Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige/40

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag Kristiania - København


Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/1 406-412

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

XL.
I MEDELPAD.

Fredag 17. Juni.

Næste Morgen var Ørnen og Niels Holgersen ude i god Tid, og Gorgo haabede, at han skulde naa langt op i Västerbotten den Dag, men saa traf det sig hverken værre eller bedre, end han hørte Drengen sige til sig selv, at i saadant et Land, som det, han nu fløj hen over, maatte det være umuligt for Mennesker at leve.

Det Land, der laa under dem, var det sydlige Medelpad, og de saa' ikke det mindste andet end vilde Skove. Men saasnart Ørnen hørte, hvad Niels sagde, raabte han straks: „Heroppe har de Skoven til Ager.“

Drengen tænkte paa, hvor stor Forskel der var mellem de lyse, gule Rugmarker med deres bløde Straa, der skød i Vejret paa en Sommer, og den mørke Naaleskov med de haarde Stammer, der krævede Aar for at modnes til Høst. „Der skal god Taalmodighed til for den, der skal have Udkommet af saadan en Ager,“ sagde han.

Mere blev der ikke talt, før de kom til et Sted, hvor Skoven var fældet og Jorden kun dækket af Træstubbe og afhuggede Grene. Da de fløj hen over Stubmarken, hørte Ørnen Drengen sige til sig selv, at det dog var et skrækkelig grimt og fattigt Sted.

„Det er en Ager, der blev mejet sidste Vinter,” raabte Ørnen straks.

Drengen tænkte paa, hvordan Høstfolkene i hans Hjemstavn kørte ud med deres Mejemaskiner i de smukke, lyse Sommermorgener og i ganske kort Tid mejede en hel Mark. Men Skovmarken blev høstet om Vinteren. Naar Sneen laa høj paa Jorden, og Kulden var strengest, saa drog Skovhuggerne ud i Ødemarken. Det var et drøjt Stykke Arbejde blot at fælde et eneste Træ, og for at fælde en Skovstrækning saa stor som denne maatte de sagtens have ligget ude i Skoven i flere Uger. „Det maa være dygtige Folk, der kan meje saadan en Ager,” sagde han.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 407 - Skovhugger-Hytte ved Vintertid.png

Skovhugger-Hytte ved Vintertid

Da Ørnen havde gjort et Par Vingeslag, fik de Øje paa en lille Hytte, der laa i Randen af Stubmarken. Den var bygget af grove, utilhugne Bjælker, havde ingen Vinduer og blot et Par løse Brædder til Dør. Taget havde været tækket med Bark og Grene, men det var nu faldet sammen, saa Drengen kunde se, at der inde i Hytten ikke var andet end nogle store Stene, der havde tjent til Ildsted, og nogle brede Træbænke. Da de fløj hen over Hytten, hørte Ørnen, at Drengen undrede sig over, hvem der vel kunde have boet i saadan en elendig Hytte.

„Høstfolkene, der har mejet Skovageren, har boet her,” raabte Ørnen straks.

Drengen tænkte paa, hvordan Høstfolkene hjemme fra hans Egn kom glade og fornøjede hjem fra Arbejdet om Aftenen, og hvordan der blev dækket op for dem med det bedste, hans Moder havde i Fadeburet. Her maatte de efter det strenge Arbejde lægge sig til Hvile i en Hytte, der var ringere end et Udhus. Og hvad de fik at spise, det var nu ikke til at begribe. „Jeg er bange for, at der ikke bliver gjort Høstgilder for disse Arbejdere,” sagde han.

Lidt længer henne saa' de under sig en forfærdelig ussel Vej, der snoede sig gennem Skoven. Den var smal og skæv, bakket og kroget, stenet og hullet og paa flere Steder gennemskaaret af Bække. Da de fløj hen over Skovvejen, hørte Ørnen, at Drengen undrede sig over, hvad der vel kunde være kørt ad saadan en Vej.

„Det er ad denne Vej, Høsten er kørt til Stakken,” sagde Ørnen,

Igen kunde Drengen ikke lade være at tænke paa, hvad- for et muntert Liv der var hjemme, naar de store Høstvogne, forspændt med to stærke Heste, kørte Kornet hjem fra Marken. Karlen, der kørte, sad strunk øverst oppe paa Læsset, Hestene brystede sig stolt, og Børnene, der havde faaet Lov til at kravle op paa Læsset, sad og skreg og lo, halvt glade og halvt bange. Men her kørtes tunge Bjælker op og ned ad bratte Bakker. Hestene maatte føle sig som radbrækket, Kusken var vist tit og ofte helt fortvivlet. „Jeg er bange for, der ikke høres megen munter Tale paa denne Vej,” sagde Drengen.

Ørnen svang sig frem med vældige Vingeslag, og lidt efter lidt kom de til Bredden af en Elv. Her fik de Øje paa et Sted, der var helt bedækket med Spaaner, Pinde og Bark. Ørnen hørte, at Drengen undrede sig over, at der saa' saa uordentligt ud dernede.

„Her er det, Høsten har staaet i Stak,” raabte Ørnen.

Drengen tænkte paa, hvordan Kornstakkene hjemme paa hans Egn blev stillet op tæt ved Gaardene, som om de var deres bedste Prydelse. Her kørte man Høsten ned til en øde Elvbred og lod den staa der. „Jeg gad vidst, om der er nogen, der gaar her ud i Vildmarken og tæller sine Hæs og sammenligner dem med Naboens,” sagde han.

Kort Tid efter kom de til den store Elv Ljungan, der løb i en bred Dal. Og lige med eet var alt saa forandret, at de kunde tro, de var kommet til et andet Land. Den mørke Naaleskov var ladt tilbage paa de bratte Bakker ovenfor Dalen, og Skraaningerne var bevokset med hvidstammede Birke og Popler. Dalen var saa bred, at Elven paa mange Steder kunde udvide sig til Søer. Bredderne var tæt bebygget med store, prægtige Gaarde. Da de fløj hen over Dalen, hørte Ørnen Drengen undre sig over, at de Enge og Marker, der laa, kunde strække til for saa stor en Befolkning.

„Her bor Høstfolkene, der mejer Skovmarken,” sagde Ørnen.

Drengen tænkte paa de lave Huse og de sammenbyggede Gaarde i Skaane. Her boede Bønderne ligefrem paa Herregaarde. „Det lader til, det betaler sig godt at arbejde i Skoven,” sagde han.

Ørnen havde tænkt sig at flyve mod Nord tværs over Ljungan, men da han var kommen et Stykke ud over Elven, hørte han Drengen undre sig over, hvem der tog sig af Tømmeret, naar det var sat i Stak paa Elvbredden. Da vendte Gorgo om og fløj østpaa ned ad Elven. „Det er Elven, der tager sig af det og kører det til Mølle,” sagde han.

Drengen tænkte paa, hvor nøje man hjemme passede paa, at ikke et Korn gik til Spilde. Her kom nu de store Masser af Tømmer flydende i Elven, uden at nogen tog Vare paa dem. Han var vis paa, at ikke mere end Halvdelen af Bjælkerne kom derhen, hvor de skulde. Nogle flød midt i Strømfuren, og for dem gik det godt nok, men der var andre, der flød langs med Bredden, og de stødte mod Odder eller blev liggende i Vigenes Dødvande. I Søerne samlede Bjælkerne sig i saadan Mængde, at de dækkede hele Overfladen. Det saa' ud, som de kunde blive liggende og hvile sig der, saa længe det skulde være. Ved Broerne blev de siddende fast; i Faldene kunde det ske, at de knækkede midt over, i Fosserne kom de i Klemme mellem Stenene og taarnede sig op til høje, vaklende Stabler. „Jeg gad nok vidst, hvor længe den Høst er om at komme til Mølle,” sagde Drengen.

Ørnen blev ved at flyve langsomt ned langs med Ljungan. Mange Steder hvilede han paa Vingerne, for at Drengen skulde faa Tid til at se, hvordan Høstarbejdet gik for sig der i Landet.

Da de havde fløjet lidt, kom de til et Sted, hvor Flödningsfolkene arbejdede. Og Ørnen hørte Drengen sige til sig selv, hvad det mon var for et Folk, der løb langs Bredden.

„Det er dem, der tager Vare paa det Korn, der er blevet opholdt paa Vejen,” raabte Ørnen.

Drengen tænkte paa, hvor roligt og stilfærdigt Folk kørte deres Sæd til Mølle hjemme hos ham. Her maatte Mænd løbe om paa Elvbredden med lange Baadshager i Hænderne, og med Nød og Besvær bragte de Tømmeret flot. De vadede ud i Vandet, saa de blev vaade fra Top til Taa. De sprang fra Sten til Sten langt ud i Fosserne, de spaserede om paa de gyngende Tømmerflaader ligesaa roligt, som om de gik paa den flade Jord. Det var kække og snarraadige Mænd. „Naar jeg ser dette, maa jeg tænke paa Smedene i Bergslagerne, der tumlede med Ilden, som om den ikke kunde gøre mindste Fortræd,” sagde Drengen. „Disse Flödningsfolk leger med Vandet, som om de var Herre over det. De ser ud til at have kuet det, saa det ikke tør gøre dem noget.”

Lidt efter lidt havde de nærmet sig Elvens Munding, og den bottniske Bugt laa foran dem. Men Gorgo fløj ikke lige frem, men nordpaa langs Kysten. Han havde ikke fløjet langt, før de under sig saa' et Savværk, saa stort som en lille By. Mens Ørnen svævede frem og tilbage over det, hørte han Drengen sige til sig selv, at det var da et stort og prægtigt Sted.

„Her ser du den store Tømmermølle, der hedder Svartvik,“ raabte Ørnen.

Niels Holgersen tænkte paa Vejrmøllerne hjemme paa hans Egn, der laa saa fredeligt midt i det Grønne og bevægede deres Vinger ganske langsomt. Denne Mølle, hvor Skovhøsten skulde males, laa tæt ved Kysten. I Søen udenfor flød en Mængde Bjælker, der en efter en med Jernkæder blev slæbt op ad en skraa Bro ind i et Hus, der lignede en stor Lade. Hvad der blev gjort ved dem derinde, kunde Niels ikke se, men han hørte en stærk Klapren og Buldren, og paa den anden Side af Huset kom smaa Vogne rullende ud fuldt belæsset med hvide Brædder. Vognene løb ad blanke Skinner hen til Tømmerpladsen, hvor Brædderne blev lagt i Stabler, der dannede Gader ligesom Husene i en By. Et Sted blev der bygget ny Stabler, et andet Sted blev de gamle revet ned, og Brædderne blev bragt ombord i et Par store Skibe, der laa og ventede paa Ladning. Der var vrimlende fuldt af Arbejdere, og bag ved Tømmerpladsen laa deres Huse. „Her arbejder de saadan, at de maa kunne naa at save al Skov i Medelpad op,” sagde Drengen.

Ørnen bevægede Vingerne lidt, og straks saa' de et nyt stort Savværk, der var omtrent Mage til det første, med Savmølle, Tømmerplads, Havnekaj og Arbejderboliger.

„Her har du en til af de store Møller. Den hedder Kubikenborg,“ sagde Ørnen.

Niels Holgersens vidunderlige Rejse side 411 - Savværk paa Alnöen.png

Savværk paa Alnöen

„Jeg ser, der kommer mere Grøde ud af Skoven, end jeg kunde tænke mig,“ sagde Niels. „Men nu er der vel ikke flere af de Tømmermøller?”

Ørnen bevægede sagte Vingerne, fløj forbi et Par Savværker til og kom til en stor By. Da Ørnen hørte Drengen undre sig over, hvad det kunde være for en By, raabte han: „Dette er Sundsvall. Dette er Bygdens Hovedgaard.”

Drengen tænkte paa Byerne nede i Skaane, der saa' saa gamle og graa og alvorlige ud. Heroppe i det kolde Nord laa Sundsvall inderst inade i en smuk Bugt og saa' ny og munter og straalende ud. Der var noget meget fornøjeligt over den, naar man saa' den oppefra, for i Midten laa der en Klynge høje Stenhuse, saa prægtige, at der knap fandtes Mage til dem i Stockholm. Rundt om Stenhusene var der et tomt Rum, og saa kom en Krans af Træhuse, der laa hyggeligt og venligt i smaa Haver, men som lod til at vide med sig selv, at de var meget ringere end Stenhusene, saa de ikke turde vove sig hen i Nærheden af dem. „Dette er nok baade en rig og mægtig By,” sagde Niels. „Det er da ikke muligt, at den magre Skovjord kan have frembragt alt dette?“

Ørnen bevægede Vingerne og fløj over til Alnøen, der laa lige overfor Sundsvall. Her blev Drengen ude af sig selv af Forundring over alle de Savværker, der fandtes langs Kysten. De laa her paa Alnøen, det ene ved Siden af det andet, og de laa paa Fastlandet lige overfor, Savværk ved Savværk, Tømmerplads ved Tømmerplads. Han talte i det mindste fyrretyve, men han troede, der var endnu flere. „Det er da mærkværdigt, at der kan se saadan ud heroppe,” sagde han. „Saadan et Liv og saadan en Bevægelse har jeg ikke set noget andet Sted paa hele Rejsen. Det er er mærkeligt Land, vi har. Hvor jeg saa kommer hen, altid er der noget for Mennesker at leve af.”