Om Indskriften paa det i Sönder-Jylland 1734 fundne Guldhorn

by P. A. Munch

OM INDSKRIFTEN PAA DET I SÖNDER-JYLLAND 1734 FUNDNE GULDHORN; af P. A. Munch.

Uagtet denne Indskrift efter saa mange forskjellige, mere eller mindre urimelige, Forsög nu vistnok maa ansees for at være i det Hele taget fyldestgjörende læst af J. H. Bredsdorff i Memoires des Antiquaires du Nord for 1836–39, p. 159–162, torde dog fölgende Linjer ei ansees overflödige, deels fordi de indeholde en berigtigende Modification, som i og for sig med större Evidens lægger for Dagen, at den her anvendte Fortolkningsmaade maa være den ene rette; deels fordi det Resultat, hvortil Bredsdorff er kommen med Hensyn til Sproget, hvori Indskriften er forfattet, neppe kan bestaa for en nöiere grammatisk-lingvistisk Granskning af Indskriften i dens Enkeltheder, hvilken tvertimod bringer andre, og det höist mærkelige og for Mange tildeels uventede Resultater for Dagen.

Bredsdorff har upaatvivlelig slaaet ind paa den rigtigste Vei til Hornindskriftens Fortolkning, naar han som Nögle til Læsningen anvender det Runealfabet, der findes paa den i Skaane fundne, og nu i det stockholmske kongelige Antiqvitetsarkiv opbevarede Guldbracteat, nöiagtigen afbildet paa Tab. XIII i det „kgl. danske Videnskabernes Selskabs historiske og philosophiske Afhandlinger”, 6te Deel, 1841. Ethvert af Bogstaverne i Indskriften gjenkjendes nemlig, ubetydelige Modificationer fraregnede, ogsaa i Bracteatens Alfabet. Dette maae vi derfor her, inden vi skride til Indskriftens Fortolkning, underkaste en nöiere Granskning. Finn Magnusens Undersögelse af samme Alfabet i hans i nysnævnte Værk indförte Afhandling om Runamo-Indskriften, S. 620–633, er os her til megen Hjælp og Veiledning, om vi end i enkelte Stykker ei kunne være enige med denne lærde Forfatter, ligesaalidt som i hans Forklaring af Guldhorn-Indskriften sammesteds Side 396–419. Vi gaae nemlig, saavel i Forklaringen af Bracteat-Alfabetet, som af Horn-Indskriften, ud fra den Forudsætning, at den simpleste, og med tidligere vundne, sikkre Erfaringer stemmende Fortolkningsmaade ogsaa er den rigtigste. Ligesom vi derfor med Hensyn til Bracteatalfabetet ansee det som det rimeligste og naturligste, at Bogstavfigurernes Betydning og Orden her er den samme, som i andre lignende, tilstrækkeligen bekjendte, Runealfabeter, saaledes antage vi med Hensyn til Indskriften selv, at en Fortolkningsmaade, hvorved ethvert oftere forekommende Bogstav beholder den engang for dette antagne Betydning, medens den af denne Bogstavværdi betingede Læsning frembringer en simpel og med Hensyn til de formodede Omstændigheder ved Indgravningen rimelig Mening, i et allerede nöie kjendt og grammatisk behandlet Sprog, ubetinget er at foretrække for en anden, der, medens den tillægger eet og samme Bogstav forskjellige Værdier, dog kun frembringer en tvungen og saaatsige psychologisk umulig Mening i et problematisk, idetmindste hidtil ubekjendt, Sprog.

Bracteaten har, som saamange andre af samme Slags, det bekjendte Præg: et monströst Menneskehoved paa et Fabeldyr, og mod Menneskehovedet en Fugl, svævende i Luften. Paa Menneskehovedet sees en stor og uformelig hjelmlignende Prydelse^[1]. Omkring dette Billede, i Randen af Mynten, staar Legenden, der, foruden det omtalte Runealfabet, indeholder 8 andre ellers i samme Alfabet forekommende Bogstaver. Runetegnene ere bagvendte, eller maa læses fra Höire til Venstre, rimeligvis fordi det ei er faldet Graveuren ind, at han, forat de paa Mynten skulde faae det rette Udseende, maatte skære dem bagvendte i Stemplet. Omkring den hele Mynt er en Indfatning af snoet Arbeide anbragt, og lige over Hovedet en Ösken, tilnaglet ved en trekantet, med 3 buleformige Forziringer prydet Plade, der skjuler lidt af Hjelmbusken og en Deel af Rand-Indskriften, dog neppe mere end eet heelt Bogstav og lidt af de tvende andre paa begge Sider af dette. Saaledes sees af Alfabetets næstsidste Bogstav, der, som det nedenfor vises, maa have været ᛟ, kun det nedre Kors ᚷ; det sidste Bogstav er aldeles skjult; af det förste blandt de 8 tilföiede Bogstaver sees og kun en Deel. Alfabetets 1ste Bogstav eller ᚠ staar lige ud for Fuglens Hale. Berigtiger man Graveurens Feil, ved at vende Indskriften til den rette Side, faar man, naar man begynder med ᚠ

Wikisource: Billede mangler.

Her er den ved Öskenpladens Overgriben opstaaede Lacune antydet med Punkter.

Alfabetet selv er ved tvende Interpunctioner, af Form som et Kolon, inddeelt i tre Grupper, af hvilke de to förste indeholder hver 8, den sidste 7 Bogstaver, eller, hvis man antager at et Bogstav er skjult af Pladen, ligeledes 8. De tilföiede 8 Bogstaver ere adskilte fra Alfabetet ved et enkelt Punkt, og rimeligvis har en lignende Adskillelse været anbragt foran dem, bag efter Alfabetets sidste, skjulte Bogstav. Interpunctionen, som saaledes rimeligvis har inddeelt den hele Legende i fire Dele, hver paa 8 Bogstaver, deler det egentlige Alfabet i de bekjendte, sædvanlige Rækker, der i nordiske Runealfabeter kaldes Freys Ætt, eller den med F begyndende Række, Hagls Ætt, den med H begyndende Række, og Tyrs Ætt eller den med T begyndende Række. Præsumtionen maa derfor ogsaa være for, at Bogstaverne her ikke ere ordnede paa nogen fra den i de ellers bekjendte lignende Runealfabeter herskende Orden afvigende Maade. Sammenligner man Alfabetet med Afbildninger af andre lignende, af hvilke de fleste findes i Hickes's angelsaxiske Grammatik og end flere i Wilhelm Grimms Skrift „Über Deutsche Runen“, saa vil man finde, at disse iagttage samme Inddeling, om de end ikke tydelig betegne Grupperingen. Efter F fölge 7, derpaa H og andre 7, endelig T og atter 7; den sidste af disse er D, og med denne slutter aabenbart den oprindelige Række, thi de övrige, hvis Antal paa de forskjellige Alfabeter varierer mellem 4 og 10, vise sig tydeligt at være deels Modificationer af de foregaaende, deels Sammensætninger. I Bracteat-Alfabetet gjenkjender man endvidere uden Vanskelighed de fleste Bogstaver i hine, nöiagtigt paa samme Plads; deraf kan man vel med Sikkerhed slutte, at de mindre let gjenkjendelige ogsaa have samme Betydning, som de paa den tilsvarende Plads i de bekjendte Alfabeter, saamegetmere som Afvigelsen i det Hele taget maa ansees for ubetydelig og let kan forklares. Det er især det hos Hickes p. 135, og ligeledes hos W. Grimm Tab. III, Fig. I afbildede Alfabet, som her frem byder de fleste Overensstemmelser. Allerede Rask (see Finn Magnusens Afhandling S. 623) erkjendte, at Ordenen af Bogstaverne i Bracteatalfabetet stemmede overeens med Runerækken hos Hickes paa S. 135 og 136 af dennes gotiske Grammatik samt paa Tab. 6 ved S. 4 af Sammes islandske Grammatik, hvorved der dog, som han siger, maa indrömmes Afændring i enkelteTegn efter forskjellige Tider og Steder”. Rask troede ligeledes (S.632) at Alfabetet i Alt indeholdt 24 Bogstaver, og at det sidste, Tegnet for D, var blevet udslettet eller skjult, dog meente han, at de övrige 8 paa den anden Side af Öskenen kunde være de ovenfor omtalte Tillægsruner, en Gisning, som ellers nok kun hidrörte fra hans Mistillid til Sjögrens upaalidelige Tegning, hvilken han benyttede. Hvis han havde haft den fortrinlige Afbildning, vi nu besidde, vilde han ei kunne have fremsat nogen saadan Gisning, thi Trækkene af de sidste Bogstaver ere, ligesaavel som af de övrige, bestemte og umiskjendelige.

Tage vi Bracteatens Bogstaver, een for een, for os, faae vi fölgende Resultat:

• ᚠ, ᚢ, ᚦ, ere gjenkjendelige som F, U, Þ.
• ᚨ kan baade være A, Å og O; den forekommer imidlertid i andre Indskrifter med lignende Alfabeter oftest som A, noget som især i Angelsaxisk er naturligt, da A og O her i mange Tilfælde svæve over i hinanden, s. man og mon, lang og long. Da Alfabetet ellers vilde savne A, et af de mest væsentlige Bogstaver, maae vi antage det for ogsaa her at skulle betegne dette.
• ᚲ, det latinske C, staar paa samme Plads, som de andre Alfabeters ᚳ, d. e. K, og maa derfor antages for dette Bogstav, især da det ogsaa findes brugt som K i andre Runeindskrifter, see Magnusen om Ruthwell-Obelisken i Annaler for Nord. Oldkynd, 1836-1837, S. 257. I Horn-Indskriften forekommer Tegnet mere vinkelformigt, som ᚲ.
• ᚷ er det sædvanlige Tegn i Alfabeterne for G.
• ᚹ ligner meget ᚦ, kun at Böilen er anbragt noget længer oppe. Da Tegnet findes paa samme Sted, som i de övrige Alfabeter ᚹ eller Ƿ (ɔ: det angelsaxiske V), kan man ei tvivle paa at det skal forestille dette. Magnusen (l. c. p. 628) tvivler rigtignok derpaa, men hans Tvivl, som næsten ene grunder sig paa at Tegnet ᚹ efter hans Formening findes senere i Alfabetet, maa bortfalde, naar man seer hen til, at det Bogstav, hvortil han sigter, har Böilen til den modsatte Side. Forresten har Bogstavet V paa Hornet, hvor det tvende Gange forekommer, en tydeligere, og aldeles umiskjendelig Form: ᚹ.
• ᚺ, ᚾ, ᛁ, gjenkjendes som H, N, I. De to förste skrives paa Hornet 1 Gang ᚺ, 2 Gange ᚺ og ᚾ.
• ᚹ er den nysnævnte Figur, som Finn Magnusen har antaget for V, men den maatte isaafald have Böilen til den modsatte Side. Da Bogstavet findes aldeles paa samme Plads, som ᛄ, geár, i de af Hickes meddeelte Alfabeter, i de st. galliske og i det isidorske (see W. Grimm Tab. II & III), kan man neppe antage det for noget andet, kun skrevet paa den Maade at Böilen er anbragt höiere oppe, og til Venstre (Höire) istedetfor paa Midten. Spörgsmaalet om Bogstavets Betydning er imidlertid med Hensyn til Hornindskriften, hvor det ei forekommer, uden Interesse.
• ᛇ, kaldes i Alfabeterne eoh, synes ligeledes at have betegnet etslags I, maaskee det brudte eller mere aabne. Forekommer heller ikke paa Hornet.
• ? betegner her aabenbart P, der ellers skrives ᛈ; Modificationen er kun ubetydelig.
• ᛉ staar paa samme Plads som simpelt Y i Alfabeterne. Bogstavet kaldes sædvanligvis eolhx, og forklares som X; dette skulde man ogsaa formode her, efterdi det sædvanlige Tegn for M senere findes paa den Plads, hvor det ellers sees i angelsaxiske Alfabeter. I Hornindskriften forekommer imidlertid ᛉ to Gange, og begge Gange saaledes, at det umuligt kan læses som X, men derimod som M, hvilket Bogstav det i nordiske Alfabeter stedse betegner. Skulde ᛉ i Bracteatalfabetet ogsaa betegne M, maatte Forskjellen mellem dette og det senere forekomnende ᛗ være den, at det förste, hvad Bredsdorff ogsaa mener, er final-M, det andet M inde i Ordet, ligesom man i nordiske Runer finder ᛦ som final-ʀ, ᚱ som det sædvanlige. Hvo veed, om ikke ᛉ i sædvanlige angelsaxiske Indskrifter ogsaa har denne Betydning? Navnet eolhx (Siv) kan her ei komme synderlig i Betragtning. I Alfabetet hos Hickes pag. 136 henföres Navnet iolx (eolhx) desuden til Figuren ᛦ, den 7de af Tillægsbogstaverne, som betegner final-ʀ.
• ᛊ, paa Horn-Indskriften ᛊ, er en Modification af ᛋ, S, og nærmer sig kun noget mere det latinske S.
• ᛏ, ᛒ, ᛖ, gjenkjendes som T, B, E; om den lille Ring mellem Benene af Bogstavet ᛖ er tilfældig, eller en med Plan tilsat Forziring, er uvist.
• ᛗ, ᛚ er M og L.
• ᛜ indtager samme Plads, som hos Hickes ᛝ, ing. ɔ: Ng, eller Gutturalklassens Nasal-Lyd, forholdende sig til K som M til P og N til T. Bogstavet er egentlig sammensat af to over hinanden satte ᚷ ɔ: G, og svarer saaledes til den Betegningsmaade, der hyppigst forekommer hos Vulfila, nemlig gg (som bekjendt er ogsaa h hyppig i denne Betydning, f. Ex. hahan f. hangan, huhrus f. hungrus). ᛜ er maaskee enten et ᛝ med afrevne Yderspidser, eller en Sammensætning af tvende vinkelformige ᚲ (k); Figuren ᛃ paa Hornet, der umiskjendelig svarer til ᛜ, endog saaledes at det staar noget oppe i Linjen, synes virkelig at betegne en Sammensætning som den sidstnævnte. Lyden betegnes i de bedste nordiske Rune-indskrifter alene med Tegnet for G eller K: ᚴ.
• ᛟ er defect, da den överste, her puncterede Deel, er borttagen ved Öskenpladen. At Bogstaven er ᛟ, O, viser Pladsen ved Sammenligning med Alfabetet hos Hickes.
• Paa det Sted, hvor Alfabetets 24de Bogstav ifölge det Foranförte maaskee er skjult eller borttaget, skulde man ifölge Alfabetet hos Hickes vente ᛞ ɔ: D. Da dette Bogstav udgjör en integrerende Deel af det angelsaxiske eller tydske Runealfabet, kan man heller ikke her antage at det fra först af skulde være udeladt. Der er netop Plads til et saadant Bogstav med et Tegn bagefter, og vi supplere derfor Rækken paa denne Maade.

Alfabetet bliver altsaa, sammenholdt med de paa Hornindskriften forekommende Bogstaver, fölgende:

ᚠ

ᚢ

ᚦ

ᚨ

ᚱ

c(ᚲ)

ᚷ

ᚹ(ᚹ)

᛬

ᚺ(ᚺ)

ᚾ(ᚾ)

ᛁ

ᚹ

ᛇ

ᚱ

ᛉ

(ᛉ)

ᛋ(ᛊ)

ᛏ

ᛒ

ᛖ

ᛗ

ᛚ

ᛜ(ᛃ)

ᛟ

ᛞ

f

u

þ

a

r

k

g

v

h

n

i

j

ĭ

p

m

(fin.)

s

t

b

e

m

l

ng

o

d.

At Hornet har ᛖ for brudt i (ᛇ) og ᛟ for brudt u, skal siden vises.

Vi have nu tilbage Bogstaverne ᛚᚢᚹᚨᛏᚢᚹᚨ, hvilke Finn Magnusen forklarer med lýð á (eg. hlýð á), þýð á ɔ: „Lyt til! Tyd paa!” Imod denne Forklaring indvende vi först og fremst, at man i hine ældgamle Tider, da Sproget maa have været udtalt saameget skarpere og bestemtere end i Middelalderen, som det i denne udtaltes skarpere og bestemtere end senere hen, neppe vilde have skrevet lýð istedetfor hlýð, ɔ: udelade Aspirationen; endmindre skrevet týð istedetfor þýð, altsaa T istedetfor Þ, en Forvexling, der her i Norden först indtraf i det 15de Aarhundrede, og blandt Angelsaxerne aldrig. Betragter man dernæst det 3die og 7de Bogstav noget nærmere, vil man finde, at Böilen ei staar midtpaa, men höit oppe, med andre Ord, at de ei ere ᚦ, Þ, men ᚹ ɔ: V. Endvidere er det Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/343 ᚺ, 1 Gang, 2 Gange = L. ᛚ, 2 Gange = L. ᚹ, 2 Gange, Bracteatens P, = V. F, 5 Gange, = A. X, 1 Gang, G. 2, 1 Gang, Bracteatens 4, = S. ↑, 3 Gange, = T. 1, 3 Gange, = 1. Y, 2 Gange, Braeteatens Y, = M finale.. X, 3 Gange = 0. ,1 Gang, Bracteatens, = Ng. R, 1 Gang, = R. +, 1 Gang, Bracteatens +, = N. N, Gang, det paa Bracteaten manglende D.

Vi læse altsaa:

EKHLEVAGASTIM : HOLTINGAM : HORNA : TAVIDO :

Med Hensyn til Sproget, hvori Indskriften er affattet, mener Bredsdorff at det er „nordisk, dog i en meget gammel Form, hvori det nærmer sig det urgermaniske og derfor ogsaa den ældste bekjendte Gren af den germaniske Sprogstamme, det Gotiske”. Finn Magnusen, der læser Ekh lè vægæstim holtilt (eller holting) om hornæ, Tovido (eller Tovid o), og oversætter „Jeg laaner Helligdoms-Gjesterne Hylsterstykkerne om Hornet, Tovido” (eller „Tovid ejer”), mener ligeledes, at Indskriften er affattet i en „oldnordisk Sprogart“, men dog i en sönderjydsk (anglojutisk) Dialect (l. c. s. 398, 400). Vi indsee ei, hvorfor man ikke ligefrem kan kalde Sproget Gotsik. Det skal nedenfor med Evidens vises, at Formerne reentud ere egte gotiske, saaledes som vi kjende Sproget i Vulfila’s Bibeloversettelse, kun paa nogle smaa Modificationer nær, der dog röbe en fuldkommen phonetisk Consequens og af hvilke een endog vidner om et ældre Stadium af Sprogtilstanden, end hos Vulfila selv. Paa en vis Maade kunde man vel ogsaa kalde det Gotiske nordisk, forsaavidt som det engang taltes i Norden af de der, för Skandinavernes Indvandring, boende Goter, men en saadan Benævnelse vilde dog stride mod den engang antagne Sprogbrug, og det synes heller ikke at have været Bredsdorffs Mening, thi for at faa virkelige nordiske, eller Nordisken sig nærmende, Former ud, læser han Bogstavet ᚨ, hvilket han forresten erkjender for at være A, paa 2 Steder som O, nemlig i Holtingom og Horno, og gjør saaledes Brud paa Alfabetets rette og simple Conseqvens. Det Nærmere vil indlyse af den specielle Forklaring, som her fölger:

EK skrives ellers i Gotisk sædvanligvis ik, det oldn. ek, pron. pers. jeg". Efter Vulfila's gotiske Orthographi er I i ik kort, E derimod i Regelen stedse langt, imidlertid savner man heller ikke Exempler paa, at e virkelig sættes for i, see Gabelentz og Loebes Gramm. p. 28. Desuden er der, hvad ligeledes i samme Værk er vist p. 30, 33, neppe nogen Tvivl om, at Goterne have udtalt ai og au, hvad enten de ere blotte Brydningsformer (hos Grimm aí og aú), eller virkelige Difthonger (hos Grimm ái og áu), som kortere eller længere æ og aa; og da nu, som snart vil sees, i Hornindskriften eet og samme Tegn er brugt baade for det lange eller egentlige ô (Vulfilas o) og det korte eller brudte (Vulfilas au), ja endog for det i oldn. til o overgaaede eller brudte u, nemlig „Holtingam“ f. Hultingam, saa ligger den Slatning nær, at den gotiske Mundart, hvori, eller rettere den Rune-Orthographi, hvorefter Indskriften er forfattet, ogsaa i analoge Tilfælde brugte e; nemlig istedetfor Difthongen ái, istedetfor Brydningsformen aí og istedetfor det mod I svævende, eller i Oldn. til e overgangne i. Dette bestyrkes ogsaa af det folgende Ord,

Side:Annaler for nordisk oldkyndighed og historie (IA AnnalerForNordiskOldk1847).pdf/346 at vidne mod vor Mening om Sproget, hvori Indskriften er affattet, at den meget mere bestyrker den, og indeholder et særdeles vigtigt Moment til Oplysningen af den gotiske Udtale. Til det gotiske Holtings eller Hultiggs vilde det tilsvarende i vort Oldsprog være Hyltingr, ɔ: En, som er fra en Skovegn (holt), eller som boer paa et Sted ved Navo Holt.

HORNA er, naar vi erindre at o her ogsaa udtrykker det aabne u eller au, aldeles det gotiske Haúrna, regelmæssigt nom. og acc. plur. af Haúrn, udtalt Horn, Horn. Med Bredsdorff at læse. Horno, og kalde det den ældste, uafkortede Form af den nordiske acc. plur. af Ordet, medförer samme Brud paa Conseqvensen, som ved Holtingom. Har man engang for ᚨ sat Værdien a, bör man overalt lade den vedblive.

TAVIDO er en mærkelig Form. Den er aldeles den regelmæssige 1ste pers. sing. præt. indic. af det hos Vulfila ofte forekommende Verbum táujan, at gjöre, istandbringe, paa det nær, at Formen hos Vulfila lyder tavida, ikke tavido. Men sammenligner man Flexionen af præter. indic. sing. paa -ida i det Gotiske, saaledes som vi kjende det hos Vulfila, med den tilsvarende paa -da i det Oldnordiske, stöde vi paa en mærkelig Afvigelse fra den Analogi, som ellers med iöinefaldende Conseqvens hersker mellem begge Sprog; den tredie person sing. heder nemlig i Gotisk, ligesom den förste, -ida, f. Ex. lagida, lagidês, lagida; i Oldn. derimod heder den förste -da, den tredie -di, f. Ex. lagða, lagðir, lagði. Til de fleste oldnordiske Endelser med det simple, eller uorganiske -i svare i Gotisk Endelser paa -a, f. Ex. præt. part. stigans til oldn. stiginn, Dat. sing. fiska til oldn. fiski; nom. sing. hana til oldn. hani, o. s. v. Det er altsaa i sin Orden, at 3 pers. sing. lagida svarer til det oldn. lagði. Men da nu 1 pers. i Oldo. ei heder lagði, men lagða, maatte man og i Gotisken vente en anden Form for 1 pers. end lagida, som er identisk med den 3die. Undersöger man nu, hvilken Endelsevokal i Gotisk nærmest svarer til a i oldnordisk, da finder man,. at det er ingen anden, end o. Saaledes f. Ex. got. fiskôs = oldn. fiskar; got. gibôs = oldn. gjafar, got. tuggô oldn. tunga, got, blindôza til oldn. blindari. Istedetfor lagida i 1ste Person skulde man altsaa conseqvent vente lagidô, og fölgelig af táujan tavidô, hvilket netop er den i Indskriften brugte Form. Indskriften viser sig altsaa i dette Stykke endog renere eller mere uforvansket i sproglig Henseende, end de forhaandenværende Manuskripter af Vulfilas Bibeloversættelse, og man kan endog ved Hjælp af Indskriften restituere den tabte Form af de svage Verbers 1 pers. sing. præter. indicativ.

Indskriften vilde altsaa med Vulfilas Orthographi lyde:

Ik Hláiba gastim hultiggam haúrna tavida;

og de fem förste Ord paa Oldnordisk: Ek Hleifi gestum hyltingum horn...... ᛁᚴ ᚼᛚᛅᛁᚠᛁ ᚴᛅᛋᛏᚢᛘ ᚼᚢᛚᛏᛁᚴᚢᛘ ᚼᚢᚱᚾ......; til tavida, der maatte oversættes med „gerði”, gjorde, savnes det tilsvarende Ord. Oversat paa Latin vilde Indskriften lyde, som ogsaa Bredsdorff har det:

Ego Hleva hospitibus silvicolis (eller de Holt oriundis) cornua feci.

Efterat vi nu stykkeviis have gjennemgaaet og forklaret Indskriften, maa vistnok den sidste Tvivl om at den virkelig er gotisk, aldeles bortfalde. Det viser sig, som vi ovenfor have bemærket, at de Afvigelser fra Vulfila's Skrivemaade, som den frembyder, deels indeholde en ligefrem grammatisk Berigtigelse, deels i og for sig selv ere conseqvent analoge; maaskee de ene grunde sig paa Forskjellen i Lydangivelsen ved Runer og ved de halvlatinske, halvgræske Bogstaver i det mosogotiske Alfabet. Man finder endnu större Afvigelser i Skrivemaade mellem vore gamle Runeiudskrifter og de med latinske Bogstaver skrevne Oldböger, uden at man dog nogensinde har fölt sig fristet til at ansee Sproget i hine forskjelligt fra Sproget i disse. At e er brugt til at udtrykke det aabne i og ai, ligesom o til at udtrykke det aabne u og au, kan desuden neppe engang kaldes en Afvigelse; det er kun en simplere Betegning af Udtalen, som Vulfila sögte at gjengive efter græske Lydprinciper.^[2] Afvigelsen lægger netop Indskriftens Egthed og Ælde for Dagen. Da man endnu besidder saa faa Levninger af den gotiske Literatur, og saa omhyggeligt samler endog de mindste Levninger deraf, maa denne Indskrift saaledes være Sprogforskerne et yderst velkomment Bidrag.

I historisk-ethnographisk Henseende bliver Indskriften os ligeledes af overordentlig Interesse. Indholdet er, at en vis Hleva, som altsaa maa have været en Goter, gjørde eller lod gjøre disse Horn til nogle „Holtinger“, der havde gjestet, enten ham selv, eller En hos hvem han tjente, maaskee som Guldsmed. „Holtingam“ kan betegne „Skovboere“, eller „Folk fra Holt“. For denne sidste Antagelse synes Hornenes Findested, i Nærheden af Töndern i det Slesvigske, omtrent 8 Mile fra Holsteins Grændse, at tale, thi Holtingôs kunde da svare til det olda. Holtsetar, d. e. „Beboere af Holstein“, egentlig „Beboere af Holt”, d. e. Skovégnen. Holtingôs bliver altsaa Holtsatter, Holsteinere, og denne Formodning bliver endog ved Naboskabet mellem Holstein og Findingsstedet næsten til en Vished, thi Sammenstödet af disse Omstændigheder er isandhed for stor til at man skulde kunne ansee det for et Spil af Tilfældet^[3]. Men nu er Spörgsmaalet, hvor den Hleva boede, som gjorde disse Horn for Gjesterne. Han kan ikke have boet paa Findingsstedet, thi isaafald maatte de af „Gjesterne“ hjembragte Horn netop have været fundne paa et andet Sted. De samme „Gjester“ maae rimeligviis have faaet Hornene til Foræring i en fra Holstein noget fjærnere Egn, og enten, snarest ved Röveri, mistet dem paa Hjemvejen, efter allerede at være komne saa nær Hjemmet, som til det Tönderske, eller virkelig have bragt dem hjem til Holstein, hvorfra de hjembragte Horn siden ved et Plyndringstog af Naboerne i Slesvig eller paa andre, let tænkelige, Maader kunne være komne til Findingsstedet. I förste Tilfælde mage de hjemreisende „Gjester“ have lagt Veien over det Slesvigske, og Hlevas Hjem isaafald söges nordenfor Holstein, i Jylland eller paa en af de danske Öer. I sidste Tilfælde, som forresten heller ikke udelukker Muligheden af det nys antagne, kunne de samme „Gjester“ ogsaa være komne fra en östligere, ved Östersõens Sydkyst beliggende, Egn. At de skulde have faaet Gaven i et meget langt bortliggende Land, er noget, der saaatsige af sig selv bortfalder som utænkeligt. Saa store Kostbarheder var det neppe muligt for nogle faa Reisende at bringe til, eller saa nær Hjemmet, i de lovlöse, barbariske Tider, Hornene og Indskriften tilhörer; de lade sig vanskeligt skjule, og maatte saaledes rimeligvis blive et Bytte for Röverhaand. Heller ikke er der noget i Indskriften, der tyder paa nogen særdeles Fjernhed ved Gjesternes" Hjemstavn; tvertimod medförer den snarere, uden at dog noget udtrykkeligt der- om nævnes, en dunkel Forestilling om Nærhed og godt Naboskab mellem begge Parter; denne Forestilling vækkes maaskee især af det uden videre Betegning angivne Folke- navo „Holtingam", der synes at forudsætte et nærmere Bekjendtskab til „Holt“ eller „Holstein", end man bos fjærnere boende Folk kunde vente. Holtingerne udgjorde for liden en Deel af Saxernes Stamme, til at man kan antage at de særskilt vilde blive udhævede som Holtinger, ikke som blotte Saxer, uden af nærmere, med Særforholdene mere. fortrolige, Folk. Og desuden, fra hvilket fjernere gotisk Folk skulde det vel være at Gjesterne" havde faaet Gaven? Man vil her maaskee anföre Theodorich i Övreitalien, om hvilken Jornandes (Cap. 3) udtrykkelig fortæller, at han blev besogt af en Kong Rodulf fra Lan- dene hiinsides Östersden, ligesom vi ogsaa vide at han modtog Gesandter og Gayer fra Esterne, til hvilke han med Gesandterne ogsaa sendte Brev og Gaver tilbage (Cassiodori varia V. ep. 2.). Men ved den christne Theodorichs Hof vilde de Fremmede dog neppe have faaet Gaver, heelt igjennem prydede med hedenske Afbild- ninger, endog af blodige Menneskeoffringer, ja endog maa- skee selv bestemte til Brug ved Afgudsdyrkelse; mao vilde neppe i Indskriften have anvendt Runer, men de paa den Tid blandt Goterne i Italien brugelige møsogotiske Bog. staver, ja man vilde vel ikke engang have fundet det. Umagen værdt at forfatte Indskriften paa Gotisk, naar Theodorich ei fandt sig foranlediget til at tilskrive Esterne paa andet Sprog end Latin; ikke at tale om, at Afbild- ningerne, hvis de havde været forarbeidede i Italien, maatte have röbet langt större Smag og Kunstfærdighed. Endnu mindre kan man tænke paa de bigotte vestgotiske Konger i Spanien. Kunne vi saaledeș hverken blive staaende ved disse, eller ved Östgoterne i Italien, maae vi gaa længere op i Tiden, og henvises da, om man end ikke lægger an paa at holde sig til de allernærmeste Egne om Holstein, dog til en Periode, i hvilken Goterpes Rige berörte Öster- söen; og standser man for Exempel ved det 4de 'Aar- hundrede, bliver det dog altid langt rimeligere at söge Hlevas Hjem i de Dele af Riget, der laa Holstein nærmest, end i de yderste Egne ved det sorte Hav. Vi komme saa- ledes ligefuldt til Egnene ved Östersõen. Men naar man Dærmere betragter Sagen, kan man ei heller blive staaende derved. Den overveiende Sandsynlighed, som er for at an- tage Hlevas Hjem saa temmelig i Nærheden af Holstein, kunne vi ikke andet end sætte i Forbindelse med den efter troværdige Sagaers Vidnesbyrd aldeles bestemte Vished, at de vestlige Östers5-Lande, fornemmelig Danmark, kaldtes Gotland eller Goternes Land, og inddeeltes i Reið. gotland (Fastlandet, eller den jydske Halvö og de sydlige Östersō-Lande) og Eygotland (Öerne, hvortil og Skaane regnedes). Det bliver derfor altid det rimeligste, at söge Hlevas Hjem etsteds i Danmark eller Skaane, saameget- mere som man, hvad Finn Magnusen i det ofte citerede Værk paa flere Steder har vist, fornemmelig i Danmark eller rettere de Lande, som i Oldtiden udgjorde det danske Rige, finder Indskrifter med lignende Bogstaver, deels paa Stene, deels paa Guldsager; og af bine Lande igjen for- nemmelig i Skaane og Bleking. I Skaane er netop den Bracteat funden, hvis Alfabet vi have lagt til Grund ved Horn-Indskriftens Dechiffrering, og de blekingske Rune- atene, hvis Indskrifter forstörstedelen indeholde de samme Bogstaver, men hvis Forklaring hidtil har været saagedt- som umulig, ere bekjendte nok. Forfatteren af disse Linier har paa et andet Sted, i et Skrift der snart vil udkomme (i Anmærkninger til den yngre Edda og forskjellige Uddrag af Sagaer i det under Pressen værende Skrift Antiquités Russes et Orientales, som vort Selskab udgiver) viist, som han tror, med temmelig Evidents, at de egentlige Goter, eller, som de og kaldtes, Viter, Vider, Vither, der i ældgamle Tider beboede Danmark, nærmest ere at söge i Landene östenfor Storebelt, hvilke derfor ifölge den udtrykkelige Beretning i Chronicon Erici regis (Scriptt. rerum danicarum Vol. I, p. 149) kaldes Withesleth, medens derimod Beboerne af de jydske Lande, d. e. Jylland og Fyen, der vistnok ogsaa kaldtes Gotland og Vitland i udvidet Forstand^[4], vel ogsaa regnedes under Hoved- begrebet Goter, men dog borte til en anden, ikke saa reengotisk, Afdeling, de saakaldte Geátas eller Gauter, samt at virkelige Nedertydskere eller Angelsaxer boede i Sönderjylland. Oldlevningerne med de Runer, som vi nu, efterat Hornindskriften paa det Bestemteste er viist at være egte gotisk, med fuld Ret kunne kalde gotiske, be-' styrke dette paa det klareste, og vi slutte med saamegen Sikkerhed, som man efter Omstændighederne kan fordre, at Hornene og Indskriften hidröre fra et af de ældre danske Landskaber östenfor Storebelt.

Med Hensyn til Indskriftens og Hornenes Ælde kunne vi. no drage lidt bestemtere Slutninger. Forelöbigt bemærkes, at Indskriftens udtrykkelige Ord vise, at den er samtidig med Hornenes Forarbeidelse. Figurerne paa disse lede ei til noget bestemt Resultat. Mest Lighed have de med Afbildnin- gerne paa de smaa Sölvmynter, som ere fundne i den fran.. kiske Kong Childerik Is Grav fra 481, afbildede hos Montfaucon (Monuments &c. Vol. I, p. 16); dog vidne de om langt ældre og raaere Tider, end disse. Ovenfor have vi viist, at Sprogformen synes at være noget ældre end i de gotiske Bibeloversættelser. Antage vi Orthographien i disse for at være ordnet af Vulfila, som levede i Midten af det 4de Aarhundrede, saa have vi her en nogenlunde bestemt Grund til at rykke Hornindskriften idetmindste op til 300 Aar efter Christus, snarere noget tidligere. Vi henvises saaledes ogsaa ad denne Vei til en Tid, som nærmer sig den, da Goter endnu i nogenlunde Mængde boede i de danske Lande; og omvendt, antage vi det sandsynligst, at den er forfattet i Sjælland, Laaland, Falster, Möen, Skaane eller Bleking, maa den, siden den er reengotisk, være bleven til, paa en Tid, da Goter endnu vare talrige i de nysnævnte Egne, fölgelig i et af de nærmeste Aarhundreder efter Christi Födsel, snarest det förste, andet eller tredie. Alle Omstændigheder tyde saaledes hen herpaa. Dette leder til et for os særdeles vigtigt Resultat. Man vil nemlig ifölge det Foregaaende neppe betvivle, at Alfabet-Bracteaten maa være omtrent samtidig med Hornene. Men nu höre Bracteaterne ganske bestemt til en Culturperiode, da Brugen af Jærn og Jærnutensilier var udbredt og almindelig i Norden (see f. Ex. Worsaae, „Danmarks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhöje“, p. 45). Vi erfare altsaa heraf, hvad vi for vor Part rigtignok aldrig have betvivlet, men hvad dog Enkelte have benegtet, at Goterne i Danmark i de nærmeste Aarhundreder efter Christus allerede havde Jærnkulturen.

Med Hensyn til den nærmere Betegning af de Goter, hos hvilke vi efter det Foregaaende have antaget at Hornindskriften er forfattet, kunde maaskee og noget mere lade sig udfinde. Om Goternes ældste Udvandring fra Scandza, eller som det vel ogsaa her rettest maa læses, Scandja, og deres videre Fremrykken mod Syden meddeler Jornandes et ældgammelt Sagn, der paa en mærkelig Maade er analogt med Sagnet om Jydernes, Anglernes og Saxernes Tog til Britannien. Ligesom det nemlig om disse fortælles, at de allerförst droge afsted paa 3 Skibe, saaledes hedder det og hos Jornandes, at Goterne have sat over fra Scandja til den modsatte Kyst af Östersden paa 3 Skibe. Han lægger til, at det tredie Skib ankom noget sildigere end de to andre, og at dets Besætning derfor af Mandskabet paa disse kaldtes til Spot Gepider, hvilket Navn efter hans Sigendė skal være opstaaet af gepanta, „doven“ (Cap. 3. 4. 17.). Fra disse 3 Skibsbesætninger skulle de tre gotiske Hovedstammer, Östgoter, Vestgoter og Gepider nedstamme. Östgoterne og Vestgoterne skulle være dragne videre mod Syden, medens Gepiderne endnu bleve tilbage en Tidlang paa det Sted, hvor de först slog sig ned, fornemmelig ved Weichselens Arme, hvor siden paa Jor- nandes's Tid de saakaldte Vidivarier boede; Weichsel- Öerne eller Deltaet kaldte Gepiderne selv pro patrio sermone" Gepidos, eller efter den vistnok bedre Læse- maade i de fleste Codices, Gepidojos. Dette dunkle Sagn kan naturligviis ei forstaaes bogstaveligt. Vi lære deraf kun, at Östgoter, Vestgoter og Gepider ere Grene af det store gotiske Folk, som i fjerne Tider havde haft hjemme i og ved Scandja", og at Gepiderne opholdt sig længere i disse nordlige Egne, end de andre gotiske Grene, hvorfor man og bekvemt kan give dem Navnet Nordgoter". Nav- nets Etymologi er hos Jornandes yderst usikker, ja haand- gribeligen fejlagtig. Formen gepanta forekommer ikke i det gotiske Ordforraad, ja neppe engang i de andre, rigere oldgermaniske Sprog, Brugen af Bogstavet p i en saadan Forbindelse maa endog i Gotisk næsten ansees umulig (see Gabelenz og Loebes Gramm. p. 46), saaat man snarest her maa tænke sig en Feilskrift, f. Ex. p istedetfor v, hvilket let var muligt. Men alligevel kunde ei gepanta sammendrages til Gepida, og Betoningen af dette Ord er desuden ifölge Accentuationen hos græske Forfattere og dets Plads i enkelte Vers bos latinske Digtere (f. Ex. Panegyr. in laud. Justini min. fragm. apud Jaeger v. 12, Corippus in laud. Just. min. S. 254) penultima brevis: Gepida (---). Ogsaa i dette Navn er Bogstavet p mistænkeligt, og röber en Forhærdefse, foretagen af latinske Forfattere, der blandt Tydskerne nærmest kjendte Oldhōitydskerne. Stavelsen gip findes ikke blandt de nuværende gotiske Sproglevninger, og Navnet skrives desuden af den mærkelige longobardiske Anonym (i Ritters Fortale til Cod. Theodos.) overalt conseqvent med b, Gibidi, Gibedi, Gebedi. Det kan ei være noget andet Folk end dette, der af Angelsaxerne (see Travellers Song i Kembles Beovulf Vol. 1, p. 231 og i Codex Exoniensis, udgiven af Thorpe, S. 322) kaldes Gefþas. Den rette gotiske Form af Navnet synes saaledes at være Gibidôs, singul. Gibiþs. Navnet paa Weichselöerne, Gepidôjôs, eller efter det foranförte rettere Gibidôjôs betyder ligefrem „de gepidiske Öer“, thi ligesom det gotiske mavi, egentlig máuj, svarer til det oldn. mey, háujis til hey, fráuja til frey, saaledes maa og til ey, ø, have svaret et avi eller áuja, i plur. áujôs eller ôjôs, ligesom táui har genit. tôjis. Af avi er áujôs regelmæssig Plural^[5]. Seer man nu, og vistnok med Rette, bort fra det indskrænket locale i det af Jornandes meddeelte Sagn, og forklare „Gepidöerne“ simpelthen med „Öer udenfor Weichselmundingen“; tager man derhos Hensyn til de i Syden, fornemmelig gjennem Plinius og Ptolemæos, udbredte og herskende Forestillinger om den cimbriske Halvöes og de skandiske Öers östligere Beliggenhed, og hele dette Halvö- og Ö-Systems mere i Öst og Vest langstrakte Form^[6]: saa bliver den Slutning temmelig naturlig, at de af Jornandes omtalte Gepid-Öer ingen andre ere end de danske Lande östenfor Storebelt, de samme, som vi ovenfor have kaldet de egentlige gotiske, og som i K. Eriks Krönike kaldtes Withe-sleth. Endog den hos Jornandes forekommende Benævnelse „Vidivarier“ om de senere Beboere af de samme Öer tyder hen herpaa; thi han, som levede i det 6te Aarhundrede, da nordiske Folkeslag allerede herskede i Danmark, kan let have hört noget om deres Modification og Forkortning af Navnet, som snart skal omtales, og overfört det paa Landets senere Herrer. Eygotland, Withesleth og Gibidaujôs bliver saaledes eenstydigt, hvilket passer særdeles vel med at Jörmunrek, Östgoternes Konge, i Travellers Song (Kemble S. 227, Thorpe S. 319) kaldes Hrèðcyning ɔ: Reidgoternes Konge. Sagnet, som Jornandes meddeler, bliver altsaa kun dette, at ved Goternes almindelige Fordrivelse og Flytning fra de nordligere Egne, bleve de danske Öers Beboere, Gepiderne, længere tilbage, eller maaskee rettere, at paa den Tid, da Goter beboede begge Sider af Östersöen, boede Öst- og Vest goter söndenfor denne, i det egentlige Reiðgotland, Ge piderne paa de danske Oer, Eygotland. Betragter man nu nærmere Navnet Gibidós, og undersöger, hvilken old nordisk Form efter de conseqvente Overgangsforhold skulde være den tilsvarende, bliver det Giviðar, Givibar, hvilket enten sammendraget Gviðar, let kunde blive til Viðar, (da gv ei vel taales i Oldnordisk, men let kan gaae over til v, og omvendt), det samme Navn der forekommer i Withesleth, eller omdannet til Gyðar, Gybar, ligesom Björgym af Björgvin, minder om Ptolemæos's Gythones, hvilke han, skjönt han nævner Gutæ blandt det egentlige Scandia's Beboere, dog senere (l. III, c. 5) omtaler som allerede bosatte ved Weichselen, nærmest Venederne. Withesleth og Gibidaujôs blive saaledes endog i selve Navnet eenstydige, og at den samme Contraction af Ge pidernes eller Nordgoternes Navn forekommer overalt i Norden, hvor Goter have boet, er altsaa aldeles i sin Orden. Derfor kaldtes ogsaa Jylland, som vi ovenfor have seet, Vidland (annalista Sax. ad ann. 952^[7]), endog i et Diplom fra 14de Aarhundrede (Westphalen script. rerum German. T. III p. 362), ja som en Fordrejelse af dette Navn maa ogsaa, hvad Werlauff sindrigt har vist i sit lærde Skrift. „Forsög til at oplyse og forklare Procops Efterretninger om de nordiske Lande“, dennes Britia ansees. Ogsaa Ottar Helgelænder omtaler Vitland ved Weichselen, grændsende til Veonodland eller Wenden^[8].

Er altsaa Indskriftens og hele Folkets gotiske, og specielt taget, nordgotiske eller gepidiske Nationalitet lagt for Dagen, bliver det en let Sag at forklare Navnet Tuva. Efter den gotiske Grammatik svarer Substantivformen paa -a ganske til de Oldnordiske paa -i, saaledes hana til hani. „Tuva“ svarer saaledes til Tuvi eller Tufi, et Mandsnavn, der ofte forekommer især paa danske Runestene (see Thorsens Beskrivelse og Forklaring af den söndervissingske Runesteen S. 13, 14); i Sagaerne som Tofi, men sjelden om andre end Folk fra Danmark eller Sydsverige, netop Egne, hvor Goterne have boet, og hvor altsaa dette gotiske Navn, som maaskee flere udelukkende danske eller svenske, har holdt sig. Navnet skulde efter Vulfilas Orthographi skrives Tuba; det er saaledes conseqvent gepidisk, at der her staar Tufa. Til Mandsnavnet Tufi, Tofi, svarer Kvindenavnet Tufa (Tofa), der forekommer paa den söndervissingske Runesteen, og er historisk bekjendt som Tovelilles Navn.

Sammenfatte vi nu altsaa i Korthed Resultaterne af de foregaaende Undersögelser, saa blive de disse:

1. At Hornindskriften er reengotisk, tildeels fra et ældre Stadium end den hos os gjennem Vulfilas Bibeloversættelse bekjendte Sprogform; den er rimeligvis fra det 1ste eller 2det Aarhundrede efter Christus, og charakteristisk derved at den udtrykker baade aabent i og ai ved e, aabent u og au ved o, samt det indlydende b ved v.
2. At den saavelsom Alfabetet er affattet etsteds i det östlige Danmark eller Eygotland, og nærmest er at henföre til den gepidiske Green af Goterne.
3. At Vitherne eller Indbyggerne af Withesleth ere identiske med Gepiderne, Eygotland med Gibidánjôs.
4. At Gepiderne eller Goterne i Danmark i 1ste og 2det Aarhundrede efter Christus, og rimeligviis fra deres förste Fremtræden i disse Egne, vare i Besiddelse af fuldstændig Jærnkultur.

1. Af dette Bracteatpræg har Prof. C. A. Holmboe givet en interessant og, som det synes os, fyldestgjörende Forklaring i Tidsskriftet Urda, 2det Bind, Bergen 1837, S. 75–78.
2. Hvorledes Vulfilas Lydangivelse ofte er famlende og intet mindre end conseqvent, viser især den hos ham herskende Vaklen mellem gg og h; thi naar slahan har i præt, slôh, hahan der- imod háihah, og det förste svarer til det tydske schlagen, det andet til hangen, viser dette tydeligt, at hahan maa have været udtalt hangan, hvorved det kom i Classe med de övrige Verber paa 'a foran Position, hvilke samtlige danne Præteritum ved Reduplication. Ellers maatte det i præt. hede hôh; men det andet h i hahan gjör aabenbart Position. Hvorfor da ei skrive haggan? Ligesaa Comparativ juhiza af juggs; hvorfor ei juggiza?
3. I Annales Fuldenses ad ann. 853 nævnes desuden Holstein-boerne som Holsingi, hvilket kun er den overtydske Form for Holtingi (holt = höitydsk holz).
4. I Ottars Reiseberetning kaldes Jylland og Fyen tilsammen Gotland. Til Gautar" og Goter" maatte i Gotisk avare Gautós og Gulans; Gantland maatte hedde Gdutland, og Got- land Gutland. Udtalen af begge. Navne vilde ifülge det ovenfor udviklede blive næsten eens.
5. Paa samme Maade er Scandinavia heller ikke andet end den gotiske Form for Skáney, thi Skandin assimileres i vort Oldsprog efter samme Analogi til Skán, som standa i daglig Tale til „staa“ o: stå, og avia er avi eller áuja, Ö, oldn, ey. Formen Scandinavia hos de romerske Forfattere er altsaa ligeledes et ypperligt Beviis paa at Landet paa deres Tid var beboet af gotisktalende Folk. Den anonyme Longobarder skriver Scatenauge.
6. See Ptolemæos II cap. 11 (i Wilbergs og Grashofs Udg. cap. 10) i den latinske Oversættelse: Super cimbricam chersonesum aliæ tres insulæ, quæ Alociæ dicuntur; — orientem versus a chersoneso quattuor, quæ dicuntur Scandiæ, tres minores —, una vero maxima et maxime orientem versus ad ostia Vistulæ fluvii. Derfor afbildes og paa de efter Ptolemæos’ Angivelse forfattede Karter den jydske Halvö som strygende næsten i Vest og Öst. Man maa ei glemme, at Ptolemæos var de fölgende Aarhundreders, ja næsten hele Middelalderens, geographiske Orakel, saaat Jornandes neppe har vidst andet, end at de danske Öer laae lige i Weichsel-mundingen. I de alokiske Öer, hvorved vi ei kunne undlade at tænke paa den i det ældgamle angliske Slægtsregister i Chron. Sax. (Ingrams Udg. p. 23) forekommende Aloc, gjenkjende vi Fyen med omliggende Öer, i de skandiske Öerne östenfor Beltet.
7. Den nye Udg. af Ann. Sax. i Pertz’s Monumenta har her „Judland“, men neppe rigtigt, da der isaafald burde staa Jutland”.
8. I, „Travellers song“ forekommer en mærkelig Opregnelse af Folkeslag omkring Östersöen, hvorved ogsaa Gefþas (Gepiderne) komme i Vendernes Naboskab, og derved sættes paa samme Plads, hvor Ottar sætter Vitland:

   Ic väs mid Húnum
   and mid Hrèð-gotum,
   mid Svèom and mid Geátum,
   and mid Súð Denum;
   mid Venlum ic väs and mid Värnum
   and mid Vícingum;
   mid Gefþum ic väs and mid Vinedum. o. s. v.
   (Kemble p. 231, Thorpe p. 322).

   d. e. jeg var hos Huner, Reiðgoter, Svear, Gauter, Syd-Daner (ɔ: egentlige Daner), Venler (enten Viniler eller Vandaler), Varner (i de nedre Elb-Egne), Vikinger (?), Gepider, og Vender o. s. v.

   Man kunde fristes til at troe, at Sagnet om Dan og Danp, hvilket Chr. Er. regis sætter i Forbindelse med Withesleth, hentyder paa den förste Occupationstid af Danerne, som dengang endnu ikke havde givet Landet deres Navn.