64]

Stevninger. Næsten var jeg sindet, at antage hans efterladte Skole, og mange søgte at ovetale mig dertil; men deels frygtede jeg for, ved denne Overgang at blive latterlig, deels og fornemmelig for Slutteriet; hvortil jeg ogsaa havde meget god Grund. p) Net op 32 Rdlr. og nogle Mk. og Sk. bleve betalte til en af mine Kreditorer – og af disse Penge skulle jeg endda blive Stervboet 12 Rdlr. skyldig. Halvtiende Maaned maatte jeg kampere i Stadens civile Arresthuus, hvor en Hændelse mødte mig, som jeg ville kunne udslette af mit Liv.

En lille Snitser kom mig til at giøre en lille Tilsætning og en kaad Forandring i en ny Psalmebog. - En Medarrestants Enfoldighed og en vis geistlig Mands utidige Nidkierhed giorde dette strax bekiendt for Øvrigheden. Kort at sige: Jeg blev stillet for Forhør i Arresthuset; og næst Hans Majestæt Kongen har jeg – to Mænd at takke, at Udfaldet ikke blev som man spaaede i Byen.

p) Efter min Faders Død blev Prokurator Wosemoese min Kurator og Præsten

[65]

I Arresthuset skrev jeg Lars von Larsen eller den jydske Ulysses, et Heltedigt q) og udgav En dansk Mands Sang i Nordmandsdalen. r)

Forresten var jeg saa lykkelig at jeg ingen Mangel leed, og at jeg tilsidst fandt mig mere fornøiet der, end om jeg havde været Herre over min Frihed. Jeg informerede en arresteret Skippers Søn i Latin, Geographie, Regning og Skriven, og havde hos ham alt, hvad jeg behøvede til min Nødtørft.

Den 21 May 1783 fik jeg min Frihed; men da jeg kom ud, vidste jeg ikke selv af Glæ-

Saxtorf min Moders Langværger. Samme Dag, jeg første gang blev arresteret for Gield, skulde min Faders Huus sælges; og Møblerne solgte man just den Dag, jeg anden gang blev arresteret. - Var det ikke besynderligt? q) Trykt 1783 og sælges hos F. W. Thiele for 24 Sk. r) Trykt 1783 og sælges sammesteds for 6 Sk.

[66]

de og Forvirring hvor jeg gik hen – og endnu i 3 a 4 Dage derefter skød jeg ingen Gienveie.

Jeg arbeidede nu paa Forliig med mine Kreditorer, og fik det ogsaa maget saaledes, at jeg kunne gaae sikker fo Stevning og Arrest.

Strax efter min Udkomst udgav jeg Landofficerene, Komedie i 5 Akter. s)

Nu maatte jeg leve meget indskrænket, og sat mig ei heller synderlig i nogen videre Gield. Ganske uden Kredit kunne jeg umulig leve. - Det meste jeg fortiente var ved at skrive Lærebreve – og giøre Leiligheds Vers. Hen ad Nytaar 1784 vandt jeg endeel paa Sange for det smukke Kiøn med Musik af Dresler. t) og strax derefter endnu mere anseligt paa fri Oversættelse af Horazes Digtekunst

s) Hos F. W. Thile for 2 Mk. t) Hos Sønnichsen i Adelgaden No. 308 for 1 Rdlr. (til Skriftet er 12 Node-Kobbere.)

[67]

med dramatiske Anmærkninger. u) Ogsaa noget paa Bibliothek for Skuespil og Musikelskere. v) Kong Ingild, eller Frode den 4des Hevn, Sørgespil i 3 Optoge. x) Harald den 3die. y) og Roses Minde. z)

De Forandringer, som forefaldt ved Hoffet i Foraaret 1784 havde ogsaa Indflydelse paa Skuepladsen. Overtilsynskommissionen gik af og Overhofmarskallen Hans Excelence Hr. Geheimeraad Numsen blev allene overdragen Overopsynet. Jeg tænkte ved denne For-

u) Hos J. R. Thiele i store Helliggeiststræde No. 150 for 24 Sk. v) Hos Sønnichsen for 2 Mk. I dette Bibliothek har jeg været Recensent af Bitterhed, og skiønt jeg sagde nogle vigtige Sandheder; fortrød det mig dog strax efter at jeg var bleven til et af de Kreature, som jeg selv har svoret bestandig Foragt for deres Partiskhed. - Helst de Berlingske Smaasiæle. x) Hos Sønnichsen for 1 Mk. y) Hos Sønnichsen for 10 Sk. z) Hos Sønnichsen for 8 Sk.

[68]

andring, som jeg længe havde ønsket, at prøve mit Held, om maaskee jeg kunne til Hielp for mine Omstændigheder faae et Skuespil opført. Jeg søgte Audience hos Hans Excellence, fortalte ham min forrige Theaterskebne og leverede ham Kong Ingild til Giennemlæsning. Dog giorde jeg mig aldeles intet Haab, hvilket jeg og lod mig forlyde med, at faae det frem; deels fordi det allerede var trykket; deels fordi det ville koste for anseligt til Klæder og Dekorationer. Men nogen Tid derefter indsendte jeg til Doms: Skorsteensfeieren, som jeg nu trede hang havde omarbeidet. Hans Excellence lovede mig at det skulle blive strax hensendt til Bedømmelse, og da jeg blottede mine Omstændigheders Svaghed, at en hastig Dom var mig nødvendig, a) lovede han mig, at Bedømmelsen ikke skulle opholdes; og at jeg i det seeneste inden Michelsdag skulle faae Stykkets Skebne at vide; men det drog hen over Tiden. (Hr. Lem var villig at komponere Musiken der-

a) Jeg var tilsinds, hvis mine Theaterarbeider denne gang mislykkedes, i Efteraaret at reise til Petersborg, og tage Krigstieneste.

[69]

til) Imens havde jeg sammenskrevet: Velanstændigheden, Lystspil i 5 Akter, og i Oktober indsendte det ligeledes til Dom. Dette Stykke var saaledes indrettet, at det ei kunne koste Theatret det mindste – og da det var uden Sang – haabede jeg, at, da det maatte drive hen med Skorsteensfeieren til en anden Vinter jeg da skulle faae dette frem, og derved see min Tilstand forbedret; men mit Haab var forgieves.

Jeg blev ganske mismodig, og det, som formerede mit Uheld, var at jeg just i Sommeren 1784 var bleven bekiendt med en ypperlig Pige; daglig omgang udbrød til Kierlighed, og min Ømhed blev ikke miskiendt.

Nogentid efter vor Bekiendtsakb indfaldt en besyndelig Hændelse. - Jeg pleiede hver Morgen at aflægge et Besøg hos hendes Broder, som var og er endnu min Ven. Nogle Dage blev jeg – modtagen med yderste Koldsindighed, ja en Stolthed som nærmede sig til Foragt. - Jeg blev mere end theatralsk utaalmodig; - og blev derfra. Broderen kom til mig – jeg yttrede for ham Grunden til min

[70]

Nedslagenhed, da jeg ikke vidste paa nogen Maade at have fortørnet min Pige. Men paa en Spadseretour med hende udlokkede han Aarsagen:

En gammel Hex af Smedekierling var Vertinde i Huset, - og dette Kreatur, som havde mærket god Forstaaelse imellem os, havde afmalet mig for hende med de sorteste Farver. - Dog havde hun ikke havt andet at bevise det med, - end at engang, førend Jomfruen med hendes Moder var kommen her til Byen, hendes Broder og jeg en Dag var kommen ind fra Jægersborg – og havde ladet en Pige hente til os for Tidsfordriv. Næsten i 3 Maaneder undsaae jeg mig at komme for min Elskedes Øine, dog trøstede jeg mig ved – Amantium ira est amoris integratio. Midlertid fortalte jeg i Fortroelighed alt dette til min Sovekamerat W- han, som var og er endnu en flygtig Elsker, raadede mig at slaae Pigen af Tankerne, og allene søge at hevne mig eftertrykkelig paa Smedekiærlingen. Glemme min Siel kunne jeg ikke; men til at hevne mig paa vor Splidsætterinde, var jeg strax tilrede – kuns det skulle skee paa en net Maade. W. er

[71]

riig paa Opfindelser; han opspandt en Hevn, og den var nydelig. - Selv iværksatte han den: og udførte sine Sager vel. - Med to Breve gaaer han en Aften i Tusmørket selv hen til Hexen, hvis Mand nylig var død, - og med en vild Mine traadde ind i Stuen, der var rædsom nok formedelst de endnu næsten ganske tet sammentrukne Sørgegardiner – han fordrede med Myndighed – Lys, og at tale med hende i Eenrum. - Hun blev ganske forplumret – og vidste neppe at svare, dog besørgede Lys – og endelig overtalte sig til at være med han nogle Øieblikke allene.

Nu tog han Brevene op af Lommen, hvor af det ene, som skulle være til ham selv, var brækket. - “I dette Brev” sagde han, “har min Ven, kort for sin Død, paabudt mig, at gaae hen til hende med dette, og læse det for hende. - Jeg kom ud i Sølvgaden, hvor hans Logie var, jeg saae Gaden vrimle af Mennesker – jeg gik op paa min Vens Værelse – men fandt ham svømme i sit Blod. - Det er Lyche, ham, som hun ved sin Løgn og Sladdervurnhed har skilt ved sin Piges Kierlighed. Han er derover fortvivlet, han har skudt sig

[72]

ihiel.” Nu slog hun Haand i Haand, - hun begræd sin Forbrydelse; - mens han forelæste hende et frygteligt Brev, at hvis hun ei strax gik til min Pige, giorde Afbigt, og tilstod at hun havde løiet, skulle hun blive plaget Dag og Nat, og skrækfulde Skygger, stedse svæve om hende.

Derpaa gik han hiem, vi gottede os over denne Komedie, og drak os en god Bolle Puns; men jeg har ikke erfaret, og spørge derom har jeg ikke villet; hvorledes Udfaldet er bleven. Der gik endnu en 5 til 6 Uger hen, at jeg ikke lod mig see hos min Elskede. Endelig kunne jeg for Længsel ikke bie længer. En Aften gik jeg derhen, spurgte om Broderen, som jeg dog vidste, ei var hiemme; man bad mig bie – og jeg slog en Sladder af om Stadens Nyheder, og Veirliget paa den Aarsens Tid etc. - Nogle gange derefter kom jeg, og talede i lige Materier. Det indfaldt just i samme Tid, at et kongeligt Liig skulle udføres, og Liget just kiøres giennem den Gade, hvor min Pige og hendes Moder boede. Jeg kom derhen tidlig om Aftenen, Broderen var hiemme, og vi ville gaae ud sammen at see os lit om. Man tilbød

[73]

mig Plads for Vinduet; men jeg takkede ærbødigst og gik ned ad Gaden med ham. - Jeg mærkede, han selv ville hen til sin Dulcinæa; og derfor tog snart Afskeed fra ham. - Jeg betænkte mig, gik tilbage igen – bad om Tilgivelse, for min Uartighed i at afslaae deres Tilbud, men da Gaderne vrimlede af saa megen Pøbel, tog jeg mig igen den Frihed, og bad om Tilladelse at benytte mig af den tilbudne Plads. - Min Pige stod allene i et Fag Vindue. - Jeg søgte strax Plads hos hende – vi kom i en stille alvorlig Samtale, jeg fik Aflad for mine Synder – og vi fornyede vor forrige Fortroelighed. Hvor glad skiltes jeg ikke fra hende. Jeg gik hiem og hun besielede mig, at skrive Nytaarssangen til Cenie, som findes i Nyt og Gammelt Pag. 23. b)

Men strax i Aaret 1785 forandredes mine Omstændigheder. - Et Tab af 60 Rdlr. i et forvovent Spil udsatte mig ganske af min hidtil holdte Balance, og jeg saae mig nødt til, paa nye at gaae i Soldatstanden; dog fandt

b) Gammelt og Nyt, trykt hos Horrebow 1786.

[74]

jeg ogsaa Lyst og Drivt hertil, da jeg ville henhøre til en vis og hædret Klasse i Staten.

§.

Den 17 Januarii 1785 tog jeg Tieneste ved Hans Kongelige Høihed Kronprinsens Regiment – og i den Tid jeg har staaet derved kan jeg oprigtig forsikkre, har jeg idelig været fornøiet med min Tilstand. Jeg vil altsaa ikke tale vidtløftigere om min soldatiske Periodus.

1785 i Julii Maaned udgav jeg det første Hefte af Balthazar v. Weltenheim. c) Derpaa i Augusti – en Sang til mine Landsmænd. d)

1786 i Januarii udkom v. Weltenheims andet Hefte med 2 Kobbere, hvoraf det sidste til Pag. 77 er Pedent til det, som en opbragt Nar lod forfærdige i Anledning af Welten-

note) Heraf er første Oplag udsolgt; men nyt Oplag besørget. d) Udsolgt.

[75]

heims 1ste Hefte. I Augustii h. a. udgav jeg 3die Hefte, som slutter første Deel. e)

I nærværende Aar er endnu, foruden Ugebladet Gammelt og Nyt udkommen af mit Arbeid: Den engelske Vogn, et komisk Heltinde Digt f) Bachus paa Frierie eller Drikkegildet i Valhalla, og Frisøren Lars Jochumsens Lovsang i Valhalla over Puderqva-

e) Trykt hos Höcke, og sælges hos Boghandler Hegelund i store Færgestræde No. 37. for 1 Rdlr. f) Dette blev trykt mod min Villie; jeg havde ladet det ligge hos Skoleholder J. H. Lehnert, som var saa god at besørge det trykt til sin Fordeel; og, uformuende til at rette en Correctur, var endnu Aarsag til at det blev fuldt af bestialske Trykfeil. Ex. de Linier paa 7de Side: Nipprer enge Fru Camilla – Paa sin lette Taaspids Fod – End en Stine veed at dreie – Sin pampussiseerte Fod. - I mit Manuskript stod tydelig: Nipprere ei Fru Camilla – Paa sin lette Taaspids stod,

[76]

stens Lyksalighed paa Guds grønne Jord. g) Dette satte en vis Haarskærer Schwindt mod mig – Han skrev et Brev til den blaarabattede Sigvard, hvilket jeg var nødt til at besvare; men hvor liden Føie han havde til at tage sig deraf – viser Slutningen i mit Svar til ham h) Tilsidst har jeg udgiven Satiren, Den ved sin Mands Bortreise lykkelige Kone i) og slutter nu min første Periode, som

End vor Stine veed at dreie – Sin pampussiseerte Fod. Ligeledes malede for melede Heltinde – Lynsnor for Lynsnar. - Aktæor for Aktæon – Tingsted for Tingstud, og mange flere. Nota. Til den engelske Vogn eller Madam Diabels Dyder, hører endnu en Satire: Hestene til den engelske Vogn eller Madam Diabels Hanekamp, som vel er færdig, men ei trykket. g) Skreven 1782 og 1783, trykt 1786, og sælges hos Horrebow i store Fiolstræde No. 204 for 10 Sk. h) Hos Horrebow for 6 Sk. i) Hos mig selv i Viingaardsstræde i Smedensgang No. 126 for 4 Sk.

[77]

Forfatter med dette Skrivt. Ikke at forstaae jeg ganske nedlægger Pennen, men, om jeg end fortsætter Weltenheim giør jeg dog en betydelig Vending i mine herefter udarbeidede Skrivter.

Adskillige Gange efterat jeg sidste Gang kom i Soldatstanden, har jeg anmodet Hans Excellence Hr. Geheimeraad Numsen om at faae Bedømmelse paa mine i Junii og Octob. 1784 indsendte Skuespil. Jeg har endog fordret dem med Alvorlighed; men de ere blevne mig nægtede. (derom en anden gang.)

Endelig – da Skoleholder Lehner, sidste gang jeg saae ham, overfusede mig med Grovheder, og beklagede sig, at han overalt, hvor han kom paa offentlige Steder, Viinkieldere, Danseboder etc. maatte høre at hans Opførsel imod mig havde været slet, og hans Omgang mig til Skade; kan jeg ikke andet, end med dele ham dette offentlige Vidnesbyrd om hans Opførsel og Omgang; hvilket omtrent indeholder det samme, som det Brev jeg skrev ham til Dagen efter vor sidste Skilsmaal, og bad

[78]

ham forevise, hvor han blev antastet for noget af ovenanførte paa mine Vegne.

Omtrent i Junii eller Augustii Maaned 1785 blev jeg bekiendt med bemeldte L- han havde adskillige Anliggender til mig om Leiligheds Vers. Han har en stærk Forfatter Orm – men vogter sig vel for, ikke at sætte det rette Motto paa sine Skrivter, som burde være: ne sutor ultra crepidam.

Ved daglige Sammenkomster voxte vort Bekiendtskab, og, da jeg ikke ansaae det for en Skam at indgaae fortroelig Venskab med en enfoldig Mand, naar han kun var redelig; bleve vi tilsidst Venner.

Sidst i Aaret kom jeg ofte i Lehners Huus tilligemed min Ven W, (som, nyelig sagt, indjog Smedekierlingen Forskrækkelse) og det syntes, som Venskab og Ærlighed havde nu taget sit Sæde i hans Huus. Ved det vi idelig var sammen tilbød L. mig Spise og Drikke; jeg saae gierne at jeg fik min Oeconomie paa en ordentlig Fod, allerhelst, da jeg var i Stand til at betale det. Jeg tog derimod, og tilbød

[79]

ham igen at jeg ville dele Fordelen med ham paa mine Skrivter. Strax efter Nyeaar 1786 udkom det andet Hefte af Weltenheim, hvoraf jeg bekom hos Bogtrykkeren, førend jeg betalte noget, 200 Ex. Tryk- og 18 Skrivpapiir, af disse bleve de 200 Trykpapiirs solgte, omtrent 150 til 4 Mk. og 50 til 5 Mk.; hvilket i alt udgiorde 141 Rdlr. 4 Mk. heraf skulle gaae henimod 30 Rdlr. af til Bogtrykkeren; men han fik kun 10 Rdlr. Kobberstikkeren fik 6 Rdlr. og Kobbertrykkeren 4 Rdlr. altsaa af Indtegterne udbetalt 20 Rdlr. Naar da de 20 Rdlr. til Bogtrykkeren endnu bleve fradragne havde vi havt 101 Rdlr. 4 Mk. Fordeel. saa os hver tilkom 50 Rdlr. 5 Mk. men min gode Lehnert giorde sig fra først af til Kassemester og af de 121 Rdlr. 4 Mk. han beholdt paa Værket fik jeg neppe 6 eller 7 Rdlr.

Efter denne Tid, som og tilforn fortiente han idelig noget paa Leiligheds Vers, som jeg skønt ganske mod min Natur, maatte sammensmidde. Jeg kan i det mindste regne, at for saadanne, bestilte hos os begge, er i de 10 Maaneder, vi vare sammen, indkommen 40 Rdlr. Paa Ugebladet Gammelt og Nyt 6 Numere

[80]

var 70 Subscribentere – og endeel flere bleve solgte uden Subskription; Lehnert, som Forlægger indkasserede alt; men da han var al for smaatærende til at betale Bogtrykkeren, blev denne Mand kied af at arbeide for ham; og jeg ville ikke skrive mere dertil, naar hver gang skulle være Omstændigheder om at faae det trykket. Den engelske Vogn, som sagt, lod han trykke, mod min Villie; af 800 Ex. Oplag er 500 i det mindste solgt deraf vist 200 til 8 Sk. de andre 300 til 6 Sk. Trykkeløn og Papiir var 6 Rdlr. altsaa har han derpaa profiteret 29 Rdlr. 40 Sk. hans virkelige Indtægt altsaa paa mine Arbeider i de 10 Maaneder var 184 Rdlr. 8 Sk. Endnu overlod jeg ham 100 complette Ex. af Weltenheim, paa Condition, han ingen maatte sælge under Prisen. Det var 100 Rdlr. hvis han kunne afsætte dem (derom mere siden.)

Fra December 1785 til omtrent midt i April 1786 var Lehnerts Omgang mod mig venskabelig, jeg mærkede ikke mindste Spor til Falskhed hos ham, eller at han var min Ven for Fordeels Skyld. Jeg maa sige, jeg brød mig ikke om, at han havde været mig saa nærværelse

[81]

paa Weltenheims 2det Hefte, at jeg endog med den største Fordeel maatte tabe derpaa, nemlig jeg blev Bogtrykkeren henimod 20 Rdlr. skyldig, som siden paa 3die Hefte skulle afdrages, og dette var Aarsag til, at hele Weltenheim for Hr. Höckes Sikkerheds Skyld er bleven henlagt til Boghandler Hr. Hegelund. Men paa engang og paa bemeldte Tid – tog han Masken noget vel fra – og viiste mig en ganske anden Person. Han ville være bydende Herre over hele min Hiernes Arkiv – og endnu, at jeg skulle arbeide uafladelig; da jeg dog neppe troer, at en Poet lader sig drive, som en Tærsker; men Lehnert, der aldrig selv har havt en poetisk Lune (thi Luner er altid det der fattes ham, naar han skal giøre Vers) mindre sand Følelse, skønt hans hæderlig Navn brillerer under mange, baade gode, maadelige, slette og yderst latterlige Poemata – ville prøve, om det ikke var mueligt at lægge Bidsel paa mig, og giøre mig til sin Pegasus, at, saasnart han sagde hyp! jeg da skulle giøre mig færdig til at poetisere; men dette lod sig ikke saa vel giøre. Min naturlig-medfødte Eftergivenhed, giorde, at jeg taalte mange Grovheder af ham. Jeg ærgrede mig hemmelig, og jeg

[82]

tvang mig mest til at tie, da jeg undskyldte hans Opførsel med hans slette Omstændigheder.

Ofte naar jeg var i den beste Lune, kom han hiem med et bistert og majestætisk Aasyn, fnøs og brummede – brød løs mod mig, og jeg kan ikke nægte, at jo han allene er Skyld i ved sin urimelige Omgang, at Weltenheims 3die Hefte, paa de fleste Steder ikke ligner de to forige. Hans Grovheder gik stedse videre – saa vidt, at jeg nogle gange afsondrede mig fra ham; men naar jeg nogle Dage ikke kom, fik jeg Billetter, fulde af venskabelige Overtalelser, saa jeg var troeskyldig nok til at fornye Venskab, hvilket han ved nye Grovheder, og endelig ved Skieldsord som jeg holdt mig for god til at besvare uden det skulde været med Næverne, brød igen – De sidste to Dage jeg kom til ham (som var den 30 Sept. og 1ste October) var hans Opførsel yderst uudstaaelig. - Han kom hiem om Middagen, begge Dagene med en Snitser – og kom neppe ind ad Døren, førend han foer læs paa mig, som en bidsk Lænkehund, der, hvis ikke Kæden holdt ham tilbage, skambeed de Uskyldigste. - Aarsagen dertil var, at han havde maattet høre mig paa

[82]

sine al for kære Standqvarteerer; han beslynglede og beeslede mig – jeg var en Kieldring, en nedrig Karl – (jeg var paa Veie at gribe ham i Qverken; men, hvor stærkt Galden kaagte i mig, tvang jeg mig) ja hørte endog den nedriste Bebreidelse af ham, at han snart i Aar og Dag havde født mig; men dette hørte jeg med det koldeste Blod, og fra det Øieblik sluktes den sidste smule Yndest jeg bar for ham, og indrømmede en mægtig Deel Foragt; thi end ydermere troer jeg , at jeg havde fortient Føden hos ham – allene med at være hans Leiligheds-Poet og Koncipist.

Nu brød jeg ganske op, og svor, aldrig at have med den sorte Mand at bestille – Jeg gik ufortøvet bort. Dagen efter opsatte jeg et Brev, og da han havde sagt, han ville giøre offentlig Regnskab med mi i Adresse-Avisen, og jeg vidste, hvor svag han var i at skrive noget ret dansk selv (maaskee han har sin Styrke i det Tydske eller Franske) opsatte jeg Regning og Contra-Regning.

Jeg har i de 184 Rdlr. 8 Sk. fradraget alle muelige Udgivter paa Skrivterne, uden

[84]

til Budet, som jeg vil regne har faaet 4 Rdlr. 8 Sk. min Regning blev da 180 Rdlr.

Derimod vil jeg regne, at jeg ugentlig for Spise og Drikke giver ham 15 Mk. som er vel meget for en Korporal, det blev 10 Rdlr. maanedlig altsaa 100 Rdlr. Og for andre Ting, som kan have være os imellem 30 Rdlr. tilsammen 130 Rdlr. Følgelig foruden de 100 Ex. af Weltenheim – var tilovers 50 Rdlr.

(Jeg for min Deel vil slet ikke regne Bagateller.) Til et lille Postscriptum i Brevet erindrede jeg ham om at han ville levere mig Kobberpladerne til Verket, hvilke han paa ingen Maade kan tilegne sig; men jeg fik intet Svar.

Jeg anmodede derfor to af mine Jævnlige at gaae op til ham, og spørge, om det var mueligt, jeg kunne faae Pladerne, da jeg havde solgt det øvrige Oplag, og ingen Betaling kunne faae, førend jeg leverede dem; men han svarede – Nei – jeg fik ingen.

[85]

Dette viiste den yderste Nedrighed og sorteste Dumhed; og jeg kan ikke andet end blotte ham for Publikum.

Nu rester allene at tale om, hvorledes han fik de 100 Exemplarer af v. Weltenheim.

Den næst sidste gang, jeg skilte mig fra ham, havde Bogtrykker Höcke en 5 til 6 gange sendt Bud om 40 Aftryk af hvert Slags, da sligte et Antal Exemplarier kunne afsættes til en Mand, som en af Dagene reiste bort. Lehnert havde Kobberne, viiste ogsaa Budet dem; men svarede, at Höcke fik ikke et eneste, førend han sendte ham 100 Ex. af Weltenheim, Höcke kunne ikke giøre dette, førend havde havde talt med mig, som han og lod ham svare, og bad ham, at han da ville betroe ham dem, saalænge til han fik mig i Tale; men Lehnert svarede reent ud nei, uagtet han over Aar og Dag har staaet i en langt større Debet hos Manden.

Jeg talte nu med Bogtrykkeren, og mod 150 Aftryk af Pladerne, som ikke tilhører ham, maatte vi for Tidens Skyld lade ham faae de

[86]

100 Exemplarer; dog paa Vilkaar, at han ingen maatte sælge under Prisen.

Men desuagtet har Lehnert siden været nedrig og dumdristig nok til at avertere dem offentlig for 24 Sk. ringere. Publikum veed, jeg vel har forhøiet Prisen; men aldrig nedsat den paa mine Skrivter. Lad den stakkels Mand havde denne usle Fordeel; den giør mig ingen Skade; - men her erklærer jeg offentlig, at han er aldeles uberettiget til at sælge og mindre skakkre paa mine Skrivter.

Dette er Slutningen af mine Hændelser. Jeg kunne gierne uddraget dem vidtløftigere; men jeg har forbigaaet alle Ubetydeligheder. Nu er jeg 27 Aar gammel, og lægger Himlen nogle Aar til min Alder, skal de (nu jeg har lært af Skade at blive klog) vist blive nyttigere anvendte, end de forløbne.

k) Hvis Lehnert har noget at erindre herimod opfordrer jeg ham, til offentlig at forsvare sin ubillige Opførsel imod mig.


[87]

Jeg har nu fortalt mine Hændelser, og forsikkrer hellig, at jeg ikke er veeget en Neglsbred fra Sandheden. Jeg troer at have fortalt med største Nøiagtighed alt, hvad der burde fortælles, og ikke indført noget, som burde forbigaaes. Maaske nogen dog skulle ville paastaae, at jeg kunne have udeladt det, jeg har sagt om mine Forfædre; lad det ansees for overflødigt; naar man kun ikke agter det for ganske uvedkommende. Saamegen Hæder skylde vi altid vore Fædre; helst naar de have nyttet Fædrenelandet mere, end vi selv (og dette, maaskee, kan siges i Henseende til mig) saamegen, at, naar vi optegner vore Hændelser, vi da minder dem, som de, der have ledt os i deres Spor; Skam allene for os selv, om vi havde udskeiet.

Man seer af hvad jeg har fortalt, at jeg virkelig til denne Time har været en Bolt i Skebnens Hænder. Næsten aldrig har en Lykke glimtet frem for mig, uden den jo har havt et Uheld i Følge med sig; ei heller har noget Uheld mødt mig, uden et Held tilligemed har nærmet sig, ligesom jeg kunne have havt to

[88]

Skytsaander, - en god og en ond – der stedse har svævet om mig og stredet om Fortrinet.

Man siger Ungdommen skal engang rase. Min Ven *** rasede i to Aar, og holdt op allerede i sit 18de; men jeg har raset vel længe, næsten fra mit 14de til 26de, og som et Appendix dertil, har jeg debaucheret stærk det sidste Aar; dog en lykkelig Hændelse har reddet mig af Bacchi Kløer; men Experimentet, en Ven giorde paa mig, kunne maaskee ogsaa have kostet mit Liv.

Jeg føler nu virkelig en Leede til det sværmiske Liv. - Begyndelsen af mit 28 Aar har havt en besynderlig Naturvending i Følge med sig. Jeg er endog bleven mig selv i mange Ting ukiendelig. En stærk Dybsindighed har især overfaldet mig. Min forige Munterhed, der ofte, helst ved uventet Glæde, brød ud til Overgivenhed, er nu borte. Jeg kalder forgieves min Letsindighed igen; thi med den var jeg virkelig lykkeligere i mine Vanheld, end med denne Byrde.

[89]

Det er mig meget bittert, at see tilbage i Tiden; for 13 Aar siden var jeg en af Musernes haabefuldeste Ynglinger; min Soel dalede, den taber sig i Afgrundens Nat. For 5 til 6 Aar siden ledes jeg frem paa en glimrende Vei – hvor jeg kunne have naaet Maalet baade med Held og Ære; men væ den Urtegaardsmand, der opriver den trivende Plante, som han nyelig selv satte. Nu – ja – jeg maae tie – og trodse min ublide Skebne.

Men Haabet, den sande Menneskeven, som ofte selv tager Vægten fra Slavens Lænker – Haabet har endnu ikke forladt mig . Jeg venter blidere Dage i mit Fædreneland; Rolighed, som kalder de flygtede Sielekræfter tilbage, er nu alle mine Ønskers og Bestræbelsers Formaal. I dens Skygger vil jeg stræbe, at qvæle mine forige Ubesindigheder, og lige det som jeg har giort galt. Med denne urokkelige Beslutning leverer jeg Publikum disse Blade, og besegler den med det Løvte, at ingen Satire skal herefter udkomme fra min Haand, undtagen Fortsættelse af Weltenheim.

Virkelig – jeg har i mine modnere Aar aldrig følt nogen kildrende Glæde ved at digte Satirer; thi jeg har seet adskillige merkelige Exempler, at endog det uskyldigste, uden mindste Hensigt til en eller flere Personer fremsatte Skemtedigt leder ikke længe efter sin Mand; Verden fattes ikke enfoldige Narre, som endog føle sig trufne, om man kuns fyrer med løs Krudt. Jeg har ogsaa tilkiendegivet Publikum, hvor gerne jeg ønskede, at nedlægge mine satiriske Vaaben, og arbeide i ædlere Digtesag. Jeg indbød Subskription til værdige danske og norske Mænds Minde fraq Oldtiden til nu; hvor til Fortalen, under Navn af Sælskabstale til unge Landsmænd, er indrykket i Ugebladet: Gammelt og Nyt No. 4, 5, og 6. Men til dette Værk meldte sig kuns 8 Subskribentere. Dog dette ringe Antal havde ikke skrækket mig fra at fortsætte Arbeidet; men jeg skulle længe have søgt om en Bogtrykker, som havde i Vind og Vove givet mig Kredit paa en 24 til 30 Ark. Jeg kunne da meget let have faldet paa den Tanke, at mine Satirer vare mere yndede, da jeg af enhver af dem har solgt en 4 til 500 Ex. men saa ubillig burde jeg ikke dømme, da der af mine usatiriske Skrivter næsten er solgt lige-

[91]

saamange, og jeg kan ikke nægte, at jeg jo fra 1782 af til nu har vundet endeel paa mine Skrivter.

Det er min Pligt, at rette mig, saa vidt det staaer i min Magt, efter den Smag, som hersker iblandt dem, der hidtil have understøttet mig, som Forfatter. Man skal snart blive nærmere underrettet om mit Valg for Fremtiden – og det skal blive mig den værdigste Opmuntring, saasnart man tilstaaer mig, at jeg ikke misbruger – mine Evner.

Man vente dog ikke af hvad jeg her har sagt, at jeg ganske nedlægger min komiske Pen; man troer ei heller, at jeg tier, hvis nogen angriber mig med Bitterhed. - Mod den, som aabenbar vælter sig ind paa mig, spiler jeg alle Satirens Klør. Bliver jeg paa Forfatteriets Vegne fornærmet eller forurettet af nogen, udsætter han sig for min Hevn, som vist ikke bliver borte. - Jeg vil ikke love mere, end jeg kan holde. Disse Blade kan man ansee, foruden det, de virkelig ere, for en Afregnings-Bog mellem mig og dem, som tilforn har giort mig Fortred. - I det jeg har blottet deres

[92]

Opførsel, kan de ikke fortænke mig, naar de overveier, at det er luttrede Sandheder, jeg i at skildre dem, har fremlagt for vore Medborgere.

Jeg har maaskee undertiden talt vel bittert; men enhver sætte sig i mit Sted, om han kunne tale mildere, helst mod den, som har lagt Grunden til hans Velfærds Forliis, og været første Aarsag til, at han, i Betragtning af hans Evner og Bestemmelse, alle sine Levedage maae føle Virkningen deraf, og skiønt hans Vilkaar ere taalelige, dog i en vis Hensigt kan kaldes ulykkelige. Med saadant et U har den gode Mag. W – stemplet min Lykke.

Den tilvoxende Yngling lære fornemmelig af min Ungdoms Historie, hvor farlig den første Udsvævelse er, at den har et stort Sleng efter sig af større, og aabner Veien for dem; Følgerne ere beklagelige, og Ulykken vælter sig frem som en Sneebold for den hastig snublende Fod i Udsvævelsens Dage. Mine Hændelser især fra mit 14de Aar overtyde dem om denne ubedragelige Sandhed. Jeg vil ønske en-

[93]

hver den Flid og Lyst, som stedse har fulgt mig i alt, hvad jeg har foretaget mig; men tillige at mine Uheld i alt øvrige maae afskrække dem fra at ligne mig; thi naar Byrden ligger paa Skuldrene, maae man bære den, og da gelder det paa Styrken om man ikke har overlæsset sine Kræfter. Mange maae styrte paa Halvveien; og der hører vist baade Kækhed og Standhaftighed til at gaae som en Mand gennem den ublide Skebnes kortsynede Skersild. Jeg har følt det, derfor kan jeg tale. Som Forfatter har jeg ogsaa et Par Ord at sige til Musernes yngre Sønner. Smagens Farvand er som jydske Riv, og det er just ikke galt, om de bruge Recensenterne til Lodser, saalænge til de lykkelig er kommen ud over Sandbankerne; dog vil jeg give dem et langt ædlere Raad; det er at saalænge de føler til den Sygdom, som i Almindelighed kaldes Forfatterormen, de da holde sig inde, og ei vove sig for tidlig ud, ellers bliver de vist saa hovedsvimle mellem literariske Orkaner, at de komme hiem, som de svenske Skibe efter Slaget i Kiøgebugt. Jeg vovede mig vel tidlig ud; men den gang vare Tiderne ei heller som nu; da vrimlede her ei, som nuomstunder, af Kritikusser og Forfattere. De

[94]

første har jeg stedse anseet for den gode og sunde Litteraturs Fordervere, som Kaniner i Musernes Keldere. - Muldpotentater, som frygter for Dagen. - De sidste yngler som Maanedsduerne, og de fleste, som Litteraturens Storke, bringe deres Tudser til Smagens Suppegryder. Gid de kun ogsaa vilde flyve bort hen ad Efteraaret, ligesom de naturlige Storke, og ikke lade sig see, førend – Foraaret igen, eller gid de overvintrede som Svalerne i Dyndet; da plagede de ikke Videnskabernes sande Elskere med deres matte Hiernespind og elendige Vaas, naar disse de lange Vinteraftener søge at more sig med sande Digteres Arbeider. Jeg for min Deel ønsker af mit Hierte, at snart Imprimatur maatte sees igen bag paa Titulbladene i Stedet for de vittige Mottoer. Dog tillige at adskillige vigtige Love indskrænkede Imprimationens forige Despotisme. O hvor mange smaa Kreature ville ikke blive urolige i Panden, om mit Ønske fik Fremgang? I Sandhed Skrivefriheden har været en slem Giedebuk i Videnskabernes Viinhauge; - og Under! at Satirerne ikke har holdt en større Bacchusfest paa dens Bekostning; - men nok talt – jeg vil kuns bede unge Forfattere; at

[95]

de ikke med Ligegyldighed følger Horazes Formaning – længe at prøve: Quid valeant humeri aut quid ferre recusent.

Lykkeligst af alle er den Yngling, som til Stadighed er begavet med Flid og blind Lydighed; som ikke er overlæsset med Vittighed; men har net op saa mange Evner, som han til Nød behøver for ikke at regnes i Dosmernes Klasse.

Lykkelig er den vittige Yngling, som til Vid har Eftertanke; som endnu under Ferlen tænker sig Manddommens Dage; - men ulykkelig er han, hvis han studerer, om han ikke tænker længer end til det første flygtige Studenter-Aar. - Bliver han endelig academisk Rus, bliver han vist vildere, end Russerne vare før Zar Peters Tid.

Lykkelig er fornemmelig hver Yngling, som treffer gode og omhufulde Lærere i de Dage, han skal vænnes til at tænke saaledes som han siden skal handle. Men hvor mange bliver Offere for det Modsatte just paa den vigtigste Tid?

[96]

Fædre, som vil fortiene deres værdige Navn, som ikke vil høre deres Sønner løfte Forbandelser over deres spildte Ungdoms Dage, lade det sig blive en hellig Pligt, at lære at kiende dem, som de betroer deres Afkom til Veiledelse paa Dydens og Videnskabernes Vei. De læse mine Hændelser med Eftertanke, og dømme, hvorvidt mine Udsvævelser og Uheld udgrener fra mine ubeqvemme og slette Veiledere, eller om Aarsagen dertil ligger i min egen Natur og første Opdragelse. Høist nødvendig er det for en Fader, helst naar han sætter sin Søn i en offentlig Skole, at umage sig med at lære at kiende Lærerens Karakter ligesaa vigtigt, som det er for denne at udgranske Lærlingens, og lempe sig derefter. Men desværre, ligesaa faa Fædre bekymre sig herom, som man blant Lærerne finder sande Karakterkiendere.

Mange Lærere forvandles efterhaanden under Skolestøvet til Karrikatur Karle; - og hvad kan man vente af dem? Luther sig, naar en Lærer en 16 til 20 Aar har slikket Skolestøvet, bør han ansees som Martyr – og han har Ret. Hvorfor paaskiønnes gode Læreres Flid saameget sielden? Fortrækkes ikke Perso-

[97]

ner af de uædelste, ja selv af den slaviske Klasse – de allerbraveste Skolemænd endog i smaa; men roelige Betieninger. Dette er al for beklageligt, og virker ofte at gamle Lærere, som i deres yngre Dage har været nyttige og opmærksomme, forfalde omsider til den sorgløseste Ligegyldighed i deres Kald. - Jeg har kiendt nogle. - -

Den Iver og den Flid, som siden mit 14de Aar har understøttet mine Naturevner til Skuespilvidenskabens Dyrkelse, haaber jeg kunne berettige mig til at giøre Fordring paa Fru Thalias Naade, men hvor lille og ufortient jeg end er i hendes store Overformunders Øine, kan jeg dog ikke beqvemme mig til at giøre Naturen til en Løgner. Dog er det en temmelig blid Skiebne, naar man i 13 Aar har arbeidet i en Videnskab, og deri ikke uden Held aflagt Virksomhedsprøver paa sin Fremgang og Tilvext, man da maae lide den øiensynligste Underkuelse, ja taale kold Foragt af en Dosmer, som ikke forstaaer noget; men for sine vigtige Miners Skyld er bleven en vigtig Mand just i den Kunst, hvis første Grunde ere uover-

[98]

vindelige Biergfæstninger for hans velsignede Grødhoved.

Uden at hykle: - Af de Stænder, som jeg har prøvet, skulle jeg vist give Soldatstanden Fortrinnet, dersom jeg kun var bleven kiendt med Mars, førend jeg havde ladet mig fortrylle af Muserne; men - - - - didicisse fidelirer artes Emollit mores. nec finit esse feros. -

Jeg bliver for vidtløftig. - Det er derfor best at ile til Enden. Jeg længtes ret efter at slutte min første Digterperiode. Efter en kort Pennehvile begynder jeg en anden. Med Begyndelsen af den skal jeg frem for alt andet søge at vinde Agtelse som god og værdig Borger. - Hvad, Erfarend har lært mig, ikke kan bifalde den Veltænkende skal jeg flye.

[99]

Jeg har samlet Manuskripterne af alle mine Satirer og smudsige Smaaluner, og, at de ikke skal falde nogen i Hænderne, har jeg bestemt dem til et Offer for Ilden. - Ret strax skal de blive bragte til Retterstedet; men – det giorde et Pokkers Hul i mit Arkiv. - - Ligemeget! - dog omendskiønt jeg siger: hæc dies aliam vitam, alios more asserat, er det dog langt fra ikke dermed tillige sagt, at jeg forklostrer mig saa aldeles, at ingen skulle kunne kiende mig i Munkekappen.


P.M.

Mine hidtil udgivne Skrivter udgiør henimod 100 Ark i Oktav. Lad være, at man deriblandt finder – Noget, som den strenge Anstændighed rømder ved; - Noget, som den bedragelige Smag ækles over; - Noget, lidt for satirisk, som Mindstedelen af Læserne vil bifalde; - saa har dog en sand Kunstkender nyelig giennemlæst Alt, og forvisset mig at i det ringeste Totrededelen er læseværdigt. - - Man ansee dem for hvad, man vil; jeg vil kalde dem Mine Ungdoms Arbeider, og denne Ydmygelse er Bevæg-

[100]

grund nok for den retskafne Mand til at undskylde deres Ufuldkommenheder. Naar han med Eftertanke har læst mine Hændelser vil han tilstaae mig, at jeg har været flittig; men tillige, at en ublid Skiebne, min Ungdoms overordentlige Vildhed og ugudelige Kunstdommere har til denne Dag været mig vigtige Hindringer. Jeg begynder derfor nu en ny Digterperiodus, og lover, at intet fornærmende, eller grov satiriskt, - ingen smudsige Indfald eller kaad Vittighed – herefter skal vanzire mine Arbeider, som vist ikke skal blive fremlagte ufilede for Publikum. Hvad Understøttelse jeg i Fremtiden tør vente mig til mine Skrifters Fremmelse kan allene bestemmes af en Subskriptions-Indbydelses Frugtbarhed. Inden faa Dage skal jeg til den Ende bekiendtgiøre min Plan.

Kiøbenhavn, den 10 Januarii 1787 Sig. Lyche.