Side:Af en endnu Levendes Papirer.djvu/35

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

19

ening af Digter og Skuespilleri een Person, jo Enhver har sit Epos[1] og sin episke Digter i sig selv), saa er dog Phænomenet unægteligt og ikke uinteressant, ja ligesaa meget interessantere som Andersens lyriske Selvfortabelse er glædeligere end den moderne politisk-episke Selvforgabelse.

Uden nu at indlade os paa en vidtløftigere Drøftelse af Betydninger af en egentlig episk Udvikling, ville vi blot bemærke, at derved ikke maa forstaaes en høirøstet hæs Begeistring over en eller anden ephemer Gjerningsmand, eller en smægtende Henstirren paa en eller anden tilfældig Individualitæt, eller en literair Becomplimenteren, men en dyb og alvorsfuld Omfavnen af en given Virkelighed, paa hvilken Maade man end fortaber sig i den, en for Livet styrkende Udhvilen deri og Beundring deraf, uden at denne derfor nogensinde behøves at komme til Orde som saadan, men som aldrig kan Andet end have den høieste Betydning for den Enkelte; om

  1. Man taler derfor ikke engang saa meget paa det Sted, Talen har hjemme, som man mere besynger og besnakker (Dichtung und Wahrheit) hvad man ved en foregaaende Leilighed har sagt eller vilde have sagt.