Nogle Bemærkninger om mundtlig Rettergang i civile Sager og dennes Indflydelse paa Retsorganisationen og Sagførervæsenet
Nogle Bemærkninger om mundtlig Rettergang i civile Sager og dennes Indflydelse paa Retsorganisationen og Sagførervæsenet.
(Af Prof. J Nellemann.)
Skjøndt vi ikke pleie at vende Blikket mod Tydskland, naar Talen er om politiske Reformer og Fremskridt, er der dog een Retning, hvori vi kunne lære Meget af vore sydlige Naboer, nemlig i Henseende til det, som antydes i Overskriften. Tydskland har været stillet under samme Forhold, som vi, i dette Punct. Fra en reen skriftlig Procedure, der igjennem Theorie og Praxis var udviklet til et heelstøbt og afsluttet System, har man i de sidste Decennier i næsten alle tydske Stater gjort Overgangen til en mundtlig Rettergang først i Straffesager og dernæst i civile Sager. Det har ikke kunnet være Andet, end at mange Misgreb ere begaaede under famlende Forsøg, og at mange uklare Tanker ere komne til Gyldighed, for senere efter grundigere Overveielse og længere Erfaring at opgives. Netop disse Ufuldkommenheder og Feilgreb, der nu for største Delen indsees og erkjendes, bør tjene os til Lære, og naar vi give os ifærd med Opgavens Løsning, vilde det være uforsvarligt at kaste Vrag paa de modnede Domme og prøvede Erfaringer, som langsomt men sikkert have uddannet sig og vundet almindelig Tilslutning og Anerkjendelse i de tydske Juristers store Kreds. Hensigten med nærværende Bemærkninger er at give en kort Oversigt over de Resultater, som i saa Henseende synes at være vundne, navnlig efter de Udtalelser, der have fundet meest Bifald paa de siden 1860 aarligen afholdte almindelige tydske Juristforsamlinger, hvis Forhandlinger udgives i Trykken (Verhandlungen der deutschen Juristentage, herausgegeben von dem Schriftführer-Amt der ständigen Deputation). Af de enkelte Betænkninger synes mig især at maatte fremhæves et høist tankerigt og genialt lille Arbeide af Planck i Forhandl. paa den 2. Juristdag I. 66 ff.
Ved første Øiekast forekommer det at være saare
simpelt og let at trække Grændsen imellem skriftlig og
mundtlig Procedure. Enhver troer sig istand til at
foretage denne Begrebsbestemmelse. Skriftlig er, mener man,
Proceduren, naar Parterne fremstille deres Sag (derunder
Beviisførelsen) i skrevne Indlæg og Acter; mundtlig, naar
det skeer igjennem mundtlige Foredrag eller Udtalelser uden
Brug af Skrift. Men ved nærmere Betragtning vil det vise
sig, at Sagen ikke hermed er afgjort. Den Nytte, som
Skrift i mange Henseender kan gjøre, vil bevirke, at ingen
blot nogenlunde ordnet og udviklet Retspleie kan give
fuldstændigt Al kald paa sammes Brug. Foruden at Stævningen
og Dommen dog i al Fald maa affattes i Skrift, ere
skriftlige Meddelelser fra Part til Part nødvendige for at
forberede den mundtlige Hovedforhandling, idet denne ikke kan
foregaae i en samlet Act, uden at Parterne gjensidigen ere
forud underrettede om hinandens Angrebs- og
Forsvarsgrunde, i al Fald i deres væsentlige Grundtræk; dernæst
har Skrift sin store Betydning som Middel til at opbevare
Mindet om og Beviset for det Passerede til Efterretning i Fremtiden. Navnlig træder den skriftlige Optegnelses
Nødvendighed frem, hvor den første Behandling og Afgjørelse
af Sagen i en eller anden Form eller Retning skal kunne
undergives høiere Rets Prøvelse, en Fordring, som enhver
udviklet Retsforfatning maa stille.
Spørgsmaalet om skriftlig eller mundtlig Procedure
falder derfor ikke sammen med Spørgsmaalet om Brug eller
Ikke-Brug af Skrift; men den hele Forskjel heroer paa,
i hvilket Forhold man vil stille det skriftlige
Grundlag til den mundtlige Forhandling. I denne
Henseende har der i de nyere Proceslove, som have stillet
sig til Opgave at indføre Mundtlighedsprincipet i
Retspleien i Lande, hvor tidligere en skriftlig Procesmaade
herskede, fornemlig uddannet sig tvende Systemer, der
endnu tildeels kjæmpe om Herredømmet. Man har kaldet
dem: mundtlig Procedure med væsentligt
skriftligt Grundlag (det preussiske System) og mundtlig
Procedure med ikke væsentligt skriftligt
Grundlag (det hannoveranske System). I det første System
gennemføres den Regel, at vel Proceduren skal foregaae
mundtligt, saaledes at Intet tages i Betragtning ved
Paadømmelsen, som ikke er fremført i de mundtlige Foredrag,
men ved Siden heraf fastholdes den Fordring, at den
mundtlige Procedure heelt igjennem skal hvile paa de fra
Parterne udgaaede skriftlige Sagsfremstillinger, saaledes at
ved Paadømmelsen intetsomhelst Factum kan tages i
Betragtning, som ikke indeholdes i det skriftlige Grundlag.
Det skal altsaa paasees, at det skriftlige og det
mundtlige Element aldeles dække hinanden med Hensyn til
Fremstillingen af Sagens hele factiske Sammenhæng, herunder
indbefattet Beviisførelsen. Det Omraade, der heelt og
holdent tilfalder den frie mundtlige Udvikling og Fremstilling,
bliver herefter fornemlig kun Deductionen af
Retsspørgsmaalet. I det andet System anvises der den skriftlige
Optegnelse en mere underordnet eller en mindre bestemt
og mindre indgribende Betydning. Korte skriftlige Sagsfremstillinger skulle vel udvexles og senere forelægges
Retten, men disses Opgave sættes kun deri, at de i det
Væsentlige skulle give et Begreb om Sagens Sammenhæng
og Stridens Gjenstand og Indhold. Derimod renonceres
der paa den fuldstændige Identitet imellem det skriftlige
Grundlag og den mundtlige Forhandling, og man opgiver
den Fordring, at intetsomhelst Nyt, der ikke allerede er
givet i det skriftlige Grundlag, maa komme frem i de
mundtlige Forhandlinger. Kort og skarpt har man
betegnet Skriftlighedens Rolle i dette System i Modsætning
til det Førstnævnte saaledes, at det skriftlige Grundlag
forholder sig forberedende, men ikke bestemmende
til den mundtlige Forhandling.
Det er ganske naturligt, at man i de første Forsøg
paa fra den skriftlige Procedures faste Jordbund at begive
sig ud paa Mundtlighedens ukjendte Hav, maatte føle en
stærk Tilbøielighed til at søge at medtage saamange af de
Garantier, Skriftligheden frembød, som mueligt. Bruddet
med de gamle tilvante Former blev derfor ikke
fuldstændigt. Den skriftlige Procesmaade stod som et heelstøbt,
vel gjennemtænkt System, Frugten af flere Aarhundreders
Skarpsindighed og Flid. Dens faste Former og dens
conseqvent gjennemførte Maximer havde i lang Erfaring
godtgjort deres practiske Brugelighed og Værd. Intet Under
derfor, at man søgte at benytte dem som Underlag for den
nye Bygning. Man troede saaledes at forbinde Fordelene
ved Skriftlighed og ved Mundtlighed, tage det Bedste af
begge og bortkaste Manglerne. Dertil kom, at den
skriftlige Procedures Grundformer i det Væsentlige uden store
Lempninger kunde overføres paa den mundtlige Procedure,
naar blot denne heelt igjennem var bestemt ved et skriftligt
Grundlag. Navnlig lod den tilvante Beviislære og det
gamle Appelsystem sig bibeholde, vel ikke uden Ændringer,
men dog uden gjennemgribende principielle Forandringer,
medens man ved den mundtlige Hovedforhandling troede
at opnaae de Fordele, som det nye Princip kunde byde. Naturligen kom man da ind paa Mellemveissystemet; thi
som saadant maa man betegne det første ovenfor nævnte
System: mundtlig Procedure med væsentligt skriftligt
Grundlag.
Fortsat Kritik, støttet baade paa Tænkning og paa
Erfaring, har imidlertid nu betegnet denne Ordning som et
ufuldkomment Trin i Udviklingen. Det er klart, at
Fastholdelse af den fuldstændige Identitet imellem det
skriftlige Grundlag og de mundtlige Forhandlinger er uforenelig
med en virkelig mundtlig Procedure. Dennes Væsen
maa nemlig sættes deri, at Dommeren dømmer efter det
mundtlige Foredrag og efter den umiddelbart for hans
Øine foregaaende Vidneførsel og øvrige Beviisførelse, men
ikke efter skrevne Acter. Han skal og maa modtage det
fulde personlige Indtryk af Sagen; og netop dette opfattes
som en væsentlig Fordeel ved Mundtligheden. Derimod
maa den gamle Sætning: quod non est in actis scriptis,
non est in mundo, aldeles opgives. Ligesaa meget som den
harmonerer med den skriftlige Procedures Aand og Væsen,
ligesaa meget modstrider den Mundtlighedens Natur. Den
vil hvile som en trykkende Vægt paa den Frihed, hvormed
den mundtlige Procedure ifølge sin Natur bevæger sig, den
vil undertiden medføre, at Dommeren kunstigen skal
bortsee fra Noget, som virkelig er kommet frem i de
mundtlige Forhandlinger, og som synes ham maaskee det
allervigtigste med Hensyn til Sandhedens Udfindelse og
Opfattelse, den vil føre med sig en Række af kjedsommelige og
smaalige Stridigheder om, hvad der ligger i det skriftlige
Grundlag, rigtigen fortolket, hvilke i høi Grad staae i
Strid med den mundtlige Procedures mere storslaaede
Charakteer. Endelig vil det hele Forhold, navnlig naar
gammel Vane drager Sagførerne henimod Skrift, let stille
sig saaledes, at den mundtlige Slutningsforhandling synker
ned til et blot dramatisk Optrin, der uden Nytte hægtes
til bagefter, skjøndt Sagen i Virkeligheden er udprocederet
skriftligt, og bliver afgjort alene herefter af Retten. Det kan derfor nu ansees for at være almindelig anerkjendt,
at i en virkelig mundtlig Rettergang kan det skriftlige
Grundlag, bestaaende i Sagsfremstillingerne fra begge Sider,
kun have en forberedende, ikke en bestemmende
Betydning; Dommeren maa heelt og holdent dømme efter den
mundtlige Forhandling og Beviisførelse, som umiddelbart
har udviklet sig for hans Øine, og hvorigjennem han har
modtaget det levende personlige Indtryk af Sagen. Kun
hvor alt dette er anerkjendt, er Proceduren virkelig mundtlig.
Men naar dette Resultat er vundet, og naar dette
Princip er fuldstændigt forstaaet og accepteret, aabner der
sig for Blikket en Række Conseqventser, som med Rette
have bragt mangen i det ældre System opdragen Jurist til
at vakle og gyse tilbage. Med ubønhørlig Conseqvents
fører den mundtlige Rettergang til et fuldstændigt
gjennemgaaende Brud med alle den skriftlige
Procedures Grundsætninger. Den Tro, at man dog
i det Væsentlige kunde bygge paa det gamle System, at
man kunde bruge de gamle Procesmaximer, den gamle
Beviislære og det gamle Appelsystem, kun med nogle
enkelte Ændringer i det mindre Væsentlige, falder aldeles
til Jorden. Den fuldstændige Erkjendelse heraf har, som
naturligt er med noget saa Nyt og Uvant, ikke strair
kunnet skaffe sig Indgang hos Juristerne. Men langsomt og
efterhaanden har man, tildeels modstræbende, maattet
tilstaae det. Og den fulde Indsigt i, hvad Systemets
Conseqvents fordrer, er vistnok først i de allersidste Aar vundet,
hvorfor Lovgivningerne heller ikke endnu have naaet med,
men mere eller mindre ere belemrede med Reminiscentser
fra Skriftlighedens System.
Jeg skal nu forsøge paa, saa sammentrængt som
muligt, at paapege den gjennemgaaeude Forskjellighed i
Grundsætninger, hvortil de tvende Systemer, Skriftlighed og
Mundtlighed, føre, og jeg skal herved blot fremhæve, at
det, som jeg nu vil komme til at udtale, ikke er mine
subjective Ideer, men i alt Væsentligt Sætninger, som om de ikke just anerkjendes af Alle, dog ere paa Veie til at
blive det, og i al Fald accepteres af dem, der formaae
at see dybere i Tingene.
De tvende Hovedgrundsætninger for Procesmaaden i
det gamle System, som man har betegnet med Navnene
Forhandlingsmaximen og Eventualprincipet finde
ingen Plads, idetmindste ikke i den ældre Betydning, i den
virkelig mundtlige Procedure. Parterne eller deres
Sagførere maa vel fremstille Sagen og føre Beviset, og Retten
foretager i saa Henseende Intet ex officio for at varetage
Parternes Tarv. Men Ledningen af Forhandlingerne maa
tilkomme Dommeren, og netop i den mundtlige Procedure
maa han heri optræde meget mere activt og indgribende end
i den, skriftlige Procedure. Hans Procesledning maa med
kraftig Haand føre Herredømmet over Procesgangen, idet
han kan iværksætte Inddeling af Forhandlingsgjenstandene,
snart afsondre visse Puncter til særskilt Forhandling, snart
forene flere Puncter under Proceduren under Eet, Alt af
Hensyn til ved en hensigtsmæssig Fordeling af Stoffet at
fremkalde den strænge Orden og Simpelhed, uden hvilken
en mundtlig Procedure ikke kan trives, og uden hvilken der
saa let opstaaer Confusion. Men Dommerens Indgriben kan
ikke standse herved. I den mundtlige Forhandling vilde
det falde aldeles unaturligt, om Munden skulde være
lukket paa Dommeren ved Debatten om Sagens factiske
Sammenhæng, om han skulde være afskaaret fra, strax paa
Stedet at søge afhjulpet Utydelighed eller Ufuldstændighed
i Parternes Erklæringer. Man indrømmer derfor allevegne
i den mundtlige Rettergang Dommeren Ret til at gjøre
Spørgsmaal til Parterne angaaende Retsforholdets
materielle Side. Han maa kunne afkræve dem nærmere
Forklaring strax paa Stedet saavel med Hensyn til deres
Paastande som med Hensyn til Sagens Sammenhæng
overhovedet, og man er nu aldeles enig om, at herved
udvikles en høist heldbringende Virksomhed til at fjerne
forsætlig og uforsætlig Uklarhed, Tvetydighed, Ufuldstændighed, løgnagtig Reservation i Parternes Udtalelser o. s.v.
Medens Forhandlingsmaximen saaledes trækker sig tilbage,
gaaer det ligedan med Eventualprincipet. Uden at tale
om Rettens Myndighed til at dele Forhandlingerne om
Sagens Realitet efter Æmnets Fordringer, maa her
fremfor Alt fremhæves, at det i den mundtlige Rettergang
nødvendigviis maa være Princip, at Parternes Foredrag,
selv om de holdes til forskjellige Retsdage, af Dommeren
maa betragtes og behandles som een Act. Hvad der
anføres, selv om det er den sidste Gang, Parten har
Ordet, kommer tidsnok til at tages i Betragtning ved
Paadømmelsen. Vistnok er det uheldigt, at Sagens
relevante Data saaledes successivt trækkes frem istedetfor
strax at fremstilles, men fra den mundtlige Procedures
Standpunct kan denne Mislighed vistnok kun modarbeides,
deels ved Sagførerstandens Dygtighed og Hæderlighed, deels
ved Bestemmelser om, at den Forsømmelige skal betale
Omkostningerne ved den afholdte Retssession eller desl.
Efter disse Bemærkninger om de ledende
Grundsætninger for den egentlige Procedure eller
Forhandlingsmaade, vender jeg mig nu til et Omraade, hvor Bruddet
med det Gamle træder endnu mere frem, nemlig til
Beviisførelsen, dette vigtige Afsnit i næsten enhver Proces.
Med Hensyn til denne har man, mærkeligt nok, selv fra
den mundtlige Procedures Standpunct længe overseet, hvad
dog aldeles ikke med nogen Conseqvents kan nægtes,
nemlig at der ikke er Grund til en forskjellig Ordning i
den civile og den criminelle Proces. Beviisførelsen er
Fremgangsmaaden til Sandheds Udfindelse. Hvad der i
den criminelle Proces viser sig at være gode og
hensigtsmæssige Midler hertil, maa ogsaa være det i den civile
Proces, og hvad der i den criminelle Proces viser sig at
være den rigtigste Ordning af Skjønnet over Beviisførelsens
Resultat, maa ogsaa være det i den civile. Ligesom i
Strafferetspleien er det i den mundtlige Procedure af civile
Sager en Grundsætning, at Beviisførelsen bør foregaae umiddelbart for Dommeren, saaledes at han seer og hører
Vidnerne, Skjønsmændene, Documenterne og de øvrige
Beviisdata. Kun undtagelsesviis og som Nødhjælp
tilstedes Oplæsning af tidligere afgivne Forklaringer o. lign.
Fremdeles er man enig om, at den størst mulige Frihed i
Henseende til Beviset bør indrømmes baade Parterne og
Dommeren. Lovbestemte Regler, der medføre
Indskrænkninger i den fulde naturlige Frihed, undgaaes nu saameget
som muligt, og de, der haves, bortkastes stadigen mere
og mere. I Reglen kunne Parterne derfor i deres
Beviisførelse benytte ethvert Middel, som i sig er skikket til at
fremkalde en almeengyldig Overbeviisning hos Dommeren,
dog med de Indskrænkninger, som følge af
Umiddelbarhedsgrundsætningen. Kun ganske enkelte Beviismidler
udelukkes som værende saa upaalidelige og skuffende, at de
sikkrest ingensinde bør tages i Betragtning. Men ogsaa
deres Tal svinder dagligen ind. Dommeren paa sin Side
bindes ikke ved nogensomhelst Forskrift; i Bedømmelsen
af de førte Bevisers Vægt og Virkning; han har kun at
spørge sig selv, om der ved det fulde Beviis er
tilveiebragt en Overbeviisning hos ham, som er af mere end
reen subjectiv Natur. Disse Sætninger indrømmes nu i
Almindelighed at være naturlige og uafviselige
Conseqventser af den mundtlige Procedure. Men man maa
utvivlsomt gaae endnu et Skridt videre. Hvis man mener,
at den paalideligste og bedste Bedømmelse af Beviset
opnaaes ved Brug af Nævninger i criminelle Sager, maa man
nødvendigviis i Principet erkjende det Samme med
Hensyn til civile Sager. Kun practiske Hensyn og
Hensigtemæssighedsbetragtninger kunne da paaberaabes som
Undskyldning for det Brud paa Systemets Conseqvents, at
man ikke ogsaa indfører Nævninger i Civilretspleien. Jeg
for min Deel vil imidlertid ikke skye her ligefrem at
udtale som min bestemte Overbeviisning, at man, idetmindste
som Regel, ikke fornuftigviis kan vente at opnaae nogen
bedre og paalideligere Bedømmelse af det egentlige Beviisspørgsmaal ved Nævninger. Det synes tvertimod
indlysende, at naar der fra et reent processuelt
Standpunct spørges, hvo der er istand til bedst og sikkrest at
skjønne over Beviisførelsens Resultat, maa Besvarelsen
falde ud til Fordeel for Dommeren; thi han maa dog
formodes idetmindste at være i Besiddelse af ligesaamegen
almindelig sund Menneskeforstand som Nævningerne, og
han vil derhos have det utvivlsomme Fortrin for dem i
Reglen at være udrustet med en mere øvet Dømmekraft
og større Erfaring i slige Anliggender, hvormed han
dagligen beskjæftiger sig, end disse, som kun nogle Gange i
deres Liv forbigaaende komme i Berøring med Retssager.
Nævningeinstitutionens Betydning maa derfor søges i andre
Hensyn end de reent processuelle, og navnlig i politiske
Betragtninger. Det kan være, at den i politisk bevægede
Tider frembyder et Værn imod Magthavernes
Undertrykkelser og politiske Forfølgelser, skjøndt forresten
herved kan bemærkes, at den ogsaa under saadanne Forhold
kan være en Hindring for retfærdig Straffeudøvelse, naar
Folkestemningen sympathiserer med Modstanden imod det
Bestaaende. Det maa indrømmes, at den er et vigtigt
Element i et Folks politiske Opdragelse, og at den er et
kraftigt Middel til at føre Sands og Interesse for
Retshaandhævelsen ned i Samfundsklasser, som ellers sjeldent
vilde hæve Tankerne ud over de daglige smaa personlige
Forhold. Men fra et reent processuelt Standpunct vil
det sikkerlig ikke kunne siges, at Nævningernes Skjøn over
Beviisførelsens Resultat maa formodes i Reglen at være
mere klartseende og paalideligt end Dommerens, men
tvertimod det Modsatte. Fra dette Synspunct kan det
forsvares, ikke at benytte Nævninger i civile Sager. Thi
de politiske Grunde — hvis man overhovedet paa dette
Omraade vil tage Hensyn til dem — finde neppe i nogen
høi Grad deres Anvendelse i disse.
Endelig skal jeg fremhæve endnu en Hovedinstitution
i Procesmaaden, som under den virkelig mundtlige Rettergang maa fremtræde under ganske andre Former
og Synspuncter end i den skriftlige Procedure. Jeg
tænker hermed paa det hele Appelsystem. Som
bekjendt gaaer Appel i den skriftlige Procesmaade ud paa
at underkaste den underordnede Rets Behandling og
Paakjendelse en Prøvelse. Det ledende Synspunct er (afseet
fra enkelte Undtagelser), at den høiere Ret skal
undersøge, om den underordnede Ret har dømt rigtigt, altsaa
baade om den underordnede Ret har bedømt det samme
foreliggende Beviismateriale paa den rette Maade, og om
den behørigt har iagttaget Retsreglerne saavel i Henseende
til den formelle Fremgangsmaade som i Henseende til det
materielle Retsspørgsmaal. Derfor er det en
Hovedgrundsætning for al Appel i den skriftlige Procesmaade, at Intet
kan paakjendes af Overretten, der ikke har foreligget for
og er taget under Paadømmelse af Underretten. Adgangen
til at fremkomme med Nova i Appelinstantsen er
indskrænket inden de snævreste Grændser. Appel i denne
Forstand er umulig i den mundtlige Rettergang. Thi
naar der ikke kan gjøres Regning paa, at det skriftlige
Grundlag, bestaaende i Parternes gjensidige
Sagsfremstillinger, omfatter alle de Momenter og alle de Data, der
ere fremkomne i den mundtlige Forhandling, hvorefter der
er dømt og skal dømmes, og naar det som en vigtig
Grundsætning i Beviismaterien fastholdes, at Dommeren
umiddelbart maa see og høre samtlige i Betragtning
kommende Beviisdata og modtage det fulde personlige
Indtryk af dem, saa vil man let indsee, at det er umuligt, for
Overdomstolen at fremlægge Sagen netop i den samme
Skikkelse i Eet og Alt, hvori den har foreligget for
Underretten. En blot skriftlig Beretning om det Passerede kan
ikke træde istedetfor og udfylde den umiddelbare
Anskuelse, og Overretten vilde saaledes komme til at dømme
paa et ganske andet Grundlag end Underretten. De nyere
Proceslove, som have søgt at gjennemføre en virkelig
mundtlig Rettergang, i hvilken det skriftlige Grundlag kun er forberedende og ikke bestemmende, opfatte derfor Appellen
paa en ganske anden Maade, nemlig ikke som en Prøvelse
af Underrettens Behandling, men blot som en gjentaget
Procedure af den samme Sag for en anden og
høiere Ret. Naar kun Retstvistens Identitet bevares,
hvilket altsaa practisk talt vil sige, naar kun Paastanden
i det Væsentlige vedbliver at være den samme, staaer det
forresten Parterne frit for i Appelinstantsen at fremkomme
med nye Søgsmaalsgrunde og Indsigelser samt nye Beviser.
Appellens Nytte sættes altsaa ikke fornemlig i, at den
skal berigtige Feil og Vildfarelser hos den underordnede
Ret, men den maa nærmest opfattes som en Adgang for
Parterne til endnu engang at procedere deres Sag, og til
ved denne Leilighed at undgaae Feil, som de tidligere have
begaaet, oplyse, hvad de tidligere have glemt eller
forsømt, tilføie og fremdrage, hvad de have overseet o. s. v.
Naar der herved forudsættes en høiere Intelligents og
større Dygtighed hos Sagførerne og Dommerne i
Appelinstantsen, vil det fremdeles blive ikke blot en anden og
gjentagen Procedure og Paadømmelse af Sagen, men vel i
Reglen ogsaa en fuldkomnere og bedre. Denne Opfattelse
af Appellen har imidlertid fremkaldt en begrundet Kritik.
For det Første har fra et reent practisk Standpunct den
Bemærkning gjort sig gjældende, at Parterne under en
saadan Ordning lægge hele Hovedvægten paa Sagens
Behandling i Appelinstantsen, saaledes at Proceduren i første
Instants forsømmes og næsten kun føres paa Skrømt.
Deraf følger naturligen, at der appelleres meget hyppigt,
og at Sagen i Appelinstantsen svulmer op til Dimensioner,
som langt overstige dens Udstrækning i første Instants.
Som heraf flydende Ulemper fremhæves, deels
Appelretternes store Overbebyrdelse med Arbeide, deels
Processernes og Rettergangens Fordyrelse. Men
Hovedindvendingen ligger dog ikke i disse practiske Hensyn; den er
af principiel Natur. Det er nemlig klart, at efter den
mundtlige Rettergangs Væsen bør Hovedvægten lægges paa den første Behandling. Et System, hvorefter
Tyngdepunctet forlægges til Appelinstantsen, er i Strid
med Muudtlighedens og Umiddelbarhedens første
Grundsætninger. Man maa naturligen spørge, hvorfor skal der
procederes to Gange paa samme Maade om det Samme?
Hvorfor henlægger man ikke alle de Garantier, al den
Intelligens og al den Dygtighed, hvorover man kan raade,
til den første Behandling af Sagen og lader da denne være
afgjørende, istedetfor at opspare alt dette til
Appelinstantsen og lade Sagen gjennemløbe et saadant
betydningsløst Stadium som den første Behandling bliver? Paa dette
Punct komme vi atter tilbage til en Analogi, som allerede
engang er fremhævet med Styrke, nemlig Analogien fra
den mundtlige Strafferetspleie med Nævninger. Her staaer
det klart for Alle, at Hovedvægten hviler paa den første
Behandling, at Alt maa coucentreres paa denne. Men der
kan ikke være mindste Tvivl om, at hvad der saaledes
skal og maa gjælde i Strafferetspleien, conseqvent finder
lige god og berettiget Anvendelse i Civilretspleien. I det
Væsentlige maa de samme Grundsætninger herske i begge.
Som en Følge heraf maa man vistnok betragte Appel i
Betydning af gjentaget Procedure af Sagen som en Uting,
der i Gruden er en inconseqvent Rest fra det gamle
System, hvormed den nye Bygning belemres.
Retsmidlerne imod den første Behandling og dens Re-
sultater maa herefter blive i Grundtanken de samme i
Civilretspleien som i Strafferetspleien. Som Hovedregel maa
fastholdes, at Beviisspørgsmaalets Afgjørelse ikke
kan undergives nogen Appel. Den første Rets
Bedømmelse heraf er endelig og inappellabel; thi kun den
Dommer, for hvem Beviisførelsen umiddelbart er
foregaaet, kun den Dommer, der har hørt Vidnernes og
Skjønsmændenes Røst og seet de synbare Beviismidler, kan
dømme om Beviset. Og der er, naar man vælger
velskikkede Personer, aldeles ingen Grund til at troe, at de,
for hvem den hele Beviisførelses Drama første Gang oprulles, skulde dømme mindre sikkert og rigtigt end de, for
hvem det senere gjentages eller spilles om igjen.
Beviisførelsens blotte Gjentagelse indeholder ingensomhelst
Garanti for Bedømmelsens større Paalidelighed og Rigtighed.
Derimod kan en yderligere Prøvelse finde Sted
med Hensyn til Spørgsmaalet om de
processuelle Formers Iagttagelse og de materielle
Retsreglers Fortolkning og Anvendelse paa det givne
Tilfælde. Hvilken Indretning denne Prøvelse skal gives,
er iøvrigt omtvistet. Nogle opfatte den efter det franske
Forbillede væsentlig som en Cassationsprocedure, hvis
Resultat altsaa er, ikke at den overordnede Ret umiddelbart
afgiør Sagen i Overeensstemmelse med sin Anskuelse om
det Rette og afsiger Dom herefter, men at den overordnede
Ret casserer den stedfundne Behandling og beordrer en ny.
Andre (og det er vistnok den almindelige Mening hos de
Nyere) holde for, at Prøvelsen, paa det ovenfor antydede
Omraade, bør have samme Grundform som den egentlige
Appel. Deraf følger, at Annullation af den foreliggende
Behandling vel vil kunne indtræde som en Følge af
processuelle Feil; men, naar Retssætningerne angaaende det
materielle Retsforhold ere opfattede eller anvendte urigtigt-,
vil Overdomstolen ikke alene udtale dette,. men strax og
umiddelbart selv rette Feilen og afsige endelig Dom i
Sagen i Overeensstemmelse med sin Anskuelse.
Af alt det Anførte fremgaaer, at Overgangen fra
skriftlig til mundtlig Procedure indeholder en
Systemforandring af de meest storartede og gjennemgribende
Dimensioner. Mærkeligt nok har man sidst faaet et klart
Blik for, at dette Systemskifte fremfor Alt og maaskee
allermeest kræver en omfattende Forandring i
Retsorganisationen og alle i Forbindelse hermed
staaende Forhold, især Sagførervæsenet. Det kan
selvfølgeligt ikke være Hensigten, her at udkaste et
fuldstændigt Billede af den Retsorganisation, som antages bedst at svare til den mundtlige Rettergangs Idee. Men
kun Hovedtrækkene skulle fremhæves.
Foreløbig bemærkes, at den naturlige Forudsætning,
som iøvrigt heelt igennem skinner frem i de foregaaende
Udtalelser, er, at der i den mundtlige Procedure kun
bliver Spørgsmaal om to Instantser. Begge bør vistnok
være collegialt sammensatte og organiserede. Retterne i
første Instants formenes i Almindelighed at kunne omfatte
temmelig store Districter (2 a 300000 Mennesker), og den
øverste Instants det hele Land. Det er en Selvfølge, at
disse Retters Embedsmænd aldeles ikke bør have
Functioner af administrativ eller anden fremmed Natur. Men
da en Sags Behandling nødvendigviis maa sætte et stort
Maskineri og mange kostbare Kræfter i Bevægelse, maa
det fastholdes, at der ved Siden af den egentlige
ordiuaire Rettergang bør træffes hensigtsmæssige
Foranstaltninger til at tilveiebringe en mere formløs og simpel og
derfor naturligviis billigere Afgjørelse af Smaasager ved
locale Embedsmænd, der herved gierne kunne functionere
som Enedommere.
Det er ovenfor yttret, at i den mundtlige
Procesmaade hviler Hovedvægten paa den første Rets Behandling
af Sagen, og Appellen har væsentlig Charakteer af en
senere Berigtigelse eller Rettelse af enkelte Puncter,
navnlig Retsfortolkningsspørgsmaalene. Heraf følger, at den
gamle tilvante Forestilling om en Række af tre Instantser,
hvor de laveste Fordringer til Dommere og Sagførere
stilles i første Instants, disse Fordringer derefter skærpes
i anden og endelig stige til det høieste Maal i tredie og
sidste, maa aldeles kastes bort. Al den Dygtighed og
Intelligents, hvorover man raader, udkræves i den
mundtlige Procedure netop paa Retspleiens første Trin. Den
hele Forskjel imellem Fordringerne til Dommerne og
Sagførerne i første Instants og i Overinstantsen bestaaer kun
deri, at hos de sidste visse Retninger i Dygtigheden
fortrinsviis accentueres, medens hos de første ikke en mindre, men kun en noget anden Art af Dygtighed kræves.
Dommerne og Sagførerne i Overinstantsen have væsentlig den
Opgave nøiere at eftergranske og revidere det reent
Juridiske; hos dem træder derfor Fordringen paa
videnskabelig Dygtighed og granskende Skarpsindighed især
frem, medens derimod Fordringerne til Menneskekundskab,
Charakteer og Hurtighed i Omdømme og Beslutninger
træde mere tilbage. Hos Dommerne og Sagførerne i første
Instants kræves ikke mindre høie og betydelige Evner og
Indsigter. Hvad først den reent juridiske Dygtighed
angaaer, maa fremhæves, at Sagførernes Retsdeductioner i
den mundtlige Procedure have en langt større Betydning
og Vigtighed end i den skriftlige. I denne kunne
Dommerne tage sig en lang Tid til indbyrdes at overveie og
hiemme at giennemstudere Retsqvæstionerne i Sagen, og
som en Følge deraf ere de meget uafhængige af
Sagførernes Fremstillinger, hvorfor disses Mangelfuldhed i
Reglen vil giøre meget lidet eller maaskee oftest slet ingen
Skade. I den mundtlige Procedure, hvor kun en kort
Overveielse, der ikke i Reglen tilsteder selvstændig
grundig Giennemstudering af Retsqvæstionerne ved Hjælp af
Bøger og ældre Præjudicater, gaaer forud for Dommen,
have derimod Sagførernes Deductioner en stor Betydning
som Veiledning for Retten. I det Væsentlige bør og maa
den i Sagførernes Foredrag søge og finde alle de fornødne
Elementer til Dommen. Derfor udkræves i Retningen af
juridisk Dygtighed baade grundige Kundskaber og Øvelse
i og Evne til samvittighedsfuld Granskning hos Sagførerne.
Af Dommeren forlanges, som let sees, en ikke mindre høi
juridisk Indsigt og Dannelse. Medens Fordringerne paa
egentlig juridisk Lærdom, hvilke spille Hovedrollen med
Hensyn til Dommerne i den anden Instauts, træde noget
mere tilbage med Hensyn til Dommerne i første Instants,
forlanges der til Giengiæld, at disse have et betydeligt
Herredømme over deres Kundskabsforraad, have Besvarelsen
af saa at sige ethvert Spørgsmaal paa rede Haand, hvortil naturligviis tillige udkræves et hurtigt og sikkert
Omdømme. Men foruden den reent juridiske Dannelse fordres
der hos Dommerne og Sagførerne i første Instants en
Række andre Egenskaber, som ikke saameget træde frem
ved Behandlingen i anden Instants. Her kan navnlig
udhæves alle de Evner, som maa sættes i Bevægelse
ved Beviisførelsen. Hos Sagførerne: Greb paa at
qvæstionere og krydsqvæstionere Vidnerne, en Egenskab,
hvorpaa der netop i den engelske Sagførerstand sættes saa
overordentlig høi Priis, Blik for det Væsentlige i
Beviisførelsen, saaledes at dette fastholdes og fremhæves,
medens Detaillen, der ellers let kan udvidske
Hovedindtrykket, holdes borte, Sindrighed i at oplede og udsøge
Beviser o. s. v. Hos Dommerne: overlegent Blik,
Menneskekundskab, Værdighed og fremfor Alt ophøiet Upartiskhed.
— Hvorledes og hvor heldigt man vil være istand til at
realisere disse Ideens Fordringer i Livet, heroer
naturligviis paa de forhaandenværende Forhold. Meget maa
vistnok slaaes af paa Fordringerne, især i Begyndelsen. Men
saameget turde efter det Ovenstaaende blive klart, at
Fordringerne ikke kunne være forskjellige, navnlig
ikke lavere, til Dommerne og Sagførerne i første
Instants end i sidste. Først og fremmest maa man
have Folk af en friere Aandsdannelse, som gjør dem
skikkede til at sætte sig ind i nye Ideer og uvante
Forhold, og uden hvilken det mundtlige Foredrag sjeldent vil
kunne tilfredsstille, navnlig i Henseende til Præcision og
Form, hvilket i den mundtlige Procedure er af saa
overordentlig Vigtighed. Denne Egenskab forlanges i første
Instants maaskee i høiere Grad end i anden Instants.
Dernæst maa der kræves grundig og udstrakt juridisk
Dannelse og Kundskab, navnlig i første Instants fuldstændig
Oversigt over Videnskaben og Evne til at bevæge sig
med Hurtighed og Frihed i de opstaaende Retsqvæstioner.
Naar man overhovedet giennem ydre Garantier vil søge
nogen Sikkerhed for, at de Personer, der benyttes, ere ere i Besiddelse af de intellectuelle Betingelser, som
attraaes, maa der vistnok fornemligt sees paa, at
Vedkommende har nydt en høiere videnskabelig Dannelse.
Ustuderede, der kun have faaet en tarvelig
Skoleunderviisning og ikke senere giennemgaaet et alvorligt
videnskabeligt Cursus, ville i Reglen ikke være i Besiddelse
af den aandelige Bevægelighed og formelle Dannelse, som
er nødvendig[1]. I alle Lande, hvor Retspleien og
Advocaturen staaer paa et høit Standpunkt, udmærker derfor
Dommer- og Sagførerstanden sig ingenlunde fortrinsviis ved
den simple Forretningsrontine, men netop ved høiere
aandelig Dannelse, alsidige Interesser og literair Sands.
En anden Eiendommelighed ved disse Forhold, som bør
fremhæves, fordi den staaer i Strid med de nedarvede
Forestillinger hos os, er, at hvor den mundtlige Rettergang er
bleven hiemme, giøres der samme Fordringer til
Sagførerne som til Dommerne; disse to daglig samvirkende
Klasser maa staae jævnsides og paa samme Trin, den ene
i Reglen recruteres af den anden; og et Forhold, hvor Dommerstanden med Ringeagt kunde see ned paa Sag-
førerstanden, fordi denne baade i intellectuel og moralsk
Henseende stod lavere, vilde i høi Grad stride imod den
mundtlige Rettergangs Aand og Væsen.
Skjøndt det ligger udenfor Hensigten med disse
Bemærkninger, der have en reen almindelig Characteer, kan
jeg dog ikke afholde mig fra her med et Par Ord at
berøre et Anliggende, som staaer i nær Forbindelse med
uligheden for og Udsigten til paa en nogenlunde heldig
Maade at gennemføre Mundtlighed i Rettergangen, nemlig
det Rigsdagen forelagte Udkast til en Lov om Adgangen
til Sagførervirksomhed. Det turde efter det Foregaaende
være indlysende, at Ordningen af dette Forhold ingenlunde
er et ved Indførelsen af mundtlig Rettergang ligegyldigt
Anliggende, men at tvertimod den neieste Forbindelse
imellem disse to Ting tinder Sted. Det maa derfor med
Styrke fremhæves, hvad ogsaa under Lovens første
Behandling i Landsthinget skete, at Sagførerlovens endelige
Vedtagelse ikke bør finde Sted, førend man, i al Fald
tilnærmelsesviis, har klaret for sig selv Grundtrækkene i den
nye Rettergangsordning. Saalænge Anskuelserne herom
ikke have nogenlunde fæstnet sig, men saalænge som de
ere saa uklare, som nu, og saalænge som ethvert
Forarbeide til Veiledning mangler, saaledes som for Øieblikket,
udsætter man sig for saadanne Feilgreb, som det
foreliggende Udkast til Sagførerloven, bedømt fra en mundtlig
Procedures Standpunct, utvivlsomt er. Hvis der slet ikke
skulde tages Hensyn til Muligheden af Rettergangsreformens
Gjennemførelse i en ikke altfor fjern Fremtid, kunde
Lovforslaget muligviis betragtes som et Fremskridt eller i al
Fald som et godt Materiale for yderligere Forhandlinger
og Ændringer. Men naar Hensyn skal tages til den i
Grundloven bebudede Rettergangsreform, er det meget
langt fra, at Udkastet kan siges at indeholde en gavnlig
og heldig Forberedelse til den nye Ordning. Fra dette
Synspunct betragtet ere Udkastets Hovedgrundsætninger saa forkeerte som mueligt og hvile heelt igjennem paa den
fuldstændigste Miskjendelse af den mundtlige Rettergangs
Krav. En Sagførerstand efter det Mønster, som Udkastet
giver, vilde ikke kunne bidrage til at lette den forestaaende
Reform, men kun være istand til at skade og hindre de
nye Kræfter, som maatte sættes i Bevægelse for at
gjennemføre og udvikle den. Navnlig er det let at forudsee, at
Underretssagførerne, som vistnok ville opdukke i
umaadeligt Antal, gjennemsnitsviis ville blive Folk, der staae
langt under det Maal af almindelig Intelligente og særlig
juridisk Indsigt, som den mundtlige Rettergang kræver.
Man maa ikke søge at trøste sig med, at Publicum, naar
den mundtlige Procesmaade bliver herskende, nok vil vide
at vælge, og at i al Fald Benyttelsen af uduelige
Sagførere kun vil gaae ud over Committenten selv. De
almindelige Betragtninger angaaende den frie Concurrence
m. m. finde ikke Anvendelse paa dette Omraade. I den
skriftlige Procedure vil en Sagførers Uduelighed vel i
Reglen ikke genere Retten saa særdeles meget, skjøndt det
naturligviis ogsaa her letter hele Forretningsgangen og
Paakjendelsen, at Sagen procederes godt, men i den
mundtlige Procedure er det en aldeles nødvendig Fordring
for Retspleiens egen Skyld, at Udueligheden og
Ukyndigheden holdes borte. Det er ovenfor forklaret,
hvor vigtigt det er, at Sagførernes Deductioner kunne yde
Retten de fornødne Momenter til Retsspørgsmaalets
Belysning, ligesom det ogsaa af den mundtlige Forhandlings
Natur vil indlyse, hvor nødvendigt det er, at stræng Orden
og Klarhed hersker i Proceduren og Beviisførelsen, hvis
ikke Retten skal vildledes og den største Confusion
afstedkommes[2]. Dette Hensyn til Retspleiens eget Tarv har
endog fundet et stærkt og slaaende Udtryk deri, at det i mange Lande er formeent Parterne selv at procedere
Sagen, idetmindste forsaavidt den egentlige Ledning af
Proceduren angaaer. En saadan Forskrift forekommer de
Fleste hos os at være illiberal og ubillig, men der kan ikke
være nogen Tvivl om, at den fra den mundtlige Procedures
Standpunct er naturlig og conseqvent. Kunde det virkelig
ventes at ville blive sædvanligt, at Parterne selv
procederede deres Sag, vilde en saadan Bestemmelse ikke kunne
undgaaes. En anden Sag er, at det vistnok i den
mundtlige Rettergang meget sjældent vil hænde, at Parterne
selv procedere, hvorfor det maaskee vil være bedre at
tale den Ulempe, som en enkelt Gang vil afstedkommes
ved Parternes Møde for Skranken, end at fastholde et
Lovbud, der altid vil have et odiøst Udseende. Den
velbekjendte nu herskende Uskik, at Parterne i Formen selv
procedere Sagen ved at møde og fremlægge Indlæg, som
ere conciperede af Andre, forbyder sig selv i den
mundtlige Rettergang. I denne kan Parten ikke møde selv,
medmindre han ogsaa tiltroer sig selv Evne til virkelig at
lede og gjennemføre Sagen. Den nu saa udbredte
Indblanding i Processers Førelse af Commissionairer og
Vinkelskrivere vil saaledes af sig selv falde bort, naar mundtlig
Rettergang indføres.
Efter denne lille Digression vender jeg tilbage til mit
egentlige Æmne, og jeg vil da endnu, inden jeg slutter,
tillade mig nogle Bemærkninger om et Forhold, der vel er
berørt, men neppe tilstrækkeligt paaagtet i de hos os hidtil
førte Forhandlinger om Rettergangsforholdene, nemlig at
Civilretspleiens Reform bør gaae Haand i Haand
med Strafferetspleiens. Udviklingens Gang i
Tydskland har ganske vist i Hovedsagen været den, at den
mundtlige Strafferetspleie med Nævninger først
organiseredes, og at Civilprocesreformen er fulgt bagefter,
ligesom Mundtligheden, der vel i det Hele strax kom til sin
fulde Ret i Straferetspleien, først langsomt og endnu kun
i de færreste Stater er bleven accepteret i samtlige sine Conseqventser i Civilprocessen. Men denne
Udviklingsgang er i og for sig mangelfuld og skjæv; den maa
væsentligst tilskrives, at Anskuelserne om disse Forhold og den
fulde Indsigt i, hvad Mundtlighedssystemets Conseqvents
kræver, først efterhaanden udvikledes til fuldstændig
Modenhed og Klarhed. Nu hersker der ikke længer nogen
alvorlig Tvivl, om at den gjennemgaaende Sondring imellem
Criminalproces og Civilproces er principløs, men at
tvertimod begge saavidt som mueligt ber fremstille den samme
Grundtypus, de samme Hovedformer. En nærmere
Udvikling af denne Tanke vilde fore for vidt, men med
Hensyn til flere Hovedtræk kan jeg henvise til den
foregaaende Udvikling, navnlig angaaende Beviislæren og
Appelsystemet. Den Grundtanke, at de processuelle Hovedformer
bør udstrækkes over den hele Retspleie, er ikke blot et
theoretisk Conseqventsmageri — som Mange, blot fordi
Tanken er dem fremmed og uvant, maaskee ville mene —,
men den anbefaler sig netop fra den practiske Side i høi
Grad. Allerede den Eenhed, Simpelhed og Conseqvents,
der saaledes vil komme til at herske i det hele
Processystem, maa tiltale Enhver, ligesom naturligviis den hele
Rettergangslovgivning bliver mere overskuelig og
almeenfattelig. Men ogsaa fra andre Sider betragtet, vise sig
store practiske Fordele ved Proceseenheden. Netop i et
lille Land vil den mundtlige Rettergang, som stiller saa
store Fordringer til den personlige Dygtighed, ikke kunne
trives, uden paa den Betingelse, at alle gode juridiske
Kræfter anspændes i den Retning og bevæges imod dette
Maal. Sagen kan endda have store Vanskeligheder, og
Udførelsen i Virkeligheden blive tarvelig nok i Forhold til
Idealet. Men Udsigterne til en heldig Gjennemferelse af
Mundtlighedsprincipet ville i høi Grad formindskes, naar
Kræfterne skulle adsplittes og deles, derved at begge
Systemer, der stille saa forskjellige Fordringer og udvikle
Evnerne og Kræfterne i saa forskjellige Retninger, ja
tildeels kræve en ganske forskjellig Leveviis, skulle vedblive at bestaae jævnsides, det ene i criminelle og det andet i
civile Sager. Især vil dette Forhold blive fordærveligt
paa Grund af den Omstændighed, at
Civilprocesvirksomheden og hvad hermed naturligen hænger sammen
(Consultation, Documentskrivning, Behandling af Boer)
nødvendigviis vil vedblive at være det i pecuniær Henseende
Lønnende, medens ingen Sagfører i vore smaa Forhold vil
kunne leve væsentlig af criminel Praxis. Og det er vistnok
dybt grundet i de menneskelige Forhold, at Enhver har
meest Interesse for det, som spiller Hovedrollen i hans
Erhverv, og som han skal stole paa i Henseende til sit
Udkomme. Det er derfor let at forudsee, at den
mundtlige Procedure i Straffesager af de dygtige og søgte
Sagførere, der virkelig have Noget at bestille, vil blive
behandlet og betragtet som en reen Bisag, der — idetmindste
naar Nyhedens Interesse er forbi — vil blive anseet for
et høist ubehageligt Hverv, som kræver en uvant
Anspændelse af Evnerne og Kræfterne, der aldeles ikke staaer
i Forhold til Lønnen og Indtægten. Jeg troer derfor fuldt
og fast, at det er en uundgaaelig nødvendig
Betingelse for en heldig Gjennemførelse af Mundtlighed i
Rettergangen, at Reformen maa omfatte den hele
Retspleie, og at alle Kræfter maa bevæge sig i den Retning.
Ogsaa med Hensyn til Dommerstanden gjøre tilsvarende
Betragtninger sig gældende, skjøndt ganske vist med mindre
Styrke. Ingen vil kunne miskjende, at ogsaa her den
største Dygtighed efter al menneskelig Beregning vil blive
Opnaaet, naar Maalet, hvorefter Kræfterne stræbe, er det
samme, og naar Enhver heelt og udeelt kan udvikle sine
Evner i en enkelt bestemt Retning, uden at skulle dele sin
Opmærksomhed imellem forskjellige ueensartede
Virksomheder.
Det vil ikke undgaae Læserens Opmærksomhed, at Hensigten med ovenstaaende korte Bemærkninger ingenlunde er at anstille en almindelig Sammenligning imellem den skriftlige og mundtlige Rettergang, hvis Resultat skulde være ubetinget at tilraade den hurtigst mulige Overgang til den sidste. Det har kun været min llensigt at give et sammentrængt Billede af, hvad Mundtligheden er og hvad den fører med sig, for at henlede Opmærksomheden paa de mange forskjellige Forhold, der hænge nøie sammen med en Reform, som Grundloven har stillet i Udsigt, og som i vore offentlige Forhandlinger idelig betegnes som det Maal, hvortil der skal stræbes. Skriftligheden har sine Fordele og den har udentvivl gjort sin store Nytte i Verden, især derved, at dens stærkt udviklede og omfattende Former og dens Adgang til fornyet Prøvelse af den hele Sag frembyder Garantier og Controlmidler, som, navnlig hvor man maa have mindre Tillid til de personlige Kræfter, der ere virksomme i Retspleien, har stor Betydning. Paa tidligere Udviklingstrin har Skriftligheden og dens udviklede Appelsystem derfor været et gavnligt og tildels høist fornødent Værn imod Vilkaarlighed og Ukyndighed hos de underordnede Dommere. Og der kan ingen Tvivl være om, at den ordnede regelmæssige skriftlige Procesmaade i sin Tid var et stort Fremskridt, sammenlignet med en tidligere Tilstand. Fremdeles aabner den skriftlige Debat Adgang til en meget grundig og betænksom Undersøgelse af Sagen, navnlig dens juridiske Side, og det er vistnok et Spørgsmaal, om den mundtlige Rettergang heri nogensinde vil kunne maale sig med den skriftlige. Disse Fordele skal man ikke uden nøie Overveielse opgive. Fremfor Alt maa udhæves, at i den mundtlige Rettergang spille de personlige Garantier den meest fremtrædende Rolle. Paa Dommernes og Sagførernes Dygtighed og Hæderlighed maa Alt bygges, og Intet, som i denne Retning kan gjøres ved ydre Foranstaltninger, maa forsømmes. Troer man ikke, at Nationen fra denne Side betragtet er Opgaven voxen, da. lade man den ligge. Men føler man sig forvisset om, at der vil kunne udvikles de fornødne Kræfter, som formaae i Sandhed at bære Institutionen op og holde den paa et passende Trin, kan man efter de Stemmer, der lyde til os fra andre Lande, hvor man har forsøgt begge Dele, neppe betvivle, at den mundtlige Rettergang medfører Fordele, som rigelig opveie dens svagere Sider.
- ↑ Hos os maatte man efter de nærværende indretninger vistnok for at være Advocat kræve fuldstændig juridisk Examen med et nogenlunde godt Udfald. Naturligviis vilde man herved kunne komme til at udelukke enkelte ustuderede Autodidakter, der maaskee vare særdeles vel skikkede til Advocatvirksomhed, men naar man overhovedet vil opstille ydre Betingelser — hvilket man nu allevegne giør — kunne saadanne Følger ikke undgaaes. Den almindelige Lovforskrift maa være beregnet paa Reglen, ikke paa den sjældne Undtagelse. Vil man endvidere have en Garanti for Kjendskab til Praxis, kan denne ikke fornuftigviis bestaae i, at Vedkommende har siddet paa et Contoir og skrevet Documenter eller udført Commissionsforretninger; men den maatte da fornemlig bestaae i, at han i en vis længere Tid flittigt havde bivaanet og paahørt Retsforhandlingerne. Ifølge den mundtlige Procedures Natur vil der ikke let kunne være Tale om, at Paagiældende skulde kunne øve sig i virkelig Sagførelse, thi Advocatvirksomheden maa, ligesom ved vor Høiesteret, udøves personligt, og Brug af Fuldmægtig i Skranken kan ikke tilstedes.
- ↑ At Rettens Tid spildes er en Selvfølge, men det vil være det mindste Onde, som kan flyde af en uøvet og ukyndig Procedure. Selve Afgjørelsen og Paakjendelse vil let komme til at lide derunder.