Om autoritet

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Skrevet af Friedrich Engels, januar/februar 1873. Trykt i Almanacco Repubblicano per l'anno 1874.

På dansk i Marx-Engels: Udvalgte Skrifter, bind I, s. 633-36.



Nogle socialister har i den sidste tid indledet et regelret korstog mod det, de kalder autoritetsprincippet. De behøver blot at sige, at den og den handling er autoritær, for at fordømme den. Med denne summariske fremgangsmåde drives der et sådant misbrug, at det er nødvendigt at se lidt nærmere på problemet. I den betydning af ordet, det drejer sig om her, betyder autoritet så meget som: en fremmed viljes overordning over vor; autoritet forudsætter på den anden side underordning. Da nu disse to ord har en dårlig klang, og det forhold, de udtrykker, er ubehageligt for den underordnede part, er spørgsmålet, om der ikke findes et middel til at klare sig på anden måde; om vi ikke – under de nuværende samfundsforhold - kan skabe en anden social tilstand, under hvilken denne autoritet ikke har noget formål og følgelig må forsvinde. Hvis vi undersøger de økonomiske – industrielle og landøkonomiske - forhold, som udgør det nuværende borgerlige samfunds grundlag, så konstaterer vi, at de har en tendens til mere og mere at erstatte den isolerede aktion med individernes kombinerede aktion. I stedet for de isolerede producenters små værksteder har vi fået den moderne industri med store fabriker og værksteder, i hvilke hundreder af arbejdere fører tilsyn med komplicerede dampdrevne maskiner; køretøjerne på de store landeveje er blevet afløst af jernbanetog, og de små robåde og sejlskibe af dampbåde. Lidt efter lidt lægger maskinerne og dampen endog landbruget ind under deres herredømme, idet de langsomt, men sikkert erstatter de små ejere med store kapitalister, der dyrker store arealer ved hjælp af lønarbejdere. Overalt afløses individernes uafhængige aktion af kombineret aktion, af komplicerede, indbyrdes afhængige processer. Men når man siger kombineret aktion, siger man organisation. Spørgsmålet er så, om organisation er mulig uden autoritet.

Lad os engang antage, at en social revolution afsætter de kapitalister, hvis autoritet nu om stunder bestemmer rigdommenes produktion og cirkulation. Lad os endvidere antage, for helt at stille os på autoritetsfjendernes standpunkt, at jorden og arbejdsredskaberne derefter ejes kollektivt af de arbejdere, der udnytter dem. Er autoriteten så forsvundet eller har den kun skiftet form? Lad os engang se.

Lad os tage et bomuldsspinderi som eksempel. Bomulden må gennemgå mindst seks på hinanden følgende operationer, før den er forvandlet til garn, operationer, som for største delen foregår i forskellige sale. For at holde maskinerne i gang har man desuden brug for ingeniører, der fører tilsyn med dampmaskinen, mekanikere, der udfører de løbende reparationer, og mange ufaglærte arbejdere, der skal transportere produkter fra den ene sal til den anden osv. Alle disse arbejdere, mænd, kvinder og børn, er tvunget til at påbegynde og afslutte deres arbejde på et tidspunkt, der fastsættes af dampens autoritet, som er ganske ligeglad med den individuelle autonomi. Arbejderne må altså først og fremmest blive enige om arbejdstiden; så såre den er fastlagt, må alle uden undtagelse rette sig efter den. Dernæst optræder der i hver sal og hvert øjeblik detailproblemer vedrørende produktionsmåden, materialernes fordeling osv., problemer, som må løses omgående, hvis ikke hele produktionen skal gå i stå i samme øjeblik, og hvad enten de nu løses ved, at en tillidsmand, der er sat i spidsen for hver arbejdsgren, træffer sin afgørelse, eller, hvor dette er muligt, ved en flertalsbeslutning, så må hver enkelts vilje alligevel altid underordne sig; det vil sige, at problemerne løses autoritært. En stor fabriks automatiske mekanisme er langt mere tyrannisk, end små kapitalister, der beskæftiger arbejderne, nogensinde har været. I hvert fald hvad arbejdstiden angår kan man skrive over indgangen til disse fabrikker: Lasciate ogni autonomia, voi che entrate! Når mennesket ved videnskabens og opfinderåndens hjælp har gjort sig til herre over naturkræfterne, så hævner de sig på ham, idet de, i samme grad som han udnytter dem, underkaster ham et sandt despoti, der er uafhængigt af enhver social organisation. At ville afskaffe autoriteten i storindustrien betyder at ville afskaffe selve industrien, at tilintetgøre dampspinderiet for at vende tilbage til spinderokken.

Lad os som et andet eksempel tage jernbanen. Også her er en mængde individers samvirke absolut nødvendigt: et samvirke, der må finde sted til ganske bestemte tider, hvis der ikke skal ske ulykker. Også her er den første betingelse for driften en dominerende vilje, der afgør ethvert underordnet problem, hvad enten denne vilje repræsenteres af en enkelt tillidsmand eller af en komité, hvis opgave det er at udføre interessenternes flertalsbeslutninger. I begge tilfælde har vi at gøre med en udpræget autoritet. Ja, hvad ville der ikke ske med det første afgående tog, hvis banefunktionærernes autoritet over d'herrer passagerer blev afskaffet!

Men nødvendigheden af en autoritet, og tilmed en bydende autoritet, ses tydeligst på et skib i rum sø. I farens stund er alles liv her afhængig af, at alle straks og ubetinget adlyder en enkelts vilje.

Hver gang jeg fremfører den slags argumenter over for de mest fanatiske autoritetsfjender, kan de ikke finde på andet at svare end: "Ja, det er sandt, men her er der ikke tale om en autoritet, som vi giver tillidsmændene, men om et hverv!" Disse herrer tror, at de har forandret sagen, når de forandrer dens navn. Sådan gør disse dybsindige tænkere grin med verden.

Vi har altså set, at på den ene side en vis autoritet, uanset hvordan den er overdraget, og på den anden side en vis underordning er noget, der påtvinges os uafhængigt af al social organisation, sammen med de materielle forhold, under hvilke vi producerer og lader produkterne cirkulere.

På den anden side har vi set, at de materielle produktions- og cirkulationsforhold uvægerligt udvides af storindustrien og storlandbruget og har en tendens til mere og mere at udvide denne autoritets område. Det er følgelig absurd at tale om autoritetsprincippet som et absolut dårligt og om autonomiprincippet som et absolut godt princip. Autoritet og autonomi er relative ting, og deres anvendelsesområde varierer med samfundsudviklingens forskellige faser. Hvis autonomitilhængerne nøjedes med at sige, at fremtidens samfundsorganisation ville indskrænke autoriteten til det område, hvor produktionsforholdene gør den uundgåelig, kunne man komme på talefod med dem, men de er blinde for alle de kendsgerninger, som gør autoriteten nødvendig, og kastet sig over ordet.

Hvorfor nøjes autoritetsfjenderne ikke med at ivre mod den politiske autoritet, mod staten! Alle socialister er enige om, at den politiske stat og dermed den politiske autoritet vil forsvinde i den næste sociale revolutions kølvand, og det betyder, at de offentlige funktioner vil miste deres politiske karakter og forvandles til simple administrative funktioner, der tager vare på de sande sociale interesser. Men autoritetsfjenderne kræver, at den autoritære politiske stat bliver afskaffet med eet slag, endnu før de sociale betingelser, der har fremkaldt dem er tilintetgjort. De kræver, at den sociale revolutions første handling skal være autoritetens afskaffelse. Har disse herrer aldrig set en revolution! En revolution er afgjort det mest autoritære, der findes; den er en handling, hvorved den ene del af befolkningen påtvinger den anden sin vilje ved hjælp af geværer, bajonetter og kanoner, altså de mest autoritære midler, man kan tænke sig; og hvis kampen ikke skal være forgæves, må det sejrende parti hævde sit herredømme ved hjælp af den skræk, som dets våben indgyder de reaktionære. Kunne Pariserkommunen have holdt sig ved magten bare een dag, hvis ikke den havde gjort brug af denne autoritet, det væbnede folks autoritet over for bourgeois'erne! Kan vi tværtimod ikke dadle, at den ikke i tilstrækkelig grad gjorde brug af den!

Altså, eet af to: enten ved autoritetsfjenderne ikke, hvad de siger, og i så fald spreder de forvirring; eller de ved det, og i så fald begår de forræderi mod proletariatets bevægelse. I begge tilfælde tjener de reaktionen. Federico Engels