Oliver Twist/49
49.
Opgør.
Anden Dagen efter de nys fortalte Begivenheder kørte to Vogne rask hen imod Olivers Fødeby. I den første sad Oliver, Fru Maylie, Frk. Rosa, Madam Bedwin og Dr. Losberne. I den anden Vogn var Hr. Brownlow og nok en Person. — Der blev ikke talt meget undervejs. Hr. Brownlow havde forinden varsomt betroet de to Damer samt Oliver, hvilke Tilstaaelser han havde aftvunget Monks, og alle vidste, at Hensigten med Udflugten i Dag var at faa fuldført det heldigt begyndte Værk. Men den hele Sag stod dog endnu saa taaget og usikker, at man var i Spænding for, hvorledes den vilde falde ud.
Man nærmede sig til Bestemmelsesstedet ad den Vej, ad hvilken Oliver i sin Tid var flygtet. Hvor mange Erindringer strømmede ikke ind paa ham! »Se! se!« udbrød han og greb heftigt Frk. Rosas Haand og pegede ud ad Vognvinduet, »dèr er Stenten, jeg sprang over! — dèr er Hækken, som jeg gemte mig bag! — dèr er Stien hen til Filialanstalten! Aah Dick, kære Dick! gid jeg kunde se dig!«
»Du skal nok faa ham at se!« sagde Frøken Rosa. »Og saa kan du fortælle ham, at du er kommen tilbage for at gøre ogsaa ham glad.«
»Ja ikke sandt?« spurgte Oliver og halvt græd og halvt lo. »Den Gang jeg løb bort, sagde han »Gud velsigne dig!« til mig; nu skal jeg sige »Gud velsigne dig!« til ham.«
Vognen rullede ind gennem Byens snævre Gader. Dèr laa Bedemand Soverberrys Hus, ganske som det havde set ud før, bare ikke saa stort og stateligt, syntes Oliver. Og dèr kom alle de velbekendte Bygninger og Butiker! Og dèr var Fattighuset, hans Barndoms triste Fængsel, med alle de skumle Vinduer, — uden for Porten stod endnu den selvsamme magre Portner. Det gav uvilkaarligt et Sæt i Oliver, og han rykkede sig tilbage fra Vognvinduet; men det næste Øjeblik lo han igen af sig selv. For det var jo ingen Drøm, at alt var forandret! Vognen kørte op og holdt foran Byens første Hotel, og udenfor paa Trappen stod Hr. Grimwig og tog imod og var lutter Smil og Venlighed og tilbød ikke en eneste Gang at æde sit eget Hoved. Og Værelserne var i Stand, og Maden paa Bordet, det gik altsammen som ved Hekseri.
Alligevel blev alle ved at være tavse og benauede. Hr. Brownlow viste sig ikke ved Middagen. Og de to andre Herrer fo'r med betænkelige Ansigter ud og ind og hviskede hemmelighedsfuldt med hinanden. Tilsidst blev endog Fru Maylie kaldt ud og blev næsten en Time borte og kom tilbage med forgrædte Øjne. Frøken Rosa og Oliver sad imens ene i Stuen, optagne hver af sine Tanker. De vekslede kun nu og da halv højt et Par Ord.
Endelig — Klokken 9 om Aftenen — traadte baade Hr. Grimwig og Dr. Losberne ind, og i Hælene paa dem kom Hr. Brownlow med en Fremmed. Oliver havde nær givet et Skrig fra sig. De andre fortalte, at den fremmede var hans Broder; han selv vidste, at det var den Mand, som han havde truffet i Gæstgivergaarden, og som senere, sammen med Fagin, havde staaet og kigget ind ad Vinduet i hans lille Kammer… Den Fremmede saa' hadsk hen paa Oliver, og satte sig saa lige inden for Døren. Hr. Brownlow, som holdt nogle Papirer i Haanden, gik hen til det Bord, hvorved Frk. Rosa og Oliver sad.
»Ja det er meget pinligt,« sagde han, »men de Tilstaaelser, som i London er blevet underskrevne i flere Herrers Nærværelse, maa, i alt væsenligt, gentages hèr. De véd selv (han vendte sig om mod Monks), hvorfor det er nødvendigt. Altsaa: Drengen (Brownlow lagde Haanden paa Olivers Hoved) er en Halvbroder til Dem, Søn af Deres Fader, min dyrebare Ven Edwin Leeford, og af den stakkels unge Agnes Fleming, som døde straks efter hans Fødsel; og han er født her i Fattighuset.«
»Ja vel,« knurrede Monks, og skulede forbitret hen paa Oliver, »De har jo det hele skrevet op!«
»De skal fortælle, véd De!« svarede Brownlow.
»Naa ja da! — Hans Fader blev syg og døde i Rom. Moder og jeg var rejst dertil for at faa Fingre i hans Formue. Han kendte os ikke igen, før han døde. Blandt hans Papirer var der to, som var skrevet samme Dag han var blevet syg, og som laa i en Konvolut til Hr. Brownlow. Det ene var et Brev til hende, Pigebarnet, som De talte om før. Det var bare Anger og Bønner om Tilgivelse og al den Slags. Der var et Par Maaneder til, at hun skulde føde. Han forklarede, hvad han vilde have gjort for hende; han bad hende huske paa den Dag, da han havde givet hende den lille Medaillon og Ringen, hvorpaa hendes Fornavn stod, og hvor der var ladt Plads aaben til det Navn, som han havde haabet en Gang at kunne skænke hende; han sagde, at hun maatte blive ved at bære Medaillonen ved sit Hjerte; ja og saa gentog han det selvsamme op ad Vægge og ned ad Stolper, ligesom han ikke var ved sine fulde fem,… hvad jeg forresten heller ikke tror, han var!«
»Men saa det andet Papir?!« indskød Hr. Brownlovv og klappede Oliver, som græd heftigt. »Testamentet?!«
»Ja, ja! nu kommer det!«
»Testamentet,« fortsatte Hr. Brownlow, »var affattet i samme Aand. Min Ven mindedes al den Elendighed, Deres Moder havde bragt over ham, og al Deres tidlige Oprørskhed og Ryggesløshed. Han efterlod Deres Moder og Dem hver en Livrente. Hele sin overskydende Formue delte han i to Dele, hvoraf den ene Del skulde tilfalde Agnes Fleming, den anden Del hendes Barn, saasnart Barnet blev myndigt. Blev det en Pige, skulde hun arve uden nogen som helst Betingelser; blev det en Dreng, skulde Arven kun tilfalde ham, saafremt han ikke, før han blev myndig, havde sat Plet paa sit Navn ved en i den offenlige Mening vanærende Handling. Deres Fader var overbevist om, at Barnet maatte faa sin Moders kærlige Hjerte og rene Tænkemaade. Skuffedes den Forventning, skulde hin Part af Formuen tilfalde Dem: thi kun i saa Fald vilde Deres Fader anerkende, at De havde et ældre Krav paa hans Formue, selv om De intet Krav havde paa hans Godhed.«
»Min Moder,« tog Monks Ordet, »gjorde, hvad vel enhver Kone vilde have gjort i hendes Sted. Hun brændte Testamentet og gemte Brevet. Jomfru Flemings Fader fik af hende, paa passende Maade, Oplysning om, hvorledes det forholdt sig med hans Datter. Skamfuld rejste han bort med sine Børn og skiftede endog Navn, for at ingen skulde kunne finde ham. Hans ældste Datter forlod hemmeligt Hjemmet. Han ledte efter hende Egnen rundt og kom til den Overbevisning, at hun maatte have taget Livet af sig. Natten efter, at han var kommen tilbage, døde han, Folk mente, at han havde selv skaffet sig af Vejen!«
Der blev en lille Pavse, — indtil Hr. Brownlow fortalte videre. »Flere Aar efter kom denne Herres, Edward Leefords, Moder til mig. Hendes Søn havde, atten Aar gammel, forladt hende. Forinden havde han bestjaalet hende for Juveler og Penge, spillet, sviret, skrevet falske Veksler; siden var han flygtet til London, hvor han holdt til med det værste Pak. Hun var dødssyg og vilde se ham, før hun døde. Der blev søgt og søgt, — endelig fandt man ham. Og hun fik ham saa med tilbage til Frankrig.«
»Der døde hun,« sagde Monks. »Og hun indprentede mig til det sidste sit eget brændende Had mod dem, der havde forlokket min Fader. Jeg svor hende til (det var forresten i Forvejen min Hjertens Mening!), at hvis der var kommet Barn af den Forbindelse, og hvis jeg traf det Barn, saa skulde jeg ikke raste, før jeg — til Spot af Testamentets Skvalder — havde faaet ødelagt det og slæbt det til Foden af Galgen… Jeg var da ogsaa godt paa Vej! Og hvis ikke den sluddervorne Tøjte havde været, skulde jeg have ført det igennem!«
Han lagde Armene overkors over Brystet og brummede forbitret en Ed… Imidlertid vendte Hr. Brownlow sig om mod de andre og forklarede, at Fagin (som Monks kendte fra gammel Tid) havde faaet en ret stor Sum Penge for at gøre Oliver til en Kæltring. En Del af de Penge skulde tilbagebetales, hvis Oliver slap bort. I den Anledning var der kommet Strid mellem Fagin og Monks, og dèt var Grunden til, at de to var rejst sammen ud til Fru Maylies Landsted, de skulde se, om det virkelig var Oliver, som var der.
»Naa og nu Medaillonen og Ringen?« tilføjede Hr. Brownlow. Han nikkede til Hr. Grimwig, som straks gik ud og et Øjeblik efter vendte tilbage, skydende Madam Bumble foran sig og trækkende Hr. Bumble efter sig.
»Nej men — ser jeg rigtigt?!« udbrød Bumble i slet hyklet Henrykkelse: »lille Oliver?! Nej, — O—li—ver! Du skulde bare vide, hvor jeg har tænkt paa dig!«
»Hold Mund, din Torsk!« mumlede Madam Bumble.
»Men hvad vil du have, Kone?! forsvarede Bumble sig; »maa jeg ikke blive rørt, naar jeg ser lille Oliver, der har været et kommenalt Barn, og nu sidder her mellem de aller behageligste Damer og Herrer? Jeg elskede den Dreng, tør jeg sige, som han kunde have været min — egen — kødelige — Bedstefader!… Aak, Hr. Oliver! kan De huske den velsignede Gentleman med den hvide Vest? Herre Gud ja! han blev nu forgangen Uge kaldt til Himmels, i en Egetræs Kiste med pletterede Hanke!«
»Vær saa god at se at beherske Deres Følelser!« bed Hr. Grimwig ham af.
»Jeg skal gøre, hvad der staar i min Magt, Højstærede!« svarede Bumble. Og henvendt til Hr. Brownlow tilføjede han: »Hvorledes behager Deres Højærværdighed at befinde sig? Jeg haaber godt.«
Brownlow, som var traadt tæt hen foran det hæderlige Par, svarede ikke, men pegede paa Monks og spurgte: »Kender De den Person?«
»Nej,« svarede Madam Bumble kæphøj. Hvorefter hendes Mand tilføjede: »Har aldrig i mine Dage set ham!«
»Naa ikke?! Saa De har heller aldrig solgt ham noget? Havde De for Eksempel ikke en Gang en lille Medaillon og en Ring…?«
»Jeg forstaar virkelig ikke!« erklærede Madam Bumble. »Har De kaldt os herop bare for at spørge om saadant noget Vaas?«
Atter nikkede Hr. Brownlow til Hr. Grimvig, og atter humpede Hr. Grimwig ud. Denne Gang vendte han tilbage med to gamle gigtbrudne, rystende Kærlinger.
»Ja, De lukkede jo rigtignok Døren den Aften, da gamle Sally døde, men Sprækkerne kunde De da ikke stoppe til!« sagde den ene af Kærlingerne til Madam Bumble, og virrede med sin runkne Haand.
»Nej,« tilføjede den anden og mimrede med de tandløse Kæber og saa' sig om, »nej, dèt kunde hun ikke!«
»Vi hørte det hele,« fortsatte den første, »og vi saa' Dem tage Papiret ud af Haanden paa Liget, og næste Dag saa' vi Dem gaa til Pantelaaneren — — —«
»Skulde De maaske have Lyst til ogsaa at hilse paa Pantelaaneren?« spurgte Hr. Grimwig og gik hen mod Døren.
»Nej!« erklærede Madam Bumble. »Naar han (hun pegede paa Monks) har været fejg nok til at bekende, og naar De har faaet pumpet de to Hekse dèr, saa kan jo jeg gerne sige det. Ja, jeg solgte Skravlet, og nu ligger det, hvor ingen kan hitte det. Hvad saa videre?«
»Nej,« sagde Hr. Brownlow, »saa er der ikke videre, — undtagen at vi skal sørge for, at hverken De eller Deres Mand mere faar nogen offentlig Bestilling. De kan gaa.«
»Det er da vel ikke Meningen,« spurgte den bestyrtede Bumble, medens Hr. Grimwig førte de to gamle Kærlinger ud, »at denne kedelige lille Historie kan skaffe mig af med min kommenale Virksomhed?«
»Jo det er det unægteligt,« forsikrede Hr. Brownlow. »Og saa kan De endda sige, at De slipper godt. De var til Stede ved hele Affæren og bærer egenlig Ansvaret. Thi Loven gaar ud fra, at en Hustru handler efter sin Mands Vilje.«
»Ja hvis Loven gaar ud fra dèt,« sagde Hr. Bumble og knugede bebrejdende sin Hat mellem Hænderne, »saa siger jeg, at Loven er et Kvæg —, en rigtig Idiot! Naar Loven ikke har mere Forstand i sig, saa er den en rigtig… Pebersvend! Og jeg vil ønske den det værste, jeg véd, nemlig at den maa faa Øjnene op gennem Erfaring — jeg siger: gennem Erfaring!«… Han satte forbitret Hatten paa, stak Hænderne i Lommerne, og fulgte efter sin Ægtehalvdel.
Hr. Brownlow kom hen til Frk. Rosa. »Ræk mig Deres Haand, Frøken!« bad han. «Nej! nu maa De være stærk! De behøver heller ikke at ængste Dem.... Kender De denne unge Dame?« spurgte han Monks.
»Ja,« lød Svaret.
»Jeg har aldrig set det Menneske....!« indvendte Frk. Rosa skælvende.
»Faderen til den stakkels Agnes Fleming havde to Døtre. Hvad blev der af den yngste, som den Gang var et lille Barn?« forhørte Hr. Brownlow.
»Da Faderen var død,« sagde Monks, »paa et fremmed Sted, under et falsk Navn, uden at efterlade sig det mindste, der kunde lede paa Spor efter, hvem han var, saa tog et Par Husmandsfolk Barnet til sig. Tja, Had er jo undertiden fiffigere end Venskab. Min Moder fandt Barnet, efter at hun havde søgt et Aarstid. Husmandsfolkene, eller i al Fald Manden, var begyndt at blive kede af det. Derfor lod min Moder det blive hos dem, det vil sige, hun lokkede dem til at beholde det, ved nogle ubestemte Løfter for Fremtiden, som hun aldrig tænkte paa at holde. Og for at Barnet skulde faa det værre endnu, bad hun dem passe godt paa: det var kommet af snavs Familie, forklarede hun, — og hun lavede lidt om paa dets Historie. Men saa hændte det desværre, at en rig Enkefrue saa' Barnet og fik Medlidenhed og tog det til sig; det er ogsaa, ligesom hede Helvede har haft sit Spil med os! Et Par Aarstid tabte jeg Pigen af Syne og saa' hende først igen for nogle Maaneder siden.«
»Ser De hende nu?« spurgte Hr. Brownlow.
»De staar jo og holder hende i Haanden!« brummede Monks.
Frk. Rosa var ved at besvime. Men Fru Maylie havde hende allerede i sine Arme: »Min velsignede Pige!« sagde hun, »du er og bliver mit dyrebare Barn!… Saa! tag dig nu sammen! Ser du ikke, at her staar en lille Dreng og længes efter at lægge Armene om Halsen paa sin stakkels Moders eneste Søster?«
Lad de Taarer, som blev grædt, og de afbrudte Ord, som blev vekslede under et langt Favntag, være uomtalte! En Fader, en Moder, en Søster var i et og samme Nu blevet vundne og mistede. Glæde og Sorg var blandede i ét Bæger; men Sorgen steg som formildet op af blide og ømme Erindringer.
Længe var de ene. Saa blev der banket sagte paa Døren, Oliver lukkede op og smuttede ud, Harry Maylie traadte ind.
»Jeg véd alt,« sagde han og satte sig ved Siden af Rosa, »jeg fik det at vide allerede i Gaar!.... Husker du, Rosa, at du i sin Tid gav mig Lov til at komme igen og spørge, om du ikke havde forandret Beslutning?«
»De Grunde, som den Gang bestemte mig, bestemmer mig endnu,« svarede Rosa. »Naar skulde jeg vel mer end i Aften føle, hvad min Pligt er overfor hende, som i sin Godhed frelste mig fra et Liv fuldt af Nød og maaske af Skændsel? Hvorfor skal vi pine os selv, Harry? — vi har talt nok om den Sag!« Og hun gjorde Mine til at ville rejse sig.
Han holdt hende blidt tilbage. »Nej, Rosa,« sagde han, »endnu ikke! Siden vi sidst taltes ved, har alt forandret sig for mig, alt undtagen min Kærlighed. Det, jeg nu tilbyder dig, er ingen straalende Plads blandt taabelige Omgivelser, som rødmer og forarges over alt undtagen over det, der er virkelig slet. Det var min Hensigt, da jeg rejste, at kunde ikke min Verden blive din, saa skulde din Verden blive min. Og det er nu sket! Kan hænde, at min fornemme og indflydelsesrige Slægt for Fremtiden ikke vil kendes ved mig. Men ovre i et af vort Lands smukkeste Egne ligger en lille Landsbykirke og en Præstegaard, som du kan gøre mig stoltere af, end alle mine Ungdomsdrømme kunde have gjort mig, selv om de var gaaet i Opfyldelse. Dèt er den Stand og Stilling, jeg byder dig!«
»Det er skam drøjt, naar man skal vente med Aftensmaden paa et Par Kærestefolk!« sagde Hr. Grimwig, som vaagnede af en lille Lur og tog det Lommetørklæde bort, han havde bredt over sit Ansigt. »Jeg tænkte virkelig saa smaat paa at gøre Alvor i Aften af at æde mit eget Hoved, siden det lod til, at man ikke vilde unde mig andet. Naa men nu vil jeg da først tage mig den Frihed at ønske den tilkommende Brud til Lykke med et Kys!«
Han iværksatte øjeblikkelig sin Trusel overfor den rødmende Frk. Rosa, som just var traadt ind, og hans Mod smittede baade Doktoren og Hr. Brownlow. Nogle paastaar rigtignok, at Harry Maylie havde foregaaet dem med et Eksempel inde i det tilstødende mørke Værelse. Men saasom Harry jo var ung endnu og desuden en gejstlig Mand, anser kyndige Folk dette for en skammelig Bagvaskelse.
»Men Oliver, min egen Dreng!« udbrød i det samme Fru Maylie, »hvad græder du dog for?! og hvor har du været henne?«
Ak, vi lever i en Skuffelsernes Verden, — og tit ser vi endda det Haab skuffet, som gør vort Hjerte størst Ære! — Stakkels Dick var død!