Side:Af en endnu Levendes Papirer.djvu/64

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg
Denne side er blevet korrekturlæst

48

dige Præsens af Barndom, Ungdom og Manddom, det eneste qualificerede til at frembringe Digtninger, hvori en heel Udvikling foregaaer. Staaer man ikke paa dette Standpunkt, saa kommer man paa en eller anden Maade til at lægge en bestemt Alder til Grund som Maalestok (hvilket naturligviis er urigtigt, da ingen Alder som saadan er den absolute, end ikke den man pleier at kalde Eens bedste Aar) og er saaledes ikke istand til at give hver Alder Sit. Dette er nu ogsaa Tilfælde med Andersen. Vi ville tage et speciellere Exempel. Skal han skildre Barndommen, da træder der os ikke Repliquer imøde, der ligesom ere grebne ud af en heel barnlig Bevidsthed og beregnede efter det af os skildrede Høidepunkts Meridian; men det bliver ofte enten Barnagtigheder, ufordøiede Reminiscentser fra en enkelt concret Barnealder, eller, hvad vi her nærmest have for Øie, man taler som en Ældre om Livs-Indtrykket, og føier derpaa til i behørige Mellemrum, at man maa huske paa Barndommen, paa Barnephantasiens[1] store skabende

  1. Cfr. de 6 første Capitler af Kun en Spillemand. Det er dog et Spørgsmaal, om man i den Forstand skal ophøre