Over al Forstand/4
Præsten tav og strøg sig atter gennem
det høje hvide Haar. Det gamle Taarnur
faldt til Slag, og med en Ærbødighed for
Tiden, der ellers var os fjern, oppebiede
vi alle, uden at gøre en Bevægelse, de
tolv langsomt drønende Slag, der
efterfulgtes af den spæde Klingren fra Urene
indenfor de aabne Vinduer. — Den lille
Komtesse havde, som i Tanker, rakt sin
Haand op mod Kammerjunkeren, der
holdt den fast omsluttet.
— — —
Præsten trak Vejret dybt, saa fortsatte han:
— Og nu kom hun til mig for at faa et Raad. Kunde hun gifte sig uden at tilstaa sin Fortid? Mig tilkom det nu at raade hende til en Handling, hvis Konsekvenser jeg til syvende og sidst umuligt kunde ane. Min Samvittighed bød mig raade hende til at tale. Hun var fuldt, aldeles overbevist om, at den unge Præst ikke vilde tilgive hende. Og jeg indsaa, at hun aldrig vilde faa Tilstaaelsen over sine Læber Ansigt til Ansigt med ham. Jeg ønskede det ikke heller. Det var nok, hun én Gang havde flænget den ud af sin Sjæl.
— Jeg tilbød at tale hendes Sag, at tage over til hendes Tilkommende og i Enrum forklare ham alt. Samtalens Udfald vilde jeg meddele hende i et Brev. Hun takkede mig, men jeg forstod, hun ikke nærede Haab. Hun vilde gaa … Jeg havde just hørt om al den Rædsel, hun havde udstaaet paa sine ensomme Landevejsfarter ved Nattetide, og nu skulde jeg slippe hende ud alene, nu, Klokken var over to, og Maanen forlængst gaaet ned! Jeg kunde ikke gøre det. Følge hende selv vovede jeg ikke af Hensyn til Ida. Der var saa kun der at lade hende blive, til Dagen — ret snart — begyndte at gry. Hun ønskede selv at gaa, hun erklærede med sit syge Smil, at hun aldrig mere var bange for Mørke og Ensomhed, det hjalp mig ikke. Jeg kunde ikke gaa til Ro og vide hende alene derude i Natten.
— Omsider lovede hun at blive i min Stue, til det dæmrede … Jeg havde altid hos mig nogle Chocolader, jeg tog for at stille Anfald af nervøst-pludselig Sult. Dem satte jeg for hende og skænkede hende et Glas Vin. Jeg slukkede Lampen og vilde gaa. Da sagde hun: — Hvad skal jeg gøre, naar han støder mig bort … jeg kan ikke leve uden ham. Han er det eneste Menneske, der har været god imod mig! Jeg svarede: — Det lover jeg, han skal ikke støde Dem bort. Jeg vil lodde hans Natur, og er han saadan, at han ikke kan taale Sandheden, saa, i den barmhjertige Guds Navn, skal han heller ikke erfare den. Og i saa Fald, Maria, paatager jeg mig Samvittighedens Ansvar for os begge.
— Jeg trak Døren til efter mig og gik ind i Sovekamret. Ida var gaaet til Ro, og det lod til, hun sov. Selv laa jeg vaagen. Det, der var sket i disse Timer, var for mig noget saa usædvanligt, at det overvældede mig. Min Samvittighed krympede sig, omend jeg ikke var mig nogen virkelig Skyld bevidst. Men omstødes kunde det ikke, at inde i min Stue sad en fremmed Kvinde, med hvem jeg fra nu af havde en ubrydelig Hemmelighed — og at jeg havde handlet bag Idas Ryg. Tankerne flakkede henover Enkelthederne i den hæslige Historie, Maria i sin Vaande havde aabenbaret mig, jeg kunde ikke blive den kvit.
— Pludselig fo'r Ida op med et Skrig og blev siddende oprejst. Da jeg spurgte, hvad det var, svarede hun stille: Jeg drømte! Men hun tav med Drømmens Indhold. Ikke heller klyngede hun sig til mig, som hun plejede, og hun søgte ikke min Haand. Idas Vane at holde mig ved Haanden, gjaldt baade Nat og Dag. Sjælden vaagnede jeg nogen Morgen med to frie Hænder. Gerne havde Ida i Nattens Løb grebet den ene, som hun i Søvne omsluttede med begge sine. Undertiden havde hun bredt min Haand ud og lagt den under sit Hoved som en Pude …
— Det begyndte at dæmre. Ida sad endnu ret op i Sengen, som om hun lyttede efter noget. Jeg vovede ikke at tale til hende. Blodet kogte for mine Øren. Var det muligt, hun havde hørt nogen gaa ovre i min Stue? Havde hun Mistanke? Dybt angrede jeg min store Uforsigtighed, men sket stod ikke til at ændre — at tale nu var ugørligt. Jeg havde kun at bede til, Maria var vel ude af Huset, og love mig selv, sligt aldrig senere skulde ske. Ida vedblev at lytte. Ogsaa jeg lyttede nu, men ikke den ringeste uvante Lyd naaede mit Øre. — Jeg hørte den ilfærdige ligesom forpustede Tikken fra Idas Ur og den høje klare Klingen fra mit eget større Ur. Det og saa de lette Susninger, der nu og da gik hen over Haven og bevægede Træer og Buske. Men Ida var saare lydhør. Hun skelnede Poppel fra Pil, Bøg fra Eg og Lind fra Elm blot ved at høre efter Løvklangen. Nu tog hun sig med begge Hænder til Hjertet og med et dybt Suk faldt hun tilbage i Puderne. Hendes Legeme var iskoldt, jeg troede hende død. I min Fortvivlelses Sanseløshed bar jeg mig ad som ellers, naar Ida klagede over Nattekulden. Jeg satte mig par Sengekanten og prøvede at varme hendes Fødder i mine Hænder. — Hun kom til sig selv igen og faldt næsten øjeblikkelig i tryg Søvn.
— Vort Sovekammer vendte mod Øst, og da det første Solskær flimrede ind, vidste jeg, at Maria var borte. Jeg følte mig nu lettere tilmode og tvang mig selv til at tro, det var min egen nervøse Ophidselse, der havde taget Magten fra mig, at Ida virkelig havde drømt, og at hendes besynderlige Væsen var uden al Forbindelse med det, der var foregaaet. Tilsidst troede jeg det. Troede det i Aar og Dag — indtil jeg fandt Dagbogen. Der stod: — Hun er hos ham inat. Det er, som om mit Hjerte ligger mellem to Møllesten. Gid jeg kunde stikke mine indvendige Øjne ud. De ser det, de ikke maa se …