Spring til indhold

Og det var en skærsommerdag

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Og det var en skærsommerdag
Noder
Klik for at forstørre
Navn Og det var en skærsommerdag
Forfatter Gotfred Rode i 1866
Komponist Anonym
Ogg



Og det var en skærsommerdag
da blev der mylder på gade,
da skulle børnene i skoven ud
at se de grønne blade.
||: For da var skoven grøn, grøn.:||

Så gik der bud til den milde sol
om straks at komme og skinne;
så gik der bud til den sorte sky
om helst at lukke sig inde.
||: For da var skoven grøn, grøn.:||

Så gik der bud til den blomsterflok
om tæt at samles i klynge,
så gik der bud om de fugle små
ville øve sig i at synge.
||: For da var skoven grøn, grøn.:||

Så gik der bud til det fæle støv
om ej at ligge på veje,
så gik der bud til det bløde græs
om tørt at rede sit leje.
||: For da var skoven grøn, grøn.:||

Så gik der bud til det kildevæld
om kølig drik at skænke,
så gik der bud til den jordbærbusk
om på lidt bær at tænke.
||: For da var skoven grøn, grøn.:||

Og der blev travlt i den bøgeskov,
og der var liv på færde,
og dengang børnene kom derud,
var alt, som det skulle være.
||: For da var skoven grøn, grøn.:||


Og aldrig var der mere lysteligt
forneden og foroven,
og aldrig gaves der en bedre dag
end sommerdagen i skoven.
||: For da var skoven grøn, grøn.:||


Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.