Sølvskillingen
Sølvskillingen.
Der var en Skilling, den kom blank fra Mynten, sprang og klang, „Hurra! nu skal jeg ud i den vide Verden!” og det kom den.
Barnet holdt fast paa den med varme Hænder og den Gjerrige med kolde, klamme Hænder; den Ældre vendte og dreiede den mange Gange, mens Ungdommen strax lod den løbe videre. Skillingen var af Sølv, havde meget lidt Kobber i sig og var allerede et heelt Aar Ude i Verden, det vil sige, ude omkring i det Land, hvor den var myntet; saa kom den paa Reise ud af Landet, den var den sidste af Landets Mynt, der blev tilbage i Pengepungen, dens reisende Herre havde med, han vidste ikke selv, han havde den, før den kom ham mellem Fingrene.
„Her har jeg jo endnu en Skilling hjemme fra!” sagde han, „den kan gjøre Reisen med!” og Skillingen klang og sprang af Glæde, da han puttede den igjen i Pungen. Her laae den hos fremmede Kammerater, der kom og gik; den Ene gjorde Plads for den Anden, men Skillingen hjemme fra blev altid tilbage; det var en Udmærkelse.
Nu var allerede flere Uger forbi, og Skillingen var langt Ude i Verden, uden just at vide hvor; den hørte af de andre Mynter, at de vare franske og italienske; den Ene sagde, at nu vare de i den By, den Anden sagde, at de vare i den, men Skillingen kunde ikke gjøre sig Forestilling derom, man seer ikke Verden, naar man altid er i Pose, og det var den; men som den en Dag laae der, mærkede den, at Pengepungen ikke var lukket, og da listede den sig til Aabningen, for at kige lidt ud; det skulde den nu ikke have gjort, men den var nysgjerrig, det straffer sig; den gled ud i Buxelommen, og da om Aftenen Pengepungen blev lagt tilside, laae Skillingen endnu, hvor den laae og kom med Klæderne ud paa Gangen; der faldt den strax paa Gulvet; Ingen hørte det, Ingen saae det.
I Morgenstunden kom Klæderne ind, Herren tog dem paa, reiste bort, og Skillingen kom ikke med, den blev funden, skulde igjen gjøre Tjeneste, gik ud med tre andre Mynter.
„Det er dog rart at see sig om i Verden!” tænkte Skillingen, „kjende andre Mennesker, andre Skikke!”
„Hvad er det for en Skilling,” blev der lige i det Samme sagt. „Den er ikke Landets Mynt! den er falsk! duer ikke!”
Ja nu begynder Skillingens Historie, som den siden fortalte den.
„Falsk! duer ikke! det foer igjennem mig,” sagde Skillingen. „Jeg vidste, jeg var af godt Sølv, god Klang og med ægte Præg. De maatte bestemt tage feil, mig kunde de ikke mene, men mig meente de dog! mig var det, de kaldte falsk, jeg duede ikke! „Den maa jeg give ud i Mørke!” sagde Manden, som havde den, og jeg blev givet ud i Mørke og saa igjen skjældt ud ved Dagslys, — „falsk, duer ikke! den maae vi see at blive af med.”
Og Skillingen sittrede imellem Fingrene hver Gang den i Smug skulde listes bort og gjelde for Landets Mynt.
„Jeg elendige Skilling! hvad hjelper mig mit Sølv, mit Værd, mit Præg, naar det ikke har Noget at betyde! Man er for Verden, hvad Verden troer om En! Det maa dog være skrækkeligt at have en ond Samvittighed, at liste sig frem paa det Ondes Vei, naar jeg, der dog er aldeles uskyldig, kan være saaledes tilmode ved bare at have Udseendet deraf! — Hver Gang jeg blev tagen frem, gruede jeg for de Øine, der vilde see paa mig; jeg vidste, at jeg vilde blive stødt tilbage, kastet! hen ad Bordet, som var jeg Løgn og Bedrag.
En Gang kom jeg til en stakkels fattig Kone, hun fik mig i Dagløn for sit Slid og Slæb, men hun kunde nu slet ikke blive mig qvit, Ingen vilde tage imod mig, jeg var en sand Ulykke for hende.”
„Jeg er saamænd nødt til at narre Nogen med den,” sagde hun. „Jeg har ikke Raad til at giemme paa en falsk Skilling; den rige Bager skal have den, han kan bedst taale det, men en Uret er det alligevel, jeg gjør.”
„Nu skal jeg endogsaa belemre Konens Samvittighed!” sukkede det i Skillingen. „Er jeg da virkelig paa mine ældre Dage bleven saa forandret?”
„Og Konen gik til den rige Bager, men han kjendte altfor godt til de gangbare Skillinger, jeg fik ikke Lov at ligge, hvor jeg laae, jeg blev smidt i Ansigtet paa Konen; hun fik intet Brød for mig, og jeg følte mig saa inderlig bedrøvet ved at være myntet saaledes til Andres Fortræd, jeg, som i unge Dage havde været saa freidig og saa sikker; saa bevidst om mit Værd og mit ægte Præg. Jeg blev saa melankolsk, som en stakkels Skilling kan blive det, naar Ingen vil have den. Men Konen tog mig hjem igjen, betragtede mig ret inderligt, mildt og venligt. „Nei, jeg vil Ingen narre med Dig!” sagde hun. „Jeg vil flaae et Hul i Dig, saa at Enhver kan see, at Du er en falsk Ting, — og dog, — det falder mig nu saa ind, — Du er maaskee en Lykkeskilling, ja det vil jeg troe! den Tanke kommer over mig. Jeg slaaer et Hul i Skillingen, trækker en Lidse gjennem Hullet og giver saa Nabokonens lille Barn Skillingen om Halsen som Lykkeskilling.”
„Og hun slog et Hul i mig; det er aldrig behageligt at blive slaaet Hul i, men naar Hensigten er god, kan man taale Meget; en Lidse fik jeg igjennem mig, blev et Slags Medaille at bære; jeg blev hængt det lille Barn om Halsen, og Barnet smilede til mig, kyssede mig, og jeg hvilede en heel Nat paa Barnets varme, Uskyldige Bryst.
I Morgenstunden tog Moderen mig imellem sine Fingre, saae paa mig og havde sine egne Tanker derved, det fornam jeg snart. Hun fik en Sax frem og klippede Lidsen over.”
„Lykkeskilling!” sagde hun. „Ja det skal vi nu see!” og hun lagde mig i Suurt, saa at jeg blev grøn; derpaa kittede hun Hullet til, gned mig lidt, og gik saa i Mørkningen til Lottericollecteuren for at faae en Lotteriseddel, der skulde bringe Lykke.
Hvor var jeg ilde tilmode! det klemte i mig, som om jeg skulde knække over; jeg vidste, jeg vilde blive kaldt falsk og smidt hen og det lige foran den Mængde Skillinger og Mynter, der laae med Indskrift og Ansigt, som de kunde være stolte af; men jeg slap; der var saa mange Mennesker hos Collecteuren, han havde saa travlt, jeg foer klingende i Skuffen mellem de andre Mynter; om der siden blev vundet paa Sedlen, veed jeg ikke, men det veed jeg, at allerede den næste Dag var jeg kjendt som en falsk Skilling, lagt til Side og sendt ud for at bedrage og altid bedrage. Det er nu ikke til at holde ud, naar man har en reel Charakteer, og den kan jeg ikke negte mig selv.
I Aar og Dag gik jeg saaledes fra Haand til Haand, fra Huus til Huus, altid udskjældt, altid ilde seet; Ingen troede mig, og jeg troede ikke mig selv, ikke Verden, det var en svær Tid.
Da kom en Dag en Reisende, ham blev jeg naturligviis snydt paa, og han var troskyldig nok til at tage mig for gangbar Mynt; men nu skulde han give mig ud, og da hørte jeg igjen de Raab: „duer ikke! falsk!”
„Jeg har faaet den for ægte,” sagde Manden og saae nu ret nøie paa mig; da smilede hele hans Ansigt, det pleiede ellers aldrig noget Ansigt ved nøie at see paa mig: „Nei, hvad er dog det!” sagde han. „Det er jo en af vore egne Landets Mynter, en god, ærlig Skilling hjemme fra, som man har slaaet Hul i og kalder falsk. Det var ganske morsomt det! Dig skal jeg dog opbevare og tage hjem med!”
Det foer af Glæde gjennem mig, jeg blev kaldt en god, ærlig Skilling, og hjem skulde jeg, hvor Alle og Enhver vilde kjende mig og vide, at jeg var af godt Sølv og med ægte Præg. Jeg kunde gjerne have gnistret af Glæde, men det ligger nu ikke i min Natur at gnistre, det kan Staal, men ikke Sølv.
Jeg blev svøbt ind i fiint, hvidt Papir, for ikke at blandes med de andre Mynter og komme bort; og kun ved festlig Leilighed, naar der mødtes Landsmænd, blev jeg viist frem og overmaade vel omtalt; de sagde, at jeg var interessant; det er morsomt nok, at man kan være interessant uden at sige et eneste Ord!
Og saa kom jeg hjem! Al min Nød var forbi, min Glæde begyndte, jeg var jo af godt Sølv, jeg havde det ægte Præg, og det var mig slet ikke til Fortræd, at man havde slaaet Hul i mig som falsk; det gjør ikke noget, naar man ikke er det! Man skal holde ud; Alt kommer i Tiden til sin Ret! Det er nu min Tro!” sagde Skillingen.
