Paa den hjemlige Ø

by Ludvig Mylius-Erichsen

PAA DEN HJEMLIGE Ø.

Jo! Dèr stod altsaa Fanø-Briggen strandet, saa ganske nær ved Land, at man med nogle faa Aaretag kunde naa derud i Jollen, den samme Jolle, der den foregaaende Nat var kæntret med hele Mandskabet fra Briggen, otte Mand ialt og alle omkomne. Vejret var roligt nu, Luften sigtbar, Søen i ringe Bevægelse, ingen begreb, hvordan dog denne sære Ulykke kunde være sket — paa den hjemlige Ø.

Der strander næsten aldrig Skibe paa Fanø. Det truende Horns Rev ud for Blaavandshuk holder forbisejlende Fartøjer saa langt tilsøs, at Fanøs flade Vesterstrand, der ligger fjernt tilbagetrukken, ikke volder Forlis. Og Skibene i fast Rute paa Esbjerg plejer at finde Indløbet uden at rende paa Fanø. Alligevel har naturligvis Øen sine Redningsstationer, to med Baade, der begge ligger paa Østsiden og skal betjenes derfra i paakommende Tilfælde, ligesom der skal holdes ordentlig Tilsyn paa Fanø-Stranden som alle andre Steder paa den jydske Vestkyst. Men i en Menneskealder var der ingen egentlig Stranding indtruffen paa Fanø, saa man var bleven tryg ... Og saa hænder der en Decemberaften det mærkelige, at et Langfarts-Skib, hjemmehørende i Fanø og delvis med Fanø-Besætning, strander paa den ellers saa ufarlige Kyst ret vesten for Nordby, blot et halvt hundrede Favne fra Stranden, lige ud for de store Hoteller.

Man staar paa Stranden ved disse tomme og stille, disse forfrosne Hoteller, man er tavs af Forbløffelse, Havet tier ogsaa, det véd ikke et Ord til Forklaring, Briggen staar paa Sandrevlen saa uangribelig ansvarsløs, den kan ikke gøre for det, som hændte ... Oppe i Kapellet bag Klitterne ligger de otte danske Sømænd i hvide Klæder, deres Læber er stumme ...

Dette er et Mysterium, et tragisk Skæbnetræf. De eneste, som kunde bragt Løsningen, ligger Lig paa den hjemlige Ø.

Briggen »Claus« var bygget paa Fanø og havde Rederiet der. Kaptajnen og Styrmanden var begge fra Nordby, unge Mænd med fortrinligt Sømandskab som Fanøboerne flest. De havde faret paa Søen al deres Tid, langvejs borte, og kun en sjælden Gang kom de hjem til et kort Besøg. Netop paa en saadan flygtig Visit havde de gæstet Øen, et Par Uger før Katastrofen indtraf. Kaptajnen havde sin Fader og Kæreste der, Styrmanden sin gamle Moder, der sad ene og bedrøvet, hun havde den Gang nyligt mistet en Søn.

Briggen Claus havde haft en lang Sommerrejse paa Vestindien efter Sukker. Ved asiatisk Plads i København var Ladningen bleven losset, og herfra var det, at Kaptajnen og Styrmanden havde set Lejlighed til en hastig Fanøtur for endelig engang igen at hilse paa Slægt og Venner, inden Skibet skulde gaa videre. I Kragerø var der bleven indtaget Trælast, bestemt til Bristol, og den 24. November forlod Skibet Norge.

Nu hører man intet til Skibet, før det staar menneskeforladt paa Fanø Strand om Morgenen den 1. December. Hvad der er hændt i Mellemtiden, maa man mest gisne sig til. Der kom haardt og stormfuldt Vejr af Vest, og Skibet har haft en besværlig Sejlads ned gennem Vesterhavet. Besætningen var lutter unge Folk mellem sejsten og tredive Aar, de maa have slidt haardt i det, faaet ringe Søvn og sagtens været udmattede, da de er naaet ud for Horns Rev. Her har Skibet været i Betryk, Storrigningen er gaaet overbord, og i Følge Skibets Logbog er Forrigningen bleven kappet den 30. November om Morgenen. Fra samme Dags Middag er Logbogen ikke ført, Skibet har drevet omkring uden Styreevne, og Mandskabet har næppe rigtig vidst, hvor det befandt sig; der var Regntykning nu og da. Samme Aften, lidt hen paa Mørkningen, maa Ulykken være kommen. Skibet er pludselig grundstødt, og i den Tro, at man stod paa det frygtede Horns Rev, har Mandskabet i Angst og Overilelse forladt alt og er gaaet i Skibsbaaden, der paa den uforklarligste Maade næsten straks maa være kæntret. Faa Minutter efter er Sagaen ude.

Den næste Morgen tidlig, i det gryende Dagslys, kommer der cyklende inde fra Nordby en ung Haandværker ud til Fanø Vesterstrand, hvor han vil samle Rav i Havstokken. De sidste Dages strænge Vejr er i Nattens Løb stilnet af, jævnt og stilfærdigt slikker Bølgerne den hvide Strand, saa Ravsamleren har Haab om at finde, hvad han søger, i den opskyllede Bræmme af Snegle og Tangplanter lige ved Havkanten. Forbavset ser han — og næppe vil han tro sine egne Øjne — at der staar et havareret Skib ikke langt fra Land, og at det nøje ligner Briggen Claus. Han staar længe og stirrer derud og fatter ikke, hvad der dog kan være i Vejen; som alle Folk i Nordby véd han jo, at Claus skulde være under Sejlads til Bristol nu. Han lægger Cyklen og gaar saa langt hen ad Stranden, at han kan se Skibets Agterspejl. Jo, der er ingen Tvivl længer, han kan tydeligt læse Navnebrættet: Claus af Nordby ... Hvad skal dog dette betyde! Claus strandet hjemme paa Fanø — og ikke et Menneske at se ombord! ... Han gaar endnu et Stykke Vej frem ad Stranden helt i Vildrede og med Blikket uafladeligt hæftet paa Skibet, som om han ventede, at en Skikkelse skulde træde ud af Kahytsdøren og vinke et beroligende »Godmorgen« ind til ham — da støder hans Fod mod noget blødt lige i Bølgeslikket, han ser hastigt ned for sig og springer et Par forskræmte Skridt tilbage: det er et Menneske, et inddrevet Lig, som fuldt paaklædt ligger næsegrus og underligt sammentrukket, ligesom boret ned i Sandet ... Han staar nogle Øjeblikke som stivnet, gaar saa tøvende hen og bøjer sig over Liget, tager det forsigtigt ved Armene, løfter ved Overkroppen og vender Hovedet op ad, Ansigtet er blodigt og sandfyldt, Læberne svulne, Øjnene kun halvt lukkede, men Blikket brustent ... han ser og ser og synes, han skulde kende Trækkene, Skægget — jo, nu gaar det som et Jag igennem hans Bevidsthed, at Liget er Kaptajnen fra Claus ...

— — Hen paa Formiddagen blev de andre syv Lig fundne paa Fanø Strand. De havde forskrabede Ansigter og Hænder; deres Dødskamp har været fortvivlet, de har stridt i Mørket, har svømmet og tumlet som i Blinde, intet Lys i Land har vist dem den korte Vej ind. Et enkelt af Ligene laa længere oppe paa Stranden end de øvrige; det var Styrmanden, et meget kraftigt Menneske. Han maa være naaet levende gennem Brændingen og har kravlet et Stykke frem ad den skraanende Strand, indtil Kræfterne har svigtet ham, og han er bleven liggende hjælpeløs paa sin Fødeø og har i Nattens Løb udaandet dèr, et Kvartérsgang fra sin egen Hjemby, hvor han saa nylig var bleven fejret velkommen hjem.

Man staar paa Stranden og undres. Saa besynderlig en Hændelse! Det plejer ellers at være Forlis langt borte, fjernt henne i Verden, der berøver Fanøkvinderne deres Fædre, Mænd, Kærester, Brødre. Men slippe uskadt over Oceanet, stryge i alskens Vejr mellem Skær og under Klippekyst som saa mangen stærkt bygget og vel ført Fanøskude har gjort det før Claus — og saa grundstøde og omkomme derhjemme paa den bitte lille Ø, den næppe synlige Prik paa Verdenskortet — det er ikke til at forstaa. Og med Uhyggefølelse og Selvbebrejdelse tænker Fanøboerne paa, at den Aften, da Claus strandede, var de til Indvielse af et Forsamlingshus bare ti Minutters Vej fra Strandingsstedet. Ogsaa Kaptajnens Fader var med. Det blæste endnu stødvist med springende Paalandsvind og nogen Sø, men ingen fandt paa at gaa til Stranden og se efter truede Skibe, end ikke Strandfogden — man havde jo levet sig ind i en fast Forestilling om, at paa Fanø kom der ingen Strandinger. I Forsamlingshuset var der Højtidelighed og Fest fra om Aftenen Klokken syv til Midnat. Netop i disse Timer har de otte Sømænd kæmpet forgæves for Livet, uden at en Haand har været rakt dem til Hjælp ...

Det er underligt at ro i Jollen ud til Briggen og komme ombord i det forladte Skib. Naar undtages den havarerede Rigning har Skibet ikke Skade nogetsteds. Det er en solid Skude, nybygget og veludhalet, støt staar den i Sandgrunden. Som Vejret er nu, befinder man sig farefrit ombord, ja selv Strandingsaftenen var der hverken Vind eller Sø af saadan Art, at det havde været risikabelt for Mandskabet at stole paa Skibets Styrke og være forblevet ombord, til Dagen kom og gjorde Kystobservering og Landsætning mulig. Deres Overilelse betalte de dyrt ... Men man tænke sig bare, at de trods Mørket var slupne heldigt i Land og til deres Overraskelse havde genkendt den hjemlige Ø og saa fundet Vejen op gennem Klitterne, op til det oplyste Forsamlingshus — og var traadte derind, drivende vaade og yderst forkomne — men dog i Live alle — — —

Der er en trykkende Stemning ombord, man gaar stille rundt og ser paa Gods og Grejer; alt tyder paa et ilsomt Opbrud. Toplanternen er endnu tændt, i Kahytten brænder Lampen, Søkortene ligger oprullede paa Bordet, Kahytsuret tikker endnu saa levende. I Kabyssen staar Aftenopvaskningen ufærdig, Kokken er bleven afbrudt i sit Arbejde, ja han har end ikke faaet Tid til at drikke sin egen Kaffe, Koppen stod halvfyldt, han har vel taget en Slurk nu og da, mens han vaskede op — saadan en Kok er jo Allemandsdreng tilsøs og maa altid skynde sig og især i Ondtvejrstider passe Dæksmandskabet med en hurtig leveret Styrkedrik, inden han selv kan forsyne sig.

Paa Agterdækket er der svage Brandspor. Her har der været afbrændt Nødblus, endogsaa sendt Nødraketter tilvejrs. Og saa underligt det end lyder, har nogle af Fanøboerne, da de om Aftenen ved syv-otte Tiden kom gaaende fra Nordby til Forsamlingshuset, set de lysende Raketter stige op over Klitkanten, ude over Havet, men, i Feststemning som de selv var, har de tænkt, det var Festblus fra en Esbjergdamper i Forbifart — eller de har slet ikke tænkt nogenting derved.

Om Morgenen, da Ulykken blev dem meldt af den cyklende Haandværker, er de styrtet forvildede til Stranden med alle Slags Redningsmidler — til ingen Nytte. Skibet stod der, Søfolkene laa der; de var døde alle, deres Lommeure var gaaet i Staa Klokken halvotte — — netop den foregaaende Aften ved den Tid, da man begyndte at feste i Forsamlingshuset — —

Oppe i Kapellet laa Ligene. De var renvaskede og omklædte allerede. Sørgeklædte Kvinder gik til og fra med tyste Skridt og tungt Blik; de tog saa varsomt paa alle Ting, disse stille Kvinder; bare de flyttede en Stol eller hængte Blomster paa et Søm, viste hver af deres Bevægelser den nænsomste Omhu. Og de talte saa dæmpet og foldede Hænderne, straks de havde dem ledige; og bedst som de færdedes mellem de otte Lig, stansede de og betragtede med vaade Øjne et stivnet Ansigt og mod det hvide Lagen en sort Salmebog, der holdt Hagen oppe, og da bekræftede de med kraftløse Suk, at Ubegribeligheden havde sejret, og at Mennesket ikke trodsigt skulde forske Tingenes underfulde Gang, men bare bøje sig og lide af et taalmodigt Hjærte, thi alt maatte jo være saadan beskikket for det bedste ...

Der blev tændt Lys i Kapellet, de gule Stearinflammer løftede sig i svag Flimren langs Væggene. Der faldt som et Skær af Livets Farve over Ligenes Ansigter, hvor alle fremstaaende Dele havde rødlige Partier, næsten som de var skoldede — det var Sandet, der havde skuret Huden af, mens der blev kæmpet derude i Brændingen og Havstokken. Især var Kaptajnen og Styrmanden skrabede og forslaaede; de har af al Evne villet naa Land. Nu hviler de trygt paa den hjemlige Ø, dækket af Buketter og Kranse fra deres forskrækkede Bysbørn, som ikke fik dem hjulpet i Tide.

Yderst ved Døren laa to helt unge. De hørte hjemme hver i sin Limfjordsby og var Sønner af velstillede Forældre, som næppe af god Vilje havde ladet dem gaa tilsøs. Fra Barnsben har saadanne Drenge plasket i Baad, stjaalet sig paa Fjorden og lært sig at bruge en Aare og sætte et selvlavet Sækkelærredssejl til en Mast; de er bleven holdt til Skolegang og Hjemmelæsning, har skullet passe Klavértimer og Danseøvelser, det har været Forældrenes Maal at faa dem gjort til Studenter og Kandidater og Embedsmænd, den samme Bane, Faderen selv har gennemløbet, men Fjorden har haft Magt over Drengenes æventyrlystne Sind, Skibene, som kom langvejs fra og lagde til Kajen og lastede Fragt de særeste Steder hen, fyldte Drengenes Fantasi, og Skibskokken, som gik søndagspudset i Land med Kridtpiben kækt i Munden og de røde, sprukne Næver parate til Slagsmaal, indtog i Fjordbyens raske Drengebetragtning den attraaværdigste Stilling, Livet kunde byde.

Der blev da hverken Rist eller Ro hjemme, før Far og Mor maatte give Carl og Christian Lov at komme tilsøs — bare en enkelt Tur for at prøve. Far skrev omsider til Fanø, hvor der er saa mangen et anset Rederi, og hvorfra i Aarhundreder Landets kyndigste Søfarende er udgaaet. Det blev bestemt, at Drengene kunde komme med Briggen Claus og maatte møde betids i København paa gamle asiatisk Plads. Her begyndte det rige Æventyr, Søen skulde bringe dem — Ugen derefter endte det fattigt paa Fanøs hvide Strand.

Og nu var Fanø klædt i Sorg, og al Travlhed forstummet, i den stilleste Stilhed hvilede det gamle Nordby og Kysten hele Øen rundt, bare Kirkeklokkerne ringede.

Men ovre i det unge Esbjerg larmede Livet uanfægtet videre, som det jo skal.