Om Skrivefrieheds-Anordningerne i Danmark og deres rette Forstand

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






[1]

Om
Skrivefrieheds-Anordningerne
i Danmark
og
deres rette Forstand.



I Anledning
af
fuldstændig Deduction
i den
Coopmanske Stridighed.



Ved
Rasmus Nyerup.





Tu rends ses droits a l'homme, & tu permets qu'on pense,
Sermons, romans, physiqve, ode, histoire, opera,
Chacun peut tout écrire: & sifle qui voudra.

Voltaire Epitre au Roi de Danemarc sur la liberté de la presse.



Kiøbenhavn, 1791.
Trykt hos Johan Frederik Schultz,
Hof- og Universitetsbogtrykker.

[3]

Om Trykkefriheden i Almindelighed og dens ubetvivlelige store Nytte for Land og Folk, er der, ogsaa paa vort Tungemaal, skrevet saa meget, og saa meget ypperligt, og nu sidst af Hr. Birckner i Minerva saa saare fortreffeligt, at der derom næsten intet mere Nyt kan siges. Sagen er betragtet fra alle Synspunkter, og derved sat i det klarest Lys, - og Danmark prises ogsaa i fremmede Skrifter, som det Land, der nyder dette uskatterlige Gode i sin videste Omfang.

Men de kongelige Rescripter af 1770, 1771 og 1790, hvorpaa dette vort Held beroer, og som betrygge enhver Forfatter, der paa en passende Maade giør Brug af den forundte Frihed, er ikke skrevet nær saa meget. Nogle af de fornemste Commentatorer over disse Love ere Hr. Ussing, Hr. Professor Eggers, og Hr. Secretair Gudenrath. Efter dem er nu opstaaet en ny Fortolker, en Anonymus, i den saakaldte fuldstændige Deduction over den ved Anmeldelsen om Professor Coopmans's Ansættelse foranledigede Strid. Denne anonyme Lovforklarer giør sig al optænkelig Umage for at bortexegesere alle Friheds-Ideerne, som saa tydelig ligge i bemeldte Rescripter, til hvilken Ende han fordreier og vender op og ned paa alting, giør Udtog, hvori det Væsentlige er udeladt, og gebærder sig heel underligen, for at faae det ham saa kiære Resultat ud: at vi ingen Skrivefrihed har.

At vi i Praxis nok har Skrivefrihed, fortrøster han sig dog vel neppe til at nægte; derom vilde desuden

[4]

Nysa, og det bastholmske ny Testamente, og Olavides, ja selv visse Recensioner i Kritik og Antikritik, være alt for stærke Argumenta ad hominem. Hans Meening er kun, at saadan Frihed er precair, og os ikke i Theorien eller legaliter forundt, at mangen Forfatter gierne efter Lovene kunde kræves til Regnskab for sine Skrifter, hvis ikke Regieringen ifølge sin Mildhed havde seet igiennem Fingre dermed, og at, for at nævne et af hans Exempler, intet Skrift maa trykkes, som strider mod den augsburgiske Confession.

Deductionsmandens Paastand er, efter hans egne Ords Lydelse, denne: “Vor Trykkefriehed bestaaer ene og allene deri, at Skribenterne ere fritagne for Censur” (S. 43.) “Den uindskrænkede Frihed, som Kongen ved Rescriptet af 14 September 1770 gav Bogtrykkerierne, betyder hverken meer eller mindre end Frihed for Censur” (S. 40) men at dette Foregivende er urigtigt og grundfalskt, er ikke vanskeligt at godtgiøre, naar man efterlæser Rescripterne uden Fordomme, og uden først at lægge den Meening ind i dem, som man siden vil have ud deraf igien, saaledes som man beskylder Theologerne for, at de stundom handle med Bibelen.

Det er en reen Ubegribelighed, hvorledes en fornuftig Mand, som denne Anonymus, der forresten ikke skriver saa ilde, kan sige, at den uindskrænkede Skrivefrihed, som Rescriptet af 14 Sept. 1770 tillader, ja indbyder til, eene og allene skulde bestaae i Fritagelse for Censur. Intet Menneske har tilforn taget Rescriptet i den Forstand, og snart fristes man til at troe, at det kun er Forfatterens Spørg. Dog, han deducerer sin Fortolkning! - “Ved Rescriptet af 14 Sept. 1770,” siger han S. 40, “gav Kongen en uindskrænket Frihed for Bogtrykkerierne; men hvad denne Frihed efter Lovgiverens Villie og Hensigt indbefatte, er klart nok af den tilføiede Forklaring i samme Rescript, da det

[5]

hedder: saaledes at ingen efterdags skal være pligtig eller forbunden til at lade sine Bøger og Skrifter underkaste den hidindtil anordnede Censur.” Men Hr. Autor! disse anførte Ord af Rescriptet kan man jo dog tydelig see, ikke, efter Rescriptets Esprit, skal være en Forklaring over, hvori den skiænkede Frihed bestod; de ere en simpel Følge: der er uindskrænket Skrivefrihed, og følgelig, altsaa, derfor, saaledes (eller hvad Forbindelsesord De vil!) ingen Censur. At Lovgiveren i dette Rescript ved sit Udtryk: uindskrænkede Pressefrihed, forstod noget mere end blot Censurens Ophævelse, og hvad egentlig hans Villie og Hensigt var, det tilkiendegives ved disse Talemaader i Begyndelsen af Rescriptet: “Redeligsindede og nidkiære Patrioter skulle ikke formedelst Persons Anseelse, Befalinger, eller forudfattede Meeninger, skrækkes fra eller forhindres at skrive frit, samt at angribe misbrug.”

Hvad Deductionesn Forfatter siger om det andet Rescript, af 7 October 1771, kan man ikke have saa meget imod at erindre. S. 40 hedder det: “Dette Rescript kan paa ingen Maade ansees som Indskrænkning af det foregaaende, men er ene og allene en yderligere Forklaring over samme.” Det er for saavidt rigtigt nok, da dette Rescript slet ikke ophæver den engang skiænkede Frihed, men allene forbyder denne Friheds Misbrug, forbyder Injurier, Pasqviller, og oprørske Skrifter, som stridende mod al Orden og god Politie, eller, for at bruge Lovgiverens egne Udtryk: “Den bevilgede Trykkefrihed maa ikke misbruges til dermed at overtræde andre borgerlige Love, hvorfor og alle Injurier, Pasqviller og oprørske Skrifter fremdeles skulde være underkastede den derfor satte Straf.” Skandskrifter altsaa, og Skrifter, der kunne volde Mytterie og Stempling, de forbydes, som da vel ingen vil kalde Skrivefrihedens Indskrænkning; men den Tilladelse staaer ved Magt, som enhver redeligsindet Patriot erholdte ved

[6]

Rescriptet af 1770, at han nemlig ubehindret og uden Persons Anseelse maa skrive efter sin bedste Overbeviisning, angribe Misbrug, lægge Fordomme for Dagen,og ikke lade sig skrække af Persons Anseelse, Befalinger, eller forudfattede Meninger; - og at Skribenterne ganske tilstrækkelig har giort Brug af den forundte Tilladelse, det vise de mangfoldige Skrifter, som udkom imod den anordnede Liturgie, imod den af Kongen oprettede Speciesbanke i Altona, imod Universitetet og andre Stiftelser, imod Tallotteriet, imod Politieanstalterne o. s. v. Angreb, som Regieringen taug stille til, da de grundede sig paa den af Regieringen tilstaaede Pressefrihed.

Nu kommer Autor til det herlige Rescript af 3 December 1790, der ophævede den bekiendte Anordning af 20 October 1773, hvorved virkelig var skeet et Skaar i vor Pressefrihed, og igien giorde det ovennævnte Rescript af 1770 fuldkommen gieldende. For at faa dette seneste Rescript nogenledes til at passe til sin Hypothese, leverer han meget behændigt sligt et Udtog deraf, der let kan tiene til at forrykke den Synspunkt for Læseren, hvorfra det egentlig bør betragtes. Naar man læser det heelt igiennem og ikke stykkeviis, som det staaer i Deductionen, er det ganske klart, at det især gaaer ud paa anonymiske Skrifter. “Vi seer,” hedder det, “med Mishag, at nogle ildesindede Personer misbruge Friheden til at haane de offentlige Foranstaltninger og angribe agtbare Medborgeres Ære, uden at de tør være deres Navne bekiendte – Retfærdigheden opfordrer Os til at sætte Grændser for denne Frækhed – Bogtrykkerne skulle være pligtige at levere Politiemester et Exemplar af hvert trykt Skrift, som uden Forfatterens Navn bliver udgivet. - Naar private Mænd klage over at være fornærmede ved saadanne Skrifter, da anbefale Vi Dommerne at sikkre deres Medborgeres Rygter imod ubeføiede Angreb.”

[7]

Foruden disse Bestemmelser om anonymiske Skrifter, indeholder dette seeneste Rescript, som sagt, en Ophævelse af Anordningen af 20 October 1773, og en Fornyelse af Rescripterne af 1770 og 1771, hvorved vi altsaa fik ny kongelig Forsikring paa fremdeles Nydelse af det uskatterlige Klenodie, som det neppe findes lige til i noget Europas Land, og som det vilde være en stor Forbrydelse at misbruge, og en stor Utaknemmelighed at miskiende og forkleine.

Nu er det heel lysteligt at skue, hvorlunde min ubenævnte Autor deraisonnerer, og trækker urigtige Slutningsfølger udaf dette seeneste Rescript. Hans Hovedhypothes, som nu atter fremsættes s. 43. “Trykkefriheden bestaaer nu, som før, ene og allene deri, at Skribenterne ere fritagne fro Censur” er omtalt ovenfor, som noget han grunder paa sin vrange Fortolkning af det første Rescript af 1770. Men nu siger han videre S. 48. “Af Ordene i den kongelige Befaling af 3 Dec. 1790 følger fremdeles: At der intet maa trykkes, hvorved de Foranstaltninger, Kongen har giort, dadles.” Dette flyder, siger han, af Rescriptets Ord, og dog kan intet være mere grundfalsk; thi disse ere Ordene: “Vi see med Mishag, at nogle ildesindede Personer misbruger Skrivefriheden til at haane de offentlige Foranstaltninger og angribe agtbare Medborgeres Ære etc.2 Nu veed vel dog enhver, som forstaaer dansk, hvad Forskiæl der er paa at dadle og at haane. At haane, med Haan og Spot og scurrile Indfald angribe de offentlige Foranstaltninger, det forbyder Rescriptet, men aldrig forbyder det at dadle, med Beskedenhed, paa en anstændig Maade, at vise Mangler i Regieringens Foranstaltninger. Dette er ikke allene en uimodsigelig og klar Følge af de rene tydelige Ord i Rescriptet: “Vi have tilladt Trykkefrihed, paa det enhver god og oplyst Mand med Frimodighed og Redelighed offentlig kan fremsætte sin Mening om hvad han efter sin beste Indsigt troer at kunne bidrage til

[8]

at fremme det almindelige Bedste,”men det ligger desuden også i denne Lovgiverens Forsikring, at han vil haandthæve og beskytte den ved Rescriptet af 14 Sept. 1770 indførte Trykkefrihed, men i hvor stor og vid Omfang det Rescript tillader Trykkefrihed, have vi seet ovenfor.

Desuden fører Tingens Natur det ogsaa med sig, at det umuelig kan forbydes at bedømme, følgelig ogsaa at dadle, offentlige Foranstaltninger.

“Hvad vilde der vel (at jeg skal betiene mig af Zöllners Ord i hans Indlæg mod Statsministeren Wöllner) blive af Literaturen, af de praktiske Videnskaber, og selv af Staten, dersom det blev forbuden? Hvem kan vel paa nogen Maade fuldstændig og med Nytte foredrage en praktisk Videnskab uden tillige at bedømme Landets Love og offentlige Foranstaltninger? Udvikler en Forfatter Fordelen ved Indretninger, dem hans Fæderneland ikke har; saa dadles derved Regieringen, som ikke har foranstaltet slige nyttige Indretninger. Viser han Skaden, som flyder af visse Foranstaltninger, saa dadler han derved alle de Love, hvorpaa disse Anstalter beroe. Kort sagt: dersom Landets Love ikke torde dadles; saa vilde alle Forfattere blive indskrænkede til, enten at skrive om lutter Ting, der ikke angik Individuers og Staters Vee og Vel, eller at plage dem selv og deres Læsere med evige Lovtaler over alt det, som nu engang er.” .... Eller de kunne, som Autor til Rigsdalersedlens Hændelser har bemerket, skrive Psalmer, Prædikener, Bønnebøger, Communionbøger, og i Nødsfald – en fuldstændig Deduction for Hr. Professor Coopmans.


PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.