Oliver Twist/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 161-166

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

33.
En ny Person og en besynderlig Hændelse.

Det var næsten for stor en Lykke at bære. Oliver blev som lamslaaet ved det uventede Budskab; han kunde hverken græde eller tale og havde ingen Ro paa sig. Først efter en lang Tur i den stille Aften fik han Luft i en Strøm af Taarer. Glæden over, hvad der var sket, blev ham pludselig bevidst, og i det samme fornam han, at en næsten uudholdelig Byrde af Angst og Sorg var blevet væltet fra hans Bryst.

Det mørknedes, da han vendte hjemefter, bærende paa en Buket udsøgte Blomster, som skulde smykke Sygeværelset. Han gik rask til, og hørte saa med Et bagved sig en Vogn komme kørende i rasende Fart. Det var en Postvogn. Hestene fløj afsted i Galop, Vejen var kun smal. Altsaa stillede han sig op ad et Led, der var, og vilde vente, til Vognen var kørt forbi.

Idet den jog forbi, saa' han et Glimt af en hvid Nathue og — under Nathuen — af et Ansigt, som han syntes, han skulde kende. Det næste Nu blev Nathuen stukket ud ad Vognvinduet, og der blev raabt højt til Kusken, at han skulde holde. Det gjorde Kusken ogsaa, saasnart han havde faaet Magt over Hestene. Hvorpaa Nathuen kom frem igen, og den samme Stemme som før kaldte paa Oliver. »Hejda! Oliver!« raabte den: »Hvordan har Frk. Rosa det, Oliver?!«

»Nej er det Dem, Giles?!« spurgte Oliver, og løb hen til Vogndøren.

Giles stak igen Nathuen ud ad Vinduet, men blev i det samme trukket tilbage af en ung Herre, som sad paa det andet Sæde, og som ivrigt spurgte: »Er det bedre — eller værre?!«

»Meget bedre!« skyndte Oliver sig at svare. »Det blev bedre for et Par Timer siden. Doktor Losberne sagde selv, at nu var al Fare forbi.«

Den unge Herre stødte Vogndøren op, sprang ud, greb ilsomt Oliver ved Armen og trak ham lidt til Side. »Er det ganske sikkert?« spurgte han, og hans Stemme rystede. »Er du vis paa, at du ikke har hørt fejl?«

»Ja ganske vis!« svarede Oliver. »Doktor Losberne sagde, at Frøkenen vilde leve mange Aar endnu.«

Den unge Herre vendte Ansigtet bort og tav. Det forekom et Par Gange Oliver, at han kunde høre, han græd, — altsaa tav han selv og lod, som han stod og rettede paa Buketten.

Giles sad paa Vogntrinet, med Albuerne støttet paa Knæerne, og tørte Øjnene med et hvidprikket blaat Lommetørklæde. At den skikkelige Fyr ikke hyklede Sindsbevægelse, kunde man straks efter se paa hans Øjne; thi de var røde, da den unge Herre vendte sig om til ham og befalede: »Kør De i Forvejen med Vognen, Giles! Jeg vil gjerne gaa et Øjeblik og samle mig. Sig til Moder, at jeg er her!«

Giles gav sit rynkede Ansigt en sidste Overhaling med Lommetørklædet. »Ja om Forladelse, Hr. Harry,« bad han, »men maatte ikke hellere, Kusken sige det? Jeg vil saa nødig, at Pigerne skulde se mig saadan — de faar ingen Respekt for mig mere!«

»Som De vil!« svarede Harry Maylie og smilte. »Lad saa Kusken køre i Forvejen med Kufferterne, og følg De med os! Men se dog først at faa den Nathue af Hovedet, ellers tror man, vi er blevet forrykte!«

Saasnart Giles blev erindret om sin mærkelige Hovedbedækning, snappede han rædselsslagen Nathuen og stak den i Lommen og fik i Stedet en pæn, ærværdig Hat paa. Derefter kørte Kusken, og de tre andre fulgte langsomt bag efter. — Undervejs skottede Oliver nysgerrigt op paa den unge Hr. Harry Maylie, Han kunde vel være en fem og tyve Aar; han var middelhøj, havde et kønt, aabent Ansigt og et meget belevent og vindende Væsen. Til trods for Aldersforskellen lignede han i den Grad Fru Maylie, at Oliver straks vilde have antaget ham for en nær Slægtning af hende, selv om han ikke havde hørt ham sige, at hun var hans Moder.

Fru Maylie ventede i ængstelig Spænding paa Sønnen, og de var begge stærkt bevægede, da de saas. — »Aa, Mor«, hviskede Harry, V »hvorfor skrev du ikke før?!«

»Jeg skrev nok, min Dreng,« svarede Fru Maylie, »men saa betænkte jeg mig og vilde vente, til jeg havde hørt, hvad Doktor Losberne sagde. Dersom det værste var sket, saa vilde vel Slaget have ramt dig saadan, at det havde kun faaet meget, meget lidt at sige, enten du var kommen hertil en Dag før eller senere.«

»Du véd, Mo'r, hvordan jeg føler,… Du maa jo vide det!«

»Jeg véd,« sagde Fru Maylie, »at Rosa fortjener den reneste og inderligste Kærlighed, som en Mand kan give hende. Vidste jeg ikke det, og at en forandret Opførsel af den, hun elsker, kan knuse hendes Hjerte, saa vilde jeg ikke have saa svært ved at handle, som jeg tro'r, det er min Pligt.«

»Men Mo'r dog! tror Du, jeg er et Barn endnu og ikke er sikker paa mine Følelser?«

Fru Maylie lagde Haanden paa hans Skulder. »Jeg tror, min Dreng«, sagde hun, »at Ungdommen har mange smukke Længsler, som ikke er varige, især ikke, naar de først er blevet opfyldte. Og fremfor alt tror jeg (hun saa' ham lige ind i Øjnene), at hvis en sværmerisk, fyrig, ærgerrig ung Mand faar en Hustru, paa hvis Navn der er en Plet, — en Plet, som hun ikke selv er Skyld i, men som dog af simple Mennesker kan blive lagt hende og hendes Børn til Last og ogsaa kan blive brugt som Vaaben mod hendes Mand, især hvis han har Fremgang i Livet — — ja jeg tror, Harry, at selv om Manden saa er brav og god, kan han efterhaanden komme til at angre den Forbindelse, han sluttede som ung, og hun kan komme til at lide under, at han angrer den!«

»Aa, Moder!« svarede Harry utaalmodigt, »kender du mig saa lidt? Jeg elsker Rosa, jeg har ingen anden Tanke og Plan og Haab i Livet end hende. Gaar du imod mig i dette, saa gaar du imod mit Livs Fred og Lykke. Betænk dig vel, Moder, læg ikke saa lidt Vægt paa et varmt Hjerte!«

»Nej, Harry«, sagde Fru Maylie, »jeg lægger netop Vægt paa de varme Hjerter, jeg vil gerne skaane dem for Fortræd! Men nu har vi talt nok om den Sag foreløbig. Blot ét endnu! Før du betro'r dig til Rosa, saa betænk, hvad Indflydelse Bevidstheden om hendes tvivlsomme Fortid kan faa paa det Svar, som hun giver dig, — hun, der i stort og smaat altid har været saa selvopofrende!«

»Hvad mener du, Moder?«

»Ja det kan du nu selv se at finde ud af,« sagde hun, »jeg maa op til Rosa igen. Gud velsigne dig!«

»Moder! Du siger da, at jeg er kommen, — og hvor fortvivlet jeg har været, — og hvor jeg længes efter at se hende —?«

»Jeg skal sige det altsammen, min Dreng«, svarede hun og skyndte sig ud af Stuen. — —

Medens denne Samtale stod paa, havde Dr. Losberne og Oliver holdt sig helt henne i den anden Ende af Stuen. Nu kom Doktoren hen og hilste hjerteligt paa Harry og gav ham en omstændelig og trøsterig Forklaring om Patientens Befindende. Giles stod og lyttede spændt til hvert et Ord, medens han lod, som om han pakkede en Kuffert ud.

Pludselig vendte Doktoren sig om imod ham og spurgte: »Sig mig, Giles, har De skudt noget i den sidste Tid?«

»Nej — ikke noget særligt!« svarede Giles og blev rød helt op under Haarrødderne.

»Heller ikke fanget nogen Indbrudstyv, eller identificeret nogen?«

»Nej, slet ingen!« sagde Giles, overmaade værdigt.

»Hum!« bemærkede Doktoren, »det gør mig ondt, for De er saa dygtig til den Slags!.... Naa og hvordan har Brittles det?«

Giles slog over i sin vante overlegne Tone: »Drengen har det godt,… han lader formelde sin ærbødigste Hilsen.«

»Glæder mig!« sagde Doktoren. »Men det er sandt, Giles, siden vi taler sammen, — det falder mig ind, at lige Dagen før jeg blev kaldt saa hovedkuls hertil, havde jeg efter Deres kære Frues Anmodning været i et lille Ærinde til Fordel for Dem. Aa hør et Øjeblik her!«

Giles gik værdigt, men noget forundret hen til Doktoren, som havde trukket sig ind i en Krog af Stuen. Dér blev han saa beæret med en kort, hviskende Forklaring, som han besvarede med et Utal af Buk, og hvorfra han gik bort ganske overordenlig knejsende. Inde i Dagligstuen kom det ikke for en Dag, hvad Forklaringen havde gaaet ud paa; men det aabenbaredes øjeblikkelig nede i Køkkenet. Derned styrede nemlig Giles straks sin Kurs, og efter at han havde forlangt sig et Krus Ale, forkyndte han majestætisk, at i Betragtning af hans modige Optræden under indbrudet havde det behaget Fruen at lade indsætte 500 Kr. i Sparekassen paa hans Navn og til hans fri Raadighed. Ved den Efterretning løftede de to Tjenestepiger baade Øjne og Hænder i Vejret og formente, at fra nu af blev Hr. Giles vistnok meget stolt. Men Hr. Giles rettede paa sit Kalvekrøds og sagde: »Næh, — aa næh !« hvorpaa han tilføjede, at dersom de skulde mærke noget til, at han blev stolt overfor sine Undergivne, vilde han ligefrem være dem taknemlig, om de vilde sige ham det.

Ovenpaa gik Resten af Aftenen meget fornøjeligt. Doktoren var i Perle-Humør, og skøndt Harry Maylie til at begynde med var baade træt og tankefuld, kunde han ikke holde Stand mod den brave Mands Lystighed. Dr. Losberne var rent uudtømmelig paa pudsige indfald og Anekdoter og Historier fra hans Praksis, hvilket altsammen forekom Oliver at være det morsomste, han nogensinde havde hørt. Altsaa lo han hjerteligt, hvad der aabenbart tiltalte Doktoren, som selv skoggerlo hvert Øjeblik. Og tilsidst smittede de andres Latter Harry, saa at ogsaa han kom til at le. Kort sagt, det lille Selskab var saa muntert, som det efter Omstændighederne vel kunde være, og det blev sent, før man, let om Hjertet og fuld af Tak, trak sig tilbage for at søge den Hvile, som man efter de sidste Dages Angst og Spænding trængte højligt til.

Næste Morgen tidlig stod Oliver op og gik til sine vante Beskæftigelser med mange Gange større Haab og Glæde, end han i lang Tid havde kendt. Han syntes, at Duggen blinkede med dobbelt Glans fra de grønne Blade, at den sagte Vind hviskede dobbelt mildt i Løvet, ja at selve Himlen var blevet mere blaa og blank. Saadan omskaber vor egen Stemning vore Omgivelser. De, som ser paa Naturen og paa deres Medmennesker og klager over, at alt er sort og usselt, de har Ret: men de triste Farver er Genspejlinger af deres egne ildesindede Øjne og Hjerter!

Det er værd at bemærke (og Oliver bemærkede det ogsaa), at Oliver kom nu ikke mer til at gøre sine Morgen-Udflugter ene. Saasnart Harry Maylie havde set ham vende hjem med en Ladning Markblomster, grebes han af en saadan Lidenskab for Blomster og udviklede en saadan Smag til at ordne dem, at han lod Oliver langt bag sig. Til Gengæld vidste Oliver, hvor de smukkeste Blomster voksede, og Morgen efter Morgen gennemstrejfede de to altsaa Omegnen sammen. Frøken Rosa var kommen sig saa vidt, at hendes Vindue blev lukket op, for at hun kunde kvæges af den friske Luft; og hver eneste Morgen laa der paa Karmen udenfor det en ny Buket, som var bleven bundet med den største Omhu. Oliver undrede sig over, at de visne Blomster aldrig lod til at blive kastet ud. Han lagde ogsaa Mærke til, at naar Doktor Losberne om Morgenen kom ned i Haven, kiggede han altid op til Vindueskarmen og nikkede saa hen for sig og smilte, medens han gik videre.

Forresten havde Oliver fuldt op at tage Vare paa. Han gav sig med fordoblet Iver hen til den hvidhaarede gamle Herres Undervisning, og han gjorde saa raske Fremskridt, at det endog undrede ham selv… Men saa var det en Dag, at der tilstødte ham noget besynderligt, og dét gjorde ham baade meget forskrækket og forknyt.

Det lille Værelse, hvori han plejede at sidde og læse, laa i Stueetagen, omme paa Bagsiden af Huset. Der var et Vindue med Gitter for, indhegnet af duftende Jasmin og Gedeblad. Vinduet vendte ud til Haven, hvorfra en Laage førte ind til en lille Gaard; bag den igen kom Eng og Skov. Der var intet Hus i Nærheden ad den Kant, man havde en meget vid Udsigt.

En smuk Aften, da det begyndte at skumre, sad Oliver ved dette Vindue. Han havde siddet og læst længe; og saasom Dagen havde været usædvanlig trykkende og han havde haft en Del at gøre, er det vel ingen Skam for ham, at han tilsidst saa smaat blundede ind.

Der lister sig undertiden over os en Slags Søvn, som lammer Legemet, men lader Sjælen bevare en Slags halv Bevidsthed om Omgivelserne og en underlig Evne til ligesom at flakke om. Vi er dvalebundne, er ikke Herre over vore Kræfter eller vor Vilje, kan ikke styre vore Tanker; men vi véd, hvad der sker omkring os, og Ord, som virkelig bliver sagt, Lyd, som virkelig er til, læmper sig saa smidigt ind i vore Drømme, at tilsidst gaar Indbildning og Drømme i ét og er næsten ikke til at skille fra hinanden. Ja endnu mer: vore Drømme i denne Tilstand kan blive bestemte, væsenlig bestemte, ved den fuldstændig tavse, virkelige Nærværelse af en Genstand, som ikke var os nær, dengang vi lukkede Øjnene, og hvis Nærmen-sig egenlig heller ikke kom os til Bevidsthed.

Oliver var ganske klar over, at han sad inde i det lille Værelse, at hans Bøger laa paa Bordet foran ham, at Vinden suste i Slyngplanterne omkring Vinduet, — uagtet han sov. Pludselig forvandledes saa alt. Luften blev dump og trykkende, rædselsslagen syntes han, at han var igen i Jødens Hus. Der sad den modbydelige gamle Mand henne i sin Krog og pegede paa ham, og hviskede til én, som sad ved Siden af, men vendte Ansigtet bort. »Tys, min Ven!« sagde Jøden, »jo, det er ganske rigtigt ham!… Kom saa, lad os gaa!« Hvorefter den anden svarede: »Tror De maaske, jeg kunde tage fejl af ham? Om saa en hel Flok Djævle fik hans Skikkelse, og han stod midt inde imellem dem, saa vilde dog et Instinkt sige mig, hvem der var ham! Den Onde fortære ham, det Kryb!«

Manden talte i en saa indædt hadsk Tone, at det gav et Ryk i Oliver af Skræk, — og han vaagnede.

Gud i Himlen! hvad var dèt, der drev hans Blod stivnende tilbage til Hjertet og berøvede ham Mælet og lamslog ham ?! Dèr — der udenfor Vinduet — saa nær, at Oliver, før han rykkede tilbage, havde maattet kunne røre ved ham, — dèr stod og stirrede ind i Værelset — Jøden! Og ved Siden af Jøden — med et Ansigt, der var ligblegt af Raseri eller Frygt — stod hin forfærdelige Fremmede, som Oliver havde truffet i Gæstgivergaardens Port.

Kun et Nu — som et Glimt — et Blink forbi Øjnene, — og de var borte! Men de havde kendt ham, og han havde kendt dem! — Deres Udseende var saa skarpt prentet i hans Hukommelse, som om det kunde have vaeret hugget i Sten..... Et Minut stod han naglet fast, — saa sprang han ud i Haven og raabte højt om Hjælp.