Side:Af en endnu Levendes Papirer.djvu/31

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

15

lighed til at snakke gammelt[1] synes idetmindste ikke at modbevise vor Paastand, og vi ville derfor blot erindre om, at den anden Art af Misforstaaelse ikke saa let kan komme til at gestalte sig i en lignende Manifestation, da den, som et Moment med i en Assimilations-Proces, bør saa meget som muligt holdes fri for Selv-Reflexion, og som henhørende til et ungdommeligt Livs indvortes hemmeligste Historie ikkun i abnorme Tilstande kan forraade sig uden i almindeligere lyriske Udbrud.

Vende vi os nu fra disse Noveller og deres Tumleplads til hiin Røst[2] i Ørkenen St. St. Blicher, der dog, og det er netop det mærkelige, omskabte den til et venligt Tilflugtsted for den i Livet landflygtige Phantasie, saa møde vi vel ikke her en saadan Verdens-Anskuelse, paa hvilken der er gjort Prøve i saa mangfoldige Livs-Tilfælde, ikke

  1. Skulde jeg anføre et Exempel herpaa, vilde jeg nævne: Børneballet.
  2. Stille og mørkladen er vel min Hede;
    Dog under Lyngtoppen Blomsteret staaer.
    Lærken bag Gravhøie bygger sit Rede
    Og sine Triller i Ørkenen slaaer.