Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/27
XXVII.
JERNVÆRKET.
Torsdag 28. April.
Der blæste en stærk Vestenvind næsten hele den Dag, da Vildgæssene fløj over Bergslagerne, og saasnart de prøvede at styre mod Nord, blev de kastet mod Øst. Men Akka troede, at Mikkel løb om i den østlige Del af Landet. Af den Grund vilde hun ikke flyve til den Side, men vendte om den ene Gangefter den anden og stred sig møjsommelig tilbage vesterud. Paa den Maade kom Vildgæssene kun langsomt afsted, og hen paa Eftermiddagen var de endnu ikke kommen videre end til Vestmanlands Bjergværksdistrikt. Henimod Aften lagde Vinden sig pludselig, og de trætte rejsende begyndte at haabe paa, at de kunde faa sig en Timestids let Flugt inden Solnedgang. Men da kom der et voldsomt Vindstød farende. Det drev Gæssene foran sig som Bolde, og Niels Holgersen, der sad ganske sorgløs og ikke drømte om nogen Fare, blev lettet af Gaaseryggen og slynget ud i det tomme Rum.
Drengen var saa lille og let, at han i den voldsomme Storm ikke kunde falde lige til Jorden, men først fulgte han et Stykke med Vinden, og derpaa sank han langsomt og flagrende nedad, som et Blad falder fra et Træ.
„Aa, her er ingen Nød paa Færde,” tænkte Drengen, endnu mens han faldt. „Jeg synker saa langsomt nedad, som om jeg var et Stykke Papir. Morten Gase skynder sig nok hen og samler mig op.”
Det første, han gjorde, da han var kommen ned paa Jorden, var at rive Huen af Hovedet og vifte med den, for at den store, hvide Gase skulde se, hvor han var. „Her er jeg, hvor er du? Her er jeg, hvor er du?” raabte han og var ganske forbavset over, at Morten Gase ikke allerede stod ved Siden af ham.
Men den store, hvide var ikke til at se, og han saa heller ikke Vildgaaseflokken aftegne sig mod Himlen. Den var helt forsvunden.
Han syntes jo nok, det var lidt underligt, men han blev dog ikke bange eller urolig. Det faldt ham ikke et Øjeblik ind, at Folk som Akka og Morten Gase vilde lade ham i Stikken. Det voldsomme Vindstød havde vel taget dem med. Saasnart de var i Stand til at vende, kom de nok tilbage og hentede ham.
 Vandfyldt Grubehul |
Men hvad var det nu? Hvor i Alverden var han kommen hen? Hidtil havde han kun staaet og kigget op imod Himlen efter Gæssene, men nu kom han pludselig til at se sig om. Han var ikke falden ned paa den flade Jord, men i en dyb, bred Bjergkløft, eller hvad det nu var. Det var et Rum saa stort som en Kirke, med næsten lodrette Klippevægge til alle Sider og helt uden Loft. Paa Jorden laa der noglestore Klippeblokke, og imellem dem voksede der Mos og Tyttebærgrønt og smaa, lave Birke. Hist og her paa Klippevæggene var der fremspringende Kanter, og fra dem hang der pjaltede Stiger ned. Til den ene Side aabnede der sig en mørk Hvælving, der saa ud til at føre langt ind i Bjerget.
Drengen havde ikke for ingenting en hel Dag fløjet hen over Bergslagerne. Han forstod straks, at den store Kløft var opstaaet ved, at Folk i gamle Dage havde brudt Malm i Bjerget paa dette Sted. „Men jeg maa straks se, om jeg ikke kan klatre op til Jorden igen,” tænkte han, „for ellers er jeg bange for, at mine Rejsekammerater ikke kan finde mig.”
Han skulde lige til at gaa hen til Klippevæggen, da der kom en og tog fat i ham bagfra, og han hørte en grov Stemme brumme ind i Øret paa sig: „Hvad er du for en?”
Drengen vendte sig hurtig om, og i den første Forskrækkelse syntes han, at han stod overfor en stor Klippeblok, dækket med graabrun Skæglav, men saa opdagede han, at Klippeblokken havde brede Fødder at gaa paa, Hoved, Øjne og en stor, brummende Mund.
Han kunde ikke faa et Ord frem til Svar, og det lod det heller ikke til, det store Dyr ventede. Det kastede ham omkuld, rullede ham frem og tilbage med Poten og snusede til ham. Det saa ud, som det lige skulde til at sluge ham, men saa kom det paa andre Tanker og raabte: „Murre og Brumme, kom mine Unger, saa skal I faa noget godt!”
Øjeblikkelig kom der farende to laadne Unger, der stod daarlig paa Benene og var bløde i Skindet ligesom Hundehvalpe.
„Hvad er det, I har fundet, Bjørnemor? Maa vi se, maa vi se?“ raabte Ungerne.
„Naa, saa det er Bjørne, jeg er kommen i Lag med,“ tænkte Drengen. „Saa er jeg bange for, at Mikkel Ræv ikke længer behøver at gøre sig nogen Ulejlighed med at jage efter mig.“
Hunbjørnen skubbede med Labben Drengen hen til Ungerne, og den ene af dem snappede ham og løb sin Vej med ham. Men den bed ikke haardt til, for den var overgiven og vilde lege lidt med Tommeltot, inden den bed ham ihjel. Den anden løb bagefter for at faa fat paa Drengen og kom saadan klumpende og dumpende, at den faldt lige ned i Hovedet paa den, der løb med Drengen. Og saa trillede de om imellem hinanden og reves og bedes og knurrede.
Under alt dette slap Drengen løs, løb hen til Klippevæggen og begyndte at klatre op ad den. Men begge Bjørneungerne kom styrtende efter ham, klatrede raskt og behændigt op ad Bjerget, indhentede ham og kastede ham ned paa Mosset som en Bold. „Nu ved jeg, hvordan en stakkels, lille Mus har det, naar den er kommen i Kattens Kløer,” tænkte Drengen.
Han prøvede flere Gange at undslippe. Han løb langt ind i den gamle Grubegang, skjulte sig bag Stenene og klatrede op i Birkene, men Bjørneungerne fandt ham, hvor han saa gemte sig. Saasnart de havde fanget ham, slap de ham løs, for at han igen skulde løbe fra dem, saa de kunde have den Fornøjelse at fange ham paany.
Tilsidst blev Drengen saa træt og saa led og ked af det hele, at han kastede sig ned paa Jorden. „Løb, løb,” knurrede Bjørneungerne, „ellers æder vi dig!” — „Ja, Værsgod,” sagde Drengen, „jeg kan ikke holde ud at løbe mer.” Straks styrtede de to Unger hen til Hunbjørnen. „Bjørnemor, Bjørnemor! han vil ikke lege mere,“ klagede de. — „Ja, saa tag ham, og del ham lige imellem jer,” sagde Bjørnemor. Men da Drengen hørte det, blev han saa bange, at han straks gav sig til at lege igen.
Da det blev Sengetid, og Hunbjørnen kaldte paa Ungerne, for at de skulde krybe tæt ind til hende og lægge sig til at sove, havde de moret sig saa dejligt, at de vilde lege den samme Leg næste Dag. De tog Drengen imellem sig og lagde Labberne over ham, saa han ikke kunde røre sig, uden at de vaagnede. De faldt straks i Søvn, og Drengen tænkte, at om lidt vilde han prøve at liste sig bort. Men aldrig i hele hans Liv var der blevet kastet og trillet og jaget og snurret saadan med ham, og han var saa dødsenstræt, at han ogsaa faldt i Søvn.
Lidt efter kom Bjørnefar klatrende ned ad Klippevæggen. Drengen vaagnede ved, at han rev Stene og Grus løs, idet han lod sig glide ned i den gamle Grube. Drengen turde jo knap røre sig, men han vendte og drejede sig saadan, at han kunde se Bjørnen. Det var en vældig stor og sværlemmet Hanbjørn med mægtige Labber, store, skinnende hvide Hjørnetænder og smaa, ondskabsfulde Øjne. Drengen kunde ikke gøre for, at det løb ham koldt ned ad Ryggen, da han saa Skovens gamle Konge.
„Her lugter af Mennesker,” sagde Bjørnefar, ligesaa snart han kom hen til Bjørnemor, og brummede som et Tordenvejr.
„Hvor kan du falde paa saadanne Dumheder?” sagde Bjørnemor og blev ganske rolig liggende, hvor hun laa. „Det er jo en Aftale, at vi ikke mere skal gøre Menneskene Fortræd. Men kom der en af dem herned, hvor jeg og Ungerne holder til, saa skulde der saamænd ikke blive saa meget tilbage af ham, at du kunde lugte det.“
Bjørnefar lagde sig ned ved Siden af Bjørnemor, men lod ikke til at være rigtig tilfreds med Svaret, for han kunde ikke lade være at snuse og vejre.
„Lad være med at ligge og snuse saadan!” sagde Bjørnemor. „Du skulde da kende mig nok til at vide, at jeg ikke lader noget, der kan gøre Fortræd, komme i Nærheden af Ungerne. Fortæl mig hellere, hvad du har taget dig for? Jeg har ikke set dig i en hel Uge.”
„Jeg har været ude at se mig om efter en ny Lejlighed,” sagde Bjørnefar. „Først gik jeg over til Värmland for at spørge vore Slægtninge i Nyskoven, hvordan de havde det der i Landet, men den Ulejlighed kunde jeg have sparet mig. De var allesammen borte. Der var ikke et eneste Bjørnehi i Skoven.”
„Jeg tror, Menneskene vil have hele Jorden for sig selv,” sagde Bjørnemor. „Om ogsaa vi lader baade Folk og Fæ i Fred, og ikke lever af andet end Tyttebær og Myrer og Grønt, saa faar vi ikke Lov at blive i Skoven. Jeg gad vidst, hvor vi kan flytte hen og være sikre paa at blive boende.” — „Her i denne Grube har vi jo haft det udmærket i mange Aar,” sagde Bjørnefar, „men jeg kan ikke finde mig i at bo her, efter at de har bygget det store Buldreværk lige ved Siden af os. Nu sidst har jeg været henne og set mig om øst for Dalelven, henad Garpenberg til. Dér var ogsaa mange gamle Grubehuller og andre gode Gemmesteder, og jeg synes, det lod til, at man kunde være saa temmelig i Fred for Mennesker…“
I det samme Bjørnefar sagde dette, rejste han sig og snusede til alle Sider. „Det er underligt, hver Gang jeg taler om Mennesker, mærker jeg igen den Lugt,“ sagde han.
„Se selv efter, naar du ikke vil tro mig!” sagde Bjørnemor. „Jeg gad nok vidst, hvor et Menneske skulde ligge gemt hernede.“
Bjørnen gik hele Hulen rundt og snusede. Tilsidst kom han hen og lagde sig ved Siden af Bjørnemor uden at sige et Ord. — „Sagde jeg det ikke nok?” sagde Bjørnemor. „Men du tror naturligvis ikke, der er andre end dig, der har Næse og Øren.“
„Man kan aldrig være forsigtig nok med saadan et Naboskab, som vi har,” sagde Bjørnefar stilfærdig. Men saa foer han op med et Brøl. Det traf sig saa uheldigt, at en af Bjørneungerne var kommen til at lægge sin Lab hen over Niels Holgersens Ansigt, saa den stakkels Dreng ikke kunde faa Vejret, men gav sig til at nyse. Nu var det umuligt for Bjørnemor at holde Bjørnefar rolig længer. Han kastede Ungerne til højre og venstre og fik Øje paa Drengen, inden han naaede at rejse sig op.
Han havde slugt ham straks, hvis ikke Bjørnemor havde lagt sig imellem. „Rør ham ikke! Det er Ungernes Legetøj,” sagde hun. „De har moret sig saa dejligt med ham hele Aftenen, at de ikke nænnede at æde ham, men vilde gemme ham til i Morgen.” Men Hanbjørnen skubbede Hunbjørnen til Side. „Bland dig ikke i Ting, som du ikke forstaar dig paa!” brølede han. „Kan du da ikke mærke, hvor han lugter af Mennesker? Ham æder jeg med det samme; ellers spiller han os et eller andet slemt Puds.”
Han lukkede igen Gabet op, men nu havde Drengen faaet Tid til at tænke sig om, og han havde i største Hast faaet sine Svovlstikker op af Ranselen, — de var det eneste Forsvarsmiddel, han havde. Han rev en Svovlstik af paa sine Skindbukser, og da den brændte i lys Lue, stak han den ind i Gabet paa Bjørnen.
Bjørnen fnøs, da han fik Svovllugten i Næsen, og saa var Flammen ude. Drengen havde en ny Svovlstik rede, men underligt nok gentog Bjørnefar ikke sit Angreb.
„Kan du tænde mange af den Slags smaa, blaa Roser?” spurgte Bjørnefar.
„Jeg kan tænde saa mange, at de kunde gøre det af med hele Skoven,” svarede Drengen, for han troede, at han paa den Maade kunde skræmme Bjørnen.
„Kunde du maaske stikke Ild paa Hus og Gaard med?” sagde Bjørnefar.
„Ja, det er ingen Sag for mig,” pralede Drengen og haabede, at Bjørnen skulde faa Respekt for ham.
„Det var godt,” sagde Bjørnefar. „Saa skal du gøre mig en Tjeneste. Nu er jeg rigtignok glad over, at jeg ikke aad dig.”
Derpaa tog Bjørnefar ganske forsigtigt Drengen imellem Tænderne og gav sig til at klatre op af Hulen. Det gik forbavsende let og hurtigt for ham, skønt han var saa stor og tung. og saasnart han var oppe, løb han ind i Skoven. Det gik ogsaa rask nok. Det var ikke til at tage fejl af, at Bjørnefar var som skabt til at bane sig Vej gennem tætte Skove. Hans tunge Krop skød gennem Krattet som en Baad gennem Vandet.
Bjørnefar blev ved at gaa, til han kom til en Bakke i Skovbrynet, hvor han kunde se det store Jernværk. Der lagde han sig ned, stillede Drengen foran sig og holdt fast paa ham med begge Labber.
„Kig nu ned paa dette hersens store Buldreværk!“ sagde han til Drengen.
Det store Jernværk laa med sine mange høje og store Bygninger ved Bredden af et Vandfald. Høje Skorstene udspyede sorte Røgskyer, Ilden fra Smelteovnene flammede, og fra alle Vinduer og Luger skinnede der Lys. Derinde var Hamre og Valseværker i Gang, og de arbejdede med saa stor Kraft, at Luften genlød af Bulder og Larm. Rundt om selve Fabriksbygningerne laa der vældige Kulskure, store Bunker af Slakker, Pakhuset, Bræddestabler og Redskabshuse. Et Stykke derfra var der lange Rækker Arbejderboliger, nette Villaer, Skoler, Forsamlingshuse og Butikker. Men alt dette andet var stille og syntes at sove. Drengen saa slet ikke til den Side: han havde ikke Øje for andet end Jernværket. Jorden var sort rundt om det, Himlen hvælvede sig dejlig mørkeblaa over Flammerne fra Smelteovnen, Fossen gled hvidtskummende forbi, og selv stod det og udsendte Lys og Røg og Ild og Gnister. Aldrig havde han set noget saa vældigt.
„Vil du nu ogsaa paastaa, du kunde stikke Ild paa saadan en stor Indretning?” sagde Bjørnen.
Der stod nu Drengen indeklemt mellem Bjørnelabberne, og han troede, det eneste, der kunde redde ham, var, at Bjørnen fik høje Tanker om hans Magt og Dygtighed. „Det er ligemeget, om det er stort eller lille,” sagde han derfor. „Jeg kan alligevel faa det til at brænde.“
„Saa skal jeg sige dig noget,” sagde Bjørnefar. „Mine Forfædre har holdt til i disse Egne, lige siden der begyndte at vokse Skov her i Landet, og jeg har arvet Jagtmarker og Græsmarker og Hier og Skjulesteder efter dem og har boet i Ro og Fred her alle mine Dage. I Begyndelsen blev jeg ikke videre forstyrret af Menneskene. De gik og hakkede i Bjergene og pillede lidt Malm op, og hernede ved Fossen havde de et Hammerværk og en Smelteovn. Men Hammeren buldrede kun nogle Gange om Dagen, og der var ikke Ild paa Smelteovnen mere end et Par Maaneskifter i Træk. Det var ikke mer, end jeg kunde finde mig i. Men nu i de sidste Aar, siden de har bygget dette hersens Buldreværk, der gaar med samme Fart baade Nat og Dag, kan jeg ikke holde det ud længer. Før boede her ikke andre end en Bestyrer og nogle Smede, men nu er her saa fuldt af Mennesker, at jeg aldrig kan være sikker for dem. Jeg troede, jeg vilde blive nødt til at flytte herfra, men nu har jeg fundet paa bedre Raad.”
Drengen tænkte ved sig selv, hvad det mon var, Bjørnefar havde hittet paa, men han fik ikke Lejlighed til at spørge, for nu tog Bjørnefar ham paany imellem Tænderne og luntede ned ad Bakken med ham. Drengen kunde ingenting se, men han forstod af den tiltagende Larm, at de nærmede sig Jernværket.
Bjørnefar kendte Jernværket godt. Han havde gaaet omkring der i mange mørke Nætter, iagttaget, hvad der gik for sig derinde, og spurgt sig selv, om der aldrig blev noget Ophold i Arbejdet. Han havde prøvet Murene med Labben og ønsket, at han var saa stærk, at han kunde slaa hele Bygningen til Jorden med et eneste Slag.
Det var ikke let at skelne ham mod den sorte Jord, og da han tilmed holdt sig i Skyggen langs med Murene, var der ikke synderlig Fare for, at han skulde blive opdaget. Nu gik han uden Ængstelse ind imellem Værkstederne og kravlede op paa en Bunke Slakker. Her rejste han sig paa Bagbenene, tog Drengen mellem Forlabberne og rakte dem i Vejret. „Prøv, om du kan se ind i Huset!” sagde han.
Inde i Jernværket var de i Færd med Bessemerblæsning. Oppe under Loftet hang der en stor, sort rund Kugle, fyldt med smeltet Jern; den pressede de en stærk Luftstrøm ind i. Og da Luften med en forfærdelig Larm trængte ind i Jernmassen, foer der store Sværme af Gnister ud af den. Gnisterne kom i Bundter, i Knipper, i lange Klaser. De havde mange forskellige Farver, var store og smaa, foer imod en Væg og fløj ud over hele det store Rum. Bjørnefar lod Drengen se paa det pragtfulde Skuespil, lige til de var færdige med at blæse, og det røde, flydende, smukt skinnende Staal strømmede ud af den runde Kugle ned i Pøsene. Drengen syntes, at det, han saa', var saa smukt, at han blev helt ude af sig selv og var nær ved at glemme, at han sad fangen mellem to Bjørnelabber.
Bjørnefar lod ogsaa Drengen kigge ind i Valseværket. En Arbejder var netop i Færd med at tage et kort og tykt Stykke Jern ud af en Ovn og lægge det ind under en Valse. Da Jernstykket igen kom frem af Valsen, var det langt og sammentrykt. Straks greb en anden Arbejder det og lagde det ind under en haardere Valse, der gjorde det endnu længere og tyndere. Saadan gik det fra Valse til Valse, blev rakt og strakt og snoede sig tilsidst henad Gulvet som en mange Alen lang, rødglødende Traad. Men mens det første Stykke Jern blev presset, tog de et nyt ud af Ovnen og lagde det under Valserne, og naar det var kommet lidt paa Vej, hentede de et tredje. Uafladelig snoede ny, røde Traade sig henad Gulvet som hvæsende Slanger. Drengen syntes, det var smukt at se jernet, men endnu smukkere var det at se Arbejderne, der let og behændigt greb de glødende Slanger med deres Tænger og tvang dem ind under Valserne. Det var som en Leg for dem at haandtere det sydende Jern. „Jeg maa sige: dette er Arbejde for Mænd,” sagde Drengen ved sig selv.
Bjørnen lod ham ogsaa kigge ind i Smelteovnen og i Stangjernssmedjen, og Drengen blev mere og mere forbavset, da han saa, hvordan Smedene haandterede Ild og Jern. „De Folk er ikke bange for Ild og Hede,” tænkte han. Sodede og sorte var de ogsaa. Drengen syntes, de var som en Slags Ildmennesker, saadan som de kunde bøje og forme Jernet, som de lystede. Han kunde ikke tænke sig, det var almindelige Mennesker, der havde den Magt.
„Saadan bliver de ved derinde Dag efter Dag og Nat efter Nat,” sagde Bjørnefar og lagde sig ned paa Jorden. „Du kan nok begribe, det er ikke til at holde ud. Det er rigtignok godt, at jeg nu kan faa en Ende paa det.”
„Kan I det?” sagde Drengen. „Hvordan vil I da bære jer ad med det?”
„Jo, jeg har tænkt mig, at du skulde stikke Ild paa Bygningerne her,” sagde Bjørnefar. „Paa den Maade fik jeg Fred for det evige Spektakel og kunde blive boende i min Fødeegn.”
Drengen blev saa kold som Is over hele sin Krop. Naa, saa derfor var det, Bjørnefar havde ført ham herhen.
„Stikker du Ild paa Buldreværket, saa lover jeg dig, at du skal beholde Livet,” sagde Bjørnefar. „Men hvis du ikke gør, som jeg vil, skal det snart være ude med dig.”
De store Værksteder havde stærke Mure, og Drengen tænkte ved sig selv, at Bjørnefar kunde befale saa meget han vilde, det var alligevel umuligt at adlyde ham. Men straks efter saa han, at det maaske ikke vilde være saa umuligt. Lige ved Siden af ham laa der en Bunke Halm og Høvlspaaner, som han let kunde stikke Ild paa, ved Siden af Spaanerne var der en Bræddestabel, og Bræddestablen stødte op til det store Kulskur. Men Kulskuret gik helt hen til Værkstederne, og gik der Ild i det, vilde Ilden snart flyve over paa jernværkets Tag. Der vilde gaa Ild i alt, hvad der fandtes af brandbare Ting, Murene vilde revne af Heden og Maskinerne blive ødelagt.
„Naa, vil du, eller vil du ikke?” spurgte Bjørnefar.
Drengen vidste godt, at han straks burde svare, at han ikke vilde, men han vidste godt, at saa vilde Bjørnelabberne, der havde fat om ham, klemme ham ihjel med et eneste Tag. Saa sagde han: „Jeg maa have Lov at betænke mig lidt.”
„Naa, ja, lad gaa!” sagde Bjørnefar. „Men jeg skal sige dig, at det er netop Jernet, der har givet Menneskene saadan et Overtag over os Bjørne, at jeg ogsaa af den Grund gerne vilde have en Ende paa Arbejdet her.”
Drengen tænkte, at han vilde bruge Betænkningstiden til at Finde paa en eller anden Maade at slippe bort, men han var saa bange, at han ikke kunde faa sine Tanker til at gaa den Vej, han vilde, men istedetfor gav han sig til at tænke paa, hvad for en god Hjælp Jernet var for Menneskene. De brugte jo Jern til alting. Jern var der i Ploven, der trak Furerne i Marken, i Øksen, der huggede Tømmeret, i Leen, der mejede Kornet, i Kniven, der kunde bruges til alle mulige Ting. Jern var der i Bidslet, som Hesten blev styret med, i Laasen, der lukkede Døren, i Sømmene, der holdt Møblerne sammen, i Pladerne, som Taget var tækket med. Bøssen, der havde udryddet de vilde Dyr, var af Jern, og ligesaa Hakken, der havde brudt Malm i Gruben. Jern var de Krigsskibe beklædt med, som han havde set i Karlskrona, paa Jernskinner rullede Lokomotiverne gennem Landet, af Jern var Naalen, der syede Frakken, Saksen, der klippede Faarene, Gryden, hvori Maden blev kogt. Stort og smaat, alt, hvad der var nyttigt og uundværligt, var af Jern. Bjørnefar havde jo Ret i, at det var Jernet, der havde givet Menneskene deres Overmagt over Bjørnene.
„Naa, vil du saa, eller vil du ikke?” spurgte Bjørnefar.
Drengen foer op af sine Tanker. Her stod han og tænkte paa ganske unødvendige Ting og havde endnu slet ikke fundet paa, hvordan han skulde slippe bort. „I maa ikke være saa utaalmodig,” sagde han. „Det er en vigtig Ting for mig, og jeg maa have Tid til at betænke mig.”
„Ja, saa betænk dig da lidt endnu,” sagde Bjørnefar. „Men jeg vil sige dig, at det er Jernets Skyld, at Menneskene er bleven saa meget klogere end vi Bjørne, og alene af den Grund vil jeg det gerne til Livs.”
Da Drengen havde faaet denne ny Frist, vilde han bruge den til at udpønse en Redningsplan. Men Tankerne gik som de vilde den Nat, og de begyndte igen at beskæftige sig med Jernet. Lidt efter lidt klarede det sig for ham, hvor meget Menneskene havde været nødt til at tænke og grunde, inden de havde udfundet, hvordan de skulde smelte det ud af Malmen, og han saa tydelig de gamle, sorte Smede for sig, som de stod bøjede over Essen og grublede over, hvordan de bedst skulde komme til Rette med det. Det var maaske, fordi de havde grublet saa meget over Jernet, at Forstanden var kommen i Vækst hos Menneskene, til de omsider var naaet saa vidt, at de kunde bygge saadanne store Fabrikker. Der var vist ingen Tvivl om, at Menneskene skyldte Jernet mere, end de selv vidste af.
„Naa, hvordan gaar det?” sagde Bjørnefar. „Vil du, eller vil du ikke?”
Det gav et Sæt i Drengen. Her stod han og tænkte unødvendige Tanker og vidste endnu ikke, hvordan han skulde bære sig ad med at slippe væk. „Det er ikke saa let at vælge, som I tror,” sagde han. „I maa give mig Betænkningstid.”
„Ja, lidt endnu vil jeg vente paa dig,” sagde Bjørnefar. „Men saa faar du ikke længere Henstand. Du maa vide, det er Jernets Skyld, at der kan bo Mennesker her i Bjørnelandet, saa du kan nok forstaa, jeg gerne vil det til Livs.”
Drengen havde i Sinde at bruge den sidste Frist til at Finde paa en Udvej, men saa urolig og forvirret som han var, gik Tankerne deres egne Veje, og de fik nu travlt med alt det, han havde set, mens han fløj hen over Bergslagerne. Hvor det dog var forunderligt, at der var saa meget Liv og Bevægelse, saa meget Arbejde ude i Vildmarken. Tænk, hvor tomt og øde her vilde have været, hvis der ikke havde været Jern! Han tænkte paa dette Jernværk, der havde givet saa mange Mennesker Arbejde, lige siden det blev bygget, og som nu havde samlet saa mange Huse rundt om sig fulde af Mennesker, og som havde trukket Jernveje og Telegraftraade til sig, og som udsendte…
„Naa, hvordan gaar det?“ spurgte Bjørnen. „Vil du, eller vil du ikke?”
Drengen strøg sig med Haanden over Panden. Han havde ikke fundet paa nogen Udvej, men saa meget vidste han, at han ikke vilde gøre Jernet noget, det, der var saadan en god Hjælp for rige og fattige, og som gav saa mange Mennesker i Landet Brød.
„Jeg vil ikke,” sagde han.
Bjørnefar klemte lidt haardere til med Labberne uden at sige noget.
„I skal aldrig faa mig til at ødelægge et Jernværk,” sagde Drengen. „For jernet er til saa stor Velsignelse, at det er Synd at forgribe sig paa det.“
„Saa venter du vel heller ikke, jeg skal lade dig leve?” sagde Bjørnen.
„Nej, det venter jeg ikke,” sagde Drengen og saa Bjørnefar lige ind i Øjnene.
Bjørnefar klemte endnu fastere til med Labberne. Det gjorde saa ondt, at Drengen fik Taarer i Øjnene, men han kneb Munden sammen og sagde ikke et Ord.
„Godt! En, to, tr..!” sagde Bjørnefar og løftede langsomt den ene Lab, for han haabede til det sidste, at Drengen skulde give sig.
I det samme hørte Drengen noget klirre lige i Nærheden, og han saa en blank Bøssepibe blinke et Par Skridt fra dem. Baade han og Bjørnefar havde været saa optaget af deres eget, at de ikke havde lagt Mærke til, at et Menneske havde listet sig tæt hen til dem.
„Bjørnefar!” skreg Drengen. „Hører I ikke, der var nogen, der spændte Hanen paa et Gevær? Løb! Ellers bliver I skudt!“
Bjørnefar kom afsted i en Fart, men fik dog Tid til at tage Drengen med. Et Par Skud knaldede, idet han styrtede bort, og Kuglerne peb ham om Ørene, men han slap godt fra det.
Som Drengen nu hang der og dinglede udenfor Bjørnens Gab, faldt det ham ind, at han vist aldrig havde baaret sig saa dumt ad som i Nat. Havde han blot tiet stille, saa var Bjørnen bleven skudt, og han selv var sluppen løs. Men han havde vænnet sig saadan til at hjælpe Dyrene, at han gjorde det ganske uden at tænke over det.
Da Bjørnefar var kommen et Stykke ind i Skoven, standsede han og satte Drengen ned paa Jorden. „Tak skal du have, lille Mand!” sagde han. „De Kugler havde nok ramt bedre, hvis du ikke havde været. Og nu vil jeg til Gengæld gøre dig en Tjeneste. Skulde du nogensinde igen møde en Bjørn, saa sig kun til ham, hvad jeg nu hvisker til dig, saa rører han dig ikke.”
Derpaa hviskede Bjørnefar Drengen et Par Ord i Øret, og saa skyndte han sig afsted, for han syntes, han kunde høre, at Hundene og Jægerne forfulgte ham.
Men Drengen stod alene tilbage i Skoven, fri og uskadt, og kunde knap selv forstaa, hvordan det var muligt.
Vildgæssene havde hele Aftenen fløjet frem og tilbage, spejdet og raabt, men ikke kunnet finde Tommeltot. De blev ved at lede, længe efter at Solen var gaaet ned, og da det tilsidst blev saa mørkt, at de maatte stille sig hen at sove, var de meget mismodige. Der var ikke en eneste af dem, som ikke troede, at Drengen havde slaaet sig ihjel i Faldet og nu laa og var død nede i Underskoven, hvor de ikke kunde se ham. Men næste Morgen, da Solen stak Hovedet op over Bjergene og vækkede Vildgæssene, laa Drengen som sædvanlig og sov midt iblandt dem, og han kunde ikke lade være at le, da han vaagnede og hørte dem skrige og kagle af Forbavselse.
De var saa nysgerrige efter at høre, hvad der var hændt ham, at de ikke vilde flyve ud paa Græs, førend han havde fortalt alt, hvad han havde oplevet. Drengen fortalte rask og muntert hele sit Eventyr med Bjørnene, men saa lod det til, at han ikke vilde fortælle mere. „Hvordan jeg kom tilbage til jer, det ved I vel allerede?” sagde han. — „Nej, vi ved ingenting. Vi troede, du havde slaaet dig ihjel.” — „Det var da underligt,” sagde Drengen. „Jo, da Bjørnefar gik fra mig, klatrede jeg op i en Gran og faldt i Søvn. Men ved første Daggry vaagnede jeg ved, at en Ørn kom susende henover mig, tog mig i sine Kløer og fløj bort med mig. Jeg tænkte naturligvis, at nu var det ude med mig. Men han gjorde mig ingenting, fløj blot lige herhen og lod mig falde ned midt iblandt jer.“
„Sagde han ikke, hvem han var?” spurgte den store, hvide.
„Han var borte, inden jeg kunde faa sagt saa meget som Tak. Jeg troede, det var Mor Akka, der havde sendt ham hen at hente mig.”
„Det var da mærkværdigt,” sagde den hvide Gase. „Er du vis paa, det var en Ørn?”
„Aldrig i mit Liv har jeg set en Ørn,” sagde Drengen. „Men han var saa stor, at jeg ikke kan give ham et ringere Navn.”
Morten Gase vendte sig om til Vildgæssene for at høre, hvad de mente om dette. Men de stod og saa op i Luften og saa ud, som om de tænkte paa helt andre Ting.
„Vi maa da ikke helt glemme at spise Frokost i Dag,” sagde Akka og løftede hurtig Vingerne til Flugt.