54
altsaa ikke videre at omtales, og er paa sit Sted i det Foregaaende bleven berørt; jeg sigter ikke herved til, hvad man og kunde henregne til Episoder, en Opstilling af en eller anden Enkelthed, blot for at forhale Tiden, som det synes, da denne ligesaa lidet træder i nogetsomhelst dybere organisk Forhold til Hoved-Personen, som den ogsaa[1] er blottet for al elastisk Kraft til, ligesom i et Nu ved et Tryk paa den skjulte Fiæder, at staae for os, og desaarsag blot har det Ubehagelige, at man uvilkaarlig kommer til at tænke paa en hemmelig Protokol af Døgn-Iagttagelser; — men til den — ved Digteren Andersens Misforhold til sin Person og til det for en Roman-Digter nødvendige Fond af Kundskaber — betingede Usikkerhed, betingede Rysten paa Haanden, som gjør, at hans Pen ikke blot slaaer Klatter, men ogsaa slaaer Sladder, og som udmærker hans Stiil i den Grad, at den derved bliver vanskelig at efter-
- ↑ (Jeg vil eengang for alle bemærke, at jeg tager mine Exempler af "Kun en Spillemand", da jeg har den ved Haanden. —) Cfr. 1, 146, 1, 141; man skulde troe, at de paagjældende Individers aandelige Habit var bestilt hos en eller anden poetisk Lappeskrædder.
