Nogle Bemærkninger om mundtlig Rettergang i civile Sager og dennes Indflydelse paa Retsorganisationen og Sagførervæsenet

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Jump to navigation Jump to search






Nogle Bemærkninger om mundtlig Rettergang i civile Sager og dennes Indflydelse paa Retsorganisationen og Sagførervæsenet.

(Af Prof. J Nellemann.)


 Skjøndt vi ikke pleie at vende Blikket mod Tydskland, naar Talen er om politiske Reformer og Fremskridt, er der dog een Retning, hvori vi kunne lære Meget af vore sydlige Naboer, nemlig i Henseende til det, som antydes i Overskriften. Tydskland har været stillet under samme Forhold, som vi, i dette Punct. Fra en reen skriftlig Procedure, der igjennem Theorie og Praxis var udviklet til et heelstøbt og afsluttet System, har man i de sidste Decennier i næsten alle tydske Stater gjort Overgangen til en mundtlig Rettergang først i Straffesager og dernæst i civile Sager. Det har ikke kunnet være Andet, end at mange Misgreb ere begaaede under famlende Forsøg, og at mange uklare Tanker ere komne til Gyldighed, for senere efter grundigere Overveielse og længere Erfaring at opgives. Netop disse Ufuldkommenheder og Feilgreb, der nu for største Delen indsees og erkjendes, bør tjene os til Lære, og naar vi give os ifærd med Opgavens Løsning, vilde det være uforsvarligt at kaste Vrag paa de modnede Domme og prøvede Erfaringer, som langsomt men sikkert have uddannet sig og vundet almindelig Tilslutning og Anerkjendelse i de tydske Juristers store Kreds. Hensigten med nærværende Bemærkninger er at give en kort Oversigt over de Resultater, som i saa Henseende synes at være vundne, navnlig efter de Udtalelser, der have fundet meest Bifald paa de siden 1860 aarligen afholdte almindelige tydske Juristforsamlinger, hvis Forhandlinger udgives i Trykken (Verhandlungen der deutschen Juristentage, herausgegeben von dem Schriftführer-Amt der ständigen Deputation). Af de enkelte Betænkninger synes mig især at maatte fremhæves et høist tankerigt og genialt lille Arbeide af Planck i Forhandl. paa den 2. Juristdag I. 66 ff.


 Ved første Øiekast forekommer det at være saare simpelt og let at trække Grændsen imellem skriftlig og mundtlig Procedure. Enhver troer sig istand til at foretage denne Begrebsbestemmelse. Skriftlig er, mener man, Proceduren, naar Parterne fremstille deres Sag (derunder Beviisførelsen) i skrevne Indlæg og Acter; mundtlig, naar det skeer igjennem mundtlige Foredrag eller Udtalelser uden Brug af Skrift. Men ved nærmere Betragtning vil det vise sig, at Sagen ikke hermed er afgjort. Den Nytte, som Skrift i mange Henseender kan gjøre, vil bevirke, at ingen blot nogenlunde ordnet og udviklet Retspleie kan give fuldstændigt Al kald paa sammes Brug. Foruden at Stævningen og Dommen dog i al Fald maa affattes i Skrift, ere skriftlige Meddelelser fra Part til Part nødvendige for at forberede den mundtlige Hovedforhandling, idet denne ikke kan foregaae i en samlet Act, uden at Parterne gjensidigen ere forud underrettede om hinandens Angrebs- og Forsvarsgrunde, i al Fald i deres væsentlige Grundtræk; dernæst har Skrift sin store Betydning som Middel til at opbevare Mindet om og Beviset for det Passerede til Efterretning i Fremtiden. Navnlig træder den skriftlige Optegnelses Nødvendighed frem, hvor den første Behandling og Afgjørelse af Sagen i en eller anden Form eller Retning skal kunne undergives høiere Rets Prøvelse, en Fordring, som enhver udviklet Retsforfatning maa stille.
 Spørgsmaalet om skriftlig eller mundtlig Procedure falder derfor ikke sammen med Spørgsmaalet om Brug eller Ikke-Brug af Skrift; men den hele Forskjel heroer paa, i hvilket Forhold man vil stille det skriftlige Grundlag til den mundtlige Forhandling. I denne Henseende har der i de nyere Proceslove, som have stillet sig til Opgave at indføre Mundtlighedsprincipet i Retspleien i Lande, hvor tidligere en skriftlig Procesmaade herskede, fornemlig uddannet sig tvende Systemer, der endnu tildeels kjæmpe om Herredømmet. Man har kaldet dem: mundtlig Procedure med væsentligt skriftligt Grundlag (det preussiske System) og mundtlig Procedure med ikke væsentligt skriftligt Grundlag (det hannoveranske System). I det første System gennemføres den Regel, at vel Proceduren skal foregaae mundtligt, saaledes at Intet tages i Betragtning ved Paadømmelsen, som ikke er fremført i de mundtlige Foredrag, men ved Siden heraf fastholdes den Fordring, at den mundtlige Procedure heelt igjennem skal hvile paa de fra Parterne udgaaede skriftlige Sagsfremstillinger, saaledes at ved Paadømmelsen intetsomhelst Factum kan tages i Betragtning, som ikke indeholdes i det skriftlige Grundlag. Det skal altsaa paasees, at det skriftlige og det mundtlige Element aldeles dække hinanden med Hensyn til Fremstillingen af Sagens hele factiske Sammenhæng, herunder indbefattet Beviisførelsen. Det Omraade, der heelt og holdent tilfalder den frie mundtlige Udvikling og Fremstilling, bliver herefter fornemlig kun Deductionen af Retsspørgsmaalet. I det andet System anvises der den skriftlige Optegnelse en mere underordnet eller en mindre bestemt og mindre indgribende Betydning. Korte skriftlige Sagsfremstillinger skulle vel udvexles og senere forelægges Retten, men disses Opgave sættes kun deri, at de i det Væsentlige skulle give et Begreb om Sagens Sammenhæng og Stridens Gjenstand og Indhold. Derimod renonceres der paa den fuldstændige Identitet imellem det skriftlige Grundlag og den mundtlige Forhandling, og man opgiver den Fordring, at intetsomhelst Nyt, der ikke allerede er givet i det skriftlige Grundlag, maa komme frem i de mundtlige Forhandlinger. Kort og skarpt har man betegnet Skriftlighedens Rolle i dette System i Modsætning til det Førstnævnte saaledes, at det skriftlige Grundlag forholder sig forberedende, men ikke bestemmende til den mundtlige Forhandling.
 Det er ganske naturligt, at man i de første Forsøg paa fra den skriftlige Procedures faste Jordbund at begive sig ud paa Mundtlighedens ukjendte Hav, maatte føle en stærk Tilbøielighed til at søge at medtage saamange af de Garantier, Skriftligheden frembød, som mueligt. Bruddet med de gamle tilvante Former blev derfor ikke fuldstændigt. Den skriftlige Procesmaade stod som et heelstøbt, vel gjennemtænkt System, Frugten af flere Aarhundreders Skarpsindighed og Flid. Dens faste Former og dens conseqvent gjennemførte Maximer havde i lang Erfaring godtgjort deres practiske Brugelighed og Værd. Intet Under derfor, at man søgte at benytte dem som Underlag for den nye Bygning. Man troede saaledes at forbinde Fordelene ved Skriftlighed og ved Mundtlighed, tage det Bedste af begge og bortkaste Manglerne. Dertil kom, at den skriftlige Procedures Grundformer i det Væsentlige uden store Lempninger kunde overføres paa den mundtlige Procedure, naar blot denne heelt igjennem var bestemt ved et skriftligt Grundlag. Navnlig lod den tilvante Beviislære og det gamle Appelsystem sig bibeholde, vel ikke uden Ændringer, men dog uden gjennemgribende principielle Forandringer, medens man ved den mundtlige Hovedforhandling troede at opnaae de Fordele, som det nye Princip kunde byde. Naturligen kom man da ind paa Mellemveissystemet; thi som saadant maa man betegne det første ovenfor nævnte System: mundtlig Procedure med væsentligt skriftligt Grundlag.
 Fortsat Kritik, støttet baade paa Tænkning og paa Erfaring, har imidlertid nu betegnet denne Ordning som et ufuldkomment Trin i Udviklingen. Det er klart, at Fastholdelse af den fuldstændige Identitet imellem det skriftlige Grundlag og de mundtlige Forhandlinger er uforenelig med en virkelig mundtlig Procedure. Dennes Væsen maa nemlig sættes deri, at Dommeren dømmer efter det mundtlige Foredrag og efter den umiddelbart for hans Øine foregaaende Vidneførsel og øvrige Beviisførelse, men ikke efter skrevne Acter. Han skal og maa modtage det fulde personlige Indtryk af Sagen; og netop dette opfattes som en væsentlig Fordeel ved Mundtligheden. Derimod maa den gamle Sætning: quod non est in actis scriptis, non est in mundo, aldeles opgives. Ligesaa meget som den harmonerer med den skriftlige Procedures Aand og Væsen, ligesaa meget modstrider den Mundtlighedens Natur. Den vil hvile som en trykkende Vægt paa den Frihed, hvormed den mundtlige Procedure ifølge sin Natur bevæger sig, den vil undertiden medføre, at Dommeren kunstigen skal bortsee fra Noget, som virkelig er kommet frem i de mundtlige Forhandlinger, og som synes ham maaskee det allervigtigste med Hensyn til Sandhedens Udfindelse og Opfattelse, den vil føre med sig en Række af kjedsommelige og smaalige Stridigheder om, hvad der ligger i det skriftlige Grundlag, rigtigen fortolket, hvilke i høi Grad staae i Strid med den mundtlige Procedures mere storslaaede Charakteer. Endelig vil det hele Forhold, navnlig naar gammel Vane drager Sagførerne henimod Skrift, let stille sig saaledes, at den mundtlige Slutningsforhandling synker ned til et blot dramatisk Optrin, der uden Nytte hægtes til bagefter, skjøndt Sagen i Virkeligheden er udprocederet skriftligt, og bliver afgjort alene herefter af Retten. Det kan derfor nu ansees for at være almindelig anerkjendt, at i en virkelig mundtlig Rettergang kan det skriftlige Grundlag, bestaaende i Sagsfremstillingerne fra begge Sider, kun have en forberedende, ikke en bestemmende Betydning; Dommeren maa heelt og holdent dømme efter den mundtlige Forhandling og Beviisførelse, som umiddelbart har udviklet sig for hans Øine, og hvorigjennem han har modtaget det levende personlige Indtryk af Sagen. Kun hvor alt dette er anerkjendt, er Proceduren virkelig mundtlig.
 Men naar dette Resultat er vundet, og naar dette Princip er fuldstændigt forstaaet og accepteret, aabner der sig for Blikket en Række Conseqventser, som med Rette have bragt mangen i det ældre System opdragen Jurist til at vakle og gyse tilbage. Med ubønhørlig Conseqvents fører den mundtlige Rettergang til et fuldstændigt gjennemgaaende Brud med alle den skriftlige Procedures Grundsætninger. Den Tro, at man dog i det Væsentlige kunde bygge paa det gamle System, at man kunde bruge de gamle Procesmaximer, den gamle Beviislære og det gamle Appelsystem, kun med nogle enkelte Ændringer i det mindre Væsentlige, falder aldeles til Jorden. Den fuldstændige Erkjendelse heraf har, som naturligt er med noget saa Nyt og Uvant, ikke strair kunnet skaffe sig Indgang hos Juristerne. Men langsomt og efterhaanden har man, tildeels modstræbende, maattet tilstaae det. Og den fulde Indsigt i, hvad Systemets Conseqvents fordrer, er vistnok først i de allersidste Aar vundet, hvorfor Lovgivningerne heller ikke endnu have naaet med, men mere eller mindre ere belemrede med Reminiscentser fra Skriftlighedens System.
 Jeg skal nu forsøge paa, saa sammentrængt som muligt, at paapege den gjennemgaaeude Forskjellighed i Grundsætninger, hvortil de tvende Systemer, Skriftlighed og Mundtlighed, føre, og jeg skal herved blot fremhæve, at det, som jeg nu vil komme til at udtale, ikke er mine subjective Ideer, men i alt Væsentligt Sætninger, som om de ikke just anerkjendes af Alle, dog ere paa Veie til at blive det, og i al Fald accepteres af dem, der formaae at see dybere i Tingene.
 De tvende Hovedgrundsætninger for Procesmaaden i det gamle System, som man har betegnet med Navnene Forhandlingsmaximen og Eventualprincipet finde ingen Plads, idetmindste ikke i den ældre Betydning, i den virkelig mundtlige Procedure. Parterne eller deres Sagførere maa vel fremstille Sagen og føre Beviset, og Retten foretager i saa Henseende Intet ex officio for at varetage Parternes Tarv. Men Ledningen af Forhandlingerne maa tilkomme Dommeren, og netop i den mundtlige Procedure maa han heri optræde meget mere activt og indgribende end i den, skriftlige Procedure. Hans Procesledning maa med kraftig Haand føre Herredømmet over Procesgangen, idet han kan iværksætte Inddeling af Forhandlingsgjenstandene, snart afsondre visse Puncter til særskilt Forhandling, snart forene flere Puncter under Proceduren under Eet, Alt af Hensyn til ved en hensigtsmæssig Fordeling af Stoffet at fremkalde den strænge Orden og Simpelhed, uden hvilken en mundtlig Procedure ikke kan trives, og uden hvilken der saa let opstaaer Confusion. Men Dommerens Indgriben kan ikke standse herved. I den mundtlige Forhandling vilde det falde aldeles unaturligt, om Munden skulde være lukket paa Dommeren ved Debatten om Sagens factiske Sammenhæng, om han skulde være afskaaret fra, strax paa Stedet at søge afhjulpet Utydelighed eller Ufuldstændighed i Parternes Erklæringer. Man indrømmer derfor allevegne i den mundtlige Rettergang Dommeren Ret til at gjøre Spørgsmaal til Parterne angaaende Retsforholdets materielle Side. Han maa kunne afkræve dem nærmere Forklaring strax paa Stedet saavel med Hensyn til deres Paastande som med Hensyn til Sagens Sammenhæng overhovedet, og man er nu aldeles enig om, at herved udvikles en høist heldbringende Virksomhed til at fjerne forsætlig og uforsætlig Uklarhed, Tvetydighed, Ufuldstændighed, løgnagtig Reservation i Parternes Udtalelser o. s.v. Medens Forhandlingsmaximen saaledes trækker sig tilbage, gaaer det ligedan med Eventualprincipet. Uden at tale om Rettens Myndighed til at dele Forhandlingerne om Sagens Realitet efter Æmnets Fordringer, maa her fremfor Alt fremhæves, at det i den mundtlige Rettergang nødvendigviis maa være Princip, at Parternes Foredrag, selv om de holdes til forskjellige Retsdage, af Dommeren maa betragtes og behandles som een Act. Hvad der anføres, selv om det er den sidste Gang, Parten har Ordet, kommer tidsnok til at tages i Betragtning ved Paadømmelsen. Vistnok er det uheldigt, at Sagens relevante Data saaledes successivt trækkes frem istedetfor strax at fremstilles, men fra den mundtlige Procedures Standpunct kan denne Mislighed vistnok kun modarbeides, deels ved Sagførerstandens Dygtighed og Hæderlighed, deels ved Bestemmelser om, at den Forsømmelige skal betale Omkostningerne ved den afholdte Retssession eller desl.
 Efter disse Bemærkninger om de ledende Grundsætninger for den egentlige Procedure eller Forhandlingsmaade, vender jeg mig nu til et Omraade, hvor Bruddet med det Gamle træder endnu mere frem, nemlig til Beviisførelsen, dette vigtige Afsnit i næsten enhver Proces. Med Hensyn til denne har man, mærkeligt nok, selv fra den mundtlige Procedures Standpunct længe overseet, hvad dog aldeles ikke med nogen Conseqvents kan nægtes, nemlig at der ikke er Grund til en forskjellig Ordning i den civile og den criminelle Proces. Beviisførelsen er Fremgangsmaaden til Sandheds Udfindelse. Hvad der i den criminelle Proces viser sig at være gode og hensigtsmæssige Midler hertil, maa ogsaa være det i den civile Proces, og hvad der i den criminelle Proces viser sig at være den rigtigste Ordning af Skjønnet over Beviisførelsens Resultat, maa ogsaa være det i den civile. Ligesom i Strafferetspleien er det i den mundtlige Procedure af civile Sager en Grundsætning, at Beviisførelsen bør foregaae umiddelbart for Dommeren, saaledes at han seer og hører Vidnerne, Skjønsmændene, Documenterne og de øvrige Beviisdata. Kun undtagelsesviis og som Nødhjælp tilstedes Oplæsning af tidligere afgivne Forklaringer o. lign. Fremdeles er man enig om, at den størst mulige Frihed i Henseende til Beviset bør indrømmes baade Parterne og Dommeren. Lovbestemte Regler, der medføre Indskrænkninger i den fulde naturlige Frihed, undgaaes nu saameget som muligt, og de, der haves, bortkastes stadigen mere og mere. I Reglen kunne Parterne derfor i deres Beviisførelse benytte ethvert Middel, som i sig er skikket til at fremkalde en almeengyldig Overbeviisning hos Dommeren, dog med de Indskrænkninger, som følge af Umiddelbarhedsgrundsætningen. Kun ganske enkelte Beviismidler udelukkes som værende saa upaalidelige og skuffende, at de sikkrest ingensinde bør tages i Betragtning. Men ogsaa deres Tal svinder dagligen ind. Dommeren paa sin Side bindes ikke ved nogensomhelst Forskrift; i Bedømmelsen af de førte Bevisers Vægt og Virkning; han har kun at spørge sig selv, om der ved det fulde Beviis er tilveiebragt en Overbeviisning hos ham, som er af mere end reen subjectiv Natur. Disse Sætninger indrømmes nu i Almindelighed at være naturlige og uafviselige Conseqventser af den mundtlige Procedure. Men man maa utvivlsomt gaae endnu et Skridt videre. Hvis man mener, at den paalideligste og bedste Bedømmelse af Beviset opnaaes ved Brug af Nævninger i criminelle Sager, maa man nødvendigviis i Principet erkjende det Samme med Hensyn til civile Sager. Kun practiske Hensyn og Hensigtemæssighedsbetragtninger kunne da paaberaabes som Undskyldning for det Brud paa Systemets Conseqvents, at man ikke ogsaa indfører Nævninger i Civilretspleien. Jeg for min Deel vil imidlertid ikke skye her ligefrem at udtale som min bestemte Overbeviisning, at man, idetmindste som Regel, ikke fornuftigviis kan vente at opnaae nogen bedre og paalideligere Bedømmelse af det egentlige Beviisspørgsmaal ved Nævninger. Det synes tvertimod indlysende, at naar der fra et reent processuelt Standpunct spørges, hvo der er istand til bedst og sikkrest at skjønne over Beviisførelsens Resultat, maa Besvarelsen falde ud til Fordeel for Dommeren; thi han maa dog formodes idetmindste at være i Besiddelse af ligesaamegen almindelig sund Menneskeforstand som Nævningerne, og han vil derhos have det utvivlsomme Fortrin for dem i Reglen at være udrustet med en mere øvet Dømmekraft og større Erfaring i slige Anliggender, hvormed han dagligen beskjæftiger sig, end disse, som kun nogle Gange i deres Liv forbigaaende komme i Berøring med Retssager. Nævningeinstitutionens Betydning maa derfor søges i andre Hensyn end de reent processuelle, og navnlig i politiske Betragtninger. Det kan være, at den i politisk bevægede Tider frembyder et Værn imod Magthavernes Undertrykkelser og politiske Forfølgelser, skjøndt forresten herved kan bemærkes, at den ogsaa under saadanne Forhold kan være en Hindring for retfærdig Straffeudøvelse, naar Folkestemningen sympathiserer med Modstanden imod det Bestaaende. Det maa indrømmes, at den er et vigtigt Element i et Folks politiske Opdragelse, og at den er et kraftigt Middel til at føre Sands og Interesse for Retshaandhævelsen ned i Samfundsklasser, som ellers sjeldent vilde hæve Tankerne ud over de daglige smaa personlige Forhold. Men fra et reent processuelt Standpunct vil det sikkerlig ikke kunne siges, at Nævningernes Skjøn over Beviisførelsens Resultat maa formodes i Reglen at være mere klartseende og paalideligt end Dommerens, men tvertimod det Modsatte. Fra dette Synspunct kan det forsvares, ikke at benytte Nævninger i civile Sager. Thi de politiske Grunde — hvis man overhovedet paa dette Omraade vil tage Hensyn til dem — finde neppe i nogen høi Grad deres Anvendelse i disse.
 Endelig skal jeg fremhæve endnu en Hovedinstitution i Procesmaaden, som under den virkelig mundtlige Rettergang maa fremtræde under ganske andre Former og Synspuncter end i den skriftlige Procedure. Jeg tænker hermed paa det hele Appelsystem. Som bekjendt gaaer Appel i den skriftlige Procesmaade ud paa at underkaste den underordnede Rets Behandling og Paakjendelse en Prøvelse. Det ledende Synspunct er (afseet fra enkelte Undtagelser), at den høiere Ret skal undersøge, om den underordnede Ret har dømt rigtigt, altsaa baade om den underordnede Ret har bedømt det samme foreliggende Beviismateriale paa den rette Maade, og om den behørigt har iagttaget Retsreglerne saavel i Henseende til den formelle Fremgangsmaade som i Henseende til det materielle Retsspørgsmaal. Derfor er det en Hovedgrundsætning for al Appel i den skriftlige Procesmaade, at Intet kan paakjendes af Overretten, der ikke har foreligget for og er taget under Paadømmelse af Underretten. Adgangen til at fremkomme med Nova i Appelinstantsen er indskrænket inden de snævreste Grændser. Appel i denne Forstand er umulig i den mundtlige Rettergang. Thi naar der ikke kan gjøres Regning paa, at det skriftlige Grundlag, bestaaende i Parternes gjensidige Sagsfremstillinger, omfatter alle de Momenter og alle de Data, der ere fremkomne i den mundtlige Forhandling, hvorefter der er dømt og skal dømmes, og naar det som en vigtig Grundsætning i Beviismaterien fastholdes, at Dommeren umiddelbart maa see og høre samtlige i Betragtning kommende Beviisdata og modtage det fulde personlige Indtryk af dem, saa vil man let indsee, at det er umuligt, for Overdomstolen at fremlægge Sagen netop i den samme Skikkelse i Eet og Alt, hvori den har foreligget for Underretten. En blot skriftlig Beretning om det Passerede kan ikke træde istedetfor og udfylde den umiddelbare Anskuelse, og Overretten vilde saaledes komme til at dømme paa et ganske andet Grundlag end Underretten. De nyere Proceslove, som have søgt at gjennemføre en virkelig mundtlig Rettergang, i hvilken det skriftlige Grundlag kun er forberedende og ikke bestemmende, opfatte derfor Appellen paa en ganske anden Maade, nemlig ikke som en Prøvelse af Underrettens Behandling, men blot som en gjentaget Procedure af den samme Sag for en anden og høiere Ret. Naar kun Retstvistens Identitet bevares, hvilket altsaa practisk talt vil sige, naar kun Paastanden i det Væsentlige vedbliver at være den samme, staaer det forresten Parterne frit for i Appelinstantsen at fremkomme med nye Søgsmaalsgrunde og Indsigelser samt nye Beviser. Appellens Nytte sættes altsaa ikke fornemlig i, at den skal berigtige Feil og Vildfarelser hos den underordnede Ret, men den maa nærmest opfattes som en Adgang for Parterne til endnu engang at procedere deres Sag, og til ved denne Leilighed at undgaae Feil, som de tidligere have begaaet, oplyse, hvad de tidligere have glemt eller forsømt, tilføie og fremdrage, hvad de have overseet o. s. v. Naar der herved forudsættes en høiere Intelligents og større Dygtighed hos Sagførerne og Dommerne i Appelinstantsen, vil det fremdeles blive ikke blot en anden og gjentagen Procedure og Paadømmelse af Sagen, men vel i Reglen ogsaa en fuldkomnere og bedre. Denne Opfattelse af Appellen har imidlertid fremkaldt en begrundet Kritik. For det Første har fra et reent practisk Standpunct den Bemærkning gjort sig gjældende, at Parterne under en saadan Ordning lægge hele Hovedvægten paa Sagens Behandling i Appelinstantsen, saaledes at Proceduren i første Instants forsømmes og næsten kun føres paa Skrømt. Deraf følger naturligen, at der appelleres meget hyppigt, og at Sagen i Appelinstantsen svulmer op til Dimensioner, som langt overstige dens Udstrækning i første Instants. Som heraf flydende Ulemper fremhæves, deels Appelretternes store Overbebyrdelse med Arbeide, deels Processernes og Rettergangens Fordyrelse. Men Hovedindvendingen ligger dog ikke i disse practiske Hensyn; den er af principiel Natur. Det er nemlig klart, at efter den mundtlige Rettergangs Væsen bør Hovedvægten lægges paa den første Behandling. Et System, hvorefter Tyngdepunctet forlægges til Appelinstantsen, er i Strid med Muudtlighedens og Umiddelbarhedens første Grundsætninger. Man maa naturligen spørge, hvorfor skal der procederes to Gange paa samme Maade om det Samme? Hvorfor henlægger man ikke alle de Garantier, al den Intelligens og al den Dygtighed, hvorover man kan raade, til den første Behandling af Sagen og lader da denne være afgjørende, istedetfor at opspare alt dette til Appelinstantsen og lade Sagen gjennemløbe et saadant betydningsløst Stadium som den første Behandling bliver? Paa dette Punct komme vi atter tilbage til en Analogi, som allerede engang er fremhævet med Styrke, nemlig Analogien fra den mundtlige Strafferetspleie med Nævninger. Her staaer det klart for Alle, at Hovedvægten hviler paa den første Behandling, at Alt maa coucentreres paa denne. Men der kan ikke være mindste Tvivl om, at hvad der saaledes skal og maa gjælde i Strafferetspleien, conseqvent finder lige god og berettiget Anvendelse i Civilretspleien. I det Væsentlige maa de samme Grundsætninger herske i begge. Som en Følge heraf maa man vistnok betragte Appel i Betydning af gjentaget Procedure af Sagen som en Uting, der i Gruden er en inconseqvent Rest fra det gamle System, hvormed den nye Bygning belemres.
 Retsmidlerne imod den første Behandling og dens Re- sultater maa herefter blive i Grundtanken de samme i Civilretspleien som i Strafferetspleien. Som Hovedregel maa fastholdes, at Beviisspørgsmaalets Afgjørelse ikke kan undergives nogen Appel. Den første Rets Bedømmelse heraf er endelig og inappellabel; thi kun den Dommer, for hvem Beviisførelsen umiddelbart er foregaaet, kun den Dommer, der har hørt Vidnernes og Skjønsmændenes Røst og seet de synbare Beviismidler, kan dømme om Beviset. Og der er, naar man vælger velskikkede Personer, aldeles ingen Grund til at troe, at de, for hvem den hele Beviisførelses Drama første Gang oprulles, skulde dømme mindre sikkert og rigtigt end de, for hvem det senere gjentages eller spilles om igjen. Beviisførelsens blotte Gjentagelse indeholder ingensomhelst Garanti for Bedømmelsens større Paalidelighed og Rigtighed. Derimod kan en yderligere Prøvelse finde Sted med Hensyn til Spørgsmaalet om de processuelle Formers Iagttagelse og de materielle Retsreglers Fortolkning og Anvendelse paa det givne Tilfælde. Hvilken Indretning denne Prøvelse skal gives, er iøvrigt omtvistet. Nogle opfatte den efter det franske Forbillede væsentlig som en Cassationsprocedure, hvis Resultat altsaa er, ikke at den overordnede Ret umiddelbart afgiør Sagen i Overeensstemmelse med sin Anskuelse om det Rette og afsiger Dom herefter, men at den overordnede Ret casserer den stedfundne Behandling og beordrer en ny. Andre (og det er vistnok den almindelige Mening hos de Nyere) holde for, at Prøvelsen, paa det ovenfor antydede Omraade, bør have samme Grundform som den egentlige Appel. Deraf følger, at Annullation af den foreliggende Behandling vel vil kunne indtræde som en Følge af processuelle Feil; men, naar Retssætningerne angaaende det materielle Retsforhold ere opfattede eller anvendte urigtigt-, vil Overdomstolen ikke alene udtale dette,. men strax og umiddelbart selv rette Feilen og afsige endelig Dom i Sagen i Overeensstemmelse med sin Anskuelse.


 Af alt det Anførte fremgaaer, at Overgangen fra skriftlig til mundtlig Procedure indeholder en Systemforandring af de meest storartede og gjennemgribende Dimensioner. Mærkeligt nok har man sidst faaet et klart Blik for, at dette Systemskifte fremfor Alt og maaskee allermeest kræver en omfattende Forandring i Retsorganisationen og alle i Forbindelse hermed staaende Forhold, især Sagførervæsenet. Det kan selvfølgeligt ikke være Hensigten, her at udkaste et fuldstændigt Billede af den Retsorganisation, som antages bedst at svare til den mundtlige Rettergangs Idee. Men kun Hovedtrækkene skulle fremhæves.
 Foreløbig bemærkes, at den naturlige Forudsætning, som iøvrigt heelt igennem skinner frem i de foregaaende Udtalelser, er, at der i den mundtlige Procedure kun bliver Spørgsmaal om to Instantser. Begge bør vistnok være collegialt sammensatte og organiserede. Retterne i første Instants formenes i Almindelighed at kunne omfatte temmelig store Districter (2 a 300000 Mennesker), og den øverste Instants det hele Land. Det er en Selvfølge, at disse Retters Embedsmænd aldeles ikke bør have Functioner af administrativ eller anden fremmed Natur. Men da en Sags Behandling nødvendigviis maa sætte et stort Maskineri og mange kostbare Kræfter i Bevægelse, maa det fastholdes, at der ved Siden af den egentlige ordiuaire Rettergang bør træffes hensigtsmæssige Foranstaltninger til at tilveiebringe en mere formløs og simpel og derfor naturligviis billigere Afgjørelse af Smaasager ved locale Embedsmænd, der herved gierne kunne functionere som Enedommere.
 Det er ovenfor yttret, at i den mundtlige Procesmaade hviler Hovedvægten paa den første Rets Behandling af Sagen, og Appellen har væsentlig Charakteer af en senere Berigtigelse eller Rettelse af enkelte Puncter, navnlig Retsfortolkningsspørgsmaalene. Heraf følger, at den gamle tilvante Forestilling om en Række af tre Instantser, hvor de laveste Fordringer til Dommere og Sagførere stilles i første Instants, disse Fordringer derefter skærpes i anden og endelig stige til det høieste Maal i tredie og sidste, maa aldeles kastes bort. Al den Dygtighed og Intelligents, hvorover man raader, udkræves i den mundtlige Procedure netop paa Retspleiens første Trin. Den hele Forskjel imellem Fordringerne til Dommerne og Sagførerne i første Instants og i Overinstantsen bestaaer kun deri, at hos de sidste visse Retninger i Dygtigheden fortrinsviis accentueres, medens hos de første ikke en mindre, men kun en noget anden Art af Dygtighed kræves. Dommerne og Sagførerne i Overinstantsen have væsentlig den Opgave nøiere at eftergranske og revidere det reent Juridiske; hos dem træder derfor Fordringen paa videnskabelig Dygtighed og granskende Skarpsindighed især frem, medens derimod Fordringerne til Menneskekundskab, Charakteer og Hurtighed i Omdømme og Beslutninger træde mere tilbage. Hos Dommerne og Sagførerne i første Instants kræves ikke mindre høie og betydelige Evner og Indsigter. Hvad først den reent juridiske Dygtighed angaaer, maa fremhæves, at Sagførernes Retsdeductioner i den mundtlige Procedure have en langt større Betydning og Vigtighed end i den skriftlige. I denne kunne Dommerne tage sig en lang Tid til indbyrdes at overveie og hiemme at giennemstudere Retsqvæstionerne i Sagen, og som en Følge deraf ere de meget uafhængige af Sagførernes Fremstillinger, hvorfor disses Mangelfuldhed i Reglen vil giøre meget lidet eller maaskee oftest slet ingen Skade. I den mundtlige Procedure, hvor kun en kort Overveielse, der ikke i Reglen tilsteder selvstændig grundig Giennemstudering af Retsqvæstionerne ved Hjælp af Bøger og ældre Præjudicater, gaaer forud for Dommen, have derimod Sagførernes Deductioner en stor Betydning som Veiledning for Retten. I det Væsentlige bør og maa den i Sagførernes Foredrag søge og finde alle de fornødne Elementer til Dommen. Derfor udkræves i Retningen af juridisk Dygtighed baade grundige Kundskaber og Øvelse i og Evne til samvittighedsfuld Granskning hos Sagførerne. Af Dommeren forlanges, som let sees, en ikke mindre høi juridisk Indsigt og Dannelse. Medens Fordringerne paa egentlig juridisk Lærdom, hvilke spille Hovedrollen med Hensyn til Dommerne i den anden Instauts, træde noget mere tilbage med Hensyn til Dommerne i første Instants, forlanges der til Giengiæld, at disse have et betydeligt Herredømme over deres Kundskabsforraad, have Besvarelsen af saa at sige ethvert Spørgsmaal paa rede Haand, hvortil naturligviis tillige udkræves et hurtigt og sikkert Omdømme. Men foruden den reent juridiske Dannelse fordres der hos Dommerne og Sagførerne i første Instants en Række andre Egenskaber, som ikke saameget træde frem ved Behandlingen i anden Instants. Her kan navnlig udhæves alle de Evner, som maa sættes i Bevægelse ved Beviisførelsen. Hos Sagførerne: Greb paa at qvæstionere og krydsqvæstionere Vidnerne, en Egenskab, hvorpaa der netop i den engelske Sagførerstand sættes saa overordentlig høi Priis, Blik for det Væsentlige i Beviisførelsen, saaledes at dette fastholdes og fremhæves, medens Detaillen, der ellers let kan udvidske Hovedindtrykket, holdes borte, Sindrighed i at oplede og udsøge Beviser o. s. v. Hos Dommerne: overlegent Blik, Menneskekundskab, Værdighed og fremfor Alt ophøiet Upartiskhed. — Hvorledes og hvor heldigt man vil være istand til at realisere disse Ideens Fordringer i Livet, heroer naturligviis paa de forhaandenværende Forhold. Meget maa vistnok slaaes af paa Fordringerne, især i Begyndelsen. Men saameget turde efter det Ovenstaaende blive klart, at Fordringerne ikke kunne være forskjellige, navnlig ikke lavere, til Dommerne og Sagførerne i første Instants end i sidste. Først og fremmest maa man have Folk af en friere Aandsdannelse, som gjør dem skikkede til at sætte sig ind i nye Ideer og uvante Forhold, og uden hvilken det mundtlige Foredrag sjeldent vil kunne tilfredsstille, navnlig i Henseende til Præcision og Form, hvilket i den mundtlige Procedure er af saa overordentlig Vigtighed. Denne Egenskab forlanges i første Instants maaskee i høiere Grad end i anden Instants. Dernæst maa der kræves grundig og udstrakt juridisk Dannelse og Kundskab, navnlig i første Instants fuldstændig Oversigt over Videnskaben og Evne til at bevæge sig med Hurtighed og Frihed i de opstaaende Retsqvæstioner. Naar man overhovedet giennem ydre Garantier vil søge nogen Sikkerhed for, at de Personer, der benyttes, ere ere i Besiddelse af de intellectuelle Betingelser, som attraaes, maa der vistnok fornemligt sees paa, at Vedkommende har nydt en høiere videnskabelig Dannelse. Ustuderede, der kun have faaet en tarvelig Skoleunderviisning og ikke senere giennemgaaet et alvorligt videnskabeligt Cursus, ville i Reglen ikke være i Besiddelse af den aandelige Bevægelighed og formelle Dannelse, som er nødvendig[1]. I alle Lande, hvor Retspleien og Advocaturen staaer paa et høit Standpunkt, udmærker derfor Dommer- og Sagførerstanden sig ingenlunde fortrinsviis ved den simple Forretningsrontine, men netop ved høiere aandelig Dannelse, alsidige Interesser og literair Sands. En anden Eiendommelighed ved disse Forhold, som bør fremhæves, fordi den staaer i Strid med de nedarvede Forestillinger hos os, er, at hvor den mundtlige Rettergang er bleven hiemme, giøres der samme Fordringer til Sagførerne som til Dommerne; disse to daglig samvirkende Klasser maa staae jævnsides og paa samme Trin, den ene i Reglen recruteres af den anden; og et Forhold, hvor Dommerstanden med Ringeagt kunde see ned paa Sag- førerstanden, fordi denne baade i intellectuel og moralsk Henseende stod lavere, vilde i høi Grad stride imod den mundtlige Rettergangs Aand og Væsen.
 Skjøndt det ligger udenfor Hensigten med disse Bemærkninger, der have en reen almindelig Characteer, kan jeg dog ikke afholde mig fra her med et Par Ord at berøre et Anliggende, som staaer i nær Forbindelse med uligheden for og Udsigten til paa en nogenlunde heldig Maade at gennemføre Mundtlighed i Rettergangen, nemlig det Rigsdagen forelagte Udkast til en Lov om Adgangen til Sagførervirksomhed. Det turde efter det Foregaaende være indlysende, at Ordningen af dette Forhold ingenlunde er et ved Indførelsen af mundtlig Rettergang ligegyldigt Anliggende, men at tvertimod den neieste Forbindelse imellem disse to Ting tinder Sted. Det maa derfor med Styrke fremhæves, hvad ogsaa under Lovens første Behandling i Landsthinget skete, at Sagførerlovens endelige Vedtagelse ikke bør finde Sted, førend man, i al Fald tilnærmelsesviis, har klaret for sig selv Grundtrækkene i den nye Rettergangsordning. Saalænge Anskuelserne herom ikke have nogenlunde fæstnet sig, men saalænge som de ere saa uklare, som nu, og saalænge som ethvert Forarbeide til Veiledning mangler, saaledes som for Øieblikket, udsætter man sig for saadanne Feilgreb, som det foreliggende Udkast til Sagførerloven, bedømt fra en mundtlig Procedures Standpunct, utvivlsomt er. Hvis der slet ikke skulde tages Hensyn til Muligheden af Rettergangsreformens Gjennemførelse i en ikke altfor fjern Fremtid, kunde Lovforslaget muligviis betragtes som et Fremskridt eller i al Fald som et godt Materiale for yderligere Forhandlinger og Ændringer. Men naar Hensyn skal tages til den i Grundloven bebudede Rettergangsreform, er det meget langt fra, at Udkastet kan siges at indeholde en gavnlig og heldig Forberedelse til den nye Ordning. Fra dette Synspunct betragtet ere Udkastets Hovedgrundsætninger saa forkeerte som mueligt og hvile heelt igjennem paa den fuldstændigste Miskjendelse af den mundtlige Rettergangs Krav. En Sagførerstand efter det Mønster, som Udkastet giver, vilde ikke kunne bidrage til at lette den forestaaende Reform, men kun være istand til at skade og hindre de nye Kræfter, som maatte sættes i Bevægelse for at gjennemføre og udvikle den. Navnlig er det let at forudsee, at Underretssagførerne, som vistnok ville opdukke i umaadeligt Antal, gjennemsnitsviis ville blive Folk, der staae langt under det Maal af almindelig Intelligente og særlig juridisk Indsigt, som den mundtlige Rettergang kræver. Man maa ikke søge at trøste sig med, at Publicum, naar den mundtlige Procesmaade bliver herskende, nok vil vide at vælge, og at i al Fald Benyttelsen af uduelige Sagførere kun vil gaae ud over Committenten selv. De almindelige Betragtninger angaaende den frie Concurrence m. m. finde ikke Anvendelse paa dette Omraade. I den skriftlige Procedure vil en Sagførers Uduelighed vel i Reglen ikke genere Retten saa særdeles meget, skjøndt det naturligviis ogsaa her letter hele Forretningsgangen og Paakjendelsen, at Sagen procederes godt, men i den mundtlige Procedure er det en aldeles nødvendig Fordring for Retspleiens egen Skyld, at Udueligheden og Ukyndigheden holdes borte. Det er ovenfor forklaret, hvor vigtigt det er, at Sagførernes Deductioner kunne yde Retten de fornødne Momenter til Retsspørgsmaalets Belysning, ligesom det ogsaa af den mundtlige Forhandlings Natur vil indlyse, hvor nødvendigt det er, at stræng Orden og Klarhed hersker i Proceduren og Beviisførelsen, hvis ikke Retten skal vildledes og den største Confusion afstedkommes[2]. Dette Hensyn til Retspleiens eget Tarv har endog fundet et stærkt og slaaende Udtryk deri, at det i mange Lande er formeent Parterne selv at procedere Sagen, idetmindste forsaavidt den egentlige Ledning af Proceduren angaaer. En saadan Forskrift forekommer de Fleste hos os at være illiberal og ubillig, men der kan ikke være nogen Tvivl om, at den fra den mundtlige Procedures Standpunct er naturlig og conseqvent. Kunde det virkelig ventes at ville blive sædvanligt, at Parterne selv procederede deres Sag, vilde en saadan Bestemmelse ikke kunne undgaaes. En anden Sag er, at det vistnok i den mundtlige Rettergang meget sjældent vil hænde, at Parterne selv procedere, hvorfor det maaskee vil være bedre at tale den Ulempe, som en enkelt Gang vil afstedkommes ved Parternes Møde for Skranken, end at fastholde et Lovbud, der altid vil have et odiøst Udseende. Den velbekjendte nu herskende Uskik, at Parterne i Formen selv procedere Sagen ved at møde og fremlægge Indlæg, som ere conciperede af Andre, forbyder sig selv i den mundtlige Rettergang. I denne kan Parten ikke møde selv, medmindre han ogsaa tiltroer sig selv Evne til virkelig at lede og gjennemføre Sagen. Den nu saa udbredte Indblanding i Processers Førelse af Commissionairer og Vinkelskrivere vil saaledes af sig selv falde bort, naar mundtlig Rettergang indføres.
 Efter denne lille Digression vender jeg tilbage til mit egentlige Æmne, og jeg vil da endnu, inden jeg slutter, tillade mig nogle Bemærkninger om et Forhold, der vel er berørt, men neppe tilstrækkeligt paaagtet i de hos os hidtil førte Forhandlinger om Rettergangsforholdene, nemlig at Civilretspleiens Reform bør gaae Haand i Haand med Strafferetspleiens. Udviklingens Gang i Tydskland har ganske vist i Hovedsagen været den, at den mundtlige Strafferetspleie med Nævninger først organiseredes, og at Civilprocesreformen er fulgt bagefter, ligesom Mundtligheden, der vel i det Hele strax kom til sin fulde Ret i Straferetspleien, først langsomt og endnu kun i de færreste Stater er bleven accepteret i samtlige sine Conseqventser i Civilprocessen. Men denne Udviklingsgang er i og for sig mangelfuld og skjæv; den maa væsentligst tilskrives, at Anskuelserne om disse Forhold og den fulde Indsigt i, hvad Mundtlighedssystemets Conseqvents kræver, først efterhaanden udvikledes til fuldstændig Modenhed og Klarhed. Nu hersker der ikke længer nogen alvorlig Tvivl, om at den gjennemgaaende Sondring imellem Criminalproces og Civilproces er principløs, men at tvertimod begge saavidt som mueligt ber fremstille den samme Grundtypus, de samme Hovedformer. En nærmere Udvikling af denne Tanke vilde fore for vidt, men med Hensyn til flere Hovedtræk kan jeg henvise til den foregaaende Udvikling, navnlig angaaende Beviislæren og Appelsystemet. Den Grundtanke, at de processuelle Hovedformer bør udstrækkes over den hele Retspleie, er ikke blot et theoretisk Conseqventsmageri — som Mange, blot fordi Tanken er dem fremmed og uvant, maaskee ville mene —, men den anbefaler sig netop fra den practiske Side i høi Grad. Allerede den Eenhed, Simpelhed og Conseqvents, der saaledes vil komme til at herske i det hele Processystem, maa tiltale Enhver, ligesom naturligviis den hele Rettergangslovgivning bliver mere overskuelig og almeenfattelig. Men ogsaa fra andre Sider betragtet, vise sig store practiske Fordele ved Proceseenheden. Netop i et lille Land vil den mundtlige Rettergang, som stiller saa store Fordringer til den personlige Dygtighed, ikke kunne trives, uden paa den Betingelse, at alle gode juridiske Kræfter anspændes i den Retning og bevæges imod dette Maal. Sagen kan endda have store Vanskeligheder, og Udførelsen i Virkeligheden blive tarvelig nok i Forhold til Idealet. Men Udsigterne til en heldig Gjennemferelse af Mundtlighedsprincipet ville i høi Grad formindskes, naar Kræfterne skulle adsplittes og deles, derved at begge Systemer, der stille saa forskjellige Fordringer og udvikle Evnerne og Kræfterne i saa forskjellige Retninger, ja tildeels kræve en ganske forskjellig Leveviis, skulle vedblive at bestaae jævnsides, det ene i criminelle og det andet i civile Sager. Især vil dette Forhold blive fordærveligt paa Grund af den Omstændighed, at Civilprocesvirksomheden og hvad hermed naturligen hænger sammen (Consultation, Documentskrivning, Behandling af Boer) nødvendigviis vil vedblive at være det i pecuniær Henseende Lønnende, medens ingen Sagfører i vore smaa Forhold vil kunne leve væsentlig af criminel Praxis. Og det er vistnok dybt grundet i de menneskelige Forhold, at Enhver har meest Interesse for det, som spiller Hovedrollen i hans Erhverv, og som han skal stole paa i Henseende til sit Udkomme. Det er derfor let at forudsee, at den mundtlige Procedure i Straffesager af de dygtige og søgte Sagførere, der virkelig have Noget at bestille, vil blive behandlet og betragtet som en reen Bisag, der — idetmindste naar Nyhedens Interesse er forbi — vil blive anseet for et høist ubehageligt Hverv, som kræver en uvant Anspændelse af Evnerne og Kræfterne, der aldeles ikke staaer i Forhold til Lønnen og Indtægten. Jeg troer derfor fuldt og fast, at det er en uundgaaelig nødvendig Betingelse for en heldig Gjennemførelse af Mundtlighed i Rettergangen, at Reformen maa omfatte den hele Retspleie, og at alle Kræfter maa bevæge sig i den Retning. Ogsaa med Hensyn til Dommerstanden gjøre tilsvarende Betragtninger sig gældende, skjøndt ganske vist med mindre Styrke. Ingen vil kunne miskjende, at ogsaa her den største Dygtighed efter al menneskelig Beregning vil blive Opnaaet, naar Maalet, hvorefter Kræfterne stræbe, er det samme, og naar Enhver heelt og udeelt kan udvikle sine Evner i en enkelt bestemt Retning, uden at skulle dele sin Opmærksomhed imellem forskjellige ueensartede Virksomheder.


 Det vil ikke undgaae Læserens Opmærksomhed, at Hensigten med ovenstaaende korte Bemærkninger ingenlunde er at anstille en almindelig Sammenligning imellem den skriftlige og mundtlige Rettergang, hvis Resultat skulde være ubetinget at tilraade den hurtigst mulige Overgang til den sidste. Det har kun været min llensigt at give et sammentrængt Billede af, hvad Mundtligheden er og hvad den fører med sig, for at henlede Opmærksomheden paa de mange forskjellige Forhold, der hænge nøie sammen med en Reform, som Grundloven har stillet i Udsigt, og som i vore offentlige Forhandlinger idelig betegnes som det Maal, hvortil der skal stræbes. Skriftligheden har sine Fordele og den har udentvivl gjort sin store Nytte i Verden, især derved, at dens stærkt udviklede og omfattende Former og dens Adgang til fornyet Prøvelse af den hele Sag frembyder Garantier og Controlmidler, som, navnlig hvor man maa have mindre Tillid til de personlige Kræfter, der ere virksomme i Retspleien, har stor Betydning. Paa tidligere Udviklingstrin har Skriftligheden og dens udviklede Appelsystem derfor været et gavnligt og tildels høist fornødent Værn imod Vilkaarlighed og Ukyndighed hos de underordnede Dommere. Og der kan ingen Tvivl være om, at den ordnede regelmæssige skriftlige Procesmaade i sin Tid var et stort Fremskridt, sammenlignet med en tidligere Tilstand. Fremdeles aabner den skriftlige Debat Adgang til en meget grundig og betænksom Undersøgelse af Sagen, navnlig dens juridiske Side, og det er vistnok et Spørgsmaal, om den mundtlige Rettergang heri nogensinde vil kunne maale sig med den skriftlige. Disse Fordele skal man ikke uden nøie Overveielse opgive. Fremfor Alt maa udhæves, at i den mundtlige Rettergang spille de personlige Garantier den meest fremtrædende Rolle. Paa Dommernes og Sagførernes Dygtighed og Hæderlighed maa Alt bygges, og Intet, som i denne Retning kan gjøres ved ydre Foranstaltninger, maa forsømmes. Troer man ikke, at Nationen fra denne Side betragtet er Opgaven voxen, da. lade man den ligge. Men føler man sig forvisset om, at der vil kunne udvikles de fornødne Kræfter, som formaae i Sandhed at bære Institutionen op og holde den paa et passende Trin, kan man efter de Stemmer, der lyde til os fra andre Lande, hvor man har forsøgt begge Dele, neppe betvivle, at den mundtlige Rettergang medfører Fordele, som rigelig opveie dens svagere Sider.





  1. Hos os maatte man efter de nærværende indretninger vistnok for at være Advocat kræve fuldstændig juridisk Examen med et nogenlunde godt Udfald. Naturligviis vilde man herved kunne komme til at udelukke enkelte ustuderede Autodidakter, der maaskee vare særdeles vel skikkede til Advocatvirksomhed, men naar man overhovedet vil opstille ydre Betingelser — hvilket man nu allevegne giør — kunne saadanne Følger ikke undgaaes. Den almindelige Lovforskrift maa være beregnet paa Reglen, ikke paa den sjældne Undtagelse. Vil man endvidere have en Garanti for Kjendskab til Praxis, kan denne ikke fornuftigviis bestaae i, at Vedkommende har siddet paa et Contoir og skrevet Documenter eller udført Commissionsforretninger; men den maatte da fornemlig bestaae i, at han i en vis længere Tid flittigt havde bivaanet og paahørt Retsforhandlingerne. Ifølge den mundtlige Procedures Natur vil der ikke let kunne være Tale om, at Paagiældende skulde kunne øve sig i virkelig Sagførelse, thi Advocatvirksomheden maa, ligesom ved vor Høiesteret, udøves personligt, og Brug af Fuldmægtig i Skranken kan ikke tilstedes.
  2. At Rettens Tid spildes er en Selvfølge, men det vil være det mindste Onde, som kan flyde af en uøvet og ukyndig Procedure. Selve Afgjørelsen og Paakjendelse vil let komme til at lide derunder.