Om Jenses Lidenhed
Om Jenses Lidenhed.
Der var en Tid, da Jens var meget større
Veemodig han: „da jeg var lille“ sang;
Men siden, da hans Øine bleve tørre,
Hiint Qvad han taler om saa mangen Gang.
Han spøgte i de hulde Musers Arme,
Og muntrede saa tidt sin Næstes Hu.
Da kjendte han til Avinds lede Harme
Saa lidt, som Græsk han kjender til endnu.
Ak, siden er han bleven meget mindre;
Men dog tillige meget mere slem.
Han saae vor Adams Digterstjerner tindre,
Og ønskte Vinger for at fange dem.
Han saae sin Digtersol i Pølen glide,
Og tænkte: Jeg maa ned i Pølen der,
Om end Alverden rigtig faaer at vide,
Hvor kjøn en Karl tilsidst jeg bleven er.
Han hørte Adam høit om Nord at tale;
Ja Hellas Chor fra samme Læber lød;
Han saae ham Østens Palmer huldt at male
Da broget Glands fra Tryllelampen brød:
Da gik han svart i Rette med Gud Fader,
Som ikke skabte ham til saadan Sol.
Han tænkte: hvad er mine Perlerader
Mod saadan dristig Flugt fra Pol til Pol?
Da glemte reent den gamle Spotters Læbe
Hiin Bøn, hans fromme Moder lærte ham.
Den Ørn, han saae høit over sig at stræbe,
Den vilde han ved Skraalen gjøre tam.
Nu skjeldte han hver Søster og hver Broder
Som lasted høit hans flaue Gjækkeri,
Og roste hver en literairisk Stodder,
Der gik ham krum og bukkende forbi.
Saa svandt, saa svandt hans blide Digterdage;
Hans Spøg, hans Gratie med dem svandt hen
En lille Smule Vid han har tilbage;
Gud, lad ham dog ei gandske tabe den!