Om Islands statsretlige Forhold/1

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandling Kjöbenhavn


Om Islands statsretlige forhold.djvu Om Islands statsretlige forhold.djvu/3 15-27

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.


I. Tidsrummet under de norske Konger 1262—1380.

I den oftnævnte Forenings-Akt staaer, som ovenfor bemærket, at Kongen skal garantere Islænderne islandske Love. Man har derfor villet ansee det for et Brud paa Overeenskomsten, at Kongen lod forelægge en ny Lovbog, den saakaldte Járnsíða, der vistnok for en stor Deel er bygget paa norske Love, dog ikke, som den ærede Forf. vil, alene paa den ældre Frostethingslov, men meget mere paa den gamle Gulethingslov, der jo netop gjaldt som Lov i de Egne (det vestlige Norge) hvorfra Island især var bebygget, og efter Sagaerne skal have været Hovedkilden for den saakaldte Ulfljotslov, som var Islændernes Landslov fra 930 til 1118; men en ligesaa stor Deel af denne Lovbog er enten original, og derfra senere gaaet over i baade norske og islandske Love, eller og ligefrem taget af Graagaasen[1]. Det forekommer mig, at man ingenlunde kan ansee denne Forelæggelse for Brud paa Overeenskomsten fra den norske Konges Side, og det er vistnok ikke heller betragtet saaledes af de Samtidige. Det kunde aldrig være Islændernes Mening, at forpligte sig selv saavel som Kongen til at beholde de samme Love uforandrede til evig Tid. Hvad der var vedtaget som Lov for Island af Kongen og Althinget i Forening, det maatte betragtes som islandsk Lov, og er ogsaa i den Tid blevet saaledes betragtet, men derimod kunde hverken Kongen uden Althingets, eller Althinget uden Kongens Samtykke give almindelige egentlige Love for Landet, der for Alle og Enhver skulde have forbindende Kraft. Denne Anskuelses Rigtighed stadfæstes af Lovenes og Retterbödernes Historie. Hvis vi med nogle Forfattere antage, at Jarnsíða er sendt til Island 1265, saa er det af den selv klart, at den maa være falden igjennem dengang, da den, i dens nuværende Skikkelse, indeholder Afsnit som ere skrevne 1268 eller senere; den maatte altsaa have Althingets Samtykke for end den kunde blive gjeldende. 1271 berettes udtrykkelig, at Forslaget til en ny Lovbog er blevet fremlagt pas Althinget; dette Lovbogs-Forslag kan ikke have været noget andet end (den omarbeidede) Járnsíða, og det lykkedes da ogsaa at faae endeel af den vedtaget. Men ikke en Töddel mere, end hvad der saaledes var vedtaget paa Althinget, kunde blive anseet som gjeldende Lov, og Sagaerne berette om de store Anstrængelser, som Kongen anvendte paa at fase navnlig Biskoppen i Skalholt til at anbefale Lovudkastet. Det næste Aar, 1272, lykkedes det först at faae Resten af Loven vedtaget, efter at den endnu var undergaaet en Modification. Det samme gjelder om Jonsbogens Vedtagelse nogle Aar efter: ikke et Bogstav af den er blevet, eller kunde blive til Lov uden det, som blev vedtaget af Althinget, og det uagtet denne Lovbogs Fortale beretter, at Kongen har modtaget etslags Fuldmagt af Althinget til at forfatte Loven efter eget Skjön og de bedste Mænds Rand. Den islandske Laugmand Jon Einarsson, af hvem Lovbogen har faaet Navn, har sandsynligviis været Hovedforfatteren, og uagtet denne Lovbog vistnok har Lighed med de samtidige norske Love, der igjen stöttedes paa ældre tildeels fælles Love og Vedtægter, har den dog tillige optaget endeel af Graagaasen og af Járnsíða's originale Capitler.

Det synes som den ærede Forf. har villet anföre Biskop Arnes Kirkeret som et Exempel paa den norske Indflydelse i denne Tid i Island, fordi "den i Meget stemmer med Erkebiskop Jons norske Kirkeret"; men Exemplet er uheldig valgt, thi Arnes Kirkeret er fem Aar ældre end Erkebispens, og kan derfor ikke let være udskreven deraf. Enten maa man altsaa opsöge en fælles Kilde i den kanoniske Ret, eller man nödes til at antage den dristige Slutning, at den norske Erkebiskop har udskrevet den islandske Biskops Bog; men desuden findes ikke faa Afvigelser mellem disse to Love, f. Ex. i Henseende til Tiendeloven, Festdagenes Orden o. s. v.[2]

Den ærede Forf. har fremhævet to Punkter med Hensyn til Kongens Stilling og retlige Forhold til Islænderne, hvoraf skulde bevises, at Island allerede ved Jonsbogen var traadt i et underordnet Forhold til Norge. Det förste er grundet paa Christendomsbalk Cap. III, hvori bestemmes, at Een skal være Konge over alt Norges Rige indenlands og over Skattelandene, samt den derpaa fölgende Arvelov for Riget, Forskrifterne om Kongevalg m. v. — Men det hele herfra hentede Beviis paa Islands Afhængighed falder omkuld, naar man tager Stedet i Betragtning, thi det viser sig da, at det hele Stykke, som i Udgaverne af Jónsbók anfóres som Christendomsbalk Cap. III, og "Konúngserfðir", som samme Balks Cap. IV—XI, maa være senere indskudt og skrevet ligefrem ud af de norske Love. Dette er allerede af selve Indholdet temmelig sandsynligt, men det synes at blive utvivlsomt, naar man sammenligner Kongens Brev, som staaer foran Lovbogen, med denne selv. Efter Brevet kan nemlig Christendomsbalken kun indeholde hvad der svarer til de förste to Kapitler, men et Afsnit om Kongens Arveret, Kongevalg og de forskjellige Embedsmænds og Stænders Eed opregnes slet ikke som hörende til Bogen, og dette er netop hvad der nu gaaer under Navnet Christendomsbalk III. Cap. og "Konúngserfðir" med fortsat Capiteltal IV—XI. — Men selv om man i Island havde vedtaget den samme Arvelov som for Norge, behövede derved ikke noget at forandres i det gjensidige Forhold mellem Kongen og det islandske Folk, derved sikkredes kun Forbindelsen mellem de to Lande. At Island benævnes Skatland var forsaavidt rigtigt, som deraf betaltes Skat til Kongen, men i dette Ord ligger forövrigt intet fast politisk Begreb, hvilket tydeligst sees deraf, at alle de vestlige Lande, som stode i Forbindelse med Norge, kaldtes saaledes, uagtet deres i flere Henseender forskjellige statsretlige Forhold til Norge, omtrent som man nu tildags bruger Udtrykket "Biland" saavel om Island, som om Færöerne og Colonien Grönland.

Med Hensyn til Kongens Stilling til Loven, "som överste Dommer", da er det tydeligt, og bestyrkes ved alle bekjendte Lovgivnings-Akter fra denne Periode, at Udtrykket i Thingfarebalkens IX. Kap.: "Konúngr er yfir skipaðr lögin", ikke indeholder den absolutistiske Mening, at Kongen er "sat over Loven" i den Betydning, at Kongen skulde have Ret til at sætte sig ud over Loven, selv ikke i det sjældne Tilfælde, at Laugmanden skulde staae alene med sin Mening mod alle Laugrettesmændene. Betydningen er öiensynlig, at Kongen er Lovens överste Bevogter, der i fornödent Tilfælde har at paasee at Laugmanden retter sig efter Loven, og i tvivlsomme Tilfælde at træffe Lovens sande Aand og gjöre den gjeldende, dog med de viseste Mænds Raad og Samtykke. — Det virkelige Forhold stiller sig da saaledes, at Laugmanden, — der ikke, som Forfatteren siger, var udnævnt af Kongen, men valgt af Laugrettens Medlemmer og hele det paa Althinget forsamlede Folk, og stadfæstet af Kongen, — i Forening med Laugrettesmændene er överste Dommer i Landet, og tillige överste Lovfortolker. Kun naar disse vare uenige kunde der appelleres til Kongen, der forudsattes altid at have nogle islandske lovkyndige Mænd ved Haanden[3].

Af Udtrykket i Mannhelgi I. Kap.: "enhver vor Landsmand i Norges Konges Rige" o. s. v. vil den ærede Forf. have viist, at Island er betragtet som en Bestanddeel af det norske Kongerige, og Islænderne som andre norske Undersaatter. Dette er vistnok ogsaa Tilfældet paa dette Sted, hvor der er Tale om den almindelige Landefred, og hvor det ikke kunde gaae an, at opstille forskjellige Grader af Fredhellighed for den samme Konges Undersaatter. Her bruges altsaa "ríki", ligesom oftere, i Betydningen af "Stat" eller "Stater", som man til en vis Tid har benyttet. Iövrigt kan jeg ogsaa paavise nogle andre Steder, hvor Modsætningen er tydelig, saaledes forekommer Udtrykket: "Norges Konges Rige og hans Skatlande" (1302. Norg. gamle Love III, 52); Bergenserne maae seile "syd og nord i Vort Rige, og til Vore Skatlande" (1361, sst. 181). — For ogsaa at anföre Exempler paa, at Island ikke har henhört under de almindelige Anordninger for "Norges Konges Rige" skal jeg bemærke: 1, Retterb. 2. Mai 1313 (sst. S. 98—102), som erklæres at gjelde "um Noregs konúngs ríki", og befales indfört i Lovbogen; desuagtet har denne Rb. ikke været anseet som gjeldende i Island, da enkelte af dens Artikler ere optagne i Rb. for Island 14. Juni 1314 (hvilket ikke havde kunnet finde Sted, hvis den oprindelig havde som almindeligt Lovbud været gjeldende for dette Land); 2, Retterb. 18. Febr. 1348 om Meneed, Mord o. s. v. er ogsaa given "for det hele Land", og befalet indfört i Lovbogen; men den er ikke indfört i den islandske Lovbog, og maa derfor have været der anseet som ikke gjeldende; 3, Retterb. 23. Juni 1384, som jeg bemærker her, skjöndt den strængt taget falder under den fölgende Periode, befaler hver "Laugmand i vort Rige Norge" at indföre denne samme Rb. i Lovbogen og dömme derefter; men den findes ligesaalidt i den islandske Lovbog som den findes benyttet i islandsk Rettergang.

Vi komme nu til de vigtige Retterböder for Island af 1294, 1305 og 1314. Den ærede Forf. kan ikke finde deri noget Spor af at Kongen anerkjendte Nödvendigheden af Althingets Samtykke til en Lovs Gyldighed; dog indrömmer han selv, deels at disse Retterböder erklæres at være foranledigede ved Islændernes Önsker og Begjæringer, deels (S. 18 Anm. **) at Retterboden 1314, som har den Slutning: "Vi befale Eder at holde alle disse Artikler og at lade dem indskrive i Eders Bog", er vedtagen paa Althinget Aaret efter. Denne Vedtagelse vilde være aldeles uforklarlig, hvis ikke Althinget havde haft sin gyldige Stemme i Lovgivningssager, og det er derfor indlysende, at Althinget endnu 1314 har haft den samme Lovgivningsmagt, som det ovenfor er viist at det havde ved Járnsíða's og Jonsbogens Vedtagelse. Naar man antager det, forklares alting let, og de anförte tre Retterböder give træffende Exempler paa, hvorledes dengang Lovgivningsmyndigbeden for Island er udövet. Intimationen til Retterboden 1294 viser, at alle dens Punkter ere först fremsatte og vedtagne paa Althinget; derpaa er Laugmanden selv reist til Norge, for at foredrage Sagen for Kongen og erhverve hans Samtykke, og Kongen giver sit Samtykke til alle de andragne Punkter[4]. Her har altsaa Althinget Initiativet, men dets Andragender opfattes af Kongen som Begiæringer[5]. Ved Retterboden 1305 har det samme Forhold Sted. Ved Retterb. 1314 derimod er Forholdet omvendt. Her har Kongen Initiativet. Der udarbeides en Forordning, sandsynligviis af Islænderen Ketil Thorlaksson, der, som det hedder i Annalerne, bragte den til Island, og næste Sommer bliver den forelagt Althinget og antaget; derfor bliver Althingets Antagelse udtrykkelig bemærket i Annalerne, thi det var almindelig erkjendt, at uden den var Retterboden ikke nogen bindende Lov.

For at forstaae de allerede tidlig udstedte Forbud mod Fremmedes Handel paa Island, maa man sætte sig ind i de i disse gamle Tider gjeldende Principer for Handel og Handelslovgivning, der ere himmelvidt forskjellige fra dem, som nu antages for de rette. At udvikle dette vilde her være for vidtlöftigt, og jeg vil derfor kun indskrænke mig til de to Bemærkninger: deels at Handelslovgivningen ligesom Tolde og Sligt ansaaes i disse Tider at höre til de udelukkende kongelige Prærogativer, hvorom man senere kun forundte Borgere i de större Handelsstæder nogen Stemme; deels at man dengang ingenlunde sögte at opmuntre Tilförsel, men tvertimod lagde Vægt paa, at Tilförselen kun maatte være til Nödtörft, og kun af det Allernödvendigste. En större Tilförsel ansaaes for ligefrem skadelig, som Næring for Overdaad og slette Sæder. Denne Anskuelse er i Grunden ikke ubekjendt endnu, skjöndt den viger stærkt tilbage for den nyere Civilisations friere Blik i denne Retning. Jeg troer at have Ret, naar jeg paastaaer, at denne Anskuelse, tilligemed Bestræbelsen for at skaffe Landet et fast Minimum af Tilförsel, ligger til Grund saavel for den islandske Forenings-Akts Bestemmelse om Tilförselen af de sex Skibsladninger, som Kongen skulde garantere Landet, hvori, som för antydet, Kongen let kunde söge Anledning til at ansee alle, navnlig fremmede Handlende, som sine personlige Concurrenter —, som for den kongelige Anordning af 11. Juni 1302 (Norg. g. Love III, 134), der ogsaa er samtykt af Islænderen Haukr Erlendsson. Men hvad enten denne Mening er rigtig eller ikke, saa er det dog vist, at her kun er Tale om et Mellemværende med Kongen alene, som Islands men ikke som Norges Konge, og at dette Forhold saaledes endnu ikke kan siges at være gaaet udenfor en vis Kongen indrömmet Rettighed, uagtet Bestemmelsen i sig selv iövrigt maa ansees som uhensigtsmæssig og i Principet farlig. Imidlertid formindskedes Faren betydeligt ved den i denne Tid og længe efter bestaaende ældgamle Indretning i Island, nemlig at Goderne og senere Syssel- mændene som Herredsforstandere med tiltagne Mænd aarlig kom tilstede paa Handelsstederne, og under bestemte retlige Former satte Kjöbstævne (kaupstefna), og efter Underhandling med Kjöbmanden bestemte en fast Taxt (kaupsetning) saavel paa de udenlandske som indenlandske Varer, der gjaldt som Lov saalænge Handelstiden varede.

Men en virkelig Misligholdelse af Overeenskomsten ligger for Dagen i de to Aktstykker af 1302 og 1319, hvor der ankes over, at de stipulerede sex Skibsladninger aarlig ikke kom tilstede. Hvad for det förste Formen af disse to Aktstykker angaaer, da troer jeg dog ikke at de med Rette betegnes af Forf. som eensidige Erklæringer, thi i det förste hedder det udtrykkelig, at det er vedtaget "af Almuen paa Althinget med fuldgyldig Beslutning (með fullu þíngtaki) efter Overeenskomst med Kongens haandgangne Mænd". Der kan fornuftigviis ikke tvivles om, at disse Kongens Mænd have handlet ifölge kongelig Bemyndigelse. Dette Aktstykke synes derfor at kunne med Rette ansees for en Fornyelse af Overeenskomsten, og at være betragtet saaledes idetmindste for Hakon Magnussens Regjeringstid. Det er ogsaa, udentvivl i Erkjendelse af denne Egenskab, optaget i "Norges gamle Love" (III, 145; mere correkt i Lovs. f. Isl. I, 23). Det andet Aktstykke, fra 1319, i Anledning af Kong Magnus Eirikssons Thronbestigelse, er vistnok i sin Form kun en Udtalelse fra den ene Part (Islænderne), men da deri udtrykkelig erklæres, at Islænderne ikke ville aflægge Hyldingseed förend de erholde det norske Rigsraads skriftlige Tilsikkring om Opfyldelsen af deres Forlangende, og de Aaret efter aflægge Hyldingseed, kan der ikke tvivles om, at den forlangte Tilsikkring maa være givet, skjöndt dette Document nu ikke vides at existere. Under denne som det synes aldeles sikkre Forudsætning vil ogsaa dette Aktstykke være at ansee som en Fornyelse af Overeenskomsten. — Med Hensyn til Aktstykkernes Indhold, da fremhæves, som Forf. bemærker, to Punkter: 1) at kun Islændere skulle kunne udnævnes til Laugmænd og Sysselmænd. I Forbindelse med, at 1301 anföres i Annalerne to norske Laugmænd som ankomne til Island, drager Forf. heraf den Slutning, at Kongen enten ikke har erkjendt nogen Forpligtelse i denne Henseende, eller ikke anseet sig længere bunden ved samme. Jeg troer, at den virkelige Sammenhæng hermed er fölgende: det er forhen viist, at Laugmændene i Island bleve valgte af Althinget, og deres Valg stadfæstet af Kongen, muligen kan og i denne Periode Laugmanden undertiden först være bleven udnævnt af Kongen, og derpaa hans Udnævnelse stadfæstet af Althinget, altsaa den samme Fremgangsmaade brugt som i Lovgivningssager. Nu har Kongen villet forsöge, om ikke Althinget monne ville erkjende hans Valg af norske Mænd til Laugmænd[6], og saaledes ratihabere en Afvigelse fra den ældre Overeenskomst, men Aktstykket fra 1302 maa ansees som en Protest herimod, antagen af Kongens Mænd, hvis Virkning ogsaa öieblikkelig er indtraadt, da der strax samme Aar anföres islandske Laugmænd, som og hele Tiden derefter uden Afbrydelse fandt Sted, indtil i 18de Aarhundrede. — 2) det andet Punkt angaaer Stævninger ud af Landet. Med Hensyn til dette Punkt var det forhen bestemt, at slige Stævninger kun ifölge Domme fra Althinget kunde finde Sted. Det er temmelig indlysende, at her ikke er Tale om saadanne Stævninger eller Kaldelser, skjöndt disse ogsaa kaldes "stefnur" og "utanstefnur", som skete i Kongens Ærende eller i offentlig Tjeneste, men om saadanne, hvor man paa en Maade blev dragen fra sit Værnething. Kong Hakon Hakonsson havde den Politik, at blande sig saa meget muligt i islandske Hövdingers Stridigheder, for at söge at blive Voldgiftsmand imellem dem. Naar dette lykkedes, stævnede han Parterne for sig, og naar de Stævnte indfandt sig (som de i Reglen gjorde, da de i modsat Fald kunde gjöre Regning paa Kongens fulde Vrede og Hævn), afgjorde han Sagen efter sin politiske Interesse. Det var naturligt, at man i Island vilde forebygge, at Sager, der henhörte under Landets ordentlige Domstole, saaledes bleve dragne til et fremmed Forum og der afgjorte arbitrairt. Deraf Clausulen i Forenings-Akten. Men senere har man fundet i Island selv, at Dommerne der i Landet kunde finde Anledning til ved enkelte Leiligheder under en Sags Behandling at skyde Sagen fra sig, eller erklære sig incompetente, og man troede da at en ny Clausul i den Anledning var nödvendig. En saadan findes derfor förste Gang i den endnu utrykte "Árnesínga skrá", et Document fra Aarene imellem 1302 og 1319, men som sandsynligviis maa henföres til Aaret 1306, og sættes i Forbindelse med den Islænderne saa forhadte Krók-Álfs Sendelse (jevnf. íslenzkir Annálar p. 188). I dette Document, som kaldes "Forening imellem alle de bedste Mænd og Almuen i Island, forfattet i Skalholt in translatione sancti Thorlaci" (20. Juli), indeholder blandt Andet: "Saaledes ville vi og have alle Laugmænd og Sysselmænd islandske, og ingen Stævninger ud af Landet i de Sager, som Laugmænd og Sysselmænd kunne afgjöre"[7]. Herfra er da denne Clausul kjendelig kommen ind i Retterboden 1314, og kan saaledes ikke ansees for en Krænkelse af Overeenskomsten fra norsk Side, men som en ved frivilligt Samtykke fra begge Sider foretagen Forandring i Loven. At der i Retterboden ved Udtrykket "til Noregs" forstaaes: til Kongens personlige Afgjörelse, overeensstemmende med Loven (Thingfarebalk Cap. IV og Cap. IX) er en Selvfölge.

Ved Kong Magnus Eirikssons Hylding 1320 var saaledes Islands Stilling til Norge ligesaa fri og selvstændig, som för. I de förste 20 Aar af hans Regjeringstid var Ketil Thorlaksson Statholder (hirðstjóri) over Island, og i hans Tid gik Sagerne deres jævne Gang. Slutningen af Kong Magnus Regjeringstid og det fölgende Tidsrum til Aarhundredets Ende var derimod et af de mest urolige Tidsrum i Landets Historie. Man har anfört Sturlungernes Tidsalder som Anarchiets værste Tid, men saavidt man kan skjönne af Annalernes sparsomme Beretninger var denne Tid endnu mere demoraliseret. Efter Rov og Mord flygtede den ene Hövding efter den anden til Kongen, og det feilede næsten ikke at han næste Aar kom tilbage igjen som Lehnsmand over en större eller mindre Deel af Landet, for at begynde forfra paa samme Maade, indtil han ved en naturlig eller voldsom Död blev bortrykket fra sine sörgelige Bedrifter. Men alle disse Mænd havde saa travlt med deres egne Sager, og Kongerne vare saa meget beskjæftigede andetsteds, at der ikke skete nogen Forandring i Landets almindelige politiske Stilling. Man hyldede derfor de fölgende Konger, uden at derom synes at være opstaaet nogen Uenighed. Men man maa derfor ingenlunde ansee disse Hyldinger for saa betydningslöse som Forf. synes at ville ansee dem for. Thi da, som han indrömmer, Forbeholdet fra de forrige Overeenskomster stod fast, og Alt taler for, at det stedse har været i Islændernes friske Erindring, saa faaer enhver Hylding unægtelig Præg af et frit Valg. En anden Sag er det, at Islænderne aldrig have viist nogen Tilböielighed (og derfor heller ikke benyttet Forbeholdet) til at vinde en större udadgaaende politisk Ret, f. Ex. en Stemme i Afgjörelsen af de andre Statsdeles Anliggender, men stedse kun have holdt paa Autonomie i deres egne Anliggender, og stadig modsat sig alle Indgreb deri. Det Argument for det Modsatte, som Forf. vil udlede af den i Jonsb. Christendomsb. Cap. IX indeholdte Udtydning af Hyldingsbegrebet, kan saa meget mindre her komme i Betragtning, som det forhen er viist, at dette Sted kun passer paa Norge, og ikke kan höre til Jonsbogens oprindelige Text, hvorfor det altsaa ingen Anvendelse kan have paa Island.

  1. nöiagtig taget er Kristendomsbalken original; Mannhelgi deels original, deels efter Frostethingsloven og Gulethingsloven; Arvebalken maa betragtes som original; Landebalken (Landboretten) mest efter Graagaasen; Kjöbebalken mest efter den gamle Gulethingslov; Tyvebalken efter den gamle Gulethingslov, med Ændringer tildeels efter Frostethingsloven. Kongebalken og Farmandsloven findes ikke i denne Lov, og Ledingsbalk er ikke i nogen islandsk Lov.
  2. Finn. Joh. Hist. Eccl. Isl. I, 548-549.
  3. De islandske Annaler berette aarlig i denne Tid om islandske Laugmænds, Hirdmænds o. Fl. Reiser imellem Island og Norge. Islænderen Haukr Erlendsson var i lang Tid Medlem af Kongens Raad.
  4. Thorlak Laugmand kom til Os og foredrog for Os eders Begjæring om adskillige Punkter.... derfor gjøre Vi eder vitterligt, at Vi give Vort Samtykke til alle disse eders Begjæringer o. s. v. Lovs. for Isl. I, 17.
  5. Det maa imidlertid bemærkes, at Ordet "beiðsla", som jeg her har oversat ved Begjæring, ogsaa bruges naar det berettes at Kongen eller de höiere Embedsmænd have forlangt en ny Skat eller Ydelse af Almuen i Island igjennem Althinget eller paa anden Maade.
  6. Der berettes i flere Exemplarer af de islandske Annaler, at (een eller) to Nordmænd ere som Laugmænd ankomne til Island i Aaret 1279; men dette er aabenbart en Misforstaaelse, thi ikke alene vare dengang to islandske Laugmænd i Embede, men nogle af de ældste Annaler udelade selv dette Tillæg: at de nævnte norske Mænd vare Laugmænd. Disse to Exempler ere de eneste, saavidt vides, der anføres paa at norske Laugmænd ere ansatte i Island. Har Ansættelsen virkelig fundet Sted fra Kongens Side, er den altsaa strax tilbagekaldt, og har kun varet nominelt eet Aar.
  7. Svâ viljum vèr ok hafa alla íslenzka lögmenn ok sýslumenn, ok engar utanstefnur um þau mál, sem lögmenn ok sýslumenn fá yfir tekit.