Om banden og sværgen
OM BANDEN OG SVÆRGEN.
IAGTTAGELSER OM EDERNES SPROGLÆRE
AF
OTTO JESPERSEN.
Feilbergs ordbog er som bekendt en grumme fornöjelig bog, hvoraf man kan lære mange mærkelige ting på de mest forskellige områder. Også den der vil studere, hvordan folk bærer sig ad med at bande og sværge, eller hvad overtro der knytter sig til eder, vil kunne høste rig belæring af denne forunderlig mangfoldige bog; han behover blot at slå op under ordet „ed“ og gå alle de artikler igennem, hvortil der her mod slutningen henvises, og han vil da ha fået et interessant kursus i en side af vort folks sprogbehandling, som han intet andet sted vil kunne få således samlet og tilrettelagt. Og alle disse eder er nok et studium værd, selvom mange måske vil regne dette æmne med blandt de löjerlige snurrepiberier, som kun folk med altfor rigelig fritid kan tænkes at gi sig af med.
Den sprogforsker der vil vide noget om forholdet mellem bevidst og ubevidst omdannelse i sprogenes udvikling, vil finde meget materiale i ederne med de mange omdannelser af guds, satans og djævelens navne, der tilsyneladende trodser alle regler; den folklorist der ønsker at trænge ind i læren om navneovertro og navnetabu, kan ikke gå ederne forbi — men det er ikke disse sider jeg her vil fordybe mig i: meget dærom findes allerede i en gammel fortræffelig afhandling af Kristoffer Nyrop om „Navnets magt“; også i „Ordenes liv“ kommer han ind på sligt, og jeg vil ikke gå min gode ven i bedene. Jeg vil her væsentligt holde mig til den rent grammattiske side af sagen, hvor jeg har gjort nogle småiagttagelser, som visstnok ikke för er fremdragne og som måske i nogen grad kan interessere den forsker med det lune smil i det venlige öje, som dette bind skal hædre.
Eder aflægger mangfoldige vidnesbyrd om, hvor tankeløst folk bruger deres modersmål. De der bander hyppigt eller altid, gör sig vel næsten aldrig klart, hvad deres eder betyder; det eneste de ønsker, er ved anvendelsen af disse kraftord at göre deres tale mere eftertrykkelig — måske også at vække mere tillid tu sandheden og rigtigheden eller oprigtigheden af det de siger. Om dette sidste formål ret ofte opnåes, kan vel være tvivlsomt; men om tankeløsheden kan der ikke vare nogen tvivl. Vi kan dærfor ved eder komme helt ud i det meningsløse, hvorpå Wessels „Gid fanden tage fanden!“ (Levins udg. s. 154) kan være et typisk exempel. Eller „Naa gud lönne vor herre for det!“ (Hostrup, Genb. III. 6). Bekendt er den formentlige gendrivelse af fritænkeriet, der ligger i satningen: „Hvis der ingen gud var, ja så gud hjælpe os allesammen!“ hvor allerede ordstillingen viser at vi har med en fastgroet formel at göre, da vi ellers har verbet först efter så; „gud hjælpe os“ betyder ikke nogetsomhelst andet end „det ser (eller såe) galt ud“ og forestillingen om gud eller hjælp er helt afbleget. En variant af samme tankeløshed findes hos Goldschmidt (Hjemløs 2. 746): „De er maaskee en af disse blegnæser, der „troe“ ; men der er, gud straffe mig, ingen gud!“ Og en noget lignende „tanke“ har Henrik Pontoppidan afluret virkeligheden, når han (Landsbybilleder 145) lar en degnetale slutte således: „Dersom dette er død, da gud fri os fra liv! Men er det liv, da gud fri os fra død!“
Jeg har også engang truffet eden „Ved den lede gud“, der öjensynligt i sin meningsløshed er en sammenblanding af „den levende gud“ og „den lede satan“.
Ederne trodser tit al den grammattiske analyse, vi möjsommeligt fik indøvet i skolen, således „gu' min salighed er vi nervøse“ (Drachmann, Forskrevet 1. 162). Og jeg skal intet forsøg göre på at bestemme, hvad stilling i sætningen fanden har i „hvad fanden mener du?“, eller om nåde i „gud nåde dig“ er et substantiv (navneord) eller et ellers ukendt verbum[1]. Det må andre om at rede ud fra hinanden. Når man sir „Gud nåde dig!“ mener man jo forresten slet ikke noget ønske om guds nåde for vedkommende, selvom dette har været den oprindelige betydning; snarere vil man sige: „der er ingen nåde for dig“.
Man kan föje fanden, satan, djævelen, pokker til et spörgeord: hvem fanden skulde ha troet det? | hvad satan mener han? | hvor djævelen blir hun af? | hvordan pokker sidder du og fedter i det? Således også i almen-relativ tyd, hyppigt med et så efter: du kan spörge hvem fanden du vil | hvad satan han så gör, altid kommer han galt fra det | hvor pokker du så går hen, kommer du til ulejlighed | du må for mig bære dig ad, hvordan fanden du vil. Men denne sprogbrug er forskellige indskrænkninger underkastet, der strengt overholdes, selvom det kan vare vanskeligt at gi grunde for dem. At man ikke kan sige „Hvorledes satan skal jeg bære mig ad?“ eller „Hvilken pokker mener du?“ kunde synes let begrundeligt ved at ordene hvorledes og hvilken ikke bruges meget i den daglige talestil, hvor eder overhodet anvendes; men dette forklarer ikke de følgende ejendommeligheder. Man kan ikke sige „Hvad nytte satan er det til?“ eller „Hvad for et bord fanden skal jeg ta?“ — bandeordet kan altså ikke föjes til, undtagen når det kommer umiddelbart efter det egentlige spörgeord. Her må man sige „Hvad nytte er det til, for satan?“ og „Hvad for et bord skal jeg ta, for fanden?“ Men uagtet man kan sige „Hvorfor pokker kommer han ikke?“ kan man ikke föje et bandeord til de andre sammensæt med hvor-, altså ikke „Hvorom satan taler I?“ men „Hvorom taler I, for satan?“ (eller „Hvad satan taler I om?“) — ikke „Hvorpå djævelen tanker du?“ men „Hvorpå tænker du, for djævelen?" (eller „Hvad djævelen tænker du på?“) og ligeså med hvorfra, hvortil, hvorunder osv. Medens man vanskeligt kan spörge „Når satan kommer toget dog?“ er der ikke noget i vejen for med den ubestemte betydning at sige „Det er mig ligegyldigt, når satan det kommer“. Andre ejendommeligheder. Man skulde tro det var ligegyldigt, enten man sa „gud veed“ eller „det veed gud", men faktisk betyder det ene det stik modsatte af det andet; det förste bruges om det usikre (det gud alene veed, men vi andre ikke), det andet om det til overflod sikre: Regner det? Ja, gud veed | ja det veed gud det gör (sml. ja det ve(d) gud det gör)[2]. Med andre ord: „gud veed om ...“ men „det veed gud, at ...“ Og den samme forskel göres i forbindelse med guds viden mellem de to småverber må og skal, der dog skulde synes at betegne det samme: „Gud må vide, om han er dum“ (uvisshed) — „gud skal vide, han er dum“ (visshed). Ligeså: „Er han dum?“ „Ja det må vorherre vide (om han er)“. „Ja, det skal vorherre vide (han er)“.
Man skulde også tro, at gud, herregud og vorherre i allersnævreste forstand var enstydige, men det er de slet ikke i edernes underlige verden. Som udråb betegner herregud! medlidenhed (Herregud hvor man er et barn. Vedel, Stavnsbaand 33), gud! dærimod forbavselse, tit glad overraskelse: „Herregud hvor han dog er lille!“ | „Gud, hvor han er stor!“ — Medens vorherre ikke kan bruges på nogen af de anførte måder som udråb, kommer Jesus, især i formen jøsses, hyppigt til anvendelse i udråb, dog uden at betyde ganske det samme som noget af de to nævnte udråb; det kan betegne beundring, men angir dog vel hyppigst ubehag, ærgrelse, angst, som i „Herre Jøsses, sagde Sem tul sig selv, blot der nu ikke skeer en ulykke!“ (Goldschm. Hjeml. 2. 822). Sml. også jøsses kors!
Gud og vorherre er heller ikke det samme, når ordet efterfølges af bevare's (bevare os!) — Vorherre bevare's er omtrent det samme som „gud fri os“, „lad os endelig være fri (blive forskånet) for det“, sml. „Vorherre bevares! Guvernante, det er det værste jeg ved“ (E. Brandes, Overmagt 31). Gu(d) bevare's dærimod er omtrent = „for mig ingen allarm“, „jeg har intet imod det“: Må man ryge her? Ja, gu(d) bevare's. Omvendt: Må man ryge her? Næ vorherre bevare's[3]. Gud og vorherre forholder sig ligefrem her som positiv og negativ elektricitet.
I forbindelsen gu(d) bevares, og i andre lignende, er det ligegyldigt om man udtaler slutlyden i gud; men står ordet alene, forandrer det helt karakter, om man tar ð med eller ikke. Vi kan jævnlig høre en sådan samtale som: „Hun er meget syg.“ „Gud (udtalt gud), er hun syg?“ „Gu er hun syg." I förste tilfælde er gud et forbavselsesudråb, og ordstillingen er hun er spörgeordstillingen; i det andet er gu et biord, og ordstillingen er hun beroer på, at dette biord er sat forrest, ligesom i „Visst er hun syg“. Tonefaldet i de to sætninger er også helt forskelligt, stemmende med den almindelige forskel imellem forundrede spörsmål og bestemt bekræftende påstande.
Biordet gu må opfattes som en variant af sgu (sku, som det også sommetider skrives), men er forskelligt fra det ved ikke at kunne stilles noget andet sted end forrest i sætningen — en plads som sgu selv aldrig kan indtage. Se fx Bang, Ludvigsbakken 333 „frk. Brandt har s'gu altid kager i lommen ... Jo, gu' er der kager.“ Sgu er opstået af sågu i denne forbindelses hyppigste form, hvor den har tryk på sidste stavelse; i en anden form, der kun findes umiddelbart foran stærk stavelse, har det tryk på förste stavelse (rytmetryk, se Fonetik s. 573): ˌsɔgu ˈegə, ˌsɔgu ˈaldri osv.[4] Af sågu er sikkert gu opstået ved en i sprogenes historie ret hyppig teelse, som imidlertid aldrig er blevet systematisk undersøgt; jeg kan ikke finde noget heldigere navn end forantien eller prosiopese. Den talende vil begynde at sige noget, men selvom han får gjort de til begyndelseslydene nødvendige bevægelser oppe i munden, høres de ikke, fordi han först får stemmebåndene (og udåndingen) i gang lidt senere. Når sligt gentager sig oftere uden at forstyrre forståelsen, hvad det netop tit kan ved sådanne i og for sig intetsigende fyldeord som eder, kan i næste omgang den således afsnuppede form blive den egentlige i begyndelsen af et udsagn og altså bruges, uden at de til den oprindelige begyndelse hørende artikulationer frembringes. (Sml. må•r•n for godmorgen, tysk bitte for ich bitte, eng. would he did for God (eller I) would he did, osv.).
Fuldstændigt parallelt med sågu i dets to trykformer og de to kortere former sgu og gu har vi nu en anden ed, opstået af „så mænd veed“, nemlig inde i en sætning såmæn, almindelig med tryk på sidste sɔˈmœn’, men med tryk på förste foran stærk stavelse: „han er ˌsɔmən ˈikke færdig | han blir ˌsɔmən ˈaldrig færdig“, endvidere smœn’ eller smən, der dog langtfra er så hyppig som de andre former eller som det tilsvarende sgu, og endelig foran i sætningen mœn’. Alle disse føles ikke som så slemme bekræftelser som sågu osv., ja kan måske knap længer kaldes eder, sml. Chr. Winther, Digte gamle og nye, 7. udg. 162: „Han glemte rent den fæle banden, Jo mæn, dertil blev han for peen, Han turde neppe sige fanden“.
Jeg har endnu ett exempel på eder, som man skulde tro kunde bruges i flæng, men som faktisk anvendes forskelligt, nemlig pinedød og død og pine. Ved begge er der naturligvis fra först af tænkt på Jesu lidelse og død, og man hører da også tit Guds død og pine (i litteraturen fx Goldschmidt, Hjeml. 1. 168), men aldrig guds pinedød istedenfor pinedød. Dette sidste står sikkert for pine og død, som det også skrives af Goldschmidt, anf. v. 127; med hensyn til det lydlige sammenligne man — sans comparaison, som man sir, når eens sammenligninger vel synes een træffende, men man dog af een eller anden grund vil göre en undskyldning for dem — smörrebrød for smör og brød og øllebrød for øl og brød. Medens nu død og pine almindeligst er et udråb, der står foran sætningen, er pinedød et biord, som sættes inde i den: „Død og pine, nu regner det igen“. „Nu regner det pinedød igen“. Sml. også det anførte sted hos Goldschmidt: „han skal gjøre cour, han skal pine og død gjøre cour“, hvor man nu vilde sige „han skal pinedød göre kur“. Begge forbindelser er ved den hyppige brug som bekræftelser blevne i den grad profanerede, at ingen præst nutildags turde vove at tale om Kristi død og pine, således som man kunde i gamle dage, se Chr. Pedersen 4. 479 „den dyrebare siel, som vor herre haffuer told [tålt] død og pine faare“, sml. også Bredal, Börnesp. 5 „For sin søns skyld: pine oc død“.
Til edernes sproglære hører også, hvad jeg har gjort opmærksom på i min Fonetik s. 563 og 564, at ederne frembyder
ejendommelige trykforhold, nemlig enhedstryk i gud ˈhjælpe mig,
gud ˈveed, gud ˈgive, fanden 'ta mig osv., medens ellers subjektet
i tilsvarende sætninger har stærkt tryk, også i hvem ˈfanden, hvad
ˈpokker; endelig har vi også et interessant grammattisk forhold,
når et bandeord bruges som erstatning for en nægtelse som i
„han gör fanden (gör han)“ — men dette sidste må jeg opsætte at behandle til en anden större sammenhæng, da det her
vilde blive for vidtløftigt.
Ederne er og navnlig har været mangfoldige; en frodig sprogskabende evne har kastet sig over dem og frembragt maleriske udtryk i mange forskellige forhold. Könnenes forhold til bandeordene har været og er forskelligt; kvinderne har foretrukket de mere uskyldige ord, eller dem de troede var uskyldigere, som når man har glemt at skam er et gammelt navn for satan. En yndet ungpigeed i alt fald for et par år siden var „saft suse mig“. Jakob Knudsen skriver. i Sind s. 63: „Dæmen, en lille nordjydsk ed; bruges ogsaa af mennesker, der ellers ikke bander, f. ex. pæne, unge piger“. Ordet er sikkert lig dennemand (se Feilberg), der er en eufemisme for djævelen. Også individuelt er der stor forskel på menneskenes måde at bande på; medens nogle bruger mange forskellige eder, nöjes andre altid med den samme vending, som Johannes V. Jensen rigtigt har iagttaget, se Himmerlandshist. 1. 3: „Det kunde ogsaa høres paa hans eder, at han var et ungt blod, han bandte overdaadigt og rigt, var ikke som de andre falden tilbage paa en enkelt, stereotyp gudsbespottelse“.
Når nutildags folk bander mindre og mindre, går der unægtelig som på andre områder noget malerisk tabt som følge af den stigende kulturs udviskende og udlignende tendens, der sætter pæn ensformighed istedenfor meget vildt, utæmmet, løssluppent, ejendommeligt — men jeg skal ikke fortabe mig hverken i umoralske beklagelser herover eller i moralsk glæde over det som et etisk-religiøst fremskridt: jeg skriver ikke for at gribe ind i præsten H. F. Feilbergs gamle gerning, men for at hylde sprogmanden og almueforskeren Henning Frederik Feilberg.
- ↑ På tysk har jeg fundet skrivemåden med stort bogstav Gott Gnade dir! altså Gnade opfattet som substantiv, skönt ordbøgerne opfører gnaden som verbum.
- ↑ Et par forfattersteder: Gud wed, jeg war sorgefuld (Jammersm. 68) | Men jeg elsker Deres datter, himlen veed ... ja, ved gud, himlen veed det! (Golschm. Hjeml. 1. 143). I begge betegnes visshed (forsikring), men den ovenfor givne adskillelse har dog gyldighed for nutidens almindelige talesprog.
- ↑ En mig ubekendt variant finder jeg i Pontoppidan, Landsbybill. 186: „Og stort begyndte det da, med æden og drikken og majgrene og skyden og spekulationer, saa Vor-Herre maatte bevare sig.“ Omtrent = så vorherre måtte sig forbarme. I denne sidste sætning er den gamle ordstilling bevaret på trods af almindelig sprogbrug.
- ↑ På norsk, men ikke på dansk, har man en hyppig ed jagu (inde i en sætning), der nu ved efterligning af norske forfattere begynder at vise sig i danske bøger. Formen „Å, du havde jo gu taget hende alligevel“ (Niels Møller, Koglerier 95) kender jeg ikke fra dansk talesprog.