Sakuntala/Om Skuespillet Sakuntala

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

C. A. Reitzels Bo og Arvinger Kjøbenhavn


Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/7 113-149

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

OM SKUESPILLET SAKUNTALA.


Foruden Kalidásas' Skuespil, der skal være forfattet omtrent et halvt Aarhundrede før Chr., findes der ogsaa episke Bearbeidelser af Sagnet om Sakuntala. En af disse, som jeg kun kjender af Wilson's haandskrevne Udtog af Heltedigtene (Pádma-Puránen, Beg. af Svárga-Bogen), er øiensynlig et Uddrag af Skuespillet. Derimod forekommer det samme Sagn under en langt ældre Skikkelse i Heltedigtet Maha-Bháratam. Dette colossale Heltedigt, i Omfang omtrent fire Gange saa stort som Iliaden og Odysseen tilsammentagne, besynger en Krig imellem to Kongeslægter i det nordlige Indien, men meddeler tillige en Deel mindre Heltedigte og Læredigte[1], som leilighedsviis indflettes. Det er uden Tvivl lidt efter lidt sammenvoxet af mundtlig forplantede Digtninger og antages at være nedskrevet inden det fjerde Aarhundrede før Chr. Da Fortællingen om Sakúntala, der læses i 1ste Bogs 68—74de Afsnit, paa sine Steder især i hendes Taler, er noget langtrukken, og da den her kun skal tjene til at stille Kalidásas' Bearbeidelse i det rette Lys, har jeg foretrukket at gjengive den i Udtog, dog heelt igjennem med Originalens egne Ord.




1. HELTEDIGTETS FORTÆLLING

(efter Mahabhár. I, 68—74).

Vaisampájanas fortæller.

1. „Der var i gamle Dage en Konge ved Navn Dushjántas, af Púrus' Slægt, Konge indtil Havets Grændser, i Styrke lig Vishnus, i Skjønhed Solen, i Taalmodighed Jorden. Under ham bleve de lovlige Kaster ikke blandede; Menneskene levede uden Frygt for Sygdom, og de kjendte hverken til at pløie eller stjæle; thi der faldt Regn i rette Tid, og Jorden var velsignet med Qvæg, Frugter og Ædelstene.“

2. „Engang samlede Kongen sin Hær for at drage paa Jagt. Man hørte vidt og bredt en forvirret Lyd af Trommer og Horn, Vognhjulenes Knarken, Elefanternes Brøl og Hestenes Vrinsken, Stridsmændenes Sladdren og Vaabengny. Qvinderne i Hastinápur, hans Hovedstad, saae ned fra Husenes Tage og udgjøde jublende en Blomsterregn over hans Hoved; Brahmáner priste ham, og alle de fire Kaster forlode Huus og Arne for at ledsage Toget. Ved Skoven gav han dem Orlov og kjørte paa sin raslende Vogn, hurtig som Vishnus paa sin Grib, ind i den vildtforgroede Bjergskov, fulgt af sine Hærskarer. Der mødte han Tigre og andre Rovdyr med Sværd, med Kølle, med Landse, eller indhentede dem i Flugten med sine Pile. Allevegne blev der Tummel og Stimlen: Flokke af Gazeller, der havde mistet deres Anfører, flyede til alle Sider, forfulgte af en Pileregn; andre styrtede, af Tørst og Træthed; her fortærede de hungrige Jægere deres Bytte, hist brød en Horde vilde Elefanter, blødende, skye, med krummede Snabler ind imod Forfølgerne og trampede mange Mennesker til Døde.“

3. „Da Hundreder af Dyr vare nedlagte, drog Kong Dushjantas videre, til nye Jagtglæder, og streifede længe om. Tilsidst følte han Hunger og Tørst. Han kom gjennem en Ørken; men bag den laae der en Lund af duftende Blomstertræer, hvor Kókil-Hannen sang og Bierne summede, hvor himmelske Gandhárver og Apsaráser sadde imellem berusede Aber, Slanger og Skov-Elefanter. Det var den vise Kanvas' Enebo, der reiste sig lig et Banner ved Bredden af Ganga, den klare, hellige Flod, med Vandfugle som svømmende Øer og Blomster som Skum paa Bølgerne. Da Kongen saae de Andægtiges Lund, stod han stille ved Skovporten og sagde til sine Mænd: „Bliver her tilbage med Heste og Elefanter; jeg vil besøge den vise Kanvas.“ Saa aflagde han sine Smykker og traadte ind, med Præst og Raadgivere. Og her glemte han sin Hunger: thi det bares ham for, at han saae Bráhma's Verden ligge for sig, mellem disse Selvplagere og skriftkloge Brahmáner, som sang Védahymner og forklarede Stjernelæren og Sproglæren og Digtekunsten og fordybede sig i Tanken om det Evige.“

4. „Alene gik han til Kanvas' Hytte, men fandt ikke den Vise; da kaldte han, saa det gjenlød i Skoven. Og en sortøiet Enebopige, skjøn som Láksmi, kom ud af Hytten og hilsede den høie Gjæst; hun bragte ham Frugter og Vand til Fodtvæt og bød ham til Sæde. Kongen sagde: „Jeg kommer hid for at hilse den ærværdige Kanvas.“ Hun svarede: „Min Fader gik ud for at samle Frugter; dvæl et Øieblik, saa skal Du see ham.“ Kongen saae hendes Ynde: „Hvem er Du, ranke Qvinde! og hvorledes er Du kommen til denne Lund?“ Hun gjensvarede ham smilende: „Jeg, o Dushjantas! kalder den vise Kanvas min Fader.“ Kongen: „Men han, som har dødet Sandserne og aldrig viger af fra sin Bane, hvorledes kunde han være Din Fader?“ Hun svarede: „Hør, o Konge! hvad Kanvas engang har fortalt til en Viismand, som gjæstede ham.“

5. „„Da Kong Visvámitras øvede sin forfærdelige Bod, ræddedes Gud Indras og paalagde Ménaka, den yndigste af Huldgudinder, at lokke Selvplageren med Elskovspøg og gjøre hans Bod forgjæves, at han ikke skulde styrte Guderne fra Høisædet. Ménaka svarede: „Naar endogsaa Du, Gudernes Fyrste, ræddes for hans Magt, skulde da ikke jeg frygte den Vredagtige, ham der ved sin strænge Bod har hævet sig fra Krigernes til Brahmánernes Kaste, ham der for at bade sig lod Floden Káusiki udspringe, ham der skabte nye Stjernebilleder og satte Kong Trisánkus mellem Himmel og Jord. Dog velan! Staa mig bi, at han ikke opbrænder mig i sin Vrede; thi han har Magt til at opbrænde Verdener, at ryste Jorden med sin Fod og rokke Méru-Bjerget. Jeg adlyder Dig; men naar jeg nærmer mig til ham i Elskovspøg, saa lad Vindens Gud bortvifte min Kjortel, og lad Kámas være min Ledsager og duftende Vinde blæse fra Skoven.“ Alt dette. tilsagde Indras. Og hun nærmede sig bævende den strænge Selvplager og hilste ham under Dands og Leg. Da blæste Vinden hendes Kjortel bort; men hun bukkede sig for at fange den og stod forvirret, rødmende ved Visvámitras' Side. I samme Stund faldt han i Kámas' Vold; han vinkede ad hende, og de levede en lang, lykkelig Tid, som om det var een Dag. Da Ménaka havde født ham en Datter ved Ganga's Klippebred, vendte hun tilbage til Svárgas, og efterlod Barnet i den vilde Skov. Men Fuglene, som saae det slumrende Barn, omgave dets Leie, at det ikke skulde blive et Rov for Løver og Tigre, og da nu Kanvas steg ned til Ganga for at bade sig, saae han Barnet ligge ved Floden, bevogtet af Himlens Fugle. Saa tog han det til sig og blev dets Fader; thi de, der give Legeme eller Tanke eller Føde, disse tre kaldes i Loven Fædre. Men fordi hun havde havt Fuglene (sakúntas) til Vogtere, kaldte han hende „Sakúntala.““

„Viid, o Konge! jeg er den Datter, han fandt ved Flodbredden, og saaledes er Kanvas min Fader.“

6. „Dushjantas sagde: „Saa er Du da en Kongedatter, født i Krigernes Kaste ligesom jeg. Hulde Qvinde! vær min Hustru. Jeg giver Dig Guldkrone og kostelige Ædelstene; mit Kongerige skal være Dit. Lad os forenes ved Gandhárva-Bryllup.“ Sakuntala: „Min Fader gik ud at sanke Frugter; vent en føie Stund, saa vil han selv bortgive mig til Dig.“ Dushjantas: „Din er jeg; thi mit Hjerte boer i Dig. Du veed de otte Bryllupper, som den vise Mánus erklærer for gyldige: af dem gjælde de fire første for Brahmánerne, men de sex første gjælde for os; thi ogsaa lønlig Trolovelse, ja Bortførelse er tilstedet i Krigerkasten. Elsker Du mig, som jeg elsker Dig, saa bliv strax min Hustru ved lønlig Trolovelse.“ Sakuntala sagde: „Lov mig, Konge, at den Søn, jeg føder, skal blive salvet til Din Efterfølger. Tilsiger Du mig dette, saa ville vi feire vort Bryllup.“ „Det skee!“ var Kongens Svar, „og Dig, Reentsmilende! skal jeg hjemføre til min Hovedstad.“ Og da han nu havde taget hendes Haand efter den hellige Vedtægt og hvilet hos hende, gjentog han sit Løfte, at lade hende hjemføre med kongeligt Følge. Derpaa drog han tilbage til Staden.“

„Saasnart Kongen var gaaet, kom Kanvas til sin Hytte, men Sakuntala undsaae sig for at gaae ham imøde. Dog den Hellige skuede Alt med sit Guddomsøie og sagde: „Datter! Du har formælet Dig uden mit Samtykke. Men lønligt Gandhárva-Bryllup er det ypperste for Krigerkasten. See! Din Ægteherre, som Du har kaaret, er høihjertet og trofast, og Din Søn skal blive en Verdenshersker, uovervindelig i Kamp.“ Saa tog hun Byrden ned fra sin Faders Skuldre og toede hans Fødder, og han lovede at opfylde hendes Bøn, at Púrus' Slægt maatte leve Dyden tro og længe føre Spiret.“

„Da Tiden var omme, fødte Sakuntala en Søn, og Kanvas viede ham efter de hellige Vedtægter. Det var en gudlignende Dreng, med hvide, spidse Tænder, med stort Hoved, Løvekrop og kredsmærket Haand. Han var ikke sex Somre gammel, før han bandt Løver og Elefanter, Bøfler og Vildsviin til Træerne i Lunden, eller red paa dem og tumlede dem i sine Lege. Derfor gave Eneboerne ham Navnet: Sarvadámanas, det er: Al-tæmmer.“

7. „Da nu Kanvas saae hans overmenneskelige Kraft, og at det var paa Tide, at han blev salvet til Thronfølger, sagde han til sine Lærlinger: „Fører idag Sakuntala med Drengen fra Eneboet til Kongens Huus; thi naar unge Qvinder dvæle længe hos deres Frænder, da krænkes Rygte og Vandel og Lov.“ De brøde strax op til Hastinápur, og da Sakuntala var fremstillet for Kong Dushjantas og det forsamlede Raad med hendes Søn, der skinnede som Morgensolen, og Eneboerne havde givet sig paa Hjemreise, hilsede hun Kongen og sagde: „See her Din Søn, som jeg fødte Dig. Husk paa Løftet i Kanvas' Lund og lad ham salve til Thronarving.“

„Men Kongen, skjøndt han strax mindedes Alt, svarede: „Qvinde, hvem er Du? Jeg mindes ingen Pagt med Dig.“

„Hun stod som en Støtte, med rødtbrændende Øie, med sammenpressede, bævende Læber, og kastede et Sideblik paa ham; men hun samlede sig ved Andagts Magt og sagde: „Du veed det, store Konge! hvorfor siger Du da: „jeg veed det ikke,“ og forhaaner Dig selv? Troer Du Dig ene og kjender ikke den gamle hjerteboende Viismand, som er Vidne til Alt? Synderen tænker, at Ingen seer ham; men Guderne see ham, og hans eget indre Menneske. Ja, Sol og Maane, Vind og Ild, Himmel og Jord og Vand, Hjertet og den retfærdige Jámas, Dag og Nat, Morgen- og Aftenskumring — de kjende et Menneskes Gjerninger, og kun naar Samvittigheden, der boer i hans Hjerte, er glad og tryg, tilgiver Jámas hans Overtrædelser. Hvorfor vil- Du da her forskyde mig, mig som Du selv udkaarede til Velsignelse for Dig og Din Slægt? Thi Hustruen føder den Søn, som skal frelse sine Forfædre fra Underverdenen; hun er Mandens Sjæl og anden Halvdeel; hun er Vandringsmandens Hvile i Skovene og en Lædskedrik for den, der brændes af Sindets Lidelser; hun følger sin Herre selv i de Dødes Land; døer hun først, da venter hun paa ham, døer han først, da følger hun ham efter. Og naar Faderen seer sin Søn, sit eget Billede, som speilede han sig i den klare Sø, naar han kommer fra Reisen og omfavner ham og kysser hans Hoved, naar Drengen med støvede Fødder sidder paa sin Faders Skjød, — det er en Glæde som de Saliges i Svárgas. Myrerne bære deres Æg og knuse ikke eet; og Du, som kjender Loven, vil forstøde Din egen Søn? Her staaer han, Dit andet Jeg; thi som Offerluen tages af Arnens Ild, saaledes er han taget af Dig: Du, som var een, er bleven til tvende. Og Din Hustru vil Du forskyde? Ak, Ménaka steg ned til Visvámitras, og da hun havde født mig ved Bjergstrømmen, forlod hun mig som et fremmed Barn og gik bort. Hvad har jeg vel syndet i min forrige Sjælevandring, siden jeg i dette Liv er forladt, først af min Moder, nu af min Ægteherre? Dog, forskyd mig! jeg gaaer gjerne tilbage til Lunden; men denne Dreng, Din egen Søn, tør Du ikke forskyde.“

„Dushjantas sagde: „Den Søn, Du har født, er fremmed for mig. Hvem tør ogsaa lide paa en Qvindes Ord? Din Moder en Gudinde, som henkastede Dig lig en Offerlevning, — Din Fader en Viismand, der glemte sin Bod! Og hvor hurtig er Drengen her voxet op til et Sála-Træ! Gaa bort, Skjøge, hvorhen Du lyster: jeg kjender Dig ikke.“

„Sakuntala sagde: „Du seer Andres Feil, der ere som Sennepskorn, men Dine egne, der ere store som Vílva-Træets Frugt, kan Du ikke see. Du bedrager Dig selv: seer den Stygge sig ikke i Speilet, troer han sig smukkere end Alle; men naar Speilet holdes for ham, da give han Sandheden Ære! Viid, at min Byrd er høiere end Din: Du gaaer paa Jorden, jeg vandrer gjennem Luften, ja, Indras' og alle Verdensvogteres Slotte staae aabne for mig. Og viid, at den, der fornægter sin Søn, hans Lykke dræbe Guderne. Mánus nævner fem Sønner: den ægtefødte, den fundne, den kjøbte, Fostersønnen og Slegfredsønnen, — som alle ere til Hæder og Glæde her og til Salighed hisset. Derfor forskyde Du ikke Dit Barn! En Sø er bedre end hundrede Brande, et Offer end hundrede Søer, en Søn end hundrede Offre; men Sandheden er bedre end hundrede Sønner. Sandheden er lig Læsning i alle Véder og Badning i alle de hellige Damme, ja, Sandheden er den evige Bráhmakraft. Fornægter Du Sandheden, da gaaer jeg bort; ingen Anden kan jeg tilhøre. Men ogsaa Dig foruden skal min Søn herske over Jorden med de fire Hjørner og med Bjergene som Diadem!“

„Da Sakuntala havde talet dette og vendte sig for at gaae, da hørte Dushjantas og alle de Præster og Skriftlærde, som omgave ham, en Røst fra Himlen, der sagde: „Antag Drengen, o Dushjantas! og Sakuntala, hans Moder; thi hun talede sandt, og Drengen er Din Søn; derfor skal Du erkjende ham for Barn og kalde hans Navn Bháratas.“ Da blev Kongen glad i Sindet og sagde til sine Præster og Raadgivere: „Nu have I Alle hørt disse Ord af Gudernes sendebud. Jeg kjendte ham for at være min Søn; men hvis jeg strax havde antaget ham, da vilde Folket bestandig tvivle om hans ægte Byrd“. Saa tilgav han Sakuntala, hvad hun havde sagt i Harme, og han kyssede Drengens Pande og salvede ham til sin Efterfølger.“

„Men Bháratas blev en Verdenshersker, Stamfader til Bháraternes berømmelige Slægt. Han gjorde sig alle Jordens Konger underdanige, og veiledet af den hellige Kanvas offrede han mangehaande Offre og glædede Brahmánerne med kostelige Gaver.“




2. STOFFETS BEHANDLING.

Sammenligner man de tvende Skikkelser, hvori Sagnet om Sakuntala er os overleveret, vil det være klart — hvad der ved Læsningen af den uforkortede Fortælling er end mere paafaldende —, at med Indernes Sæder og Smag ogsaa deres Sands for Qvindelighed i Adfærd og Tale er mærkelig forædlet i Løbet af de Aarhundreder, der ligge imellem Heltedigtets og Skuespillets Affattelse. Ja, det er neppe lykkedes nogen Digter, enten før eller efter Kalidásas, at skildre et elskeligere qvindeligt Væsen end Sakuntala's, som det 'stille udfolder sig under de Glæder og Sorger, der berøre det.

Andre af Forskjellighederne ere nærmest betingede af den episke og dramatiske Digtarts forskjellige Fordringer, og med Hensyn hertil er det ikke mindre overraskende at iagttage, hvorledes Skuespillets Forfatter har vidst at tildanne sit Stof. Af Sagnets tvende Hovedgrupper, Trolovelsen og Fornægtelsen, vil jeg kun omtale den sidste. Her er det allerede at paaskjønne, at Sakuntala, istedenfor først at fremstille sig for Kongen, da deres Søn er halvvoxen, reiser til Staden med Barnet under sit Hjerte; Thi at det er den unge Qvinde, der tager Afsked med sit Barndomshjem for at gaae en uvis Fremtid imøde, giver Afskedsstemningen det vidunderlig Rørende, der er Grundtonen i fjerde Optrin; og naar indiske Kunstdommere i et Sanskrit-Vers nævne det fjerde Optrin som Stykkets Glandspunkt, vil deres Dom uden Tvivl finde Medhold ogsaa hos europæiske Læsere. Om selve Gjensynet ved Kongens Hof og Fornægtelsen hedder det i den gamle Fortælling, at Dushjantas strax gjenkjendte sin Hustru og Søn, men forstilte sig for at aftvinge Guderne et høitideligt Vidnesbyrd. Selv under den episke Form er der noget Piinligt i denne Forstillelse; skulde den udføres dramatisk, vilde den blive utaalelig. Men Kalidásas var formeget Digter til at spænde sine Tilskuere paa Pinebænken. Han anvendte derfor det i indiske Oldsagn hyppig forekommende Motiv: en iilsindet Viismands Forbandelse, som hurtig fortrydes og derfor indskrænkes ved en formildende Betingelse, men eengang udtalt ikke kan tages tilbage; det er den hellige Gjæsteret, som her er krænket. Idet nu Kongen efter Durvásas' Forbandelse fuldkommen har glemt Sakuntala, stiller den Selvbeherskelse, Fasthed og Skaansomhed, hvormed han afviser hende og de fortørnede Eneboere. Kongen selv i et ædelt Lys, uden at Tilskuerne derfor kunne miskjende hendes Smerte og Harme: medens de begge forbauses over hinanden, vække de lige megen Deeltagelse. Og siden, efterat Ringen, det naturligste Erindringstegn, har vakt hans slumrende Minder, seer man ham fortvivlet og angerfuld, som Offer for den Skjæbne, hans Elskerindes Pligtforsømmelse har nedkaldt over dem Begge, indtil han, velfortjent af Guderne ved at staae dem bi i Kampen mod deres Arvefjender, træffer sin Søn, legende i den frie Natur, og forenes med sin bodfærdige Ægtefælle, der strax efter Forskydelsen har fundet et Ly hos Gudernes Forældre.

Saaledes har Kalidásas af det givne Stof og enkelte almindelig indiske Motiver vidst at fremlokke en Mangfoldighed af Følelser og Lidenskaber, hvis Strømning han leder med beundringsværdig Kunst. Første Optrin, der ligesom springer ud af Prologens Slutningsvers, begynder med den livlige Skildring af Gazeljagten. Men strax bebudes Stykkets Hovedindhold ved Eneboernes Forjættelse til Kongen, at der skal fødes ham en Søn (V. 12), og ved de faa Ord om Kanvas' Valfart „for at sone en fjendtlig Skjæbne, der truer hans Datter.“ Man glemmer snart disse Ord over Synet af de tre Søstre, der vande Blomstertræerne, og tager uforstyrret Deel i hele det yndige Skov-Eventyr, som ender med Trolovelsen. Det er her kun Bien, Jægerne, Raksháserne, der gjøre Ufred, og Kongen er Eneboets Beskytter. Men i Forspillet til fjerde Optrin, hvor Forbanderens Stemme høres bag Skuepladsen i samme Øieblik, som Veninderne sanke Blomster til et Offer for Sakuntala's Lykke, trækker den onde Skjæbne sammen over hendes Hoved og staaer som en Sky paa den milde Himmel, der belyser hendes Afsked fra Fader og Søstre, fra Gazeller og Blomstertræer. At den ærværdige Eneboer selv fremtræder i dette Optrin og i de øvrige kun bliver omtalt, stemmer forunderlig smukt med hans Personlighed, som her strax (V. 86) tegnes derved, at hans første Tanke gjælder dem, for hvem Afsked fra en Datter kunde være endnu smerteligere. Efter at Vemodigheden, som finder sit stærkeste Udtryk i Kanvas' Suk og Sakuntala's Formaning (S. 57), er dulmet ved hans sidste rolige Ord (V. 102), træffer man i femte Optrin Kongen deelt imellem Hoffets Forlystelser og Forretninger; netop da en længselsfuld Erindring som fra det forrige Liv farer hans Sjæl forbi (V. 104), træder Kammersvenden ind, for at melde Eneboerne med Sakuntala. Kongen modtager dem med Ærbødighed, men han begriber ikke deres Hilsen fra Kanvas; han husker hverken Ringen eller Løvhytten; Eneboerne fordømme ham, og Sakuntala fortvivler. Derefter følger, ligesom til Adspredelse, den naturtroe Scene mellem Fiskeren og Rettens Folk, og i næste Optrin en Blomsteroffring, saa forskjellig fra Enebopigernes. Men før man endnu erfarer, hvorledes Synet af den skjæbnesvangre Ring har vakt Kongen til Anger og Fortvivlelse, bliver man gjennem en speidende Apsarás bestyrket i den Ahnelse om et lykkeligt Udfald, som man maatte fatte, saasnart „Gjenkjendelsens“ Ring blev nævnet. Dushjantas selv veed af intet Haab. Han seer igjen Sakuntala forfulgt af Bien: Synet forsvinder; han vender sig til sine Kongepligter, og den Sag, hvori han skal dømme, gjælder en barnløs Mand. Da endelig Sorg og Anger har bedøvet ham, maa han først tirres vaagen (jfr. V. 163) for at blive skikket til at stride for Gudernes Sag. Efterat han som seirrig Helt er dalet ned gjennem Himlens Skyer, træder han anden Gang ind i et helligt Enebo, hvor han træffer den overgivne Dreng og — lidt efter lidt — forvisses om, at det er hans egen Søn. Idet nu Prøvelsens Tid er tilende, og Dushjantas bliver gjenforenet med Sakuntala, aabnes tillige Udsigten til Púrustammens Forherligelse ved deres Søn Bháratas (V. 197), der blev en af Indiens berømteste Konger.

At Kalidásas har opfundet disse og de mange lignende Træk med al den Bevidsthed, en Kunstner kan have om sit Arbeide, er ligesaa øiensynligt, som at han derved har tilveiebragt en naturlig Forbindelse og Ligevægt imellem Digtets Bestanddele. Han havde den Lykke at leve paa en Tid, da Kunsten stod i Vexelvirkning med en endnu ikke altfor videnskabelig Kunstlære og kunde drage sig dens simple, empiriske Huusraad til Nytte, uden at hemmes i sin frie Flugt. Kun i sjette Optrin, i Skildringen af Kongens Anger, spores den indiske Theori om Stemningens Eenhed, og det er neppe uden en Følelse af det Abstracte i sin Hovedopgave, at Digteren her igjen indfører Stykkets komiske Person. Naar vi kanskee ogsaa i Begyndelsen og Slutningen af syvende Optrin føle nogen Tomhed, har dette sin Grund i, at vi, som Fremmede, behøve lærde Oplysninger for blot at forstaae de mythologiske Hentydninger, som Gjenstanden førte med sig, endsige at vi skulde kunne opløftes eller opbygges ved dem. Hvad Dialogen angaaer, staaer Udtrykkets Knaphed i paafaldende Modsætning til den rhetoriske Fylde, som er Europas antike og moderne Digtere, endog de fleste Lystspildigtere egen. Hvad der hæver sig til Versform er sammentrængt i epigrammatisk korte Skildringer og Tankedigte, og Samtalen — Snoren i dette Perlebaand — holder sig strængt til Handlingens Bevægelser. Det er ikke altid let at følge Gangen i de korte, af Handlingen optagne, med Vers indlagte Replikker, der tilmed ofte siges „afsides“ og undertiden ere krydsede saaledes, at en af de Talende (navnlig Kongen i en Deel af første og tredie Optrin og Sanumatí i sjette Optrin) staaer ubemærket og knytter sine Betragtninger til de Andres Samtale. Men en Læser savner ogsaa den Understøttelse af det Mimiske, som maatte forudsættes, især hvor denne Side af Fremstillingskunsten gjorde sig saameget gjældende som paa den indiske Skueplads. At Digteren har gjort Regning herpaa, seer man af de idelige Forskrifter om Stilling og Bevægelse — saa hyppige, at det vilde trætte Tilhørerne, om man ved Oplæsning tog dem alle med — og af den gjentagne Benyttelse af det Mimiske ved Overgangen til en ny Tankerække, som i syvende Optrin, hvor Herskermærket opdages, idet Drengen udstrækker sin Haand efter Legetøiet, og Tryllestilken savnes, idet han griber det, og siden hvor Sakuntala faaer Øie paa Ringen, idet Kongen aftørrer hendes Taarer. Et af disse, mere ved hvad der sees end hvad der høres, dramatiske Smaatræk er f. Ex. i Forspillet til 4de Optrin, hvor Anasúja vil løbe ud, men snubler og taber Blomsterkurven: derved holdes hun tilbage paa Scenen, som endnu ikke maatte blive tom, og faaer en Replik og en Bevægelse, der ret udtrykke Øieblikkets Angst.

Uanseet de skjønne Lignelser og Skildringer, som enkeltviis overraske Læseren, hersker der i hele Skuespillet ikke mindre Ro, Eenhed og Sammenhæng, end rig Afvexling paa sjælfulde Stemninger, som snart ved Lighed, snart ved Modsætning gjensidig fremhæve hverandre, og i Overeensstemmelse med Begivenhedens Udvikling samle sig i større Grupper ved en sindrig Fordeling i Optrin, Forspil og Mellemspil, der maaskee meer end alt Andet vidner om den uddannede Kunstner.




3. ANMÆRKNINGER.

Til den nærmere Forklaring af enkelte Udtryk og Hentydninger i' Stykket har jeg, foruden Chezy's, Böhtlingks og Monier Williams' Udgaver af Sakuntala, meest benyttet Kalidásas' andet Skuespil Urvasi (udg. af Lenz), Manus' Lovbog, Vishnu-purana ved Wilson, Colebrooke's miscellaneous essays og vor botaniske Haves Bibliothek.

INDGANG.

V. 1. Æther. De fleste philosophiske Skoler i Indien, navnlig den saakaldte Sánkhja, lære, at de fem Elementer: Æther, Luft, Ild, Vand og Jord, betinge Sandsegjenstandenes fem Egenskaber: Hørlighed, Følelighed, Farve, Smag og Lugt. Æther opfattes blot ved Hørelsen, Luft ved Hørelsen og Følelsen, Ild tillige ved Synet, Vand tillige ved Smagen, og Jord ved alle fem Sandser. — Sivas tænkes (under otte Skikkelser, hvori han samtidig aabenbarer sig) iboende de fem Elementer, de to store Himmellegemer og den Ypperste af Mennesker, nemlig Offerpræsten. Jfr. Vishnup. S. 58 ff.

V. 3. Pátala-Træet er Bignonia suave-olens.

V. 4. Sirfshas (Mimosa Sirissa Roxb. s. Afbildn. af Mimosa apeciosa hos Jacquin, icon. plant. rar. v. I, pl. 198) er et lavstammet Akazietræ med dobbeltfinnede Blade og udbredt, men faagrenet Krone. Yderst paa de ranke Blomsterstengler sidder i Hoveder (ligesom paa Kløver) en Mængde hvide, vellugtende smaa Klokkeblomster, af hvilke enhver udsender en Dusk meget lange og fine Støvtraade, der snart staae stridt opad, snart krumme sig ned imod Stilken lig en Fjederbusk. Siríshe-Blomsten blev ved sin Stilk fæstet til Øret som Pynt, saaledes at den kunde hænge ned over Tinding og Kind (V. 30 og 150).

V. 5. Antiloper eller Gazeller (s. Afbildn. i Gray's Indian zoology vol. I. pl. 12—13) ligne Raadyr i Størrelse, Skabning og lette, tækkelige Bevægelser. Deres Blik er endnu mere mildt og sjælfuldt, Øinene store og sorte, med dybe Taaregruber; Hannen har to lange, hule, ringede Horn, slangeformig snoede. De leve gjerne i Flokke og ere meget skye.

FØRSTE OPTRIN.

V. 6. Strenget (V. 164: opstrenget), nemlig til umiddelbar Brug; naar en Bue ikke var i Brug, hang den ene Ende af Strengen fraspændt (jfr. V.. 40). — Sivas, Dákshas, Søn af Bráhma og selv en af de medvirkende Skabere, havde 60 Døttre, af hvilke een, Adití, forekommer i dette Skuespils syvende Optrin, en anden, Durga, var Sivas' Hustru. Da Dakshas engang holdt et Offermaaltid, hvortil han havde indbudet alle Guder og Hellige undtagen Sivas, kom denne (eller efter Vishnup. S. 65 et Uhyre, som han i sin Vrede havde skabt) ubuden til Festen, fordærvede de kostelige Retter, mishandlede Gjæsterne og nedlagde — med sin Bue Pinákam — Offringens Aand, da den flyede i Skikkelse af en Gazel. Scener af denne Mythe ere udhuggede i Klippetemplerne ved Ellora og Elefante.

V. 8. Flagredusk eller Hovedsvæv, egentlig den hvide, langhaarede, silkebløde Hale af Gedeoxen (Bos grunniens), der brugtes til Fluevifte og som saadan var et kongeligt Insignie; man anbragte den ogsaa paa Vognhestenes Hoved, ligesom Vimpler og andre flagrende Prydelser paa deres Ryg (jfr. Urv. I, S. 4, V.). At den her kaldes ubevægelig, antyder en Hastighed, der ved Luftens Modstand kunde holde den urolige Haardusk stift tilbagestrammet.

V. 12. Púrus. I den indiske Sagnhistorie omhandles to store Kongeslægter, den ene nedstammende fra Solen, den anden fra Maanen. Kong Jajátis, af Maanens Slægt, med fem Sønner, af hvilke Púrus (født af Sarmisthá, V. 87) var den yngste, skulde, ifølge en Forbandelse, blive gammel før Tiden, men forynges, dersom Nogen vilde tage hans Affældighed paa sig. De andre Brødre undsloge sig, men Púrus var strax villig dertil. Da Faderen efter mange Aars Forløb forsagede Verden, hvis Glæder dog ikke kunde stille hans Sjæls Higen, og blev Skovboer, byttede han igjen Alder med Púrus og gjorde ham til Konge over hele Jorden, men Brødrene til hans Underkonger. Fra ham nedstammer Kong Dushjantas i lige Linie; fra Dushjantas, igjennem hans Søn Bháratas, nedstamme blandt Andre Pándus' Sønner, hvis Krige besynges i Heltedigtet Mahabháratam.

S. 7. Maane-Dammen (soma-tírtham), et helligt Badested, fjernt paa Vestkysten (i Guzerat), hvor Sómas, Maanen, engang var helbredet for en Tæring, hvormed han hjemsøgtes efter en Forbandelse af Dakshas, hans Hustrues Fader.

V. 14. Ingudi (Terminalia Catappa, Ainslie Mat. ind. 2, 230), ogsaa kaldet Eneboer-Træ, bærer velsmagende Nødder; af disse pressedes en Olie, hvormed Eneboerne salvede deres Haar (S. 26), og som ogsaa brugtes iLamperne og til Lægemiddel (V. 94). — Bastdugskjortler. Eneboerne badede sig, som det synes, paaklædte og hængte siden Bastklæderne i Træer for at tørre dem (V. 32 og 149).

V. 15. Kusa-Straa s. Anm. til S. 19.

V. 16. Min Høire. En uvilkaarlig Trækning i høire Arm eller Øie er for Manden (jfr. S. 99) et lykkeligt, for Qvinden (S. 63 et ulykkeligt Varsel. Omvendt betyder en Trækning i venstre Arm eller Øie hos Qvinden Lykke, hos Manden Ulykke

S. 10. Mállika s. Anm. til S. 11. — Vandgruber vare gjerne gravede rundtom Træernes Rod. Et Blomstertræ hedder paa Indisk Fod-Drikker (páda-pas), fordi det vandes ved Roden.

S. 10. Før Kongens Ord: „Saa det er Kanvas' Datter?“ læses i de bengalske Haandskrifter af Texten følgende smukke Smaareplikker, som jeg havde medtaget i første Udgave af Oversættelsen, men som ikke findes i Devanágari-Haandskrifterne, heller ikke i det kjøbenhavnske, og som desuden forsinke Kongens Replik, der udtrykkelig knytter sig til det Foregaaende:

Anasuja. See, Sakuntala! De Træer, der byde os Sommerens Blomster, have faaet rigeligt Vand. Lad os nu ogsaa vande det Træ, hvis Blomstringstid er forbi. Det er en god Gjerning, thi den skeer uden Hensigter.

Sakuntala. Du taler smukt, min Veninde! (Hun vander igjen.)

V. 20. Mose-Urt, Sanskr. sáivalam (Saivala vallisneroides Wallich, afb. under Navnet Blyxa Roxb. i Mémoires de l'inst. de France 1811 p. II. tab. 5), en Sivplante med ophovnet Stengel og en uanseelig Blomst, der kneiser med tre lange, smalle, grønlige Kronblade; den breder sig stærkt og sees ofte filtret ind mellem Lotos eller andre Vandplanter. — Lotos (Nelumbium speciosum eller Nymphæa Nelumbo, afb. i bot. mag. t. 903, t. 3916—17) med flere Sidearter (som Nymphæa esculenta, pubescens, cærulea osv.) er en Vandplante, beslægtet med Aakanden, men langt større og pragtfuldere: Dens indtil to Fod brede, kredsrunde, glindsende, med brunlige Aarer aftegnede Blade ligge paa Vandfladen i store Holme (V. 91). Blomsterne, der have en kaneel- eller annisagtig Lugt (V. 60), ere meget fulde og store, af Farve rosenrøde, hvide, gule eller blaae. De ske-dannede Kronblade ordne sig i flere Lag om en guul, med Støvdragerne omgiven Frugtknude af Form som en omvendt Klokke. Stilkene ere runde, hule, svampede; den horizontale Rodstengel seig og tæt besat med hvide, fine Trevler, tjenlige til Afkjøling (jfr. S. 31), og i det Følgende ofte omtalte. De fleste Lotosarter ere lukkede om Natten og aabne sig ved Solens Opgang (V. 129. 180); men een af dem (efter nogle Angivelser den hvide Nymphæa esculenta) er kun aaben om Natten (V. 70. 83. 129). Den har jeg kaldt Natlilie, ligesom jeg et Par Steder har oversat Lotos ved Lilie.

S. 11. Késaratræet (Mimusops Elengi afb. i Roxb. Plants of Coromandel t. 14), et Træ af Størrelse som en Lind, med hvide, stærkt vellugtende Blomster (jfr. S. 48). De talrige Grene, der sprede sig vidt til alle Sider, bøie Enderne opad og danne derved en ziirlig, rund Løvkrone.

S. 11. Mangotræet (Mungifera Indico, afb. hos Jacquin ic. pl. rar. v. II, t. 337), et altidgrønt Løvtræ, hvis Stamme kan være indtil 18 Fod i Omkreds og af tilsvarende Høide. Bladene, der i ung Tilstand ere brunrøde, ligne Orangeblade, men ere mere langagtige. Naar det skal blomstre, hvilket skeer i Foraarsmaaneden (Marts og April; og fordetmeste endnu een eller to Gange om Aaret, seer man pludselig en Mangfoldighed af røde Stilke og Tverstilke med lysegrønne Knopper (jfr. V. 134) skyde op mellem Bladene paa de mørkladne Grenes Spidser. Af Blomsterne, der ere smaa og sidde i Klaser paa rede Stilke, udvikles blommedannede Steenfrugter af Størrelse som Gaaseæg og af Farve gule, rede og grønne. Paa dette Sted nævnes ikke det almindelige Mangotræ men Sahakáratræet, en vellugtende Afart. — Valghustru. Flere indiske Oldsagn fortælle om Bryllup ved Hove, hvor Beilerne vare stevnede til samtidigt Møde, og Kongedatteren, frit og offentligt, valgte imellem dem; saaledes i Heltedigtet Nal og Damajánti, hvor Kong Nalas bliver den Udkaarne, uagtet han har Guder til Medbeilere; Gudinden Laksmi kaarede ligeledes Vishnus ved Selvvalg. — Mállika (Jasminum Sambac floribus multiplicatis, afbildet i botan. magaz. t. 1785), en indtil 20 Fod høi Jasminbusk, der gjerne læner sig til kraftigere Træer, tildeels omslyngende dem. Den har vellugtende, stærktfyldte Blomster, hvis milde, hvide Farve hæves ved de fem smalle Bægerblade, der indfatte dem; af Blomsten tilberedes et vellugtende Vand, ligesom af Roser. At en Mállika med sine hvide Blomsterklynger i Skovens Dæmring kunde faae Navnet Skovmaaneskin (S. 11, S. 53), vil man let forestille sig.

V. 22. En Krigers Brud. Det hedder i Manus' Lovbog (III, 12—13), at hver Mand bør tage idetmindste den første Hustru af sin egen Kaste, men aldrig tør gifte sig med en Qvinde af høiere Kaste end han selv. Saaledes kunde Kongen som „Kriger“ ikke tænke paa Ægteskab med en Brahmánpige, hvorimod det vilde være ham uformeent at ægte f. Ex. Datteren af en Brahmán med en Qvinde af Krigerkasten (jfr. Man. X, 11. 6. 41).

V. 23. Sanskritnavnene paa en Bi (Omsværmer, Honninglaver o. fl.) ere Hankjønsord.

S. 13. „Er der Velsignelse med Eders Bod?“ Saaledes hilsede man Mænd af Brahmánkasten (S. 64), Mænd af Krigerkasten derimod med Spørgsmaal om deres Helbred (S. 65), af Borgerkasten om deres Velstand (s. Man. II, 127). Kongen, der hørte til Krigerkasten, blev særlig hilset med Ønske om Seir (S. 23. 64 og ofte).

S. 13. Velkomstoffret til Gjæster, der skulde hædres, bestod af Riis, Dúrva-Græs (s. Anm. til S. 48), Frugter og Blomster tilligemed Vand i en baadformig Skaal. De indiske Skrifter indskjærpe jevnlig, at Gjæstfrihed er som et Offer til Guderne og har sin Løn baade her og hisset; om nogen Husfader forsømmer dens hellige Pligter, tager han sin Gjæsts Synder paa sig og overfører sine gode Gjerninger paa ham. — „Vandet her“, som Pigerne havde til Blomstervandingen.

S. 13. Venlige Tale. Det hedder i Manus' Lov (III, 101): „Græs og Jord (til at sidde paa), Vand (til at toe Fødderne) og for det Fjerde venlig Tale savnes aldrig i gode Menneskers Huus.“

S. 13. Saptapárnas d. e. Syvblad (Alstonia scholaris), et Træ, hvis Stamme kan være en Favn i Omkreds og gjerne lavt nede deler sig i to, tre Grene, som danne Løvskjærme, den ene over den anden.

S. 15. Kongeviismand er et Hædersnavn for en hellig Mand af Krigerkasten, hvilket i det Følgende ogsaa bruges uegentligt om Kong Dushjantas (jfr. V. 48). Endnu høiere Rang nøde „Gudviismænd“ (f. Ex. Náradas, S. 92) og „Brahmánviismænd“ (f. Ex. Brahmánen Vasíshthas, der laae i Strid med Kong Visvámitras). — Visvámitras. Sagnet om denne Konge-Viismand har været meget udbredt og fortælles derfor med ikke faa Afvigelser i Enkelthederne. Ifølge Heltedigtet Ramájanam gjorde Visvámitras med sin Krigshær, kort efter Thronbestigelsen, en Reise omkring i sit Rige. I den offerkyndige Viismand, Brahmánen Vasfshthas' Enebo saae han Ønske-Koen, der malkede Alt, hvad man vilde ønske sig; dette Vidunder vakte hans Begjærlighed, men forgjæves tilbød han Vasfshthas Alverdens Rigdomme i Bytte. Der udbrød nu en langvarig Krig mellem Kongen og Viismanden, — ligesom dunkle Minder fra en Tid, da Kriger- og Brahmán-Kasten stredes om Overmagten. Da Visvámitras tilsidst maatte ligge under, besluttede han gjennem strænge Bodsøvelser at hæve sig til Brahmánernes Kaste. Det var under denne tusindaarige Bod, at han, til Trods for Guderne, lod Kong Trisánkus fare levende til Himmels (s. Anm. til S. 28) og ved sin stigende Bodsmagt vakte Indras' Frygt for at stødes fra Herredømmet. Hvorledes Huldgudinden Ménaka blev udsendt for at gjøre hans Bod til Intet, er fortalt i det ovenfor meddeelte Uddrag af Heltedigtet Mahabháratam (s. o. S. 115, 116). Efter denne Afbrydelse optog Visvámitras paany sine Bodsøvelser; da han fra Konge-Viismand havde hævet sig til Brahmán-Viismand, maatte endelig Vasíshthas erkjende ham for sin Lige.

V. 30. Fangende. Meningen synes, ogsaa efter de indiske Fortolkeres Forklaring, at være den, at Siríshen (s. Anm. til V. 4, jfr. V. 150), som skulde vaie frit med sine lange Støvtraade, nu ved Sveddraaberne klæbes til Kinden.

V. 31. I hele første Optrin har Sakuntala ikke talt eet Ord til Kongen.

V. 32. Græshopsværm. Støvskyerne sammenlignes med de uhyre Sværme af vandrende Græshopper (Gryllus migratorius), der med Vinden fyge hen over Landskabet, udbredende en brunlig Skumring som ved Solens Nedgang; et lignende Skjær har den lumre Støvsky, naar man selv staaer inde i den.

S. 19. Kúsa- eller Dárbha-Græs (Poa cynosuroides, afb. i Délile flore d'Egypte pl. 10 fig. 3), en Græsart med lange, smalle Blade, saa spidse som Naale (jfr. V. 94); utallige Smaa-Ax, der sidde kamformig paa fine Tverstilke, danne den over 1 Fod lange Rispe. Ved hellige Handlinger redte man Sæder for Gjæsterne af Kusagræs og bestrøede Offerstederne dermed (jfr. S. 31 og V. 88). — Kuraváke (Barleria prionitis, afb. hos Rheede p. IX, tab. 41), en lav Tornebusk med gule eller røde Blomster; dens store, langagtige Blade løbe ud i en Braad, og ved hver Bladstilk sidde lange Torne i en Halvkreds.

ANDET OPTRIN.

S. 20. Máthavjas er Navnet paa dette Stykkes „vidúshakas“, en staaende komisk Figur, pukkelrygget af Skabning, halv Hofnar, halv Ven og Selskabsbroder for Stykkets Helt, meest oplagt til at spise, sove og sladdre, snu og enfoldig, lystig og latterlig paa eengang, – en Figur, der minder om de italienske Maskekomedier, ligesom overhovedet det indiske Skuespil har langt Mere tilfælleds med det romantiske end med det classiske Drama. Skjøndt Heltens Fortrolige (her tillige hans Fosterbroder, S. 30) og af Kaste en Brahmán (S. 30. 80. 90, V. 160, i Urv. oftere), taler han ikke destomindre Prakrit, paa Grund af sin lidet ophøiede Livsanskuelse.

S. 20. Javánske. Med dette Navn betegnede Inderne blandt flere vestlige Folkeslag navnlig de baktriske Græker (Ioner). I Skuespillene er det altid en „Javanerinde“. der bærer Kongens Bue; saaledes her S. 91, i Urv. V, S. 82.

S. 21. Hænder. Man hilste sine Overmænd ved i bøiet Stilling at holde Hænderne samlede op for Ansigtet.

S. 21. Vétasa-Rør (Calamus rotang, afb. hos Rumph, Herb. Amb. V, 51—58), en tornet Klattre-Palme, hvis smekkre, indtil flere hundrede Alen lange Stamme løber, op eller ned, langs ad andre Træer og holder sig fast ved en Mængde Torne paa Bladenes Middelaarer. — Pukkelrygget, kubdsjas, er tillige Navn paa en Vandplante med paa Midten opsvulmede Bladstilke (Trapa bispinosa s. Roxb. Plant. Corom. t. 234). Naar Mathavjas sammenligner sig med det rankt opløbende Vétasa-Rør, der kun ved tilfældigt Tryk bukkes som en Kubdsjas, blev denne Sammenligning ogsaa for saa vidt komisk, som Narren (s. o.) var skabt pukkelrygget.

V. 39. Synd. I Manus' Lovbog (VII, 47, 50) opregnes „ti Laster“, til hvilke navnlig Forlystelsessyge frister en Konge; af disse ere Drik, Spil, Qvinder og Jagt de farligste for ham; mere uskyldige ere: Søvn om Dagen, Dands, unyttig Reise osv.

V. 40. Mústagræs (Cyperus rotundus), en Græsvæxt med krybende Rod og ved Rodtrevlerne Knolder af en skarp Lugt og Smag. Et Sviin kaldes paa Sanskrit blandt Andet „Musta-Æder.“

V. 41. Solstene. Flere indiske Digtere omtale under Navnet „Solens Ven“ en Steen, om hvilken der gik det Sagn, at den gløder ved at beskinnes af Solen; da det samme Ord ogsaa betyder en Krystal-Lindse, har man forklaret Sagnet om Brændeglas. Om en anden Steen, „Maanens Ven“ (jfr. Urv. V, 86, V.), hedder det, at den bedækkes med Sveddraaber, naar Maanen skinner paa den.

V. 42. Arka-Busken (Asclepias gigantea ell. Calotropis gig., afb. hos Rumph, vol. VII f. 14 og Jacq. Obs. t. 69), en Busk af Mands Høide med blegviolette Smaablomster, der lugte som Lilier; Løvet og de unge Skud ere belagte med en hvid, uldagtig Filt. De brede, kileformede Blade brugtes ved Offring; Saft og Bark som Lægemiddel. — Navamállika, d. s. s. Mállika (s. Anm. til S. 11).

V. 43. Skabte ved Bráhma's Tanke vare f. Ex. de syv Demiurger: Dákshas, Marítsjis osv. — Samlende osv. forklares af den indiske Fortolker om, at Skaberen „samlede de forskjellige Skjønhedsmønstre som Maanen o. d.“ for nu at forbinde alle Yndigheder i een Skabning. — Láksmi er Lyksaligheds og Skjønheds Gudinde. Da Guder og Asúrer kjærnede Havet, fremkom hun thronende paa en udsprungen Lotosblomst og kaarede ved Selvvalg Vishnus til sin Brudgom; under de forskjellige Skikkelser, hvori han siden nedsteg paa Jorden, gjenfødtes hun altid som hans Hustru. — At Sakuntala ogsaa i Heltedigtets Fortælling (s. o. S. 115) bliver sammenlignet med Laksmi, er en af flere Grunde til her, med de indfødte Fortolkere, men imod den engelske Udgiver, at forstaae Udtrykket „Qvindeperle" som sædvanlig om denne Gudinde.

V. 44. Urørte Frugt. Efter Indernes Forestillinger om en retfærdig Verdensorden (jfr. Anm. til V. 104) var Menneskets Lykke og Ulykke et Vederlag for de Gjerninger, han havde øvet enten i sin nærværende eller (jfr. Heltedigtets Fortælling om Sakuntala ovenf. S. 118) i sin forrige Sjælevandring. Naar han havde opbrugt sin Skat af Fortjenester (jfr. V. 142—43), eller naar hans Synder modnedes til Straf (jfr. S. 105), indtraf der et Omslag i hans Skjæbne.

V. 45. Et Smiil. Scholiasten minder om, i Henhold til indiske Theoretikere, at Smilet er en af Forelskelsens Yttringer. I en Samling Læresætninger, som man tilskrev Skuespilkunstens mythiske Opfinder Bháratas (s. Anm. til S. 110), opregnes blandt Andet de vedtagne „fire Maader“ at opmuntre en Beiler, nemlig ved „ømme Blik, huld Tale, Pigebud, Brev.“

S. 27. Tiende (ligefrem: Sjettedelen) af Korn og Frugter, Honning, Leerkar osv. tilfaldt Kongen. Men af védakyndige Brahmáner maatte han ikke tage Skat, selv om han skulde døe Hungersdød (Man. VII, 133). Allerede hos Manus (XI, 23) hedder det, ligesom her, at Kongen „faaer Sjettedelen af den Brahmans gode Gjerninger, hvem han beskytter.“

V. 48. Gandhárver, med deres Æresange, tænkes at fremtræde parviis ligesom Herolder ved Hove (V. 109—10, jfr. Urv. V, S. 93). — Konge-Viismand, jfr. Anm. til S. 14.

V. 49. Arm. Lange Arme hørte til Forestillingen om en Helt. — Havblaabræmmet. Den af Mennesker beboede Jord tænktes som en Ø, jfr. Anm. til V. 197. — Himmelens „Guder“ er de bengalske Haandskrifters Læsemaade, der hentyder paa Dushjantas' Bistand i Kampen mod Gudernes Fjender Asúrerne, hvortil han ruster sig i Slutn. af 6te Optrin; efter Devanágari-Haandskrifternes Læsemaade „Møer“ maatte her tænkes paa Sagnene om Apsarásers Bortførelse (jfr. Urv. I, S. 3—5).

S. 29. Kasteskive. Dette var den frelsende Gud Vishnus', „Asúr-Fjendens“, Vaaben. Mathavjas vil formodentlig sige, at han dog føler sig mindre tryg ved at møde Raksháser i Kong Dushjantas' Selskab, end om han havde den diskus-væbnede Gud til Ledsager.

S. 29. Kong Trisánkus i Ajodhja (Oude) havde, efter Sagnet, forberedt en stor Offring, der skulde erhverve ham en Plads i Himlen i levende Live; men hans Offerpræst undsagde ham og forbandede ham til at leve i ureen Kaste. Da han, i denne Forfatning, under en Tolvaars Hungersnød bragte Kong Visvámitras' Hustru og Børn Dyrekjød, som han, for ikke at besmitte dem, ophængte paa et Figentræ ved Ganges, lovede den mægtige Kongeviismand (jfr. Anm. til S. 15), til Løn for hans Barmhjertighedsgjerning, selv at forrette Offringen for ham og bød Guderne til Gjæst. Forbittret over deres Udeblivelse lod han ham, ved sin Bodsmagt, fare til Himmels uden Offring. Guderne stødte ham hovedkulds tilbage, men Visvámitras standsede ham i Faldet og begyndte i sin Harme at skabe nye Stjernebilleder, indtil Guderne, forfærdede, indrømmede Trisánkus en Plads iblandt de nye Stjerner, svævende mellem Himmel og Jord.

S. 30. Kronprinds. Naar en Kongesøn var voxen, blev han høitidelig salvet (Urv. V, S. 93) for strax at deeltage i Rigets Styrelse og være beredt til selv at overtage den, hvis hans Fader, efter den fromme Sædvane (jfr. V. 100 og 184; Urv. V, S. 91, V), vilde tilbringe sine sidste Dage i en Eneboerlund.

TREDIE OPTRIN.

S. 31. Usíra (Andropogon muricatus), en Græsart, hvis Rødder lugte stærkt efter Myrrha og Roser og bruges som nervestyrkende Middel, deels, som her, tilberedte til Salve, deels flettede i løse Dør- og Vindues-Skjærme, som holdes vaade og tjene til at forfriske den gjennemstrømmende Luft (s. Wilson: dáhaharana).

V. 54. Andagts Magt; hvis nemlig Kanvas, fortørnet over, at Kongen ikke oppebiede hans Samtykke, vilde bruge den overnaturlige Magt, han besad i Kraft af sin Andagt, og forbande ham.

V. 55. Blomsterpiil; jfr. Anm. til V. 135. — Maanen, en mandlig Guddom, kaldes ofte „Kulde-Sol,“ „Sval-Straaler“ o. d., i Modsætning til Solen, der kaldes „Hed-Straaler“. Det indiske Sprog er overhovedet rigt paa staaende Ordbilleder, som, uagtet den stadige Brug, neppe kunne have ophørt at vække en billedlig Forestilling. Saaledes hedder et Blomstertræ, ikke blot paa Sanskrit, men ogsaa paa Hverdagssproget Prakrit, „Fod-Drikker“; Ild hedder snart „Offer-Æder“ eller, hvad der udentvivl betyder det Samme, „Gude-Mund“, snart „Røg-Banner“, idet Røgen betragtes som Ildgudens Fane.

V. 56. Sivas' Vredes-Ild. Det herhen hørende Sagn, som med forskjellige Afvigelser jevnlig kommer igjen i Kildeskrifterne, fortælles i Heltedigtet Ramájanam saaledes: Da den mægtige Gud Sivas, efter sit Bryllup med Gudinden Párvati, hengav sig til Kydskhed og Bod, vovede Elskovsguden at nærme sig til ham under hans Bodsøvelse, for at optænde hans Kjærlighed til Párvati. Men Sivas udstødte en frygtelig Forbandelse imod ham og sendte ham med sit tredie Øie et Vredesblik, som brændte hans Lemmer til Aske. Deraf har Kamas Tilnavnet: „den Legemløse“. Andre Kilder tilføie, at Guderne atter bragte ham tillive ved at stænke Asken med Udødeligheds Drik. — Urvas' Flammesøn. Viismanden Urvas, mægtig ved Bod, blev af Guderne opfordret til at forplante sin Slægt. Efterat han forgjæves havde advaret dem om, at hans Afkom vilde fortære Alverden, opsteg af hans Lænd et Uhyre med Hestehoved og Krop af Ildsluer, som strax krævede Næring og vilde have opslugt den hele Jord, hvis ikke Bráhma var kommen de forfærdede Guder tilhjælp og havde kastet Urvas' Søn i Verdenshavet, hvor Vandene bleve hans Føde.

V. 57. Et Hav-Uhyre, som Kamas havde undertvunget — Hoved, Hals og Forbeen som en Antilope, Krop og Hale som en Fisk — var afbildet i hans Banner, til Tegn paa Kjærlighedens Magt. Det er samme Tanke, som naar Grækerne fremstille Eros ridende paa Løven eller Delphinen.

V. 58. Legemløse. Dette Tilnavn, der vel oprindelig har skullet udtrykke, hvor umærkeligt Kjærlighed lister sig ind i Sjælene, er mythisk forklaret ved Sagnet om Kamas, brændt til Aske ved Sivas' Blik (s. Anm. til V. 56. Som de andre Guder næres ved Brændoffre, saaledes den „Legemløse“ ved de Elskendes fromme Løfter.

V. 59. Hendes Blomsterhøst. En af de indiske Fortolkere bemærker, at det har været navnlig Sakuntala's Bestilling at plukke Blomster og Qviste for Eneboerne til Brug ved Offringer og hellige Handlinger, og saaledes kunde Kongen af de nævnte Tegn slutte, at hun nylig havde været her. Jfr. V. 89, at Sakuntala aldrig har plukket sig en Qvist til egen Pynt.

V. 60. Den legemløse Kamas; s. Anm. til V. 58. I Sanskrit er her samme Ordspil med Legem.

V. 63. Mádhavi (Gaertnera racemosa, afb. hos Roxb. 18) er en yppig, klattrende Busk. Dens Blade, der sidde symmetrisk, to og to modsatte, ligne langagtige Kirsebærblade. Grenene løbe udi en aflang Klase vellugtende Blomster, frit formede: med fem hvide, mod Bullen tilbagekrængede Kronblade, af hvilke det største, der i Midten har en guul Aftegning, næsten bedækker de andre; alle ere bølgede og fryndsede langs med Kanten; ti fiintbøiede Støvdragere stritte frem, den yderste dobbelt saa lang som de andre. Om denne Mádhavi-Ranke siger William Jones, at dens Blomsters Skjønhed og Vellugt give den Adkomst til alle Kalidásas' og de andre Digteres Lovtaler: „det er en kjæmpestor, yppig Slyngplante; har den ikke Noget at klynge sig til, faaer den Udseende af et tæt, busket Træ, hvis yderste Grene endnu i Luften udfolde deres naturlige Bøielighed og Lyst til at klattre.“

V. 65. De indfødte Fortolkere bemærke, at der i Indien hele Aaret ikke er lumrere Dage, end ved Overgangen fra den hede Tid (Mai, Juni) til Regntiden (Juli, August), naar det trækker op med de Skyer, der selv, som Regn, skulle afkjøle Luften.

S. 36. Sésam-Vand. Ved Offerfester for Afdøde, for at sikkre dem Bolig i Ahnernes, de salige Aanders, Verden (jfr. V. 157), udgjød man Vand, blandet med det olierige Frø af Sésamtræet (Sesamum Indicum). Et saadant Offer blev frembaaret af de nærmeste Slægtninge kort efter Døden og siden i Forbindelse med de aarlige Dødningoffre.

S. 36. Flod er i Sanskrit Hunkjøn, Hav Hankjøn. — Mangotræet; s. Anm. til S. 11. — Mádhavi-Ranke; s. Anm. til V. 63.

S. 37. Vísákha. Ligesom Solens Bane betegnes ved de 12 Himmeltegn, eet for hver Maaned, betegnede Inderne ogsaa Maanens Bane ved 27 (eller 28) Stjernebilleder, eet for hver Dag i dens Omløb; efter Gudelæren vare de alle Demiurgen Dákshas' Døttre og Maanens Hustruer. Det 16de i Rækken er Visákha, bestaaende af to Stjerner (jfr. Urv. I, S. 8), af hvilke den ene angives at være den klare Stjerne α i Vægten; Visákha er derfor i Sanskrit Dualis og Hunkjøn. Istedenfor Maanen, der er mandlig, nævnes her Maane-Nyet, et Hunkjønsord, forat Sakuntala (som Damajánti i Nal XIII, 44) kan sammenlignes med dette, ligesom de to Veninder, der bifalde hendes Kjærlighed, sammenlignes med Stjerneparret, der har optaget Maanen. — Da ved Sammenligninger altid Kjøn og Tal nøie iagttages (s. f. Ex. V. 193), gaaer det ikke an med Williams at forstaae Visákha om Sakuntala og Maane-Nyet om Kongen, en Forklaring, der heller ikke kan bifaldes fra Tankens Side.

V. 67. Lykken. I Sanskrit er dette Ord tillige Navn paa Lykkens og Skjønhedens Gudinde Laksmi, Vishnus' Hustru, og saaledes er her maaskee en let Hentydning til Mythen om, at Laksmi kaarede Vishnus ved Selvvalg (jfr. Anm. til S. 11); ovenfor i V. 43 er Sakuntala udtrykkelig sammenlignet med Laksmi.

S. 38. Rids. At skrive paa Planteblade, hvori Bogstaverne indridses, er endnu brugeligt i Indien.

V. 70. Nat-Lilie d. e. den hvide Lotos, der lukker sig om Dagen og blomstrer om Natten (s. Anm. til V. 20); et af Maanens staaende Tilnavne er derfor „Natlilie-Brudgom." Dushjantas sammenligner sig med Maanen, der tilmed gjennem Kong Purus var hans Linies Stamfader; i V. 162 og 186 lignes han atter ved Maanen, men i andre Forbindelser.

V. 71. Velkomstpligter, som at reise sig for en høi Gjæst; jfr. Man. II, 119.

S. 39. Vor Ven. Denne Tiltale af Anasúja forudsætter det nøiere Forhold, hvori Kongen nu er indtraadt til Sakuntala, efter den gjensidige Tilstaaelse (jfr. Lenz's Anm. til Urv. III, S. 49).

V. 72. I Sanskrit træder Ordspillet i Rimets Sted. Det rige Ordforraad og de mangfoldige Bogstavforandringer, der indtræde ved Ordenes Sammenstød, gjorde det muligt for senere Kunstdigtere at sammensætte flere Verslinier, der Bogstav for Bogstav ere eenslydende, men kunne opløses og forklares paa ligesaa mange forskjellige Maader. Ogsaa i Sakuntala forekomme en Deel Ordspil, men mere fordringsløst.

V. 73. Jorden eller Riget tænkes som den regjerende Konges Hustru (jfr. V. 100 og Urv. IV, S. 67, V.).

V. 74. Sminkede. De indiske Qvinder farvede Neglene paa Hænder og Fødder med en rødlig Plantesaft (V. 85. 143, S. 86), især med Saften af Lawsonia alba. — Tanken om at gnide Fødderne (søvndyssende) og vifte, er indledet ved Sammenligningen med en Tjener.

S. 40. Forsynde mig, nemlig ved ikke forud at indhente Samtykke til Ægteskab hos Kanvas og Gáutami (hvem en indisk Fortolker til Forsp. til 3die Optrin kalder Kanvas' Søster). — Denne og det næste Par Smaareplikker ere Sakuntala's første Ord til Kongen; Digtet til ham, V. 69, var et Brev uden Navn, oplæst for Veninderne.

V. 76. Gandhárvers Viis. Bryllup efter Gandhárvernes eller de himmelske Sangeres Maade (jfr. Indledn. S. VI og Fortællingen af Mahabhár. S. 116) var en Forbindelse ifølge gjensidig Tilbøielighed, uden Værgers Mægling og Medvidende og uden Offring eller anden Indvielse; vare, som her, Begge af samme Kaste, rakte de hinanden Haanden (Man. III, 32. 43). Bryllup kaldtes det, fordi det førte til lovligt Ægteskab, med dertil hørende Pligter og Rettigheder; det egnede sig især for Krigerkasten, der forøvrigt endog ved Bortførelse imod Brudens Villie (Rakshás-Bryllup, Man. III, 33. 26) kunde indgaae lovligt Ægteskab.

Efter V. 76 følger i den bengalske Text en lang leflende Elskovsscene, der strax røber sig som fremmed Tilsætning.

S. 41. Tsjakraváke (Anas casarca), en Trækfugl af Andeslægten, høibenet, rødguul, med sorte Svingfjedre og hvide Dækfjedre. Dens Gang er ziirlig, dens Flugt let, dens Skrig ligner Lyden af et Jagthorn. Om Dagen ere Han og Hun uadskillelige (hvoraf Fuglen ogsaa har det Navn „Parviis-gaaende“); men naar det bliver Aften, maae de, efter Sagnet, skilles ad ifølge en Forbandelse; da sidde de hver paa sin Flodbred og fylde Natten med Klageskrig, som om de kaldte paa hinanden (jfr. S. 54). — Digteren lader her Gáutami, der nærmer sig, tale om Nattens Frembrud i Ord, som Sakuntala ogsaa kan anvende paa sig.

S. 41. Darbha; s. Anm. til S. 19.

V. 80. Vanfreds graadige Hær, mere ordret: Raatkjød-Slugernes Hær. „Raatkjød-Ædere“ er et af de omskrivende Navne paa Raksháserne, vilde, jettelignende Skikkelser, der især i Tusmørket gik paa Rov efter Offermad, og mod hvem Brahmánerne, næst at iagttage den rette Orden i Offringerne (jfr. Man. III, 204), ofte, som her, maatte søge Bistand hos en Helt af Krigerkasten.

FJERDE OPTRIN.

S. 44. Det er mig. Efter Manus' Lov (II, 122) skulde en Brahmán melde sig hos ældre Brahmáner ved at nævne sit Navn, hos Ulærde saavelsom hos Qvinder blot ved Ordene: det er mig.

S. 44. Durvásas optræder i flere indiske Sagn som den, „hvis Sjæl ikke kjender Tilgivelse“, og som over de ringeste Forseelser tager de strængeste Straffe. Da Gud Indras engang havde hængt en Krands, som denne Viismand skjænkede ham, paa sin Elefant, der sky kastede Krandsen til Jorden, udstødte Durvásas en Forbandelse mod Indras; og alle Urter visnede, Menneskene ophørte at offre, og Guderne laae under for Asúrerne, indtil Vishnus lærte dem, hvorledes de skulde fremkjærne Udødeligheds Drik. Slige straffende Forbandelser flnde tildeels Medhold i Manus' Lovbog, hvor det netop i denne Betydning hedder, at Brahmánen skal værge sig med „sit Ord“, ligesom Krigeren med sin Arm og Kjøbmanden med sit Gods (Man. XI, 33—34); men oftere indskjærpes Fredsommelighed og Sagtmodighed.

V. 82. Urternes Herre (egl. Herre for de Aarsplanter, som gaae ud, naar deres Frugt er modnet) er et af Maanens Tilnavne, sigtende til dens formeentlige Indflydelse paa Plantevæxten. — I Vesten tænkte man sig et Bjerg, bag hvilket Sol og Maane gik til Hvile ved deres Nedgang. — Arun, Morgenrødens unge Gud, Søn af Kásjapas (s. Anm. til V. 173), sidder paa Solgudens Vognstang og kjører hans syv Heste (jfr. V. 168. 162). — Som Digteren hentyder paa Sakuntala's Skjæbne allerede ved dette Morgensuk om Lykkens Ustadighed: at Nogle synke, mens Andre stige, og „Lykke, Ulykke de gange paa Rad“, saaledes endnu tydeligere ved det næste om Skilsmissen fra en elsket Ven.

V. 83. Maanen som Natliliens Ven, s. Anm. til V. 70.

S. 47. Ulastelig. I denne Sætning er der heelt igjennem Afvigelser mellem de forskjellige Haandskrifter og Udgaver. I dens første Ord har jeg fulgt den af Böhtlingk foretrukne Læsemaade na for nam. Læser man, efter det kjøbenhavnske og de fleste andre Haandskrifter, nam (Sanskr. nanu), kunde Meningen enten være: „Saa klart det er mig, at der er gjort Synd imod vor Veninde” eller „Skjøndt det gaaer mig om i Tankerne, at min Veninde kunde faae Synd deraf (af min Taushed)“; Williams' Oversættelse: „Selv om jeg var overbeviist om, at min Veninde kunde være at laste“, synes mig ikke at stemme med Anasuja's Tankegang.

S. 48. Arnested. Naar en Brahmán fra Lærlingens Stand indtraadte i sin næste Stand som „Husfader“, tændte han, ved at gnide Sami- og Figen-Ved mod hinanden, en hellig Ild, som han fra nu af skulde holde vedlige Nat og Dag. Den brændte paa et viet Sted i Huset eller i et særegent Arnehuus, til Brug først ved hans Bryllupshøitid, siden ved de daglige Morgen- og Aftenoffre af klaret Smør til Ildens Gud Agnis osv. (Man. III, 84 ff.), saavelsom ved de større Høitids- eller Dødningoffre; naar han drog bort for at leve som „Skovboer“, førte han den med sig tilligemed sine Offerredskaber (Man. VI, 4); ved hans Ligfærd blev Baalet tændt med den samme Ild.

V. 84. Sámi (Prosopis spicigera eller Mimosa Suma Roxb.), et tornet Akazietræ med spiselige Frugter; ved at gnide dets haarde Ved mod Veddet af „indisk Figentræ“, eller to Stykker Sámi-Ved mod hinanden, tændte man Ild til hellig Brug (s. o.). Sivas' Hustru Párvati skal engang i Elskovsbrynde have hvilet paa Stubben af et Sámitræ, der inddrak hendes Flammer; deraf fik Veddet den Egenskab, let at tændes ved Gnidning.

S. 48. Késara; s. Anm. til S. 11. — Mriga-Rótsjanam, et vellugtende, guulagtigt Farvestof, efter Sigende tillavet af Galden af en Antilop. — Dúrva-Græs (Panicum eller Cynodon dactylon, afb. i Engl. Botany t. 850), et meget udbredt Græs, med krybende Rodstok og grenede Stengler, med smukke violette, straaleformig spilede Ax, var en af de hellige Urter.

S. 48. Hastinápur (d. e. Elefantstad), det gamle Delhi, beliggende ved Ganges N. O. f. det nuværende, var Dushjantas' Kongesæde[2].

V. 85. Láksha-Saft. Ved Stikket af Lak-Cochenillen, der i stor Mængde opholder sig paa det indiske Figentræ og visse andre Træer, udsvede disse en harpixagtig Mælk, hvormed Insekterne, der indeholde et rødt Farvestof, heelt omgives; den saaledes farvede Masse er i størknet Tilstand bekjendt under Navnet Gummi-Lak.

V. 86. Paa sit andet Trin, som „Husfader“, levede Brahmánen et Familieliv med Hustru og Børn; paa det tredie, som „Skovboer“, var han løst fra Blodets Baand og levede — alene eller, som her, med andre Eneboere — i den stille Skov. Det hedder herom i Manus' Lovbog (VI, 2—3), at „naar Husfaderen seer sit Ansigt rynket og sit Haar graat og en Sønnesøn i Huset, da skal han, overgivende sin Hustru til Sønnernes Pleie eller sammen med hende, vandre til Skoven“.

V. 87. Kong Jajátis, af Maanens Slægt, en af Dushjantas' Forfædre, havde uagtet strængt Forbud hemmelig ægtet en Asúrkonges Datter, Sarmishthá, der til Straf for en Forseelse levede som Slavinde ved hans Hof. Da hun havde født ham fem Sønner, af hvilke den yngste var Púrus, blev deres Forbindelse opdaget og Kongen forbandet til at blive gammel før Tiden. Men Púrus tog frivillig sin Faders Affældighed paa sig (s. Anm. til V. 12); han blev siden hans Efterfølger og en af Indiens navnkundigste Konger.

S. 51. Rig-Védas er den første af Indernes fire ældgamle Hellige Bøger, indeholdende Lovsange og Bønner til Ilden, Luften og andre Guddomme.

V. 88. Kusam, helligt Græs (s. Anm. til S. 19), strøedes rundt om enhver af Altrets fire Luer, der vendte mod de fire Verdenshjørner; allerede i en Rigvéda-Hymne kaldes Ildens Gud Agnis: „den fiir-øiede“.

V. 90. Kókilas (Cuculus Indicus), en sort Fugl af Gjøgeslægten; den kaldes ogsaa (som atter S. 77) para-bhrítas, d. e. „den Fremmed-rugede“, fordi Hunnen lægger sine Æg i andre Fugles Rede (V. 123). Kókil-Hannens Sang, der bebuder Foraaret (jfr. V. 136), hvoraf Navnene „Vaarbud“, „Vaarsanger“, skal have Lighed med Nattergalens. Den indiske Fortolker oplyser, at Kókil-Sang var et lykkeligt Varsel for Reisende, og gjør opmærksom paa, at her Træernes Svar bliver givet gjennem Kókilen, hvorefter Skovgudinderne selv svare ved Stemmer fra Luften i næste Vers.

V. 91. Støvskyer. D. e. „Gid det ikke maa støve paa hendes Vei uden med Blomsterstøv“.

V. 92. Indiske Digtere omtale ofte Paafuglens Dands som et Udtryk af dens Glæde, f. Ex. naar Regntiden nærmer sig.

V. 95. Bag den nærmeste Tanke: „stands Taaren, at Du kan see for Din Fod paa de ujevne Veie“, ligger den fjernere Tanke: „dæmp Sorgen, at Din Aand kan være samlet og beredt under de Livets Prøvelser, Du gaaer imøde“.

S. 54. Søens Bred. I fjerde Optrin, der ligesom det Meste af første og tredie Optrin foregaaer i Eneboet, flytter Scenen sig lidt efter lidt saaledes: Man seer Lærlingen, siden Veninderne udenfor Huset i det Frie, derefter Sakuntala i det aabne Huus; fra Arnestedet følge Alle hende med hendes Ledsagere paa Vei gjennem Lunden, og Træer og Skovgudinder hilse hende til Afsked; ved Prijámvada's Ord om Slyngplanterne kommer hun til at tænke paa sin „Søster“ iblandt dem, Mangotræets Hustru (jfr. første Optrin), og træder hen til den; da hun seer Antilopehinden, som minder om hendes egen Tilstand, er der endnu Udsigt til Hytten; kort efter staae de ved Søens Bred, udenfor Andagtslunden, hvor de tage Afsked og deres Veie skilles.

S. 54. Figentræ, her Ficus glomerata (afb. hos Rheede, hort. Malab. VIII, t. 11) et anseeligt Træ, der voxer i Bjergskovene. Paa Sanskrit hedder det „Mælketræ“, fordi der af dets Bark flyder en harpixagtig Mælkesaft; Frugt og Blade ere spiselige, Veddet brugtes ved Offring.

S. 54. Tsjakraváke, en Vadefugl, om Natten skilt fra sin Mage ifølge en Forbandelse; s. Anm. til S. 41 og Urv. IV, S. 67. En af de indiske Fortolkere forklarer Sakuntala's Ord som en Ahnelse om den forestaaende Skilsmisse fra Dushjantas ifølge Forbandelsen.

V. 98. Gúrus, egl. „Ærværdig“, er Fælledsnavnet for en aandelig Fader (d. e. Lærer), en Fader, Fosterfader, Svigerfader, kort enhver ældre Slægtning, hvem man skylder Ærefrygt; det er med Hensyn hertil, at Udtrykket „min Herres Søn“ kommer til at betyde „min Ægteherre“. — Afseet fra, at der, i Overeensstemmelse med de indiske Forhold, i disse Formaningsord ikke er Tale om Pligter som Dronning, men kun som Kongens Hustru, mindes vi uvilkaarligt om Formaningen til Dagmar:

„Dydelig, gudfrygtig, from og god,
Det skalt Du altid have til Id;
Det dele med alle Dine Undersaatte,
Du bliver deres Haab og Lid“.

S. 56. Sandeltræet (Sirium myrtifolium, afb. hos Roxb. vol. I, tab. 2) har Lighed med en stor- og spidsbladet Myrte; Veddet er bekjendt for sin Vellugt. Dets Hjemstavn er Malája-Bjerget (de vestlige Ghats paa Malabarkysten), som derfor paa Sanskrit ogsaa hedder „Sandelbjerg“, ligesom atter Sandeltræet kaldes „Malájafødning“.

V. 100. Jorden kaldes firehjørnet med Hensyn til de saakaldte Verdenshjørner. Den blev betragtet som Kongens Ægtehustru (jfr. V. 73). — Det høres ofte om indiske Konger, at de, naar Thronarvingen blev myndig, toge ham til Medregent og snart efter overlode ham Regjeringens Byrder for at ende deres Dage som Skovboere, i Bod og Forsagelse (jfr. V. 184). I Brahmánkasten hørte Overgangen fra „Husfader“ til „Skovboer“ til den staaende Orden (s. o. Anm. til V. 86).

V. 101. Riis-Offret. Der var fem „store Offre“, som hørte til Brahmánernes daglige Tjeneste (Man. III, 80 ff.), nemlig Offer til Bráhma ved Védalæsning, til Guderne ved Brændoffer af klaret Smør (s. o.), til Ahnerne ved Udgydning af Vand med Sésamfrø (s. o.), til Menneskene ved Gjæsters Velkomst (s. o.), endelig til „alle Væsner“, navnlig dem, der ikke fik Deel i de andre Offre, saavel Luftens, Vandets, Træernes Guddomme som Jordens Kryb og Himlens Fugle (Colebr. I, S. 191): til dem blev der under Bøn Morgen og Aften strøet Levninger af Riis og andet Fødekorn, enten paa viede Steder i Huset eller udenfor; Qvinderne kunde forrette Offret, kun uden lydelig Bøn. Det er dette Offer til „alle Væsner“, hvorom her er Tale. Hvad der var blevet ufortæret af de Offerkorn, Sakuntala daglig udstrøede ved Hyttens Dør, havde spiret og deraf var der i Tidens Løb opvoxet en Grønning.

FEMTE OPTRIN.

I Begyndelsen af dette Optrin, hvor Oversættelsen, ligesom sædvanlig, holder sig til den ældre, af Böhtlingk udgivne Text efter Devanágari-Haandskrifterne (hvormed ogsaa her det kjøbenhavnske Haandskrift stemmer), findes der en ret mærkelig Afvigelse i den bengalske Text, som de tidligere Oversættere have fulgt. Medens Ordene i det Hele taget ere uforandrede, ere nemlig Scenerne saaledes omsatte. Først træder Kammersvenden ind og taler om sin Alderdomssvaghed og, i Anledning af Eneboernes Ankomst, om at Kongen aldrig har Hvile; derpaa kommer Kongen med Máthavjas, klager over sit Kalds Besværligheder, styrkes ved Heroldernes Sang og sætter sig til Hvile; derefter høres den skinsyge Elskerindes Sang udenfor, Kongen udtaler den Længsel, der, vakt ved Tonerne, uvilkaarlig griber ham som et Minde fra en tidligere Sjælevandring, og nu træder Kammersvenden hen til ham med sin Melding, hvorefter Kongen begiver sig til Arnestedet for at modtage Eneboerne. I vor ældre Text staaer Elskerindens bebreidende Sang og Kongens Erindring om en dybere Kjærlighed smukt og sindrigt først, som en Indledning til dette femte Optrin, hvor han har glemt Sakuntala og fornægter hende, og umiddelbart efter hendes vemodige Afsked fra Barndomshjemmet. Men ligesom Kongens Beklagelse over sit byrdefulde Kald synes bedre anbragt i den bengalske Text, der lader ham komme lige fra Dommersædet, har den Forandring, at Eneboerne med Sakuntala meldes umiddelbart efter hiint Længselssuk, til Følge, hvad der uden Tvivl har været tilsigtet, at Pointet falder lettere i Øinene. — Foruden Smaaforandringer, hvor snart et Ord eller Udtryk fandtes mindre forstaaeligt, snart et Navn ikke pikant nok, gaae forresten, som ei Indledningen antydet, de fleste Afvigelser i den bengalske Omarbeidelse ud paa at gjøre Máthavjas' Rolle kaadere, udmale Elskovsscenerne navnlig i tredie Optrin og tilsætte en Deel Vers, af hvilke de færreste udmærke sig ved Skjønhed i Tanker.

S. 60. Forløsning. Her synes at være et Ordspil, idet det tilsvarende Ord, mókshas, baade betegner den Handling at „undslippe“ og at fries, navnlig fra fortsat Sjælevandring, at „saliggjøres“. Hvorledes Apsaráser gjorde en Viismands Bod til Intet, viser f. Ex. Fortællingen om Visvámitras og Ménaka (ovenf. S. 115—16).

V. 104. Hvorledes Troen paa Sjælevandring paa mange Maader har gjennemtrængt Indernes Tankegang, er leilighedsviis antydet i det Foregaaende. Alle Væsner tænktes, indtil deres sidste Befrielse, i en bestandig Omvæltning, stigende eller synkende; de mødes og skilles hernede „lig Spaaner paa Verdenshavet“. De Kaar, hvortil Enhver fødtes, som Menneske eller umælende Dyr, som Brahmán eller Træl, afhang af Sjælens Stræben og Færd i dens forrige Vandring; de pludselige Omslag i Skjæbnen vare ligeledes en Følge af Fortjeneste eller Brøde, om ikke i dette Liv, saa i det forrige: vi træffe jævnlig paa en saadan Forklaring af egne eller Andres Skjæbner, dog kun som Spørgsmaal og Gjætning. Thi med Fødsel i et nyt Legeme mistede Sjælen Erindringen om sin forrige Tilværelse. Men den kunde gjennem Bod og Selvfordybelse vinde Erindringen tilbage, indtil at see den hele Række af sine tidligere Vandringer, og af og til kunde, ligesom her, et dunkelt Minde fare Sjælen igjennem.

V. 106. Anántas d. e. den Evige, Gud Vishnus' tusindhovedede Slange, Konge over Slangerne i det nederste af de syv underjordiske Riger, bærer Jorden „lig et Diadem“ paa et af sine Hoveder. I Tidens Begyndelse bar den paa sin Ryg den sovende Vishnus over Vandene, medens Halsen med de tusinde Hoveder bøiede sig som en Thronhimmel over ham.

S. 61. Stamfrænde. Fra Kásjapas, en af Verdensskaberne, Fader til mangehaande høiere og lavere Væsner (s. Anm. til V. 173), nedstammede navnlig ogsaa den Klasse af Brahmánviismænd, til hvilken Kanvas hørte.

V. 106. Til de fornemme Inders Fornødenheder hørte Solskjærme, store og tunge, med lange Stokke, som Tjeneren maatte holde over dem. Som Sindbilled paa Beskyttelse var Solskjærmen tillige et af de kongelige Insignier.

S. 61. Herolder, der optræde som Sangere eller snarere Fremsigere ved festlige Leiligheder (saaledes ved Salvingen i Urv. V), havde daglig det Hverv at tilkjendegive Timeskifterne for Kongen paa lignende Maade. Kongens Døgn var nemlig efter de gamle Skrifter inddeelt i 16 ligestore Afsnit eller Timer (lig halvanden af vore), der, en efter anden i en bestemt Følge, skulde anvendes: Morgentimerne til at foretage de lovforordnede Renselser, efter hemmelig Raadslagning udstede Befalinger, overvære Huspræstens Ceremonier; Dagtimerne til at afgjøre Stats-Regnskaber, afsige Domme, holde Maaltid, give og modtage Foræringer, holde Statsraad, adsprede sig, mønstre Tropper, holde Krigsraad; Aftentimerne til at modtage Beretning af Spioner, holde Maaltid, læse i de hellige Bøger. Et Par Timer vare indrømmede til Søvn, og kun den enkelte Eftermiddagstime, efter afholdt Statsraad, havde Kongen fuldkommen fri, „ligesom Solen staaer stille et Øieblik, naar den er midt paa Himmelen“ (Urv. II, S. 15).

S. 62. Offerkoen skulde give Mælk til Offringen; blodige Offre brugtes kun ved Siva-Dyrkelsen.

V. 113. Badende (snátas) kaldes navnlig Brahmánerne som „Husfædre“ paa Grund af de hyppige Renselser, som Loven foreskriver dem; at salve sig nævnes vel her som et Tegn paa verdslig Forfængelighed.

S. 63. De hellige Stænders, nemlig Brahmánens paa de fire Trin: som Lærling, Husfader, Skovboer og Tigger.

V. 114. Det samme Vers forekommer i en Samling Tankesprog af Digteren Bhartriháris (II, 62), der efter Sagnet var Kong Vikramáditjas' Broder og altsaa samtidig med Kalidásas.

S. 64. Kongenavn. I Grundtexten er her et Ordspil, sigtende til at udlede radsja, Konge, af det ovenfor brugte raksh, at vogte, forøvrigt en urigtig Afledning, skjøndt den oftere gjentages (Man. VII, 3. X, 23).

S. 65. Velgaaende; s. Anm. til S. 13.

V. 118. Guru-Frænder (s. Anm. til V. 98), her navnlig Gáutami selv og Kanvas. — I dette Prakritvers er der mange forskjellige, lige usikkre Læsemaader. Jeg har fulgt det kjøbenhavnske Haandskrifts Læsemaade (kim bhanámi ekkakkassa), der nærmest stemmer med Böhtlingks; de to sidste Linier vilde da i ordret Oversættelse lyde: „da der er handlet mellem Een og Een (Dig og hende, paa egen Haand), hvad skal jeg (Gáutami) sige til Een og Een (Dig eller hende).“

S. 65. Klar som Ild. De kort henkastede Replikker kunde for Sammenhængens Skyld gjerne oversættes: „Kongen. Hvad mene I med disse Ord? — Sakuntala (for sig). I hans Ord ulmer en Ild!“ Men „hans“, hvorpaa Eftertrykket da maatte hvile, findes ikke i Texten.

V. 120. Kúnda (Jasminum pubescens eller multiflorum, s. bot. mag. t. 1991), en enkelt Jasmin, lodden paa Qvisten og Bladenes Underflade; de øverste Blade omgive Blomsterqvasten som et Svøb. Blomsten, der udspringer i Riim-Tid, d. e. det tidlige Foraar, omtales oftere som en af Biernes Yndlingsblomster.

V. 121. I Manus' Lovbog (IV, 227) indskjærpes Gavmildheds Pligt: at give med glad Sind, til alle Tider, af yderste Evne, naar man træffer den, der er Gave værdig. Ordret hedder det hos Manus: naar man træffer „et (Gavmildheds) Kar“, og i vort Vers bruges netop det samme Udtryk, at han (Kanvas) har „ligesom gjort en Røver til (Gavmildheds) Kar“.

V. 122. Textens Ord: „Hvorfor stræber Du at skjænde Slægten, ligesom en Flod (i Sanskrit Hunkjønsord) plumrer det klare Vand" forstaae Böhtlingk og Williams, som om der stod „min (Kongens) Slægt". Dette stemmer med, at Sakuntala i den foregaaende Replik udtrykkelig tiltaler Kongen som „Søn af Purus“. Men da det er Flodens eget Vand der plumres, idet den volder Jordskred ved at gaae over sine Bredder (jfr. Urv. I, S. 6, V. 3), og da Kalidásas ellers er nøieregnende med Lignelser og deres enkelte Led, maa man for saa vidt forstaae „Slægten“ om Sakuntala's Slægt. En Overgang synes at ligge i, at hun her er traadt frem for Kongen som den, der ved Bryllup selv var indlemmet i Purus' Slægt; Meningen blev da: „Hvorfor stræber Du at skjænde den Slægt, Du kalder Din egen“.

S. 67. Sakravatáram med Valfartstedet Sátsji's Dam ved Ganges (S. 73 og 83), betyder egentlig „Sakras' (Indras') Nedstigen“ eller Aabenbarelse paa Jorden. — Sátsji, efter hvem det hellige Badested er opkaldt, var Indras' Hustru.

S. 68. Dihapángo, Prakrit, paa Sanskrit dirghapángas. betyder Smal-Øie (egl. den, hvis ydre Øienvige ere lange). Vi kjende den fra V. 94.

V. 123. Om Kókilen jfr. Anm. til V. 90.

V. 124. Navnet Smáras er valgt, fordi det egentlig betyder Erindring og saaledes her danner et Ordspil med vi-smáranam, Glemsel. De buede Øienbryn sammenlignes med Elskovsgudens Bue, der ligesom knækkes, idet hun rynker dem i Vrede.

S. 70. Egen Villie. Det hedder i Manus' Lovbog (IX, 3): „Qvinden er under sin Faders Værge i Barndommen, under sin Ægteherres i Ungdommen, under sine Sønners i Alderdommen; en Qvinde maa ikke have sin egen Villie.“

V. 129. Om Nat-Lilie og Dag-Lotos s. Anm. til V. 20.

S. 70. Verdenshersker, Sanskr. tsjakra-várti, af tsjákras, Kreds, i overført Betydning deels Synskredsen, derefter en Landstrækning, der naaer fra Hav til Hav, deels en Kasteskive, Vishnus' Vaaben. Herskermærket bestod, overeensstemmende hermed, i en kredsrund Aftegning i høire Haand, idet Haandens Linier løbe sammen som i en Rundkreds. At Dushjantas skulde blive Fader til en „Verdenshersker“, var Eneboernes Forjættelse i 1ste Optrin V. 12. — Tanken om en overnaturlig Stadfæstelse, som her ved det forventede Herskermærke, har Kalidásas optaget fra Heltedigtets Fortælling, hvor Kongen forsætlig nægter sit Bryllup med Sakuntala, for at faae det stadfæstet fra Himlen i Folkets Paahør (s. o. S. 119); her i Skuespillet tjener dette Motiv paa eengang til at mildne Indtrykket af den gjensidige Miskjendelse og til at forberede paa Knudens Løsning.

MELLEMSPIL TIL SJETTE OPTRIN.

S. 73. Sakravatáram; s. Anm. til S. 67.

V. 133. Efter Indernes med Troen paa Sjælevandring overeensstemmende Mildhed imod alle Dyr, regnedes det for urene Haandteringer at fiske, slagte, garve osv.; kun Offerslagtning, ved de blodige Offringer til Sivas, blev naturligviis anderledes betragtet. Men for Fiskeren, og for enhver Mand af blandet Kaste, endnu mere end for Brahmánen, var det den høieste Pligt og Fortjeneste at holde sig til sin Kastes beskikkede Gjerning; ja, det ansaaes for „bedre at forrette sin egen Kastes Gjerning mangelfuldt. end en andens nok saa fuldkomment“ (Man. X, 97, jfr. Bhagavadg. III. 35).

S. 74. Rød-Karpe (Cyprinus rohita Buchan., s. Cuv. & Valenc. XVI, p. 251), en stor Karpeart, der findes i Søer og Damme i Gangeslandene. Den kan blive indtil 3 Fod lang; den er meget slugvorn, dens Kjød velsmagende. Af Farve er Ryggen olivengrøn, Bugen guldfarvet, Finnerne og Øinene røde; paa Sanskrit hedder den rohitas, d. e. rød.

S. 74. Binde Blomsterne. Ved Henrettelser bleve, som det synes, Forbryderne krandsede med Blomster om Hovedet, som Slagtoffre til vrede Guder.

S. 74. Din Hunds Ansigt, en Ændring i den gjængse Talemaade (s. S. 105), at „see sin Søns Ansigt igjen“; hans Søn og hans Hund kommer for Betjenten ud paa Eet.

S. 74. Jámas d. e. Tvingeren, en af „Verdensvogterne“, Solens Søn, er Gud for Døden og Dommen; han henter Sjælene fra de livløse Legemer, prøver Listen over deres Gjerninger ved sin retfærdige Domstol og sender de Gode til Svárgas, de Onde til underjordiske Helveder, hvor de efter Beskaffenheden af deres Synder lide forskjellige grusomme Pinsler. Men dette er kun en Mellemtilstand, efter hvilken saavel Gode som Onde skulle fødes i nye Legemer, høiere eller lavere efter deres Fortjeneste. At saaledes Læren om en Gjengjældelse ved Sjælevandring er sammenvævet med Troen paa Himmerig og Helvede, er et Exempel paa, hvorledes Mythologierne kunne bevare og forbinde Forestillinger, der kjendelig ere udsprungne af en forskjellig Verdensbetragtning og i Grunden gjøre hinanden overflødige.

S. 75. Paa Ryggen af en Elefant; nemlig som Hædersmænd, der førtes i Triumph.

SJETTE OPTRIN.

S. 76. De fromme Qvinders. Det tilsvarende, egentlig collective Ord i Texten er hidtil forstaaet om Sakuntala: Böhtlingk oversætter „den gode Piges“, M. Williams „det gode Folks d. e. Sakuntala's og Apsarásernes“. Men medens der ikke, som man i saa Fald maatte vente, findes mindste dramatiske Hentydning til, at Sakuntala paa denne Tid skulde være ved Apsarás-Dammen, synes det derimod af forskjellige Vink at fremgaae, at hun har været langt borte. Jeg forstaaer Stykkets Sammenhæng saaledes. Apsarás-Dammen maa ifølge Slutningsscenen i 5te Optrin tænkes i Nærheden af Kongens Gaard; en af de indiske Fortolkere (til Ordene kort efter V. 195) har endog uden videre gjort den til Eet med Sátsji's Dam ved Sakravatáram (jfr. Anm. til S. 67), hvor Ringen blev tabt og funden af Fiskeren. Fra Apsarás-Dammen kom den Lysskikkelse, der efter Forskydelsen førte Sakuntala bort gjennem Luften (V. 131); at hun „af Ménaka“ blev bragt herfra til Kásjapas' Enebo langt borte paa Hemakútas, siges udtrykkelig i 7de Optrin (S. 108, jfr. S. 102—3): der blev hun forløst, der blev Drengen indviet af Kásjapas, og der voxede han op, indtil Kongen træffer ham legende med en Løvehvalp. Der har ogsaa Sakuntala levet og sørget i disse Aar, undertiden besøgt af Apsaráserne, som lette svæve fra det ene Sted til det andet (saaledes omtales Ménaka som tilstedeværende, S. 109; jfr. Urv. 2det Optr., hvor de to Apsaráser nys mødtes paa Hemakütas og nu i Kongens Lystskov). Navnlig har Sanumatí nylig været i Kásjapas' Enebo og hørt Aditf's Yttring om det forestaaende Gjensyn med Kongen (S. 90). Da det bliver hendes Tour at forrette den aarlige Tjeneste ved Apsarás-Dammen, kommer hun saaledes i Kongeborgens Nærhed og har ved den Leilighed lovet Ménaka at speide om, hvorledes Kongen nu er stemt; at hun derefter underrettede Sakuntala om hans Anger, høre vi i 7de Optrin (S. 103). Saaledes maa det Mellemrum af flere Aar, som syvende Optrin forudsætter, henlægges mellem femte og sjette Optrin. Efter disse Aars Forløb kommer Ringen atter for Lyset, Kongen mindes Alt, henfalder i Tungsindighed, bliver af Indras' Vognstyrer hentet op til de høiere Egne, til Kamp mod Asárerne, og kommer, efter sin hurtige Seir, paa Hjemfarten til Jorden ind i Kásjapas' Enebo, hvor han træffer sin Hustru og sin Søn. — Hvori forøvrigt Sanumatí's Tjeneste ved Apsarás-Dammen har bestaaet, og hvilke fromme Qvinder (eller Hustruer) der her forrette deres Renselse, er ubekjendt; kun har Sakuntala vist ikke været imellem dem.

S. 76. Foraarsfesten feiredes med Karnevalspøg og Offringer til Elskovsguden aarlig ved Fuldmaane i Tsjáitra-Maaned, omtrent vor Marts og April.

V. 134. Mango; s. Anm. til S. 11.

S. 77. Parabhrítika; jfr. Anm. til V. 90.

V. 135. Den forladte Mø, egl. hvis Elsker er i fremmed Land. — Elskovsgudens fem Pile, som indiske Fortolkere henføre til de fem Sandser, ere spidsede med Blomsterknopper, efter den sædvanlige Angivelse med Knopperne af den rødlige og den blaae Lotos (s. Anm. til V. 20), Siríshen (V. 4), Mangotræet (S. 11) og Asókatræet (S. 99).

V. 136. Kuruváke, d. s. s Kuraváke, er Navnet paa flere forskjellige Blomster, navnlig den carmoisinrøde Amaranth og den i Anm. til S. 19 beskrevne tornede Barleria. Efter Urvasi (II, S. 19, V.) er Kuruvákeblomsten rød med sort Aftegning. — Riim-Tid. Inderne regnede 6 Aarstider, hver paa to af vore Maaneder, nemlig: Dug- eller Riimtid (omtrent Januar og Februar), Foraar, Sommer, Regntid, Efteraar, Vinter.

S. 78. Knæfald. Folk af ringere Stand, der fremstillede sig for en Konge, betegnede deres Underdanighed ved at kaste sig ned for ham og berøre hans Fødder med Hovedet.

V. 137. At „løbe vild i Navnene“ er et staaende Træk af Aandsfraværelse hos Elskende; i Urvasi bruger Kalidásas det baade i 2det Optrin (S. 14), hvor Kongen har tiltalt en af sine Dronninger med Apsarásen Urvasi's Navn, og i 3die Optrin, hvor Urvasi fortaler sig under en Festforestilling i Svárgas ved i en Replik at nævne Kongens Navn istedenfor Vishnus'.

V. 138. Venstre Arm. I de noget forvanskede Scholier er der Spor til den Bemærkning, at Ringen, som enkelt, burde være sat paa høire Arm. — Som jeg har forstaaet de tre sidste Linier, bliver Kongen sammenlignet med en Diamant, nærmest forsaavidt hans ædle Skikkelse ikke har tabt sig ved den dybe Sorg, saalidt som Ædelstenen kjendelig svinder ved at slibes.

S. 80. Din Post. Schol. „navnlig Tilsyn med Fruerhuset“.

V. 140. Den i Sjælen fødte er et af Elskovgudens staaende Navne, eenstydigt med „den Legemløse“, s. Anm. til V. 58. — Kongen ønsker i den yndige Skov at trænge Savnet af sin Elskede tilbage og fordybe sig i de længe glemte Erindringer; men Elskovspilen, den friske Mangoknop, vækker Savns og Længsels brændende Smerte. En lignende Tanke er udtrykt i Urv. 2det Optr. (S. 18, V. 3).

S. 82. Din Veninde; jfr. Anm. til S. 39 „vor Ven“.

V. 142 og 143. Løn; s. Anm. til V. 44, jfr. Anm. til V. 104. — Neglene sminkedes; jfr. Anm. til V. 74.

V. 145. I den bengalske Text lyder Máthavjas' foregaaende Replik saaledes: „Og jeg vil gjøre min Stok Bebreidelser: hvor kan Du Stok være saa kroget, mens jeg er saa rank“?

V. 147. Varme (egl. Sved) saavelsom Gysning (V. 68, egl. Legemhaarenes Reisning, naar det ligesom risler koldt ned ad Legemet, jfr. Urv. I, S. 9; III, S. 48, V.) nævnes hyppig i indiske Digte som Tegn paa lidenskabelig Kjærlighed.

V. 148. Bæk, paa Sanskr. Hunkjøn. — En Luftsø af Sandørkenens Dunster, der ved Luftspeiling kunne i Frastand have saa skuffende Lighed med en Sø, at ikke blot Mennesker men ogsaa Dyr lade sig vildlede; den hedder derfor paa Sanskrit „Gazel-Tørst“.

V. 149. Flamingo, Bráhma's Fugl, Sanskr. hansas d. e. anser, Gans, (Phoenicopterus ruber) er en Vadefugl af Heireslægten; dens Hals og røde Been ere meget lange og spinkle, Næbbet knæformig bøiet paa Midten og takket i Randen. Naar den søger sin Føde, holder den Overnæbbet nedad og pløier dermed paa Vandets Bund i Dyndet, hvoraf den ved sit besynderlig dannede Næb kan afsie saa fine Næringsmidler som Fiskeleg o. desl. (sml. V. 160). Af Farve er den hvid med et rosenredt Skjær; Vingerne høirøde med sorte Svingfjedre. Flamingoerne leve i Flokke. Naar de vade ud efter Føde, ordne de sig i en Række; ligeledes seer man dem hvile i lange Rader paa Sandet (s. dict. des sciences nat.). — Bastdugskjortler; jfr. Anm. til V. 14.

V. 150: Siríshe; jfr. Anm. til V. 4 og 30.

V. 152. Bimba (Momordica monadelpha s. Coccinia Indico, afb. hos Rheede, hort. Malab. VIII, t. 11), en Græskar-Plante med røde Frugter; sml. Udtryk som en „Kirsebærmund“. — Lotosblomsterne vare netop meget yndede af Bier, hvorfor det etsteds hedder: „det er ingen Lotos, som ikke har en Bi hængende paa sig".

S. 87. Sælsom Adskillelse. Den, der skilles fra sin Elskede, beholder endnu baade Erindring og Gjensynshaab; men hvad Kongen her skiltes fra, var kun et Billed, et Blændværk, der har opløst sig i Intet.

S. 89. Ajódhja d. e. „Uovervindelig“, nu Oude, S. O. for Hastinápur ved Sáraju Floden, var i Oldtiden Kong Rámas' Hovedstad og en af de berømteste Stæder i Indien. — Helligholdt, nemlig ved en i Loven foreskreven Offerfest med Bønner om at føde en Søn. Det var den 2den af de 12 Indvielser for Børn af de høiere Kaster; siden kom: Fødselstime, Navnedag, Beklædning med Axelsnor, tilsidst Bryllup; jfr. Man. II, 26 ff.

V. 156. Forestillingen om, at Faderen ligesom gjenføder sig i sin Søn, og Sammenligningen mellem Moderen og en Sædemark forekomme allerede i Manus' Lovbog (IX, 8. 33 ff.).

V. 157. Ved Dødningoffret paalaae det Søn eller nærmeste Slægtning at frembære Vand med Sésamfrø (jfr. Anm. til S. 36), Offerkager o. d. til Forfædrenes Aander og indbyde dem ved foreskrevne Bønner; var der Ingen, som kunde offre til dem, sank de fra Ahnernes Verden „hovedkulds“ til Underverden. Det Nærmere er foreskrevet i Man. III, 82, 202 ff. (hvor det blandt Andet V. 229 indskjærpes den, der frembærer Offer til Ahnerne, ikke at udgyde Taarer under den hellige Handling).

S. 90. Indras' Moder, Adití, Kásjapas' Hustru (Anm. til V. 173), hos hvem Sakuntala efter Forskydelsen har fundet et Fristed; s. 7de Optrin. — Offerdeel. Bryllup og andre Glædesdage feirede en Konge ved store Offerfester med Offring til Guderne og Gaver til Brahmánerne.

S. 91. Haandskinnen tjente til at skjærme den venstre Haand og Forarm, naar Buestrengen slog tilbage (jfr. V. 38 og 66, om. Skrammerne fra Buestrengen).

V. 160. Flamingo; s. Anm. til V. 149. — Vandet er her neppe at forstaae om Vand som fremmed Tilsætning til Mælken, men om de valleagtige Bestanddele, der i et varmt Klima hurtig udskille sig, medens den øvrige Masse bliver mindre flydende. At en Flamingo af Mælkevand skulde kunne afsie Vandet, er ikke troligt, men en Iagttagelse fra det daglige Liv maa ligge til Grund, da dette Træk af Fuglens Snildhed er blevet til Ordsprog (jfr. Bhartrih. II, 15); det anvendes f. Ex. som Billed paa Skjønsomhed i at vælge det rene Ord, man hører, og vrage det urene; saaledes leilighedsviis (V. 3078) i Heltedigtets Fortælling om Sakuntala, hvoraf der ovenfor er givet et Uddrag.

S. 92. Kalanémis, en Kjæmpe blandt Asúrerne, som efter Sagnet længe trodsede selve Vishnus, indtil det lykkedes denne med sin Kasteskive at afmeie hans hundrede Hoveder og hundrede Arme.

S. 92. Náradas, en gammel Gudviismand (jfr. Anm. til S. 15), som i mange indiske Sagn er den, der bringer Nyheder eller giver Oplysninger og gode Raad. I Urvasi (V, S. 91) optræder han som Gudernes Sendebud.

V. 163. Sin Kam, egl. Hætte. Naar Brilleslangen bliver vred, udvider den sin Hals, som om der bag Hovedet sad en rund Skive eller Hat; deraf det portugisiske Navn Cobra de capello d. e. Hat-Slange.

SYVENDE OPTRIN.

V. 166. Brystet farvedes med guul, vellugtende Sandel, og her havde denne Farve smittet af paa Indras' Blomsterhalsbaand. — Mandáras, et af de evigblomstrende Træer i Indras' Himmel eller Svargas.

V. 167. Trehimmel, et Navn paa Svárgas, der tænktes beliggende paa en Top af Mérubjerget, under Bráhma's Verden; ofte betegner Svargas Himlen i Almindelighed. — Mandløven d. e. Vishnus. Asúren Hiranjakásipus, som ved Bodsøvelser havde erhvervet sig den Forjættelse, at han hverken skulde døe for Ild, Vand eller Vaaben, hverken ved Dag eller Nat, undsagde Indras og stødte ham og de andre Verdensvogtere fra Magten. Men hans egen Søn var en Tilbeder af Vishnus. Forbittret over Drengens Lovsange bød Asúren, at han skulde dræbes; men Stridsmænd, Slanger og Elefanter, Ild og Vand, Gift og Trolddom vare magtesløse: Drengen blev uskadt og priste den allestedsnærværende Vishnus. „Er Din Gud ogsaa tilstede her i denne Steenpille?“ Og da Drengen svarede Ja, slog Asúren med knyttet Haand til en af Hallens Piller. Da foer Vishnus ud af den i Skikkelse af et Uhyre, halv Løve, halv Menneske, og sønderrev Gudernes Fjende. Det skete i Skumringen mellem Dag og Nat.

V. 168. Arun, Morgenrøden, s. Anm. til V. 82.

V. 170. Trestrøm, saa kaldet, fordi Ganga efter Sagnet gjennemstrømmer Himmel, Jord og Underverden. Flodgudindens Nedfart fra Himlen til Jorden, hvor Sivas paa Himálajas først optager Vandene i sin Haarfletning, er beskreven i det gamle Heltedigt Ramájanam, i en Episode, som A. W. Schlegel har oversat paa tydske Hexametre (Indische Bibl. I, 1: Die Herabkunft der Göttinn Ganga). — Luftstrøg. Efter Indernes mythiske Verdenslære er Himlen deelt i syv „Veie“ eller Strøg: Sky-Veien, Solens, Maanens, Maanehusenes, Planeternes osv., hver med sin særegne Vind, der holder de forskjellige Himmellegemer i Bevægelse. Til det sjette Strøg hører Stjernebilledet De syv Viismænd (Carlsvognen) og tillige Ganga som Himmel-Flod (Mælkeveien, begge baarne af Vinden Pariváhas; det er i dette Strøg, Mátalis nu kjører med Kongen. — Vishnus' andet Skridt, nemlig gjennem Luften. Asúren Mahábalis havde som Selvplager vundet overnaturlig Magt. Han var netop ifærd med en Besværgelse, hvorved han vilde styrte Guderne fra Himlen, da Vishnus kommer til ham som en Brahmán i Dvergeskikkelse og beder ham om en Gave: saa meget Land, som han kan maale med tre Skridt. Neppe har Asúren tilsvoret ham dette, før Dvergen forvandler sig til en Kjæmpe og med det første Skridt maaler Jorden, med det andet Luften, med det tredie Himlen. Kun Underverden blev levnet Asúren til Opholdssted.

S. 96. Sandser. Efter Sánkhja-Philosophien og tildeels de øvrige philosophiske Skoler træder Mennesket i Vexelvirkning med Sandseverdenen ved Hjælp af elleve Redskaber, af hvilke de ti ere udvortes, nemlig fem opfattende (Øie, Øre, Næse, Tunge og Hud) og fem handlende (Taleorgan, Haand, Fod, Udtømmelses- og Forplantnings-Organ); det ellevte indvortes er Sjælen som Almeensands, der paa den ene Side staaer i Forbindelse med de nysnævnte ti udvortes „Sandser“, paa den anden Side med de to høiere Grundkræfter: Fornuft og Selvbevidsthed.

V. 171. Tsjátaka-Fuglen (Cuculus edolius, Hunnen Cuc. melano-leucus) er en sortagtig Gjøg med klagende Sangstemme. Efter Sagnet drikker denne Fugl hverken rindende eller stillestaaende Vand, men kun Sky-Vand, før det har berørt Jorden, hvorfor Digterne ofte omtale dens Længsel efter Regntiden. Den svæver i de høiere Luftstrøg, indtil Skyerne trække sammen, og naar den er lædsket, daler den ned til Jorden som Forbud paa Regnens Komme.

V. 172. Træerne o. s. v. Saalænge Vognen svævede høit over Trætoppene, havde de Kjørende ikke kunnet see Stammerne for de løvrige Kroner.

S. 97. Hemakútas (Guld-Aas), en Bjergkjede Nord for Himálajas (Sne-Bolig); mellem disse Bjerge laae et velsignet Land, beboet af Kimpúrusher eller Dverge med Hestehoved, hvis Konge er Rigdommens Gud Kuvéras, en af Verdensvogterne.

V. 173. Kásjapas, en Søn af Bráhma's Søn Marítsjis (egl. „Lysstraale“, en af de syv store Verdensskabere), var gift med tretten Døttre af Bráhma's Søn Dákshas (s. Anm. til V. 6), af hvilke Adití var den ældste. Adití fødte ham de tolv Adítjer (Skikkelser af Solen for hver af Aarets tolv Maaneder) og blandt disse navnlig Vishnus og Indras (V. 191), foruden den egentlige Solgud. Med sine andre Hustruer blev Kásjapas Fader til Arunas (Morgenrøden), til Asúrer og Raksháser, Gandhárver og Apsaráser, Uhyrer, Slanger, Fugle og fiirføddede Dyr. Man finder her det Ueensartede broderlig forenet, ligesom i den græske Kosmogoni Fædrene til Zeus og Prometheus, Mødrene til Eos, Leto og Muserne ere Sødskende med Kykloper og hundredarmede Kjæmper.

V. 175. Termiter eller „hvide Myrer“, hvis kegledannede, ofte indtil ti-tolv Fod høie Leertuer ere faste nok til at bære flere Menneskers Vægt. — Axelsnor. De tre høiere Kasters Mærke er en Snor (Brahmánernes af Bomuld), som bæres fra venstre Skulder tvers over Brystet. Ved at beklædes med Axelsnor optages de Unge i Kasten og kaldes fra den Tid „Tvebaarne“ eller Gjenfødte (jfr. Man. II, 36 ff.). — Denne Selvplager, der staaer, lig en Veiviser, ved Indgangen til Kásjapas' Andagtslund, — paa en Termitetue som Søile, ubevægelig stirrende mod Solen, med en Slanges afstrøgne Ham til Brahmánsnor, med hentørrede Skud af Slyngplanter til Ringe om Halsen, med tykt nedfaldende Haarknude — er tegnet efter Virkeligheden og har den Dag idag sine Forbilleder i det indiske Liv; i Manus' Lovbog (VI, 22 ff.) foreskrives lignende Bodsøvelser.

V. 176. At „spise Luft eller Vind" er et almindeligt Udtryk for at faste. — Ønsketræet er et af Træerne i Svárgas, saa kaldet, fordi det yder Alt, hvad man ønsker sig. — I dette Vers sigtes til, at andre Selvplagere spægede sig ved Faste, Badning, Grublen. Kydskhed, for derved at erhverve sig en Plads i Svárgas, med dets sandselige Glæder, dets Blomsterskove, Søer, Kostbarheder og skjønne Elskerinder; disse Hellige øve Bod, uagtet de alt have opnaaet Saliggjørelsen. Den indiske Fortolker tilføier udtrykkelig, at ifølge Skildringen her har Kásjapas Enebo været beliggende i Svargas.

S. 99. Asókas d. e. „Taarefri“ (Jonesia Asoca, afb. hos Rheede p. V, tab. 59 og Bot. mag. t. 3018), i Blomstringstiden et af de skjønneste Træer i Indien, indtil 20 Fod høit, med udbredt Krone. Bladene ere finnede og henved en Fod lange; Blomsterne, der sidde i Bundter lig en Urtekost (jfr. Urv. V, S. 82. V.), ere orangefarvede, spillende i Høirødt eller Lyseguult (jfr. Urv. IV, S. 74. V.) med mørkerøde Knapper paa de lange Støvtraade; de dufte stærkt om Natten. Asókablomsten er ovenfor (Anm. til V. 135) nævnet som en af Elskovsgudens fem Pile.

V. 177. Bæver; jfr. Anm. til V. 16.

S. 100. At stikke Underlæben frem, et Udtryk for Ringeagt.

S. 100. Verdensherskernes Mærke; jfr. Anm. til S. 70.

V. 180. Haand og Fod sammenlignes ofte med en Lotos; her bliver navnlig Drengens Haand, idet den lukker sig op for at tage mod Legetøiet, sammenlignet med en Dag-Lotos (jfr. Anm. til V. 20), der begynder at aabne sig ved det første Morgengry. — Sammen-knippede Fingre, ved Roden forbundne som ved en Svømmehud, er efter Angivelsen et af de „to og tredive Mærker“ paa en Helt. Om Verset skal antyde dette Heltemærke eller blot udmale, hvorledes Haanden aabner sig, saa at Kredsmærket (s. o.) kommer tilsyne, er uvist.

V. 181. Det sidste dristige Træk i denne Skildring har Kalidásas laant fra Heltedigtets Fortælling om Sakuntala (s. ovenf. S. 118), ligesom han i en næsten tilfældig Antydning (S. 117) har vidst at finde Motiv til den hele Scene med Drengen, som leger med Løveungen. Det er overhovedet selv i det Enkelte lærerigt at iagttage, hvad Kalidásas har optaget af sin Kilde for videre at udmale det, hvad han har forandret eller udeladt, og hvad han har tildigtet.

V. 182. Sandeltræet; jfr. Anm. til S. 56. Dets Vellugt tiltrak allehaande Dyr, hvorom det hedder i Fabelbogen Hitopadésas, at dette ulykkelige Træ „fra øverst til nederst er Bytte for Ureenhed: Roden er hjemsøgt af Slanger, Blomsterne af Bier, Grenene af Aber, Toppen af Bjørne“; at især Slanger søgte det (her i Verset nævnes den sorte giftige Coluber Naga eller Brilleslangen), fremgaaer af gjentagne Hentydninger i indiske Skrifter. Derhos er Sandeltræet brugt som Billed paa den Mildhed, der gjengjælder Ondt med Godt; det glæder alt Levende med sin Duft, og tilsidst „meddeler det sin Vellugt selv til den Øxe, der fælder det.“

V. 184; jfr. Anm. til V. 100. For Oldinger af Brahmánkasten foreskriver Manus' Lovbog (VI, 26), at de skulle leve i Skoven „med undertvungne Sandser, sovende paa den blotte Jord, med en Træ-Rod til Bolig.“

S. 102. Sakunta sammensat med lávanjam (Prakrit saundalávannam) betyder egl. Fugle-Yndigheden.

S. 102. Luftsø; s. Anm. til V. 148.

S. 103. Fødselstimen. Brahmáner viede en nyfødt Dreng ved under visse Bønner at berøre hans Tunge tre Gange med Honning og Offersmør i en Guldskee; Man. II, 29, jfr. Anm. til S. 89.

V. 185. Enkelt Fletning. I Bod og Sorg, som naar Husbonden var død eller for lang Tid bortreist, bare Qvinderne Haaret i en enkelt, nedhængende Fletning, uden Blomster og Smykker, og sminkede ikke deres Læber (V. 187). Som der, til Veiledning ved Opførelsen, her foreskrives en Bodfærdigs Sørgedragt (jfr. Urv. III, S. 44), saaledes i det Foregaaende (S. 79) en Angerfulds Dragt, i Urvasi (III, S. 40) en Stevnemøde-Dragt o. s. v.

V. 186. Róhini er det 4de af de 27 (28) Stjernebilleder i Maanens Bane, hvilke (jfr. Anm. til S. 37) tænktes som Dákshas' Døttre og Maanens Hnstruer. Det bestaaer af fem Stjerner (α ρ γ δ ε i Tyren, der alle høre til Grækernes Hyader); den østligste er den klare Stjerne Aldebaran eller Tyrens Øie. Af Maanens 27 Hustruer var, efter Sagnet. Róhini den, han elskede høiest. — Om Dushjantas, sammenlignet med Maanen, jfr. Anm. til V. 70.

S. 105. Synder; jfr. Anm. til V. 44 og 104.

V. 190. Daadløs. Efter Dushjantas' Seir over de Fjender, mod hvem Indras, „Bjergkløveren, Byers, Hæres Ødelægger“, skulde bruge sin Tordenkile som Vaaben, tjener den ham nu kun til Prydelse.

V. 191. Jfr. Anm. til V. 173. Dákshas og Marítsjis ere Bráhma's tankebaarne Sønner, fødte uden Moder, ved hans Selvfordybelse; Maritsjis' Søn Kásjapas blev ved Dakshas' Datter Adití Fader til de tolv Adítjer eller Sol-Guder; som de fornemste af disse nævnes her særlig Indras og Vishnus (jfr. Bhagavadg. X, 21). — De tre Verdner, der staae under Beskyttelse af Indras, den ypperste af Verdensvogterne, ere: Himmel, Jord og Underverden. — Efter kosmogonske Sagn har Vishnus, baaren af Anánta-Slangen (jfr. Anm. til V. 106), slumret paa Vandene i Tidens Begyndelse; af hans Navle voxede en Lotos, og i den thronede Bráhma. Under sine forskjellige Aabenbarelser lod Vishnus sig gjentagne Gange føde af Kásjapas og Adití.

V. 192. Paulómi er den samme Gudinde, der almindelig kaldes Sátsji; hun var med Indras Moder til Dsjajántas.

V. 193. Fromhed er i Sanskrit Hunkjøn, Rigdom Intetkjøn og Daad Hankjøn.

V. 195. Ordene tilstede ogsaa en anden Forklaring, som den indiske Fortolker fremsætter og baade Böhtlingk og Williams have optaget; efter den vilde Oversættelsen lyde:

Som naar Nogen nægted,
      at det var en Elefant,
Mens han saae den for sig, —
      faldt i Tvivl, da den gik bort, —
Men blev overtydet
      ved at see dens Fødders Spor, o. s. v.

Det forekommer mig, at Lignelsen falder mindre naturlig ved et gjennemføres i disse tre Led; heller ikke berører Kongen i den forudgaaende Replik, at han ved Sakuntala's Bortgang begyndte at blive tvivlraadig.

V. 197. Glide. Den indiske Fortolker finder i Texten antydet, at Bháratas skulde kjøre gjennem Luften. — Syv-Ø. Jorden, forsaavidt den er beboet af Mennesker, tænkes som en Ø, „hvis Landskaber ligge omkring Méru-Bjerget som Kronbladene paa en Lotos omkring dens Frugtknude.“ Denne Ø er omflydt af det salte Hav; rundt om dette løber et andet havomflydt Land, beboet af andre Væsner, og saaledes er der ialt syv concentriske Øer, der skilles ved Have af Saltvand, Sukkersaft, Viin, Mælk o. s. v.

V. 198. Hinanden d. e. Du glædende Indras og de Himmelske ved Offring, han Dig og Folket ved Regn. — Begge Verdner, nemlig Menneskers og Guders. — Aldre, egl. Juger, et Ord, der baade betyder en Verdensalder og et Tidsrum af fem Aar.

S. 110. Den Bháratas, her nævnes, er Skuespilkunstens mythiske Opfinder, Viismanden Bháratas, der indøvede de Skuespil, som Indras lod opføre i Svargas af Gandhárver og Apsaráser, til Underholdning for de forsamlede Guder (jfr. Urv. II, S. 28, V., III, S. 35). Denne Viismand tilskrev man tillige en Række Læresætninger om Skuespildigtning, af hvilke de gamle Fortolkere jevnlig anføre Brudstykker (s. Anm. t. V. 45).

V. 199. Denne Slutningsbøn synes middelbart at gjælde Kalidásas' egen Tid og være beregnet paa, at tillige Skuespillerne og Tilskuerne kunde tilegne sig den. I Uddsjájini, Kong Vikramáditjas' Hovedstad, hvor Kalidásas levede og digtede, dyrkedes især Sivas, og her var et berømt Tempel for denne Gud. — Sarásvati, d. e. „den Strømmende“, Bráhma's Hustru, Gudinde for Veltalenhed og Digtekunst og alle Videnskabers Beskytterinde; af hende er navnlig Sanskritsproget opfundet. Hendes Attribut er Lyren; hun digter Skuespil, der, indøvede af Viismanden Bháratas, opføres ved Gudernes Fester (f. Ex. Stykket: Láksmi's Selvvalg, s. Urv. III, S. 35). — Blaaligrøde. Ved Verdenshavets Kjærning fremkom først en frygtelig Gift, som Vishnus spottende bad Sivas som den Førstefødte at nedsluge. Sivas drak Giften, men den brændte hans Hals, som derved antog en blaa og rød Farve — Det er Sjælens Higen, at forløses fra sin Vandring gjennem Legemernes Verden ved at fortabe sig i den evige Guddom.




  1. F. Ex. Heltedigtet Nal og Damajánti, oversat paa Tydsk af Fr. Rückert; — det theosophiske Digt Bhagavad-gitam, udgivet og oversat paa Latin af A. W. Schlegel.
  2. Den Egn, til hvilken Sagnet knytter Dushjantas' og Sakuntala's Navne, er netop den samme, der i vore Dage er bleven Arnestedet for det indiske Oprør, med alle dets Rædsler og Grusomheder. Saaledes kan en Befolkning forvandles ved Aarhundreders Vanrøgt! Men det gaaer med Mennesket som med de Træer, der af Mangel paa forædlende Pleie sætte Torne istedenfor Grene.