Rødkælkene

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Luftslotte.djvu Luftslotte.djvu/4 78-80

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

RØDKÆLKENE

To små blege, langhårede Drenge sad på Bænken under de gamle Æbletræer i Skolegården.

Ensomt sad de, fjærnt fra de andre, tæt ind til hinanden og talte hviskende sammen med store Øjne og ængstelige Blikke. Solpletterne flimrede ned over dem gennem det tætte Løv, og Luften var frisk og lun.

De andre Drenge larmede og råbte henne under Skolens brede, grå Facade, der knejste med sine to Etager blændede Ruder og sit stejle, rødbrune Tegltag oppe under den mørkeblå Middagshimmel med de svævende hvide Skyslør. Rundt omkring Pladsen bugtede sig det røde Plankeværk, hvorover Provins-Havernes grønne Løvkroner så.

Det var så forunderligt, det de talte om — noget så uhyggeligt og truende, som de aldrig havde anet før, men som nu pludselig var dumpet ned i deres Livs vante små Tanker som Ørnen i et Dueslag — noget, som en af de store Drenge havde fortalt den lille Kaj forleden på Skovturen — noget så underligt — „Og han sagde, at sådan var det med Fa'r og Mo'r, og sådan var det gået til, at vi var bleven født, og sådan vilde vi selv en Gang bære os ad — men det tror jeg rigtignok ikke — for at et lille Barn — sådan — nej — vel, Alf?“

Og han så hjælpeløs på sin Ven, men Alf kunde bare ryste på Hovedet og stirre bekymret.

Længe sad de tavse — så sukkede Kaj:

„Å, hvor det er kedeligt —“

Og der stod Tårer i deres Øjne — de andre legede, men de kunde slet ikke lege, det var helt forbi — de kom såmænd aldrig til at lege — og Alf skulde endda have Stikkelsbærgrød i Dag, men nu vilde det slet ikke kunne smage — — —

Det kvidrede oppe i Æbletræet — de så op — to små, Funklende røde Rødkælke kom surrende ud over deres Hoveder med opspilede Næb og baskende Vinger — skrigende kreste de om hinanden i Solskinnet, de sorte Øjne gnistrede, de olivengrønne Fjer bruste — nu fløj den ene løs på den anden — uvilkårlig sprang Alf og Kaj op — som for at hjælpe — men se nu — de vilde slet ikke slås — tumlende sig tæt om hinanden hvirvlede de atter ind i Bladenes flimrende Skygge — som to Ildkugler glimtede de mellem det grønne Løv og de blanke Paradisæbler — og nu blev de ganske stille — de purpurrøde Bryster glødede, og Solen skinnede — —

Kaj og Alf stirrede stumme og åndeløse, Hånd i Hånd — deres Øjne mødtes, så forunderligt klare og højtidelige — og atter stirrede de, som fasttryllede, på de to Himlens Fugle.

Et Brøl bag ved dem — de foer sammen — en stor Dreng dansede og sprang foran Bænken, vendte sig om og råbte hen mod Skolen, hans Kammerater stimlede til, snart stod der en hel Flok, Hoved ved Hoved og så op i Æbletræet — og nu gav de sig til at grine og puffe til hverandre, idet de blinkede med Øjnene og halede op i Buxerne.

Og pludselig pegede den store Dreng på Kaj og Alf og råbte:

„Se, hvor de glor, de to — hæ, de' ku' I li', hva'?“ og han langede ud efter dem med Foden.

Hele Flokken brast i en skraldrende Latter, rakte Næse ad dem og peb i Fingrene.

„Hæ, hæ — de' ku' I li'!“

Da blev Kaj og Alf blussende røde — de skottede sky til hinanden og listede med dukkede Hoveder, hver for sig, hen i Skolens mørkeste Kroge.

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧