Oliver Twist/3
3.
Hvad for en Plads Oliver Twist nær havde faaet.
En hel Uge sad Oliver indespærret i det mørke, øde Hul, som den højvise og barmhjertige Direktion havde ladt ham anvise. I og for sig kunde det synes rimeligt at tro, at dersom han havde næret passende Ærbødighed for den hvid-vestede Herres Spaadomsgave, vilde han have bundet den ene Ende af sit Lommetørklæde om en Krog paa Væggen og derefter sig selv i den anden Ende. Men der var for det første den Hindring, at saasom Lommetørklæder ubetinget maatte anses for Overflødighedsgenstande, var de ved højtidelig Direktions-Beslutning blevet for bestandig fjernede fra Fattiglemmernes Næser. Og dernæst var jo ogsaa Oliver endnu saa ung og barnagtig. Han nøjedes med at græde Dagen igennem, og naar den lange skumle Nat kom, holdt han sine smaa Hænder for Øjnene. ligesom for at spærre Mørket ude, og krøb sammen i en Krog og søgte at sove. Forresten bør man ikke tro, at der nægtedes ham saadanne Velgerninger som Motion og Selskab og religiøs Trøst. Hver Morgen i det rare kolde Vejr blev det tilstedt ham at foretage Afvaskninger under Posten i Gaarden, tilsét af Hr. Bumble, som ved hyppig Brug af sin Spanskrørsstok forhindrede ham i at forkøle sig. Hver anden Aften blev han jaget ind i Spisestuen til de andre Drenge og blev i deres Paasyn pryglet igennem, dem alle til et afskrækkende Eksempel. Og hvad endelig den religiøse Trøst angaar, saa tillodes det ham hver Aften, atter inde i Spisestuen, at husvale sin Sjæl ved Drengenes Fælles-Bøn, hvori der nu efter Direktionens Befaling var indflettet en Anraabelse om, at dog ingen af dem maatte blive saa lastefulde som Oliver Twist, der var hverken mer eller mindre end et Djævlens Barn.
En Morgenstund, medens Oliver befandt sig i denne smukke og behagelige Forfatning, kom saa Skorstensfejeren Hr. Gamfield gennem Gaden. Han gik og pinte sin Hjerne (og i Tilgift sit Æsel) for at finde paa Udveje til at betale en Husleje, som hans Vært krævede meget nærgaaende — da hans Blik faldt paa Plakaten paa Porten. »Prr!« sagde han til Æslet. Æslet var imidlertid ogsaa tankefuldt, det spekulerede formentlig paa, om det var Meningen, at det skulde trakteres med et Par Kaalstokke, naar det var sluppet af med de to Sække, som laa paa den lille Karre. Følgelig overhørte det Kommandoen og sjokkede videre. Saa brummede Hr. Gamfield en Ed mellem Tænderne og skældte ud og gav det et Rap over Hovedet, der uundgaaeligt vilde have flækket enhver anden Hjerneskal end et Æsels. Desuden rykkede han det med Bidselet skarpt i Kæben for at minde det om, at det var ikke ganske sin egen Herre. Efter at han paa den Maade havde faaet det stoppet, gav han det endnu et Rap i Hovedet, bare for at bedøve det, til han kom Tilbage, og gik saa hen og stavede sig gennem Plakaten.
Den hvid-vestede Herre stod tilfældigvis udenfor Porten, med Hænderne paa Ryggen. Han havde iagttaget den lille Uenighed mellem Skorstensfejeren og hans Æsel, og han smilte nu; thi han forstod, at netop Skorstensfejeren maatte være den rette Læremester for en Oliver Twist. Ogsaa Skorstensfejeren smilte, da han havde læst Plakaten; thi 90 Kr. var lige den Sum, som han manglede; og hvad angaar Oliver, der skulde følge med, saa kendte han Fattighusets Spisereglement godt nok til at vide, at Drenge derfra passede fortræffeligt til snevre Skorstensrør. »Hvis Direktionen kunde have Lyst til at lade den Dreng lære en let og behagelig Haandtering«, sagde han, »saa er jeg villig til at tage ham.«
»Kom indenfor, min gode Mand«, svarede den hvid-vestede Herre nedladende. — Hvorpaa Skorstensfejeren gav sit Æsel nok et Rap i Hovedet og nok et Ryk i Kæben, til Paamindelse om, at det skulde ikke løbe sin Vej, mens han var borte, — og han fulgte efter den Hvidvestede ind i Direktionsværelset.
Men da han havde fremsat sit Ærinde, bemærkede Formanden, at Skorstensfejeriet var en griset Haandtering. Og en anden Herre føjede til, at Skorstensfejerdrenge var nok undertiden blevet kvalt i Skorstenene.
»Ja«, forklarede Hr. Gamfield, »saa er det, fordi man har taget Halm til at tænde op med paa Skorstenene for at faa Drengene til at komme ned igen. Dét giver bare Røg, og ingen Flamme. Og Røg nytter ikke det Gud har ladt skabe til at faa en Dreng til at komme ned, den gør dem bare søvnige, og sove, det er dét, de vil! Drenge er nemlig væmmelig Opsætsige af sig Og dovne, De Herrer. Nej der er ikke noget saa godt som en lille rask Flamme til at hente dem ned i en Ruf. Dét er ogsaa det mest menneskekærlige, De Herrer; for ifald at saadan en Dreng skulde være blevet siddende fast i Skorstenen, saa anstrenger han sig nok for at slippe løs, naar han mærker, at Fødderne bliver svedet.«
Den hvid-vestede Herre lod til at more sig udmærket over den Forklaring; men et Blik fra Formanden standsede hans Latter. Saa hviskede Direktionen ivrigt sammen en lille Stund, hvorefter den paa ny satte sig værdigt til Rette, og Formanden sagde til Skorstensfejeren: »Vi har nu overvejet Deres Tilbud, men det tiltaler os ikke.«
»Nej, aldeles ikke«, sagde Herren i den hvide Vest.
Hr. Gamfield havde hørt, at Folk beskyldte ham for saadant noget Smaatteri som at han skulde have slaaet en tre, fire af sine Læredrenge ihjel, og det faldt ham ind, at Direktionen maaske, af en eller anden ubegribelig Grille, kunde have hittet paa at lade denne ganske uvedkommende Omstændighed faa Indflydelse paa sit Svar. Rigtignok lignede det ikke Direktionen at tage den Slags Hensyn. Men han følte i ethvert Tilfælde ingen Lyst til at faa rodet op i de Historier, og han krammede sin Hue sammen mellem Hænderne og gik langsomt bort fra Bordet. Først da han var kommet helt hen til Døren, standsede han og spurgte: »Saa De Herrer vil slet ikke lade mig faa Drengen?«
»Nej«, svarede Formanden, »for det er en griset Haandtering. Og saa synes vi da ialfald, at De burde tage ham til en billigere Pris, end vi har budt.
Hr. Gamfield levede op og var med et Par raske Skridt henne ved Bordet igen. »Ja, hvad vil De da give, De Herrer? Men nu maa de heller ikke være for haarde mod en stakkels fattig Mand!«
»Vi mener, at 60 Kr. kunde være nok.«
»Skal vi sige 70, De Herrer?« foreslog Gamfield, »saa er De af med ham med det samme — hvad behager?«
»Ikke en Øre mer end de 60!« sagde Formanden bestemt.
»Det er voldsomt, som De Herrer er haarde mod mig!« forsikrede Gamfield i en usikker Tone.
»Aa Visse vasse!« bemærkede den hvid-vestede Herre, »De fik ham billigt, selv om De tog ham for slet ingen Ting. Det er jo netop en Dreng for Dem. Kosten til ham kan heller ikke ruinere Dem, for han er blevet vænnet fra lige fra Fødslen af, ha ha ha!«
Hr. Gamfield saa' med et svedent Blik paa Ansigterne rundt om Bordet, og da han saa', at de smilte allesammen, fik han ogsaa selv efterhaanden sat et Smil op. Forretningen blev gjort, og det blev straks meddelt Hr. Bumble, at Oliver Twist med samt hans Lærebrev skulde samme Dag bringes over for Fredsdommerne, som havde at billige og at underskrive Lærebrevet.
Følgelig blev lille Oliver, til sin store Forbavselse, sluppet ud af Kachotten og fik Ordre til at tage en ren Skjorte paa. Og næppe havde han udført denne usædvanlige gymnastiske Øvelse, før Hr. Bumble egenhændig bragte ham en Skaalfuld Havresuppe samt Helligdags-Rationen, 4½ Lod Brød! Ved Synet heraf gav Oliver sig til at tudbrøle. Thi ikke uden Grund antog han, at naar Direktionen begyndte saadan at fede ham, saa maatte den have bestemt sig til at slagte ham i et eller andet nyttigt Formaals Tjeneste.
»Staa nu ikke og gør dine Øjne røde, Oliver, men spis din Mad og vær taknemlig!« formanede Hr. Bumble ham i en indtrængende højtidsfuld Tone. »Du skal sættes i Lære, forstaar Du. De kære, velsignede Herrer, der allesammen er Dig i Faders Sted, Oliver, fordi Du selv ingen Fader eller Forældre har, de vil sætte Dig i Lære, saa Du kan blive til noget her i Verden, og saa at der kan blive en Mand af Dig, endskønt Udgifterne for Kommunen bliver ikke mindre end 60 Kr..... 60 Kr., Oliver! Det er det samme som 6000 Øre! og det for saadan en Døgenigt af en Vajse, hvem ingen Moders Sjæl kerer sig om.«.
Hr. Bumble gjorde et Ophold for at trække Vejret, efter at han med Tordenrøst havde afleveret denne Tale. Taarerne randt den stakkels Oliver ned ad Kinderne. »Naa!« lagde Hr. Bumble til, noget mindre højtidsfuldt, for det smigrede hans Selvfølelse, at hans Veltalenhed havde gjort Indtryk, »naa, Oliver, tør saa Øjnene med dit Trøjeærme og lad være at græde i Havresuppen; det er der ingen Mening i, Oliver!«.... Hvilket var meget sandt, for der var saamænd mer end nok Vand i den i Forvejen.
Undervejs hen til Fredsdommerne indprentede Hr. Bumble Oliver alt, hvad han havde at gøre. Han skulde se rigtig fornøjet ud, og hvis Herrerne spurgte, om han gerne vilde i Lære, skulde han sige, at det vilde han saa forfærdelig gerne. Disse Paalæg lovede Oliver at efterkomme, saa meget mer som Hr. Bumble lod ham forstaa, at hvis han ikke lystrede, skulde han bare faa at se, hvad de vilde gøre ved ham. Da man saa var naaet hen til Bestemmelsesstedet, blev Oliver en halv Timestid puttet ene ind i et lille Rum. Endelig stak Hr. Bumble, denne Gang uden trekantet Hat, Hovedet ind ad Døren til ham og sagde højt: »Kom saa, min lille Ven, kom saa, min Dreng!« Men medens han sagde det, satte han et frygtelig glubsk Ansigt op, og hviskende tilføjede han: »Husk nu paa, hvad jeg har sagt dig, din Æsel!«
Oliver stirrede betuttet paa Hr. Bumble ved denne noget selvmodsigende Tiltale. Allerede det næste Øjeblik stod han imidlertid inde i et rummeligt Værelse med store Vinduer, hvor der bag en Skranke sad to bedagede Herrer med pudrede Parykker; den ene læste i en Avis, den anden stirrede gennem et Par Briller ned paa et Dokument. Foran Skranken stod til den ene Side Formanden for Direktionen og til den anden Side Hr. Gamfield med delvis vasket Ansigt.
»Naa, der har vi altsaa Drengen!« sagde den ældste af Dommerne. »Og han har Lyst til at blive Skorstensfejer?«
»Det er lige, hvad han har, Deres Højvelbaarenhed,« svarede Bumble og kneb hemmeligt Oliver i Armen for at antyde ham, at han gjorde bedst i ikke at sige imod. »Blev han sat til nogen som helst anden Haandtering, Deres Højvelbaarenhed, saa kan man være vis paa, han stak af lige med det samme.«
»Og det er den Mand, der skal have ham i Lære?« fortsatte Dommeren… »De vil behandle ham godt og føde ham og sørge for ham i alle Maader, ikke sandt?«
»Naar jeg siger, at jeg vil, saa mener jeg, at jeg vil !« drævede Hr. Gamfield.
»De svarer lidt vel studst, min Ven; men De ser jo ud til at være en ligefrem, aabenhjertet Mand!« sagde den gamle Herre og vendte Brillerne i Retning ad den Lysthavende til de 60 Kr., hvis uhyggelige Fjæs var en rentud stemplet Anvisning paa Grusomhed. Men Dommeren var halvt blind og gik halvt i Barndom, saa man kunde fornuftigvis ikke forlange af ham, at han skulde se, hvad alle andre saa'.
»Det haaber jeg, Deres Højvelbaarenhed,« svarede Gamfield og skelede ækelt.
»Jeg tvivler ikke, min Ven, jeg tvivler ikke,« forsikrede Dommeren og skubbede Brillerne til Rette paa Næsen og saa' efter Blækhuset.
Det Øjeblik afgjorde Olivers Skæbne. Dersom Blækhuset havde staaet, hvor den gamle Herre troede, at det stod, saa havde han dyppet Pennen og underskrevet Lærebrevet. Men efter som det tilfældigvis stod lige for Næsen af ham, ledte han med Øjnene hele Skranken rundt efter det. Og da han saa en Gang kom til at se op, mødte hans Blik den blege og forskrækkede Oliver Twist, der tiltrods for alle Bumbles Advarsler og Nik og Nap stod og stirrede paa sin tilkommende Mesters nederdrægtige Ansigt med et saa utvivlsomt Udtryk af Afsky og Rædsel, at ikke engang en halvblind Dommer kunde tage fejl af, hvad det betød.
Den gamle Herre studsede, lagde Pennen, og saa' fra Oliver hen paa Direktionens Formand, der skyndsomst tog sig en Pris med en tilsyneladende livlig og ugenert Mine. — »Hør, min Dreng«....! sagde saa Dommeren og bøjede sig frem over Skranken....
Det gav et Sæt i Oliver, — hvilket var meget undskyldeligt. Thi den gamle Herre havde talt i en venlig Tone, og uvante Lyd plejer at forskrække Børn. Drengen kom til at ryste og brast i Graad.
»Aah De dèr, Bumble —! gaa lidt bort fra ham,« tilføjede den anden Dommer og lagde sin Avis og bøjede sig frem med et deltagende Udtryk. »Lad os saa høre, min Dreng, hvad der er i Vejen. Du behøver ikke at være bange.«
Oliver faldt paa Knæ og foldede Hænderne og bad, om de ikke hellere vilde sætte ham ind i det sorte Hul igen — og sulte ham — og prygle ham — eller ogsaa slaa ham ihjel, men bare ikke sætte ham i Lære hos den frygtelige Mand dèr.«
»Næh!« udbrød Hr. Bumble og hævede baade Hænder og Øjne mod Himlen i den mest gribende Højtidsfuldhed. »Saa nederdrægtig og durkdreven en Vajse som Dig, Oliver, har jeg endnu aldrig truffet paa!«
»Hold Mund!« sagde anden Dommer.
Hr. Bumble vilde ikke tro sine egne Øren. »Om Forladelse, Deres Højvelbaarenhed,«. sagde han, »talte Deres Højvelbaarenhed til mig?«
»Ja. Hold Deres Mund!«
Hr. Bumble stod som ramt af Lynet. Sige til en kommenal Embeds- mand, at han skulde holde Mund?! Nu stod Verden ikke længe!
Imidlertid havde den gamle Herre med Brillerne set paa sin Kollega, og Kollegaen havde nikket betydningsfuldt. — »Vi nægter at stadfæste dette Lærebrev,« sagde saa den gamle Herre og skød Dokumentet fra sig.
»Jeg haaber da ikke,« stammede Direktionens Formand, »at Øvrigheden.... blot paa et løst Udsagn af en Dreng… skulde mene, at .... Direktionen bar.... sig urigtigt ad…?«
»Derom har Øvrigheden ikke at skønne!« svarede anden Dommer skarpt. »Men tag De nu Drengen med til Fattighuset og sørg lidt ordenligt for ham. Han lader til at trænge til det.«
Om Aftenen erklærede den hvidvestede Herre aldeles bestemt, at Oliver vilde ikke alene blive hængt, han vilde desforuden blive lagt paa Stejle og radbrækket. Og næste Morgen underrettedes Offenligheden endnu en Gang om, at Oliver var at bekomme, samt at der vilde blive udbetalt 90 Kr. til den, der tog ham.