Oliver Twist/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 76-81

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

16.
Hvordan det saa videre gik Oliver.

Fra snevre Gaarde og Gyder kom man omsider ud paa et Torv. Da det unge Fruentimmer ikke lod til at kunne gaa saa hurtigt længer, sagtnede Hr. Sikes Farten, vendte sig om til Oliver og befalede ham bistert at række Nancy Haanden. — »Og saa mig den anden?« tilføjede han og snappede den Haand, som Oliver havde fri.... »Halløj, Bulbider!«

Hunden saa' op og knurrede.

»Forstaar du, min Dreng!« forklarede Hr. Sikes den og pegede med sin anden Haand paa Olivers Strube: »Bare han giver et Kny fra sig, saa snupper du ham — her! Har du forstaaet mig?«

Hunden knurrede igen og saa' op paa Oliver og slikkede sig om Flaben, som om den var ked af, at den ikke maatte bide til straks.

»Fanden skal slaa mig, er den ikke saa villig som en kristen Sjæl!« erklærede Sikes og saa' paa Dyret med en Slags blodtørstig Anerkendelse. — »Naa,« tilføjede han saa til Oliver, »nu ved du, hvad der venter dig, Mosjø! skraal du saa væk, som du har Lyst: Hunden skal snart tage Pippet fra dig!… Afsted, Hundetamp!«

Bulbider logrede med Halen til Tak for den usædvanligt venlige Tiltale, og gik saa foran, efter at den endnu en Gang havde opvartet Oliver med en advarende Knurren.

Aftenen var mørk og taaget; Lyset fra Butikslamperne trængte næsten ikke ud gennem det tykke Mørke, der syntes at blive tættere og tættere og at skjule Husene som bag et Slør… Da de havde gaaet nogle faa Skridt, begyndte en dump Kirkeklokke at slaa hel. Straks ved det første Slag standsede baade Sikes og Nancy og vendte Hovedet ad den Kant, hvorfra Lyden kom.

»Den slog 8, Bill!« sagde Nancy, da Klokken var holdt op at slaa.

»Tror du ikke, jeg har Øren, saa jeg selv kan høre?« brummede Sikes.

»Monstro ogsaa de kan høre det?« sagde Nancy.

»Naturligvis kan de det. Det var Markedsdag, den Gang jeg blev puttet ind, og der var ikke en Skillingstrompet paa Markedet, uden at jeg kunde høre den trutte. Da de havde lukket af for mig om Aftenen, gjorde Spektaklet her udenfor det saa stille i det Satans gamle Hundehul, at jeg havde haft mest Lyst til at rende Panden i Smadder mod Jernstængerne i Døren.«

»Stakkels Fyre!« mumlede Nancy, stadig med Ansigtet vendt ad den Kant, hvorfra Lyden var kommet. »Det var dog saadan' nydelige unge Mennesker, Bill!«

»Javel, det er den sædvanlige Fruentimmer-»Sludder!« brummede han. »Hm! nydelige unge Mennesker?! Hæ, de er da godt som døde nu, saa det har jo ikke videre paa sig!«

Med denne trøsterige Udsigt lod Hr. Sikes til at kvæle en vaagnende Skinsyge, tog derpaa fastere om Haandleddet paa Oliver, og befalede ham at gaa til.

»Bi et Øjeblik!« sagde Nancy. »Jeg vilde ikke piske saadan forbi, hvis det var dig, Bill, der skulde ud og hænges, naar Klokken slaar 8 næste Gang. Jeg vilde blive ved at gaa og gaa her udenfor, til jeg styrtede om, selv om saa Jorden laa fuld af Sne, og jeg ikke havde saa meget som et Sjal over mig!«

»Hvad skulde det gøre godt for?« spurgte den ufølsomme Hr. Sikes. »Dersom du ikke kunde faa en Fil ind til mig og en halv Snes Favne godt, stærkt Hampereb, saa enten du gik 20 Mil, eller du slet ikke gik, det var sgu mig lige kært! Kom nu og lad være' og staa der og præk!«

Pigebarnet slog en kort Latter op og trak Sjalet tættere sammen om sig, og de gik igen. Men Oliver kunde mærke, at hendes Haand rystede; og da de kom forbi en Gadelygte, og han skottede op paa hende, saa' han, at hun var bleg som et Lig.

De gik en god halv Timestid gennem skumle og lidet befærdede Gader. Tilsidst drejede de ind i en snæver Gyde, fuld af Marskandiserboder. Hunden, der nu løb lidt i Forvejen, blev staaende udenfor en tilsyneladende lukket og ubeboet Butik. Huset var forfaldent, et Brædt ovenover Døren, som meddelte, at det var at faa til Leje, lod til at have hængt der allerede i mange Aar.

Hr. Sikes saa' sig forsigtigt om: »Gaa an!« sagde han saa. Nancy bukkede sig ned under Vinduesskodderne, og Oliver hørte Lyden af en Klokke. Derefter gik de over paa den anden Side af Gyden og stod nogle Øjeblikke under en Lygte og ventede. Saa lød det, ligesom et Vindu blev listet op, og straks efter aabnedes Døren ganske stille. Hr. Sikes greb den fortumlede Oliver i Kraven, alle tre traadte hurtigt ind. Der var bælgmørkt i Gangen. De blev staaende, indtil den Person, som havde lukket dem ind, havde faaet laaset og stænget Døren. »Er her nogen?« spurgte saa Sikes.

»Nej,« svarede en Stemme, som Oliver syntes, han skulde kende.

»Er den gamle her?« spurgte Sikes videre.

»Ja,« svarede Stemmen, »og han har været svært sløj i Genikkerne. Om han vil blive glad ved at se Dem? Naadadada!«

Det lød altsammen saa bekendt for Oliver. Men i Mørket kunde man ikke skimte saa meget som Omridsene af dens Skikkelse, der havde talt.

»Skaf Lys!« sagde Sikes, »ellers gaar vi her og brækker Halsen eller træder paa Hunden. Tag jere Ben i Vare, hvis I gør det, raader jeg Jer!«

»Bliv et Øjebliklc svarede Stemmen, og man hørte dens Ejermand gaa sin Vej. Men straks efter kom Skridtene tilbage, og holdende foran sig et tændt Tællelys i Enden paa en kløftet Kæp fremtonede Hr. John Dawkins, ogsaa kaldet Rævetampen.... Han opholdt sig ikke med at skænke Oliver andre Tegn paa Genkendelse end et spodsk Grin, men vendte straks om, efter at have betydet de Nyankomne, at de skulde følge med. De gik saa ned ad et Par Trappetrin og gennem et tomt Køkken, og da Døren aabnedes til en Bagstue med klam og beklumret Luft, hilstes de af en skraldende Latter.

»Nej! nej! den er for stejl!« skraalte Hr. Charley Bates, fra hvis Lunger Latteren var udgaaet. »Der er han, Gud hjælpe mig! Aa, Fagin, se bare, vil De bare se! Nej, den er for stejl! den kan jeg ikke knuse! Tag og hold paa mig, mens jeg griner af!« Og han kastede sig ned paa Gulvet og sparkede en fem Minuters Tid krampagtigt om sig i et Anfald af overstrømmende Lystighed. Saa sprang han op, snappede Lyse-Pinden fra Rævetampen og gik rundt om Oliver og belyste og besaa ham. Jøden havde imidlertid taget sin Nathue af og bukkede Gang efter Gang meget dybt for den fortumlede Stakkel, hvorimod Rævetampen (som var af et noget alvorsfuldere Temperement og som sjældent hengav sig til Lystighed, naar der var Forretninger at gøre) yderst omhyggeligt gennemsøgte Olivers Lommer.

»Glæder mig umaadelig at se dig saa fin, min Ven!« sagde Jøden og bukkede ydmygt for Oliver. »Rævetampen skal fly dig et Sæt andet Tøj, min Ven, for at du ikke skal spolere Stadstøjet. Men hvorfor skrev du ikke, min Ven, og lod os vide, at du kom? Saa kunde vi have sørget for varm Aftensmad!«

Herover brast Hr. Charley paany i en saa smittende Skoggerlatter, at Jødens Ansigt opklaredes, og endog Rævetampen trak paa Smilebaandet. Saasom imidlertid Rævetampen just i dette Øjeblik fandt Hundredekrone-Sedlen er det tvivlsomt, om det var Jødens Vits eller denne Opdagelse der stemte ham gemytlig.

»Halløj, hvad er den af?!« spurgte Sikes og traadte til, da Jøden vilde snappe Pengesedlen. »Fiugrene af Fadet, Fagin!«

»Nej, bedste Ven! bedste Ven!« sagde Jøden, »den er til mig, De kan faa Bøgerne.«

»Hvis ikke jeg faar den — det vil sige Nancy og jeg,« erklærede Hr. Sikes og satte resolut Hatten paa, »saa gaar jeg igen med Drengen.«

Det gav et Sæt i Oliver, og det gav (men rigtignok af en anden Grund) et Sæt i Jøden. »Det er ikke pænt af Dem, Bill!« mumlede han; »er det vel, Nancy?«

»Herut med den!« svarede Sikes. »Tro'r De, Nancy og jeg ikke har andet at bruge vor kostbare Tid til end at rende og snuse de Smaadrenge op, som er kommet væk for Dem? Hit med den, din gamle Benrad!« Og Sikes vristede Pengesedlen ud af Jødens Haand og bandt den ind i Enden paa sit Halstørklæde, medens han glubsk saa' Jøden lige i Øjnene. »De kan beholde Bøgerne, hvis De skøtter om at læse dem, ellers kan De jo sælge dem.«

»De tilhører den gamle Herre, der var saa god imod mig, og lod mig pleje, da jeg nær var død af Feber!« sagde Oliver og vred sine Hænder. »Jeg beder Dem, — behold mig, saa længe jeg lever, men send ham alt det tilbage, der tilhører ham! Ellers vil han tro, jeg har stjaalet det, og det vil de andre ogsaa tro, og de har været saa gode imod mig.« Og Oliver kastede sig i lidenskabelig Fortvivlelse paa Knæ for Jøden.

»Hæ, hæ, hæ!« fniste Jøden og trak sine tykke Øjenbryn sammen og blinkede til de andre, »Drengen har saa min Sandten Ret. De vil tro, at han har stjaalet! Vi kunde aldrig have lavet det bedre selv!«

»Nej, den er tydelig!« erklærede Sikes. »Det maa jo være nogle blødsødne Hængeho'der, ellers havde de ikke taget sig af ham, og nu tør de ikke forhøre om ham, for at han ikke skal blive taget ved Vingebenet. Nej han sidder fast nok!«

Oliver havde stirret forvildet fra den ene til den anden, som om han intet forstod. Men da Hr. Sikes tav, sprang han pludselig op og fløj som en Afsindig ud af Stuen og skreg om Hjælp, saa det skingrede gennem det gamle, øde Hus.

»Hold paa Hunden, Bill!« skreg Nancy og sprang hen og lukkede Døren, ligesom Jøden og hans to Lærlinge var faret ud efter Oliver. »Hold paa Hunden, den river Barnet i Stykker.«

»Vil du slippe,« brølte Hr. Sikes og søgte tænderskærende at slide sig løs fra hende. »Slip siger jeg; eller jeg smadrer Hovedet paa dig mod Væggen!«

Og han slængte hende hen i den anden Ende af Stuen. Men i det samme kom Jøden og hans to Følgesvende slæbende med Oliver.

»Saa du vilde løbe din Vej, min Ven, vilde du dét?« sagde Jøden og tog en stor Knortekæp, der stod i en Krog. »Du vilde raabe om Hjælp og kalde paa Politi, hvad?« tilføjede han. »Det skal vi nok faa lært Dem af med, Mosjø!«

Han huggede Oliver med Knortekæppen over Ryggen, og løftede saa Kæppen for at slaa igen. Men i samme Nu sprang Nancy til, vristede Stokken fra ham og kylte den hen mod Ildstedet, saa Gløder og Gnister spruttede ud paa Gulvet. »Det vil jeg ikke staa og se paa!« skreg hun. »De har jo faaet Barnet igen, Fagin, hvad vil De saa mere?! Lad ham i Fred, siger jeg, lad ham i Fred, eller jeg skal mærke en og anden af Jer saadan, saa jeg selv kommer til at dingle i Galgen i en Fart!« Og hun stampede i Gulvet, og ligbleg i Ansigtet, med sammenbidte Læber og knyttede Hænder, saa' hun skiftevis paa Jøden og Hr. Sikes.

»Hæ, Nancy,« sagde endelig Jøden i en beroligende Tone, »du er svært oppe i Aften! Hæ, hæ, hæ! Pokker til Tøs til at spille Komedie.«

»Saa—aa?« svarede hun. »Pas De bare paa, jeg ikke spiller Komedie med Dem, for dét kunde let blive Dem en dyr Spas!«

Jøden forstod, at det nyttede ikke at prøve paa at slaa Nancy's Forbitrelse hen som Komediespil. Han rykkede uvilkaarligt et Par Skridt tilbage og saa', halvt fejgt og halvt bedende, paa Sikes, lige som for at sige, at nu maatte han tage Affære. Og Hr. Sikes, der formodenlig indsaa, at hans personlige Værdighed stod paa Spil, trakterede saa hurtigt Nancy med et Utal af Trusler og Eder, at det virkelig gjorde hans Opfindsomhed stor Ære. »Hvad Satan stikker der dig. Tøs? Den Onde lyne og tordne, — har du glemt, hvad du er for én, du, hvad?!«

»Nej, det husker jeg meget godt,« svarede Nancy og lo hysterisk og virrede med Hovedet i kæphøj Overlegenhed.

»Saa hold din Kæft! paalagde Sikes hende, med en lignende Brummen som den, hvormed han plejede at tiltale sin Hund. »Eller jeg skal holde den for dig, du!«

Nancy lo igen, men denne Gang noget mere usikkert, saa' hurtigt op paa Sikes, vendte saa Hovedet bort og bed Læben til Blods.

»Du er sgu ogsaa en til at give Menneskevennen!« haanede Sikes hende. »Jeg vil nok sige, du er en nydelig Ven for »Barnet,« som du kalder ham!«

Pludselig skreg Nancy op: »Gud den Almægtigste er mit Vidne, gid jeg var styrtet død om undervejs, heller end at jeg skulde have hjulpet til at bringe ham herhen! Fra i Aften er han en Tyv, en Kæltring, en Satan, alt det onde, der er til. Kan ikke det være nok for den gamle Hallunk, skal han ogsaa slaa ham?!«

»Saa, Sikes!« sagde Jøden i en bebrejdende Tone og rykkede hen hos Drengene, som fulgte Optrinet spændt, »lad os nu snakke skikkeligt sammen, bare skikkeligt!«

»Skikkeligt?!« skreg Nancy ude af sig selv, »jo De skulde snakke om Skikkelighed, Slyngel! Jeg stjal for Dem, fra jeg knap var halv saa gammel som Barnet dèr (hun pegede paa Oliver), og saadan har jeg stjaalet i over tolv Aar nu!… Ja vel! ja vel!« overdøvede hun skrigende en Bemærkning, som Jøden indskød, »nu er det min Haandtering, ja, og de kolde, vaade, skidne Gader er mit Hjem! Men De er den Kæltring, som drev mig ud i det altsammen, og som vil lade mig blive gaaende i det Dag og Nat og Nat og, lige til jeg dør!«

Jøden blev tilsidst tirret af hendes Beskyldninger. »Ti stille,« hvæste han, »eller jeg gør en Ulykke paa dig!«

Hun sagde heller ikke et Ord mere. Men i et Anfald af Raseri rev hun sig i Haaret og Tøjet og fløj ind paa Jøden. I det samme greb imidlertid Sikes hende om Haandledene, hun stred et Øjeblik taabeligt imod og sank saa pludselig besvimet om. »Saa!« sagde Sikes og lagde hende hen i en Krog, »nu er den forbi! Hun har ellers gode Armkræfter, naar hun saadan er oppe!«

Jøden tørte sig over Panden og smilte, som om han følte sig lettet ved, at nu var dèt Uvejr drevet over. »Fruentimmere er slemme at komme ud af det med,« sagde han; »men fikse er de jo, man kan ikke godt undvære dem i vor Geschælt!… Tag saa og følg Oliver til Sengs, Charley!«

Unge Hr. Bates blev aabenbart meget glad over dette Hverv. Han tog Lyse-Pinden og fulgte Oliver ud i Køkkenet, hvor der varet Par af den Slags »Senge,« som han tidligere havde sovet i. Og under mange Anfald af Krampelatter fremtog nu Charley det selv samme Sæt gammelt Tøj, som Oliver, henne hos Hr. Brownlow, havde været saa lykkelig ved at slippe af med. Dette Tøj havde Fagin tilfældigvis set hos den Jøde, som havde købt det, og det var egenlig dèt, der først havde ledt dem paa Spor efter Oliver.

»Af med Hermelinet!« kommanderede Charley, »det skal Fagin have og gemme for dig. Den er stejl, hvad?«

Stakkels Oliver maatte klæde sig om. Charley tog hans ny Tøj paa Armen og gik og lukkede Døren efter sig og lod ham blive ene i Mørket.