73
2 D. p. 20 i Anledning af Grevens Yttring om at Geniet maa bane sig selv Vei, idet han til Opmuntring giver ham en Rigsbankdaler: "Det var de Icarus-Vinger, han bandt paa Geniets Skuldre, dristigt formede Vinger, men af Bly. Ordene vare jo dog et gammelt Thema, som fra Slægt til Slægt tonede for Kunstnerens Øre og vil med Variationer klinge i Aartusinder, saa længe Verden er den samme, som da den gav Socrates Gift og Christus en Tornekrone." Andersen skulde dog have sat et sans comparaison til for at undgaae at blive blasphemisk. Et "sølle Skrog" maatte han blive, fordi han var det. Udtrykket selv forekommer os meget betegnende, idet vi ved Skrog nærmest tænke paa "de ulykkelige Krampetilfælde," og ved "sølle" nærmest paa hans ubeskrivelige Forfængelighed. Noget af det, der mest pleier at udmærke Geniet og give det sin Overvægt over Verden, er Stolthed, som pleier at blive stærkere i Modgang, som derfor ogsaa ofte formaaer at holde Individet opreist. Hos Christian er derimod Alt Forfængelighed. Det, det kommer ham an paa, er at henlede Opmærksomheden paa sig, at blive beundret, ja han tager endog til Takke med en Hyldest, som han
