Side:Af en endnu Levendes Papirer.djvu/38

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

22

snøfle en Monolog? Eller hvad skulde der vel være for Poesien at gjøre i en Tid, da den Yngre, der stræber efter noget Høiere, maa føle i aandelig Forstand de samme Symptomer, som Franskmændene paa deres Marche over de russiske Stepper, hvor Øiet forgjeves søger et Punkt, det kan hvile sig paa, da de ældre Mænd, der endnu vide, hvad de ville, maae med Smerte see Individerne som tørt Sand smuldre hen mellem Fingrene? I vor Tid, da vi hver Dag opleve de latterligste Combinationer af de ligesom Glasstumper i en Kaleidoskop sammenrystede Individer; i vor Tid, hvis Princip (sit venia verbo) ikke er andet end Protestantismens dybe og inderlige nu zum Gebrauch für Jedermann in absurdum re-

visse Slags Fugle, aldeles selskabelig; Flokken tumlede sig idelig omkring, saaledes at flere bestandig vare over Vandet, først med Hovedet, saa med Halen, og strax derpaa gik under Vandet igjen, for at overlade Pladsen til andre efter Orden; de pustede, idet de kom i Vandskorpen, store Vandstraaler i Veiret, som i nogen Afstand bedre kunde høres end sees, og vare ellers, saavidt man kunde skjønne, temmelig rolige og svage. Cfr. Tidsskrift for Naturvidenskaberne, udgivet af Ørsted, Hornemann og Reinhardt No. 11 p. 209