Om Hjemsendelse

by Peter Conrad Müller

Om Hjemsendelse.

Af P. C. Müller, Byfoged i Holbæk

---

Ved »Hjemsendelse« forstaaes den af en offenlig Myndighed foranstaltede Forsendelse af en Person eller en Familie fra dens Opholdssted til dens Forsørgelsessted. I Almindelighed skeer saadan Hjemsendelse under umiddelbar Tvang, saaledes at Vedkommende under Bevogtning føres fra det ene Sted til det andet, men stundom fremtræder den under en mildere Form, nemlig saaledes at den Paagjældende af en offenlig Myndighed erholder et Tilhold om at begive sig til sit Hjemsted og i Henhold dertil foretager Reisen uden Bevogtning, hvilken Hjemsendelsesform specielt benævnes »Hjemviisning« eller »Hjemskrivning.«

Som Tilfælde, hvor Lovgivningen hjemler en Hjemsendelse, kan nævnes følgende:

1. Fattiges og Fattiglemmers Hjemsendelse fra Opholds- til Forsørgelseskommunen;
2. Hjemsendelse af Udlændinge, som ere blevne trængende til offenlig Understøttelse, uden at have erhvervet Forsørgelsesret heri Landet;
3. Betleres og Løsgængeres Hjemsendelse efter endt Straf;
4. Hjemsendelse af Forbrydere, der have været indsatte i Straffeanstalter.
5. Hjemsendelse af Børn, der ere fødte i eller medbragte til Straffeanstalter eller Arrester, naar de blive 1 Aar gamle.
6. Hjemsendelse af Udlændinge, der ere dømte til Udviisning.
7. Hjemsendelse af Personer, der ere blottede for Reiselegitimation eller mangle Subsistensmidler.

Vi skulle nu nærmere behandle disse Tilfælde hvert for sig.

1. Bestemmelserne om Fattiges Hjemsendelse findes i P1. om Fattigvæsenet af 14 Decbr. 1810 §§ 1—9, jvf. Fdg. 24 Jan. 1844 § 11. Herefter skulle Fattige ɔ: de Personer, som falde det offenlige Fattigvæsen til Byrde, ordentligviis forsørges paa deres Forsørgelsessted, jvf. Rglm. 5 Juli 1843 f. K. § 14, f. L. § 18, men Hjemsendelsen fra det Sted, hvor Vedkommende er bleven trængende til offenlig Understøttelse, maa ikke iværksættes, forinden det ved Brevvexling er bragt paa det Rene, hvor han er forsorgelsesberettiget. Opholdskommunen kan imidlertid kun ansees berettiget til at forlange Hjemsendelsen iværksat, naar Vedkommende er trængende til vedvarende, fast Understøttelse, altsaa ikke blot fordi han trænger til en midlertidig Hjælp, f. Ex. i Sygdomstilfælde, paa Grund af Familiefaderens Indkaldelse til militær Tjeneste (Mskr. 3 Aug. 1854), eller deslige; og kun under den samme Betingelse kan Forsørgelseskommunen fordre Hjemsendelsen foranstaltet. Den Fattige kan under denne Betingelse ikke modsætte sig Hjemsendelsen, men der bør dog fra Fattigvæsenets Side vises Humanitet mod Vedkommende med Hensyn til Udøvelsen af dets Ret til at begjære Hjemsendelsen, og saafremt den Fattige paa Opholdsstedet staaer i Forhold, der give en Trediemand Ret til at kræve hans Nærværelse, f. Ex. i Tyendeforhold eller deslige, kan Hjemsendelsen ei fordres iværksat, forinden disse Forhold ere lovlig løste. Saafremt den Fattige modsætter sig Hjemsendelsen, maa Politiets Assistance kunne begjæres til dens Iværksættelse. Jfr. Kancelliskriv. 2 Febr. 1841, 28 Octbr. 1847, Mskr. 19 Juli 1848, 14 Nov. 1849, 25 April 1850.

2. De samme Regler, som gjælde om Fattiges og Fattiglemmers Hjemsendelse, ere ved fornævnte Pl. 14 Decbr. 1810 § 6 gjorde anvendelige med Hensyn til Betlere ɔ: Personer, som ere afstraffede for Betleri. Disse blive altsaa efter udstaaet Straf at hjemsende til deres Forsorgelseskommune, men saafremt denne ikke har kunnet oplyses under den mod dem anlagte Sag, blive de at afgive til Opholdsstedets Fattigvæsen, indtil Forsørgelseskommunen er udfunden, hvorefter Hjemsendelsen da ligefrem falder ind under Reglerne for Fattiges Hjemsendelse. Efter hvad der er udtalt i Mskr. 27 Sept. 1848, 12 Aug. 1856^[1]), skulde det endog synes, som om Reglen maatte være den, at den afstraffede Betler i alle Tilfælde efter endt Straf blev at afgive til Opholdsstedets Fattigvæsen og derefter at hjemsende. At der imidlertid, naar Forsørgelseskommunen er given under Straffesagen, ikke kan være Noget til Hinder for at hjemsende den afstraffede Betler uden at benytte Opholdsstedets Fattigvæsen som Mellemmand, fremgaaer formeentlig med tilstrækkelig Klarhed af Pl. 14 Decbr. 1810 §§ 6 og 8 sammenholdt med Lov 14 Marts 1867 § 2.

3. Endelig ere de samme Regler ved en anden Pl. 14 Decbr. 1810 gjorte gjældende med Hensyn til Personer, som for Tyveri eller Løsgængeri have været idømte offenligt Arbeide. Denne Bestemmelse, som efter de Forandringer, der ved den senere Straffelovgivning ere foregaaede med Hensyn til Straffen for de 2 nævnte Forbrydelser, nu kun vilde finde Anvendelse i ringe Omfang, og navnlig aldeles ikke med Hensyn til Løsgængeri, eftersom Straffen for denne Forseelse ifølge Lov 3 Marts 1860 ikke kan stige til Offenligt Arbeide, har Praxis været tilbøielig til at give en mere udstrakt Anvendelse, og det bliver saaledes at undersøge, hvorvidt Hjemsendelse kan komme til Anvendelse deels med Hensyn til Personer, som have været inddømte i Straffeanstalter for andre Forbrydelser end Tyveri og Løsgængeri, deels med Hensyn til Personer, som have gjort sig skyldige i de nævnte Forbrydelser, men ere ansete med anden Straf end offenligt Arbeide.

Hvad det første Spørgsmaal angaaer, findes der vel i Lovgivningen enkelte Spor, som kunde tyde paa, at Hjemsendelse maatte komme til Anvendelse paa Personer, som have været ansete med Strafarbeide, uden Hensyn til, for hvilken Forbrydelse de ere straffede. Saaledes foreskriver en ældre Fundats for Viborg Tugthuus af 14 Novbr. 1743 Kap. IV § 3 Hjemsendelse med Hensyn til de i bemeldte Anstalt Indsatte, uden Hensyn til for hvilken Forbrydelse de vare straffede, og den gaaer i sin Iver for at skaane Opholdsstedets Fattigvæsen eller rettere for at forebygge de skadelige Virkninger af de Udgaaedes vedvarende Samkvem med de i Tugthuset tilbageblevne Personer, saavidt, at den endog paabyder Bortsendelse (uvist hvorhen) af de i Viborg hjemmehørende eller fra Viborg inddømte Forbrydere. Ligeledes kunde man fra den Omstændighed, at Kanc.-Cirk. 30 Sept. 1820 og 31 Mai 1834, der foreskrive, at der ved Forbryderes Indsendelse til Straffeanstalterne skal medfølge Oplysning om deres Forsørgelsessted, ikke have indskrænket denne Forskrift til det Tilfælde, at Paagjældende er straffet for en af de i Pl. 14 Decbr. 1810 nævnte Forbrydelser, muligen søge et Argument for en udvidet Anvendelighed af Hjemsendelsen. Men efter de tydelige Ord i Pl. 14 Decbr. 1810 turde det dog være utvivlsomt, at den nu ikke med Føie kan komme til Anvendelse med Hensyn til andre Personer end dem, der ere straffede for Tyveri, jfr. ogsaa Kskr. 30 Oktober 1827 sammenholdt med Skriv. 17 Jan. 1828, samt Mskr. 12 Jan. 1867 (D. T. p. 403); og Loven af 14 Marts 1867 § 3 kan ikke antages heri at ville tilsigte nogen Forandring.

Det næste Spørgsmaal, som Pl. 14 Decbr. 1810 § 2 foranlediger, er, hvorvidt dens Bestemmelser kunne finde Anvendelse, hvor de i samme nævnte Forbrydelser have medført ringere Straf end Offenligt Arbeide, altsaa f. Ex. Fængsel. Hvor ifølge den senere Lovgivning Fængselsstraf ligefrem er sat istedetfor visse mindre Grader af Offenligt Arbeide, jvfr. Fdg. 12 Juni 1816, har Praxis anseet Bestemmelserne om Hjemsendelse anvendelige, men Mskr. 13 Jan. 1857 gaaer ud fra en modsat Anskuelse, og følgelig skulde Pl.'s Anvendelse med Hensyn til Løsgængere, efterat Lov 3Marts 1860 har forandret Straffen for denne Forseelse til Fængsel, være aldeles bortfalden. Ligesom Praxis imidlertid næppe nogensinde har villet anerkjende en saadan Fortolkning, hvorefter Løsgængere, istedetfor at hjemsendes efter udstaaet Straf, skulde afleveres til Opholdsstedets Fattigvæsen og eventuelt hjemsendes efter Reglerne for Fattiges Hjemsendelse, saaledes har Lov 14 Marts 1867 § 2 givet denne Praxis Lovhjemmel, idet den ganske har sammenstillet Løsgængere med Betlere. Hvad derimod angaaer de for Tyveri med Fængsel afstraffede Personer, da ere disse i Praxis utvivlsomt i Reglen blevne behandlede efter Hjemsendelsesplakaten; men efter den ovenciterede Skr. af 13 Jan. 1857 kan dette ikke billiges, og efter den Taushed, som Lov 14 Marts d. A. bevarer med Hensyn til dette Tilfælde, synes denne Praxis at burde forlades.

4. Ifølge Kgl. Resol. af 11 Mai 1804, bekjendtgjort ved Kanc.-Cirk. 18 Aug. s. A. § 16 kunne Børn, der ere fødte i en Straffeanstalt eller som ere medfulgte med Moderen ved hendes Indsættelse i Anstalten, ikke forblive sammesteds længere end til de have fyldt 1 Aar, og skulle da udsættes hos Pleieforældre for Forsørgelseskommunens Regning. En lignende Regel gjælder ifølge Kskriv. af 3 Mai 1828 med Hensyn til spæde Børn, som med deres Mødre indbringes i Arrester ved Mødrenes Arrestation, eller som fødes under Moderens Ophold i Arresten. Istedetfor den i Kanc.-Cirk. af 18 Aug. 1804 foreskrevne Udsættelse af deslige Børn hos Pleieforældre vil i Reglen nu en Hjemsendelse af Barnet til dets Forsørgelseskommune træde, med Hensyn til hvilken Hjemsendelse der vil være at forholde efter lignende Regler, som med Hensyn til andre Hjemsendelser, jvf. Kskriv. 7 Sept. 1824, der erklærer Pl. 14 Dec. 1810 §§ 5 og 9 anvendelige med Hensyn til en arresteret Løsgængerskes Barns Underhold i Arresten og dets Transport til Hjemstedet, hvorefter Omkostningerne ved Hjemsendelsen ville falde Amtsfattigkasserne i de Amter, hvorigjennem Touren gaaer, tillast, Kskriv. 23 Oktbr. 1845 og Mskr. 4 Sept. 1848, hvorefter Børns Hjemsendelse fra Straffeanstalterne skal skee for Forsørgelseskommunens Regning uden Deeltagelse af de Amters Fattigkasser, hvorigjennem Touren gaaer.

5. Ifølge Pl. 19 April 1805 skulde Udlændinge, som vare straffede med offenlig Arbeide, forsaavidt de ikke havde erhvervet Forsørgelsesret heri Riget ved 3aarigt — senere 5aarigt — Ophold i en Kommune, efter endt Straf udvises af Riget. Denne Bestemmelse, der var stemmende med Principet i Pl. 14 Dec. 1810 om Hjemsendelse af straffede Forbrydere, kun at den ikke gjorde Udviisningen afhængig af, om Paagjældende var straffet for visse bestemte Forbrydelser (Tyveri og Løsgængeri), blev i Praxis anvendt ogsaa, hvor Fængsel paa Vand og Brød ifølge Fdg. 12 Juni 1816 var traadt istedetfor Strafarbeide; men ved Appel. Pl. 23 Mai 1840 § 3 indskrænkedes Bestemmelsens Anvendelse til de Tilfælde, hvor Udlændingen var straffet med Offenligt Arbeide. Efter den nu gjældende Straffelov af 10 Febr. 1866 § 16 vil denne Art Udviisning kun kunne finde Sted i Henhold til en Dom, og er Reglen nu den, at en Udlænding, som ansees med Strafarbeide, forsaavidt han ikke har havt stadigt Ophold her i de sidste 5 Aar, bliver at dømme til Udviisning, hvilken Udviisning ogsaa kan anvendes, hvor Dommen kun lyder paa Fængsel paa Vand og Brød, forsaavidt Vedkommende tidligere her eller i Udlandet har været straffet for Forbrydelser, eller hvor en Udlænding, efter at være udviist, uden Tilladelse atter indfinder sig heri Landet.

6. Naar en Udlænding, uden at forbryde sig mod Straffeloven, bliver trængende til offenlig Understøttelse heri Landet, forinden han her har erhvervet Forsørgelsesret ved femaarigt uafbrudt Ophold i een Kommune, vil han i Henhold til Principet om andre Fattiges Hjemsendelse, af vedkommende Kommune, hvem hans midlertidige Forsørgelse falder tillast, kunne foranstaltes hjemsendt eller dog bortsendt herfra Riget, jfr. Fdg. 23 Marts 1827 29 i. f. Da ingen Erstatning kan erholdes fra den udenlandske Forsørgelseskommune for den Udlændingen heri Riget ydede Understøttelse, vil Hjemsendelse af Udlændinge paa Grund af Trangendog hyppigere kunne skee end af andre Trængende, idet Hjemsendelsen navnlig ikke, saaledes som med Hensyn til Indlændinge, kan være betinget af, at Paagjældende er trængende til vedvarende Understøttelse, hvorhos ingen Korrespondence med Hjemstedet behøver at gaae forud, forsaavidt Transporten skeer tilsøes, jfr. Mskr. 13 Juli 1857, 23 April 1858, hvorimod en saadan er foreskreven ved Transporter tillands, for at Transportanten ikke ved Grændsen skal blive tilbageviist, jfr. Cirk. 18 Marts 1857, 13 Juni 1865. Omvendt kan vedkommende Fattigvæsen i Udlandet ei fordre en her boende Udlænding hjemsendt, fordi hans Familie i Udlandet er trængende til offenlig Understøttelse, jfr. Mskr. 29 Mai 1857.

7. Ved Fdg. 10 Decbr. 1828 § ll ere Reglerne om Fattiges Hjemsendelse endelig gjorte anvendelige med Hensyn til fremmede Haandværkssvende, som efter Pasanordningerne ikke ere berettigede til at opholde sig heri Landet, altsaa a) enten fordi de ei ere forsynede med anordnet Vandrebog^[2]), b) eller fordi de ei have fornødne Subsistensmidler, c) eller fordi de opholde sig længere end 14 Dage paa et Sted uden at have Arbeide, d) eller fordi de have afveget fra den dem foreskrevne Reiseroute, e) eller fordi de ei have ladet deres Vandrebøger forsyne med Foreviisningspaategning af vedkommende Politiøvrigheder. — Saafremt det efter Omstændighederne ansees tilstrækkeligt, at Vedkommende erholder et Paalæg om at begive sig hjem, kan dette skee og bør til Besparelse af Omkostningerne skee; istedetfor en egenlig Hjemsendelse finder da en Hjemviisning eller Hjemskrivning Sted.

Paa lignende Maade forholdes efter Fdg. 1828 § 13 med Hensyn til heri Landet hjemmehørende Haandværkssvende og efter § 14 med Hensyn til andre Personer, som reise omkring i Landet for at søge Arbeide eller Fortjeneste, hvilke sidstnævnte skulle være forsynede med Reisepasse istedetfor med Vandrebøger. Disse Personer blive altsaa i de ovenfor nævnte Tilfælde at hjemsende eller at hjemskrive, og Hjemsendelsen skal efter Fdg.s § 13 skee til det Sted, som nærmest maa ansees for den Vedkommendes Hjem, altsaa ikke nødvendigviis til Forsørgelsesstedet; nogen Korrespondence for at udfinde dette, jfr. Pl. 14 Dec. 1810 § 3, behøver ikke at indledes: Vedkommendes Forklaring i Forbindelse med hans Legitimationspapirer lægges til Grund for Bestemmelsen af, hvorhen han bliver at hjemsende.

I det Foregaaende ere de væsenligste Tilfælde opregnede, hvori en Hjemsendelse vil kunne finde Sted. Der forekommer imidlertid endnu en Deel Tilfælde, hvor Personer ifølge offenlig Foranstaltning føres fra et Sted til et andet, men da denne Forsendelse ikke skeer til deres Hjemsted, falde disse Tilfælde ikke ind under Begrebet »Hjemsendelse«, om end Analogien af de for Hjemsendelser givne Lovregler stundom vil faae Anvendelse paa Fremgangsmaaden ved Forsendelsen og Omkostningernes Afholdelse. Som saadanne Tilfælde kunne nævnes: at en Person, der efter Begjæring af Politiet er paagreben i en Jurisdiktion som mistænkt for en Forbrydelse, derfra under Bevogtning føres til Rekvisitionsstedets Jurisdiktion, jfr. Mskr. 23 Marts 1852; at en Arrestant, imod hvem Undersøgelse er indledet, føres til en anden Jurisdiktion for at paavise, hvor han har gjemt stjaalne Koster, eller hvor han har udført Forbrydelser, hvis Undersøgelse inddrages under den alt indledede Sag; at en undvegen Arrestant eller Straffefange, der atter er paagreben, føres tilbage til Arresten eller Straffeanstalten fra Paagribelsesstedet, Mskr. 24 Mai 1867 (D. T. p. 520); at. en dømt Forbryder føres fra Arresten til Straffeanstalten for at udstaae sin Straf; at en Arrestant føres fra Arresten til Tingstedet eller tilbage i Anledning af den mod ham indledede Undersøgelse, Fdg. 26 Juni 1844 § 4 Nr. 12. I disse Tilfælde ville Udgifterne i Reglen blive at inddrage under vedkommende Retssags Omkostninger, og altsaa, forsaavidt de ikke kunne paalægges eller erholdes hos Tiltalte, blive at afholde af Amtets Kjøbstæder eller vedkommende Amtsrepartitionsfond, jfr. Fdg. 26 Juni 1844 § 4 Nr. 12 og § 10, Mskr. 24 Mai 1867.

Som en almindelig Bemærkning med Hensyn til de ovenfor omhandlede Hjemsendelsestilfælde skal endnu kun tilføies, at medens Gjenstanden for Hjemsendelsen altid maa være en Person eller flere Personer, som danne en Familie, vil det stundom kunne skee, at ogsaa Effekter blive Gjenstand for Hjemsendelsen. Navnlig kan dette skee, hvor det er en Fattig, som hjemsendes, idet han maa ansees berettiget til at medføre sine Eiendele; dog at der ikke vil kunne leies en særlig Vogn for at hjemføre disse, jfr. Kskr. 14 Marts 1816, Mskr. 3 Juni 1856, Lov 14 Marts 1867 § 1 i. f.

Efterat vi saaledes have seet, i hvilke Tilfælde en Hjemsendelse eller Hjemviisning kan finde Sted, skulle vi gaae over til at undersøge: hvilken offenlig Myndighed det er, der kan tage Bestemmelse om Iværksættelsen af en Hjemsendelse; hvilken Fremgangsmaade der bliver at følge ved Hjemsendelsen, og hvem der vil have at udrede de dermed forbundne Omkostninger.

Det vil af den ovenfor givne Fremstilling af Hjemsendelsestilfældene vare indlysende, at det ordentligviis bliver Fattigvæsenets Bestyrelse (altsaa Fattigkommissionen i Kjøbstaden eller Sogneraadet paa Landet), vedkommende Politimester eller Straffeanstalts Bestyrelse, der beslutter og foranstalter Hjemsendelsen. Fattigvæsenet vil saaledes have at tage Beslutningen med Hensyn til Hjemsendelsen af Fattige (Nr. 1) og af Udlændinge, der formedelst Trang udsendes af Riget (Nr. 6); saafremt Vedkommende modsætter sig Forsendelsen, maa, som ovenfor bemærket, Assistance kunne erholdes hos Politiet. Hjemsendelsen af afstraffede Betlere, Løsgængere og andre med Fængselsstraf ansete Personer, forsaavidt saadan Hjemsendelse kan ansees lovmedholdelig (Nr. 2 og 3), skeer efter Politiets Foranstaltning; men saafremt Politiet savner Kundskab om Vedkommendes Forsørgelsessted, maa han, som berørt, afgives til Fattigvæsenet, der da i fornødent Fald vil have at foranstalte Hjemsendelsen ligesom af andre Fattige. Det vil ligeledes være Politiet, der foranstalter Hjemsendelsen af Arrestantinders spæde Børn, som have opnaaet en Alder af 1 Aar (Nr. 4), dog kan der ogsaa her, saafremt Kundskab savnes om Barnets Forsørgelsessted, være Spørgsmaal om foreløbig at overgive Barnet til Opholdsstedets Fattigvæsen, hvilket da kan komme til at foranstalte Hjemsendelsen ligesom af andre Trængende. Hjemsendelsen af Personer, der overtræde Pasanordningerne eller mangle Subsistensmidler, eller disses Hjemskrivning (Nr. 7) skeer af Politiet. De til Udviisning dømte Udlændige (Nr. 5) ville, forsaavidt de ere inddomte iStrati'eanstalter, være at overgive til Politiet paa det Sted, hvor Anstalten er be- liggende, for, efter at have erholdt den i Straffelovens 16 i f. foreskrevne Betydning om Virkningen af deres ulovlige Tilbagevenden, at hjemsendes ved Politiets Foran- staltning, hvilken sidste Fremgangsmaade i ethvert Fald maa anvendes med Hensyn til de Udlændinge, der blive at udvise efter at have udstaaet en Fængselsstraf. De med Offenligt Arbeide straffede Forbrydere eller spæde Born, som med 1 Aars Alderen maae udgaae af Straffeanstalterne (Nr. 3 & 4), blive at hjemsende af Bestyrelsen for Straffeanstalten.

Hvad dernæst angaaer den Fremgangsmaade, som bliver at følge ved Hjemsendelsen, da ere de herom tidligere gjældende Bestemmelser i en væsenlig Grad forandrede ved Lov 14 Marts 1867 § 1. Efter de ældre Bestemmelser, jfr. Fund. 14 Nov. 1743 Kap. IV § 3, Pl. 14 Dec. 1810 § 8, Kskr. 8 April 1820, 29 April 1841, skulde Transporten skee ad nærmeste Vei fra en Herredsfoged til en anden, under Tilsyn og Ansvar af den Øvrighed, gjennem hvis Distrikt Touren gaaer. Transporten skete herefter fra Sogn til Sogn, eller rettere fra Sognefoged til Sognefoged, navnlig saaledes at Transportanten afleveredes af vedkommende Byfoged eller Fattigkommission til den i Byen boende Herredsfoged og derefter fra den ene Sognefoged til den anden i den paagjældende Jurisdiktion, indtil man naaede den næste Herredsfoged paa Veien til Bestemmelsesstedet, og saa fremdeles videre. Denne Transportmaades Besværlighed og den dermed forbundne Tidsspilde foranledigede, at der ad Frivillighedens Vei paa flere Steder vedtoges Bestemmelser om Indførelsen af en direkte Transport fra Politimester til Politimester under Ledsagelse af leiede Transportførere, hvilke Bestemmelser forsynedes med Indenrigsministeriets Approbation, jfr. Mskr. 8 Dec.1856 (Note til Skr. 25 Oktober s. A.), 27 Decbr. 1856, 20 Juni 1857. Men først ved Loven af 1867 er denne Transportmaade fuldstændig ophævet, og Reglener nu den, at Transporten skal skee gjennemgaaende direkte fra Afsendelsesstedet til Bestemmelsesstedet, hvoraf Følgen bliver, at Transportanden sædvanlig dirigeres fra Byfoged til Byfoged, istedetfor, som tidligere, fra Herredsfoged til Herredsfoged.

Transporten skal fremdeles skee paa billigste Maade, hvorfor Jernbane, Dampskib og deslige Befordringsmidler saavidt muligt skulle benyttes^[3]); men saafremt saadanne Befordringsmidler-ikke kunne haves, maa Vedkommende være at hjemsende tilfods under Ledsagelse af en leiet Bevogter eller at transportere med leiet Befordring ligeledes under Bevogtning enten af Kudsken eller af en anden særlig dertil antagen Mand. Da denne Befordringsmaade lettelig vil kunne medføre ikke ringe Bekostning, bør overalt, hvor Omstændighederne tilstede en saadan Lempelse, en Hjemviisning eller Hjemskrivning træde istedetfor den egenlige Hjemsendelse under Bevogtning, men efter Beskalfenheden af de ovenfor fremstillede Hjemsendelses-Tilfælde, vil det dog i Reglen ikkun være i det under Nr. 7 nævnte Tilfælde, at denne mildere og mindre bekostelige Form kan faae praktisk Anvendelighed, og Bestemmelsen derom findes derfor ogsaa i ng. 10 Dec. 1828 å 11, 2det Led. Fremgangsmaaden er i saa Tilfælde den, at der i den Paagjældendes Vandrebog eller andre Reiselegitimationspapirer af Politiet gives ham et Tilhold om at begive sig til sit Hjemsted, hvilket Tilholds Overtrædelse medfører Strafansvar, eller at der medgives ham et saakaldet Tvangspas, som indeholder et lignende Tilhold. Den Hjemskrevne vil da have at melde sig for Politimestrene i de Kjøbstæder, som ligge paa den nærmeste fra Afsendelsesstedet til Hjemstedet førende Vei (denne vil sædvanlig blive angiven i Hjemviisningspaategningen eller Tvangspasset) og, saafremt han mangler de fornødne Subsistensmidler, vil han paa Afsendelsesstedet blive forsynet med Tærepenge beregnede til 4 Sk. pr. Miil indtil den første Kjøbstad, som han skal passere, og saa fremdeles i hver følgende Kjøbstad, han kommer til at berøre, indtil han naaer Hjemstedet. Skal han passere over Vandet for at naae sit Bestemmelsessted, maa Overreisen selvfølgelig, naar den Hjemskrevne selv mangler Midler dertil, betales af Politimesteren i vedkommende Søkjøbstad, men om denne Udgift, ligesom Udgiften til de ovennævnte Tærepenge, endelig skal bæres af Politikassen — eller nu efter Lov 14 Marts 1867 Kæmnerkassen — i vedkommende Søkjøbstads Jurisdiktion, eller refunderes andetstedsfra, er tvivlsomt, hvorom nærmere nedenfor.

Endnu maa her bemærkes, at forsaavidt det er en Udlænding, som skal hjemsendes, og Transporten skeer tillands, maa der, ifølge Cirk. 18 Marts 1857 (jfr. Mskr. 13 Juli 1857 og 23 April 1858) og Cirk. 13 Juni 1865, medfølge Afskrift af vedkommende udenlandske Hjemstedskommunes Erkjendelse af dens Forpligtelse til at modtage Paagjældende, og det maa paasees, at Transportanden er forsynet med fornødne Beklædningsgjenstande, samt at han ei er befængt med Utøi, Fnat eller lignende Sygdomme, da han i modsat Fald kan ventes afviist ved Grændsen. Iagttagelsen af disse Bestemmelser kan dog ikke ansees nødvendig, hvor Hjemskrivning træder istedetfor den egenlige Hjemsendelse, jfr. Mskr. 25 Sept. 1857, ligesaalidt som hvor Hjemsendelsen skeer i Henhold til en en Udlænding overgaaet Udviisningsdom.

Hvad endelig angaaer Maaden, hvorpaa Omkostningerne ved Hjemsendelsen blive at udrede, maatte der, efter de indtil Udgivelsen af Loven af 1867 gjældende Bestemmelser, først skjelnes imellem, om Hjemsendelsen skete tilsøes (hvilken Befordringsmaade, saavidt muligt, skulde vælges som den billigste), eller tillands.

I første Tilfælde skulde Udgiften til Hjemsendelsen og til de Hjemsendtes Underholdning underveis afholdes af Forsørgelseskommunen, Pl. 14 Dec. 1810 § 9, jfr. Pl. 1 Juli 1799 § 144, Rglm. 5 Juli 1803 f. K. § 55 og f. L. § 49 og Pl. 22 Jan. 1828 om seilfærdige Skipperes Forpligtelse til for en billig Betaling at overføre Fattige, som hjemsendes. Den samme Regel kom ogsaa til Anvendelse i det gjensidige Forhold mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig samt Hertugdømmet Holsteen, Kskr. 30 Mai 1837. Hvor Erstatning ikke kunde erholdes fra Forsørgelseskommunen, fordi denne laae i Udlandet, antoges det, at Udgiften maatte afholdes af Afsendelsesstedets Kæmnerkasse mod Regres ved den aarlige Ligning paa Amtets Kjøbstæder, Mskr. 5 Oktbr. 1853.

Naar derimod Hjemsendelsen skete tillands, var Principet det, at Udgiften faldt paa de Egne, hvorigjennem Transporten gik, saaledes at man skjelnede imellem, om den skete tilfods, i hvilket Tilfælde Udgiften ved Paagjældendes Underholdning og Tilsynet med ham faldt Amtsfattigkassen tillast, Kskr. 15 Oktober 1818, 8 April 1820, Mskr. 23 Jan. 1851, 4 Marts 1851, 26 April 1851 i. f. (jfr. Rglm. 5Juli 1803 f. L. ä49, Pl. 14 Dec. 1810 29), saaledes at de Kjøbstæder, hvis Grund Transporten berørte, holdtes udenfor Deeltagelse i Udgiften. Skete Befordringen derimod tilvogns, hvilken Befordringsmaade kun maatte benyttes, hvor Transportandens Tilstand ei tillod ham at gaae, betragtedes de saaledes afgivne Kjørsler som Amtsreiser, jfr. ng. 26 Juni 1844 & 4 Nr. 12 og 13 (der forsaavidt ophævede Bestemmelsen i P1. 14 Dec. 1810 29, hvorefter ogsaa disse Transporter skulde afholdes af Amtsfattigkasserne) og afholdtes altsaa af de Amters Repartitionsfond, hvorigjennem Touren gik, ligeledes uden Deeltagelse fra de Kjøbstæders Side, hvis Territorium man passerede, Mskr. 23 Jan. 1851.

Forsaavidt Transporten deels skete tillands og deels tilsøes, maatte den Deel af Reisen, som foretoges over Land, behandles efter de for Landtransporter gjældende Regler, og den Deel, som gik over Vand, efter Reglen for Søtransporter, hvorimod den Udgift, som blev foranlediget ved Opholdet i den Søkjøbstad, hvorfra Reisen skulde fortsættes tilsøes, antoges at maatte paahvile denne Kjøbstads Fattigkasse, jfr. Kskr. 16 Febr. 1839, der udtaler, at Udgiften ikke kan fordres erstattet som anden Landtransport af vedkommende Amtsfattigkasse, Kskr. 9 Marts 1839, hvorefter Udgiften maa falde paa Søkjøbstadens Fattigvæsen, ogsaa forsaavidt Hjemskrivning (hvorom nedenfor) angaaer, og Kskr. 21 Sept. 1839^[4]), der nærmere begrændser Reglen derhen, at den kun angaaer Udgiften ved selve Opholdet i Kjøbstaden, men derimod ikke til Reisepenge i Anledning af Transportandens videre Befordring. En ældre Kskr. 10 Decbr. 1825 gik rigtignok ud fra et modsat Synspunkt, idet den vilde have den omhandlede Udgift betragtet som en selve Søtransporten vedkommende Udgift, der ligesom denne kunde fordres erstattet af Forsørgelseskommunen.

Naar Hjemsendelsen endelig skete i den mildere Form som Hjemviisning, bestod Udgiften ordentligviis kun i de Tærepenge (4 Sk. pr. Miil), som medgaves den hjemskrevne Person af Politimestrene i de Jurisdiktioner, som han passerede, hvilke Tærepenge bleve afholdte af hvert Steds Politikasse, og saaledes udgjorde det eneste Bidrag, som Kjøbstæderne ordentligviis kunde komme til at udrede til den heromhandlede Art at Udgifter, jfr. Kskr. 21 Sept. 1839, som endog vilde fritage Kjøbstaden for denne Udgift, forsaavidt den Deel af Touren angaaer, der gik over Landets Grund, idet denne skulde refunderes ligesom ellers ved Transporter tilfods, af vedkommende Amtsfattigkasse, Kskr. 18 Jan. 1848, som gik et Skridt videre og ganske lagde Udgiften paa Amtsfattigkasserne, samt endelig Mskr. 1 Mai 1849, som lægger Udgiften paa Politikasserne.

Med Hensyn til de extraordinaire Udgifter, som under særegne Omstændigheder kunne paaløbe, mærkes Mskr. 31 Mai 1858 (Udgiften til Iistransport over Beltet og Underhold i Korsør indtil Afgangen afholdes af den hjemsendende Politimester) og Mskr. 10 Febr. 1851 (Forsørgelseskommunen skal afholde Udgiften til en under Transporten syg bleven Persons Kuur). Udgifterne til Transportanders Beklædning behandledes paa samme Maade som de øvrige Hjemsendelsesudgifter, jfr. Mskr. 9 April 1863, dog kun hvor Talen var om egenlig Hjemsendelse, derimod ei ved Hjemskrivninger, hvorfor i det i fornævnte Skr. omhandlede Tilfælde Udgiften ved Anskaffelse af Klæder under- veis til en hjemskreven Udlænding blev paalagt den Kommune, hvor Paagjældende i Henhold til Pl. 28 Decbr. 1827 § 1 heri Landet maatte ansees forsørgelsesberettiget.

Istedetfor disse Bestemmelser er nu traadt Loven af 14 Marts 1867, hvis Princip er, at Udgiften ved Hjemsendelser (derunder indbefattet til Beklædning) skal bæres af Forsørgelseskommunen, dog at Afsendelseskommunen skal afholde Halvdelen af Udgiften, hvor det er en Fattig, der hjemsendes, hvorhos Udgiften vedkommende Hjemsendelser fra Straffeanstalterne er paalagt disses Kasser. Herefter bortfalder altsaa de transiterende Amters Forpligtelse til at afholde Udgifterne; Alt lægges paa Udgangs- og Endepunkterne, kun Udgifterne vedkommende Hjemviisninger (Tærepengene) vedblive at falde de kommunale Kasser tillast, hvis Distrikter den Hjemviste passerer, idet de foreløbig blive at udrede af vedkommende Politikasse og aarlig at godtgiøre samme af det tilsvarende Distrikts Kæmnerkasse eller Amtsrepartitionsfond, jfr. Cirk. 24 Mai 1867 (D. T. p. 520). Forsaavidt Hjemviisningen imidlertid medfører anden Udgift end de egenlige Tærepenge, navnlig til Overreiser over Vandet, har Mskr. af 7 Oktbr. 1867 (p. 1090) antaget, at denne ikke kan falde vedkommende Søkjøbstad tillast, hvorover den Hjemviste er dirigeret, men bør refunderes fra Afsendelsesstedet, imod Regres til Vedkommendes Forsørgelseskommune, uden dog at give nogen Bestemmelse om, hvorledes der bliver at forholde, naar denne Kommune, som ikke behøver at falde sammen med det Hjemsted, hvortil den Hjemviste efter Fdg. 10 Dec. 1828 skal dirigeres, ikke kan udfindes. Hvor endelig Forsendelsen skeer fra Udlandet, falder hele Udgiften til Transporten her i Landet Forsørgelseskommunen tillast, og hvor omvendt Forsendelsen skeer til Udlandet, afholdes Udgiften forskudsviis af den afsendende Kjøbstads Kæmnerkasse eller det afsendende Landsogns Amtsrepartitionsfond, men fordeles aarlig paa Amtets Kjøbstæder og Repartitionsfond efter Folketal.

1. I et Tilfælde, hvor en for Betleri anholdt Person af vedkommende Politimester var hjemsendt uden Brevvexling med vedkommende Fattigvæsen og uden at være afleveret til Opholdsstedets Fattigvæsen, antaget, at Hjemsendelsesudgiften ikke kunde paahvile Forsørgelseskommunen, men efter Omstændighederne burde afholdes af Anholdelsesstedets Politikasse. (Efter Skrivelsens Indhold er det imidlertid tvivlsomt, om Vedkommende var bleven belagt med Straf for sit Betleri).
2. Passe, udstedte »nach Schleswig-Holstein« ere ved Cirk. 21 Aug. 1856 antagne ikke at indeholde behørig Reiselegitimation heri Riget.
3. Den kan finde Sted ogsaa paa Søn- og Helligdage, Mskr. 2 Apr. 1857.
4. Denne Skrivelse indeholder egenlig ikke Svar paa det Spørgsmaal, som var indstillet til Afgjørelse, hvilket alene angik Hjemviisning- i streng Forstand, hvorimod Skrivelsens Svar angaaer egenlig Transport; endvidere angaaer den Landtransport og ikke, som den i samme paaberaabte Skr. 19 Febr. 1839, Søtransport.