Over al Forstand/10
Præsten tav. Han vendte sig bort fra
os ind mod den lyse Birkestamme. Vi
forstod, han havde Behov at bede. Saa
vendte han sig atter mod os og næsten
raabte:
— Ja, ja, det er over al Forstand! Det er over al Forstand!
— — —
Den lille Komtesse havde rejst sig, hun gik hen til Præsten, lagde Armene om hans Hals og kyssede ham: — De maa ikke sige mere, jeg kan ikke taale det! bad hun. Jeg troede ikke, Livet var saadan. Jeg troede, Livet var godt …
Præsten svarede: — Jo, jeg maa tale ud. For min egen Skyld maa jeg tale ud. Tilgiv mig, om jeg volder Dem Fortræd!
Den lille Komtesse klyngede sig ind til ham, som et mørkeræd Barn til sin Fader: — Jeg skal nok være fornuftig, men sig ikke ret meget mere … ikke nu …
Præsten saà ned i det unge taarevædede Ansigt og sagde mildt:
— For dette lille Menneskes Skyld burde jeg vel have tiet, nu er det for silde at vende om, nu har jeg talt … Men jeg er snart færdig, jeg har kun det sidste, det sværeste tilbage:
— Maria havde ladet sig køre over af Toget …
— Hele Dagen sad jeg derhjemme og ventede paa Budskabet. Ida var ikke at formaa til at lægge sig. Hun gik omkring, støttende sig til Stole og Borde, gik omkring som den, der siger sit sidste Farvel. Nu og da kom hun hen til mig og kærtegnede mig og gentog sit: Stakkels, stakkels Erhardt!
— Jeg forstod, hun vidste, hun snart skulde dø — og jeg troede … jeg Daare, at hun ynkede mig, fordi jeg skulde lades tilbage, naar hun gik bort. Og medens Sorgen voksede og voksede om mig som et altopslugende Mørke, sad jeg og ventede paa Budskabet om Marias Død.
— Henunder Aften kom Pastor U.
— Det blev Ida, der tog imod ham, jeg kunde ikke rejse mig fra Stolen, hvor jeg sad.
— Véd I, véd I, der staar omkring mig, véd I, hvad Ida sagde til ham, inden han kom ind til mig? … Hun sagde: — Vær stille, min Mand er saa bedrøvet, fordi han véd, jeg snart skal dø …
— Det sagde hun, for at skaane ham og for at skaane mig …
— Og Pastor U. var stærk i sin Tro. Rolig, fattet, fortalte han mig det for ham ubegribelige, at Maria selv havde søgt Døden. Og da det var sagt, førte han mig med over i mit Studereværelse … og han trøstede mig, og han talte til mig om Ida, der blev hos mig til det sidste … Ida, der …
— Og saa bad han mig tale over Maria. Selv kunde han ikke.
— Ida kom ind til os… det blev hendes sidste Gang. Hun satte sig stille imellem os og saà frem for sig. Saa smilede hun til os begge og sagde: — Nu gaar vi ud og plukker de dejligste Blomster til hendes Kiste …
— Men Ida naaede ikke saa vidt …
— Ida og Maria blev begravet samme Dag …
— De sidste Ord, hun skrev i Dagbogen, staar med klar og tydelig Skrift: — Det er godt, jeg dør, saa kan Erhardt faa Fred til at sørge over hende. Nu behøver han ikke at skjule sin Sorg. Stakkels, stakkels Erhardt …
— Saadan tænkte Ida i sin Dødsstund.
— — —
Kan I nu forstaa, at der var Aar, hvor jeg stod overfor min Gud som overfor en Fjende … til jeg lærte at bøje Knæ og ophøre med at granske de Gaader, der er over al Forstand …
— — —
— — —