Over al Forstand/1
Mange Mennesker var tilstede hin
Sommernat, da Præsten fortalte sin
Historie; det er muligt, somme af dem har
berettet den videre — han tog ikke
Tavshedsløfte, men alligevel tør jeg tro,
Historien ikke er almenkendt.
Naar jeg nu nedskriver den — saavidt min føjelige Hukommelse støtter mig, med Præstens egne Ord —, er det, fordi jeg mener, den er god at faa Forstand af baade for Kvinder og for Mænd.
Behøver jeg at tilføje, jeg erhvervede Præstens Tilladelse til at gengive den? . . .
For nogle Somre siden var jeg Gæst paa en jysk Herregaard. Det var en af de ældgamle Gaarde med Voldgrave og Skydeskaar og Vægtergang, en af de Gaarde, hvor man føler sig sat Hundreder af Aar tilbage i Tiden og daarligt kan værge sig mod Tro paa Spøgeri, en af de Gæarde, hvor Sagnet lister ad de lange Gange, og Træværket klager sig, og Uglerne fylder Natten med deres Tuden.
Familiens Gæstfrihed var gammeldags gavmild og overdaadig, den strakte sig vidt baade op og ned. Man kunde — til Tider — tro sig hensat til et moderne Badested, saa broget var Selskabets Sammensætning.
Foruden Greveparrets adelige Venner og Slægtninge opholdt sig paa Godset baade Kunstnere, Officerer, hvoriblandt en General med fire ugifte Døtre, en Præst, samt et Par ludfattige gamle Søstre, der i sin Tid havde flakket rundt som Herregaardslærerinder og nu sad paa en Kvist i København.
Som sagt, der var mange Gæster, saamange, at alle Gæstekamre var belagt, og Sidefløjenes uhyre, spøgelsebefolkede Lofter var taget i Brug, det ene til ugifte Herrer, det andet til unge Damer.
Disse Lofter blev til Gæsterne skildret af i smaa Celler ved Hjælp af høje firfløjede japanske Skærme, hvorpaa vandrede blegrøde Flamingoer og voksede Kæmpe-Chrysanthemer. Ved Nattetide var der en Pludren og en Mudren paa disse Lofter, naar de smaa brogede Papirslanterner blev slukt, og Gæsterne, lysvaagne, underholdt hverandre med Oplevelser, Spøgelsehistorier eller muntre Historier.
Velsignet fredeligt havde man det ellers paa den Gaard. Husets engelskfødte Frue erklærede tappert, at hun ikke skulde græmme sig, ifald der kom saamange Gæster, at Fadeburshylderne maatte tages i Brug som Senge.
Havde man levet sig ind i Husets Skik blot en eneste Dag, var man ganske "som hjemme". Hvad der paa Gaarden fandtes af Heste, Vogne og Kuske blev stillet til Gæsternes Disposition, og man foretog Udflugter eller drev om i Have, Park og Skov efter Forgodtbefindende. To af Spisetiderne overholdtes paa Klokkeslet, men enhver Gæst kunde udeblive, blot det iforvejen blev sagt til Hushovmesteren — det eneste stive Menneske paa hele Godset.
Dagene gled ens og dog saa forskellige. Man mødtes til første Frokost — eller man sprang den over. Fra tidlig Morgenstund stod en drabelig Skinke, et Vildsvinehoved eller lignende solid Føde parat sammen med en Horde af Æg, Boller, Brød og Marmelade i den lange "Morgenstue", hvis Vinduer vendte ud mod Voldgraven, hvor Svanerne sejlede Nat og Dag. Paa Selvkogere holdtes Morgendrikkene varme, og enhver betjente sig selv, kun sørgede de unge velopdragne Komtesser for at hjælpe de gamle Lærerinder og en invalid Toldforvalter, der havde sat sit Helbred til under et Fængselsophold paa Grund af Kassesvig.
Anden Frokost saavel som Middagen indtoges i den dystre Spisesal ved et rundt uoverkommeligt Bord. Ved Frokosten var Husets lydløse Tjenere tilstede og bød om med Hænder saa hvide, som var de pudrede.
Man sad en Time tilbords.
Atter fuld Frihed til den sene Middag, hvor Gæsterne af fælles Taktfølelse mødte op i stort Toilet — om det saa var de gamle Søstre, viste de sig i bristende Taftskjoler og med Pompon'er i Haaret.
Middagens Længde, der ellers vilde have virket irriterende, forsonedes ved den Stemning, hvori de gode Vine hensatte Selskabet.
Det pompøst hvælvede Rum, der ved Dag var skummelt, tog sig feagtigt ud i Aftenens Lysbad. Det besad en egen Akustik, der bragte alle Lyde til at brydes som Straaler i et Prisme oppe under Loftet. Lydene ligefrem hvirvlede om baade oppe og nede som en Art brudte eller stammende Ekkoer. Paa nyankommende Gæster virkede denne Akustik ganske fortumlende, men man vænnede sig hurtigt til at høre sine egne Ord springe om i Luften uden at finde Hvile. Rummets Ekkoer, der var mystisk talrige som Selvportræterne i et Spejlkabinet, tvang Gæsterne til kun at tale sammen to og to. Fælles Samtale var plat umulig.
Disse enge, af Vin og Lys stimulerede Samtaler, blev, trods Middagens ulovlige Længde, almindeligvis ikke drøftet til Ende ved Bordet, hvorfor man straks efter slog sig ned i smaa Klynger om Kaffe- og Thebordene i Kabinetterne eller, hvis Aftenen var blid, ude i Haven.
Ofte, paa et Vink af den ældste Komtesse, i hvis Haand Ledelsen af Gæsternes Velvære syntes lagt, bragte Tjenerne orientalske Tæpper ud og bredte dem i Grønsværet og paa den nitrinede Marmortrappe, Borgens eneste Forsyndelse mod svundne Tiders Stil.
Paa disse Tæpper og disse Trappetrin lejrede en Del af Gæsterne sig, flere og flere kom til efter en lille Middagspromenade, og gerne endte det med, at vi, paa de gamle Søstre nær — de gik tidligt til Ro, muligvis fordi de laa under Silkebaldakiner i Husets fornemste Gæsteværelse — alle, opunder Midnat, havde slaaet os ned paa og om Marmortrappen, som en stor Fugleflok, der holder Nattehvil i samme Træ.
Og Natten gik frem med sine Myriader af hvidfunklende Stjerner, der blidt nedspejledes i Voldgravens Dunkelhed, hvor enkelte Svaner endnu, sovende, flød om som tabte Fnug af Daghimlens hvide Skyvinger.
Saadanne Timer var det, som om usynlige Hænder spillede paa vore Hjerters Strenge og stemte dem i samme Tonart. Dagens hensigtsløse Leg med Ord og Smil var langt fra os, alvorligt talte vi om alvorlige Ting.
Den Stemning, hine Nætter magisk paatvang os, kunde være sørgmodig eller vild eller højtidelig, kun ikke let.
Oftest var det saa, at en eller to førte Ordet, medens vi andre kun nu og da indførte en Bemærkning, som i Folkevisen, hvor Jomfruen synger for, medens Ternerne synger Omkvæd.
En Aften — efter en Dag saa lummerhed, at vi alle først aandede op efter Solnedgang — blev Samtalen baade almindelig og ilter.
Vi var kommen ind paa Emnet Mystik, hvorunder — indbefattet — baade Religion, Spiritisme, Tankeoverføring o. s. v. Dette rige Emne hidsede os op. — Selskabet spaltede sig mod Sædvane i flere iltre Lejre. Man talte i Munden paa hverandre. Man brugte skarpe Vaaben.
De, der paa et eller andet af de nævnte Omraader var "troende", stred tappert for at overbevise de "vantro". Der blev talt om Drømme og Varsler. — Man kom ind paa de blinde, uforklarlige "Tilfælde", som de fleste af os kender og har undret os over, hvad Navn vi saa end giver dem.
Tilstede var blandt andet en Kammerjunker v. B., en godt halvhundredaarig slank og spændstig Herre, der havde et af disse blege markerede Ansigter, ganske unge Piger — ufravigelig beskriver som "dæmoniske". Hans langagtige magtfulde Øjne forraadte skiftevis Kynisme, Brutalitet og Erotik, Munden var i evig Uro, oftest omgivet af et fint men skærende og æggende Smil. Han var i lige Grad højtanset som Heste- og Kvindebetvinger, ejede et forarmet Gods og havde efter alt at dømme besluttet sig til at ægte den næstyngste Komtesse, halvvejs et Barn kun, et Barn, der beundrede ham blindt og aabenlyst.
Han stod forrest i de helt Vantros Rækker og haanede ubarmhjertigt og uden Undtagelse alt, hvad der blot tangerede Begrebet Mystik. Blankt erklæ- rede han, at den Dag, der mødte ham noget, han ikke ad Forstandens Vej kunde forklare, vilde han anse sig selv for moden til Galehuset og — da han ikke ønskede at ende sit Liv dèr — skyde sig en Kugle for Panden.
Den lille Komtesse sagde højt til en Veninde, en ung sortklædt Pige, der Aaret før havde mistet sin Moder: — Du, Ebba, fortæl Kammerjunkeren, hvad du oplevede ifjor. Det maa da overbevise ham!
Veninden fortalte, bevæget ved Mindet, hvorledes hun, der dengang var i Paris for at studere Musik, en Dag paa Gaden pludselig hørte Moderens Røst nævne sit Navn saa kaldende og saa klagende, at hun kom til at ryste af Angst. Hun gik med nogle Bekendte, hvem hun betroede sig til. De lo ad hendes Uro, men hun vedblev med Mellemrum at høre Moderens Kalden. Tilsidst udholdt hun ikke Spændingen mere men telegraferede hjem til Danmark. Et Par Timer senere modtog hun Svaret, Dødsbudskabet. Moderen havde kun været syg en halv Dag og under Dødskampen kaldt og kaldt paa den fraværende Datter.
Den lille Komtesse gik helt hen til Kammerjunkeren og rørte ved hans Arm: — Hvad siger De om det?
— Jeg siger, kære Komtesse: Unge Damer har ikke fem men femogtyve Sanser. De ser, hører, føler, lugter og smager saa uhyre meget mere end vi andre Mennesker, jeg mener Mandfolk, og alle disse fine "Fornemmelser" er maaske just Hemmeligheden ved den Fortryllelse, de udøver … men, ærlig talt, overbevisende … nej! Naturligvis: har Frøken Ebbas Moder været syg, Frøken Ebba har blot glemt, at hun samme Morgen fik Brev og derover blev urolig, og saa videre — pardon, naadige Komtesse, nu stamper De i Jorden og sværger paa, Frøken Ebbas Moder kun var syg en halv Dag, men jeg kan da ikke gøre for, jeg er den nøgterne Tvivler, jeg engang er. Jeg har aldrig set Spøgelser, og jeg tror ikke paa Varsler …
Der blev en temmelig uhyggelig Pavse, hvor jeg hørte den unge Pige hulke af Krænkelse over, at hendes Udsagn blev draget i Tvivl.
Præsten, der denne Aften ikke havde blandet sig i Samtalen, tog nu Ordet. Jeg, der stod ham nærmest, havde i nogen Tid fulgt det skiftende Minespil i dette udtryksfine ædeltformede Ansigt, hvis unge Præg kontrasterede saa stærkt mod hans kridhvide Haar. Haaret havde just den Hvidhed, man forestiller sig, naar man hører om Mennesker, hvis Haar af Rædsel bliver hvidt paa en eneste Nat. I disse Uger, vi havde været under Tag sammen, havde ingen af Gæsterne tilnærmelsesvis behaget mig som denne Mand, hvis stille sørgmodige Væsen i Forbindelse med hans smukke Ydre var af helt fortryllende Virkning.
Man fortalte om ham, at han, der var Søn af en af vore mest fremragende Biskopper, havde haft en stor Fremtid for sig, men at han havde foretrukket at blive i sit Kald ude paa Landet, hvor han i Fred med alle Mennesker dyrkede Blomster og kultiverede Sjæle paa samme blide, nænsomme Vis.
Han var Enkemand, og jeg havde længst fattet, at hans uafladelige Sørgmodighed havde sin Grund i tunge Minder. Man havde fortalt mig modstridende Historier om Hustruens Død, ja havde endog kastet Skygge paa ham. Jeg var klar over, at hvorledes alt det øvrige end hang sammen, Præstens Samvittighed var ren.
Jeg var ikke ene om min lille "Faible" for ham. Han virkede stærkt paa de fleste Kvinder, skønt han sikkert ikke selv havde Anelse derom.
Han stod i dette Øjeblik lænet op mod en rank Birkestamme, der hvidnede mod hans sorte Skikkelse, og han sagde, uden at røre sig — og Stemmen, der ejede en egen dulmende Vellyd, klang forunderlig fredlysende efter de hidsige og skærende Stemmer:
— Jeg tror, vi Mennesker alle, før eller senere, staar overfor det Uforklarlige, men jeg tror, det baader os bedst ikke at granske efter Aarsagen, vi finder den dog aldrig …
Denne Udtalelse af en Præst tog sig paafaldende ud. — Kammerjunkeren greb ogsaa straks Lejligheden til et Udfald:
— Det forbavser mig! sagde han. Jeg mente, det hørte med til en Præsts mange Fuldkommenheder, at han kunde forklare alt fra Spøgelser og Varsler til Verdens Skabelse ved at pege opad og tale om Forsynets Almagt!
Præsten saa roligt paa ham og svarede: Lykkelig den, som kan det … Der var ogsaa en Tid i mit Liv, da jeg gav alt ind under det ene. Men har man først selv staaet overfor det, der trodser al Tænkning og al Tro, bliver man stille og vogter sig for at lodde de — bundløse Dybder.
— Nu taler De i Gaader, Præst. Har De oplevet en rigtig Spøgelsehistorie, hvorfor saa ikke heller kilde vore Nerver med den? Damerne gnistrer jo af Spænding. Hør Uglerne i Parken! Se Maanen! Kan De ønske Dem et bedre Auditorium? Kom med Historien. Vi skal lytte med Andagt, stol paa det!
Præsten blev stamende i samme Stilling op mod den hvide Birkestamme. Han svarede, som om han ikke havde fattet eller ikke vilde fatte Kammerjunkerens Railleren: — Ja, jeg har oplevet noget, jeg hverken som Præst eller Menneske kan forklare. Jeg har set et Sammentræf af Tilfældigheder, der passede ind i hverandre saa nøje som Hjulene i et Urværk … Tilfældigheder, der kostede Mennesker Livet … Iaften, saamange Aar efter, faar jeg Lyst at fortælle det … Hvorfor? … Jeg har baaret det alene saalænge, jeg kunde vel ogsaa bære det alene min Tid ud, men noget i mig skynder paa. Og hvem véd, maaske kan min Historie komme nogen af de Tilstedeværende til gode … Hvem véd … Menneskene dømmer ofte ubesindigt … Men vil man taalmodigt høre paa mig, jeg kan næppe fatte mig i Korthed!
Et fint Smil gled over hans Ansigt, idet han tilføjede: — Husk, en Præst er vant til at brede sig!
Vi rykkede nu sammen, overbeviste om at faa noget forbavsende at høre.
Præsten og Kammerjunkeren var de eneste, der stod op, de stod hver paa sin Side af den brede Trappe, Præsten lænet mod Birketræet, Kammerjunkeren mod en Sølvpoppel. Det vilde være vanskeligt at sige, hvem af de to Mænd der var smukkest og hvem der havde mest Intelligens.
Præsten begyndte: