51
er imidlertid saa langt fra at forhindre Tilbagefald, at den tverimod necessiterer disse med Recidivers sædvanlige Forværrelse, med andre Ord en urokkelig Stirren paa en enkelt Gjenstand, som laa al Verden deri — et Phænomen, som vi helst ville betegne som Andersens: Overtro som Surrogat for ægte Poesie. Vi ville her ikke tale om denne Overtro, saaledes som den viser sig i det Store hos Andersen, da vi have skildret den fra en anden Side i det Foregaaende, idet vi, ved at vise, at Andersen manglede Livs-Anskuelse, jo egentlig maatte søge Grunden til, at hans Individer bleve til Intet i Verden, i hans Vantro til Verden; dog dette seet fra den anden Side er netop Overtro paa Individerne, Overtro paa hans poetiske Heltes Genie og Dygtighed; men kun, hvad vi bemærkede i det Foregaaende, forsaavidt den viser sig i Behandlingen, i Arrangementet af det Enkelte. Denne Overtro viser sig nu saavel i den Vægt, han lægger paa en eller anden deprimerende Omstændighed, en enkelt lille Ydmygelse endogsaa da, naar Omgivelserne tilsmile En mest, den Kraft, han tillægger disse til at kunne undertrykke endogsaa det sande Genie, hvad jo, for
