Der ligger i den hele nyere Udvikling en stor Tilbøielighed til — langtfra med Taknemmelighed at erindre sig de Kampe og Besværligheder, Verden har udstaaet for at blive til det, den er — om muligt endog at forglemme de Resultater, den i sit Ansigts Sved har erhvervet, for paany at begynde forfra, og i ængstende Forudfølelse af, med hvor fuld Ret Efterverdenen vilde kunne behandle den paa samme Maade, deels at overbevise sig selv om sin Virksomhed og sin Betydning, deels at paanøde Efterverdenen denne Anerkjendelse ved at gjøre sig til det egentlige Udgangspunkt for Verdenshistorien, ved, hvis det lod sig gjøre, med sig at begynde den positive Tidsregning og lade den foregaaende Tilværelse, om man endnu er saa fornuftig at antage en saadan, være et Livs-Hoveri, paa hvilket Subtractions-Stykke man kun maa beklage, at det har været nødvendigt at anvende en saa lang Tid. Møde vi dette Phænomen i sin
