26
at udvikle sig selv, til at skjule en indre Tomhed under brogede Billeder, til uden al Reproduction at gaae op i Generation, som Læsning af W. Scott og saadanne Romandigtere nødvendigviis maatte være for et saa svagt udviklet Gemyt som det Andersenske, saa vil det vist ikke forundre os, at han, istedetfor at gjennemføre sin Reflexion, tvertimod afslutter sig i et ganske lille Spatium deraf, det vil ikke undre os, at der, naar vi gjennemdeklinere Andersen i disse Livets forskjellige Casibus, fremkommer et Phænomen, som vil afgive et ret heldigt Paradigma for en Cyklus af Phænomener.
Idet vi nu gaae over til nærmere at betegne Andersen som Romandigter, ville vi — opfordrede ved det vistnok unægtelige Faktum, at enhver opmærksom Læser af Andersens Noveller vil paa en underlig Maade føle sig forstyrret ved den dobbelte Belysning (Zwielicht), der, ligesom i Sommer-Forestillingerne paa vort Theater, hersker i alle Andersens Romaner — anstille nogle nærmere Betragtninger over, hvorledes man maa tænke sig disse Romaner i poetisk Henseende at være blevne til. En Mængde vistnok poetiske Ønsker, Længsler o. s. v. søger nemlig, efter i lang Tid
