Nationalkonventets Stemninger med Hensyn til den høiere Underviisning

by Frederik Schiern

Nationalkonventets Stemninger med Hensyn til den høiere Underviisning

(1855)

[413]

Det er bekjendt, hvorledes den ældre franske Revolution i fiere Retninger lod sig forlede til Overdrivelse under dens retfærdige Uvillie imod de Misbrug og Feil, som enten havde fremkaldt den eller fremskyndede dens Udvikling. Den nye Tid var oprunden, hvori Folkeslagene ikke længer viste sig tilbeielige til at betragte sig selv blot som et Agregat af Undersaatter, hvori den under Absolutismen fordunklede nationale Bevidsthed, gjenopvakt til fornyet Liv, ikke længer uden videre tillod at identificere Tanken om Fædrelandet med Monarkens Person. Men da man i Frankrig fandt, at Kongen og hans Slægt konspirerede med Udlandet mod Revolutionen, lod »den store Nation« det ikke beroe ved at omstyrte Thronen, men den grebes en Tidlang ogsaa af den vilde Lyst efter voldsomt at tilintetgjøre Alt, hvad der nok saa fjærnt kunde minde om det kongelige Navn. Ligeledes kom man under Revolutionens Overdrivelser fra Hadet imod det ældre katholske Kirkeregimente til Vantroens Intolerance, fra Religionsfrihedens Forkyndelse til hine atheistiske Optog, der lode Deputationer af

[414]

Lærere møde i Nationalkonventet med deres Elever, hvor da et af Børnene overrakte Lovgiverne Petitionen om, at de i Stedet for at lære at bede i en »saakaldet« Guds Navn, herefter maatte modtage en praktisk, til Lighedens og Konstitutionens Grundsætninger passende Underviisning. Saaledes formaaede ei heller Hadet mod Adelsvæsenet, hverken mod det emigrerende eller det tilbageblivende, at finde sin Begrændsning.

Disse Overdrivelser fremtraadte saa stærke, at ingensomhelst Fremstilling af den franske Revolution har kunnet fordølge dem. Dette gjælder ogsaa om. de sidste Udsmykkelser af Revolutionens Historie, der for endnu kun faa Aar siden paa een Gang i Form af Bøger, Skuespil og Melodramer fremmylrede i Frankrig. Ligesom den ædleste og bedst forsvarlige af alle den nyere Tids Revolutioner havde forudskikket et Slags Program i de mange franske Skrifter om den engelske Historie i det syttende Aarhundrede, der udkom i Tiden nærmest førend Julidagene i Aaret 1830 — Guizots historiske Værker over den engelske Revolution, Yillemains Historie af Cromwell, Armand Carrels Historie af Kontrarevolutionen i England, Mazures Historie af Jacob Ils Regjering, o. s. v. —, saaledes forudforkyndtes ogsaa Februarrevolutionen, der saa snart skulde gjøre Frankrig til en Politistat, ved den Mængde Historier af den første franske Revolution, der som en Skare af Stormfugle paa een Gang viste sig i Aaret 1847. Hvormeget disse falske Historier endog ellers skadede, bleve imidlertid de anførte Overdrivelser i den ældre Revolution langt mindre fordulgte end tilslørede ved Lamartines rhetoriske Phraser, ved Louis Blancs sophistisk finere Bestræbelser efter at rense Robespierre, ved Michelets Forskjønnelser af Danton og Maillard, ved Esquiros's Idealisering af Marat, eller ved de

[415]

andre tilsvarende Forfatteres lignende Forsøg. Dog savner man i alle disses Skrifter en nøiere Oplysning om den ikke , mindre karakteristiske Overdrivelse i den ældre Revolutions Historie, der en Tid lang aabenbarede sig i et eget Fjendskab mod den høiere Videnskabelighed og i en afgjort Uvillie imod enhver Understøttelse og Fremme af samme fra Statens Side. Hvorledes der lagdes Haand paa Monarkiets og Aristokratiets Monumenter, eller hvorledes de katholske Kirkers Malerier og Billedstøtter paa de meest urolige Dage udsattes for den Medfart, som Kjøbenhavn allerede blev Vidne til under Reformationen ved Billedstormen i Frue Kirke, — alt Sligt kan man tildeels finde omtalt, men den heraf uafhængige, for en heel Periode af Revolutionen saa karakteristiske, aldeles abstrakte Uvillie ligeoverfor Videnskaben, selv er forbigaaet.

For at forstaae, hvorledes man kunde blive saa tilbøielig til at berøve den høiere Videnskabelighed al Omhu, ja endog gjøre dens Fremme- til Gjenstand for en saa afgjort Uvillie, maa det fastholdes, hvor Magtens Tyngdepunkt var at finde under Nationalkonventet. De konstituerende Stænder, der havde gjort Revolutionen, havde givet Plads for andre Repræsentationer, efter at have ladet Frankrig see en Nationalforsamling, hvorom Thiers endnu i Aaret 1850 i den lovgivende Forsamling kunde yttre, at ikke en Eneste vilde negte, at med Hensyn til Kundskabernes Soliditet hørte en lignende Forsamling nu ikke længer til de politiske Muligheder i Frankrig (1). Den kortvarige lovgivende Forsamling, der umiddelbart afløste Nationalforsamlingen, havde allerede staaet dybt under denne,

(1) „Mais, sous le rapport de finstruction solide, on ne ferait pas aujourd'hui en France une assemblée constituante de 1789; cela n'est contesté par personne". Le JMoniteur Universel. 14 Févr. 1850. p. 527.

[416]

og i Nationalkonventet, der traadte sammen ved Republikens Indførelse, kom de kortsynede Girondister, der havde udgjort den saakaldte venstre Side i den lovgivende Forsamling, forsaavidt de ikke strandede af Mangel paa Dygtighed til de smaa Valgmanoeuvrer, til at udgjøre den saakaldte høire Side. Det moderate konstitutionelle Parti havde afholdt sig fra Valgene, eller faldt igjennem ved dem; den stærke Agitation af Ligheds- og Frihedsvennernes Selskab, som det kaldte sig selv, eller Jacobinerne, som man havde kaldt det efter dets Forsamlingers bekjendte Lokale, og ligeledes af dets mangfoldige Filialafdelinger i Departementerne vandt allerede ved Valgene omtrent Majoriteten; Selskabets Formænd, de meest terroristiske Karakterer i Frankrig, opnaaede for største Delen at vælges, og bleve saaledes ved deres dobbelte Stilling, som Medlemmer af Konventet og som Ledere af Selskabet, Situationens egentlige Herrer. Mellem dem og Girondisterne, eller i »Moradset«, som hine Dages politiske Jargon udtrykte sig, sad en Skare af for største Delen ubekjendte og uvidende, ubetydelige eller intetbetydende Medlemmer, der fattedes politisk Selvstændighed.

Paa Listen over Repræsentanterne, der vare valgte i det civiliserede Europas Hovedstad, og som ved Siden af de terroristiske Celebriteter tæller flere rene Ubetydeligheder, staaer ogsaa den altfor navnkundige Dr. Marat. Hadet mod den høiere Videnskabelighed, der frembrød med saa stor Kraft, efter at Girondisternes Indflydelse var ophørt, talte mange Forfægtere, men ingen, som overgik Marat. Mandens tidligere Historie er først i de allerseneste Aar bleven nærmere oplyst, og giver et nyt Exempel paa, at hvormeget Uvidenheden endog blev exploiteret og vildledt, udgik dog Uvillien mod Lærdommen oprindelig ei fra Almuen, men fra de halvstuderede Terrorister. Født i Omegnen af Neufchatel, var han kun ti

[417]

Aar gammel, da hans berømte Landsmand fra Généve, dér midt i Paris spillede Diogenes's Rolle, ved sine aandrige Paradoxer »om Aarsagerne til Ulighederne mellem Menneskerne«, begyndte at grundlægge sit store Navn, og kun tyve Aar gammel, da Rousseau selv en Tid lang drog sig tilbage til Neufchatel, efterat være bleven den offentlige Menings Konge ved de mange Skrifter om Naturmennesket og Naturtilstanden, som, trods de enkelte herlige Lynglimt, dog i det Hele taget fuldkomment ligne de sildigere græske Sophisters fra al virkelig Historie løsrevne Deklamationer. Marats Fader og Moder vilde gjøre Sønnen til en anden Rousseau, og han blev en Rousseau »i anden Potents«, en Abe af Rousseau. Den utrættelige Arbeidslyst, som selv hans Fjender have maattet tilstaae ham, gjorde allerede tidligt hans Hoved til et Magasin for de meest forskjelligartede og slettest ordnede Kundskaber, og denne over-fladiske Dannelse lod ham igjen bestandig glemme Grændsen mellem, hvad han vidste, og hvad han ikke havde lært at for-staae. »Jeg troer«, skrev Universalgeniet engang under Revolutionen, »at jeg har udtømt alle den menneskelige Aands Kombinationer om Moralen, Philosophien og Politiken«. »Dersom jeg«, skrev han senere, før sit Valg til Medlem af Konventet, »nu var Folkets Tribun, og blot blev understøttet af et Par Tusinde bestemte Mænd, indestaaer jeg for, at Konstitutionen skulde blive fuldkommen, at den politiske Maskine skulde gaae saa fortræffelig, at ingen Skjælm skal kunne forstyrre den; jeg indestaaer for, at Nationen skal blive fri og lykkelig, at den inden et Aar skulde være blomstrende og stærk, og at den skulde vedblive at være det, saalænge jeg lever«.

Det systematiske Had mod »de Lærde«, mod Akademierne og hele den høiere Underviisning, hvorfor Dr. Marat blev den første og rette Leder, var gammelt hos ham. Som saa mange

[418]

Schweitzere havde ogsaa han begyndt sin Løbebane med at være Lærer i Fransk hos Englænderne. Under sit Ophold i Edinburgh udgav han blandt flere Skrifter, længe før Revolutionens Udbrud, ogsaa et engelsk Skrift, som han senere paany lod trykke paa Fransk, under Titel: »Om Mennesket, eller om Principerne og Lovene for Sjælens Indflydelse paa Legemet og Legemets paa Sjælen (1)«. Den principløse Eklektisme, som overhovedet karakteriserer ham, findes ogsaa i dette Forsøg til en ny Physiologi og Psykologi. Han kunde her synes spiritualistik, forsaavidt han begynder med, at Sjælen og Legemet ere to særegne Substantser; men hans Skrift unddrog sig dog ikke for den temmelig almindelige materialistiske Retning, som allerede dengang lod den yngste Afdeling af Encyklopædisterne fremstille Tankerne som en Sekretion af Hjernen, der skulde udskille, dem, ligesom Leveren udskiller Galden, som alene kjendte en Naturudvikling efter blinde Love, kun Nødvendighed og Betagethed, men ingen Frihed og frivillig Livsdannelse. Marat erklærer, at saavel Sjælens moralske, som intellektuelle Egenskaber, ikke ere Egenskaber, der tilhøre den som saadan, men ikkun Tilstande i Sjælen, der fremkaldes af de legemlige Organer. Da han i dette Skrift, hvori han ogsaa med dyb Ringeagt omtaler Descartes, Hovedanføreren for den nyere Spiritualisme, tillige havde vovet at angribe Voltaire, fandt denne endnu førend sin Død Tid til at svare ham og hans Skrift i en bidende Artikel, hvori han fremstiller Bogen som et Potpourri Og Marat som en literair Charlatan. »Allevegne«, skriver Voltaire, »seer man Harlekin gjøre Kaprioler for at fængsle Parterret«. »Intetheden er et stort Rige; det være dit

(1) De l'homme ou des principes et des lois de l'influence de l'âme sur le corps et du corps sur l'âme. Vol. I—III. Par J. P. Marat, Docteur en médecine. Amsterdam. 1775.

[419]

Herredømme« (1). Da Marat fra England havde begivet sig til Frankrig, hvor han antog Titel af Dr. medicinæ, og en Tid lang solgte sine Lægemidler paa de parisiske Pladser, opnaaede han tilsidst en beskeden Ansættelse som Læge ved Greven af Artois's, senere Kong Carl X's Staldetat, og han befandt sig hos den samme Fyrste som Læge ved hans Gardes du corps, da Revolutionen begyndte. I Mellemtiden havde hans kritiske Aand, der ikke havde været heldig mod Philosopherne og Voltaire, taget fat paa Newton; han forsøgte at tilintetgjøre Newtons Optik, og da det franske Videnskabernes Akademi ikke tog noget Hensyn til ham, indbød han Franklin, der dengang opholdt sig i Paris som Repræsentant for de nordamerikanske Fristater, til at overvære sine Forsøg. Misfornøiet med Franklins Yttringer, gav han sig til at arbeide paa at ødelægge den franklinske Theori om Elektriciteten. For at støtte sin egen modsatte Theori, anmodede han Volta om at dømme. Han fandt ikke Voltas Bifald.

Dr. Marats Stilling til Videnskaberne var givet, da den franske Revolution udbrød. Gik han endog uden Strømper i Skoene, med tilsølet Skjorte og med lange Negle, var dog Cynismen heller ikke hos ham fri for Forfængeligheden. Han havde udgivet tyve Bind over physiske Materier og otte over metaphysiske, uden, som han selv skrev, »at stige til sin Plads«. Den franske Regjering havde ikke behøvet at begaae den Uforsigtighed, hvorved den ved Begyndelsen af Revolutionen opfordrede »alle Rigets lærde og instruerede Mænd« til at indkomme med Oplysninger om den ældre Konstitution, for at faae Marat til at meddele sine Ideer. I Aaret 1789 udgav han sin »Plan til en retfærdig, viis og fri Konstitution«, og i

(1) Oeuvres complétes de Voltaire. De Pimprimerie de la société littéraire-typographique. (Kehl. 1784). XLVI1I, 229, 234.

[420]

i Aaret 1790 sin »Plan til en Kriminallovgivning«. I begge disse Brochurer viser han sig endnu monarkisk og kirkelig, hvad der dog ikke forhindrede ham fra saa kort Tid efter at optræde som Thronens og Kirkens afgjorteste Fjende og med Ustyrlighed at forfægte den samme Forfatning, som han tidligere hverken havde anseet for ønskelig eller mulig. Dette gjorde han i det Blad, som det ikke uden store Opoffrelser lykkedes ham at stifte, og hvortil han havde fundet et kun altfor ædelt Navn: »Folkevennen, et politisk og upartisk Dagblad«(1). Revolutionen havde allerede fremkaldt mangfoldige nye Blade, der hver Dag dømte og kontrolerede Alt; men hvad den herskende, offentlige Mening havde vundet i Udstrækning, havde den for en stor Deel tabt i Rigtighed og finere Opfattelse. »Folkevennens« hele herostratiske Væsen kunde ikke gjøre den bedre; Bladets hule Phraser om Eiendomsretten, der tiltalte den Slags Socialisme, som dengang laa i Luften, kunne forbigaaes, men Dr. Marat havde nu ogsaa faaet et populairt Organ for sin uafladelige Forfølgelse af, hvad han først døbte som »det lærde Aristokrati«. Det blev snart Mode at sige: »Vogt Dig for ham; thi han har skrevet en Bog«. Videnskabernes Akademi maatte nu bøde, fordi det havde gjort sig skyldigt i Ringeagt mod det, som Dr. Marat kaldte sine Opdagelser. Det angrebes paa een Gang i Bladet og ved særskilte Aftryk af dets Angreb. De Penge, saaledes hed. det, som Staten giver til Akademiet, bruges kun af dets Medlemmer til at svires op. De fredeligste og berømteste Videnskabsmænd bleve gjorte til Gjenstand for et utrætteligt og farligt Had. Dette rammede saaledes ikke blot Condorcet, men ogsaa La-

(1) L'Ami du peuple, ou le publiciste Parisien, journal politique et impartial.

[421]

place, Lalande, Monge og især Lavoisier, hvis store Revolution i Kemien netop i Tiden falder sammen med den store politiske Revolution. Da den sidstnævnte Akademiker senere paa Grund' af de Beskyldninger, som man havde troet at kunne gjøre mod . ham som en af Generalforpagterne, var bleven domfældt og havde ønsket at maatte forundes nogle Uger for at fuldføre sit sidste Arbeide over Kemien, blev der gjennem den endnu dengang mægtige Dumas svaret, at Staten ikke havde nogen Trang til slige Naturforskere. Nous n'avons plus besoin des chimisles! Det lød som et Echo af »Folkevennens« Artikler (1).

Paavirkningen ikke blot af Rousseaus Ideer, men ogsaa af de maratiske Stemninger fremlyste øiensynlig under Behandlingen af Underviisningssagen. Baade Nationalforsamlingen og den lovgivende Forsamling havde allerede anerkjendt, at underviisningsvæsenet trængte til en Reorganisation, men de vare af Mangel paa Tid ikke komne videre end til at modtage to Forslag eller Lovudkast i denne Retning, det ene af Biskop Talleyrand, den senere saa bekjendte Udenrigsminister, det andet af Girondisten og Philosophen Condorcet. Nu blev Sagen atter fremtagen og samtidigen foretagen baade i Nationalforsamlingens og i Lighedsvennernes Selskab. Medens imidlertid Behandlingen af Spørgsmaalet om den offentlige Underviisning under Juliregjeringen, i Gousins, i Villemains og Guizots Dage, hvorunder Frankrig fik Tusinder af nye offentlige Skoler, senere hører til de lærerigste parlamentariske Forhandlinger i Frankrig, viste Nationalkonventet, hvis Ære er at have kjæmpet for Frankrigs nationale Selvstændighed og Uafhængighed lige overfor Udlandet, sig ingenlunde dette Spørgs-

(1) Michelet, Histoire de la revolution frangaise. II, 375—409.

[422]

maal voxen. I Førstningen stod endog Sagens Behandling i Nationalkonventet, i det Hele taget, ikke synderlig høiere end i Lighedsvennernes Møder, hvor de ældste og farligste Vildfarelser producerede sig som en ny Aands aldrig forhen kjendte Frugter, og de meest æventyrlige Yttringer og Forslag mødtes. Ogsaa i Konventet gjentog Chabot ideligen, hvorledes han ikke elskede »de Lærde«, et Ord, som ogsaa han og hans Venner havde gjort synonymt med Aristokrater, og Lacroix vilde, at en Soldat skulde kunne opnaae alle Grader uden at kunne skrive sit eget Navn. Overhoved krydsedes ogsaa i Konventet de meest modsatte Anskuelser, lige fra deres, der ikke blot vilde have Underviisningen understøttet af Staten, men ogsaa, som i nogle af Oldtidens Stater, vilde gjøre Opdragelsen til en Statssag, og indtil deres, der omvendt vilde, at Staten kun skulde bekymre sig om Veie, Kanaler og deslige, og at man »med Hensyn til Underviisningen kun skulde overlade Alt til Naturens Udvikling, da Kunsten skader mere, end den gavner«. Det Fremskridt i den europæiske Menneskeheds Historie, der ikke i Formen, men i Principet betegnes ved Tiendens Indførelse, dette store Fremskridt, hvorved det blev anerkjendt, at Staternes Indbyggere ogsaa bør yde noget til de aandelige, »upraktiske« Formaal, og som det allevegne havde kostet saa store Kampe at faae gjennemført, kunde synes truet, naar man hørte dem, der talte, som om de ikke vare i Frankrig, men levede enten i Staterne i Nordamerika — ikke i de østlige , men i de vestlige, eller i Ny-Syd-Wales -— ikke i det nuværende, men i det, som Cook havde forefundet. Her hjalp imidlertid Forholdets egen Magt. Den i sig selv kun ringe Census, som Nationalforsamlingen i sin Tid havde fastsat, var bleven bortskyllet ved Republikens Indbrud; at være Franskmand var bleven den eneste Betingelse baade for Valgretten

[423]

og Valgbarheden, saa at den Første den Bedste kunde sendes som Lovgiver; alle Franskmænd skulde herefter udgjøre »et Folk af Konger«. Selv for den meest afgjorte Eensidighed, selv for dem, der aldrig trættedes i at fremhæve, at den kyndigere og den ukyndigere Borger kunde være lige ædle, maatte det dog, og i det forrige Aarhundredes Frankrig i endnu høiere Grad, end i det nærværende, være aldeles indlysende, at, dersom Republiken ellers skulde blive sikkret, maatte det nye og store politiske Folk modtage en bedre Underviisning. For Enhver, der virkelig vilde holde paa den nye Tingenes Orden, kunde Millioner her ei synes for meget. Det blev dekreteret, at Underviisningen skulde understøttes af det Offentlige.

Dekretet af den 5te Nivose (o: den 26de December), i Republikens andet Aar, fastsatte Bestemmelserne for Folkeskolerne eller de saakaldte »primaire« Skoler, der kun skulde meddele de for Borgernes Dannelse »absolut uundværlige Kundskaber«. Hvorledes Lighedstendentsen ogsaa kan overdrives i Underviisningslovgivningen, viste sig allerede her. Den offentlige Underviisning blev saaledes fri, at enhver Borger og Borgerinde kun behøvede at melde sig hos Municipal-autoriteterne med Vidnesbyrd om deres gode Sindelag og Opførsel, eller, som Udtrykkene lyde, med et Certifikat for deres Civisme, for derefter at ansættes ved Folkeskolen. Det gode Sindelag, der er uundværligt til Alt, skulde ogsaa være tilstrækkeligt til Alt. Ligeledes bortfaldt enhver egentlig Overbestyrelse. Imod en saadan var en stærk Opposition bleven reist i Konventet; i en fælleds Styrelse, der kunde samle de forskjellige Skoler om eet Centrum og lede dem i en vis Retning, havde man øinet Spiren til en ny Korporation, »der kunde blive faretruende for den Frihed, der havde saa mange Grunde til at være mistænksom og ængstelig«. Overtilsynet

[424]

med Skolerne blev kun i Almindelighed overladt til Medlemmerne af Municipalraadene, til Forældre, Formyndere, Værger eller hvem det ellers kunde interessere; over Folkeskolen skulde, som Lovgiverne udtrykke sig, Alle vaage, den skulde være sous la surveillance de lous les citoyens. Det Forslag, der oprindeligen havde været stillet om, at enhver Folkeskolelærer skulde lønnes med en aarlig Indtægt af 1200 Livres, var ogsaa blevet forkastet, deels nemlig, fordi Folkeskolens Lærere paa denne Maade »i flere Kommuner vilde blive de rigeste Borgere, og ved den Indflydelse, der knytter sig til deres Stilling, saaledes snart vilde blive en ny Slags Sognepræster«, deels ogsaa, fordi Ligheden ikke kunde finde sig i, at Lærerne lønnedes paa nogen anden Maade, end i direkte Forhold til det Tal, hvortil deres Elever beløbe sig. En ligefrem Tarif bliver derfor fastsat. Lønnen for en Drengs aarlige Underviisning i Folkeskolen skulde udgjøre tyve Livres, for en Pige femten Livres, og Lønnen udbetales kvartalsviis efter verificerede Attester om Antallet af de Børn, der benyttede de forskjellige Skoler (1). Hvilken egen Art af Skoleindustri man netop paa denne Maade fremelskede, trænger ei til at udvikles.

Men den samme falske Lighedsaand, der allerede lægger sig for Dagen ved den hele Indretning af de primaire Skoler, skulde dog aabenbare sig endnu tydeligere ved Spørgsmaalet om den høiere Underviisnings Fremtid.

Nationalforsamlingen, der uforsigtig testamenterede saa mange ufuldendte Reformer til sine umodne Efterfølgere, havde provisorisk opretholdt alle de ældre, høiere Underviisnings-anstalter. Ogsaa den lovgivende Forsamling vilde bevare dem,

(1) Réimpression de l'ancien Moniteur. XVIII, 646-47, 653, 662. XIX, 146-147.

[425]

og understøttede særligt dem, der havde tabt ved Tiendens Afskaffelse. Nationalkonventet havde derimod begyndt sin Virksomhed i denne Retning, idet det efter et Forslag af Fouché, ogforeløbigen alene med Undtagelse af Bygningerne, lod alle de Eiendomme sælge, der tidligere, havde tilhørt hine Anstalter, hvorpaa, efter Girondistemes Fortrængelse, senere et nyt Dekret aldeles afskaffede alle de ældre Kollegier og Akademier.

Hvad skulde træde i Stedet for dem? Ogsaa dette blev et af Konventets store Spørgsmaal, og ogsaa i denne Henseende rettede mange Blik sig snart paa Robespierre, der ved Siden af sine andre Funktioner, tillige var Medlem af den i Konventet nedsatte Komitee for Underviisningsvæsenet. Robespierre, der havde tilegnet sig nogle af den myrdede Michel Lepelletier elterladte Ideer om den offentlige Opdragelse, og i Overensstemmelse med disse helst havde villet, at hele Ungdommen ikke blot fik eens Underviisning i Folkeskolen, men ogsaa kunde faae eens Klæder og Fødemidler, der specielt interesserede sig for, at alle Drenge uden Undtagelse skulde lære at kunne dyrke Jorden, og betegnede enhver Underviisning ud over det tolvte Aar som en »Chimaire, der under et bedragerisk Skin af Fuldkommenhed kun vilde tjene til at lamme Arbeidskræfterne, tilintetgjøre Industrien, udmagre Samfundet og hidføre dets Opløsning«, — Robespierre vedkjendte sig, at han ikke kunde vente Meget af sekondaire Skoler, Kollegier og Lyceer, der kun kunde blive nyttige for et meget indskrænket Antal af Individer'. Herved var allerede ikke lidet afgjort. Det fortjener dog som en Modsætning at fremhæves, at Danton ved denne Leilighed troede at maatte indskjærpe, at »Republiken allerede havde været tilstede i Aanderne i tyve Aar, førend

(1) Réimpression de l'ancien Moniteur. XVII, 134—137.

[426]

den blev proklameret«, og at burde minde om de Steder, hvorfra den hele Oplysning og Tænkemaade i Almindelighed, som i den nyere Tidsalder var optagen af Folket, havde havt sit Udspring. Han vovede endog her at gaae saavidt, at han ikke blot omtalte Ludvig XIV s Tidsalder som den, »hvori Menneskene vare store ved deres Kundskaber«, men endog havde Ord tilovers for Jesuiternes og Munkenes klassiske Studier (1). Men en almindeligere og storartet Overskriden af hele det Maximum, der blev fastsat for de primaire Skoler, fandt dog altfor mange Hindringer. Den ældre Lære af Helvetius, ifølge hvilken alle Mennesker ved Fødslen medbringe aldeles lige Anlæg, som kun den forskjellige Opdragelse senere modificerer saa meget, denne Sætning, som allerede Struensee havde optaget efter sit Bekjendtskab med Helvetius og i saa stor en Maalestok anvendt paa sig selv (2), men som i vore Dage kun har beholdt Tilhængere mellem de faa philosopherende Forfattere i Nordamerika, beherskede endnu en stor Mængde af Konventets Medlemmer, og allerede fra dette Standpunkt kunde Spørgsmaalet om de Skoler, hvortil der alene kunde blive Adgang for en Deel, kun stille sig lidet gunstigt. Mange antoge de offentlige Blade for aldeles tilstrækkelige for en høiere Dannelse. Manglerne og Misbrugene ved de ældre Kollegier og Akademier bleve ei heller glemte, og Koteri-væsenet, hvorfor Videnskabsselskaberne saa sjeldent holde sig frie, fremhævedes navnlig ofte, som om noget saadant dog kunde overgaae det »Kammeraderi«, der beherskede Konventet

(1) Réimpression de l'ancien Moniteur. XVII, 393.

(2) Münter, Bekehrungsgeschichte des vormaligen Grafen und Kdnigl. Dänischen Geheimen Cabinetsminister Joh. Friederich Struensee. Zweite Auflage. Kopenhagen und Leipzig. 1772. S. 67.

[427]

i Republikens første Aar. De rastløse Bevægelsesmænd, der daglig formaaecle baade at holde Foredrag i Konventet og i Lighedsvenncrnes Selskab, havde ogsaa Vanskelighed ved at finde en nogenlunde retfærdig Maalestok for at bedømme Arbeidet til den akademiske Underviisning, der ved Sammenligningen maatte synes saa ubetydelig. At de opløste Skarer fylde større Plads end det opstillede Regiment, kom kun sjeldent i behørig Betragtning.

At alle de ældre høiere Underviisningsanstalter vare gaaede til Grunde eller i alt Fald kun aldeles undtagelsesviis havde efterladt et Par ynkelige og faldefærdige Ruiner, føltes intetsteds mere end i Paris. Staden Paris indgav derfor, omtrent en Maaned efter Akademiernes Ophævelse, en Petition til Nationalkonventet om, at der ved Siden af Primairskolerne ogsaa maatte oprettes saavel Mellemskoler, som ogsaa høiere Underviisningsanstalter. Det hændte sig, at denne Sag netop kom for i et Aftenmøde paa en Søndag, hvor mange Medlemmer vare fraværende, og saaledes skete det, at Konventet som Princip vedtog, at der i Overeensstemmelse med Petitionen skulde være offentlige Skoler af tre Grader. Men i det næste Møde, den paafølgende Mandag Morgen, reiste sig en af de ivrigste af Lighedsvennerne, Couppé (de l'Oise) og androg paa, at Beslutningen skulde gjøres om. »Der er«, saaledes begyndte han, »igaar blevet fravristet Konventet et Dekret, der skaber et nyt Aristokrati. Jeg sigter herved til det Dekret, der er blevet vedtaget i Overeensstemmelse med en af de vedkommende Autoriteter i Paris indgiven Petition, og som fastsætter tre forskjellige Grader for Underviisningen, medens det aldeles ikke siger noget om den folkelige Opdragelse, der bør blive Arbeiderne, Viingaardsmændene, Agerdyrkerne, med eet Ord, hele den mere ugunstigt stillede Klasse til Deel«.

[428]

Couppé's Andragende blev understøttet af hele Partiet, hvorfor ved denne Leilighed især Chabot og Cambon førte Ordet. Den første yttrede: »Jeg understøtter Couppé's Andragende. Det Dekret, der blev Eder frarevet igaar henimod Mødets Slutning, da kun meget faa Medlemmer vare tilstede i Salen, gaaer ud paa at gjenoplive alle Misbrugene ved l'ancien régime; det gaaer ud paa at skabe et nyt Aristokrati af Lærde, medens vi have tilintetgjort alle de andre; det er den brissotinske Hordes (o: Girondisternes) Plan; thi ogsaa den vilde oprette et Aristokrati af Phiiosopher, medens vi kun ville have Sansculotternes Demokrati. Der skal efter dette Dekret findes tre Grader i Undervisningen; dette Spørgsmaal er saa indgribende, at det fordrer en storartet Undersøgelse; vi ville faae at see, om man virkelig bør give Byerne et Privilegium ligeoverfor Landdistrikterne, eller om man ikke tvertimod bør skabe een Familie af hele Nationen; om det ikke er muligt, naar vi faae en Lovbog indrettet efter alle Borgeres Fatteevne, at kunne undvære Prokuratorer, Advokater og Lærde. Ogsaa jeg andrager paa Dekretets Tilbagetagelse. Glemmer ikke, at det Forslag, som var blevet forelagt af Monsieur de Condorcet, i sin Tid er blevet forkastet, fordi det var altfor sprænglærdt«. Cambon tilføiede under Bifald i Forsamlingen: »Det igaar vedtagne Dekret fornyer Akademierne under et andet Navn; man vil endnu have os til at troe, at man ikke kan forsolde en Sko uden med Passer i Haanden og i et Akademi, medens Skoen ikkun bør gjøres i Skomagerens Boutik«. Den svage Modstand røber allerede Manglen paa Haab. Prieur (de la Marne) tillod sig kun den Bemærkning, »at det er fuldkomment sandt, at der i de tre Artikler, der indgaves fra de vedkommende Autoriteter i Paris, aldeles ikke er Tale om Agerdyrkernes saa interessante Klasse, men vi vide ogsaa Alle, at

[429]

denne Klasse af Medborgere ikke findes i Paris«. Fourcroy fremførte kun Almindeligheder om, hvorledes det ikke syntes, som om de foregaaende Talere havde forstaaet den Diskussion, der havde fundet Sted den foregaaende Aften, og hvorledes Konventet, fordi det opretholdt Dekretet, gjerne kunde forandre Redaktionen. Hans Tale blev kun holdt under Forsamlingens Afbrydelser og fik til Slutningen kun som Løn det Udraab af den ivrige Lighedsven Bourdon (de l'Oise): »Er det da umuligt at faae en Ende paa disse akademiske Diskussioner?« Ikkun Bazire vidste træffende at benytte den med Udlandet udbrudte Krig til en Formaning, som han lagde Lovgiverne paa Hjerte. Man maatte ikke smigre sig med, at naar Frankrig opgav Omhuen for den høiere Videnskabelighed, der havde været dets Ære, vilde dets farlige Naboer ogsaa følge Exemplet; tvertimod vilde deres truende Magt derved kun gjøres aldeles overlegen. »Er det ikke Mathematikens Studium, der gjør gode Tngenieurer og gode Artillerister? er det ikke ved Hjælp af Astronomien, at vi kunne finde Veien over Havene?« »Lad kun Frankrig«, saaledes sluttede han med Hensyn til Cambons Ord om Skomageren, »lad kun Frankrig synke i Barbariet; en Ærgjerrig vil aldrig udeblive, og sandeligen, han vil ikke finde Vanskelighed ved at lænkebinde den Skomager, der alene for-staaer sig paa sine Sko, eller den Bonde, der aldrig har vidst at styre Andet end sin Plov. De fremmede Magter, og England fremfor alle, ønske Intet hellere, end at see os antage den ulykkelige Vildfarelse, som man udvikler paa dette Sted; de lykønske sig allerede forud ved at see os forberede dem de Midler, hvorved de en Dag kunne underkue os«. Men ogsaa Bazire kunde dog ikke fordølge sig Frugtesløshedén af sine Ord. Dekretet, der allerede havde fastsat, at der ogsaa

[430]

skulde være Mellemskoler og høiere Undervisningsanstalter, blev taget tilbage (1).

Medens alle Mellemskolerne ogsaa senere forbleve forkastede, indkom efter lang Tids Forløb Konventets Komitee for den offentlige Underviisning med sit Lovforslag om den Maade, hvorpaa den ved de primaire Skoler grundede Underviisning skulde suppleres. Ved disse Skoler var der blevet sørget for Individernes uundværlige Kundskaber; nu skulde der sørges for de Kundskaber, der vare nødvendige for Samfundet. Lovforslagets første Afdeling handler i Almindelighed om Midlerne til at udbrede Underviisning, og anfører som saadanne Folkerepræsentanternes Forhandlinger, Valgforsamlingerne, de folkelige Selskabers Forhandlinger, de nationale Fester, hvorpaa der lagdes megen Vægt, og Theatrene, »hvor Ungdommen, saa at sige, uden Arbeide vil kunne erhverve Kundskab om sine Rettigheder og Pligter«. Journalliteraturen, hvorpaa man ellers dengang lagde saa overordentlig Vægt, nævnes her, underligt nok, aldeles ikke. Den anden Afdeling handler om Videnskaber og Kunster, hvis Underviisning skulde lønnes af Staten. I ti Stæder skulde der oprettes »Sundhedsskoler« og i elleve Stæder Veterinairskoler. I fire Stæder skulde der oprettes Observatorier, hvis Astronomer skulde være pligtige til at undervise i astronomiske og meteorologiske Iagttagelser og i kronologiske Beregninger. Een Lærer i Ingenieurvidenskaben og een i Artillerividenskaben skulde ansættes i Statens ni største Land- og Søfæstninger. Een Hydrograph skulde ansættes i Frankrigs Havne, for at lære de Søfarten vedkommende Videnskaber. Een Lærer i Mineralogi og een i Metallurgi skulde ansættes i Paris. Den tredie Af-

(1) Réimpression de l'ancien Moniteur. XVII, 674—675, 679—680.

[431]

deling af Lovforslaget handler om Maaden, hvorpaa disse offentlige Lærere skulde udvælges, og her aabenbarer sig fremdeles den samme Aand, der allerede havde lagt sig for Dagen i Lovgivningen om de primaire Skoler. Lærerne i Ingenieur- og Artillerividenskaben skulde i de forskjellige Fæstninger vælges af alle de Ingenieurer og Artillerister af enhver Grad, som i dem laae i Garnison, og Lærerne for de medicinske og Veterinairskolerne endog med relativ Stemmefleerhed af Borgerne i de Distrikter og Kommuner, hvori Skolerne oprettedes(1). Lovforslaget maatte vistnok kaldes demokratisk nok, men Konventet ajournerede det dog, og Sagen blev senere slet ikke forelagt førend Thermidorrevolutionen. I Ligheds- og Frihedsvennernes Selskab havde Planen i det Hele taget ikke fundet Sympathi; da Spørgsmaalet der var for, havde Hassenfratz reist sig for at erklære, hvorledes han »saa med Smerte, at skjønt man havde sagt, at man ikke vilde lade Staten beskjæftige sig med Videnskaberne, optog man dog nu atter under den offentlige Underviisning Astronomi o. s. v.« (2).

En særegen Bestemmelse i Lovforslaget havde udtrykkelig fastsat, at Underviisning i alle de Videnskaber og Kunster, der ikke nævnedes i dette Dekret, vedkom ikke det Offentlige. Der blev saaledes ikke blot slaaet en Streg over de klassiske, historiske og philosophiske Studiers Understøttelse, men ogsaa over de juridiske Fakulteter. Underviisningskomiteens Motiver, der foredroges af Bouquier som Ordfører, ere i denne Henseende betegnende. »Tanken om at oprette sekondaire Skoler eller Middelskoler, Skoler helligede til Underviisning om Lovene og jeg veed ei hvilke andre Videnskaber, hvorfor det synes,

(1) Réimpression de l'ancien Moniteur. XX, 215—216.

(2) Réimpression de l'ancien Moniteur. XVIII, 651.

[432]

at de Lærde de l'ancien régime endnu bevare en særegen Forkjærlighed, har allerede flere Gange været fremsat; en saadan Idee, der upaatvivleligen er udsprungen af en eller anden forhenværende Universitetsprofessors Hjerne, er imidlertid forekommen os, for ikke at sige mere, uforsonlig med de republikanske Institutioner, hvis simple Grunde bør søges i Naturen«.

»At fremsætte et saadant Forslag, er det ikke ubestridelig at ville gjenoprette disse gothiske Anstalter, hvor en umoralsk Ungdom tabte en kostbar Tid for møisommeligen i sin Hjerne at opdynge altid tomme og ofte upaalidelige Kundskaber, Kundskaber, som den var nødt til at glemme, saasnart dens Interesse eller Smag gav den Lyst til at erhverve sig nyttige Kundskaber? er det ikke at ville organisere nye akademiske Korporationer, at oprette nye Huler af Lærde, for at spekulative Egoister ustraffet kunde isolere sig fra Samfundet og opføde et pædagogisk Aristokrati, der er fuldkomment lige saa skadeligt, som Absolutismens, Fødselens og Rigdommens«.

»At foreslaae Oprettelsen af Læreskoler for Retsvidenskaben, betyder kun at ville gjenopvække Chikanen og dens Slæng, som Fornuften, Philosophien og Friheden have knuust med deres tredobbelte Kølle. Det betyder kun at ville oprette en ny Sorbonne af Jurister, hvis Doktorer snart vilde opnaae at sætte deres egne sære Meninger i Stedet for Lovene .... Lovene bør være simple, klare, og i et saa ringe Antal, at enhver Borger kan bære dem hos sig. Det er derfor saa langt fra, at Nationalkonventet bør oprette Retsskoler, at det tvertimod, under haard Straf, bør forbyde enhver Art af Paraphras, Fortolkning, Glose og Kommentar«(1).

(1) Réimpression de l'ancien Moniteur. XX, 213.

[433]

Naar Ordføreren for Komiteen for den offentlige Underviisning kunde afgive en saadan Betænkning., naar en saadan Aand kunde komme til Orde i Paris, kan det ikke forundre, at Forholdene tillige maatte stille sig misligt i Departementerne. Det var i denne Periode ikke blot Kunstsamlingerne og Museerne, der lede saa meget, men overalt forfaldt ogsaa de videnskabelige Samlinger og Stiftelser, der nu ikke længere fandt nogen Støtte i Staten, eller den Sikkerhed, der er den første Betingelse for alt videnskabeligt Væsens Blomstring. Nogle af dem forsvandt aldeles, andre gik Opløsningen imøde. Kommunerne, i hvis Lod Varetægten over disse Stiftelser foreløbig var falden, havde deels ingen Interesse for dem, deels overgik ogsaa Vedligeholdelsens og Bestyrelsens Omkostninger deres Kræfter. Den botaniske Have i Montpellier blev sløifet, og i Versailles vidste man paa en nem Maade, ved at dræbe Dyrene i dets forhenværende zoologiske Have, at spare paa de Udgifter, som Haven ellers vilde kostet. Fra Tanken om at slaae Bibliothekerne sammen, gik man en Tid lang over til aldeles at opgive dem. De efter den nye Maade valgte Munieipalitetsraader mødte i Bibliothekerne, lode Læseværelserne rømme og satte Segl uden for Dørene. Dette blev atter en Hovedgrund til, at alle strængt videnskabelige Tidsskrifter, Journal des Savants, Annales de Chimie, Journal encyclopédique o. s. v. maatte gaae ind. Videst i Ligegyldighed og Uvillie gik dog Chefen for den parisiske Nationalgarde, den bekjendte General Hanriot, idet han stillede sig i Spidsen for Agitationen mod det dengang saakaldte nationale, det nuværende store keiserlige Bibliothek. Medens Adsplittelsen af Bibliothekernes Værker dog vilde have tilladt enkelte Skatte at komme i private Hænder, bestod den korte Proces, som hans Raahed anbefalede, ikke i mindre end at brænde den kostbare

[434]

Bogsamling. Sagen syntes at blive alvorlig, da hans Forslag fandt Medhold udenfor Paris og navnlig ogsaa understøttedes ved en Motion fra Marseille. Det europæiske Kontinents Hovedstad var i Færd med at høre en virkelig Debat om en Fremfærd, lig den, som kun af et urigtigt Sagn er bleven tillagt Kalifen Omar i Alexandria. Det store Bibliothek blev først sikkret ved Thermidorrevolutionen, der styrtede Hanriot tillige med hans politiske Venner. Thermidorrevolutionen borttog tillige Seglene fra de andre Bibliotheker og gjorde atter deres Læsesale tilgjængelige. Et af dem opbevarer endnu et Trophæ fra den Seier, der ved denne Revolution blev vunden. En af de meest ivrige Lighedsvenner i Strasburg, en Hr. Teterel, havde nemlig tidligere ikke kunnet faae det i sit Hoved, hvortil Strasburgs Münster egentligen »nyttede«, og havde derfor foreslaaet at det store Taarn burde nedrives, saa at Materialierne kunde anvendes gavnligere. Det viste sig imidlertid snart, at det ikke var saa let at nivellere den høieste Kirke i Europa, hvorpaa Middelalderens Tro havde bygget i henved tre hundrede Aar. Da man imidlertid i alle Tilfælde fandt, at Høiden haanede det nivellerende Lighedsprincip, havde man i sin Tid ladet forfærdige en saakaldet Lighedshue af rødmalet Blik, der blev anbragt paa Spidsen af Taarnet. Tegnet nedtoges efter Thermidorrevolutionen, paa samme Tid, som man borttog det Segl, som af den foregaaende Kommunalbestyrelse, med Mairen Hr. Bonnet i Spidsen, ogsaa var blevet sat uden for det offentlige Bibliothek i Strasburg. Bibliotheket, et af de største og meest besøgte i Frankrig, opbevarer nu som et Minde om sin egen samtidige Emancipation det fra Taarnet nedtagne Pragtstykke.

Med Thermidorrevolutionen begyndte nu ogsaa for den høiere Underviisning og sammes Fremme en ny Periode i

[435]

Frankrig. Materialismens og Vandalismens Magt havde kulmineret, og begyndte nu efterhaanden at gaae nedad. Nationalkonventet, der atter optog de af det tidligere udtraadte Medlemmer, søgte allerede i sine sidste Aar, endnu førend den nye Forfatning, at indføre hvad den selv havde forsømt eller forbrudt. Forfølgelsen af »de Lærde« ophørte strax, og fulgtes, trods den store Pengenød, gjentagne Gange af foreløbige Understøttelser til Videnskabsmænd, Forfattere og Kunstnere, for at formilde deres øieblikkelige Stilling; til otte og tyve Navne gaves saaledes paa een Gang Portioner paa tre tusinde Livres, til to og halvtredsindstyve Navne Portioner paa to tusinde Livres og til otte og tredive Navne Portioner paa femten hundrede Livres(1). Konventets Komitee for den offentlige Underviisning, der fik friske Kræfter, begyndte forfra, og forgjæves søgte nogle faa Repræsentanter for den tidligere Retning at holde igjen. Ligesom en ny Tankegang, der iøvrigt her ei skal forfølges videre, strax efter Thermidorrevolutionen begyndte at gjøre sig gjældende ved Omdannelsen af Folkeskolen, saaledes oprettedes ogsaa allerede i Konventets sidste Aar Slag i Slag en Læreanstalt for de orientalske Sprog, der strax fik Professorater i Tyrkisk, Arabisk, Persisk og Malaiisk, Frankrigs i sit Slags eneste Nationalinstitut, hvori de tidligere Akademier skulde forene sig, og hvortil allerede Talleyrand og Condorcet havde havt Ideen, den polytekniske Skole, Bureau des Longitudes, Normalskolen i Paris, som Forløber for de høiere Centralskoler, hvoraf een oprettedes i hvert Departement, ved Siden af Kantonernes primaire Skoler, o. s. fr. Nationalbibliothekel i Paris fik sin nye Organisation, Thibaudeaus Forslag om Forbud mod farlige Magasiners eller Værksteders Oprettelse ved

(1) Réimprcssion de l'ancien Moniteur. XXV, 669, 670.

[436]

Siden af Bibliotheker blev hævet til Lov, og Nationalkonventet lod blandt Andet nu, karakteristisk nok, paa offentlig Regning trykke og i mangfoldige Exemplarer fordele Condorcets efterladte »historiske Fremstilling af den menneskelige Aands Fremskridt«(1). I Stedet for de Komplimenter, der tidligere vare blevne ydede til de Taageaander, der stedse pleiede at anmelde sig selv som Alt aabenbarende Lys og Evidentsens Sendebud, kunde man nu, naar Spørgsmaal vedkommende Underviisningsvæsenet vare for, høre Fréron betegne Robes-pierre som »den nye Omar, der havde villet brænde Bibliothekerne«, eller Fourcroy minde om de Tider, da hans Foredrag »med en grusom Kunst sønderreve, bagvaskede og med Væmmelse og Bitterhed opfyldte alle dem, der havde gjort større Studier og besad udstrakte Kundskaber«. »Robespierre«, yttrede den samme ligeledes senere i Konventet, »betragtede aldrig Videnskabsmændene uden med skelende Øine, med Raseriets og Misundelsens Øine, ikke blot fordi han selv Intet vidste, men fordi han følte, at de oplyste Mænd aldrig vilde bøie Knæ for ham«. »En af de Vesirer, som vi kaldte Ministre«, saaledes siger Lakanal, »smigrede sig med, at maa, snart i Frankrig ikke skulde trykke Andet end Almanaker«. »Uvidenhedens Herredømme«, hedder det i en Tale af Villars, »er nu forbi. Det er endelig muligt at tale Videnskabsmændenes, Forfatternes og Kunstnernes Sag i Lovenes Helligdom«. Grégoire paastaaer, at der aldrig fandtes nogen Periode af Historie, hvori „de Halvstudeertes Jalousi" havde lagt. sig for Dagen paa en saa raa Maade, som under den forrige Periode, hvori Robespierres Tyranni havde ledet Alt, og lægger den nye

(1) Esquisse d'un tableau historique des progrés de l'esprit humain. Ouvrage posthume de Condorcet. 1795.

[437]

Majoritet paa Hjertet: »Hvad vi vide, er en Ubetydelighed mod alt det, som vi ikke vide, og som det var godt at kjende. Lader os da fremme Udviklingen af alle Ideerne, lader os, saavidt det staaer til os, bidrage til at formindske Lakunerne paa de menneskelige Kundskabers Tavle«(1). Det er betegnende for Omsvinget, at denne nye Tone ogsaa istemmedes af flere af dem, der tidligere havde udtalt sig i den materialistiske Retning, hvad enten de nu tankeløst havde glemt deres egen politiske Fortid, eller de for enhver Priis vilde søge at beholde Andeel i Magten. Voulez vous conserver le pouvoir, siger allerede Kardinal Retz i sine Memoirer, changez souvent d'opinion. Nationalkonventet havde overdraget sin Komitee for den offentlige Underviisning at indkomme med Beretning om de videnskabelige Tab og den Tilbagegang, som den overvundne Materialisme og Vandalisme havde kostet Frankrig, og den 14de Fructidor (o: den 1ste September) i Republikens andet Aar, ligesom derefter den 8de Brumaire (o: den 29de Oktbr.) og den 24de Frimaire (o: den 14de December) i Republikens tredie Aar, afgaves tre vidtløftige Betænkninger herom(2). Biskop Grégoire, der var Ordfører, som havde benyttet Leiligheden til tillige at meddele en lang Liste over de »Lærde«, der blot som saadanne i sin Tid havde været Gjenstand for Forfølgelse, og der antager, at hans Beretninger maae »vidne for Efterverdenen om, at vi vare paa Bredderne af en Afgrund«, samler det hele Indtryk i disse Ord: »Udtag af Historien den menneskelige Aands Forvildelser, og der bliver kun et lille Bind tilbage; men selve Historien om disse Vildfarelser, og de Mindesmærker, der gjenkalde dem i Erindringen, ere ei

(1) Béirapression de l'ancien Moniteur. XXI, 645. XXII, 367. XXV, 675.

(2) Réimpression de l'ancien Moniteur. XXII, 85 — 92, 379-88, 751—74.

[438]

unyttige; det er ved disse Fald, at Fornuften sikkrer sig mod nye Fald og vinder en fastere Gang«(1). Hvorledes nogen Fristelse til en Falden i en lignende Retning overhovedet kan fremspire i Demokratiet, er klart blevet, efterviist af Tocqueville og af Cherbuliez i deres bekjendte Skrifter(2). Men naar det overhoved er Fordelen ved den franske Revolution, at den fremtræder saa tydelig, bestemt, plastisk, at den bliver lærerig for alle Partier, gjælder det ikke mindst om den her omtalte Retning. Denne ligner et flammende Fyrtaarn, som fra sin Afstand advarer mod at nærmes. Da Februarrevolutionen indtraf, da en halv Snees Millioner Franskmænd pludselig igjen kaldtes til at være Vælgere, og da den kortvarige Republik i saa mange Retninger kopierede den ældre, undlod den det viselig i denne. Man priste den Liberalitet, hvormed det engelske Folk netop paa den Tid, hvorunder Underviisningssagen var for i den lovgivende Forsamling, baade i Moderstaten og i Kolonierne efter forøget Maalestok lod det Offentlige understøtte den høiere Underviisning(3). Forholdet mellem den ældre og den nye Republik viste sig nu saa besynderlig forandret, at Reaktionen især holdt paa Naturvidenskaberne, medens den

(1) „Otez de l'histoire les erreurs de l'espéce humaine, il vous restera un petit volume: mais l'histoire méme de ces erreurs, et les monumens qui les retracent, ne sont pas inutiles: c'est par elles que la raison se prémunit contre de nouvelles chutes, et qu' elle affermit sa marche". Réimpression de l'ancien Moniteur. XXII, 751, 753.

(2) Tocqueville, De la démocratie en Amérique. Treiziéme edition. Paris. 1850. II, 57—65. Cherbuliez, De la démocratie en Suisse. Généve. 1843. II, 321-340.

(3) „Fædrelandet" meddeelte i Aargangen for 1850, i Nr. 86, Oplysninger om de af det lovgivende Kammer i Ny-Syd-Wales voterede Midler til Oprettelse af et Universitet i Sidney, og, i Nr. 111, om Forøgelsen af Statens Understøttelse til Universiteterne i Skotland og Irland og i det Hele taget til de høiere videnskabelige Anstalter.

[439]

philosophisk-historiske Underviisning var Gjenstand for den venstre Sides Yndest. Dens overdrevne Fordringer om Statens Understøttelse af Underviisningen kunde iøvrigt allermindst tilfredsstilles paa en Tid, hvor den franske Statsgjælds Rente alene i Aaret 1848 var bleven forøget med betydeligt mere end det Dobbelte af det Beløb, hvormed den var voxet under hele Juliregjeringens Periode. Men det bør dog erindres til Ære for Februarrevolutionens ulykkelige, nu for en stor Deel omkomne, fængslede eller landflygtige Mænd, at de vilde alt Andet end formindske Understøttelsen af den høiere Under-viisning, hvortil de helst ikke blot havde aabnet Adgangen for Alle, men ønsket virkeligen at kunne drage Alle.