Oliver Twist/51
51.
Slutning.
Hvad der saa er tilbage at fortælle kan siges med faa Ord.
Inden der var gaaet et Fjerdingaar, blev Rosa Fleming viet til Harry Maylie i selve den Landsbykirke, som fremtidig skulde være Skueplads for hans Virksomhed, og selv samme Dag flyttede de ind i deres nye, hyggelige Hjem. Fru Maylie kom til at bo hos dem. Hun nød dèr Resten af sit Liv den Glæde, som undertiden bliver en ærværdig Alderdom til Del, nemlig Glæden ved at være Vidne til deres Lykke, hvem et vel anvendt Livs bedste Kærlighed og ømmeste Omsorg har været helliget.
De Herrer Giles og Brittles beklæder stadig deres vante Stillinger, uagtet den førstnævnte er blevet skaldet, og den sidstnævnte er blevet en ganske graahaaret »Dreng«. De sover i Præstegaarden, men viser dens Beboere og forskellige nærboende Personer saa ligeligt deres Opmærksomhed, at Folk i Landsbyen den Dag i Dag ikke er kommet paa det rene med, hos hvem de egenlig tjener.
Da alt var gjort nøjagtigt op, viste det sig, at Monks og hans Moder havde omgaaedes saare letsindigt med den Formue, som de havde tilvendt sig. Naar dèt, der var tilovers, deltes ligeligt mellem Monks og Oliver, vilde hver af dem kun faa et halvt hundred Tusend Kroner. I Følge Faderens Testamente havde Oliver egenlig Ret til at tage det hele. Men Hr. Brownlow vilde nødigt berøve den ældste af Brødrene al Mulighed for at slaa ind paa et nyt og bedre Liv, og han henstillede altsaa til Oliver at lade Pengene blive delt, — hvad Oliver uden Betænkning samtykkede i. Med den ham tilfaldne Part drog saa Monks (stadig under dette paatagne Navn) over til en fjern Egn af den ny Verden, hvor han i en Fart satte alt overstyr. Saa faldt han tilbage til sine gamle Vaner, gjorde sig skyldig i nye Bedragerier og Slyngelstreger, sad længe fængslet, fik tilsidst et Anfald af sin tidligere Sygdom, og døde i Fængslet. Lige saa langt borte fra Hjemlandet lod ogsaa efterhaanden de vigtigste andre Medlemmer af Fagins Bande deres Liv. Kun ung Charley gik det anderledes. Sikes' Forbrydelse havde gjort et stærkt Indtryk paa ham, og han kom i Tanker om, at til syvende og sidst var dog maaske et retskaffent Liv det bedste. Saa døjede han en lang Tid meget ondt og maatte kæmpe alvorligt. Men nøjsom og udholdende, som han var, førte han alligevel sit Forsæt igennem. Først blev han Røgterdreng hos en Bonde og siden Pakæsel hos en Fragtkusk, men nu er han den fornøjeligste unge Kreaturhandler i hele sit Distrikt.
Hvad angaar Hr. Noah Claypole, saa blev han benaadet, fordi han var optraadt som Kronvidne mod Jøden. Det forekom ham, at hans hidtidige Haandtering ikke havde vist sig at være saa sikker, som han ønskede, og han var virkelig en Stund i Forlegenhed med, hvor han skulde finde en Næringsvej, der ikke besværedes af altfor meget Arbejde. Eiler en Del Grublen frem og tilbage valgte han Angiver-Professionen, der nu ernærer ham pænt. Hver Søndag i Kirketiden gaar han ud sammen med den sømmeligt paaklædte Charlotte. Udenfor en eller anden menneskekærlig Beværters Dør falder Damen i Afmagt, Herren forlanger for 5 Øre Brændevin til at oplive hendes svigtende Livsaander med, og næste Dag anmelder han saa Beværteren for Helligdagsbrøde og stikker Halvdelen af Mulkten udi sin Lomme. Somme Tider besvimer Hr. Claypole ogsaa selv, men Resultatet bliver ganske det samme.
Hr. og Madam Bumble blev afsatte fra deres kommenale Bestillinger og sank efterhaanden ned i saadan Nød og Elendighed, at de endte med at blive Lemmer i det Fattighus, hvor de tidligere havde kommanderet.
Og Oliver? Ham antog Hr. Brownlow som Søn og opfyldte samtidig hans varme, kærlige Hjertes eneste Ønske ved (ledsaget af den gamle Husholderske) at flytte til et Sted knap en Fjerdingvej fra Rosa's Præstegaard. Her dannedes efterhaanden en lille fortrolig Kreds, hvis Lykke vel er saa fuldkommen, som Lykken kan være i denne omskiftelige Verden. Thi endnu et Par kom til. Straks efter at de unge Folk var blevet gifte, havde den fortræffelige Dr. Losberne begivet sig hjem igen. Men berøvet sine Venners Selskab vilde han være gaaet rent fra sit gode Humør, hvis hans Natur overhovedet havde kunnet tillade ham sligt, og han vilde have udviklet sig til en Gnavenpind, dersom han havde vidst, hvordan han skulde bære sig ad dermed. Nu indskrænkede han sig til i en 2—3 Maaneders Tid at gaa og snakke om, at han var bange for, han kunde ikke godt taale »Luften« dèr paa Egnen længer, og da han endelig saa kom paa det rene med, at han og Egnen virkelig ikke passede mere sammen, overdrog han sin Praksis til en Medhjælper, lejede sig en Villa i Udkanten af den Landsby, hvor Harry Maylie var Præst, — og kom sig øjeblikkelig. Han har kastet sig over Gartneri, Træplantning, Fiskeri, Snedkreri og endnu en Del Idrætter, som han røgter med vanlig Ilterhed. Og det hedder sig, at han i mange Mils Omkreds berømmes for sine dybe Indsigter udi det altsammen.
Før han flyttede, havde han fattet et levende Venskab for Hr. Grimwig, hvilket denne opfarende Kavaler af Hjertet gengældte. Dr. Losberne har derfor hyppigt i Aarets Løb hans Besøg. Under hvert af disse Besøg planter og fisker og snedkererer Hr. Grimwig med en utrolig Ivrighed og tillige paa en højst mærkelig og hidtil ukendt Maade, om hvilken alligevel Hr. Grimwig paastaar, at det — æde hans eget Hoved! — er den eneste fornuftige. Det er en staaende Yndlings-Spas for Hr. Brownlow at drille ham med hans fordums Spaadom angaaende Oliver og at minde ham om hin Aften, da de sad med Uhret foran sig og ventede paa Drengens Tilbagekomst. Hertil svarer Hr. Grimwig ufravigeligt, at »i det væsenlige« havde han Ret, eftersom Oliver jo ikke kom tilbage den Aften, — hvilken Bemærkning, der regelmæssig efterfølges af Latter, bidrager til at forøge hans gode Humør.
Og saa — — gad jeg gerne endnu dvæle lidt hos de kære Mennesker, om hvis Liv her er fortalt. Jeg gad skildre Rosa Maylie som den unge, yndefulde Hustru, fra hvem et blidt og ømt Lys synes at straale ud over alle hendes Omgivelser og ind i deres Hjerter. Jeg gad vise hende som Livet og Sjælen i den hyggelige Kreds omkring Vinterens Kamin og ude under Sommerens Løvtag, gad følge hende paa hendes Barmhjertigheds Gang rundt til Smaafolks Hytter, eller medens hun smilende og utrættelig røgter sin huslige Dont. Jeg gad mane frem de søde smaa Ansigter, der, lystigt pludrende, flokkes om hendes Knæ, — samt Klangen af hendes klare Latter — og Taaren i hendes blide, blaa Øje — og hendes Smil, hendes Blik, hendes kloge Ord. Og lige saadan gad jeg fortælle om, hvorledes Hr. Brownlow førte Oliver, sin Adoptiv-Søn, frem til bestandig rigere og rigere Kundskab og fik ham mer og mer kær, efterhaanden som Drengens Natur foldede sig ud og lod se, at der var Løfter om, at han vilde blive netop alt det, som man ønskede, han skulde blive. Træk efter Træk hos ham lignede hans afdøde Fader og vakte i Hr. Brownlows Hjerte gamle Erindringer, tungsindige og dog saa blide, saa smeltende. — Eller jeg gad fortælle, hvorledes de to, Forældreløse, der var blevet prøvede gennem Modgang, ihukom Modgangens Belæring gennem Overbærenhed mod Andre og gensidig Kærlighed og inderlig Taknemlighed til Ham, der havde beskyttet og bevaret dem. Dog — — — alt det er jo noget, der ikke behøver at fortælles, thi er der ikke allerede sagt, at de i Sandhed var lykkelige? Og ingen sand Lykke er mulig uden hjertelig Kærlighed og ærlig Følelse for Menneskenes Ve og Vel og Taknemlighed mod Den, hvis Lov er Barmhjertighed og hvis Væsen er Godhed mod alt, hvad som lever og aander.
Oppe ved Alteret i den gamle Landsbykirke ligger en hvid Marmorsten, som endnu kun bærer den ene Indskrift: »Agnes«. I Gravhvælvingen neden under staar ingen Kiste; og gid det vare mange Aar, før nok et Navn indristes i Stenen! Men — vender de dødes Aander nogensinde tilbage til Jorden og besøger de det Sted, som Kærlighed — en Kærlighed udover Død og Grav — har viet dem, saa tænker jeg mig, at hin stakkels unge Piges Sjæl svæver tidt over denne stille Plet, uagtet den jo er inde i en Kirke, og uagtet hun var skrøbelig og fo'r vild.