Oliver Twist/43

by Charles Dickens

43
Nancy og Noah.

Hvor indøvet Nancy end var i Forstillelsens Kunst, kunde hun dog ikke helt skjule den Sindsbevægelse, som Bevidstheden om, hvad hun havde foretaget sig, fremkaldte hos hende. Vel stod hendes Beslutning fast. Men hun havde atter og atter svære aandelige Kampe at bestaa, og de satte sig Spor. Hun kom til at se bleg og udtæret ud. Undertiden saa' hun slet ikke, hvad der foregik lige for Næsen af hende, og hørte ikke Samtaler, som hun i gamle Dage vilde have taget højrøstet Del i. Hun sad tavs og fortrykt og grublede, med Hovedet støttet i Hænderne, og den Anstrengelse, hun saa maatte gøre for at tage sig sammen, viste kun altfor tydeligt, at hendes Tanker havde været langt borte. Til andre Tider igen kunde hun pludselig give sig til at le og støje op uden Spor af Grund.

Det var Søndag Aften. Sikes og Jøden sad og passiarede sammen, men tav, da Kirkeuhret begyndte at slaa hel. Nancy, som sad sammenkrøben henne paa en lille Skammel, saa' op og lyttede spændt. Klokken slog 11.

»En Time til Midnat!« sagde Sikes. Han trak Rullegardinet op, saa' ud, og gik saa hen og satte sig igen. »Og mørkt og taaget er det. Det havde været en rar Nat at gøre Forretninger i!«

»Ak ja,« sukkede Jøden og rystede paa Hovedet, »det er ogsaa kedeligt, at vi ingen har, Bill!«

»Der har de for en Gangs Skyld Ret,« brummede Sikes. »Gu' er det kedeligt, for i Aften er jeg oplagt.«

»Hæ hæ hæ,« lo Jøden, som om han følte sig lettet allerede ved denne lille Indrømmelse; »ja nu ligner De Dem selv, Bill, nu er De den rigtige Bill igen!« Og han dristede sig til at klappe ham paa Skulderen.

»Tag den visne gamle Grabbe væk fra min Skulder!« vrissede Sikes og rystede Jødens Haand af sig.

»Hæ hæ hæ! gør den Dem nervøs? Kommer De til at tænke paa at blive nappet?«

»Ja; det vil sige: af Djævlen, ikke af Politiet!« brummede Sikes. »Der har aldrig været et Menneske til med Magen til Deres Fjæs! det skulde da være Deres Fader, og han faar vel nu sit røde Skæg svedet i hede Helvede, — det vil sige, hvis De ikke er Søn af selve Djævlen, hvad der slet ikke skulde undre mig!«

Fagin svarede ikke paa hans Kompliment, men trak ham i Ærmet og pegede hen paa Nancy, som ubemærket havde taget sin Hat paa og nu vilde til at liste ud.

»Halløj, du!« kaldte Sikes. »Hvor skal du hen, Tøs, paa denne Tid af Aftenen?«

»Ikke langt.«

»Hvad er det for et Svar? Hvor skal Du hen? siger jeg.«

»Det véd jeg ikke.«

»Naa ikke det? Du skal ingen Steder hen, skal du!« erklærede han, mere af Paastaaelighed, end fordi han egentlig havde nogen bestemt Grund til at modsætte sig, at hun gik. »Sæt dig hen!«

»Jeg trænger til frisk Luft, — jeg maa ud at røre mig.«

»Sludder!« Han rejste sig, lukkede Døren af, rev Hatten af hende og kylte den hen paa et gammelt Skab, der stod. »Saa! kan du saa maaske holde dig i Skindet, hvad?«

Nancy var blevet meget bleg. »Hvad skal det betyde, Bill?« spurgte hun. »Ved du selv, hvad du gør?«

»Om jeg véd, hvad jeg —?« Han vendte sig om mod Fagin: »Hun maa jo være blevet gal, siden hun understaar sig til at snakke saadan

Nancy pressede begge Hænder mod Brystet som for at tvinge et eller andet Udbrud tilbage. »Lad mig gaa, siger jeg — straks!.... Fagin! sig til ham, at han skal lade mig gaa, — det raader jeg ham til! Hører du!« Og hun stampede i Gulvet. »Lad mig gaa, Bill! du véd ikke selv, hvad du gør, — lad mig gaa — blot en Time!«

»Den Onde partere mig, tror jeg ikke, Tøsen er blevet gal!« buldrede Sikes. Han rejste sig og tog hende haardt ved Skulderen: »Væk fra Døren dér!»

»Ikke før du lader mig gaa — ikke for du lader mig gaa — nej — nej!« skreg hun.

Han saa' et Øjeblik paa hende, greb hende saa pludselig om Haandledene, slæbte hende, hvor meget hun end sprællede, ind i det lille Kammer ved Siden af, satte sig paa en Bænk, tvang hende ned paa en Stol, og holdt hende fast. Hun strittede imod og tryglede om at faa Lov til at slippe, — lige indtil Klokken slog 12, saa holdt hun pludselig op. Sikes gav hende endnu en, med mange Eder spækket, Advarsel om at dy sig, og gik saa ind til Jøden igen. »Pyh!« sagde han og tørte Sveden af sin Pande, »det er dog ogsaa Fanden til balstyrig Tøs!«

»Ja dèt maa De nok sige!« svarede Jøden tankefuldt. »Det maa De nok sige!«

»Hvad tror De, der stak hende, at hun saadan endelig vilde ud?«

»Naa-aa (Jøden trak paa Skuldrene), Stridighed, min Ven, Fruentimmer-Stridighed!«

»Jeg troede ellers, jeg havde faaet tæmmet hende! Men det er vel dèt, at Feberen sidder hende i Blodet endnu og vil ikke komme ud! … Skaber hun sig saadan en Gang til, saa tager jeg og aarelader hende lidt, uden at gøre Doktoren Ulejlighed.«

»Ja vist saa, vist saa, min Ven,« hviskede Jøden. »Hys!«

Nancy kom ind i det samme og satte sig paa sin forrige Plads. Hendes Øjne var røde og ophovnede. Hun sad lidt og rokkede frem og tilbage, slog saa pludselig med Nakken og brast i Latter.

»Hvad Satan er nu dèt?!« udbrød Sikes og saa' forbavset hen paa Jøden.

Jøden betydede ham med et Nik, at han skulde bare ikke tage Notits af hende, og nogle Minuter efter blev hun ogsaa ganske rolig. Saa tog Jøden sin Hat og bød Godnat. Da han kom hen til Døren, vendte han sig om og spurgte, om han ikke kunde blive lyst ned ad Trappen, der var saa mørkt.

»Tag og lys ham ned!« kommanderede Sikes, som var i Færd med at stoppe sin Pibe; »det vilde være Synd, om han skulde knække Halsen selv, saa fik de, der plejer at stime sammen om Galgerne, saa meget mindre at glo efter!«

Nancy tog Lyset og fulgte med. Da de var kommen ned i Gangen, traadte Fagin tæt ind til hende, lagde Fingeren paa Munden og hviskede: »Hvad er der saa i Vejen, min Pige?«

»Hvad mener De?« svarede hun, ligeledes hviskende.

»Naar han (Fagin pegede med sin runkne Finger op ad Trappen) er saa haard imod dig, Nancy, — for han er jo et Dyr, du, et fuldstændigt Dyr! — var det saa ikke…?«

»Hvad for noget?« spurgte hun, da Fagin pludselig stoppede op, med sin Mund næsten helt inde ved hendes ene Øre og med Øjnene tæt op ad hendes.

»Vi kan tale om det en anden Gang! Husk paa, min Pige, du har en Ven i mig, en trofast Ven. Og jeg ved ogsaa Udveje, du, i al Hemmelighed. Dersom du faar Lyst til at hævne dig, fordi du bliver behandlet som en Hund — nej værre end en Hund, for den klapper han dog undertiden! — saa… kom til mig! Han er jo bare et flygtigt Bekendtskab for dig, Nancy; men mig véd du, hvor du har, mig kender du!«

»Ja Dem kender jeg,« gentog hun, uden Spor af Betoning. »Godnat.«

Hun gøs tilbage, da han vilde tage hendes Haand, men sagde endnu en Gang ganske roligt Godnat, besvarede hans Blik med et betydningsfuldt Nik, og lukkede saa Døren efter ham.

Fagin vandrede tankefuld hjem efter. Han havde allerede i nogen Tid haft den Idé (og hvad der var sket i Aften havde bestyrket hans Tro), at Nancy var blevet træt af Indbrudstyvens Raahed og havde fattet Tilbøjelighed for en anden. Hendes forandrede Væsen, dèt, at hun saa hyppigt gik ene ud, hendes forholdsvise Ligegyldighed for Bandens Interesse, alt pegede i den Retning. Hun maatte have kastet sine Øjne paa en fremmed, og ham gjaldt det nu om at sikre sig i en Fart: for med en saadan Medhjælperske som Nancy vilde han være en Vinding!

Desuden var der maaske noget andet at opnaa. Sikes vidste altfor meget, hans grove Udfald ærgrede Jøden. Det maatte staa klart for Nancy, at dersom hun brød med Sikes, vilde hverken hun eller hendes ny Ven et Øjeblik kunne være sikre for hans Raseri. »Mon man saa ikke,« tænkte Fagin, »med lidt Overtalelse kunde faa hende til at forgive ham? Fruentimmere har tidt gjort dèt, som værre var, under den Slags Forhold. Saa blev jeg af med den Skurk — jeg hader ham! Og jeg fik en anden i hans Sted, — og min Magt over Pigebarnet blev uindskrænket!«

Alt det havde han allerede tænkt paa, medens han sad oppe hos Sikes. Men, tænkte han videre nu, maaske hun alligevel vilde gyse tilbage for at tage Livet af Indbrudstyven; og det var jo dog væsenlig det, der skulde opnaas. »Hvordan skal jeg faa fastere Tag i hende? Hvis jeg nu lod hende udspejde og opdagede, hvem hendes ny Ven er, og truede hende med at fortælle det hele til Sikes, dersom hun ikke lystrede mig, — har jeg hende saa ikke? — Jo jeg har!« udbrød han, næsten højt. »Saa tør hun ikke sige nej, hvis hun da har sit Liv kært. Jeg har Jer, jeg har Jer!« Og han vendte sig om og truede med knyttede Hænder hen ad Stedet, hvor Indbrudstyven boede. Derefter svøbte han Hænderne ind i sin Kappe, og medens han gik videre, pressede han dem sammen, som om han masede en forhadt Fjende mellem sine magre Fingre.

Næste Morgen ventede han utaalmodigt paa Noah Claypole, som kom sent og straks kastede sig graadigt over Frokosten.

»Bolter!« sagde Jøden og satte sig lige over for ham og bandede i sit stille Sind hans Slugvornhed. »De kan vel nok tale, fordi De spiser?«

»Jo,« svarede Noah og skar sig en vældig Kile Brød, »det fremmer næsten Appetiten at snakke.«

»Se De gjorde jo Deres Sager godt i Gaar, min Ven,« fortsatte Jøden. »Straks den første Dag 6 Kr. 75, — De bliver en ren Mester i Hvalpefaget, hæ, hæ, hæ!« (Noah lo selvbehageligt med.) »Men nu har jeg et Stykke Arbejde til Dem, der kræver megen Forsigtighed.«

Noah blev pludselig alvorlig. »Jeg vil ikke vove mig i Fare,« sagde han, »det kan ikke nytte, hvis De vil sende mig op i Politiretten igen. Den Slags holder jeg ikke af.«

»Der er ikke Spor af Fare ved det. De skal bare udspionere et ungt Fruentimmer.«

»Den er jeg med paa. Jeg var allerede i Skolen slet ikke saa tosset til saadant noget. Hvad skal jeg udspionere.«

»Hvor hun gaar hen, og hvem hun er sammen med, og om muligt hvad hun siger. Og saa skal De lægge Mærke til Gaden eller Huset, og skaffe mig alle de Oplysninger, De kan.«

Noah satte Koppen fra sig og saa' grisk paa Fagin. »Hvad giver De for det?« spurgte han.

»Hvis De gør det godt, giver jeg Dem 20 Kr. — tyve Kr., min Ven!« svarede Fagin, som ønskede at gøre sin Medhjælper hidsig paa Sagen. »Saa meget har jeg endnu aldrig betalt for et Stykke Arbejde, der ikke kan kaste videre af sig.«

Hvem er Fruentimmeret?«

»En af vore egne. Hun har lagt sig nye Venner til, og jeg maa have at vide, hvem det er.«

»Ho ho! for at De kan faa Fornøjelsen af at gøre deres Bekendtskab, hvis det er nette Mennesker, hvadbehager? Ja stol De blot paa mig! Naar skal den gaa løs?«

»De skal bare holde Dem parat og lade mig om Resten!«

Seks lange kedsommelige Aftner sad Noah parat, med Støvler paa og forklædt som Fragtkusk. Men hver Aften kom Jøden fortrædelig hjem og sagde, at det nyttede ikke endnu. Endelig Søndag Aften vendte han tidligere tilbage, end han plejede, og var aabenbart stærkt optaget.

»I Aften gaar hun ud,« sagde han , »og jeg er vis paa: i det rigtige Ærinde. For hun har været ene hele Dagen, og den Mand, som hun er bange for, kommer først hjem henad Daggry. Kom saa! Gesvindt!«

Jødens Ophidselse smittede Noah. De skyndte sig afsted gennem en Labyrinth af Gyder og standsede endelig udenfor det Værtshus, hvor Noah havde tilbragt den første Nat i London. Klokken var over 11, Gadedøren var lukket. Men saa snart som Jøden havde udstødt en dæmpet Fløjten, gik Døren lydløst op og lukkede sig lige saa sagte efter dem. Fagin og den unge Jøde, der havde lukket dem ind, tilkendegav ved Tegn Noah, at han skulde kravle op og kigge ind ad den hemmelige Rude i Skænkestuen.

»Er det hende?« hviskede Noah oppe fra Stolen. »Jeg kan ikke se hendes Ansigt. Hun sidder og ser ned i Gulvet, og Lyset staar bag ved hende.«

»Bliv, hvor De er!« hviskede Fagin tilbage, og gav Barney et Vink. Et Øjeblik efter traadte Barney ind i Bagstuen, flyttede Lyset under Paaskud af, at han vilde pudse det, og talte til Fruentimmeret, der sad, for at faa hende til at se op.

»Nu ser jeg hende!« hviskede Noah, »jeg skal mageligt kunne kende hende igen.«

Han traadte hurtigt ned fra Stolen, da Fruentimmeret derinde rejste sig for at gaa. Fagin trak ham med ind bag et Forhæng, der var, og de stod og holdt Vejret, medens Nancy gik tæt forbi dem og blev lukket ud ad Gadedøren.

»Hys!« hviskede Barney henne fra Døren. — »Saa!«

Noah vekslede et Blik med Fagin, og smuttede ud.

»Til venstre!« hviskede Barney. »Hold Dem ovre paa den anden Side Gaden!«

I Skæret fra Lygterne saa' Noah Pigebarnet et Stykke for ude. Han nærmede sig hende (stadig ovre paa den anden Side af Gaden) saa meget, som han fandt raadeligt. Hun saa' sig et Par Gange ængsteligt om, og en Gang blev hun staaende for at lade et Par Mænd, der kom tæt bag ved hende, gaa forbi. Jo længer hun kom frem, desto mere Mod lod hun til at faa, hendes Gang blev sikker og bestemt.