Oliver Twist/7

by Charles Dickens

7.
Olivers Opsætsighed varer ved.

Noah Claypole ikke saa meget som standsede for at trække Vejret, før han stod udenfor Fattighusets Port. Dér samlede han sammen til en ordenlig Bunke Graad og Forskrækkelse, dundrede saa paa, og frembød et saa ynkeligt Ansigt for det gamle Fattiglem, der lukkede op, at selv Fattiglemmet, som dog næsten aldrig saa' andet end ynkelige Ansigter, gik bag over af Forbavselse.

»Hr. Bumble! Hr. Bumble!« skreg Noah i saa godt hyklet Fortvivlelse, at hans rørende Brøl ikke blot naaede til selve Hr. Bumble, som opholdt sig i Nærheden, men endog fik Hr. Bumble til at styrte ud i Gaarden uden trekantet Hat paa, — hvilket er et mærkeligt og iøjnefaldende Bevis for, at selv en kommenal Embedsmand under en pludselig og mægtig Indskydelse kan hjemsøges forbigaaende af Mangel paa Selvbeherskelse og Forglemmelse af personlig Værdighed.

»Aah, Hr. Bumble!« hulkede Noah, »Oliver, han… Oliver han er…«

»Hvad er han?« spurgte Hr. Bumble med et Glædes-Glimt i sine Metal-Øjne. »Er han rendt sin Vej?«

»Næh, Hr. Bumble, næh, han er ikke rendt,« forklarede Noah, »men han er blevet en ren Kæltring. Først vilde han myrde mig, Hr. Bumble, og saa Charlotte og bag efter Madamen! Aah, aah!« Og Noah vred sig i en Mængde aaleagtige Bugtninger, for at tilkendegive for Hr. Bumble, at han havde lidt en alvorlig indre Overlast, der voldte ham ulidelige Kvaler.

Efterretningen lod til ganske at lamme Hr. Bumble. Noah forstærkede Indtrykket ved at jamre en halv Snes Toner højere; og da han bemærkede, at en hvid-vestet Herre netop gik tvers over Gaarden, blev han endnu mere hjerteskærende, saasom han med Rette fandt det hensigtsmæssigt at søge at vække bemeldte Herres Opmærksomhed og Harme.

Herrens Opmærksomhed blev ogsaa vakt, han gjorde forbitret omkring og spurgte Hr. Bumble, hvad den Hvalp stod og vrælte for, og hvorfor Bumble ikke gav ham noget, som kunde gøre hans Vræl til en mere ufrivillig Historie.

»Det er en stakkels Friskoledreng, Hr. —,« svarede Bumble, »han er blevet myrdet, det vil sige, han var lige ved at blive myrdet af Oliver Twist.«

»Oho!« udbrød den hvid-vestede Herre begejstret. »Ja, jeg vidste det! lige fra første Færd har jeg haft paa Følelsen, at det Dyr maatte ende med at blive hængt!«

»Han har ogsaa villet myrde Tjenestepigen — og Madamen!« forklarede Hr. Bumble, askegraa i Ansigtet. »Og — jeg synes ogsaa du sagde Herren, Noah?«

»Næh, for Mester er ude, ellers havde han myrdet ham,« erklærede Noah. »Han sagde, han havde god Lyst…«

»Sagde han dèt, min Dreng, sagde han, at han havde Lyst?« forhørte den hvid-vestede Herre sig.

»Ja, Deres Naade,« erklærede Noah. »Og om Forladelse, Deres Naade, men jeg skulde spørge fra Madamen, om Hr. Bumble ikke kunde faa Tid til straks at komme hen og prygle ham, fordi Mester er ude?«

»Jo saamæn kan han saa, min Dreng, det maa han saa gerne,« forsikrede den hvid-vestede Herre og smilte velvilligt og klappede Noah paa Hovedet, der ragede omtrent tre Tommer op over hans eget. »Du er en flink Dreng, der har du en Skilling, min Ven!… Aa, Bumble, tag saa Deres Stok og spring hen til Sowerberrys og se, hvad der er at stille op. Men læg nu ikke Fingrene imellem!«

»Nej, Hr. —, det skal jeg ikke,« forsikrede Opsynsmanden, og strøg p med Haanden ned ad den voksede Traad, der til Brug ved kommunale Revselser var snoet om den nederste Ende af Spanskrøret. Hvorefter han og Noah ilsomt begav sig hen til Bedemandens Bod.

Olivers Glubskhed, saaledes som den skildredes baade af Madamen og af Charlotte, var af en saa foruroligende Natur, at Hr. Bumble fandt det klogest at forhandle, før han skred til at aabne Kulkælder-Døren. Altsaa gav han først, som Indledning, Døren et Spark, og holdt derpaa Munden hen til Nøglehullet og sagde i en dyb og ærefrygtindgydende Tone: »Oliver —!«

»Luk op!« svarede Oliver indefra.

»Hører du, hvem der taler til dig, Oliver?« spurgte Hr. Bumble. »Begynder du ikke at blive bange ?«

»Nej!« kom det nok saa kækt.

Et Svar, der var saa vidt forskelligt fra, hvad han havde ventet, og hvad han plejede at høre, kunde umuligt andet end forvirre Hr. Bumble en Smule. Han trak sig tilbage fra Nøglehullet, rettede sig i sin fulde Højde, og saa' i stum Forbavselse fra den ene til den anden.

»Kan De saa se, Hr. Bumble, at han er blevet gal?« spurgte Madam Sowerberry. »Hvor kunde en Dreng, der var blot halvvejs ved sine fulde fem, vove at svare Dem saadan?«

Hr. Bumble var falden i dybe Tanker. »Nej, Madam,« svarede han endelig, »dette her er ikke Galskab, det er Kød!«

»Hvad er det?«

»Det er Kød, Madam, Kød, siger jeg!« gentog Hr. Bumble højtidsfuldt. »De har fo'ret ham for stærkt, De har kunstigt skabt en Sjæl og en Aand i ham, som aldeles ikke passer for hans Stilling. Hvad skal Fattigfolk med Sjæl og Aand? Havde De holdt ham paa Havresuppe, saa var dette her aldrig sket!«

»Aak ja, aak ja!« klynkede Madamen og hævede fromt Øjnene mod Køkkenloftet, »det har man af sin Godhed!« — Saasom al hendes Godhed havde bestaaet i, at hun havde ladt Oliver æde det Affald, som ingen anden gad spise, saa var det virkelig meget selvopofrende af hende, at hun rolig lod Hr. Bumbles uforskyldte Bebrejdelse blive siddende paa sig.

»Naa,« bemærkede Bumble, »men saa vidt jeg kan se, er her nu ikke andet at gøre end at lade ham blive siddende derinde, til Sulten har taget paa ham, og saa slippe ham ud og holde ham paa Havresuppe hele Resten af hans Læretid. Han er af en snavs Familie, Madam Sowerberry. Baade Dokteren og Gangkonen ovre paa Anstalten siger, at hans Moder stod en Nød og Elendighed igennem, som for længe siden vilde have gjort det af med ethvert nogenlunde anstændigt Fruentimmer.«

Oliver, som kunde høre, at der igen blev snakket ondt om hans Moder, sparkede saa voldsomt løs paa Døren, at der ikke blev Ørenlyd mere for et eneste Ord. I det samme kom saa Hr. Sowerberry hjem. Han fik Olivers Forbrydelse fremstillet med al den Overdrivelse, som Husets Kvinder fandt bedst skikket til at tirre hans Vrede, og han lukkede i en Fart Døren op til Kulkælderen og trak Oliver ud ved Kraven. Drengens Tøj var flaaet, hans Ansigt forslaaet og forkradset; men hans Kinder blussede, han stirrede hadsk paa Noah, og han holdt sig rank og kæk.

»Du er mig en net Fyr, du!« sagde Hr. Sowerberry og ruskede Oliver og smak ham en paa Øret.

»Noah skældte ud paa Moder!« svarede Oliver.

»Ja hvad saa, dit utaknemlige lille Asen?« skreg Madam Sowerberry. »Hun var værre endnu, end Noah sagde.«

»Det er Løgn!« svarede Oliver. — Hvorefter Madam Sowerberry brast i en Strøm af Graad.

Denne Taarestrøm lod ikke Hr. Sowerberry noget Valg. Havde han blot betænkt sig et Øjeblik paa at revse Oliver strængt, saa vilde han selvfølgelig, efter alle gængse Regler for ægteskabelig Kiv, have været et Dyr, et modbydeligt Kre'tur, et latterligt Misfoster af en Ægtemand osv. osv. Altsaa gav han Oliver saadan en Overhaling, at den endog tilfredsstillede Madamen, og at den virkelig gjorde Hr. Bumbles paafølgende Anvendelse af den kommenale Spanskrørsstok ganske overflødig. Resten af Dagen sad derefter Oliver indespærret i Kulkælderen sammen med en Brødskorpe og et Krus Vand. Ved Aftenstid underholdt Madam Sowerberry ham først med forskellige nedsættende Bemærkninger om hans Moder, lukkede ham saa ud, og befalede ham (medens Charlotte og Noah pegede Fingre og haanede ham) at gaa op og i Seng.

Først nu, da han var blevet ene i Stilheden derinde i Bedemandens uhyggelige Bod, gav han efter for de Følelser, som Dagens onde Medfart fornuftigvis maatte vække hos et Barn. Her, hvor ingen kunde se eller høre ham, faldt han paa Knæ og skjulte Ansigtet i sine Hænder og græd, saadan som Gud lader os græde i vor bitreste Nød, og som forhaabentlig kun faa Væsner i Olivers Alder har Grund til at græde.

Han laa længe og græd; Lyset var brændt ned i Stagen, da han endelig rejste sig. Han saa' sig forsigtig om, lyttede, listede saa hen til Døren, og aabnede den sagte og kiggede ud.

Det var en kold, mørk Nat. Stjernerne syntes at være meget længere borte, end han nogensinde før havde set. Der rørte sig ikke en Vind. Træernes mørke Skygger hen over Jorden saa' saa dødningeagtige, saa spøgelseagtige ud i den store Stilhed. Han lukkede sagte Døren igen, bandt, ved det sidste Skær fra det udgaaende Lys, sin Smule Ejendom sammen i et Lommetørklæde, satte sig saa paa Bænken, og ventede paa, at det skulde blive Morgen. Lige saa snart den første Lysstrime trængte ind gennem Skoddernes Sprækker, rejste han sig og aabnede atter Døren. Et frygtsomt Blik til alle Sider — et Øjebliks Nølen, — Døren lukkede sig efter ham, og han stod ude paa Gaden.

Der saa' han først til højre og venstre, uvis om, hvad Vej han skulde flygte. Det faldt ham ind, at han havde set Fragtvognene ase sig op ad Bakken, naar de kørte bort fra Byen. Han slog ind paa samme Vej, i og da han kom hen til en Marksti, som han vidste førte siden igen ud til Landevejen, fulgte han den og gik rask til.

Ad den selv samme Sti, huskede han godt, havde han travet ved Siden af Hr. Bumble, dengang han blev hentet tilbage fra »Plejemoder«. Vejen førte lige forbi hendes Hus. Hans Hjerte bankede ved Tanken derom, men — det var jo saa tidligt endnu, der var vist ingen Fare for, at nogen skulde kunne se ham. Han kom saa derhen. Ingen lod til at være oppe. Han standsede og kiggede ind i Haven. Jo, der laa en Dreng og lugede et af de smaa Bede, — nu løftede Drengen sit blege Ansigt op: det var en af hans forrige Kammerater. Oliver blev helt glad ved at faa ham at se, før han gik. Thi skønt Drengen var yngre end han, havde de været Venner: de var blevet pryglede og sultede og spærret inde sammen adskillige Gange.

»Hys, Dick!« sagde Oliver, da Drengen kom hen til Laagen og stak sin magre, lille Haand ud mellem Tremmerne. »Er der ingen andre oppe end dig?«

»Nej.«

»Du maa ikke sige, at du har set mig, Dick!« forklarede Oliver. »Jeg løber væk, — de var saa slemme imod mig. Nu vil jeg se at komme igennem et andet Sted, jeg ved ikke selv hvor.... Du ser saa bleg ud, Dick!«

»Doktoren siger, at jeg dør nok snart,« svarede Drengen med et træt Smil. »Det var rart, jeg fik dig at se; men skynd dig nu, skynd dig nu afsted!«

»Ja, Dick!.... Farvel!« svarede Oliver. »Vi træffes nok igen, det er jeg vis paa. Du skal se, du bliver nok rask og fornøjet!«

»Jo, naar jeg først er død !« mente Dick. »Det er nok rigtigt, hvad Doktoren siger, for jeg drømmer saa meget om Himlen og om Englene .... Kys mig!« føjede han til og klatrede op paa den lave Laage og lagde Armen om Halsen paa Oliver. »Farvel, du, Gud velsigne dig!«

Det var første Gang i sit Liv, at Oliver hørte nogen nedbede Guds Velsignelse over ham. Han glemte det aldrig, under alle sit Livs Kampe og Lidelser.