Ras Røgter

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Brødrene Salmonsen (I. Salmonsen) København


Fattige i Aanden.djvu Fattige i Aanden.djvu/7 147-162

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1950. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1926.

RAS RØGTER

Ras Røgters Kammer var omme i den søndre Længe, men Ras kom der aldrig, og Støvet laa saa lindt og tæt over Gulvet, at man kunde se, naar en Skarnbasse havde pløjet igennem det.

Hvad skulde ogsaa han med Kammer, naar han havde Bæsternes venskabelige Omgang!

Ras vadskede sig ikke.

Den Ting fandt han ubekvem og overflødig. Fik han sig om Sommeren i Marken uventet en Tordenskylle over Hovedet, kastede han sig badovs paa Jorden og lod Regnen slaa Stortromme paa Buksebagens Hjorteskind.

Da Ras reddede Grevens Dreng fra at drukne i et gement Mergelhul, var Faderen jo færdig ved at forgylde Ras af Taknemlighed, men Ras nejede kun, som vanlig, naar han snakkede med Storfolk og sagde: "Mæ fo Low aa Tak hans nodige Welskafthed — om han helles will beskænk mæ, ku' han jo gyw mæ æ Klat Hjortenskind te Enden a mi Bøwser, faa te de holder bedder end som de Hverkenspjat, Kvindfolk wøwer sammel!"

Og Ras lagde sig paa Maven, tværsover en Malkestol, mens Pigen med Hyssing sømmede den gule Bag i de hjemmegjorte blaa Bukser. Til Gengæld malkede han to Omgange for hende — saa var den Villighed betalt.

Ikke for aldrig det skiftede han Tøj med det Gode, men kommanderede Husbond ham i ren Uldskjorte, maatte han lystre — bagefter gnubbede han sig dygtigt i Renden under Kohalerne.

Hans Næse var nu indrettet paa den Slags.

En Gang om Aaret, Aften før Høstgildet, lige naar Kokketøs og Bryggerpige var begyndt at bage Æbleskiver — de bagte hele Natten over — blev Ras kaldt for Husbond.

"Naa Ras, skal vi saa svinge os i Morgen?"

"Jowwel aa Tak, Husbond!"

"Min Kone vil gerne ta' en Sekstur med ham, men saa maa han jo være i Pudsen; forstaar han?"

"Jowwel aa Tak, Husbond!"

Gennem Køkken og Bryggers trak Husbond af med ham ud i Vadskestuen. Dèr stod tre Baljer parat, en med Pumpevand, en med Sæbevand og en med skoldende Sodalud.

Og Sidsel Pommerans, den villeste Faareklipper i syv Miles Omfang, og Mikkel Praas, stod grinende og parate.

"Af Tøjet da, Ras," sagde Husbond, og Ras krympede sig.

"Ka'en skær le' rap?" sagde Sidsel; hun talte Bysprog og havde Fribolig i Fattighuset. Hun hjalp til.

Sidst faldt Skjorten, og Ras blev sat paa en omvendt Bøtte.

Klip-Klap og Klip-Klap — der rendte alle hans klæge, gulgraa Gammelmandslokker ned over Skuldrene, saa vævre som vaade Mus.

Halmvisken fik en Gang Sæbe og Sand, kom i Sodalud, og Ras' Hovedbund blev renset for alt levende og livløst.

Siden skurede Sidsel og Mikkel Praas Resten helt ud til Storetaaen og den med.

Ras tudbrølede.

Hvert Aar ved den Lejlighed græd Ras. Dels gjorde det ham ondt at komme af med Snavset, og dels mindedes han sin Mor, der for tre Snese Aar siden garvede hans Skind saa grundigt alle Aarets Lørdage.

Sidst blev Pumpevandet heldt over ham som en Byge, han blev gnedet tør og svøbt i et gammelt Dækken: "Nu ligner han s'gu en anden Græker," sagde Husbond, der røg Pibe til den Forestilling.

Efter Sidsels Vurderingsskøn blev Ras Røgters Undertøj enten brændt til Aske og gravet ned, eller blot kogt ud i Gruekedlens skrappe Lud. Trøje og Bukser kom i Ovnen, der endnu var hed efter Rugbrødsbagning, der fyredes op, og alt ondt blev vel fordrevet. — — —

Næste Dag var Ras fin, ren og ulykkelig. Han syntes, at hans sorte Sjæl i det hvide Legeme passede saa daarligt som en Fedeso i en Gyngestol. Men da han om Aftenen tumlede rundt i en Sekstur, var det, som voksede der Englevinger ud paa alle de fem Fingre, der laa udspilede paa Herregaardsfruens Ryg. Og hans Træsko klingrede saa festligt, som var de klampede med ægte "Sparantenguld".

— — — —

Ras havde sine Sorger, idelig ens var de, og kom igen sikkert som Aarets Maaneder.

Det var, naar Køerne kælvede.

Han led for dem og med dem, og græd, saa det dryppede, naar de stønnede og krympede sig i Veer.

"Di stakkels Orm — di æ kummen faa Skaad' uden egen Skyld aa Orsagels', int som Tøseren, der sjøl æ ud' om'et!" Og han virrede med Hovedet og hulkede.

Men var Kalven kommen til Verden, lykønskede han Moderen, døbte den nyfødte med fineste Adelsnavne og var glad som en ung Fader.

Han var ikke gift, og naar Pigerne drillede ham med hans Ungkarlestand, svarede han gerne:

"Ka I bring mæ en Styk Kvindfolk, der leger po Eg aa ruger Onger u'? Ka I de — faa te saa will a ha hinner straks!"

Han fandt, det var Vorherres eneste iøjnefaldende Fejl fra Skaberdagenes travle Tid, at Fødslen voldte Pattedyrenes Hunkøn saa store Smerter.

"Aa de' kun' jo waan repelrirt, om han haad gywen sæ en bette Kon bejjer Stunder — saadden te baadde Kvindfolk og Bæjster og Awerkatter ku leg Eg aa rug. Men," føjede han til, "man sku' jo ett go i Rettes mæ Gud Herrens uransavelige Arbed — wi ku jo ett i syw Oer ha goer, hwa han fik lawed aa makked sammel i syw Daw!"

Han ejede ikke en Trevl Tøj udover det, han gik og stod i. Hvad nyt, der kom om hans Krop, var Husbonds kasserede. Løn tog han ikke imod. Hver Skiftedag, naar Husbond kom med Pengene, sagde han bogstavret og med stor Sindighed: "Sanker — Eder — ikke — Skatte, som — Møl — og Rust — fortære — kunne — — staar i æ Biwel, aa a føller nu Relionen mæ den Kromm' Forstand aa Omtænkels' Vorherre Gud haar gywen mæ!"

Pengene blev da sat paa Bog, men Bogen vilde Ras ikke se for sine Øjne: "Saa ska Jen baressens ha di Papier aa swaar Renter a po Dummens store Daw — næ helles Tak faa mæ!"

Ras gik i Kirke hver Søndag, saa sort han var, men faldt gerne i Søvn, inden Præsten vel var begyndt. Naar Orgelet saa til Slut tog Fart, vaagnede han op, huskede hvor han var, og gav sig til at bede alle de Bønner, der sad i ham fra den Tid, han gik hos Præsten.

Mangen Søndag bad han højt og inderligt for "en nodig Faaløsning" — det var, naar en af Køerne havde svært ved at kælve. Ja engang overvandt han i den Grad sin Skyhed overfor Guds Tjener og Kirkens Hyrde, at han bad denne i Bønnen for syge og sorgfulde mindes den brogede Ko, Jessebell Løwenkop, som nu i tre Døgn, fuld ikke havde taget ved Æde.

Men Præsten talte ham til i gram Alvor og spurgte, hvorfor Ras gik i Guds Hus, naar han dog sov i Stedet for at høre Guds Ord.

"Jow, sier jerres Welærwærdighed, di arme Kre'tur stoer nu der aa gomler aa fyllesefirer øwer Lyw aa Dø. Løs ka de ett, aa skryw ka de ett, di æ hwerken døft helle kumfelmiret, aa aaller hør' di saa møj som æ Sallem, faa a ka nu ett søng, aa Malketøseren sønger kons Wiser om Kiærlighed aa Troskaw, men lidt Relion maa di da ha. Aa enten te a nu sower heller ett, saa lysser æ Prejst — mæ gonsti' Tilladels' jerres Welærwærdighed — Welsinels' øwer wos aall — aa den tawer saa a mæ hiæm i æ Lomm te di sælle Bæjster!"

Præsten erklærede da myndigt, at Køer og Faar ikke var af samme Oprindelse som Mennesker og derfor ikke kom i Guds Rige.

"Sku' di da i Hølle?"

"Nej!"

"Saah — — næ, jerres Welærwærdighed aa Pastor, nærensti' di ett kum i Høll aa ett i Paradis — saa æ de' Hiel jow æ grow Løwn. Faa te jen Stej mo di jo gyr a mæ, aa enten di no we putt mæ i Hølle — hwa Gud forbyd, helle send mæ lukt i Abraham hanses Skyed udi Paradies, æ Kre'tur mo da wær de jennele Stej!"

"Hvorfor dog det, Ras?"

"Fordi te a æ Røjter — aa a ska well ett røjt Engler aa mug under dem. Næ dier hwo a kumme, dier kumme wal osse æ Bæjster!"

— — — —

Den gamle Præst døde, og en mere skrap kom til Egnen. Ogsaa han hørte om Ras og satte sig for at ruske Røgteren ud af hans Uvidenheds Enfold. Hver Søndag efter Kirketid holdt han Ras tilbage og talte Donner til ham og udlagde Bibelsproget i strenge Ord. Men Ras var som Flodhesten — hans Hud stod for drøje Slag uden at faa Strimer. Naar Præsten slap ham, drejede han sig op mod Vinden, rystede Ærmerne og Buksebenene og viftede med Trøjeopslagene, drev saa hjemad og gav alligevel Bæsterne den Velsignelse, Præsten havde forbudt ham at anvende paa anden Haand.

Men om Sider lykkedes det dog Præsten at jage Skræk i ham. Og gamle Ras gik fra Ko til Ko, strøg dem over de vaade Muler og græd. I to Nætter fik han ikke Blund.

Staldlygten hang i Krogen og gloede paa ham som et ondt Øje, og Blæsten udenfor jog mod Port og Mur som en bankende Knokkelhaand. Han følte med et, hvordan Tøjet klæbede til ham af Skidt og hvordan det kribled og krøb i Hud og Haar.

Det gøs i hans Krop.

Han vendte og drejede sig, og Bæsterne hostede, og Halskæderne ringlede.

— — Og Præsten havde talt om at tvætte sig og om ren Sjæl udi rent Legeme. Det var en Slump Tid siden Høstgildet, nu — —

Ras stod op og gik hen til Lygten. Dèr paa et Søm var en gromme solid Hampensnor, gromme solid. Man kunde da klynge sig op, saa var Livet af den Smule Krop, inden Satan kom og tog En.

Men Bæsterne — — —

Nej, han kunde ikke bringe det over sit Hjerte at forlade dem, de gode, rare, fornuftige Bæster — — og Præsten sagde, de havde ikke Forstand! — — Da var det, som et Lyn fòr gennem hans Sjæl — han lagde sig tilbage i Halmen, bad sine Bønner, bad som altid for hver Ko især, og sov ind, sødt og tungt, til Morgenstøjen vakte ham.

Det skete otte Dage før Jul.

— — — —

Gaardens Folk troede, han var bleven "tumpet".

For Ras mugede og Ras skrabede. Væk med Spindelvæv og væk med Rotter, og væk med det fede Møglag, der gjorde Staldgulvet blødt som et Grønsvær. Saa kom Turen til Bæsterne. Ras laante Børster og Sæbe og Soda oppe i Bryggeriet og vadskede Dyrene saa rene, som havde de været smaa Børn, der skulde til Chocoladegilde oppe hos Greven.

Kostalden kom til at lugte af Renlighed.

Han sled med Dyrene, som skulde de optræde i Cirkus. De hundrede Gange i Døgnet øvede han dem i at lægge sig paa Tælling. Den sædvanlige sidelænds Dratten om var langtfra god nok.

"Aa Herrejøs — aa Herrejøs bette Wiweke Koos, ett saadden, ett saadden, aalle hinner Posselankentøjer aa jen Gang ind under hinner Maw' — — saadden, ja ja da, saadden!"

Straks en Ko rejste sig i Baasen, var han der: "Naa bett' Fie Gyldenløw, ka hun saa kromm hinner Nejerdil, aa ka hun saa knæl lisse gelindikus som te hinner Slæjtning fræ Lollikkeland!" — — —

Sidst kom han til sin egen Renlighed. Det var jo fælt "sjenerli" at gaa til Pigerne om den Ting, og han havde da ogsaa Øvelsen ved at se, hvordan de andre skrubbede ham.

Han foretrak at gøre det alene og i dyb Ensomhed.

Da Natten faldt paa, vadede gamle Ras nøgen og barfodet gennem Sneen over Gaarden, pumpede Vandingstruget fuldt og steg op i det kolde Vand. Det var for mørkt til, at han kunde se Renheden, men da Tænderne dansede Hopsa i Munden paa ham, og Fingrene blev stive som Istapper og døde, mente han, nu kunde det vel være nok, og gik over i sin lune Stald.

Ikke var Husbond af Fjerene, før Ras stod for ham og bad om et helt Aars Løn.

Med den i Lommen gik han til Landsbyskrædderen og købte et Sæt nyt Tøj. Det var syet til en pukkelrygget Møller med korte Ben, men saasom Mølleren døde, hang Tøjet unyttet hen. Ras krøb i det og saa ud som — — — han saa mærkelig ud.

Men da Avlskarlen skar Graner til Folkestuen, skar Ras Graner til Kostalden. Saa købte han tyve tykke Tællelys og to Pund Totommers Søm. Og Lillejuleaften slog han Granris fast over Væggene og stillede Lys i Gittergluggerne over Baasene.

Husbond bad ham passe paa Lysene, men lod ham ellers gøre, som han lystede. — — —

Selve Juleaften, da Landsbyens Kirkeklokker kaldte alle hid og Gaardens Folk med Salmebog i Haand var draget af, og Juletræet stod færdigt i Salen, og Folkenes Bord var dækket med hvidt Papir, Knive, Gafler og Saltkar — da den hellige Fest var ved at tage sin Begyndelse, aabnede Ras Stalddøren paa Klem.

Stille var der i den store Gaard. I Herskabshuset oppe foran Haven skinnede Lys fra hver en Rude.

"Kossaa da, kossaa da, Irmelin, aa Ann Mari, aa Abigael, aa Roselill — kossaa da!"

Stille trinede Ras Røgters Køer ud af Stalden, som anede de, det gjaldt deres Sjæls Frelse, og gled gennem den høje, bløde Sne, over Gaardsrummet, ud af Porten og langs den sorte Poppelallé, der gennem Skoven førte til Landsbyen.

Kvægets Halsringe klang som Klokker. Andægtigt skred Køerne frem. Hele Vejen hviskede Ras til dem og talte kærlige, mange Ord.

De naaede Kirkegaarden, hvor den hvide Kirke laa med lange skinnende Vinduer og brusende Orgelsang.

Om Hornene paa Irmelin hang en Rulle Tov. Den tog Ras, stak den ene Ende gennem Irmelins Halsring og gennem Ann Mari's og gennem alle de andres, saa han tilsidst havde Bæsterne som Perler paa sin Snor. Nu gjorde han den yderste Løkke fast ved Vaabenhusets Jernklinke og den inderste ved Hoveddørens Haandtag. Gik saa selv over Kirkens Dør til Orgel og Julefest.

Mange vendte sig efter Ras. Ingen var bange for hans Nærhed som ellers, og han banede sig Vaj helt op til Prædikestolen og stirrede ufravendt paa Præsten, til denne saa ham og studsede over hans sirlige Ydre.

Inden Tjenesten var forbi, borede Ras sig ud.

Da Folk strømmede fra Kirken, blev der stort Mudder ved Udgangen, som spærredes af Ras Røgters Bæster, der laa nok saa pænt med alle fire trukket ind under sig. Ras gik hen og pillede Præsten nederst ved Kjolesømmen:

"Mæ Fo'low, men nu æ helles bod æ Bæjster aa mæ sjøl saa renli aa æ Krop, te a Pastoren geren ka wis wos den Willighe' aa rens Sjælen i Lywwet po wos mæ de' samm'. Æ Bæjster haar hyer aa æ Sallemsang, aa mestendels sønget mæ, aa di haar hyer aa æ Præken, aa æ saa møj nyd'le bered aa æ helle' Fest. Men hwissomstier, a' I sejer a' æ Bæjster illywel ett ka kum i æ Paradies, saa sejer a, te de æ Løwn, sejer a, faa saa we' a da, a' Worherre, han æ minner skrap end som te hanses Præjster!"

Præsten saa sig forvirret om: "Men hvad vil han dog her med alle de Dyr?"

"De leger jo aa knæler po aall djer fier Bien aa ber fow dier Sjæls Fortawels' Aa saa wenter di etter, a æ Pastor sku lyss æ bett Welsinels' aa den Slaw — mæ Faalow aa unskyl mi Dristi'he!"

Da tog Præsten en rask Beslutning, han hævede Armene ud over Mennesker og Dyr: "Herren være med Eder alle, Herren lade lyse sin Velsignelse over Eder, Amen!"

Mængden blottede Hovederne, Køerne laa stille og stumme, og Ras Røgter græd Glædens Taarer.

"Ded ska' hans højærwærdig Pastor helsens ha saa møj manne Tak for boed fra æ Bæjster aa fra Ras Røgter aa mæ sjøl.... Ded gjoer wall lig' ner i mi Maw, saadden aa fo rijæl Beskied aa di hellige Diel. Naa hwe' wi da, hworte' a' wi kumme hen, enten wi blywwer puttet aa æ Kærregoer eller wi blywwer ædt i Kysupp mæ Boller aa.... Ja Gu' ha Low i al Æwihied, saa gue han æ mo' æ sælle Stymper som mæ. — Kossaa, Børnlil, a wi ka' kum a hiemmel te," sagde han og trak efter Hjemmet i den hvide Julenat. Men mange var de, som fulgte ham — baade Mennesker og Dyr.

I Kostalden sang Ras Røgter alle de Salmer, han kunde huske, baade "Glade Jul" — og "Herlig en Sommernat" — og "O jeg, som har i Synd og Vellyst levet!"