Myrten

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 88-93

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

MYRTEN

Så, nu er vi der“, sagde Bonden og pegede med Pisken.

Han rejste sig op i Agestolen og så et grønt Mostag dukke frem mellem de brede Banker, den hvide Skorsten skinnede mod den mørkeblå Middagshimmel som et tændt Stearinlys. Et Par smudsiggrå, langsnudede Får gloede ængsteligt sammenpressede ned på ham oppe fra de stejle Skrænter, der stod så tæt om Vejen, at Køretøjet lige kunde knirke sig frem gennem det dybe, gule Sand.

„Tror De så, man kan bo dér en Månedstid — når man spiser på Kroen?“

„Jow—jow, de' kan De sikkert så godt, for Datteren er skam dygti', et rent Jærn — der er jo en growli' Hoben Børn, hele fem, og Fa'ren han duer nu slet ikke — uden te' at drikke da, at sige — så siden der' Mo'r døde, er de' hinne, der har måttet holde sammel på det hele, og hun gør'et pænt, de' er både vist og san't, endda hun ikke er mer' end femten Or — jo, uden hinne lå såmænd hele Familien Sognet til Byrde, så vi må være glade for hinne allesammel“.

„Femten År —“ han så tankefuld hen for sig, „men når hun nu bliver gift?“

„Giwt? hæ, hæ,“ Bonden lo, „nej towli' er da ingen — han blew jo giwt med hele Familien me' de' samme — n-ej, n-ej, det har såmænd ingen Far' — se de' er osse derfor, te han har Myrten“.

„Hvad har han?“

„Jo, han er sgu ikke så tosset endda, den Per Rimmers — ja, nu ka' De jo sjel få at se.“

De kørte ud mellem de hede Banker, og dér lå Huset på den brede Strand, lille og gammelt, med sine blå Rudeøjne med blomstrede Kappegardiner og Urtepotter over Havens Skov af hvide og røde Flox, af Natvioler og Stikkelsbærbuske, indsovet i Middagsstundens dybe Stilhed, beskygget af de løvfulde, krogede Æbletræer. Bierne surrede søvnigt om de lilla Lavendelhække, og nede fra Stranden hørtes Bølgernes sagte Kog.

Ude på Tærskelen stod en ung Pige, slank og let, med den blottede Arm skyggende for Solen — det hvidgyldne Hår flimrede hende om Panden, og i hendes Skørter hang der fuldt, som var det Burrer, af krøllede, lyse Barnehoveder, blå, nysgærrige Øjne spillede frem, og små, brune Hænder klamrede sig fast.

De kørte op langs Havegærdet.

„Pr-rr,“ Bonden halede i Linerne. „Go' Daw, lille Lise, ja, her har du din Fremmede.“

Hun kom tøvende hen til Vognen, med hele Søskendeflokken hængende efter sig.

„Walkommen“, smilte hun genert og rakte Hånden ud.

Han så ind i hendes klare, blå Øjne — den grove, rødbrune Kjole spændte tynd og slidt om det unge, faste Bryst, hendes nøgne Fødder stod i Gruset.

Hun rødmede let og vendte sig bort.

„Ja, dér er Fa'r,“ sagde hun ærbødigt.

Det skramlede på Stenbroen, og hen langs den kalkede Husmur kom en duknakket, sjanglende Skikkelse listende, kroget i Knæene og vaklende i de blankede, pudsede Træsko, en ny, broget Kasket sad presset ned i den rynkede Pande lang og snedig hang Næsen ned over den skægløse Mund, mens de røde Øjne plirede mod Gæsten.

„Walkommen, walkommen,“ hvæsede han, brændevinshæs og rakte en rystende Hånd ud, „ja, du sidder vel af og får dig en Slat Øl?“ han skottede op til Bonden.

„Ja-a, jou, et bette Korn,“ nikkede Bonden eftertænksom og steg pustende af.

„De skuld' it forsmå at ta' en Tår Øl af hennes Bryg, De får'et it bedre i Bøjen,“ hviskede han i Øret på den unge Mand, idet de trådte ind i Huset.

I Stuen var der kvælende hedt og lummert under det lave Bjælkeloft med de kornblå Vægge, hvor sortindrammede Billeder hang i melankolsk Ensomhed. En vældig, opredt Seng knejste hvid og svulmende ved den ene Væg, ved den anden stod et Klapbord med slidt, hvid Dug og et Blomsterglas med røde Flox fra Haven.

„Nå, væ'sgo' å sid ned,“ snøvlede Faderen og gned sig i Hænderne.

De sad omkring Bordet, da Lise kom ind, balancerende med en stor, brun Kande, en af de små Søskende travede i Hælene med et Par Lerkopper.

„Væ'sgo'“ hun skubbede Kanden ind på Bordpladen — hendes Øjne strejfede hastigt den Fremmede, han så op og fangede dem, disse sky, ydmygt beundrende Øjne — hvordan en Herre fra Byen så ud — men dog — var der ikke et lille, blåliggrønt Glimt, hun vel næppe selv anede, af Vrede, Anklage — her kom han og boede i deres bedste Stue, og kunde vandre frit omkring den hele lange Sommer, mens hun måtte slide for sine Søskende og denne Fader, der nu med skælvende Hænder ragede ud efter sit Ølkrus.

„Hæ — nå Lise — hwodden går'et med Kæresten?“

Hun rødmede og vendte Hovedet bort, de friske Læber åbnede sig svagt for de hvide Tænder.

Faderen klemte Øjnene sammen og lallede:

„Jow Tak — den stoer hel godt — til den Tid kommer“.

Han nikkede hen til Vinduet, hvor en lille, tæt Myrte bruste mod den grønne Rude og den solbeskinnede Have.

Hun så op og smilte — et lykkeligt, forventningsfuldt Smil, der lyste over hendes trætte, alvorlige Ansigt, hendes Øjne strejfede ham atter, ikke mere sårede og vrede, men fulde af stolt, jomfruelig Triumf, som ynkede hun ham, hvem ingen Myrte ventede.

„Men Lise, du glemmer vel et' Koen?“ manede Faderen og skottede utålmodig til Ølkanden.

„Nu skal jeg —“ hun strøg det purrede Hår bort og forsvandt hurtigt ud af Døren, lydløst på de nøgne Fødder. Men hvor knejste nu ikke hendes Nakke!

„Hæ, hæ — ja den Myrte, den Myrte,“ lo Bonden og blinkede polisk ad den Fremmede.

Faderen slubrede from og uvidende det brune Bryg i sin tørstige Strube.

Men han rejste sig brat, uden et Ord og gik ud af den ovnhede Stue.

Langsomt vandrede han ned mod Stranden, der blinkede ham solblå i Møde, de hinsidige Kyster skinnede midsommergrønne under Middagshimlens smæltende Blå, lave og skovklædte.

Han kastede sig ned i det bløde, hvide Sand mellem de frodigt blomstrende, blå Strandasters og så ud over Fjordspejlet. En Måge flakkede lavt hen over Vandet, kresende med dorske Vingeslag. Ovre i de grønne Skove glimtede et hvidt Kirketårn frem, et Teglværk lå nede ved Bredden, rødbrunt, som en høj Myretue, et enligt Fiskerhus gnistrede med sin kalkede Mur — ikke en Lyd lod sig høre uden Bølgernes sagte Syden mellem Strandens Småsten og Svalernes Kvit-Kvit henne under de høje, gule Brinker, hvor de strålede ud og ind fra deres Redehuller.

Kysterne mødtes nede på Fjordens Bund, som endnu en grøn, sovende Sommerverden, Badehuset ude på sin Pindebro sænkede sig stift og gult i det klare Dyb.

Fjærnt ude mellem de grønne Odder fødtes to snehvide Sejl, som Luftsyner af den hede, blikstille Dag.

„Pas på! pas på!“ råbte det over hans Hoved.

Han så op — dér stod hun, løftet på den stejle Bankebrink, lille og slank, i sin rødbrune Kjole, mod det mørkeblå Himmeldyb. Hun råbte ned til sine Søskende, der legede nede ved Stranden, og af hvilke den mindste med Skørterne højt op om sig, på tynde, hvide Ben var vadet langt ud i det lunkne, blinkende Vand.

Hun stod lidt, som en Soldagens Nymfe, og stirrede langt ud over den middagssovende Natur, han så hendes Bryst hæve og sænke sig — så dukkede hun ned bag Bakkekammen — til Koen.

Han lagde sig atter tilbage; støttet på Albuen så han ned i den stride, blågrønne Marehalm.

Han tænkte på Myrten der oppe i den lumre Vindueskrog — dens Stilk var spinkel og tynd og let at bryde — og Fjorden var dyb — —

Men så huskede han hendes lykkelige, forventningsfulde Smil og bøjede sukkende Hovedet ned mod det hede Sand.

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧