Om den bevæbnede Neutralitet

by Frederik Schiern

Om den bevæbnede Neutralitet

(1842.)

[192]

I sine Oplysninger om Slaget den 2den April 1801 yttrer Zahrtmann (1), at »det er desværre sandt, at Danmark for de sidstforløbne halvfjerdsindstyve Aar ikke besidder nogen Historie ; dette Savn kan ikke andet end medføre stor og almindelig Uvidenhed i saa Henseende, der atter har den sørgelige Følge, at enhver Skildring af en Deel af denne Epoke (o: Periode) bliver greben med Gridskhed og troes uden videre Kritik;« Der er Sandhed i disse Ord; om man endog ved Historie blot vil forstaae den endnu almindelige, annalistiske og pragmatiske Skildring af Begivenhederne, maa det dog indrømmes, at vor nyere Historie ogsaa i denne Henseende kun har nydt en meget maadelig Behandling. Med Hensyn til Perioden efter 1815 dele vi imidlertid for saa vidt kun Skjæbne med de øvrige europæiske Folk, og det er jo overhoved med nogen Grund betvivlet, at en tilfredsstillende Historie om en saa nær Tid kan skrives; derimod er det os vistnok tilregneligt, at den ovenanførte Anke ikkun altfor meget træffer

(1) Zahrtmann, Gjenlyd fra 1801. Nyt Archiv for Søvæsenet. Første Bind. Kbhvn. 1842. S. 168—198.

[193]

vor nyere Historie lige indtil Aaret 1815 og fra — jeg veed ikke hvilken Tid.

Endskiønt det iøvrigt vel tør paastaaes, at en fuldkomment tilfredsstillende og nøiagtig Fremstilling af vor nyere Historie i den Overgangsperiode, der begyndte omtrent samtidigen med Kong Frederik den Femtes Regjeringstiltrædelse, ikke vil kunne skrives, førend der er tilstedet Adgang til og gjort Brug af de vigtigste, endnu utrykte og ubenyttede Kilder, - lader det sig dog ikke negte, at et ikke blot den store Hob, men ogsaa videnskabelige Læsere tilfredsstillende Værk betydeligen vilde kunne forberedes ved en kritisk og fuldstændig Benyttelse af de allerede trykte Hjælpemidler. Og det var i denne Henseende vistnok at ønske, at vi efterhaanden maatte erholde Monographier om det saakaldte guldbergske Ministerium; om Revolutionen i Aaret 1784 og de derpaa følgende store Reformer; om den politiske Gjæringstid i Decenniet fra Aaret 1789 til Udgangen af Aaret 1799 og den paafølgende Reaktion; om Danmarks Forhold til de fremmede Magter under Revolutionskrigene og det franske Konsulat og derunder især om den bevæbnede Neutralitets Historie og Slaget paa Rheden; om den svage Fredstid indtil Englændernes Tog til Sjælland og den paafølgende Guerillakrig i vore Farvande; om den første Krig mod Sverrig; om Forholdet til Sverrig, Rusland og Frankrig under og efter Carl Augusts og senere Carl Johans Valg til svensk Thronfølger; endelig om den anden Krig mod Sverrig indtil Tvillingrigernes Adskillelse ved Freden i Kiel og indtil Kongressen i Wien. Saafremt saadadanne Monographier bleve forfattede ikke blotmedNøiagtighed, men ogsaa med den behørige Fuldstændighed, vilde allerede Meget være vundet; og naar Reklamationer alligevel reiste sig og paaviste Feil, vilde de kun komme Historien til Gode og ikke træde Forfatterne for nær, hvor Feilene ikke maatte være

[194]

af den Natur, at de kunde undgaaes ved Benyttelse af de allerede foreliggende Hjælpemidler.

Den bevæbnede Neutralitets Historie kunde ikke andet end særdeles indbyde til en saadan monographisk Behandling, ikke blot fordi den afgiver et sjeldent Exempel paa en herlig Rørelse af Folkelivet, og fordi Slaget paa Rheden, saaledes som Wegener allerede har antydet, betegner et vigtigt Moment i Nationens nyere Udvikling, men ogsaa fordi de trykte Hjælpemidler her ere af en saadan Beskaffenhed, at man ved en omhyggelig Benyttelse af dem neppe vilde være meget udsat for at feile. Der er nemlig ikke blot i Danmark blevet udgivet talrige Smaaskrifter om Slaget paa Rheden og de nærmeste i Forbindelse dermed staaende Begivenheder, men til disses Historie kunne vi ogsaa hente betydeligere Bidrag fra forskjellige fremmede Lande og især fra England, hvor t. Ex. Southey nyligen i sit fortræffelige Skrift Life of Nelson har givet en saa livlig og udførlig Skildring af den engelske Flaades Expedition i Aaret 1801.

Dansk Folkekalender for 1842 har meddeelt en Skildring af den bevæbnede Neutralitets Historie og af Slaget paa Rheden (1), men denne Skildring synes dog ikke aldeles at tilfredsstille de Fordringer, der ovenfor ere blevne fremsatte med Hensyn til en saadan Monographi. I det Mindste har Zahrtmann med Hensyn til Allens Fremstilling gjort ikke faa Udsættelser, der vel kunne have Interesse for en større Kreds. Naar det saaledes i Folkekalenderen hedder: at »langs den fjendtlige Linie løb en Deel Fregatter og Brigger, som anbragte deres Ild overalt, hvor der viste sig en Aabning, og beskjøde de

(1) Allen, Slaget paa Kjøbenhavns Rhed den 2den April 1801. Dansk Folkekalender for 1842. Kbhvn. S. 41—84.

[195]

Danske baade for og agter ind," anmærker Zahrtmann: »Vinden var S. S. O.; Fjendens Fregatter og Brigger kunde derfor ikkun een Gang, saaledes som Bardenfleth ogsaa fortæller, løbe langs Linien, sydfra nordefter, og skyde i Aabningerne, og denne Ild kunde umuligen komme agter og for ind paa de danske Skibe.« Naar det i Folkekalenderen siges: »Den danske Ild begyndte nu at sagtnes, og ophørte efterhaanden sønder-efter«, hvorpaa det anføres, at Prøvestenen og Vagrien havde fægtet noget længere end de nordligere Blokskibe, bemærker Zahrtmann: »Dette modsiges af Kommandeur Fischers officielle Rapport, der udtrykkeligen anfører, at den danske Ild successivt ophørte søhderfra og nordefter. Ligesaa bestemt anfører Southey, at den danske Linies Ild Kl. 2½ havde ophørt sønden for Nelsons Flagskib, men derimod ikke nordenfor, og han nævner udtrykkeligen, at Sjælland var det af de danske Skibe, som sidst strøg.« Naar Folkekalenderen lader Michael Bille være Lassens Næstkommanderende paa det mageløse »Prøvesteen«, indvender Zahrtmann herimod, at der gjøres Kapitainlieutenant Rasmus Rafn Uret, ved aldeles at tie om ham, skjønt dog denne Officeer, men ikke Bille, var Lassens Næstkommanderende, ligesom begge Officerers Opførsel ifølge Lassens Beretning var lige udmærket. I Folkekalenderen hedder det fremdeles: »Som Parlementair fra dansk Side med Fuldmagt til at slutte en foreløbig Vaabenstilstand sendtes nu Generaladjutant Lindholm, en Hofmand, der ingen Kundskab havde til, hvad Modstand der endnu kunde gjøres.- - Snildere end sine Fjender og ligesom for at vise dem, hvorledes de burde have baaret sig ad, indlod Nelson sig slet ikke med Lindholm, men viste ham ud til Parker.« Det er især den Maade, hvorpaa Lindholm her omtales, der har fremkaldt Zahrtmanns Anker. Maaskee lægger han for meget i hine

[196]

Ord i Folkekalenderen, og maaskee har han ei fuldkomme Ret, naar han negter, at det tilkommer en Parlementair som saadan at bedømme, hvad Modstand der endnu kan gjøres; han viser i alt Fald, at Sigtelsen mod Lindholm for Mangel paa Kundskab er ubeføiet, ligesom det af hans Kritik fremgaaer, at Lindholm oprindelig kun blev sendt til Nelson for at erkyndige sig om Meningen af dennes i Land sendte, men i en altfor ubestemt Tone affattede Skrivelse »til den danske Regjering«, at Nelson nu skrev et Brev til Kronprindsen, og derefter bad Lindholm at gaae ombord til Parker, men at Lindholm tog iland og bragte Brevet til Kronprindsen, som først nu befalede ham at gaae ombord til Parker og at indlede Underhandlingerne om Vaabenstilstanden. Medens Folkekalenderen dividerer Tallet af vore Skibes Kanoner med to, fordi de laae ubevægelige, paastaaer Zahrtmann, at her gjøres Fjenden Uret, for saa vidt man ikke tillige halverer Antallet af dennes Kanoner, skjønt de »lige saa lidet havde Lejlighed til at doublere, som vi.« Ligeledes bliver Folkekalenderens Plan over Slaget angrebet af Zahrtmann paa Grund af Unøiagtighed, der vilde have kunnet være undgaaet ved en Sammenligning med den i Aaret 1840 fra Søkaartarkivet udgivne Plan over Rheden. Endelig bemærker Zahrtmann, med Hensyn til de 12 Kanonbaade, der henregnes til den bevægelige Eskadre under Steen Billes Befaling, at disse ingen Besætning havde, men kun Chefer og Regnskabsførere, han retter Tallet ombord paa Dannebroge og Vagrien, saaledes som det er angivet i Folkekalenderen, og berigtiger Fortællingen med Hensyn til Alt, Linieskibet Sjælland angaaende, hvorhos han imidlertid indrømmer, at Kilderne tidligere ikke have tilladt at undgaae disse Feil.

[197]

Ihvorvel Slaget paa Rheden allerede nu saa mange Gange blevet skildret, mener jeg dog, at det endnu ikke vilde være "for sildigt", naar en kyndig Forfatter atter derover vilde give en baade livlig, nøiagtig og fuldstændig Skildring. I en saadan kunde da flere af de Træk, der meddeles hos Southey, vel fortjene at optages. Endskjønt nemlig Allen med Føie har optaget forskjellige af hiin Forfatter anførte Træk, t Ex. Fortællingen om Rious Død, har han dog forbigaaet flere andre, og der turde saaledes i en ny Skildring nødigen savnes nogle Ord om den Maade, hvorpaa Nelson tilbragte Natten før Slaget, om Kapitain Hardys dristige Rekognoscering i den samme Nat tæt forbi Prøvesteens Kanoner, om Nelsons Plan, ifølge hvilken Oberstlieutenant Stewart og Kapitain Freemantle med det 49de Regiment og flere Hundrede Matroser skulde storme Batteriet Trekroner o. s. v. Det fortjener vel ogsaa i en Skildring af hiin minderige Skjærtorsdag at anføres, at Gudstjenesten i Kjøbenhavn allerede var begyndt, da Kanontordenen lød, og Alle styrtede ud af Kirkerne, for, medens Røgen i tykke Masser drog over Staden, ad alle Veie at ile imod Stranden.

Da iøvrigt en tilfredsstillende Skildring af Slaget paa Rheden vistnok ikke vil kunne gives, uden at der, ligesom i Folkekalenderen, forudskikkes en Fremstilling af den bevæbnede Neutralitets Historie, skal jeg tilføie nogle Anmærkninger, der maaskee ved Affattelsen af en ny Skildring kunde komme i Betragtning, og hvorved jeg skal paavise nogle Feil og formeentlige Mangler i denne Deel af Afhandlingen.

Først og fremmest troer jeg da at kunne beklage, at der lige fra Begyndelsen gives en mod England altfor uretfærdig Bedømmelse af Striden overhoved, hvilket især i en Folkekalender synes betænkeligt. Her gaaes nemlig ud fra Troen

[198]

paa, at Sætningen »frit Skib, frit Gods« skulde kunne ladet sig hævde ved den almindelige Folkeret. Jeg skal nu ikke om de store Misbrug, der baade under den nordamerikanske Krig og Revolutionskrigen gjordes af det danske Flag; jeg vil ikke her urgere Englands Traktater med Sverrig og Danmark af Aarene 1661 og 1670, der staae i ligefrem Strid med den af de sidstnævnte Magter senere fulgte Politik; men om man endog vil vove sig ud paa den almindelige Folkerets Territorium, frygter jeg ikke for at modsiges af nogen Kyndig vej at paastaae, at ligesom hiin Sætning allerede længe praktisk blev opgiven, saaledes blev den ogsaa ved de nyere Bearbeidelser af Folkeretten theoretisk overvunden, i hvilken Henseende jei her kun skal henvise til den klare og slaaende Kritik i Mannings Commentaries on the law of nations (1).

Forsaavidt det i Folkekalenderen hedder: »Da var det, at Andreas Peter Bernstorff fuldførte sit store politiske Mesterstykke, den væbnede Neutralitets-Akt, som afsluttedes 1788 mellem Danmark, Sverrig og Rusland, og siden tiltraadtes af

(1)Manning, Commentaries on the law of nations. London. 1839. A. S. Ørsted, udtaler ligeledes, idet han i en Artikel, skreven i Aaret 1843, og genoptagen i 3die Bind af hans Skrift: „Af mit Livs og min Tids Historie," paa en for mig meget smigrende Maade har henholdt sig til den nærværen* Betragtning af den bevæbnede Neutralitets Forhold, om alle de Sætninger, som vare opstillede i. den bevæbnede Neutralitets-Traktat, „at der ere ingenlunde urigtige Retsgrunde, som tale imod hine Sætningers uindskrænkede Gyldighed" (S. 94), og at „naar Sætningen: „frit Skib frit Gods" forbindes med det Paahæng, hvorfra man neppe kan gjøre den fri: „fjendtligt Skib, fjendtligt Gods" eller det mere indbefattende Udtryk: „ufrit Skib, ufrit Gods", hvilket en krigførende Magt vel gjerne vil lægge ind i hiin Sætning, kan den og under visse Omstændigheder blive nok saa forstyrrende for den neutrale Handel, som hiin ældre Grundsætning," (S. 108). Det vil imidlertid erindres, at i en Deklaration, tilføiet Pariserfreden i Aaret 1856, opstilledes atter den bevæbnede Neutralitets Sætning, uden at England denne Gang fandt sig foranlediget til at yttre sig afvigende.

[199]

Preussen, Østerrig og Portugal,« bibringe disse Ord vistnok den mindre vel underrettede Læser den Mening, at det var Bern storff, der stiftede den bevæbnede Neutralitet. Men dette forholder sig ikke saaledes. Vel er det saa, at Bernstorff under den nordamerikanske Krig fremsatte forskjellige Forslag om at betrygge Handelen, men Kabinettet i St. Petersborg gik, som Eggers's Skrift viser, ikke ind derpaa (1). Derimod var det den russiske Minister, den berømte Grev Nikita Panin, som optog den gamle og bekjendte Ide om en bevæbnet Neutralitet, og som - efter en haardnakket Kamp, fuld af Intriguer, mod den engelsksindede Potemkin — endelig bragte det saa vidt, at Catharina den Anden den 28de Februar 1780 udstedte Indbydelsen til en saadan. Derfor bliver Æren for Fuldendelsen af hiint saakaldte »politiske Mesterstykke« med Rette vindiceret Panin af Grev Goertz, der i Aaret 1780 var Frederik den Andens Minister i St. Petersborg. Det bør ogsaa bemærkes, at Grev Goertz, der overalt viser sig saare troværdig, udtrykkelig forsikkrer, at den dengang meget engelsksindede Bernstorff gjorde Alt, hvad der stod i hans Magt, for at Danmark ikke skulde tiltræde den bevæbnede Neutralitet, og om Peter Christian Schumacher, dengang dansk Chargé d'Affaires i Petersborg, ligeledes anfører, at han paa een Gang førte en Korrespondence med Bernstorff og en anden hemmelig med Arveprinds Frederik og Guldberg(2). Det var jo ogsaa Guldberg, og ikke Bernstorff, der paa Grund af Danmarks Tiltrædelse til den bevæbnede Neutralitet erholdt Daasen med den betydningsfulde Paaskrift til »Daniens Mentor«.

(1) Eggers, Denkwürdigkeiten aus dem Leben des Königl. danischen Staatsminister Andreas Peter Grafen von Bernstorff. Kopenhagen. 1800. Zweyte Abtheilung. S. 81.
(2) Goertz, Mémoire ou précis historique sur la neutralitée armée et son origine, suivi de piéces justicatives. Basles. p. 46, 51.

[200]

Goertz's Fremstilling bekræftes tillige fuldkomment baade af Dohm, der har benyttet utrykte Kilder (1), af samtidige engelske Depescher fra Petersborg (2), og af Maria Theresias Yttringer hos Flassan (3).

Ligesom det er unøiagtigt, naar Folkekalenderen kun lader Preussen, Østerrig og Portugal tiltræde Forbundet, efterdi det samme var Tilfældet baade med de forenede Nederlande og med Kongeriget begge Sicilierne, saaledes er det urigtigt, naar det siges, at Danmark og Sverrig ved det i Aaret 1794 stiftede Forbund forpligtede sig til at udruste Skibe, der skulde krydse i Vesterhavet og Østersøen for at beskytte den nordiske Handel og Skibsfart. I Traktaten, der blandt andre Steder ogsaa er aftrykt i Schouws Samling af Forordninger, findes Intet om,

(1) Dohm, Denkwürdigkeiten meiner Zeit. Hannover. 1815. II. 100—154
(2) Raumer, Beiträge zur neueren Geschichte aus dem britischen und französischen Reichsarchive. V. 413—430. De fuldstændigste engelske Efterretninger om den bevæbnede Neutralitets Stiftelse findes nu i det første Bind af Diaries and Correspondence of James Harris, first Earl of Malmesbury. Edited by his Grandson, the third Earl. London. 1845. Han bemærker udtrykkeligen i en Depesehe fra St. Petersborg af 9de Juni 1780; „I cannot think, after the very sensible and sound reasoning of Mr.de Bernstorff, and after his having opposed the completion of this general league by every argument, he could venture to use, that he will ever be prevailed upon to sign a treaty in direct contradiction to his principles and avowed opinion." Diaries. I. 273.
(3) Flassan, Histoire générale et raisonnée de la diplomatie francaise. A Paris. 1811. VII. 272. I Overensstemmelse med den her forfægtede Mening siger senere ogsaa A. S. Ørsted (Af mit Livs og min Tids Historie. III. 98) om den bevæbnede Neutralitet, at „skjønt det hos os har været antaget med Stolthed at nævne Andreas Peter Bernstorff som Skaber af dette Værk, hvilket man ikke troede noksom at kunne prise, saa finder jeg det dog utvivlsomt, at det er udgaaet fra Rusland, ja jeg har endog Anledning til at troe, at Bernstorff ikke med ganske let Hjerte er gaaet ind paa samme," og Ørsted har derefter, især i Henhold til Dohms Erindringer, udviklet (III. 101—108) „de Grunde, hvorfor jeg maa afvige fra den blandt mine Landsmænd herskende Mening."

[201]

at de forenede Skibe skulde krydse enten i Vesterhavet eller i Østersøen, hvorimod Østersøen ved den 10de Paragraph i Traktaten udtrykkelig erklæres for et lukket Hav. I Virkeligleden laae ogsaa Flaaderne i de Aar, hvori de vare samlede, aldeles rolige i Sundet, hvorfra kun nogle smaa Eskadrer sendtes til Nordsøen.

Om den engelske Expedition, der aftvang Danmark Konventionen af 29de August 1800, hedder det: »En overordentlig Gesandt Whitworth blev sendt til Kjøbenhavn i Aaret 1800, og snart efter ankom en engelsk Flaade paa syv Linieskibe under Admiral Dickson, der lagde sig for Anker i Sundet. En dansk Eskadre under Kommando af Kontreadmiral Lütken lagde sig ligeoverfor den for at iagttage dens Bevægelser.« Den anførte Angivelse af Viceadmiral Dicksons Flaade, hvorfor ingen gyldig Autoritet vilde kunne citeres, er ikke rigtig; af Lord Whitworths Levnetsbeskrivelse (1) sees, at Flaaden, foruden fire Bombeskibe og fem Kanonbaade, bestod af ni Linieskibe. Om Viceadmiral Dicksons Expedition vil man iøvrigt kunne finde temmelig detaillerede Efterretninger i Runges samtidige Breve fra Kjøbenhavn (2) og i en samtidig »Dagbog over Admiral Dixons Expedition.« (3)

Med Hensyn til den hele Skildring af den bevæbnede Neutralitet, antager jeg det for en væsentlig Mangel, at deri ikke med et eneste Ord blot er henpeget til den store Rolle, Frankrig spillede ved hiin Begivenhed. Det er bekjendt, at Keiser Paul i Slutningen af sin Regjering beherskedes af et stedse stigende had til England, der især næredes ved Englændernes

(1) Ann. Biography. London. 1826. p. 97-120. Den danske Eskadre blev befalet af Kommandeur Otto Lütken.
(2) Hinterlassene Schriften von Ph. O. Runge. Hamburg. 1841. II. 54 f.
(3) Physisk-politisk Magasin for Aaret 1800. S. 365 f

[202]

Vægring ved at overgive Malta til Johannitterridderne, af hvilken Orden han var bleven valgt til Stormester, og ved at udvexle deres franske Fanger mod de russiske Soldater, der vare Krigsfanger i Frankrig. Af denne Stemning benyttede Bonaparte sig. Kort Tid efter Slaget ved Marengo sendte han Keiseren den Kaarde, som Pave Leo den Tiende havde skjænket Stormesteren l'Isle-Adam paa Grund af hans Forsvar af Rhodus og senere løsgav han alle de russiske Krigsfanger, der beløb sig til 8 til 10,000 Mand, lod dem beklæde og bevæbne fortrinligen, inddele i Batailloner og Regimenter, og af russiske Officerer føre tilbage til Hjemmet. »Snart blev,« skriver Napoleon selv, »Brevvexlingen mellem Keiseren (o: Paul 1.) og den Sidstnævnte (o: den første Konsul) daglig; de forhandlede direkte om de høieste Interesser og om Midlerne til at ydmyge Englands Magt«. (1) Napoleon triumpherede; han nærede det stolte Haab, at Nederlaget ved Abukir nu fuldkomment skulde erstattes ved Nordens forenede Flaader, og han siger selv hos Bourienne - der gjør sig til af, at Korrespondencen mellem Keiser Paul og den første Konsul gik igjennem hans Hænder —: »Jeg var vis paa, i Forening med Czaren, at føre et dræbende Slag mod Englands Magt i Indien.« (2) Da indtraf Keiser Pauls Mord, der forstyrrede Alt. Napo-

(1) „Bientôt la correspondance entre l'empereur (o: Paul I.) et ce dernier (o: le premier consul) devint journaliére; ils traitaient directement des plus grands intéréts et des moyens d'humilier la puissance anglaise." Mémoires p. s. à l'hist. de France sous le règne de Napoleon. Paris 1829. III. 335.
(2) „J'étais sur de porter, de concert avec le czar, un coup mortel à la puissance anglaise dans l'Inde." Mémoires de M. de Bourienne, nistre d'Etat. A Paris. IV. 263. 1829. Jvnfr. især Hoffmanns Mémoire de Leibnitz à Louis XIV, sur la conquéte de l'Egypte, suivi d'un projet d'expedition dans l'Inde par terre, concerté entre le premier consul et l'empereur Paul I. Paris. 1840.

[203]

leons Harme fremtræder strax i Moniteuren, i hvis officielle Artikel Englænderne ikke utydelig beskyldes for Deeltagelse i Pauls Mord, og det var forgjæves, at Napoleon sendte sin Adjutant Duroc til Petersborg, for at bevare Ruslands fjendtlige Forbold mod England, og at han paa samme Tid gjorde lignende Bestræbelser i Kjøbenhavn (1).

Det vil let sees, at det ovenfor berørte Forhold mellem Bonaparte og Keiser Paul, hvorom England meget tidlig erholdt Underretning, er af stor Vigtighed. Afseet fra selve Dissensen med Hensyn til Sætningen »frit Skib, frit Gods«, og fra Konventionen af 19de August 1800, kunde det vistnok ikke andet end forekomme den engelske Regjering i høieste Grad paafaldende og betænkeligt, at Danmark indgik en bevæbnet Neutralitet med Rusland paa en Tid, da Keiser Paul ikke blot havde lagt Embargo paa alle engelske Skibe, ikke blot havde ladet et engelsk Skib i Narvas Havn opbrænde, fordi tvende andre

(1) Af et engelsk Skrift (A Tour in Zealand in the year 1802 with an historical sketch of the battle of Copenhagen. London. 1803.. p. 4) sees, at Lauriston, dengang Adjutant hos Bonaparte, var i Kjøbenhavn i April 1801; men da jeg kun kjender hiint Skrift af en Afhandling i Engelstofts Universitets-Annaler for 1808 („Aktmæssig Beretning om de akademiske Borgeres Væbning ved Kjøbenhavns Universitet i Foraaret 1801." S. 177—229), veed jeg ikke, om Lauriston maaskee var sendt til Kjøbenhavn i samme Ærinde, som Duroc til Petersborg. At Frankrig iøvrigt dengang i Kjøbenhavn af al Magt stræbte at modvirke et Forlig mellem Danmark og England, fremgaaer ikke blot af Generaladjutant Lindholms Ord til Parker, „at dersom Danmark gik ind paa dette Forslag," da udsatte det sig for meget farligere Fjender, end det nu havde, da nemlig Rusland, Preussen, Sverrig og Frankrig vilde blive dette" (Zahrtmann 1. c. S. 175), men en saadan Betragtning synes ogsaa at ligge til Grund for følgende Ord i et af Nelsons Breve til Lindholm: „Jeg tvivler ingenlunde om, at vi nu skulle gjøre en varig Fred til Trods for de franske Republikaneres Bestræbelser, der søge at forstyrre alle Lande."

[204]

sammesteds liggende engelske Skibe ved Flugt havde unddraget sig Embargoen, ikke blot havde ladet 2000 engelske Sømænd føre til Grændserne af Siberien, men endog havde kastet sig i Armene paa Bonaparte, Englands argeste Fjende, og befalet at en russisk Hær fra det kaspiske Hav, understøttet af franske Tropper, skulde gjøre sig beredt til at angribe Indien. Her skal iøvrigt med Hensyn til denne Sag fortrinsviis henvises til Bignon, den Forfatter, om hvem Napoleon skrev i sit Testament paa St. Helene: Je l'engage à écrire l'histoire de la diplomatie francaise de 1792 à 1815, og som her er saa meget vigtigere, som han fra 1800 til 1804 var sendt til Berlin, altsaa til Centrumet for alle mod England rettede Makinationer. Ligeledes vil jeg ikke forbigaae, at man i Mémoires écrits à Sainte-Helene vil kunne finde en, af en Plan over Slaget paa Rheden ledsaget, Afhandling af Napoleon selv, der under Overskriften »Neutres« meddeler flere interessante Oplysninger (1).

I Skildringen i Folkekalenderen hedder det, at »Sverrig, der havde været udsat for de samme Krænkelser, som Danmark, greb Pauls Forslag med begge Hænder, og dets Konge, Gustav den Fjerde, ilede personlig til Petersborg. Her afsluttedes den 20de December 1800 en ny Neutralitetsakt. — — — Preussen tiltraadte strax denne Forening; Danmark tøvede og havde dertil høist vægtige Grunde.« Forsaavidt Gustav den Fjerde siges med begge Hænder at have grebet Pauls Forslag, fortjene Martens's Ord at anføres: Envain le Roi de Suede s'était il rendu en personne å Pétersbourg pour obtenir quelques modifications. Og det er urigtigt, naar Kon-

(1) Mémoires p. s. à l'hist. de France sous le regne de Napoleon, écnts à Sainte-Heléne, par les généraux qui ont partagé sa captivité. Tome deuxiéme, écrit par le general Gourgaud. Paris. 1823. p. 91-161.

[205]

ventionen mellem Sverrig og Rusland anføres at være afsluttet den 20de December, efterdi selve Traktaten, der findes i Martens's Samling, viser, at Konventionen allerede den 16de December 1800 blev afsluttet af Grev Stedingk og den berømte Grev Rostophschin. Ligeledes er det unøiagtigt, naar Folkekalenderen ved denne Leilighed lader Preussen komme Danmark i Forkjøbet. Konventionen mellem Danmark og Rusland afsluttedes af Niels Rosenkrands og Rostophschin samme Dag som Konventionen mellem Sverrig og Rusland, nemlig den 16de December, hvorimod Konventionen, mellem Preussen og Rusland først afsluttedes den 18de December 1800.

Med Hensyn til de Beskyldninger, der forlængst ere blevne gjorte mod Gustav den Fjerde for at have forraadt Sundet til Englænderne, fortjener det at anmærkes, at hiin ulykkelige Konge selv har søgt at tilbagevise hine Sigtelser i et lille fransk Skrift (1). Det turde ogsaa med disse Sigtelser for mala fides, der saa ofte fremsættes i Anledning af Begivenhederne i Aaret 1801, ikke staae sig synderlig bedre end med dem, der lade Kongen fra Landskrones Kyst glæde sig over Kjøbenhavns Bombardement, skjønt Arndt har erindret om, at Kongen dengang ikke kunde være tilstede. Kongens Ærlighed i Aaret 1801 synes at fremlyse ikke blot af, at den svenske Flaades Øverstkommanderende af Gustav den Fjerde blev overøst med Bebreidelser, fordi Flaaden ei i rette Tid var udløben, men ogsaa af den Skrivelse, der findes i Martens's Samling, og som Kongen lod Viceadmiral Cronstedt sende Parker som Svar paa dennes Opfordring til Sverrig om at frafalde Konventionen om den bevæbnede Neutralitet. Det er iøvrigt maaskee ikke fuldkomment rigtigt, naar det anføres, at den

(1) Memorial du Colonel Gustafson. Leipzig. 1829. p. 16-19.

[206]

svenske Flaade bestandig forblev aldeles uvirksom. I det Mindste løb senere en Eskadre af 7 Linieskibe og 3 Fregatter under Kontreadmiral Rudolf Cederstrøm virkelig ud fra Carlskrona og frelstes kun ved et særeget Tilfælde fra at støde sammen med den overlegne engelske Flaade (1).

Endelig synes det i en ny Skildring af de oftnævnte Begivenheder ikke aldeles at burde forties, at ogsaa Danmark var traadt i et bestemt fjendtligt Forhold til England, førend Parker og Nelson passerede Kronborg. For overalt at overskjære den engelske Handels Nerver, blev nemlig Hamburg allerede den 29de Marts, til Indvaanernes store Forbittrelse besat af et betydeligt dansk Troppekorps under Landgreve Carl af Hessen, hvorpaa Prinds Frederik af Hessen faa Dage efter okkuperede Lubeck paa samme Tid, som Preusserne satte sig i Besiddelse af de hannoveranske Lande og af Bremen (2).

(1) See Cederstrøms Levnet i Biographiskt Lexicon ofver namnkunnige svenska man, hvormed Southey bør jevnføres. I det nævnte svenske Værk findes ogsaa, i den berømte Grev Clas Fredrik Horns Biographi, en interessant Oplysning om den Sammenkomst, Kronprinds Frederik førend Krigens Udbrud havde i Helsingborg med Gustav den Fjerde.
(2)Herom findes især udførlige Efterretninger i Statsbürgerliches Magazin. II. 388—409 og i de mange der citerede Skrifter.